Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som tegningen viser, udgør sidste del af marts samt april, maj og første del af juni "udviklingsspiralen"s "forår". Ligesom den første del af denne periode, i fysisk forstand, har sine stærke forårsvinde, mægtige svingninger i atmosfæren, har sit "aprilsvejr", efterdønninger af vinteren og forløbere for sommeren, stærkt solskin skiftende med haglbyger og tøsne og dermed kendetegner umådelige skaberkræfter i naturen, der ved stærkere og stærkere solglimt og varme skaber vinterens grå og triste øde om til vidunderligt koloreret liv, til grønne, gule, blå, røde og violette sfærer, hvor millionfoldige struber skaber de herligste klange for øret, får et brus af ungdommelig skaberglæde til at vælde frem overalt, hvor man står og går, således er også den sidste del af "menneskeriget" samt "visdomsriget" og første del af "Den guddommelige Verden" udtryk for spiralens "forår", hvilket vil sige udtryk for umådelig skabekraft, livsfryd og umådelig manifestationsevne. Herfra udgår "de kosmiske verdensimpulser", herfra rekrutteres klodernes verdensgenløsere. Det er auraen fra denne zones befolkning, der kaster sin kosmiske stråleglans ind over de kolde "dyriske" kloder og gennem sin glædesfrembringende varme livskraft forplanter det kosmiske "forår" videre til disse mentale vinteregne.

 

Som udtryk for spiralens "sommer" kommer sidste del af juni samt juli, august og første del af september. Ligesom dette tidsrum her udtrykker skabelsens kulmination eller højdepunkt på fysisk sommerudfoldelse, således udtrykker også sidste del af "Den guddommelige Verden" og første del af "salighedsriget" kulminationen af oplevelse af bevidsthedsmæssig fuldkommenhed og mentalt velvære. Her findes livets højeste kosmiske modenhed for tanke- og hjernemæssig udfoldelse. Her stråler alt i hundrede procent kosmisk klarhed. På grund af kulminerende intuition og hukommelse er fortiden og fremtiden her nærværende i individets oplevelse af nuet. Her er verdensplanens hjemsted og dermed livslovenes fødselszone. Her kontrolleres verdenernes og individernes skæbner. Her er det levende væsen i sin højeste frihed eller mest uafhængige eller ubundne manifestationsudfoldelse, idet det er fri af den grove fysiske materie. De levende væseners organismer er her fri af den fysiske materie og består af skinnende eller lysende kolorerede tankematerier, der farvestrålende skifter nuancer, fortætter eller opløser sig på viljens eller ønskets mindste bud. Livets højeste varme eller behagsfornemmelse er her til stede i overflod på samme måde, som livets højeste ubehagsfornemmelse eller lidelsesudfoldelse er til stede i kulmination eller overflod i den jordmenneskelige del af "dyreriget". Jo, livets højeste solskin og sommervarme lyser over "Den guddommelige Verden".

 

Men ligesom den fysiske sommer efterfølges af et efterår, således kommer der også et "efterår" efter den kosmiske sommer, som det levende væsen ved sin passage gennem udviklingsspiralen også må passere. Og sidste del af september samt oktober, november og første del af december, der jo danner det fysiske efterår, bliver således symbol på det kosmiske efterår. Ligesom køligheden på denne årstid begynder at blive fremherskende, begynder at bringe det meste planteliv til fysisk dvaletilstand, får det grønne løv til at visne, får efterårsstormene til at hvine om gadehjørner og i skibsræer, vælter træer i skoven og kaster skibe ind i brændingen og mod klippekyster samtidig med at mørket og frosten stivner og binder alt i sit isnende favntag, således vil også sidste del af "salighedsriget" samt "instinktriget" og første del af "tyngderiget" få alt kosmisk liv til at indkapsle sig i grov materie. Livets fjernelse fra "Den guddommelige Verden"s favntag og åndelige varme får dette til at synke ned i dvaletilstand, får det til at "indvikle" sig i materien, får det til at "fryse" til "is". Denne is er identisk med det, vi kender som mineral eller krystal. Alle mineraler og krystaller er kosmisk is og sne og er således kulminationen af "indvikling" eller kulminationen af kontrasten til denne proces, der finder sted i spiralens "forår", hvor livet folder sig ud, og hvilken proces vi bedst kender under begrebet "udvikling".

Men da der i al frossen materie eksisterer en bevidsthedsenergi eller materie, som er ganske uberørt af kulde, kan livet ikke udslukkes og bevidstheden ikke dø. Denne materie er den sjette grundenergi: "Hukommelsesenergien". Den fungerer stadig uberørt af de øvrige materiers krystalliserede tilstand, ja, den har endog sin kulmination her og kan således med fuld kraft føre individets mentalitet i form af en indre bevidst, men ydre ubevidst, salig erindring om det tidligere oplevede frelst igennem enhver krystallisering, fortætning eller indefrysning. Denne i den fortættede fysiske materie indkapslede "salige erindring" eller sjette "grundenergi" kommer til syne som det i samme materie nedgemte naturlige anlæg for ved ydre påvirkning at omskabes til organisk liv, således at bevidstheden, når de ydre forhold, hvilket vil sige varmen, igen indfinder sig, herfra kan forplante sig videre til den smeltende materie og individet deri skabe organiske legemer eller redskaber for oplevelse af nyt ydre liv.

 

Al fysisk materie er således i virkeligheden kun indefrossen kosmisk bevidsthed og kan derved kun ved fysisk varme igen frigøres og komme til udfoldelse, blive til manifestation af ydre liv og bevidsthed. Al manifestation, al skabelse, alle former for liv bliver derfor i første instans et spørgsmål om – varmegrader. Alt liv er en reaktion imellem kulde og varme. Herpå beror stjernernes gang, klodernes volumen, solenes farve og stjernetågernes slør. Og derved bliver ethvert legeme, enhver ting, enhver fornemmelse, enhver forstening, enhver opløsning et kosmisk termometer. Alt, hvad der kan sanses, er temperatur. Alt er varmegrader. Alle varmegrader er begrænset kulde. Intet kan være til uden at være et indgået forhold mellem kulde og varme. Hvor varmen får overtaget, opstår "sommeren". Og hvor kulden får overtaget, opstår "vinteren". "Foråret" udtrykker altså en kamp imellem kulden og varmen, i hvilken varmen sejrer og skaber "sommeren"s kulmination, medens "efteråret" derimod er en kamp imellem varmen og kulden, i hvilken kulden sejrer og skaber "vinteren"s kulmination. Medens "vinteren" og "sommeren" er de mere rolige ligevægtstilstande, fordi den ene af de kæmpende to parter: kulden og varmen, her henholdsvis er den modsatte part altfor overlegen, er "foråret" og "efteråret" derimod særlige kampzoner, fordi parterne her er hinanden mere jævnbyrdige, og ingen af disse endnu har fået det herskende overtag. Her raser stormene og uvejret med ubønhørlig styrke, indtil en af parterne sejrer, og kulminationen af lyset og mørket, hvad enten det ses i kosmisk eller fysisk belysning, skabes, bliver synligt, bliver oplevet og erkendt af tilskueren: "Det levende væsen" og dermed bestemmende for al dets færd. Det gennemgår "vinteren", det oplever "foråret", det nyder "sommeren", det møder "efteråret", går over i en ny "vinter"s foreteelse, derefter ind i et nyt "forår" og således fortsættende. Og hver årstid præger helt dets fremtræden, dets klædedragt, liv og manifestation. Og hele dets fysiske færden bliver altså fuldstændig udtryk for det samme princip, de samme love som dem, dets åndelige eller kosmiske færd gennem dets evige tilværelse frembyder.

Og da livet således dirigeres af evige love, der lader en permanent rytme afstedkomme en bevægelse fra varme til kulde og fra kulde til varme, opretholdes den cirkulation af kræfter, der gør al skabelse, al oplevelse af liv til et kredsløb, og hvorfor samme liv derfor altid ufravigeligt må forme sig som en skiftende kulmination i kulde og varme og den heraf følgende skiftende "indvikling" og "udvikling", der for det levende væsen bliver en vekslende oplevelse af kontrasternes kulmination og dermed en permanent vedligeholdelse og dygtiggørelse i evnen til at opleve tilværelse.

Og det er altså en sådan rytmisk bevægelse fra kulmination til kulmination, vi her inden for åndsvidenskaben kalder en "spiral". Og vi har nu her fået et lille svagt indblik i, hvorledes dette spiralprincip går igen i de største fysiske foreteelser. Vi har set, at det fysiske år og "udviklingsspiralen" udgør samme princip, har de samme fire årstider.

Men det er heller ikke vanskeligt for læseren i forbindelse hermed at finde ud af, at hans eget fysiske liv også er en "spiral" eller et "år", hvis fire årstider: vinter, forår, sommer og efterår henholdsvis repræsenteres i form af barndom, ungdom, manddom og alderdom. Og er det ikke ligeså med døgnet? – Kan midnat ikke udtrykkes som døgnets "vinter", morgenen som dets "forår", middagen som dets "sommer" og aftenen som dets "efterår"? –

Jo, de evige love skal nok vide at gøre efterfølgende bibelske ord til en evig urokkelig sandhed, såvel inde i det levende væsens mentale sfærer som ude i naturens vidt forgrenede områder: "Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade."