Kontaktbrev 1961/23 side 6
Martinus:
"DYRETS BILLEDE" OG "GUDS BILLEDE" I
Forskellen på "dyr" og "menneske" bedømmes af ufærdige mennesker mere efter organismen eller legemet end efter mentaliteten og væremåden
På jordens kontinenter, i dens oceaner og atmosfære udfolder der sig en mangfoldighed af liv. Liv tilkendegiver sig ved manifestation eller skabelse. Denne afslører igen bevidsthed og den heraf følgende væremåde. Denne væremåde bliver det fundamentale kendemærke, ved hvilket man kan bedømme de levende væseners sjælelige og åndelige kapacitet. Men menneskenes bedømmelse af denne kapacitet bliver endnu ikke i særlig grad skabt ud fra væsenernes væremåde, men derimod mere ud fra deres kropslige eller legemlige side. Ud fra denne kropslige bedømmelse skelner de stærkt imellem "dyr" og "mennesker" og får derved en højst ufuldkommen bedømmelse af menneskene.
Det er fejlagtigt at tro, at det levende væsen er blevet til et virkeligt "menneske" fordi det har fået det nuværende menneskelegeme
Det er rigtigt, at det menneskelige, fysiske legeme adskiller sig stærkt fra dyrenes legemer, men det er meget fejlagtigt at tro, at det levende væsen er blevet et virkeligt "menneske", fordi det har fået menneskelegeme. Ja, det jordiske, fysiske menneskelegeme er ikke engang det rigtige menneskelegeme. Kosmisk set adskiller det nuværende fysiske menneskelegeme sig kun fra dyrelegemerne derved, at det udgør et redskab, i kraft af hvilket dyret kan udvikle sig til at blive et rigtigt menneske. Når det har nået dette mål, behøver det ikke mere dette grove, fysiske legeme for sin manifestation. Det kan da på en helt anden måde åbenbare sin væremåde, nemlig ved materialisation og dematerialisation. Det behøver da ikke mere at skulle fødes af kvinder eller gennemgå nogen dødsproces. Men så langt er menneskene på jorden endnu ikke nået. Det, de i særlig grad har opnået, er dette at blive kaldt "mennesker". Men som før nævnt kan menneskene være meget langt fra at være virkelige mennesker, selv om de har fået navnet "menneske".
Mennesket i "Guds billede efter hans lignelse" er det samme som mennesket i Guds væremåde
Hvad er da et "menneske"? – Selve begrebet "menneske" er udtryk for den væsenstilstand, der er målet for alle levende væseners udvikling. Det er dette mål, der i Bibelen er udtrykt som "Guds billede efter hans lignelse". "Guds billede" er igen det samme som Guds væremåde. Guds væremåde erkendes igennem alle naturens skabelsesprocesser. Da hver eneste af disse i henhold til de kosmiske analyser i sit slutfacit urokkeligt er til glæde og velsignelse for levende væsener, bliver Guds væremåde således det samme som den absolutte kærlighed. Det fuldkomne menneske i Guds billede er altså et væsen, der udelukkende er til glæde og velsignelse for levende væsener. Det stråler kærlighedens lys, varme og visdom ud til alt og alle. Kun på denne måde kan det være i "Guds billede efter hans lignelse". Målt med dette mål er de jordiske mennesker endnu meget langt fra at være virkelige eller færdige mennesker.
Det "dyriske" i det ufærdige jordiske menneskes mentalitet og væremåde
Men når de jordiske mennesker ikke er "mennesker", hvad er de da? – I de bevidsthedsfelter og væremåder, i hvilke de ikke er "menneskelige", kan de kun være "dyriske". De er kun til glæde og velsignelse for dem selv, mere eller mindre på andres bekostning, andres savn og lidelser. Men da denne velsignelse ikke kan undgå at blive til forbandelse for dem selv i deres nuværende eller kommende liv, styrer de altså deres væremåde i blinde. De styrer lige imod kommende virkninger af de ulykker og lidelser, de med deres egoistiske væremåde påfører andre væsener. Og er det ikke netop denne tåbelige, ulykkebringende væremåde, menneskene i stor udstrækning i dag ligger under for? – Er det ikke således, at mennesker lyver for mennesker, mennesker bedrager mennesker, mennesker undertrykker, piner og plager mennesker, mennesker torterer, myrder og dræber mennesker, mennesker ringeagter mennesker, mennesker bagtaler mennesker, mennesker bliver misundelige, skinsyge og jaloux på mennesker, mennesker hader, håner og spotter mennesker, mennesker røver og udplyndrer mennesker, mennesker nærer brødnid overfor mennesker, mennesker udsletter med skrækkelige helvedesvåben andre mennesker og deres byer og kulturgoder, menneskene har forstærket deres mord-, drabs- og ødelæggelsesevne millioner af gange overfor andre mennesker. Hvordan skal der blive fred, sympati og glæde imellem menneskene i et sådant samfund? – Er ikke netop menneskene i krig med menneskene, er ikke alle i krig med alle i en sådan væremåde? – Hvordan skulle det kunne være anderledes? – Hvordan stiller alle disse mennesker sig til princippet at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med? – Er det ikke således, at de ikke vil se på menneskeheden fra dette høje kosmiske stadium, der giver et fuldkomment overblik over menneskehedens situation? – Men når de ikke vil se menneskehedens situation fra det stadium, hvordan skal de da komme til at se andre store foreteelser, der er med til at afsløre livsmysteriets løsning og kun kan ses fra det samme overliggende stadium? –
Når dyret dræber og mennesket dræber – Når dyret æder andre levende væseners kød og mennesket æder andre levende væseners kød – o.s.v.
At denne menneskenes mentale sfære er i familie med dyrenes mentale sfære, kan vi ikke komme bort fra. Dyrene dræber også dyr. Dyrene bliver også skinsyge eller jaloux på dyrene. Dyrene kan også camouflere og narre dyrene. Dyrene er egoistiske og søger deres eget overfor andre dyr, Når et dyr dræber et levende væsen, og et menneske dræber et levende væsen, hvilken forskel er der så på mennesket og dyret? – Når et dyr lever af andre levende væseners kød, og et menneske lever af andre levende væseners kød, hvilken forskel er der da på mennesket og dyret? – Når dyret hader og forfølger et andet levende væsen, og mennesket hader og forfølger et andet levende væsen, hvilken forskel er der da på mennesket og dyret? – Når dyret kan blive skinsyg eller jaloux på et andet levende væsen, og mennesket kan blive skinsyg og jaloux på et andet levende væsen, hvilken forskel er der da på mennesket og dyret? – Når dyrene parrer sig og avler børn, og menneskene parrer sig og får børn, hvilken forskel er der da på mennesket og dyret? – Når dyrene må føde deres børn med smerte og menneskene må føde deres børn med smerte, hvilken forskel er der da på mennesket og dyret? – Når dyrene må leve i en kamp for det daglige brød og menneskene må leve i en kamp for det daglige brød, hvilken forskel er der da på menneskene og dyrene? – Når dyrene lever i krig med hverandre og menneskene lever i krig med hverandre, hvilken forskel er der da på menneskene og dyrene ? –
Jeg kan ikke se, at der er nogen forskel. Et mord er jo et mord, had og forfølgelse er had og forfølgelse, misundelse og skinsyge er misundelse og skinsyge, ligegyldigt hvem der så end er ophav til disse foreteelser. Om disse ophav har et menneskelegeme eller et dyrelegeme forandrer jo ikke disse handlingers natur. Denne natur er dyrisk. Den bliver ikke "menneskelig", fordi et "menneske" udfører den, men mennesket bliver derimod dyrisk, når det betjener sig af en sådan væremåde. Vi ser her, at det fritager ikke mennesket fra at være et "dyr", selv om det har et "menneskelegeme". Når man som menneske lever på samme måde som dyret, er man ikke i denne væremåde et "menneske", men et "dyr". At leve i dyrets væremåde er at leve i "dyrets billede". "Dyrets billede" er en modsætning til "Guds billede".
"Menneskene formede Guddommen i "dyrets billede"
Menneskene må således her lære at forstå, at de ikke kan være "menneske" i de tankesfærer, der får dem til at hade og forfølge, får dem til at føre krig, får dem til at leve af andre væseners kød, får dem til mere eller mindre at være til frygt, sorg og bekymring for deres omgivelser.
Men selv om menneskene således mere eller mindre lever i "dyrets billede", er der alligevel en forskel på mennesket og dyret. I mennesket er der forlængst begyndt at vokse nye evner frem, der gør mennesket meget overlegent overfor dyrene. Disse nye evner er hovedsageligt primitiv følelse, der afføder stærke egoistiske begær, og intelligensen, der sætter mennesket i stand til at finde veje frem til deres egoistiske begærs tilfredsstillelse. Derfor står det jordiske menneske himmelhøjt hævet over dyret i viden og kunnen med hensyn til udfoldelse af den dyriske natur. Til de nye evner hørte også det religiøse instinkt. Dette affødte efterhånden troen på et forsyn, guder og djævle for til sidst at afføde troen på én sand Guddom. Men hele denne religiøse side blev i virkeligheden formet i den dyriske mentalitets favør. Denne guddom formedes af menneskene i større eller mindre grad i deres eget billede, hvilket vil sige i "dyrets billede". Denne guddom både hævnede og straffede "syndere". Denne guddom levede endog på en måde i krig med en anden kosmisk stormagt, nemlig djævelen.
(Artiklen fortsættes i næste kontaktbrev)