Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis mennesket endnu har sit religiøse instinkt, kan det, som før nævnt, tro på autoriteters udsagn om åndelige erfaringer eller oplysninger om livets store sandheder, hvis disse autoriteter kan reducere dem til at blive i kontakt med, hvad det pågældende væsen igennem nævnte religiøse instinkt kan ane angående nævnte sandheder. Men hvis det er så langt fremme i udvikling, at det religiøse instinkt er degenereret, og dets intelligens har overtaget føringen af væsenets opfattelser, kan det således kun acceptere, hvad det med sin intelligens kan opfatte som logisk. Da de religiøse dogmer ikke er beregnede på at skulle opfattes med intelligensen, men derimod med det religiøse instinkt, der ikke afføder begæret efter eller spørgsmålet om logik eller kendsgerninger, kan det pågældende væsen slet ikke acceptere disse dogmer. Det accepterer derfor kun kendsgerninger. Da det således på grund af den nævnte særlige evnestruktur ikke kan acceptere åndelige oplysninger, bliver det materialist. Og desto mere inhuman det er, desto mere gudløst eller åndelig, immun vil det være overfor alt, hvad der ligger uden for det, det med sin intelligens kan analysere. Når et sådant menneske ikke kan tro på autoriteter og ikke er i stand til at tilegne sig åndelig viden, må det selvfølgeligt blive materialist, hvilket vil sige, at det er gudløst. Med dets intelligens kan det jo kun forske det materiale, det er i besiddelse af, hvilket vil sige: erfaringer vedrørende alle skabte foreteelser, hvilket igen vil sige: alt, hvad der kommer ind under begrebet tid og rum.

Da det er det åndelige erfaringsmateriale, der afføder oplysninger om den virkelige i kontakt med den guddommelige verdensplan gældende moral, er det givet, at de materialistiske mennesker ikke har noget virkeligt åndeligt fundament for deres moral og væremåde. Disse materialistiske mennesker er efterhånden blevet til en meget stor gruppe, ja så stor, at det faktisk er denne gruppe, der er den mest bestemmende faktor i nationernes eller staternes regeringer. Dette vil igen sige, at menneskeheden bliver regeret af væsener, af hvilke en stor part er gudløse, og hvis væremåde ikke er funderet i nogen af verdensreligionerne, og naturligvis slet ikke i nogen åndelig videnskab, da de ikke har forudsætninger for at forstå den. Når sådanne mennesker har kunnet blive statsoverhoveder, storpolitikere og lignende, er det naturligvis kun, fordi flertallet af menneskene, ligeledes åndeligt set, hverken er kristne, buddhister eller muhamedanere, selv om de er det af navn, ligesom de heller ikke har nogen åndsvidenskab og derfor er gudløse.

Hvordan er det gået med sådanne folkeførere og deres tilhængere? – Har vi ikke netop set, at de er havnet i forfærdelige livsnedbrydende og kulturødelæggende krige? – Men var det ikke netop dette, der forlængst er blevet bebudet af de virkelige vise. Bebudede Kristus ikke netop, at der ville komme en "dommedag", et "ragnarok" over menneskene, hvor "djævelen" ville rase i al sin vælde? – Spåede ikke nogle af de bibelske profeter, at der ville komme en tid, hvor ild og svovl ville regne ned fra himlen? – Forudsagde de ikke ligeledes uhyrer, der vil spy ild og død omkring sig? – Hvad er det, bombeflyverne udfører? – Er det ikke netop den forudsagte dræbende ild fra himlen, kulminerende i atombomberne? – Hvad er det, de på larvefødder krybende tanks udretter? – Er disse ikke ligeledes uhyrlige? – Udspyr disse ikke uhyggelig ild, rædsel, død og undergang over både mennesker, dyr, planter og kulturgoder? – Kan man tænke sig en større livssabotage end disse helvedesmanifestationer, som disse gudløse mennesker har udviklet sig til at præstere? – Findes der noget som helst større udtryk for vanvid end netop disse menneskehedens djævlemanifestationer? – En menneskehed, der er så udviklet, at den med sin intelligens har kunnet tilegne sig herredømmet over materien, kan beherske millioner og atter millioner hestekræfter fra naturens store kraftkilde, kan veje og måle både sole og planeter og med apparater og instrumenter kan se hundrede tusinde af lysår ud i verdensrummet, ligesom de med apparater kan se ned i mikrokosmiske dybder, mennesker, der kan lade sig bære af naturens kræfter hen over jorden, hen over kontinenter og have i kolossale hastigheder, hvorved afstande på jorden er for intet at regne, mennesker, der snart på alle måder kan lade maskiner arbejde for sig, en menneskehed, der med denne sin overordentlige fysiske magt kunne gøre jorden til et guddommeligt paradis for alle dens mennesker, bruger umådelige kræfter og kapital til at sabotere og ødelægge alle deres guddommelige livsmuligheder med.

Og hvis ikke det guddommelige Forsyn i en nær fremtid netop standsede menneskenes atomsprængninger, ville de ødelægge selve kloden. Men så vidt kommer det ikke til at gå. Det er ikke Guddommens mening, at menneskenes genialitet til at sabotere og ødelægge livet for levende væsener skal være slutfacittet på jordmenneskehedens udvikling. Ingen af Guddommens, hvilket vil sige naturens, skabelsesprocesser får lov til at ophøre uden, at deres slutfacitter, som før nævnt, er til glæde og velsignelse for levende væsener. Derfor er det også synligt, at menneskehedens nuværende ragnarokstilværelse ikke er slutfacittet på dens nuværende udviklingsepoke. Nævnte epoke er det sure og bitre stadium, som enhver skabelsesproces må gennemgå før det modne. Hvilke velsmagende, spiselige frugter har ikke et forudgående surt og bittert stadium før dets modne og velsmagende tilstand? – Hvorfor skal det være således? – Enhver ting, der skabes, kan umuligt være fuldkommen og opfylde sit formål, før den er færdigskabt. Men før den er færdigskabt, må den således nødvendigvis have et ufærdigt stadium, men alle ufærdige stadier må derfor absolut være en kontrast til de færdige stadier. Et hus, der ikke er færdigbygget, og i hvilket der endnu mangler vinduer og døre o. s. v., vil jo være højst uhyggeligt som bolig, indtil det når det færdige stadium. Et surt æble er jo også en modsætning til æblets søde og velsmagende stadium.

Menneskene er altså underkastet en stor skabelsesproces. Målet er, at de skal blive absolut fuldkomne. Men hvordan skulle de blive fuldkomne uden netop igennem skabelse? – Og hvordan skulle en skabelse kunne finde sted uden at have en passage gennem ufærdige stadier? – Hvordan skulle det totalt fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse" blive fuldkomment uden at have gennemgået alle ufærdige stadier til det færdige stadium? – Dette må menneskene således absolut vænne sig til at erkende og forstå. Uden denne forståelse vil de ikke kunne få noget som helst logisk grundlag for at kunne tilgive sin næste den gene eller ubehagelighed, han kan have påført dem. Og uden denne tilgivelse vil de absolut ikke kunne skabe fred i verden. Den, der ikke kan tilgive sin næste, lever altså i krig med denne næste. Selv om denne krig ikke giver sig fysiske udslag, er det altså alligevel en krig i mentaliteten eller sjælen. Hvis der var tilgivelse i verden mellem stater, såvel som mand og mand imellem, var krigen en total umulighed.

Men tilgivelse af sin næste betyder naturligvis ikke, at man må finde sig i alle hans eventuelle grovheder eller i ubehageligheder imod en. Man må naturligvis beskytte sig imod hans dyriske eller mere eller mindre livsfarlige side, men denne beskyttelse skal selvfølgelig ikke være i form af vrede, hævn, mord og drab. Kan man ikke beskytte sig ved at tale kærligt og fornuftigt med sin næste, må man jo beskyttes af øvrigheden. Den er jo til for det samme, selv om den endnu heller ikke er fuldkommen. Når alle ubehageligheder, uvenlighed og gene fra vor næstes side skyldes dette, at han er ufærdig og tror at handle rigtigt ved at lade had og vrede gå ud over en, ved han i virkeligheden ikke, hvad han gør. En viden han ikke har, kan han umuligt handle efter. At straffe ham for det er naturligvis ganske uretfærdigt. Derfor vil også retsvæsenet efterhånden blive forandret og afskaffe straffen. Beskyttelse imod et menneskes livsfarlige, dyriske væremåde behøver ikke at være "straf", vrede eller had. Man vil finde humane veje, i kraft af hvilke denne beskyttelse kan befordres.

En anden og meget vægtig grund til at tilgive sin næste er denne, at reinkarnationen viser, at vi kun kan opleve den skæbne, vi selv har skabt årsagerne til. Alle de ubehageligheder, vi eventuelt kan komme ud for, er altså virkningerne af de ubehageligheder, vi selv har påført vor næste i en nærmere eller fjernere fortid, eventuelt i tidligere liv. Åndsvidenskaben påviser således, at al skæbne er virkninger af vore egne handlinger i fortiden. Vi er selv vor skæbnes skaber. Menneskene hævner og straffer deres næste for virkninger af deres egen handlemåde. Det er ikke så mærkeligt, at der måtte komme en dommedagsepoke. Hvordan skal menneskene ellers komme bort fra deres fejlagtige væremåde? – Og det er netop for at få menneskene frigjort fra den dyriske hævnende og krigsbefordrende væremåde, som de alle mere eller mindre er med til at udløse med deres daglige ufærdige forhold til deres næste eller omgivelser, at dommedagsepoken nu er dominerende.