Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men denne lidelsesbefordrende og lidende gruppe er endnu i et overvældende flertal og er derfor den herskende. Den lader sig ikke ændre ved nogen teoretisk forklaring om dens ufærdige tilstand. Den forstår ikke, at dens tro på krigen som midlet til fredens skabelse er en urokkelig illusion. Krigen kan kun skabe undertrykkelse og våbentilstand, men den kan umuligt skabe freden. Kun fred kan skabe fred. Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" væremåde, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt. Og det er denne skabelse, der sker for vore øjne. Menneskene bliver omdannede ved at opleve virkningerne af de ukærlige handlinger, de begår imod deres næste, altså imod mennesker og dyr og dermed imod Guddommen. Disse lidelser skaber den humane evne i væsenet, hvad enten det kan huske eller ikke huske, at det selv har udløst årsagen til disse. Lidelser bringer absolut uundgåeligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen. Hvordan skulle det ellers komme til at fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse?" – Den nøgterne og energiske åndelige forsker vil således kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foregår lige for vore øjne.

Vi ser mange steder den lille gruppes væsener. Disse væsener er altså kommet så meget igennem deres lidelsesepoke, at humanitet eller næstekærlighed begynder at vise sig i deres væremåde. De vil ikke føre krig eller være med i krig. De vil hellere finde sig i en fornærmelse, end de vil være uvenner med nogen. De er med til at befordre alle uselviske hjælpekilder. De er med til at skabe fredsbevægelser, fredsligaer, Røde Korsbevægelser, de er med til at skabe hjælp til fattige og ubemidlede i samfundet. De mest fremskredne nænner heller ikke at dræbe dyr. De spiser kun vegetarisk føde mere af kærlighed til dyrene end for deres egen sundhed. De nyder heller ikke hverken tobak eller alkohol eller andre unaturlige og uhyggelige giftstoffer. Mange af disse mennesker begynder at blive interesseret i åndsvidenskaben og begynder at forstå, at der er en Gud eller et Forsyn til. Deres begyndende humane eller næstekærlige indstilling og deres antipati mod uvenskab gør dem således til fredens bærere. De udgør tilsammen den begyndende virkelige verdensfred. Det er denne gruppe mennesker, Kristus i sin tale om fremtiden udtrykte som "fårene" og bebudede, at deres skæbne var lyset.

Vi har således her for os Guds skabelse af mennesket. Vi ser, hvorledes mennesker efterhånden overgår fra "bukkene"s gruppe eller de endnu krigsbetonede menneskers kategori til "fårene"s eller fredens gruppe, alt efter som de har gennemgået et vist antal af virkninger af de lidelser, de har påført deres næste. Idet menneskene i lidelsesgruppen således forvandles til fredsmennesker, hvilket vil sige: til de begyndende bærere af den kommende ny verdenskultur, i hvilken retfærdighed bor, bliver vi altså vidne til, hvorledes den så længe ventede varige fred skabes eller bliver til. Vi ser her, at dens skabelse ikke er et viljespørgsmål, men derimod et udviklingsspørgsmål. Det er således ikke nok, at menneskene har vilje til freden, de må også have evne til at manifestere den. Men denne evne, der er det samme som næstekærligheden, kommer således, som vi har set, kun ved udvikling. Så længe den ikke er færdigudviklet, vil mennesket ofte være i den situation, at det gode, det vil, det gør det ikke, men det onde, det ikke vil, det gør det. Ånden kan således godt være redebon, selv om kødet er skrøbeligt. Men det er dog altid udtryk for, at næstekærlighedsevnen er på vej, når ånden er virkelig redebon.

Ligesom der i ethvert ufærdigt menneske forekommer to sind: det dyriske og det menneskelige, således har vi set, at den samlede jordmenneskehed ligeledes indeholder de samme to sind: det "dyriske" og det "menneskelige". Og ligesom mennesket er under udvikling fra det dyriske, hvilket vil sige: det "onde" og til det "menneskelige", hvilket vil sige: det "gode" eller næstekærligheden, således er hele menneskeheden også under udvikling fra de dyriske sindelag (krigssindelaget) og til det menneskelige (fredssindelaget). Vi har set, at fredssindelaget endnu kun besjæler en mindretalsgruppe, medens krigssindelaget besjæler en stor flertalsgruppe af menneskehedens væsener. Og det må naturligvis erkendes, at mange mennesker, måske endda overordentlig mange, indenfor flertalsgruppen eller krigsgruppen virkeligt ønsker freden, men beherskes dog endnu af de nedarvede dyriske tendenser. Men det er jo den af disse tendenser affødte lidelsesskæbne, der udvikler humaniteten eller næstekærligheden og dermed bevirker disse væseners overgang til fredsgruppen. Det er dermed synligt, at den vokser og således efterhånden vil blive i flertal samtidigt med, at krigsgruppen bliver tilsvarende i mindretal for tilsidst helt at ophøre.

Med fredsgruppens vækst til flertal vil dens antikrigssind og fredsmanifestation i en tilsvarende grad blive den herskende magt over hele jorden. Og alle jordens stater vil være blevet forenet under en fælles regering og således udgøre ét rige. I dette rige vil der ikke være valutavanskeligheder, eftersom nævnte rige ikke har fremmede riger at skulle handle med. Det ejer alle jordens rigdomme. Det skal derfor ikke hverken købe eller sælge. Derfor vil penge blive totalt værdiløse og udgå. Alt, hvad der er i jorden af mineraler, metaller, kul og olie o.s.v., ejes af selve menneskeheden. Hvert eneste menneske er derfor medejer af alle disse foreteelser. De kan ikke mere ejes af private personer, koncerner eller aktieselskaber. Intet menneske kan berøves sin medfødte arveret til de nævnte værdier. Det eneste, der kan gøre disse værdier til nytte, glæde og velsignelse for menneskene, er den menneskelige arbejdsevne. Derfor vil den mest vigtige opgave for verdensstatens regering være den at sørge for, at hvert eneste barn, der kommer til verden, får den størst mulige uddannelse i det arbejds- eller skabefelt, hvor det har sin begavelse eller sit talent og dermed sin største lyst til at arbejde. Verdensstatens videnskabsmænd med deres meget effektive hjælpeapparater, elektronhjerner og lignende vil nøjagtigt vide besked på, hvor mange mennesker der hver eneste dag findes på jorden og hvor meget materiale, der skal bearbejdes, for at skabe tilfredsstillelsen af disse menneskers livsfornødenheder indtil en levestandard, der i forhold til det almene menneskes nuværende levestandard må siges at repræsentere en stor velstand. Bearbejdningen af dette materiale kræver altså menneskelige arbejdstimer. Disse skal fordeles på de samlede arbejdsdygtige mennesker i verden. Men da man ved, hvor mange mennesker, der hver dag eksisterer, kan man jo med lethed konstatere, hvor mange arbejdstimer, der bliver for hvert menneske at udføre. Det vil muligvis kun blive et par timer om ugen eller måske to dage. Men det bliver i alt fald meget, meget minimalt i forhold til den arbejdsydelse, mange mennesker i dag må præstere. Intet som helst menneske kan blive fri for denne arbejdsydelse. Men til gengæld får de så et pas med en kvittering for, at de har ydet deres lovpligtige arbejdstimer og kan da få hele deres forbrug inden for den nævnte levestandard totalt dækket. Det drejer sig både om ernæring, garderobe, bolig, rejser, biler, teater o.s.v. – Vil det have en endnu større levestandard, kan det få det, men det må da yde det tillæg af arbejdstimer, denne større levestandard kræver for sin opfyldelse. Dette livspas eller denne arbejdskvittering er strengt personlig, ligesom et pas er i vore dage. Det kan ikke benyttes af nogen som helst anden person end den, til hvem det er udstedt. Intet som helst menneske kan her leve på andres bekostning. Da ingen som helst stabt skabt ting såsom smykker, ure, klæder, fodtøj, inventar o.s.v. har pengeværdi, kan de hverken købes eller sælges. Dermed bliver grundlaget for alt røveri og plyndring meget mindre. Menneskene kan naturligvis gensidigt forære hverandre deres ting eller indbyrdes bytte disse, hvis de har lyst. Ingen som helst er pligtig til eller behøver at yde mere arbejde, end netop lige akkurat de timer, der kræves for deres eget livs opretholdelse i den nævnte levestandard. Intet som helst væsen kan derved få økonomiske sorger. Da alle mennesker kun kommer til at arbejde i de felter, hvor de har deres begavelse, talenter og lyst, arbejder de således alle i deres hobby, ligegyldigt om det er i skabelsen af litteratur, videnskab, kunst eller teknik o.s.v. Meget groft, fysisk arbejde er der intet menneske, der behøver at udføre, eftersom alt dette udføres af maskiner. I dette verdensrige er alt grundlag for krig og militarisme, økonomiske stridigheder, fattigdom, tiggeri, materiel nød og elendighed totalt bortfaldet. Da alle væsener er lige så næstekærlige, som de før var egenkærlige, er den virkelige absolutte verdensfred her en urokkelig kendsgerning. Alle er således til glæde for alle. Man er her kommet ud af det mørke eller dommedagen, hvor alle var i krig med alle. Til den materialistiske videnskab kommer her åndsvidenskaben, som er blevet givet menneskeheden i kraft af det kosmiske verdensbillede, hvor livsmysteriets løsning, videnskaben om Guddommen, videnskaben om verdensaltet som Guddommens organisme eller manifestationslegeme, videnskaben om de levende væseners udødelighed og plads i Guddommens evige verdensorden og love for livet bliver afsløret. Videnskaben om universets grundtone, der er kærlighed, vil her i verdensstaten være lige så eksakt som den materialistiske videnskab er i dag. Menneskenes sindelag og væremåde udgør den virkelige verdensfred. Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske.