Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I dyret begyndte udviklingen af nye evner, der efterhånden hævede det op i et langt højere mentalt plan. Det begyndte at blive til et helt nyt væsen. Dyret blev til det nuværende jordiske menneske. Men fuldkommengørelsen er ikke dermed standset. Nye evner er stadig under udvikling. Foruden intelligensevnen, som er langt fremme i udvikling hos mange mennesker og har affødt den moderne materialistiske videnskab, er en ny evne begyndt at komme ind i en rivende udvikling. Denne nye evne befordrer menneskets humanistiske begavelse og indstilling. Det er den, der bevirker, at man ikke kan blive ved med at nænne at gøre ondt imod andre væsener. Denne evne udvikles kun igennem lidelserne. Den kan ikke udvikles ved undervisning således som intelligensevnen. Men enhver lidelse, som et væsen, enten bevidst eller ubevidst, påfører et andet levende væsen, vil betinge, at det selv stadigt må være bundet til lidelsesplanet. I de felter, hvor et menneske ikke kan nænne at påføre andre væsener lidelse, der er det selv beskyttet. I disse felter behøver det hverken skydevåben eller andre dødbringende eller lemlæstende forsvarsforanstaltninger. Der kan det ikke komme ud for lidelse. Men i de situationer, hvor det endnu kan nænne at gøre andre væsener fortræd, ligegyldigt under hvilke forudsætninger, ligegyldigt om det er under forsvar eller angreb, der er det uden beskyttelse. At det i den givne situation kan redde sit eget liv ved at dræbe eller lemlæste modstanderen, er ganske vist en slags beskyttelse, men den betinger eller afføder ufejlbarligt i ens skæbne, at man før eller senere må betale dette drab eller de lidelser, man således påførte sin næste, tilbage med sit eget liv eller med tilsvarende lidelser i sin egen organisme.

Enhver sådan, på drab og lemlæstelse, opretholdt beskyttelse imod andre væseners onde anslag er således i realiteten ingen beskyttelse. Den vil betinge, at væsenet stadigt må være bundet til det dræbende princips område. Det må stadigt være bundet til lidelsesplanet. Det må stadigt nære frygt for at blive overvundet og pint eller dræbt af modstanderen. Det må stadig føle sig nødsaget til at måtte "forsvare" sig eller beskytte sig ved brutal magt og dødbringende våben og lemlæstelsesmetoder. Had kan ikke ophøre ved had. Fjendskab kan ikke ophøre ved fjendskab, krig kan ikke ophøre ved krig, brutalitet kan ikke ophøre ved brutalitet, uvidenhed kan ikke fjernes med uvidenhed. Så længe et væsen i sin bevidsthed eller sjæl bliver ved med at være på bølgelængde med disse foreteelser, altså regner med disse som eneste beskyttelsesmidler, hører det hjemme i dette bølgeomårde, der jo er det samme som lidelsesplanet eller de ulykkelige skæbners domæne. Den eneste absolutte vej ud af dette område, der i virkeligheden er Bibelens ragnarok eller helvede, er en bølgelængdeforandring i sjæl eller psyke. Men det er netop denne bølgelængdeforandring, lidelserne i sig selv skaber i ethvert menneskes sjæl og psyke i kraft af, at de efterhånden udvikler de sympatiske anlæg, humanitetsevnen eller næstekærligheden, altså evnen til ikke mere at kunne nænne at gøre ondt imod noget levende væsen ganske uafhængigt af, hvilket onde dette så end eventuelt måtte have udsat en selv for. Da er man ikke mere hjemmehørende i det dræbende princips bølgeområde. Da er ens bevidsthed og sjæl og dermed ens væremåde hjemmehørende i et helt nyt og modsat bølgeområde, der gør en totalt sjæleligt immun overfor alle det dræbende princips onde anslag. Dette bølgeområde fylder nemlig en med den totale kærlighed, der opløser alt had, det befordrer det totale venskab, der opløser alt fjendskab, det befordrer den totale fred, der hindrer enhver form for krig, det befordrer den humanitet, der fjerner al brutalitet, det befordrer den viden, der fjerner al uvidenhed. Og man er her blevet til opfyldelsen af Guds store mål med det levende væsen, man er blevet til: "Mennesket i Guds billede".

Man forstår således her til fulde Jesu væremåde og hvorfor han udtalte de store og evige ord: "Drag dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". – "Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til!" – Ligeledes forstår man også her, hvorledes der var videnskabelig sandhed bag hans ord på korset, der hvor han undskylder sine bødler med de ord: "… thi de vide ikke, hvad de gøre". – Han vidste altså, at de var uudviklede, de var endnu ufærdige væsener. De havde hverken intellektuel eller humanistisk begavelse til at se situationen i den guddommelige klarhed, ud fra hvilken det færdige "menneske i Guds billede" iagttog begivenheden. Men for hele verden blev det her på korset åbenbaret, hvorledes det færdige menneske overholder det femte bud. – Selv i de værste situationer og overfor de mennesker, der i had og vrede havde spigret hans fysiske legeme til et kors, bevarer han sit kærlige sindelag, velsignede alle dem, der med deres dødbringende tortur forbandede ham. Og hermed udløstes den væremåde, den intellektualitet og humanitet, der kombineret i overholdelsen af det femte bud gjorde ham til "vejen, sandheden og livet" eller til det fuldkomne menneske i Guds billede. Og det var i kraft af denne hans totale overholdelse af det femte bud, at han blev kulturfundamentet for en ny verdensepoke, hvis første svage fødselsveer blev identisk med den kirkelige kristendom, men hvis totale gennembrud i form af kulminerende, kombineret intellektualitet og humanitet, der igen er det samme som Jesu mentalitet, i praktisk væremåde vil fuldkommengøre mennesket i dets sidste epoke i den lange udviklingsrejse fra mørket til lyset.

Uden overholdelsen af det femte bud er der således absolut ingen vej frem, ingen kærlighed fra næsten, ingen fred i sindet, ingen salighed eller tryghed i livet. Man vil stadig komme til at leve i rædslernes og de ulykkelige skæbners domæne og den her kulminerende overtro, at menneskets højeste beskyttelse er krig, drab, henrettelse, tortur og straf. Man forstår således ikke, at den eneste virkelige og absolutte beskyttelse i livet er vejen til Gud, men vejen til Gud er overholdelsen af det femte bud. Det må dog her siges, at overholdelsen af det femte bud er en manifestationsform, man naturligvis ikke kan praktisere, blot fordi man kender dets påbud. Det er en manifestationsform, der efterhånden opstår i væsenet alt efter de virkninger af dets overtrædelse af det femte bud, det har gennemlevet. Disse virkninger er altså det samme som lidelserne eller de ulykkelige skæbner. Disse lidelser eller skæbner afføder efterhånden i væsenet den humane evne eller næstekærlighed. I samme grad, som denne evne opstår, bevirker den, at væsenet ikke kan nænne at gøre det "onde". Der, hvor denne humane evne endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet, der gør væsenet i en tilsvarende grad det "onde", selv om det i virkeligheden ikke ønsker at gøre det. Mennesker på dette stadium oplever derfor ligesom Paulus, at det "gode", de vil, det gør de ikke, men det "onde", de ikke vil, det gør de. Men det er ganske naturligt på det stadium, hvor disse mennesker står. Ingen som helst kan være mester i begyndelsen af en manifestationsform, de skal opøve. Det er først, når den træning eller fuldkommengørelse er nået, der skal til for at gøre væsenet til mester i den. Desuden er den jordiske menneskehed indhyllet i et sådant område af mørke skæbner, at der opstår situationer, i hvilke det er lige meget, hvad man så end gør, så er det et "onde". Man må da her finde ud af, hvad der er "det mindste onde" og så handle derefter. Det vil da være det kærligste. Med denne indstilling i sind og væremåde vil evnen til at overholde det femte bud vokse stærkt og gøre Gud og paradiset til en fundamental kendsgerning i ens indre.