Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne begyndende menneskelige bevidsthed i mennesket stimulerer i første omgang det religiøse princip. Den bringer menneskene til at ane højere åndelige væseners eller guders eksistens. Den begynder at danne moral. Denne moral er deres egen væremåde i en idealiseret form, den er toppunktet af, hvad de kan forestille sig på det udviklingsstadium, de midlertidigt befinder sig på. Da den dyriske livsform stadigt er den herskende i polforvandlingens første, spæde stadier, måtte det naturligvis blive denne livsform, der blev idealiseret. Det blev derfor det dræbende princip, der blev idealet. Dette religiøse ideal hyldede heltedyrkelsen. De stærkeste fysiske sejrherrer, der rigtigt kunne gøre det af med fjenden, udplyndre og lemlæste ham eller gøre ham til slave, var det store religiøse ideal og moral, idet man mente, at guderne eller de højeste væsener naturligvis også levede således. Og hvordan skulle man kunne have andre forestillinger? – Der var endnu ingen virkelig kærlighed i disse væseners psyke. Magten og evnen til at undertrykke andre væsener var toppunktet af idealet og vejen til gudernes yndest. Ja, var det ikke netop sådan, at man selv ikke blot skulle være en god dræber for at komme til valhal, men måtte man ikke også selv skulle dræbes for at komme til dette bloddryppende paradis? –

Nu er menneskene kommet en del længere frem i udvikling. Det religiøse princip har ændret sig noget i retning af humanitet. Men krigsudviklingen er endnu ikke standset. Den menneskelige evne, intelligensen, har nu sat menneskene i stand til at mangfoldiggøre deres endnu dyriske og dræbende natur, så de kan bruge millioner af hestekræfter fra selve naturens store kraftocean. Millionbyer kan de udslette i løbet af sekunder. De har fundet frem til at kunne beherske kræfter, der er så gigantiske, at menneskene med disse kan skabe sår i jordorganismen. De kan med disse kræfters indvirkning på jordorganismen afføde den mere eller mindre dødbringende eller kræftbefordrende radioaktivitet. Krige og verdenskrige har huseret indenfor menneskeheden, og frygt for kommende krige florerer alle vegne. Under vældigt økonomisk tryk sættes krigsoprustningen og skabelsen af nye dødbringende og lemlæstende foreteelser i gang.

Den stærkt udviklede intelligens og den heraf følgende store tilegnelse af materiel viden, menneskeheden derved er kommet i besiddelse af, har ganske rigtigt givet den store goder på det materielle område, men den er endnu ikke udviklet tilsvarende i det menneskelige sindelags område. Det geniale, men djævelske krigsberedskab, som den materielle viden har sat menneskene i stand til at manifestere, er foreløbigt kun redskab for den dyriske side i mennesket – ikke for den menneskelige side. Denne gudløse, materialistiske og dyriske side i mennesket bevirker, at det endnu ikke er "menneske". Og da det er dyret gigantisk overlegen i forstand og drabs- og lemlæstelsesmanifestationer, kan man ikke kalde dette væsen for et menneske, kosmisk set. Fra dette syn kan det heller udtrykkes som "dyr". Det kan kun udtrykkes ved det samme symbol som det, Bibelen har udtrykt "det onde" ved, nemlig ved begrebet "djævelen". Væsenerne udtrykker med al deres krigeriske genialitet den bevidsthedstilstand, der gør sit ophav til et væsen, der kun kan udtrykkes som "djævlevæsen" eller "djævlemenneske". Men denne psykiske tilstand kan ikke bebrejdes noget menneske. Det er et uundgåeligt stadium i Guddommens skabelse af mennesket i sit billede. I dette stadium får væsenet total evne til at udfolde hele sin egoistiske bevidsthed eller alt det onde eller dyriske, der endnu er tilbage i det. Men den onde manifestation er en sæd, der bliver sået, og hvis høst væsenet kommer til at opleve som sin skæbne. Høsten bliver naturligvis den samme sæd som den, der blev sået. Væsenets skæbne bliver altså i dette tilfælde høsten af den onde sæd. Og denne høst, der er frugten af de lidelser, som væsenet har udløst mod sin næste, vil altså udgøre den samme ulykkelige skæbne som den, væsenet bragte over sin næste.

Men de ulykkelige skæbner skaber en ny evne, nemlig den humane evne. Evnen til at føle medlidenhed. Og jo mere denne evne bliver udviklet, desto større bliver evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Med denne evnes totale udvikling, og hvorved den er blevet til virkelig og absolut næstekærlighed, er det dyriske i mennesket forsvundet. En ny evne kommer nu frem af sit latente stadium, nemlig intuitionsevnen. Det er denne evnes totale, permanente udfoldelse under viljens kontrol, der giver mennesket kosmisk bevidsthed. Det er dermed blevet til det totalt fuldkomne menneske i Guds billede. Det ser verdensaltet med Guds øjne og bliver derved hundrede procent i kontakt med Guds bevidsthed. Det er bevidst i sin egen udødelighed, det er bevidst i reinkarnation og karma. Det er bevidst i hele verdensaltets styrelse, det er bevidst i de åndelige verdener. Det er bevidst i Guddommen og evigheden. Fra dette væsen kan kun Guds billede efter hans lignelse stråle.

Vi har således set, at alle de foreteelser, vi er omgivet af, både onde og gode, i virkeligheden er gode, fordi væsenerne igennem disse engang får kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige, at Guds bevidsthed overskygger væsenet, og det kan kun se Gud i alt og alle, det kan kun se, at alt er såre godt.

Men denne forannævnte Guddommens skabelse vil aldrig kunne lykkes, hvis ikke væsenet benytter den skabeevne, som Guddommen har skabt for væsenet. At det må lære at skabe i samme ånd og på samme måde som Guddommen er naturligvis selvfølgeligt. Det vil altså sige, at mennesket må begynde at revidere sine skabelser eller manifestationer. I samme grad, som det kan forlade de onde manifestationer, antipati, intolerance, ond kritik, og fremfor alt hidsighed, vrede, bitterhed, misundelse, jalousi o.s.v., i samme grad som mennesket overvinder resterne af sin egen dyriske natur, i samme grad er det et menneske på vejen fremover imod lyset, det er på vej til at blive et kristuslignende væsen. Dets urokkelige rettesnor er det evige bud: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv. Dette er al lovens fylde".

Det jordiske menneske kan absolut ikke gøre noget bedre end at ransage sig selv og se, hvilke rester af dyrisk mentalitet der endnu er tilbage i dets bevidsthed. Det er rigtigt, at der er mange mennesker, der i dag har fred i sindet og synes at have det godt med sine medmennesker, men det behøver ikke at betyde, at der ikke skulle være ting i dets mentalitet og væremåde, der er dyrisk og derfor før eller senere kan rive det samme menneske ud af dets fredelige slummer i dagliglivet. Mange sådanne mennesker er med til at befordre drab på dyrene. Det kan ikke bortforklares, at det er en overtrædelse af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". At være med til at dræbe levende væsener, når det ikke mere er en livsbetingelse, er at så unaturlig død og undergang i sin egen skæbne. Mange andre mennesker, som i deres egen opfattelse synes at have det udmærket, kan have mange ufærdige sider, som det udmærket kunne vænne sig af med, men tænker slet ikke over sit liv. Man kan virkeligt planlægge og forbedre sin fremtidige skæbne eller sit kommende liv ved at hjælpe Guddommen med at forme en selv om fra de endnu dyriske tendenser, som ganske vist måske ikke er så fremtrædende, men er store nok til at skabe ulykkelige tilstande i ens fremtidige liv og dermed lidelsesepoker i dette, der ellers kunne blive så lysende og strålende.

Man må først og fremmest se på andre levende væsener som et kunstværk, Guddommen er i færd med at give bevidsthed. Man må betragte dette som ufærdigt i samme grad, som man ser dette væsen udfolde dyriske tendenser. Man må da forstå, at dette ikke kan være mere fuldkomment end det stadium, som Guddommen i øjeblikket har bragt det frem til. Hvis man kan se dette væsens ufuldkommenheder, vil det derfor være tåbeligt at blive vred over denne ufuldkommenhed. Denne vrede vil da ikke blot være en uretfærdighed imod dette væsen, men også imod dette kunstværks skaber, den evige Guddom. Det vil være godt at huske på, at man er i Guds værksted eller atelier og ser alle hans ufærdige skabelser, de mange forskellige arter af levende væsener her på jorden, der alle er Guds kunstværker under udarbejdelse til hver især at blive livets største kunstværk, "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".