Kontaktbrev 1965/19 side 11
MARTINUS
MARIENDALSVEJ 94-96
KØBENHAVN F
Per Bruus-Jensen
HVORDAN KAN JEG GØRE GUDS VILJE.
Ovennævnte er titlen på en ny bog af Per Bruus-Jensen udkommet på Brevskolens forlag. Den omhandler i kontakt med de kosmiske analyser fra "Livets Bog" det for alle fredselskende og sandhedssøgende mennesker absolut vigtige problem: hvordan man i hverdagen på praktisk måde kan gøre Guds vilje? Forfatteren viser meget klart og tydeligt de for menneskene i dag skæbnesvangre, overtroiske vildfarelser, der holder menneskene nede i mentalt mørke, i sygdom, krig, nød og elendighed. I kontakt hermed belyses det klart, hvorledes en meget stor part af menneskene er syge og på anden måde hjælpeløse, fordi de ikke forstår Guds vilje og derfor ikke kan efterkomme den, selv i felter, hvor de i virkeligheden har evne nok til at gøre det. Det er her bogen har sin store værdi, idet den for læseren foreholder et felt, som hver især er i besiddelse af, og inden for hvilket denne selv udgør den øverste myndighed. Det uddybes i samme forbindelse, på hvilken måde dette myndighedsfelt rent praktisk manifesterer sig, og ligeledes gøres der tydeligt rede for, at det er inden for dette myndighedsfelt, mennesket har mulighed for at gøre Guds vilje, lige som det er her, en sådan indsats virkeligt har betydning. Bogen, der udkommer i et meget smagfuldt udstyr, er således en redegørelse for menneskets praktiske vekselvirkning med Gud i hverdagen samt en redegørelse for, hvorledes det er muligt for mennesket at bringe denne vekselvirkning i kontakt med Guds vilje, således at det på grundlag heraf efterhånden kan nå frem til at være et med Gud, fremtræde i Guds billede og efter hans lignelse. – Det er med glæde, jeg ser denne bog udkomme, ligesom jeg varmt kan anbefale den som gaveemne.
56 sider, omslag med overfald
Format 20,5 x 13 cm.
7 illustrationer.
7 kapitler med teksterne:
Guds vilje
Hvor og hvem er Gud?
Den menneskelige korrespondanceform
Det rigtige menneskeriges pionerer
Det personlige myndighedsområde
Myndighedsområdets lokalzoner
Martinus syv gyldne leveregler
Pris: d.kr. 7,50