Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fra adskillige sider har Instituttets læserbrevkasse modtaget forespørgsler vedrørende de såkaldte flyvende tallerkener samt menneskets forudsætning for at gennemføre udstrakte rumrejser til andre kloder og solsystemer; nedenstående indlæg fra Canada kan tages som prototype på disse spørgsmål. Da jeg selv ikke føler mig kompetent til at besvare dem, har jeg i dette tilfælde givet dem videre til Martinus personligt i håb om, at et for alle parter tilfredsstillende svar derved kunne fremkomme.

Aviser og ugeblade bringer med mellemrum talrige beretninger om observationer af såkaldte UFO fænomener, som synes at forekomme i alle verdensdele og på alle tidspunkter af døgnet og året. En stor del af disse beretninger beskriver, ofte ret detaljeret, iagttagelser af en art flyvende fartøjer af hidtil ukendt teknisk natur og fremdrift og opdrift metode, og i mange tilfælde hævder vidner at have set menneskelignende væsener på eller i nærheden af disse fartøjer. Disse observationer forekommer så hyppigt, og er i mange tilfælde så vel dokumenteret, at det synes vanskeligt at afvise dem som ren og skær fantasi eller svindel. Hvorledes kan disse fænomener forklares i lyset af Martinus analyser, som jo afviser muligheden af interplanetariske rejser og dermed borttager grundlaget for den blandt mange mennesker udbredte antagelse, at disse påståede fartøjer kommer ude fra verdensrummet?

På mere konkret hold er vi alle sammen vidne til, at astronauterne i stigende antal foretager mere og mere langvarige rumrejser i større og større højder og tilsyneladende kommer tilbage lige så sunde og raske, som da de tog afsted. Skyldes denne tilsyneladende ufarlighed ved disse rumrejser, at ingen af astronauterne endnu har vovet sig så langt ud i rummet, at de kan siges for alvor at have forladt jordkloden?

Jeg vil gerne her gøre bekendt, at det ligger totalt uden for min mission at beskæftige mig med dette eller lignende emner. Da spørgsmålet imidlertid synes at have alvorlig betydning for mange mennesker, skal jeg dog en gang for alle her udtrykke mit syn på denne sag.

Den absolutte naturlige og fuldkomne adgang for fremskredne levende væsener til at opleve besøg på fremmede verdener, kloder og sole er en kosmisk oplevelse. Den kan derfor normalt kun opleves ad åndelig vej, når væsenerne er fri af deres fysiske legeme. De hører følgeligt hjemme på det åndelige plan, hvor væsenerne er frigjorte fra den fysiske organismes spærrende forhindringer, afstande, tid og rum. Det er derfor, at åndelige væsener kan åbenbare sig for væsener på det fysiske plan, når som helst og hvor som helst åbenbaringens objekt måtte befinde sig. De viser sig da i et for tilfældet midlertidigt fysisk synligt legeme. Dette legeme er et materialiseret legeme og kan dematerialiseres lige så hurtigt, som det blev materialiseret. Hvis de flyvende tallerkener og deres ophav ikke er absolut fysiske og hjemmehørende her på det jordiske, fysiske plan, kan de kun være åndelige væsener i midlertidige fysiske materialisationer. Da kommer de ikke ude fra verdensrummet, men åbenbarer sig direkte fra det åndelige eller kosmiske plan Da kan de udmærket være åndelige væsener, der på en eller anden måde er tilknyttet Mars og Venus' åndelige planer, selv om disse verdeners fysiske plan ikke skulle være egnet til beboelse for fysiske mennesker eller andre fremragende udviklede fysiske væsener.

Med hensyn til menneskenes evne til at rejse i verdensrummet, må det erkendes, at den er meget begrænset. Jordens nærmeste nabosol er fire lysår borte fra jorden, hvilket vil sige, at den befinder sig i en afstand af ca. 37843200000000 km. – Selv om menneskene kan komme op på en fart af 30.000 km i timen, vil det tage 144.000 år at passere denne gigantafstand. At et sådant makrokosmisk, fysisk foretagende, ja selv med den dobbelte eller tredobbelte hastighed af den nævnte fart, vil være en total umulighed for det i forhold hertil lille, mikroskopiske fysiske menneske, bliver her synligt som en urokkelig kendsgerning. Det jordiske menneskes organisme er ikke skabt som et redskab for sit ophavs flugt fra sit normale livsbetingende opholdssted eller livssfære. Den er ikke bygget til at skulle leve i iltløse eller vægtløse områder eller i områder, der hverken er op eller ned, der hverken er øst eller vest, syd eller nord. Disse og mange andre for det fysiske menneske livsfarlige områder kan det umuligt overvinde i en sådan grad, at det kan skabe en permanent og normal livsoplevelsestilstand på Månen, Mars eller Venus el ler på de andre planeter i vort solsystem. Hertil kommer så den fjorten dage lange dag på Månen, hvor solen direkte udstråler sin dødbringende varme ind på den atmosfæreløse måneoverflade, ligesom den tilsvarende lange månenat giver frit spil for verdensrummet dødbringende kuldegrader, der gør de fysiske livsbetingelser for animalske eller fysiske væsener mere eller mindre umulige. – Jorden er et guddommeligt paradis sammenlignet med denne dødens stenørken.

Jeg har hermed givet et lille indblik i loven for kosmisk rumrejse. Om de meget omtalte flyvende tallerkener er kosmiske visioner iklædt fysisk materialisation, eller de kun er almindelige materielle, fysiske foreteelser med hemmeligt hjemsted her på jorden, kan jeg ikke sige, da jeg ikke har haft nogen som helst intuitive eller kosmiske impulser til at skulle beskæftige mig med disse tallerkenmanifestationer, ligesom jeg heller aldrig har været i intim berøring med disse.