Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus i 1932 udgav første bind af Livets Bog, skrev han i "Fortalen" om baggrunden for værket og den særlige bevidsthedstilstand, der havde sat ham i stand til at skrive det. Denne beretning vakte naturligvis undren og vantro. Martinus følte selv, at en nærmere forklaring var påkrævet, og den finder læserne nedenfor. Som vi skal se, er den menneskelige hjerne forberedt til en højere bevidsthed hos alle mennesker. Det er blot et spørgsmål om tid, før alle vil få kosmisk bevidsthed.
 

Da enhver form for virkelig visdom kun kan have til ophav en virkelig "vismand", må forskningen af visdommens opståen naturligvis koncentreres om en sådan "vismand". Og nævnte forskning vil da altid føre til den analyse, at et sådant væsen har været besjælet af tanker og viden, der har ligget uden for det almindelige jordiske menneskes. Da visdom er det samme som virkelig kundskab om de højere analyser ved selve livet, vil denne forklaring, når den virkelig er upartisk, sand eller ærlig, uundgåeligt føre til det resultat, at et sådant væsen har været besjælet af evner til at se dybere i selve tilværelsen end de fleste af dets medmennesker, hvilket altså igen vil sige, at det i udvikling er foran disse. Men da evner kun kan have sæde i organer, må nævnte væsen altså have organer, der er mere fremragende på visse felter end dets medmenneskers. Disse organer er altså bestemt for gennemstrømning og udløsning af al højere tankeenergi. Det er denne højere tankeenergi, jeg tidligere har omtalt som "den hellige ånd". Under dette udtryk er nævnte tankeenergi gang på gang nævnt inden for kirkens og religionens område. At denne højere tankeenergi er en kendsgerning behøver jo næppe at antydes, eftersom det jo er en kendsgerning, at visdommen eksisterer. Om de væsener, der er opgivet som visdommens repræsentanter eller ophav såsom: Moses, profeterne, apostlene, Buddha, Kristus, Muhamed osv., aldrig har eksisteret, er absolut ligegyldigt og derfor ganske unyttigt at diskutere, thi de udtalelser, man tillægger dem, eksisterer jo som en kendsgerning. Og når de eksisterer, er det jo også en kendsgerning, at de har passeret menneskehjerner og har haft levende væsener til ophav. Om disse væsener har været identiske med de førnævnte, eller fremtræder som helt andre, er ganske uden betydning, idet disse andre da absolut kun kan være fra samme bevidsthedsniveau som de første. Visdom er jo visdom, uafhængigt af hvem den så end har til ophav.

"Den hellige ånd" udgør altså en højere form for tankeenergi. Tankeenergi udgør igen en højere form for – "elektricitet". Her må man forstå, at hjerne- og nervesystemet hos de levende væsener udgør et højere elektrisk anlæg for modtagelse og afsendelse af energibølger, med andre ord, et højere system for radiofoni. Ethvert levende væsens tankefunktion eller åndsliv er i realiteten en højere form for afsendelse og modtagelse af "radiobølger". Men "radiobølger" fremtræder i forskellig længde. Og videnskaben er endnu kun nået frem til de lange bølgelængder, der kan afsendes og modtages med et almindeligt teknisk "radioapparat". Den er endnu ikke, selv om den nok har noget, den kalder "kortbølger", nået frem til de mikroskopiske "bølgelængder", der kan afsendes og modtages af – hjernen. Men disse "bølgelængder" er ikke desto mindre en kendsgerning for den fremragende okkulte forsker og fremtræder som det bærende princip i enhver form for udløsning af bevidstheds- eller åndsliv. Alle former for tanker, ideer eller forestillinger er i virkeligheden jegets fornemmelse og manifestation af disse mikroskopiske "radiobølgelængder". Alt bevidsthedsliv er således dels identisk med jegets egen udformning og afsendelse og dels identisk med dets modtagelse af andre væseners som tanker udformede og afsendte "radiobølgelængder". Men til at befordre en sådan energiudveksling kræves der "apparater". Det mest kendte af disse "apparater" er den fysiske hjerne med tilhørende nervesystem. Bag denne eksisterer tilsvarende systemer for finere og finere energi, som jeget efterhånden udvikler sig til at kunne betjene sig af. Da tankeenergi er hævet over alt, hvad menneskene ellers kender af energi, og ikke særligt kan iagttages eller konstateres med noget fysisk apparat, er den at udtrykke som "overfysisk" og erkendes i den daglige tilværelse som "bevidstheds- eller åndsenergi". Da bevidsthed igen repræsenterer en skala af forskellige trin fra meget primitive og grove tanketilstande, der kun kan komme til udtryk gennem robuste eller dræbende manifestationer, til meget forfinede af intelligens, intuition og kærlighed lysende udstrålinger, kan det derigennem konstateres, at "tankebølgelængderne", selv inden for deres mikroskopiske tilstand, fremtræder i en uendelig skala af kortere og kortere "længder". De "længste" af de nævnte "bølgelængder" udløses altså gennem bevidstheden i form af de grove dyriske og dræbende tankeklimaer såsom: had, egoisme, hovmod, uærlighed, griskhed osv., som alle kulminerer i mord, drab og lemlæstelse. Men efterhånden som de bliver af "kortere" natur, udløses de i form af de kendte og ophøjede tankeklimaer, vi udtrykker som: uselviskhed, medfølelse, visdom og kærlighed.

Når det jordiske menneske gennem livets oplevelse efterhånden bliver ført frem fra de "lange" til mere og mere "korte" bølgelængder, kan denne overgang kun ske ved visse forvandlinger i dets "modtagerapparat": hjernen, der, selv om den er organisk i sin fremtræden, så dog er teknisk i sin konstruktion. Denne forvandling består i åbningen af ligesom en ny og hidtil latent eller ubenyttet afdeling af hjernen. Denne afdeling er altså af en sådan konstruktion, at den netop er tjenlig for et vist stykke af skalaens hidtil af det pågældende individ ubenyttede bølgelængder. Når en sådan afdeling bliver moden for benyttelse, hvilket sker ved individets moralske udvikling, bliver dette altså i stand til at manifestere sig gennem de for nævnte afdeling eller centrer i hjernen tilpassede tankearter eller bølgelængder. Og individet fremtræder da for sine omgivelser som i tilsvarende grad forvandlet. En sådan forvandling er f.eks. den almindelige religiøse eller sekteriske "omvendelse". Men da det jordiske menneskes hjerne endnu er langt fra at være taget i brug i hele udstrækningen af det, den i realiteten er bestemt til, vil der være flere sådanne i denne endnu forekommende latente eller ubenyttede centrer, der altså vil blive åbnet eller taget i brug, efterhånden som individets moralske udvikling skrider frem.

Når et sådant center begynder at blive modent for benyttelse, udløses dets funktionsevne ved et særligt kraftigt bombardement udefra af de for samme center tilpassede bølgelængder. Udløsningen af et sådant bombardement kan skyldes et foredrag, det pågældende individ er kommet ud for eller en gennemgribende moralsk undervisning o.l. Denne udløsning fornemmes eller opleves ofte af individet som et psykisk syn af ild, flammer eller andre forskellige lysende fænomener, der undertiden fremtræder som symbolske udtryk for konsekvenserne af individets indlemmelse i de ny bevidsthedslag. Sådanne oplevelser kendes fra Bibelen som "åbenbaringer". Når individet er kommet igennem en sådan udløsning, begynder de under den nyåbnede afdeling henhørende tankebølgelængder at vibrere gennem dets hjerne. Det begynder at modtage og afsende helt nye tankearter. Det oplever helt nye bevidsthedstilstande og begynder at tale ud fra disse.

Når individet således har gennemgået "den store fødsel", kan det ikke alene sanse og iagttage på det ny tilværelsesplan, men det kan også modtage ideer og forestillinger, som er udgået fra samme plans specielle beboere. Og da nævnte tilværelsesplan jo kun kan udtrykke fuldkommenhed i kærlighed, så bliver det samme plans tankeklima altså at udtrykke som den absolutte "hellige ånd". Og det er væsener med denne "fødsel" eller partielle dele af denne, der fremtræder i verden som virkelige "vismænd" og som den jordiske menneskeheds religionsstiftere, åndelige førere og lærere.

Kristus talte gang på gang om "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed" og siger således blandt andet: "Og når de føre eder hen og overgiver eder, da bekymrer eder ikke for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den hellige ånd" (Mark. 13,11).

"Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden talsmand til at være hos eder evindelig, den sandhedens ånd, som verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder".

"Men talsmanden, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder" (Joh. 14,16-17 og 14,26).

Når jeg er blevet i stand til at manifestere "Livets Bog" og gøre denne til et sådant værk som omtalt i Fortalen, skyldes det altså den omstændighed, at mit hjerne- og nervesystem har fået åbnet centrerne for de før omtalte "korteste" bølgelængder eller "kosmisk bevidsthed". Jeg har modtaget den forjættede talsmand: "den hellige ånd". Den "lærer" mig alle ting og "minder" mig om alle ting. Og det skal være enhver af mine læsere et tegn på, at denne min udtalelse er absolut sandhed, at han eller hun aldrig et eneste sted i "Livets Bog" eller mine øvrige manifestationer vil finde noget, der ikke viser, at verdensaltet er baseret på kærlighed, og at det guddommelige ord, at "alt er såre godt", er absolut virkelighed.

Enhver, der kan demonstrere, at mine manifestationer er baseret på at udtrykke det modsatte, kan stemple mig som: svindler, fanatiker osv. Hvis disse udtryk derimod ikke kan underbygges med nævnte demonstration, vil de anvendt på mig kun kunne affødes af ophav, med hvem det er nødvendigt at have den største medlidenhed, thi disse vil da høre til de blinde sjæle, der endnu famler i mørket, og for hvem det vil være rigtigst at ønske: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".
 

Uddrag af Martinus: Fortolkning af Livets Bog: Fortalen fra Kosmos 1933 – nr. 2-8. Tidligere uddrag af artiklen har været bragt i Kosmos 2002 nr. 11 og 2003 nr. 2. Yderligere uddrag følger i kommende numre af bladet.