Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus i 1932 udgav Livets Bog, blev han som forfatter mødt med både undren og vantro. Det var jo ikke en helt almindelig bog. Martinus følte, at det kunne være nyttigt at svare i sit blad Kosmos på nogle af de mange spørgsmål og fortælle lidt om de forskellige reaktioner, han havde mødt på sin bog. Her følger et uddrag af denne redegørelse.
 

Efter nu at have gjort rede for de for en begyndende åndsforsker eller sandhedssøger sværeste punkter i Livets Bog, nemlig udtalelserne om mig selv, og påvist, at den tilstand, som jeg gennem disse påberåber mig at befinde mig i, er en naturlig sandhed, der vil blive en absolut kendsgerning for enhver åndsforsker, alt eftersom denne kommer til forståelse af Livets Bog, har jeg følt det gavnligt, inden jeg går over til belysning af selve hovedstoffet, at give en lille redegørelse for selve stilen i nævnte bog. Denne har nemlig gjort et højst forskelligt indtryk på læserne. Nogle har således ment, at den var underlig knudret og vanskelig, ja ligefrem skrækkelig, andre at den var lidt tung, atter andre, at det var det smukkeste dansk, der overhovedet fandtes. Alle skalatrinenes udtryk fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed er den således blevet tilegnet. Og hvad skal man så tro? –

Naturligvis påberåber jeg mig ikke, at min stil skulle være aldeles perfekt, rent sprogmæssigt set, dertil er der alt for stort et svælg mellem det høje stof, der er skildret, og det trin, hvorpå den almindelige sprogteknik endnu befinder sig. Læserne må nemlig gøre sig begribelig, at jeg har måttet skildre detaljer eller realiteter fra tilværelsesplaner, over for hvilke det gængse sprog endnu er højst ufuldkomment. Dette kan nemlig endnu kun siges at være et fuldkomment udtryksmiddel i tilfælde, hvor der kun er tale om skildringen af materielle problemer og kendsgerninger. Da åndelige erfaringer eller kendsgerninger jo er af langt nyere og sjældnere fremtræden for de jordiske mennesker end de materielle, er sproget ganske naturligt i disse førstnævnte felter ikke udviklet til en sådan standard som i de sidstnævnte. En forfatter, der kun skal skildre materielle problemer, det være sig i form af romaner, eventyr, digte osv., har derfor langt større mulighed eller mange flere fordelagtige betingelser for at kunne skrive et fuldkomment og smukt sprog end en åndsforsker eller forfatter, der skal skildre erfaringer eller problemer, der ligger uden for den materielle zone og følgelig også ligger uden for det gængse sprog. Medens der for den førstnævnte skribent, for enhver materiel detalje, i sproget gives ham et helt lille udvalg af ord, og han således her kan udvælge sig de bedste og derved få en elegant stil, findes der i samme sprog for den sidstnævnte, for mange af de åndelige detaljer, som han skal skildre, slet intet ord. Han må da i sådanne tilfælde selv skabe sine ord eller udtryk, ligesom han også i mange tilfælde må låne ord fra sproget, der oprindelig er udtryk for materielle realiteter, og benytte disse som udtryk for åndelige problemer. Men at udtrykke sig ved sådanne lånte ord, der oprindelig er udtryk for noget ganske andet end det, man tilsigter, er jo det samme som at udtrykke sig symbolsk. Vi bliver derfor også vidne til, at beretninger fra vismænd, profeter eller andre, der skal udtrykke realiteter og oplevelser fra højere tilværelsesplaner, i stor udstrækning er symbolske.

At udtrykke sig symbolsk vil altså i virkeligheden være det samme som kun at udtrykke sig – indirekte, idet man på denne måde jo først må henvise læseren til de materielle ting, de pågældende ord udtrykker, og dernæst gennem disse lede hans tanker videre til det åndelige problem, som man i virkeligheden ønsker at gøre ham begribelig. Men en skildring af problemer, der kun kan udtrykkes gennem en indirekte brug af det gængse sprog, kan naturligvis umuligt blive det samme som en skildring af problemer, der kan udtrykkes direkte gennem sproget. Da al filosofi, visdom eller åndsvidenskab jo hører til de områder, til hvilke det gængse sprog endnu ikke har tilstrækkeligt gloseforråd og derfor altid må udtrykkes ved indirekte brug af sproget eller ved gloser, der i virkeligheden er udtryk for detaljer inden for den materielle verden, er det givet, at stilen i en skildring af åndelige problemer aldrig nogen sinde kan stå mål med stilen i en beretning om materielle ting, ganske uanset hvem forfatteren så end er, og hvor genial han så end må siges at være, før engang i fremtiden, når sproget bliver så udviklet, at det yder det samme righoldige gloseforråd til den førstnævnte form for beretning, som det nu yder til den sidstnævnte form. Dette er også grunden til, at kritikken over filosoffers og åndsforskeres værker i mange tilfælde udtrykker disse som "knudrede", "tunge", "vanskelige" og "besværlige". Og hvorfor skulle Livets Bog være en undtagelse? – Dens forfatter er jo ligesom alle andre personer, der skal skildre den åndelige verden, afhængig af denne sprogets i det pågældende felt fremtrædende glosefattigdom. Og jeg har ligesom enhver anden samvittighedsfuld og ærlig skildrer af de højeste problemer naturligvis været nødsaget til at bruge udtryk eller gloser, som jeg har ment var de absolut bedst egnede og garanterede den størst mulige udelukkelse af misforståelser, ganske uafhængigt af, om de var i harmoni med stilens skønhed eller rytme. Derved opstod der jo ganske naturligt tilfælde, hvor denne er brudt. Men dette er jo dog af underordnet betydning, når udelukkelse af misforståelse af den dybere mening i beretningen derved i højere grad er garanteret. Naturligvis vil sådanne brud på stilens rytme og skønhed støde an mod den overfladiske læser, der ikke kan se til bunds i den virkelige mening i beretningen, og for hvem denne i virkeligheden ikke har særlig interesse. Og det er fra sådanne væsener, vi møder den ubarmhjertige og kolde kritik, der ganske blotter dens ophavs manglende indsigt i og forståelse af problemets sande natur. Men den udviklede eller fremskredne sandhedssøger er ganske anderledes indstillet. For ham er stilen, rytmen, trykfejl e.l. ganske underordnet. Han er opfyldt af et hundrede procents begær efter at komme til kernen bag stilen og ordene. Han ser, at kun den er det absolut væsentlige. Han véd, at guld er guld, hvad enten det forekommer i en pose af sækkelærred eller i en af silke. Han hører ikke til dårerne, der hæfter sig mere ved sækken, ved emballagen, end ved indholdet. Og som følge af denne sin holdning kommer han netop til indholdet, til guldet. Og med den samme holdning over for Livets Bog kommer han også her til guldet eller det sande indhold: livets højeste analyser. Men i modsat fald opnår han intet, ser intet væsentligt. De stråler fra en forklaret tilværelse, der udgår fra bogen, formørkes af den sorte sky af kritik over nævnte bog, han selv udstråler. Og det guddommelige lys bliver for ham mere eller mindre til banaliteter, vrøvl, fantasier, fraser, grammatiske ufuldkommenheder osv. – Livets Bog er for ham en lukket bog.

Uddrag af Martinus: "Fortolkning af Livets Bog: Fortalen" fra Kosmos 1933, nr. 2-8. Se også Artikelsamling 1.

Tidligere uddrag af artiklen har været bragt i Kosmos 2002, nr. 11, 2003, nr. 2 og 3. Flere uddrag følger i kommende numre.