Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2004/5 side 116
Glimt af Sagens historie
Kosmiske videnskabsmænd
På en international kongres i Japan i 1954 fik Martinus til opgave at besvare følgende spørgsmål: Hvilken velfærd giver den religion, der er baseret på den almægtige Gud? – Nedenfor følger Martinus´ svar på dette spørgsmål.
 
En sådan religion, der virkelig på videnskabeligt grundlag er baseret på Gud, vil i første instans give menneskene en indgående viden, der på indlysende måde kan afklare for menneskene de sande årsager til alle de lidelser og besværligheder, de krige og lemlæstelser, de sygdomme og utidige dødsfald, den nød og elendighed osv., der i dag skaber tilværelsen for menneskeheden til et ragnarok. Denne viden om eller afklaring af årsagerne til mørket vil naturligvis få menneskene til at ændre den materielle politik til fordel for skabelsen af alle jordens mennesker til ét folk og til én stat eller til et virkeligt internationalt verdensrige, regeret eller styret af en tilsvarende verdensregering. Denne verdensregerings medlemmer vil efterhånden kun omfatte indviede væsener eller kosmiske videnskabsmænd. Den materielle verdensadministration vil blive omlagt til fordel for en beskyttelse af menneskene mod at blive hensynsløst udnyttede af andre mennesker. I verdensstaten vil ingen mennesker kunne komme til at leve på andres bekostning. Ethvert barn, der kommer til verden, vil blive oplært og undervist i de manifestationsfelter, det har særlige talenter eller anlæg for. Enhver kommer således på deres rette hylde. Penge vil forsvinde ud af sagaen, da de efterhånden vil blive totalt overflødige. En lille del af menneskeheden med maskinerne vil kunne fremstille hele det materielle behovs livsvigtige produkter. Dette vil her ikke skabe arbejdsløshed, men gå i retning af at afskaffe de tvungne leveveje. Jeg kan ikke her gå i detaljer med den udvikling, som fremtiden i kraft af kosmisk videnskab eller en videnskabelig verdensreligion vil antage. I mit hovedværk Livets Bog har jeg givet en ret indgående analyse af menneskehedens fremtid i dette verdensrige. Nævnte verdensriges kultur vil i sit guddommelige slutfacit eller i sin færdigskabelse overstråle alt, hvad den almenmenneskelige mentalitet i dag kan fatte. Her vil den almægtige videnskab for længst have fjernet hadet og vreden, de dødbringende og sygdomsbefordrende tankearter og forestillinger fra den menneskelige mentalitet. Og Guds ånd i form af den på den almægtige videnskab baserede verdensreligion vil som en varmende sommersol stige op over den jordmenneskelige, mentale horisont og smelte hadets og krigens isterræner og bringe den guddommelige kærlighed til at vibrere i alle hjerner og funkle i alle øjne og bringe enhver menneskelig hånd til at kærtegne og velsigne. I en så overjordisk eller himmelsk glans må den nuværende kulturepokes dødbringende slagskygger vige, og dens mordprocesser, lidelses- og lemlæstelsestendenser, røveri- og plyndringstilstande etc. fortone sig og blive til intet i dette Guds åsyns strålevæld.