Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus forlod Island i 1952, havde han fået en oplevelse for livet. Nedenfor skal vi høre hans beskrivelse af afskeden. Det blev dog ikke sidste gang, han fik lejlighed til at besøge øen. Han vendte tilbage flere gange. Naturen og menneskene var blevet en del af ham selv og hans sag.

 

Imidlertid var tiden for mit besøg på Island ved at ebbe ud, og det teosofiske samfund arrangerede i den anledning en stor afskedsfest for mig. I denne fest kunne alle mine venner både inden for og uden for det teosofiske samfund deltage. Det blev en for mig strålende oplevelse, som jeg sent vil glemme. Vicepræsidenten for det teosofiske samfund holdt en smuk festtale til ære for mig. Derefter talte flere andre af mine venner venligt og hjertevarmt om mit besøg og om min mission og nære slægtskab med det teosofiske samfunds idealer og indsats. Ligeledes blev det bemærket af en af talerne, at han troede, at han talte på hver enkelt deltagers vegne, når han sagde, at det var deres store drøm engang at komme til Kosmos Ferieby. Derefter blev jeg foræret forskellige gaver som tak for mit besøg og til minde om Island. Jeg takkede for den store hjertevarme og gæstfrihed, for den fremragende interesse for min mission og den overordentlig store tolerance og forståelse, jeg havde mødt. Endvidere udtalte jeg, at det også ville være mig en glæde og opfyldelsen af et kært ønske, hvis vi kunne arrangere en gensidig fælles udveksling af feriegæster. Vi fra Danmark kunne modtage islændinge og give dem kost og ophold under en lille ferie her i Danmark, ligesom man på tilsvarende måde på Island kunne give danskere kost og ophold under en tilsvarende ferie på Island. Så ville det kun være selve rejsen, der kunne volde vanskeligheder. Den er jo endnu lidt for dyr. Men senere vil dette forhold jo også blive ændret, så den økonomisk set kan blive til at overkomme for de fleste. En sådan udveksling af venner og venskaber ville kunne betyde et meget stort gode i vort fælles store arbejde i humanitetens, fredens eller næstekærlighedens tjeneste.

Tillige blev der under festen vist farvefilm fra Island og underholdning med sang og musik, ligesom der også blev serveret kaffe og the. Og ved afslutningen fik jeg et hjerteligt og varmt håndtryk fra næsten alle de ca. 80-100 deltagere.

Den næste formiddag kl. ca. 10 blev jeg kørt til flyvepladsen af mine venner. Til stede her var vicepræsidenten for det teosofiske samfund, min værtinde og flere andre af de mennesker, som særligt havde medvirket til at gøre mit ophold på Island til en lys og lykkelig oplevelse. Og med disse venners kærlige håndtryk og venlige smil vibrerende i min bevidsthed, besteg jeg den store flyvemaskine, som lidt efter lettede og i stor højde fløj hen over syd- og østlandet. Det var strålende solskin, og jeg kunne heroppe fra skimte Vatnajøkull og andre områder af de islandske is- og gletscherregioner. Det var med vemod, jeg så Island med dets storslåede natur og folk, som jeg var kommet til at holde meget af, nu var helt ude af sigte. Under os blev skylaget tættere og tættere, så vi til sidst slet ikke kunne se Atlanterhavet, som vi vidste, rullede sine dønninger langt nede i dybet under os. I stedet for så vi de tætte skylag, der totalt lignede et vældigt udstrakt snelandskab. Det var som at svæve hen over milevide arktiske egne. I det blændende solskin var det muligt at fotografere, og det lykkedes mig at få flere gode billeder af vor rejse over skyerne. Medens vi på opturen til Island fløj op over Norge, fløj vi på tilbagevejen fra Island over Shetlandsøerne og uden mellemlanding. Inden vi nåede disse øer, var skyhavet opløst, og jeg benyttede derfor lejligheden til her at fotografere og indlemme disse øers panorama i mit fotokartotek. Inden mørket helt sænkede sig, passerede vi Nordjyllands vestkyst, og jeg håbede så småt på at få lejlighed til at se Kosmos Ferieby fra luften, men over Danmark var der megen tåge og regnvejr. Allerede ude over Kattegat indhentede mørket os, så der var intet andet at se end nattens mørke under os. Men nu gik der kun en ganske lille tid, og Københavns blændende lyshav dukkede op af mørket. Maskinen sagtnede sin fart og stod lidt efter stille på en af Kastrups store landingsbaner for derefter at køre frem foran lufthavnens store bygning. Her blev jeg modtaget af nogle af mine kære venner, som var mødt frem for at byde mig velkommen hjem, og lidt efter var jeg atter i mine stuer på Mariendalsvej. En skøn og vidunderlig rejse var tilendebragt. Jeg havde oplevet et guddommeligt eventyr på det fysiske plan. Jeg vil aldrig glemme det evighedspanorama, jeg så i de sneklædte fjelde, de tusindårige vulkanområder, de varme kilder, de hvide jøkler samt polarnattens altoverstrålende nordlys. Jeg havde besøgt en lille nation eller et folk højt imod nord ved Ishavet og lige under polarkredsen eller nær den yderste grænse for beboelige egne. Jeg var blevet kærligt modtaget af selve dets statsoverhoved og ligeledes af dets kirkes overhoved. Jeg var blevet inviteret som en ven i deres private hjem. Jeg havde mødt en stor tilslutning til mine foredrag og fået en stor efterspørgsel efter min sags litteratur. Alt dette plus de store anstrengelser, man her gjorde sig, for at jeg på enhver måde kunne befinde mig godt, blev for mig en afsløring af den næstekærlighed og åndelige interesse i kraft af hvilken, vi i fællesskab uundgåeligt er med til at bane den verdensgenløsningens vej igennem videnskab og væremåde, i hvilken alverdens slægter skal velsignes, og juleevangeliets forjættelse "fred på jorden" blive til kendsgerning. Mine tanker vil stadig hige imod den skare af venner, jeg fandt bag Islands store højder og dybder.