Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus tog i 1954 afsked med Shimizu – en by i Japan, hvor han havde deltaget i en international kongres og også haft lejlighed til at vise lysbilleder med sine symboler. I det afsnit af hans rejsebeskrivelse, som vi her bringer, finder vi ham i fuldt opbrud. Nu er tiden også inde til et tilbageblik og en konklusion.
 

Næste morgen kom kongreslederen Mr. Asamiya med billetterne til hurtigtoget til Tokyo for tolken og mig. Efter et tidligt morgenmåltid blev vi kørt til banegården. Og her tog jeg afsked med kongreslederen, denne venlige mand, som hele tiden havde haft til opgave at sørge godt for mig. Og over for ham udtrykte jeg min tak til Ananai-Kyo-bevægelsen for den store gæstfrihed, som man havde ladet mig blive til del og for den venlige interesse, man havde skænket min person og arbejde, trods deres uheld med at skaffe tolk. Efter udvekslingen af et gensidigt kærligt håndtryk med kongreslederen tog tolken og jeg plads i toget, der straks efter satte sig i bevægelse, og inden længe var Shimizu ude af syne, den by der havde givet mig så ejendommelige minder om kærlige mennesker, for hvem fred i verden opfattedes som livets højeste opgave. Men jeg var endnu så fyldt til randen med indtryk af min oplevelse af dette mit uforglemmelige møde med en hel anden folkerace, en hel anden verdensdel, dens klima og for mig fremmede natur, og min oplevelse af at være eneste hvide mand i denne store asiatiske forsamling, at jeg endnu ikke kunne danne mig noget rigtigt overblik over situationen. Men det stod klart for mig, at jeg havde været sammen med ualmindelige kærlige og fredselskende mennesker, og at de havde taget mig inderligt til deres hjerte. Hvordan de opfattede mine analyser og åndelige indsigt, som de jo kun blev vidne til i en tilsløret form, var noget, jeg senere måtte danne mig et skøn over. Selv om jeg på grund af sprogvanskelighederne ikke direkte kunne tale med disse mennesker og derfor på kongressen ikke kunne udtrykke min livsopfattelse så klart, som de andre kongresdeltagere kunne udtrykke deres, så var der dog hinsides de fysiske sprogvanskeligheder et kærlighedens sprog, der viste en altovervindende tolerance, en trang til at ville forstå andres meninger og synspunkter, der var lovende for et eventuelt samarbejde i fremtiden, når mit materiale: mit hovedværk Livets Bog og mine andre bøger og kursus er blevet oversat. Jeg følte, at jeg havde fået meget gode venner blandt japanerne, selv om min forbindelse med dem på grund af manglende oversat materiale foreløbig måtte udsættes. Dette i forbindelse med mange andre iagttagelser og oplevelser, som jeg senere kom ud for, gjorde dette mit besøg i Japan overordentlig værdifuldt for mig personligt og ligeledes for min kommende fuldførelse af mit hovedværk.

Imidlertid buldrede hurtigtoget videre fremad igennem tunneler og hen over sletter. På sletterne var der rishøst. Markerne var gule af den modne ris. Overalt så man høstfolk. Nogle var i færd med at betjene små lilleputtærskemaskiner, og andre tærskede risen på en mere primitiv måde. Skønt det var sidst i oktober, var solen her højt på himlen som om sommeren hos os. Der herskede stor varme over terrænerne. De stærkt solbrændte arbejdere var næsten nøgne og gik med vældige stråhatte til værn imod det bagende solskin. Som før nævnt var landskabet skiftevis sletter og bjerge. Set fra luften højt oppe må det japanske område næsten tage sig ud som et kæmpemæssigt vaskebræt eller som et gigantisk zebrastribet tæppe. Bjergkæderne vil da udgøre de mørke striber, medens sletterne med deres lyse høstmarker vil fremtræde som de lyse felter imellem striberne. Ved foden af bjergene lå der små landsbyer med deres karakteristiske små, men smukke træhuse, ligesom der op ad bjergskråningerne også forekom små bebyggelser med smukke villaer. Alt tog sig vidunderligt ud i det strålende solskin. Tillige så man her det ejendommelige syn, at der hang vasketøj til tørring næsten ved alle husene. Det var som om, at alle beboerne her havde haft storvask på samme dag. Men jeg opdagede senere, at det var et dagligt syn og et udtryk for japanernes overordentlige store renlighedssans. Jeg lagde mærke til, at alle var rene og pæne i tøjet. Selv mekanikere og smede og andre mennesker med snavset arbejde havde alle nyvaskede skjorter på, hvis flipper og halslinninger strålede af renhed. Og selv om japanerne ikke badede ved den varme stillehavsstrand, så badede de så meget desto mere i hjemmene. Alle, både unge og gamle, børn og voksne, syntes altid at være nyvasket og iført nyvasket linned. I renlighed syntes japanerne således at være forud for visse andre lande.

Nu begyndte store farverige reklamer med de særegne japanske bogstaver at vise sig langs banelinjen. Vi nærmede os Yokohama, der var mit foreløbige mål. Og lidt efter bruste toget ind på Yokohamas store banegård. Men vi besluttede os til at fortsætte med toget til Tokyo, for at jeg der kunne henvende mig til SAS og få aftalt min afrejse til Indien med en maskine, der skulle afgå fra Tokyo den følgende mandag aften. Og ved min henvendelse til flyveselskabets kontor talte jeg med de to danske ledere af selskabets kontor her i Tokyo. De var overordentlig elskværdige og blev, som vi senere skal se, til stor hjælp for mig i de følgende dage. Men foreløbig blev det så bestemt, at jeg skulle afrejse med den før nævnte flyvemaskine den pågældende mandag aften og kunne da være i Madras onsdag middag kl. 13.00. Da min rejse således var ordnet, tog vi en taxi tilbage til Yokohama til det store moderne hotel New Grand. Ved tolkens hjælp fik jeg her bestilt et værelse, ligesom jeg også telefonerede til pastor Jensen, som var glad for at høre fra mig og lovede at komme til hotellet den næste dag. Og efter at tolken og jeg havde fået noget at spise, tog jeg en venlig afsked med ham og takkede ham for hans assistance. Han havde jo venligst ledsaget mig og hjulpet mig til rette, således som han af Ananai-Kyo-bevægelsen var blevet anmodet om, og som også havde betalt honoraret for denne hans hjælp.

I samme forbindelse kan jeg også nævne, at mine medbragte, oversatte skrifter også virkede stærkt på andre af kongresdeltagerne. Således blev præsidenten for en stor freds- og frihedsbevægelse "Lamplighter" mr. Eleuterio J. Tropa fra Filippinerne meget interesseret. Fra ham har jeg en stående invitation til et besøg på Filippinerne. Han tilskyndede tolken til at anstrenge sig meget for at gøre min sag forståelig på kongressen. Ligeledes har jeg fået brev fra en ny bevægelse i Japan, der også ønsker et samarbejde med mig. Der er således overordentlig god jordbund for min mission i Asien, hvor et stort samarbejde allerede venter og vil kunne komme i gang, ligeså snart oversættelsesvanskelighederne er overvundne. Min rejse til Østen har her således skabt mulighed for et voksende samarbejde med højt udviklede kærlige mennesker i såningen af den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. Men problemet er altså: oversættelse, oversættelse og atter oversættelse. Det er broen for min mission og sag ud til den store verden.