Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under sit besøg på Island i 1955 fik Martinus lejlighed til at holde foredrag flere steder på øen. I det uddrag af hans dagbog, som vi bringer nedenfor, skal vi bl.a. høre, hvordan man kan få styrke til at udholde smerter og lidelser. Og hvad gør disse lidelser godt for.

 

Efter mit samvær med præsterne holdt jeg samme dag om aftenen mit andet kursusforedrag: "Bønnens mysterium", ved hvilket pastor Arelius Nielsen medvirkede som tolk. Herved blev foredraget ikke ringere for islændingene, idet han i sin oversættelse stadfæstede visse passager i dette med sin hyldest og præstelige autoritet. Foredraget vakte også her glæde og bifald, hjertelige håndtryk og tak fra mange sider. Efter foredraget var jeg sammen med hr. Gretar Fells hjemme hos min værtinde, fru Haldora Samuelsdatter. Og hermed nåede en for mig stærkt mindeværdig og lykkelig dag sin afslutning.

Imidlertid var der kommet en anmodning til mig om at holde foredrag på hospitalet for de spedalske, hvilken anmodning jeg naturligvis med glæde ville efterkomme. På Island er denne sygdom nu ved at være bekæmpet og under fuld kontrol. Der er kun seks patienter tilbage. Hospitalet for disse spedalske ligger meget smukt ved en sø nogle få kilometer uden for Reykjavik. Næste dag om eftermiddagen kørte Vignir Andresson mig ud til dette ejendommelige hospital. Da tidspunktet for mit foredrag i forvejen var aftalt, var alt lagt til rette, da vi kom, så jeg kunne begynde med det samme. Foruden de syge var der også andre tilstedeværende. Med Vignir Andresson som tolk holdt jeg her et lille foredrag om sygdomme. Jeg forklarede, at sygdomme absolut ikke var nogen straf fra en vred Gud, men at de tværtimod var udtryk for, at Gud arbejdede med en. Igennem lidelserne udvikler eller skaber Gud evnen i os til sjæleligt at fornemme andre menneskers og levende væseners lidelser. Uden denne evne kan vi aldrig nogen sinde blive til "mennesket i Guds billede". Og uden denne evne kan vi umuligt blive humane og gode mennesker. Derfor må alle levende væsener gennemgå lidelserne for at komme til at opleve, hvad det virkeligt vil sige at skabe lidelser for andre levende væsener. Efterhånden som vi sjæleligt bliver orienteret på dette felt igennem vore egne lidelser, bringes vi i samme grad i den tilstand, at vi ikke kan nænne at påføre andre væsener lidelser. Og således udvikler vi os igennem lidelserne til mindre og mindre at kunne nænne at påføre andre lidelser eller fortræd. Derfor er lidelserne i sin kosmiske analyse en velsignelse. Det gælder derfor om at bede om at få kraft og styrke til at kunne tage lidelserne og bevare sit livsmod. Det er rigtigt, at lidelserne kan være meget svære, ja, næsten uudholdelige, men der er aldrig noget som helst væsen, der er ladt alene midt i dets lidelser eller livs mørke. Der er altid en lysets engel i ethvert Getsemane, der er altid en vej ud af ethvert mørke. Beder man oprigtigt til Gud om at finde denne vej, går man aldrig forgæves. Denne bøn hører til de henvendelser til Gud, der hundrede procents bliver bønhørt. Det betyder ikke altid, at de rent fysiske lidelser forsvinder, men det betyder, at depressionen, bekymringerne, frygten og livsleden forsvinder. Og mennesket opnår således ved gudskraften i bønnen at kunne være lysende midt i sit eget mørke. Og således forklarede jeg videre om livets mening med sygdommene. Det her fremførte er ikke nogen ordret gengivelse, idet jeg ikke har noget manuskript at holde mig til, men det er dog en gengivelse af mit syn på sygdommene, der ligger så nær den, jeg gav på hospitalet, at den giver det samme helhedsindtryk af min opfattelse af sygdommene som i det nævnte foredrag. Mit foredrag vakte også her glæde og bifald.

Om aftenen holdt jeg mit sidste kursusforedrag. Emnet var: "Hinsides døden". Og nu var tilslutningen kommet op på ca. 150 tilhørere. Og der var stor glæde og bifald ligesom ved de tidligere foredrag. Tilslutningen ville være blevet endnu større. Men der var sket det uheldige, at en ældre teosofisk foredragsholder, mr. Boolt fra England, holdt foredrag de samme aftener som jeg, hvorved en del medlemmer af det teosofiske samfund naturligvis følte sig forpligtet til at overvære foredragene af denne deres egen foredragsholder. Hr. Gretar Fells beklagede meget, at mr. Boolts og mine foredrag således var blevet placeret på de samme aftener, idet teosofferne er meget venligt stemt over for mit arbejde og meget gerne også ville have overværet mine foredrag. Men hr. Gretar Fells og frue, samt en del andre teosoffer, overværede dog enkelte af mine foredrag. Og hermed var mine storforedrag forbi på Island for denne gang. Og jeg følte mig meget glad over den store interesse, der havde været for dem, og over den store sympati og venlighed for mig og min mission, de havde affødt fra alle sider. Ligeledes betragtede man det som selvfølgeligt, at jeg atter ville komme tilbage til Island og gentage en foredragsrække.