Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tiden er kommet, da menneskenes materialistiske viden og kunnen, deres industrialiseringsevne og befordringsmidler, ja, hele deres beherskelse af materien, der nu er af internationalt format, ikke mere kan få luft inden for den enkelte nation eller stat. Den kan kun leve og ånde igennem "internationalisme". "Nationalisme" vil således være en absolut ufejlbarlig kvælningsdød for et hvilket som helst folks videns og kunnens internationale format. Men da nationalstaterne hver især ikke desto mindre sætter vældige, spærrende grænseforanstaltninger, militær- og flådebaser, altødelæggende krigsopbud omkring sit domæne, måtte udviklingen uundgåeligt føre til sprængning af sådanne i "nationalistiske" forsteninger isolerede "nationalstater". Og det er denne "nationalstaternes" sprængning, der i særlig grad tog sin begyndelse i form af verdenskrigen 1914. Og denne sprængning vil ikke ophøre, før der ikke mere findes isolerede "nationalstater". Verdenskrigen af 1914 er således ikke ophørt. Den eksisterer stadig og vil fremdeles fortsætte sin drastiske, bloddryppende dommedagsfærd hen over jorden, indtil en virkelig på et hundrede procent "demokratisk" magtprincip baseret verdensregering er dannet. At der inden for denne verdensregering eller dette internationale lov- og retsvæsen, som den udgør, ikke eksisterer "vetoret" eller udmeldelsesmulighed for nogen som helst nationalstat er en selvfølge. Dette betyder naturligvis ikke, at de folkenes nationale særpræg og traditioner, der ikke skader eller er en hæmning for andre staters velfærd, skal udslettes, tværtimod. Verdensregeringen er den absolut eneste form, under hvilken disse særpræg og traditioner såvel som de enkelte borgeres personlige frihed og velfærd kan beskyttes og bevares. Det nuværende verdensanarki mellem staterne er menneskehedens sande dødsfjende og får altså hele sin fulde næring og trivsel igennem den "nationalisme" eller fædrelandsforgudelse og den heraf følgende krigsmæssige isoleringspolitik, som alle nationalstater af i dag betragter som et livsbetingende ideal. At de derved begår mord eller tilintetgørelse af deres indfødsret til det internationale verdensrige, som de i kraft af deres materielle videns og kunnens vækst ud over "nationale" grænser og deres heraf udviklede internationale format er borger i, ligger endnu uden for den store almenheds horisont. Den forstår således ikke, at "nationalisme" er kollektiv "egoisme", mens "internationalisme" er kollektiv "uselviskhed". Internationalisme udgør det sande kristne princip. Og kun igennem dette kollektive, uselviske princip i form af en verdensregering eller et internationalt demokratisk lov- og retsvæsen vil alle jordens slægter kunne velsignes.

"Internationalisme" er således menneskehedens absolut eneste vej til udfrielse af mørket, til kultur, til frihed, til fred og lykke. Og da åndsvidenskaben udelukkende er en videnskab om menneskenes internationalisme, deres indbyrdes kosmiske broderskab, en beretning om fremtidsstaten eller verdensrigets struktur, kort og godt er en oplysning om alt det ved det levende væsens skæbne, som hverken den materielle videnskab eller den kirkelige religion har kunnet give menneskene, er det her synligt, at menneskehedens sande fremtidslykke udelukkende kun kan baseres på åndsvidenskab. Dette vil igen sige en videnskab, der afslører livets mysterium og dets love ikke som trosdogmer, men derimod som sammenhængende logiske tankerækker, der for intelligensen gør alt broderskab imellem nationer, racer og individer synligt som en livsbetingende selvfølgelighed. Menneskets tilegnelse af denne indsigt i livets eller det levende væsens kosmiske analyse er det eneste, der kan fuldende den kultur eller hjertets dannelse, der får mennesket til at fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse". Og med et verdensomspændende samfundslegeme af væsener eller celler er julebudskabets forjættelse sket fyldest. Den varige fred lyser ud over jordens kontinenter og have.