Ældre årgange af Kosmos mv.

1:8    >>

Martinus:

Den ideelle Føde.

Til de store Problemer, som i Kraft af den ny kosmiske Verdensimpuls er under stærk stigende Udvikling, hører ogsaa Spørgsmaalet om den ideelle Føde.

At Menneskene er under stærk stigende Udvikling fra en primitiv grov dyrisk Tilstand til en mere fuldkommen eller forfinet Form for Tilværelse er jo forlængst blevet en Kendsgerning for den udviklede Aandsforsker. Ligeledes er det ogsaa for det samme Væsen en Kendsgerning, at jo mere forfinet en Organisme er, desto finere Vedligeholdelsesmateriale eller Næring maa denne Organisme have. Medens det primitive Naturmenneske næsten ugenert kan spise af en Skarnbøtte eller nyde fordærvede og stinkende Produkter, kan det forfinede Kulturmenneske kun nyde saakaldte "friske Varer", der "uberørt af Menneskehænder" er fremstillet under de mest raffinerede hygiejniske Renlighedsprocesser. Og dog maa det bemærkes, at Udviklingen af sidstnævnte Væsens Ernæringssanser, hvilket i dette Tilfælde i særlig Grad vil sige dets Smagsorganer endnu langt fra har kunnet følge Trop med dets øvrige Udviklingstilstand. Det er nemlig Ernæringssansernes Opgave at fremkalde en naturlig Sult og en naturlig Tørst. Ved en naturlig Sult og Tørst maa her forstaas et sundt eller naturligt tilpasset Begær efter de specielle Stoffer, som Organismen maa optage i sig og assimilere for dens absolute sunde Vedligeholdelse. At de jordiske Kulturmenneskers Ernæringssanser ikke helt skaber naturlig Sult og Tørst, men derimod i stor Udstrækning befordrer Hunger efter unaturlige Ernærings- og Nydelsesmidler, er det Utal af organiske Sygdomme og svære Lidelser, som de samme Væsener er befængte med, Beviser for. Fra det okkulte eller kosmiske Syn findes der ikke engang i Procent virkelige eller absolut sunde Mennesker indenfor Jordens Zoner. Men her maa jo ogsaa tages i Betragtning andre Omstændigheder, saasom deres Forhold til Klima, Motion, Søvn, frisk Luft, Lys, Bad og Beklædning. Overfor disse Realiteter maa Begæret naturligvis ogsaa være sundt, thi i modsat Fald nytter det ikke, at Individets indtagne Fødemidler er sunde. Det kan saaledes ikke nytte noget, at et Menneske indtager sund Føde, hvis det permanent lever i daarlig Luft og Lys eller gaar klædt i altfor tyndt Tøj, ligesom det jo heller ikke kan nytte noget, at det lever i frisk Luft og gode og varme Klæder, [slut på side 1] sundt Klima o. s. v., naar det i Form af Fødemidler permanent indtager unaturlige Stoffer i sin Organisme.

Oprindeligt er ethvert levende Væsen altsaa udstyret med Organer, der udvikler den normale Sult og Tørst eller det normale Begær efter den for Organismen absolut naturlige Føde eller efter Opfyldelsen af de særlige specielle Betingelser, hvorpaa dens absolut sunde Eksistens er baseret. I al Almindelighed er disse Organer eller denne Ernæringsbevidsthed hos Dyrene endnu i Renkultur, hvilket vil sige, at de næsten i en Hundrede Procents Grad beskytter disse mod Fejlgreb i Levevis eller i tilsvarende Grad bevirker, at kun de Former for Nydelse og Levevis kan sanses som behagelige, der er de absolut normale for de nævnte Væseners Udviklingsstandard eller Trin. Noget ganske andet er Tilfældet med de Væsener, vi almindeligvis udtrykker som "Mennesker", men som i Følge Livets Bog ikke er færdigudviklede som saadan og derfor i en vis Udstrækning endnu er tilhørende Dyreriget. Disse Væseners Ernæringssanser er i allerhøjeste Grad forkvaklede, degenererede og upaalidelige. Dette vil igen sige, at de paagældende Væsener undertiden kan have en meget stærk Hunger eller et endog meget stærkt Begær efter mere eller mindre unaturlige Stoffer, ja undertiden i en saadan Grad, at disse i mange Tilfælde ligefrem fremtræder som daglige Føde- og Drikkemidler.

Da unaturlige Stoffer jo er det samme som Stoffer, der for den menneskelige Organisme er mere eller mindre ufordøjelige, hvilket vil sige Materie, hvis virkelige Indhold af Næringsværdi fordrer et altfor stort Krafttab for Organismen for sin Udvindelse, og dels er ganske uden Næringsværdi, ligesom de naturligvis ogsaa undertiden repræsenterer en Kraftudfoldelse, der er altfor stærk fremtrædende i Forhold til Organismen og derfor ryster denne helt i sine Grundvolde, bliver disse jo den rene Gift for denne. Det er jo givet, at naar Jordmenneskenes Ernæringssanser eller Smagsorganer ikke er mere stabiliserede end at de undertiden kan diktere en daglig eller permanent Nydelse af saadanne Giftstoffer, maa de samme Væseners Organismer i tilsvarende Grad faa en sygelig, abnorm eller elendig Fremtræden.

*   *   *

Med Hensyn til de jordiske Mennesker, da har de gennem Religioner, Visdom og Videnskab i Forbindelse med selve de øvrige Foreteelser i Livet i de sidste Aarhundreder gennemgaaet en stærk stigende Udviklingsproces. Navnlig har dette bevirket en fremragende Intelligensudvikling hos Individerne. Denne Intelligensudvikling har udvidet deres Sansehorisont og givet dem Herredømme over Kræfter og Realiteter, de før ikke havde nogen Anelse om. Da dette ny Herredømme jo er det samme som en Forøgelse af den saakaldte "Fri Villie", er denne Jordmenneskets "Fri Villie" saaledes blevet hævet et Stykke op over den almindelige vante primitive dyriske Form for "Fri Villie". Medens denne sidstnævnte Form for Villie i størst Udstrækning er eller bliver dirigeret af instinktmæssige Anlæg, er den førstnævnte Villie nu i stor Udstrækning overgaaet til at blive dirigeret af intelligensmæssige Anlæg. Det jordiske Menneske har saaledes indtil en vis Grad hævet sig op over det almindelige Dyrerige ved en Erobring af omfattende nye aandelige eller sjælelige Terræner. Men i samme Grad som Mennesket saaledes er kommen ind paa nye aandelige Omraader og benytter Intelligens i Stedet for Instinkt, er Instinktet naturligvis i samme Grad overgaaet til Degeneration, thi det er nemlig en ubrydelig Naturlov, at de Dele ved en Organisme, saasom Organer, Lemmer, Sanser o. s. v., som ikke bliver benyttet, sluttelig bliver ubrugelige, degenererer, for tilsidst gennem de forskellige efterfølgende Inkarnationer helt at opløses og forsvinde og kan altsaa absolut kun opretholdes ved at blive benyttet. Idet Dyrets fremragende udviklede Instinkt saaledes er degenereret hos Mennesket, og dette Instinkt var Basis for Evnen til at føle den absolut normale Sult og Tørst, er det jordiske Menneskes Evne til at føle [slut på side 2] denne saaledes i tilsvarende Grad ogsaa degenereret.

Hvis det jordiske Menneskes Organisme samtidigt med dets Udvikling ud af Dyreriget ikke var blevet forfinet, men derimod var blevet ved med at være lige robust, og det dermed kunne være blevet ved med at indtage den vante grove dyriske Føde, da vilde dets Vanebevidsthed kunde have frelst det, idet der da ikke vilde være blevet nogen Forandring i dets Levevis. Men Organismen er som før nævnt netop forfinet og kræver tilsvarende forfinede Stoffer for sin Vedligeholdelse eller Eksistens. Men idet det jordiske Menneske i Udvikling saaledes er kommen ind paa Omraader, hvor dets Organisme ikke mere i samme Grad som før taaler den gamle dyriske Føde, men kræver nye og forfinede Produkter for sin Ernæring, og dets Instinkt paa disse nye Omraader fremtræder i degenereret Tilstand, kan dette ikke mere garantere Individets Begær efter eller Valg af den rigtige Føde saaledes som i de gamle Omraader. Og Individet maa da med sin Intelligens søge at komme til Klarhed over, hvilke Fødemidler der vil være at udtrykke som de retmæssige for dets Organismes nuværende Udviklingstrin. Men da intet ved en Organisme kan fødes voksent, men kun kan blive brugbart ved en gradvis Udvikling, kan en Intelligens heller ikke fødes voksen men maa udvikles. Da Intelligens igen kun kan udvikles ved Erfaringer, maa det jordiske Menneske saaledes i de Omraader, hvor det har hævet sig ud over at blive ledet af de gamle dyriske Instinkter, erfare sig til de rigtige Realiteter. Men Erfaringerne opstaar jo paa Basis af Fejltrin, og det jordiske Menneske befinder sig saaledes i en Zone i Udviklingen, hvor det netop begrundet paa sit svigtende Instinkt og sin endnu mangelfulde Intelligens begaar en umaadelig Masse Fejltrin. I Kraft af sin fremskredne fri Villie kan det selv vælge, hvad det vil spise og drikke, men har altsaa hverken Instinkt eller Intelligens til at vælge det absolut fuldkomne eller det for Organismens Udviklingstrin absolut tilpassede. Det kommer derfor i overordentlig stor Udstrækning ikke alene til at vælge Fødemidler, der kun i det store og grove kan siges at være Fødemidler, men det vælger endog Realiteter, der absolut ikke er Fødemidler. Men at optage i en Organisme Fødemidler, der ikke er tilpasset til denne Organisme, skaber jo Disharmoni i denne. Da Disharmoni i en Organisme kun kan udløse sig i Sygdom eller Smærte, er det forstaaeligt, at dette indenfor den jordiske Menneskehed har affødt saadanne Realiteter som "Medicinmænd", "Kvaksalvere", "Kloge Mænd" og "Kloge Koner", "Naturlæger", "Læger" o. s. v., der alle er udgørende mere eller mindre heldige Reparatører af de underminerede og overbelastede Organismer. Endvidere er det de samme Omstændigheder, der faar den betrængte Menneskehed til at klamre sig til det Utal af "Patentmediciner", der saa frodigt florerer, eller til enhver Form for Pulver og Vædsker, blot disse har faaet paaklistret Etiketten "Medicin", ganske uanset hvor farligt og underminerende for Organismen de i Følge en kosmisk Analyse saa end maatte være. Ligeledes har man opdaget eller opfundet bedøvende Midler, der ganske vist stiller midlertidige Smærter, men derved i Virkeligheden undergraver Organismens Tilkendegivelse af Giftstoffernes Nærværelse i Organismen og dennes Kamp eller Modstand overfor disse. Det er givet, at en Livsform eller Tilværelse, der saaledes i Form af unaturlig Mad og Drikke befordrer en permanent Opsummering af Giftstoffer i Organismen, og dernæst i Form af "Medicin" befordrer en anden Opsummering af Giftstoffer, der maaske nok i visse Tilfælde kan bøde paa Virkningerne af de første, men saa til Gengæld i mange Tilfælde efterlader helt andre skadelige eller uhelbredelige Virkninger, tilsidst underminerer selve Individets højeste Skabeevne eller det i "Livets Bog" omtalte "X. 2". I Følge evige Kærlighedslove kulminerer denne Underminering i en Katastrofe. Denne Katastrofe er ganske vist i sin egen Natur forfærdelig og fremtræder som den allerhøjeste eller mest indgribende Erfaringsoplevelse, der eksisterer, men til Gengæld standser den [slut på side 3] netop i Kraft af sin stærke Virkemaade fuldstændig Undermineringen og bringer derved Individet tilbage til det Normale eller Naturlige med Villie og Kraft til aldrig mere indenfor dets nuværende Udviklingsspiral at komme bort fra de normale eller guddommelige Veje paa Ernæringsomraadet.

Den nævnte Katastrofe udløses altsaa i Kraft af den Omstændighed, at Individet for en Tid helt har sat sin Skabeevne over Styr og derved i værste Tilfælde gennem flere Inkarnationer ganske er ude af Stand til at skabe et fuldkomment eller normalt fysisk Legeme, og maa derfor i saadanne Perioder fremtræde paa det fysiske Plan som tilhørende de Væsener, vi udtrykker som "Aandssvage". Her maa man erindre, at i Følge "Livets Bog" betinges Individets nuværende fysiske Fremtræden af tre Sæt Arvelighed i Form af medfødte Anlæg, nemlig – dets egne Anlæg fra en tidligere Tilværelse – og dets nuværende Faders og Moders Anlæg, som jo til en vis Grad er til Stede i dets fysiske Legeme. Medens Faderens og Moderens Anlæg eller Tendenser i en vis Udstrækning dominerer dette i Barnealderen, for derefter at tage af henimod Trediveaarsalderen, saa dominerer Individets egen Arvelighed eller medfødte Tendenser fra en tidligere Tilværelse dets Legeme fra nævnte Alder og videre frem til og gennem Døden. Og det er denne Arvelighed fra en tidligere Tilværelse, der er afgørende for Normaliteten i Individets nuværende fysiske Inkarnation. Men dette Problem er for omfattende her til "Kosmos", og jeg maa derfor angaaende Studiet af dette venligst henvise Læserne til de kommende Bind af "Livets Bog".

*   *   *

De jordiske Mennesker befinder sig altsaa i en Zone, hvor de kæmper med Sygdomme og Lidelser baseret paa uheldigt Valg af Nydelsesmidler eller Ernæringskilder. Denne Kamp er saa dominerende og Ernæringsbevidstheden saa fejlagtig for en overordentlig stor Skare Menneskers Vedkommende, at det allerede nu for den kosmiske Bevidsthed er synligt, at de paagældende Væsener er stærkt paa Vej til at miste deres Normalitet eller Evne til at skabe fuldkomne Legemer i deres nærmeste kommende Inkarnationer og derfor i disse vil blive analogt med de Væsener, der i Dag fylder vore Aandssvageanstalter, Sindssygehospitaler og Sygehuse. Saadanne Aspiranter til kommende mere eller mindre abnorme Inkarnationer eller Tilværelser grundet paa fejlagtig Ernæringsbevidsthed er identiske med dem, der i den daglige Tilværelse fremtræder som villieløse "Morfinister", "Drankere", "Rygere" o. s. v. De Nydelsesmidler, som bringer Væsenerne til at høre ind under de nævnte Kategorier, er alle uden Undtagelse Realiteter, der er den rene Gift for Organismen og opsummeres kun i denne paa Basis af en opstaaet eller tilvænnet ganske unaturlig Sult eller Tørst, idet disse ikke har noget som helst med Ernæringen at gøre, men i absolut Renkultur er Fremmedstoffer for Organismen.

Da Stof i Realiteten er det samme som Kraft eller Energi, og Energi igen skaber Bevægelse eller Vibration, kan ingen af de nævnte Fremmedstoffer eller Energier indføres i en Organisme uden at skabe tilsvarende Bevægelse eller Vibration. Det er denne Vibration, der ligger til Grund for Smagen. Hvis Stof ikke var koncentreret Vibration vilde det aldrig nogen Sinde kunne smages eller lugtes. Naar noget smager surt eller sødt, er denne særlige Smag kun Udtryk for Reaktionen mellem Stoffets Vibration og Vibrationen i Stoffet i vor Tunge eller Smagsorganer. Paa samme Maade er det Reaktionen mellem Stoffets Vibration og Vibrationen af Stoffet i vore Lugteorganer, der er identisk med det, vi kalder Stoffets "Duft" eller "Lugt". En permanent Indføring af Fremmedstoffer i en Organisme vil altsaa sige det samme som en Vedligeholdelse af en Fremmedenergiudfoldelse i denne. Men en saadan Energiudfoldelse kan jo kun være en Gene for Organismens normale og nødvendige Energiudfoldelse, idet den jo ikke kan eksistere i denne uden at betyde Modstand eller Hæmning af Organismens Normalfunktioner. Den Reaktion, [slut på side 4] der opstaar mellem Normalenergien og Fremmedenergien vil altsaa umuligt kunde betyde andet end Disharmoni for Organismen. Det er en saadan Disharmoni, vi kalder "Sygdom". Naar Fremmedenergien er stærkere end Normalenergien og overvinder denne helt, gaar det fysiske Legeme til Grunde, og Døden indtræder. Gennem Døden eller Livet i den aandelige Verden faar Individet i Kraft af "X. 2" eller sit Skabeprincip Evne til at inkarnere eller fødes i et nyt fysisk Legeme. Men i samme Grad som det ved fejlagtig Levevis har undermineret eller modarbejdet dette sit Skabeprincip, i samme Grad vil nævnte Evne blive mangelfuld. Og Individet vil da som tidligere nævnt i tilsvarende Grad komme til at fremtræde som abnormt eller sygt i sin ny fysiske Tilværelse. Men gennem disse mørke Liv eller dybtgaaende Erfaringer bliver "Jeget" atter ført tilbage til Lyset, men i en ny forklaret Skikkelse.

*   *   *

Medens de her skildrede Nydelsesmidler alle uden Undtagelse i Realiteten ikke er Fødemidler og derfor intet har med Ernæringen at gøre, vil de Nydelsesprodukter, jeg nu skal gaa over til at nævne, derimod ikke kunne frakendes indtil en vis Grad virkeligt at udgøre Næringsmidler. Men det er ogsaa kun til en vis Grad. De hører nemlig til den Form for Næringsmidler, der er tilpasset til Organismer af lavere eller mere robust og primitiv Natur end den menneskelige, eller med andre Ord, det er Næringsmidler, som det jordiske Menneske i Virkeligheden mere eller mindre er vokset fra, men i stor Udstrækning uden at vide det. Men de talrige abnorme Tilstande, som disse Næringsmidler afstedkommer, har dog affødt en begyndende stærk stigende Udvikling af Individernes Ernæringsbevidsthed eller Tendenser i Retning af at begære en mere forfinet og for deres fremskredne Organisme og ophøjede aandelige Indstilling mere tilpasset og naturlig Føde.

De Fødemidler, som de jordiske Mennesker saaledes er vokset fra og derfor er i Færd med at faa Afsky for, vil altsaa absolut ikke kunde betragtes som de normale for de nævnte Væsener, idet de indtil en vis Grad ogsaa fremtræder som Udtryk for store Dele Organismen uvedkommende Fremmedenergi. Til saadanne Fødemidler hører: Kød, Flæsk, Fisk, Fedt, Hummer, Krabber, Rejer, Snegle, Muslinger o. l. Disse Fødemidler er kun tilpasset til Væsener med grove og robuste Organismer saasom: Løver, Tigre, Hyæner, Hunde, Katte o. s. v. I samme Grad som det jordiske Menneskes Udviklingstrin ligger over disse Væseners Trin eller Stadier, i samme Grad vil de nævnte Ernæringsprodukter være unaturlig Føde.

Naar Menneskene ikke desto mindre i stor Udstrækning alligevel indtager disse Produkter som daglig Føde, er det Udtryk for, at deres Ernæringsbevidsthed eller Smagsorganer ikke har kunnet følge med i samme Udviklingstempo som den øvrige Del af Organismen. Disse Smagsorganer bevirker derfor ikke endnu den for Menneskenes fremskredne Trin retmæssige Sult eller Tørst eller Normalbegæret efter de for de samme Trin tilpassede Ernæringsprodukter. Med andre Ord, disse Produkters særlige Smag er dem endnu ikke af en saa behagelig eller tilvant Natur, at den har kunnet distancere de nævnte animalske Stoffers Smag. Man oplever derfor det Særsyn, at Menneskene netop i Dag vælger de grove animalske Fødemidler eller Kødspiser, der i Realiteten som Næringsmiddel betragtet staar altfor langt under det Trin for Fødemidler, som for det kosmiske eller okkulte Syn viser sig at være det retmæssige for det fremskredne jordiske Menneskes Organisme.

Den jordiske Menneskehed af 1933, som ellers i overordentlig stor Udstrækning er moderne eller med Tiden, er saaledes paa Ernæringens Omraade i Virkeligheden endnu umoderne eller gammeldags. Det samme Væsen vil saaledes ikke alene paa aandelige, men ogsaa paa Ernæringens Omraader være at udtrykke med Biblens Ord som "Den forlorne Søn – der æder sammen med Svinene". Ja, det ikke alene [slut på side 5] spiser de omtalte primitive Produkter som en Nødvendighed for Livets Opretholdelse, men det har endog undertiden gjort denne Spisen eller unaturlige Sults Tilfredsstillelse til Kærnen i enhver Form for Forlystelse. Det lever saaledes i disse Tilfælde kun for at spise, medens det i Virkeligheden kun skulde spise for at leve.

Da alle de nævnte animalske Produkter er udtaget af dræbte Væseners Organismer, kan de ikke undgaa at høre ind under "Ligstoffer". Og enhver Form for Nydelse af disse er derfor identisk med "Ligæderi" og kan som saadan naturligvis kun høre en primitiv dyrisk Natur til og absolut ikke være hjemmehørende i en højere Form for menneskelig Kultur eller Tilværelse.

Men lad mig her skynde mig at bemærke, at jeg naturligvis ikke fremfører nærværende Analyser for at angribe den eller den Kødspiser, Slagter, Jæger eller Fisker. Tværtimod, det er min Opfattelse, at ethvert Individs Forhold til de omtalte Problemer i Henhold til dets aandelige Indstilling, Begavelse og Udvikling maa afgøres af det selv og ikke hverken af mig eller andre. Naar jeg fremfører nærværende Analyser, er det fordi Ernæringsspørgsmaalet for Menneskeheden er af en saa alvorlig Karakter, at intet af dens enkelte Individer kan blive virkeligt sundt eller komme ind i en virkelig sygdomsfri Tilværelse, før det kommer i Kontakt med den Ernæringskilde, der absolut uden at eksistere paa Basis af Mord og Lemlæstelse, i Henhold til evige Love er tilpasset til det fremskredne Menneskes Udviklingstrin. Og jeg skal i Tilslutning hertil i næste Nummer af "Kosmos" gaa over til at paavise Udviklingen af en saadan Ernæringskildes Tilstedeværelse paa Jorden, samt give et Overblik over, hvorledes de nævnte animalske Spiser eller Produkter, foruden at betyde Drab og Lemlæstelse for de Væsener ud af hvis Organismer de er udtaget, ogsaa betyder Mord og Selvmord for de menneskelige Væsener, der optager dem som Næring i deres Organisme og saaledes er i Strid med selve Loven for Tilværelse eller det evige Bud "Du skal ikke dræbe".

(Fortsættes)
>>