Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus:

VED AARSKIFTET

Hen over Evighedens umaadelige Hav gaar et lille Fartøj. Det er paa Rejse i Verdensrummet. Det svæver mellem Stjernerne. Det bevæger sig i "Himlen". Dette lille Fartøj hedder "Jorden". Dets fornemste Passagerer er Mennesker. Men det har ogsaa andre Passagerer, nemlig, alle de øvrige levende Væsener, der hører ind under jordiske Former for Liv. Det er en Art "Noahs Ark". Nævnte Fartøj følger en bestemt Rute, der strækker sig ligesaa langt som "Havet". Denne Rute hedder "Tiden". Tiden og Evigheden er saaledes lige udstrakt. Men Tiden er ligesom alle andre befærdede Ruter eller alfare Veje inddelt i Maalenheder. Den Form for Maalenheder, der af det jordiske Menneske bliver opfattet som Mærkepæle i dets kosmiske Rejse, er dem, vi har lært at kende som: Aar, Maaneder, Uger, Dage, Timer og Sekunder. Af disse udgør Aarene de mest fundamentale for samme Væsen. Hvert "Nytaar" er saaledes en fundamental "Milepæl" i det jordiske Menneskes Rejse med Jorden gennem Verdensrummet. Der findes naturligvis "Mærkepæle" for langt større Maalenheder eller Afstande i denne Rejse, saasom: Aarhundreder, Aartusinder, Aarmillioner; men saadanne er for de "himmelske Rejsende", der er naaet frem til at leve i Bevidsthedslag, hvor Tusinde Aar er som een Dag og een Dag som Tusinde Aar. Og af den Art "Passagerer" er der endnu yderst sparsomt paa Jorden. For disse Rejsende er den endnu et for primitivt Befordringsmiddel. Den har endnu ikke disse for en saadan Bevidsthedstilstand tilpas komfortable "Kabiner", "Saloner" eller "Kahytter", tjenlige for den rigtige menneskelige Manifestation eller for Væsener, levende og sansende udelukkende gennem "Den hellige Aand", for Væsener, der for længst i maskulin og feminin ligevægtig Polforening har lagt Pattedyrets Zone bag sig og som fuldendte "Gudemennesker" er opstanden i "det Rige, som ikke er af denne Verden". Disse Væsener har deres specielle "Fartøjer", skønne og lysende Verdener, Oaser mellem Sole, Harmonier i Farver, Straaler og Kærlighed.

Anderledes er det med Jorden. Den er endnu ikke bygget for "himmelske Rejsende" af en saadan Rang. Dens fornemste Opholdsrum er endnu kun at betragte som "Stalde", thi de er beregnet for Væsener med delvis dyrisk Bevidsthed, Væsener, der i Kraft af Han- og Hunformens Tyngde som Individ af Pattedyrets Zone, af Naturen [slut på side 1] kun kan se sin "Næste" i det modsatte Køn, og saaledes kun overfor dette kan praktisere noget af Overholdelsen af det store Bud: Elsker hverandre, eller ligesom Dyrene endnu kun kan forstaa Kærligheden gennem Ægteskab, Afkom og Familie, kan saaledes kun opleve Kærligheden i Form af "Spire" – ikke i Form af "Blomst" eller Kulmination. Jordens fornemste "Passagerer" maa endnu være i Rum sammen med Dyrene, maa endnu "æde sammen med Svinene". Jorden er endnu kun et "Skib" for ufærdige Væsener, "forlorne Sønner", men paa Rejse i "Himlen" med Kurs mod den evige Fader.

*   *   *

Gennem Tiden og Rummet svæver Jorden altsaa som en lille Stjerne. Dens Kurs i Evigheden er som før nævnt rettet mod den evige Fader, Verdens Centrum, alle Tings "faste Punkt". Den har Harmoni og Kærlighed til Maal. Den nærmer sig den virkelige Lykkes Land mere og mere. Dette maa nødvendigvis bevirke, at dens aandelige Atmosfære maa blive paavirket deraf. Denne Paavirkning giver sig da ogsaa til Kende som den i Livets Bog omtalte "lyse Udstraaling fra dette guddommelige Skabeprincip". Og for ca. to Tusinde Maalenheder eller "Nytaar" siden fik Jorden i sin kosmiske Fart de første svage Lysskær fra et forklaret Land i Sigte. Disse Lysskær, der fra det Fjerne kastede sin Glans ind over det jordiske "Himmelskib" i Form af tre store Verdensreligioner "Buddhisme", "Kristendom" og "Islam", blev det nævnte Fartøjs største oplysende Momenter og fundamentale Varsler om et "forjættet Land" forude. De blev synlige Beviser for Jordens Fart mod Verdens Centrum, mod Kulturens og Civilisationens Ophav, mod Kilden til al Harmoni, Lykke og Kærlighed. De nævnte Religioner var saaledes en forklaret Zones yderste Forposter, de synlige Kendemærker for Jordens tiltagende Kurs ind imod Lysets Rige, mod Solenes Sol.

*   *   *

Det lille Himmelfartøj i Form af Jorden har altsaa i de sidste Aartusinder permanent været indenfor Lysskæret fra Faderens Rige. Dette forhindrer dog ikke, at det samme Fartøj i Aartusinder længere tilbage i Tiden i Form af en fremragende høj Kultur har haft endog meget stærke Glimt af denne guddommelige Atmosfære. Men det var endnu for langt borte fra Lysets Centrum. Tætte "kosmiske Skyer"*) vældede frem og formørkede Lyset. Og Jorden sejlede atter i Mørke, kun svagt oplyst nu og da ved "Erindringerne" fra Fortiden. Disse "Erindringer" kan endnu som Brudstykker i stærk forvitret eller formørket Form spores i de primitive Naturmenneskers Moralbegreber og Forestillinger om Livet.

Men Jorden er nu naaet saa nær ind til Lysets Kilde, at ingen kosmiske Skyer mere vil formaa at formørke Lyset helt. Jorden kan aldrig mere i denne Spiral komme til at bevæge sig helt i Mørke. Men dette betyder naturligvis ikke, at Menneskene dermed er fri for alt, hvad der er af ubehagelig Natur, tværtimod. Jo mere Jorden nærmer sig Lyset, jo mere oplyst den bliver, desto mere bliver det synligt, hvor ufuldkommen den er. Ting, der før i Mørket syntes at forekomme som gavnlige, pragtfulde og behagelige, bliver nu i det begyndende Lys stundom synlige som i højeste Grad skadelige og underminerende. Saaledes opfattedes f. Eks. Erobring, Drab, Krig og Hævn i Fortidens Mørke som Menneskehedens fornemste Maal, Livets højeste og skønneste Mening, i Lyset bliver de nævnte Realiteter derimod synlige som de udløsende Momenter for alt, hvad der kommer ind under Begrebet "En ulykkelig Skæbne", alt hvad der er Lidelse og Smerte. Det i Mørket opfattede "Paradis" bliver i Lyset saaledes synligt som "Helvede".

At der paa Jorden ikke kan forekomme særlig stor Harmoni, Lykke og Ligevægt, saalænge dens Passage strækker sig gennem en saadan Afsløringstilstand, er jo ikke saa vanskeligt at fatte. Ligesom enhver anden Ting, der paa Afstand bliver oplyst fra en [slut på side 2] Lyskilde, har en Skyggeside, saaledes har Jorden ogsaa en Skyggeside, nemlig den der vender ud imod Mørket eller bort fra det aandelige Lysskær forude i dens kosmiske Kurs. Og det er givet, at de "Passagerer" paa Jorden, der har deres Pladser paa den Del af "Dæk" eller "Kahyt", der vender imod Lyset, bliver paavirket af Afsløringerne, faar en anden Opfattelse af Jorden og Tilværelsen end dem, hvis Pladser er paa den Del af "Fartøjet", som ligger i Mørke eller vender bort fra Lyset. Meningerne om, hvad der er Fuldkommenhed, hvad der er "Helvede", og hvad der er "Paradis", bliver naturnødvendigt forskellige. "Passagerernes" Opfattelse af alle Ting er saaledes helt forskellige, det gælder lige fra de mindste til de største Detailler ved Livet, lige fra Hygiejne, Ernæring, Beklædning til Opfattelsen af selve Livets store Problemer, Loven for Tilværelse, Udødelighed, Moral og Næstekærlighed. Men naar Opfattelserne er saa forskellige, er jo dermed enhver Form for Fred, Harmoni og Ligevægt uden fundamentale Betingelser paa Jorden for Tiden, eller saalænge den i sin himmelske Fart endnu ikke er naaet saa langt ind i Lyset, at dette omgiver den paa alle Sider, saaledes at ingen "Passagerer" befinder sig i Mørke. Og Betingelserne for Fred er næsten blevet endnu mindre i de allersidste Aar, idet Jorden for Tiden er gledet ind i en ny stor kosmisk Lysbølge fra det guddommelige Rige forude. Da Jordens Møde med denne Lysbølge jo ligger to Tusinde Maalenheder nærmere Lyskilden end dens Møde med Religionernes Lysbølge, vil førstnævnte Lysbølge jo være af en langt større Styrke, af en meget stærkere Glans end denne. En endnu meget stærkere Kontrast mellem Lys og Mørke vil derved komme til at gøre sig gældende. Det der i Religionernes Lysbølge forekommer som fuldkomment, bliver nu ofte i den ny Lysbølge eller Verdensimpuls synligt som ufuldkomment. Det der i Religionernes Glans forekommer som ganske ubetydelige og intetsigende Detailler bliver undertiden her i det [slut på side 3] stærkere Lys synligt eller afsløret som store afgørende Realiteter i de enkelte Individers Skæbnedannelse, Aarsagen til deres svære Modgang og Lidelser. Og i samme Grad som Kontrasten mellem Lys og Mørke saaledes forstærkes er ogsaa Uroen og Disharmonien mellem Jordens "Passagerer" blevet forstærket. Kampen mellem Lys og Mørke er taget til og vil blive endnu meget mere voldsom, alt eftersom Jorden mere og mere nærmer sig Verdensaltets højeste Lyskilde. Over Jordens Kontinenter vil Blodet atter komme til at flyde. Store forskelligartede Begreber om Lys og Mørke vil sætte Menneskene op imod hverandre. Alle tror at arbejde i Lykkens og Lysets Tjeneste og sætter hver især hele sin Energi og Kraft ind paa at gennemføre sine Idéer og Planer. Mange Partier, baade politiske og religiøse opstaar, og hver især tror at være netop det særlige specielle Gode, der skal frelse Menneskeheden ud af dens nuværende Kaos og vildfarne Tilstande. Men Idéerne fra Mørkesiden er endnu for dominerende og forstærker yderligere sin Kraft, alt eftersom Lyssiden bliver stærkere og stærkere. Her gælder Naturens Lov ogsaa: jo stærkere Lys desto stærkere Skygge. Men Lyset vil jo efterhaanden komme saa nær, at Skyggesiden helt maa forsvinde. Og det er næsten som om, at Mørkesiden føler denne sin Undergang nærme sig, ja den har endog allerede begyndt at udløse sig i en Slags Dødskamp. Noget af denne har vi allerede oplevet i Begivenhederne i 1914 –18. Millioner af Sjæle Verden over kan tale med herom. Gennem en fireaarig lang Rædselsnat oplevede de "Helvede" i Renkultur. Men efter den mørke Nat brød Lyset atter frem. Men Mørket var ikke aflivet, var ikke overvundet. Jorden var endnu alt for langt borte fra den store Lyskilde, til at Lyset kunde faa et virkeligt Overtag over Skyggesiden. "Helvede" fortsattes paa Jorden under nye Former. Umaadelige Energier eller Kræfter fra Mørkesiden blomstrer frodigt. Nye fantastiske Mordmidler er opfundne. Jorden er i Øjeblikket udrustet til at kunne manifestere det dræbende Princip i en saadan udstrakt Renkultur og med en saa omfattende Styrke, at den i sin kosmiske Bane i Verdensrummet aldrig før har været ude for noget blot tilnærmelsesvis lignende. Syndfloden og Verdenskrigen er kun Bagateller overfor den Manifestation af Mørke, der nu vil kunne udløses paa Jorden, og i Realiteten kun venter paa det udløsende Moment for som "en Tyv om Natten", at komme til Manifestation. Derfor gælder Lignelsen om "de ti Brudejomfruer" mere for i Dag, mere for Nutiden end for noget som helst andet Tidspunkt i Verdens Historie. Thi "ingen faar vide Dagen eller Timen, naar dette skal ske" – Men Tiden er nær. Døden, Sorgen og Lidelserne skal atter gøre deres store Høst paa Jordens Kontinenter, Graad og Tænders Gnidsel atter kulminere. Derfor bør det guddommelige Varsko, "vaager og beder, at i ikke skulle falde i Fristelse, Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt", runge med fornyet Kraft ud over Verden. Det burde lyde gennem den samlede Verdens Radiofoni, det burde kunne høres helt ned til Zulukaffernes Kraale og Ildlændernes Grenehytter og helt op til de nordligste Bopladser paa Ismarkernes Øde, saavel som gennem selve Østen og Vesten. Det kan ikke raabes for stærkt ud, at Jorden iler mod "Verdens Ende". Alle maa gøre sig rede. En stor Plan i den guddommelige Verdensordning skal bringes til Fuldendelse. Jorden skal slynges ind i en ny kosmisk Bane, hvor alt som ikke er af "Renhed" af Kærlighed maa forblive udenfor. De stærke Vibrationer fra Faderens Zone opløser alle Detailler, som ikke er isoleret i Kærlighed.

*   *   *

Medens Menneskeslægten ruster til Kamp, Drab og Lemlæstelse, medens Mørkesidens "Passagerer" forbereder sig paa ikke at vende den højre Kind til, naar de bliver slaaet paa den venstre, paa ikke at eftergive sin Næste, men derimod lade ham trælle saa meget for sig som muligt, opretholde sit eget Liv i Luksus og Glæde paa Bekostning af andres Sundhed og Førlighed, [slut på side 4] Lykke og Velvære, samt hævne, hade og forfølge saa meget som muligt o. s. v., ruller Jorden som før nævnt videre ind i en ny umaadelig kosmisk Lysbølge, der fra "Faderens Zone" kaster sine Straaler frem gennem Verdensrummet. Denne Lysbølge vil komme til at forcere Jordens Udvikling. Men forceret Udvikling betyder forstærket Lidelse. Jordens Mennesker vil faa den resterende Del af sine Lidelser, hvilket vil sige de tilbagevendende Virkninger af de Aarsager, de gennem deres fejlagtige Levemaade har frembragt, koncentreret over en forholdsvis kort Tidsperiode. Derved bliver Lidelserne stærkere, end hvis Udløsningen blev fordelt over en længere Distance af Tid. Men dette bevirker saa til Gengæld, at Jordens Kurs mod Lysets Regioner derved ligeledes bliver forceret, og Menneskehedens himmelske Fartøj vil saaledes paa en kortere Strækning frem i Tiden end tre Aartusinder naa ikke alene at faa "det forjættede Land" "i Sigte", men ogsaa naa saa meget ind i selve dettes Regioner af Lys, at Skyggesiderne til den nævnte Tid for største Delen vil være fjernet. Jorden vil da have lagt den dyriske Zone, det dræbende Princip bag sig, er ikke mere et Befordringsmiddel for Sorg, Sygdom og Lemlæstelse, men er ved sin overstaaede Passage gennem Lidelseszonen blevet et kosmisk "Fartøj" med "guddommelige Rejsende", der har "fuldkommen Løbet", opnaaet Visheden, er blevet eet med Faderen.

Lad os derfor hilse det nye Aar velkommen i Tanken om, at den jordiske Menneskehed med Udgangen af det gamle Aar er kommen en Maalenhed endnu nærmere Lykkens Regioner, og at dens Individer trods nuværende og tilstundende Lidelsestilstande dog er "himmelske Rejsende", udødelige "Passagerer" paa en Stjerne i en Stjerneverden, med Kurs mod Livets, Lysets og Lykkens Tinder. Og at der saaledes allerede nu op over den mørke Jord, det mørke Dyrerige fra den fjerne Horisont forude har begyndt at funkle og straale en Atmosfære af Lys, der udelukkende vibrerer i Kærlighedens store Bud "Elsker hverandre".

________________
*) Den mørke Udstraaling fra det guddommelige Skabeprincip. se Livets Bog.

 

 

Bemærkning: Illustrationen befinder sig på side 3 i originalen, selvom det her ser ud, som den er på side 2.