Ældre årgange af Kosmos mv.

1:2    >>

Martinus:

PAASKE

Efter at have passeret Julen, den store Fest til Ære for en ny Verdensgenløsnings Fødsel, en Genløsning, der skulde indlede Begyndelsen til Afskaffelsen af "Det dræbende Princip" og derved blive en Lysglorie, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes, iler vi atter bort fra Vinterens Kulde og Mørke, frem mod Foraaret, frem mod den lyse Sommer med Sol, Blomster, skinnende Søer og grønne Skove. Men paa denne vor Vandring mod Lyset og Varmen er der noget, der standser os paa vor Vej, noget, der bringer os til at dvæle en liden Stund og rette Blikket Aarhundreder tilbage i Tiden. Dette "noget" er Vibrationerne fra en Kærlighedshandling, der for alle Tider blev Modellen for det jordiske Menneskes Omskabelse fra "Dyr" til "Menneske", blev Anvisningen paa, hvorledes det fuldkomne Menneske i Kontakt med de højeste Kærlighedslove lever, dør og opstaar. Denne Model, denne Anvisning er Tankebølgen fra Verdensgenløseren paa Golgathas Kors, der gennem næsten to Aartusinder i Dag vibrerer ned til vort moderne Øre. Denne Vibration kalder vi "Paaske". Omsat i Tankeform, Tale og Skrift vil "Paaske" igen udgøre dette, "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", – "Det er fuldbragt", – "Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand", – "Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende". Bedre Udtryk for Paaske findes ikke. Disse Udtryk manifesteret i realistisk Handlemaade som naturlige Anlæg eller gennem en Kærlighed saa stor, at dens Ophav ofrer sit eget Liv for at redde andres, er den sande Paaskes Grundanalyse.

*   *   *

De kristne Lande stunder altsaa mod Paaske, Festen til Ihukommelse af deres Verdensgenløsers Lidelseshistorie eller den første sande Paaskes praktiske Manifestation paa Jorden. Da nævnte Lidelseshistorie netop blev Nøglen til Menneskehedens Oplukning af Porten ind til "Vejen, Sandheden og Livet", blev Aabningen af Adgangen til de forlorne Sønners Passage bort fra Sorgens og Skyggernes mørke Slamregioner tilbage til en evig Faders lyse Kærlighedssfære, skal jeg her som en venlig Paaskehilsen til mine Læsere give et lille Omrids af denne Menneskehedens "Frelses" første begyndende Morgenrøde.

*   *   *
[slut på side 33]

Vi retter Blikket to Aartusinder tilbage i Tiden. Vi er i Aarhundrederne før Kristi Fødsel. Mørket rugede over Verden. Det altoverstraalende Gudemenneskes fundamentale Væremaade var endnu ikke nogen realistisk Kendsgerning, men eksisterede kun i Profetierne, i Forjættelserne, var for den store Hob en mere eller mindre utrolig Utopi. Verden trængte til Beviser for, at det fuldkomne Menneskes Handlemaade virkeligt kunde praktiseres paa Jorden. Dette Bevismateriale var saa meget desto mere paakrævet eller nødvendigt, eftersom en stor fundamental og tusindaarig Verdensmoral var i stærk stigende Degeneration eller Forfald. Denne Verdensmoral var identisk med det, vi i Dag kalder "Hedenskab", og hvis fundamentale Bæreevne var baseret paa Troen paa Hævnen, Troen paa en Vredens Gud, eller Guder, der "hævnede", "straffede" og undertrykte. Det højeste Ideal var "Øje for Øje og Tand for Tand" eller Liv for Liv. "Hævnen" og ikke "Tilgivelsen" var Vejen til "Himmerig". Dette var jo "Salighedsstedet", hvor disse Hævnens "Helte" og ved Kamp aflivede Individer fortsatte deres "glorværdige" Tilværelse, kulminerende i materielle Nydelser, store Maaltider, "Flæsk og Mjød", smukke Kvinder, "Valkyrier".

At dø ved Alderdom, at tilgive, at afstaa fra Afgørelser ved Kampmidler, at være kærlig eller ædelmodig overfor Modstandere var "Svaghed", "Fejghed", var Vejen til "Helvede" eller det hinsidige Opholdssted for denne Mord-, Kamp- og Erobringsmoralens "Svæklinge". Alt, hvad der i Dag gennem de højeste Vise bliver forkyndt som Lys, som Idealer og højeste Moral, var for Datidens Bevidsthedsniveau endnu saa ukendte Realiteter, var endnu saa meget i Strid med den herskende Opfattelse og barbariske Natur, at man absolut kun kunde opfatte nævnte som unaturligt, som Umoral, som noget, der maatte bekæmpes, udryddes. Den daværende Moral var altsaa identisk med det, vi i Dag i den højeste Oplysning udtrykker som det dybeste "Mørke".

Men da dette Mørke jo er identisk med den Jordbund, uden hvilken Kærligheden og Humaniteten aldrig nogen Sinde vil kunne komme til at spire eller faa Næring, aldrig vilde kunne blive nogen Oplevelse for noget Væsen, og samme Mørke derved saaledes er en absolut uundværlig Anordning i den guddommelige Verdensplan, har jeg i "Livets Bog" udtrykt denne som ogsaa værende en Udstraaling fra "Det guddommelige Skabeprincip". Da denne jo er en Modsætning til det, den højeste Opfattelse nu udtrykker som Lys, har jeg i nævnte Bog kaldt denne "Den mørke Udstraaling". Dette Mørke, denne Moral laa altsaa som en Taage over Verdens aandelige Horisont, lukkede af for alt virkeligt Lys, for al virkelig Kærlighed og Humanitet. Men da en saadan Udelukkelse uundgaaeligt afføder Lidelse, og denne igen lige saa uundgaaeligt afføder Følelsesudvikling, og Følelsesudvikling igen betyder Kærlighedsudvikling, og denne giver sig Udslag i alle de Realiteter, der var i Modstrid med den gængse mørke Moral, var "Svaghed", var "Umoral", betød dette altsaa, at jo mere man dyrkede den mørke Moral, desto mere blev man udviklet hen imod en Bevidsthedstilstand, der var af modsat Natur. Der begyndte ligesom at dæmre i Individets Bevidsthed en ny Natur, en Natur, der efterhaanden avlede Tvivl paa den gængse Moral eller Opfattelse. Individet begyndte at tabe Troen paa de aartusindgamle Traditioner. At hævne, dræbe, erobre og undertrykke begyndte at være i Modstrid med dets fremskredne Følelse. En Længsel imod en ny Moralitet begyndte hist og her at spire frem. Og det var denne Længsel, der igen affødte Profetierne om en kommende Verdensgenløsning, om en kommende ny Idealisme. Da Længsler eller Begær er identisk med en Tiltrækningskraft imod Opfyldelsen af Begærets Maal, og denne Tiltrækningskraft i det her nævnte Tilfælde yderligere blev forøget eller stimuleret af Profetierne, blev den efterhaanden af en saadan Natur, at den blev Basis for Skabelsen af Modtageligheden af en stor ny aandelig Kraftbølge, som netop paa nævnte Tidspunkt begyndte at udstraale i Retning [slut på side 34] af Jorden. Denne Kraftbølge eller Verdensimpuls var identisk med Koncentrationen af en Energiart, der i stor Udstrækning var sammensat af Grundenergierne "Intelligens" og "Følelse" paa en saadan Maade, at den i særlig Grad kom til Syne som Kærlighed og Visdom, der hvor den blev manifesteret gennem modtagelige Individers Bevidsthed. Denne Verdensimpuls' Energier var den begyndende "Hellige Aand".

Her maa det bemærkes, at alle aandelige Energier er at udtrykke som værende af elektrisk Natur, og at Individernes Hjerne og Nervesystem udgør et "Antennesystem" herfor. Dog vil Modtageligheden af Kvaliteten af Energierne svare til det paagældende Væsens Bevidsthedssystems Udviklingsstandard. Væsener med en robust og lav Bevidsthedsnatur, Væsener, der som Følge heraf endnu kun har et Legemssystem af primitiv Natur, kan naturligvis kun modtage tilsvarende primitive eller grove Bevidsthedsenergier eller "Bølger". Ved grove Bevidsthedsbølger forstaas herved "Hævn- eller Mordtanker", Gerrighed, Hovmod, Skinsyge eller alt, hvad der tangerer "Egoisme". Tanker eller Tankebølger af denne Art kommer ikke ind under Begrebet "Den hellige Aand", men derimod saadanne Bevidsthedsbølger, som tangerer alle Former for Uselviskhed, Opofrelse, Trofasthed og Ærlighed, alt hvad der kan udtrykkes som virkelig Kærlighed og Visdom. Bevidsthedsbølger af denne Art kunde altsaa, om end naturligvis kun i en meget primitiv og svag Art, begynde at paavirke de af den tidligere omtalte Tids Mennesker, i hvem Længslerne var størst, de Mennesker, hvis Legemssystem var finest og mest fremskredent i Udvikling. Disse Mennesker udgjorde altsaa saa mange i Antal, at den ny Verdensimpuls' Energier kunde begynde at faa Indpas, kunde begynde at faa "Tilhængere". Der var Jordbund for Saaningen af en ny Sæd. Der manglede blot "Sædemænd" af en saa fundamental Udvikling og Styrke, at de kunde saa "den ny Sæd", den virkelige ny Verdensimpuls' absolute Visdom og Moral, kunde begynde at udstraale "Den hellige Aand" i Renkultur i den begyndende "Jordbund".

Men Forsynet, den evige Skaber lader ikke Frembringelsen af en brugbar Jordbund finde Sted, for at den skal ligge brak og øde, blive til en Ørken, ligesom han jo heller ikke i Form af nævnte Impuls eller "hellige Aand" anbringer sin guddommelige Sæd paa Jorden for at oplagres et Sted til ingen Nytte. Naar Forsynet paa Jorden gennem "den mørke Moral" og dens Virkninger havde begyndt at skabe Jordbund for en ny Sæd, og det ligeledes havde sendt den ny Sæd til Jorden, maatte det ligesaa uafvigeligt ogsaa stille "Sædemænd" til Raadighed. Disse "Sædemænd" maatte altsaa indtil en vis Grad være af en saadan Natur, at deres Legemssystem, deres Nerver og Hjerne kunde vibrere i Kontakt med den hellige Aands Bølger, saaledes at deres Bevidsthed, deres Manifestation, deres Ord og Tale kunde være gennemsyret af nævnte guddommelige Aands straalende Lys og Klarhed, dens Kærlighed, dens Udødelighedsbevidsthed og realistisk Guddomsoplevelse. Den ny Verdensmoral maatte for disse Væsener være – ikke en Utopi, – ikke en Teori, men en realistisk eller absolut synlig Kendsgerning. Kun derved kunde disse Væsener faa tilstrækkelig Kraft til at træde frem imod Hedenskabet, Barbarismen, Mordermoralen og blive tilstrækkeligt lysende Eksempler paa en ny Tilværelsesmaade, blive et iøjnefaldende fuldkomment Udtryk for en stor ny Natur og Kraft.

*   *   *

Paa Jorden var der altsaa begyndt at opstaa en Jordbund, en Modtagelighed for den Del af Guds Aand, der tangerer Lyset, og som derfor er at udtrykke som "Den hellige Aand". Det maa dog bemærkes, at Jordbunden ikke var en ensartet Natur, og at Modtageligheden derfor var forskellig i de forskellige Verdensdele. Modtageligheden var anderledes i Østens Lande end i Vestens. "Saaningen" maatte derfor befordres paa en noget forskellig Maade, tilpasses [slut på side 35] til de særlige Verdensdeles Psyke, Bevidsthedstilstand eller Udviklingsstandard.

Her vil der være at bemærke, at der for mange Aartusinder tilbage i Tiden har eksisteret et Samfund af Væsener med en vis Grad af Indvielse, altsaa en vis Form for Aabenbarelse af "Den hellige Aand". Men dette Samfund talte alt for faa Individer, var alt for svag til i Længden at kunne staa Maal med den omgivende og dominerende Barbarisme, som jo i Virkeligheden paa det daværende Tidspunkt var Jordens fundamentale og kulminerende Tankeklima. Nævnte Samfund blev derfor standset i sin Udvikling, men efterlod sig uafviselige monumentale Udtryk for sin Eksistens i Form af Pyramider, Sfinkser, Templer, Kunstgenstande o. s. v., der naturligvis efterhaanden af Tidens Tand blev forvandlet til Ruinhobe, men som alligevel trods denne sin Tilstand for det almindelige jordiske Menneske den Dag i Dag er af imponerende Vælde og for det udviklede okkulte Væsen funkler med den hellige Aands ufejlbarlige Klarhed. Men ligesom denne Fortidskultur efterlod sig Ruinhobe af fysisk Manifestation, saaledes efterlod den sig ogsaa "Ruinhobe" af dens høje Moral og Kultur. Og paa disse aandelige "Ruinhobe" finder vi Østens Folk i Aarhundrederne før vor Tidsregning. Da der saaledes her var Brudstykker af den virkelige hellige Aand, blev Indstillingen og Modtageligheden for den daværende ny Verdensimpuls her noget anderledes end i Vestens Lande, der udelukkende levede paa den mørke Udstraaling i Renkultur. Østens Lande kunde modtage Visdommen i en mere fyldig teoretisk Form. De kunde akceptere Læren om Reinkarnation, Udødelighed, give Afkald paa grove fysiske Begær, kunde give sig hen til Meditation og Andagt. Vestens Folk derimod havde ingen Brudstykker af den hellige Aand. Alt var her Barbari, Mørke eller Mordmoral. Et saadant Folks Bevidsthedspsyke kunde ikke forandres eller omvendes ved blot og bar Teori eller af et Væsen, der ikke kom til at praktisere den ny Moral i sine alleryderste Konsekvenser, ikke alene i sine fineste Afskygninger, men ogsaa i dens groveste og vanskeligste fysiske Detailler. Disse barbariske Individer maatte saaledes have for Øje et Hundrede Procents Eksempel paa den ny Morals Udøvelse. De maatte se en Udøver af denne, der besjælet af den hellige Aands Overlegenhed ikke kendte til nogen Frygt for Tortur eller Død. De maatte gøres til Vidner til et Væsen, der var lige saa bevidst i aandelig Tilværelse som i fysisk, et Væsen, der i al praktisk Væremaade kunde gøre en saadan Bevidsthedstilstand til et realistisk Syn, til en absolut Kendsgerning for den uindviede. Kun derved kunde den robuste Barbar bringes til Eftertanke, komme til at se den nye Form for Storhed, for Styrke.

Da Landene saaledes var af forskellig religiøs Indstilling, blev de før omtalte "Sædemænd" ligeledes af en noget forskellig Natur eller tilpasset til de forskellige Folkeslag, til hvilke de hver især var sendt. Østen fik saaledes sin "Buddha", hvis Tilhængere i Dag er Jordens største religiøse Sammenslutning, samt "Muhamed", hvis Tilhængerskare heller ikke er af nogen ringe Udstrækning. Vesten fik derimod, om end indirekte, sin "Kristus", hvis Tilhængerskare i fysisk Henseende ganske vist ikke er nær saa omfattende, men til Gengæld er nævnte Væsen Jordens mest fundamentale Model for den Form for Manifestation, gennem hvilken alle Jordens Slægter sluttelig skal velsignes, "frelses" eller naa "Den store Fødsel", "Udødelighedsbevidsthed" eller "Den forklarede Tilværelse". Han udtrykte det "Sennepskorn", der skulde vokse og blive et stort Træ, hvis Grene skulde komme til at omslutte hele Kloden og gøre Verden til "Himmeriges Rige", til en "ny Himmel og ny Jord, i hvilken Retfærdighed bor".

Vi skal derfor her, naturligvis med al Respekt og dybeste Ærbødighed for de førnævnte to guddommelige Verdensgenløsere, kun dvæle ved denne Kristendommens Ophav eller Vestens første store Verdensgenløser i den lyse Udstraaling fra det guddommelige Skabeprincip.

*   *   *
[slut på side 36]

Jesus af Nazaret blev altsaa den Verdensgenløser, der skulde faa Lov til at blive Jordens største Udøver af den hellige Aand i rent fysisk Handlemaade. Dette betyder naturligvis ikke, at "Kristi Genkomst", hvilket vil sige senere Verdensgenløsere, vil blive af en mindre Dybde eller Natur, men Kristusmissionen eller Verdensgenløsningen har, som jeg senere i nærværende Artikel skal komme tilbage til, i vore Dage en ganske anden Opgave at udløse end i hine Dage, da den hellige Aands Fakkel paa ny skulde tændes i Jordens Zoner.

Nazaræerens Verdensgenløsning bestod altsaa i størst Udstrækning i at være den Model, hvorefter det jordiske Menneskes fysiske Omskabelse til "Gudemenneske" kunde fuldføres. Dette vil igen sige, at der igennem nævnte Væsen blev vist, hvorledes ethvert jordisk Menneske maa vænne sig til at tage sin Skæbne, eller med hvilken Holdning det maa møde de for samme Væsen her paa Jorden forekommende Situationer, som fremtræder under Begreberne: "Fjendskab", "Uret", "Lidelse", "Sorg" og "Modgang", for gennem disse Realiteter at blive udviklet til at overvinde Dødens Gru, blive Herre over Livet og derved opstaa i en guddommelig overjordisk Forklarelse.

Den nævnte Verdensgenløsers Mission var saaledes ikke blot og bar teoretisk Undervisning, men ogsaa med sit eget Liv, sin egen Tilværelsesmaade at give en praktisk fysisk Demonstration af denne for det jordiske Menneske saa nødvendige Væremaade og dens Virkninger. Og da det jordiske Menneskes Tilegnelse af denne Væremaade i sit daglige praktiske Liv udelukkende er Basis for samme Væsens Omskabelse fra Dyr til Menneske, fra primitiv til en forklaret Tilværelse, fra Naivitet til højeste Viden, er samme Væremaade saaledes absolut udelukkende det jordiske Menneskes Frelse fra Mørket, dets Frigørelse fra Lidelserne, dets Adgang til Oplevelse af Udødelighed og dets Væren "eet med Faderen".

At tro, at Nazaræernes Væremaade var for at formilde en vred Gud, var for at fritage Menneskene for Ansvaret af deres "Synder" eller "Forbrydelser", at tro, at Ødelæggelsen af Jesu Legeme og Udgydelsen af hans Blod var en Behagelighed, var en Nydelse og dermed et uafviseligt Forlangende eller Begær af en Guddom, er en Idé, der kun kan være udrunden af en hedensk Tankegang, af Naivitet, af Uvidenhed, rent bortset fra, at den jo i betænkelig Grad minder om Perversitet, Sadisme. At Millioner af Mennesker ikke desto mindre i Aarhundreder har levet i Troen paa en saadan Gud, skyldes Suggestionens Magt og Uvidenhed om Ideens virkelige Analyse. Og det er jo aabenlyst, at en saadan Idé havde langt lettere ved at finde Vej ind i en primitiv og barbarisk Bevidsthedspsyke end den virkelige verdensfrelsende Idé: "Stik dit Sværd i Balgen, thi hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd", eller "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre". Nævnte Idé maatte jo for Hævnens Undersaatter eller Dyrkere se ud som fuldkommen Taabelighed, Vanvid. Og det er klart, at den førstnævnte Idé om den vrede hævnlystne Gud, der absolut maatte formildes i det mindste med eet Væsens Lemlæstelse, Ødelæggelse eller Blodsudgydelse, jo ikke var nær saa stor en Kontrast til det primitive Menneskes Opfattelse af Logik, som Ideen om at elske dem, af hvem man bliver forfulgt. Og Aarhundreder maatte der hengaa, og store Strømme af Blod maatte der endnu flyde paa Religionens Alter, inden Verdens Øjne, Intelligens eller Fornuft begyndte at rette sig ind paa Nazaræerens virkelige Gud, Kærlighedens Gud. Aarhundreder igennem maatte Verdensgenløseren Jesus Kristus endnu lade sig korsfæste gennem det i hans egen Kirke og i hans Navn paa Grund af Overtroen oprettede og beskyttede Hedenskab: "Kætterbaal", "Heksebrænderi", "Religionstvang", "Dogmer" og "Intolerance", før dette kunde begynde at degenerere, skabe Tvivl og opløses.

*   *   *
[slut på side 37]

Den sande "Verdensfrelse" bestod saaledes absolut ikke i Formildelsen af en "vred" Gud, thi "Vreden" er ikke en Guddoms Tankeklima. Den er kun Udslag af aandelige "Fostre" eller aandeligt ufødte Sjæles primitive Bevidsthedstendens. Den nævnte "Frelse" er heller ikke en Afsoning af Menneskehedens "Synder", thi en Menneskehed kan ikke "synde", ligesaa lidt som Dyrene kan "synde", Planterne kan "synde" eller Mineralierne kan manifestere "Forbrydelser". Menneskeheden bestaar af levende Væsener, levende Væsener befinder sig paa Udviklingstrin, Udviklingstrin udgør igen en særlig Manifestationsmaade baseret paa de særlige Erfaringer eller Kendsgerninger, Individet har tilegnet sig gennem forudgaaende Udviklingstrin. Individets Tilværelse eller Manifestation er saaledes nødsaget til at være baseret paa dets forudgaaende Viden eller Erfaringsoplevelse. Dets fremtidige Erfaringer kan jo absolut ikke beherske dets Handlemaade i Nutiden eller før Oplevelsen. Men naar dets nuværende Handlemaade saaledes maa være begrænset af dets til Dato oplevede Erfaringer og den af disse igen udledede Erkendelse, maa samme Handlemaade jo naturligvis blive tilsvarende mangelfuld eller primitiv i Forhold til samme Individs fremtidige Handlemaade. Men i denne Mangelfuldhed er Individet jo saaledes uden Skyld. Men naar Individet er uden Skyld i sin Handlemaades Kvalitet, dens Fremtræden som primitiv eller fejlagtig, kan samme Handlemaade absolut ikke stemples som "Synd" eller "Forbrydelse" ganske uafhængigt af, hvor mørk, brutal og grusom den saa end maatte tage sig ud. Enhver Handling kan kun eksistere som Udtryk for et Trin, som Individet maa passere paa sin Vækst fra en lavere til en højere Væsensstandard, paa samme Maade, som det maa passere forskellige Trin i fysisk Størrelse i sin Opvækst fra Barn til Voksen.

Naar der saaledes i kosmisk Forstand absolut ikke eksisterer Forbrydelser eller Synder, er der jo i samme Forstand absolut heller ikke noget at afsone. Men enhver Handling har sin Eftervirkning. Men denne Eftervirkning er, ganske uafhængigt af, om den er lys eller mørk, om den er Glæde eller Sorg, en Nødvendighed for Individets Udvikling eller Bevidsthedsdannelse. Al absolut Viden og Erkendelse er jo identisk med Eftervirkningen af Handlinger. At fritage Individet for disse vilde jo være den største Form for Kontrast til Kærlighed, thi denne Befrielse vil standse dets videre Udvikling og dermed lade det blive staaende paa et primitiv Bevidsthedsniveau. Men et Forsyn, der paa denne Maade befordrede Individets Standsning i Udvikling og derved lukkede det ude fra en højere og mere forklaret Tilværelse end dets nuværende, dømte det til en evig fortsat Tilværelse i Fejltrin og Ukendskab til Livets virkelige store og ophøjede Analyser, vilde jo være identisk med Kulminationen af Brutalitet. Men saaledes fremtræder, den virkelige Guddom ikke. En Guddom kan kun være Kulminationen af Kærlighed. Og derfor er Universet, Verdensaltet i alle dets Detailler, dets Styrelse, dets Love, Udtryk for den mest ophøjede Kærlighed til Individerne. Alt er baseret paa disses Opnaaelse af den størst mulige Bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige Viden, den mest ophøjede kunstneriske Begavelse eller kort sagt det levende Væsens fuldstændige Skabelse i Guds Billede efter hans Lignelse. Der kan saaledes ikke være Tale om nogen "Forsonelse". Der er intet at "forsone". Det udviklede Væsen raaber derfor heller ikke til Gud om Fritagelse for Ansvaret eller Eftervirkningerne af dets Handlinger, ligemeget hvor smærtelige disse saa end maatte forekomme, thi det kender disses Nødvendighed. Det ønsker kun: "Ske ikke min men din Villie". Kun det primitive Væsen gør Modstand mod denne Forsynets Kærlighed, paa samme Maade som det lille Barn undertiden gør Modstand imod den Del af Forældrenes Kærlighed, der bestaar i Opdragelse, Renligholdelse og Undervisning.

Verdens "Frelse" bestaar saaledes ikke i at udfri Menneskene fra Virkningerne af deres daarlige og kun lade dem beholde Resultaterne af deres gode Handlemaader. En saadan Manifestationsmaade vilde jo i [slut på side 38] Henhold til det førnævnte ikke være dens "Frelse", men dens absolute "Fortabelse". En Befrielse fra Mørket kan absolut kun finde Sted gennem Afstaaelse fra de Realiteter eller Aarsager, af hvilke Mørket er Virkninger. Med sit eget Liv at paavise, hvorledes en saadan Afstaaelse manifesteres, med sin praktiske Væremaade at udtrykke en saadan Kærlighed til Alt og Alle, at Guds Nærhed føles ikke alene i Lyset, men ogsaa gennem Mørket, at paavise, at dem, som hader og forfølger en, ogsaa er en Aabenbaring af Gud, at afsløre sit Væsen som værende Eet med Faderens og manifestere sin Udødelighed, kosmiske Bevidsthed eller "Den hellige Aand", er den Basis, paa hvilken en Verdensgenløser genløser Verden. Menneskehedens Tilegnelse eller Udvikling af denne Verdensgenløserens Væremaade er dens "Frelse", og absolut kun den alene.

Der findes ganske vist noget, der hedder "Syndernes Forladelse", men denne træder absolut udelukkende kun i Kraft i saadanne Tilfælde, hvor Eftervirkningen af et Fejlgreb eller en "Synd" bliver ganske overflødig for Individet. Dette vil altsaa sige i et saadant Tilfælde, hvor dette ad anden Vej, inden Eftervirkningerne endnu er bleven udløst eller er kommen tilbage, har opnaaet den Erfaring eller Bevidsthedsudvidelse, som Resultatet af den nævnte Eftervirkning ellers skulde have bibragt dette.

Verdens "Frelse" bestaar saaledes ikke i Menneskehedens Flugt fra Eftervirkningerne af dens Handlinger ved at lade en Verdensgenløser lide for disse, men derimod absolut udelukkende kun i den fulde Ansvarsbevidsthed, dens fulde Erkendelse af sine Fejlgreb og Udviklingen af Praktiseringen af den deraf opstaaede Modenhed til at gøre alt godt, hvor den før gjorde ondt, til at handle rigtigt, hvor den før handlede forkert. Kun alene gennem dette vil den blive indhyllet i den sande Lykke, den guddommelige Bevidsthed eller en forklaret Tilværelse.

(Sluttes). >>