Ældre årgange af Kosmos mv.

1:15    >>

Martinus:

BISÆTTELSE

Da Menneskehedens Intelligens og Følelse for Tiden er under en usædvanlig stærk stigende Udvikling, har den i tilsvarende stigende Grad maattet tage Afstand fra mange gamle Traditioner, Sæder og Skikke, som netop ikke var baseret paa nogen fremragende Viden eller udviklet Følelse. Disse var derimod udelukkende opretholdt i Kraft af Overtro, hvilket igen vil sige i Kraft af nogle paa en meget mangelfuld Intelligens og primitiv Følelse baserede Formodninger om selve Livets virkelige Love og den herpaa hvilende sande eller absolute Verdensmoral. Den aandelige Horisontudvidelse, som det fremskredne jordiske Menneske saaledes gennemgaar, har altsaa indenfor det særlige udvidede Omraade undergravet dets Evne til at "tro". Den udvidede Intelligens giver det Evne til at berige sig med "Viden" i Felter, hvor det før maatte nøjes med at "tro", maatte leve paa de almengældende Dogmer, Formodninger, Sagn og Overleveringer. Den ny Viden har altsaa indenfor de paagældende Felter givet Individet Evne til at gennemskue Overleveringernes Ufuldkommenhed og saaledes sat det i Stand til i stigende Grad at hæve sig ud over de bundne Traditioner, den paa Overtroen baserede fejlagtige Moralitet og Livsførelse. Dette vil igen sige, at nye Sæder, nye Skikke er ved at opstaa, en helt ny Moralitet begynder at gøre sig gældende. Denne ny Moralitet kan særligt spores indenfor Udviklingen af Menneskenes voksende Interesse paa det hygiejniske Omraade, deres tiltagende Antimilitarisme og voksende tagen Afstand fra at dræbe, pine og lemlæste. At der er megen Krigsenergi, der endnu skal udløses, inden den ny Moralitet vil sejre i Verden eller blive almengældende forandrer naturligvis ikke den Kendsgerning, at den allerede i Dag indtil en vis Grad i mange enkelte Individers Bevidsthed og Manifestation er en Kendsgerning. Men det er jo ogsaa i de enkelte Individers Bevidsthed eller Mentalitet, den først skal fødes, aabenbares, blive stærk og derfra udgaa til Masserne.

*   *   *

De nye Felter, i hvilke Menneskene hurtigst bliver vidende i Stedet for troende, er naturligvis de, i hvilke de gør de bitreste eller mest smærtefulde Erfaringer. Disse Felter udgøres igen af de, i hvilke Individets Bevidsthed er mest udsat, de Felter, i hvilke [slut på side 65] samme Bevidsthed i størst Udstrækning kolliderer med Omgivelserne. Dette vil igen sige saadanne Tilfælde, hvor det i særlig Grad gælder Selvopholdelsesdriften, Kampen for det daglige Brød. Her er Reaktionen mellem Individets Egenbevidsthed og Omgivelsernes Bevidsthed fremtrædende i store og grove Former. Her udløses de store Lemlæstelser, Sygdomme og Lidelser. Her mærkes Fejltrinene i størst Udstrækning og giver derfor ogsaa langt hurtigere Individet Erfaring, Forstaaelse eller rigtig Erkendelse end i noget som helst andet Felt indenfor Livets Oplevelse. Som Følge heraf har alle store aandelige Førere for Menneskeheden i særlig Grad lagt deres Undervisning og Lære an paa disse Bevidsthedslag eller Felter, hvor Menneskene saaledes i særlig Grad havde deres Erfaringer. Denne Lære kunde da, selv om den paa Grund af Almenhedens primitive Intelligens ikke kunde blive til Viden, saa dog blive til Tro. Hvis nævnte Lære netop ikke var lagt an paa de nævnte Felter, vilde den ikke engang kunde være blevet til Tro, men kun til Fantasi for de paagældende Væsener og saaledes uacceptabel.

De Erfaringer, Menneskene i særlig Grad har underlagt sig eller er blevet hjemme i, er altsaa de, der udgør Kendskabet til deres Medmennesker. Verdensgenløserne har derfor i særlig Grad koncentreret deres Lære paa at udvikle dette Menneskenes Kendskab til Mennesker til Fordel for Stimulering af Kærligheden, den ufejlbarlige Vej mod Himlen, mod Lyset, mod Faderen. Menneskene er saaledes allerede i Aartusinder blevet underrettet om det store Bud "Elsker hverandre", de er blevet underrettet om, at "som et Menneske saar, saa skal det høste", de har faaet Paamindelse om at "stikke deres Sværd i Skederne, thi hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd" o. s. v. Og for mange Mennesker er disse udødelige Sætningers Identitet med Sandheden gennem de i vor Tid saa mangfoldige Former for Nød og Elendighed, Kriser og Arbejdsløshed ved at blive anet som Kendsgerning. De samme Mennesker begynder at indse, at Kærligheden er den eneste Vej til en højere Form for Tilværelse, til en højere Form for Liv.

Men Kærlighed er et meget stort Begreb. Og Menneskenes Opfattelse af dette Begreb gælder endnu hovedsageligt kun Familie, Venner og Trosfæller. I mindre Grad bliver deres Kærlighedsfølelse gældende, naar det drejer sig om andre dem "uvedkommende" Personer, anderledes tænkende, samt fattige, lurvede og primitive Mennesker, for ikke at nævne deres Kærlighed til Dyrene, der endnu i mange Tilfælde er rent mikroskopisk. Her regner jeg naturligvis ikke med de Tilfælde, hvor Individer har kastet deres Kærlighed paa Hunde, Katte og Kanariefugle etc., idet denne Kærlighed er af samme Art som "Familiekærlighed" og saaledes ikke behøver at være Udtryk for nogen fremragende Udviklingsstandard. "Familiekærlighed" er jo ikke Udtryk for den virkelige rene Kærlighed, der giver sig Udslag i Form af "Alkærlighed" eller den virkelige "Næstekærlighed", idet den ikke udelukker eller forhindrer sit Ophav i at føle Antipati mod Naboens Familie, "sparke" til en fremmed Hund e. L, men derimod i visse Tilfælde endog stimulerer Antipatien mod alt, hvad der ikke hører ind under dens Ophavs egne Tilknytninger, dets Familie, dets Nationalitet, dets Race, dets Tro eller Verdensopfattelse o. s. v. Dens Praktisering gennem Aartusinder har ført til, at vi i Dag har Kriser, Subsistensløshed, Hungersnød, Arbejdsløshed, Hjemløshed og Vagabondering midt i en Verden af Overflod og Rigdom, midt i en Uendelighed af Betingelser for Fred og Lykke. Men ikke desto mindre er den nævnte Form for Kærlighed for Tiden ved at faa en Renaissance. I Form af alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Nationalisme" med tilhørende "Toldmure", "Racehad", "Indvandringsforbud", "Erobringslyst" og "Militarisme", blusser den op paany. Den udgør en Kærlighed, der i Eet og Alt søger sit "Eget" og bliver derved den bærende Livsbetingelse i Dyreriget, der jo er selve Egoismens Hjemstavn eller Specialzone. Men den jordiske Menneskehed er jo gennem Aartusinders Religiøsitet, gennem kosmiske Verdensimpulser naaet [slut på side 66] op i Grænseegnene mellem det virkelige Dyrerige og det virkelige Menneskerige, hvilket igen henholdsvis vil sige mellem Selviskhedens og Uselviskhedens Zoner. Og det er denne Menneskehedens Nærhed af Uselviskhedens Zone, der bevirker, at den dyriske Livsbetingelse i Form af "Familiekærligheden" ikke mere kan være noget fredsstimulerende Grundlag for det jordiske Menneskesamfund. Den nævnte Kærlighed var en glimrende, bærende Faktor, da Menneskene endnu kun eksisterede som "Stammer" eller "Familier" og var ogsaa den heldigste Faktor for dens videre Fremføring i Form af stærkt afgrænsede "Nationer" eller "Riger". Men nu eksisterer Menneskeheden i Realiteten ikke mere i stærkt afgrænsede "Nationer". Det er kun af Navn, kun paa Papiret, at Verden er inddelt i Stater. I Realiteten er den allerede bleven til een Stat, til eet Rige. Dens fremskredne Videnskab, dens udvidede Teknik, dens hurtiggaaende Samfærdselsmidler, dens Overvindelse af Afstande, dens store Eksports- og Importsevne o. s. v. har forlængst indfiltret Nationerne i et saadant fasttømret Forhold til hverandre, at den samlede Menneskeheds Identitet som een Stat i Verden er en uomstødelig Kendsgerning. Og jo hurtigere Menneskene kommer til at opfatte denne absolute Virkelighed og handler derefter, desto hurtigere vil den virkelige Verdensfred være en Kendsgerning.

Da det er Udviklingen, der saaledes har skruet Staterne sammen til eet Rige, er disse jo i Realiteten "sammenføjet af Gud", og ethvert Forsøg paa politisk eller aandeligt at adskille dem er at gaa imod Udviklingen og vil derfor være absolut frugtesløst, skabe Lidelser, "thi hvad Gud har sammenføjet, kan Menneskene ikke adskille".

Den Form for Kærlighed, som Verdensgenløsningen de sidste Aartusinder har været indstillet paa, er saaledes ikke "Familiekærligheden", men derimod "Alkærligheden" eller den absolute Kærlighed til "Næsten". Men Menneskenes Evne til at identificere denne "Næste" kunde naturligvis kun udvikles gradvis. Udviklingen foregaar ikke i Spring. Menneskene har hidtil derfor hovedsageligt kun været indstillet paa at se deres "Næste" i deres Medmennesker, derimod ikke i Dyrene eller i de øvrige Former for Liv, saaledes som det nu gennem den ny kosmiske Verdensimpuls efterhaanden vil blive Tilfældet. Deres aandelige eller moralske Førelse har hidtil derfor i Virkeligheden kun været baseret paa Udvikling af Kærlighed til Medmenneskene. Derfor er deres Lov- og Retsvæsen ogsaa her mere uddybet og detailleret, mere baseret paa at beskytte Menneskene selv end Dyrene og Planterne, selv om man naturligvis i det sidste Aarhundrede mere og mere har begyndt ogsaa at føre disse Former for Liv ind under Lovens Beskyttelse. Men her har Menneskene endnu en meget lang Vej at tilbagelægge, før deres Kærlighed til Dyrene, til Planterne og de endnu dybereliggende Former for Liv har naaet en saadan Fylde, at den fundamentale Form for Oplevelsen af "Den store Fødsel" med efterfølgende forklarede Tilværelse uhindret staar dem aaben, og det virkelige "Syn af Gud" for de samme Væsener bliver en Kendsgerning.

Medens Verdensgenløsningen hidtil saaledes i særlig Grad har været baseret paa Udvikling af Menneskers Kærlighed til Mennesker, vil den igennem den store ny kosmiske Verdensimpuls fremtidig i særlig Grad ogsaa komme til at stimulere og udvikle Menneskers Kærlighed til Dyrene og alt det øvrige Liv i Tilværelsen og derved føre Menneskene ud af Dyreriget, ud af det dræbende Princips Favntag, hæve dem op af de sidste indenfor den religiøse Verden endnu forekommende store Rester og Dønninger af den i Livets Bog udtrykte "mørke Verdensmoral" og vise dem, at deres nuværende religiøse Liv, hvad enten det er buddhistisk, kristent, muhamedansk e. L, i stor Udstrækning i sin virkelige Analyse endnu kun er at udtrykke som – hedensk. Først naar Selvopholdelsesdriften ikke mere er baseret paa Overtrædelsen af det femte Bud "Du skal ikke ihjelslaa", men derimod udelukkende hviler paa Kærlighedens livgivende Princip "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa; venstre", da er Hedenskabet "Historie", da er det "en Saga[slut på side 67] blot". Da funkler Jordens Atmosfære i den ligeledes i Livets Bog omtalte "lyse Verdensmorals" Straaleglorie. Da er Menneskeheden blevet "Eet med Faderen".

Naar jeg her er kommet ind paa saa megen Omtale af "Familiekærligheden", er det for at vise, at det absolut ikke er denne eller dens Afskygninger: Patriotisme, Nationalisme o. L, der repræsenterer det verdensfrelsende Princip, men derimod "Alkærligheden" eller den Kærlighed, der absolut ikke først søger sit eget. At forstaa dette og derved komme til den rigtige Erkendelse af denne verdensfrelsende Kærlighed er en Forudsætning for at kunne forstaa de efterfølgende kosmiske Analyser af nærværende Artikels Hovedemne.

*   *   *

Menneskeheden maa altsaa nu lære ikke alene at respektere sine Medmennesker, men maa ogsaa udvikle Respekten for Dyrenes og Planternes Liv og alle de andre Former for Liv i Verden. For mange Menneskers Vedkommende er denne paakrævede Kærlighed til Dyr og Planter allerede begyndt at anes, begyndt at vaagne. Derimod er de samme Væsener stadigt forbundet med eller knyttet til levende Væsener, hvis Former for Liv de endnu ikke er sig rigtigt bevidst. Disse levende Væsener er de, der hører ind under Mikrokosmos. De forekommer blandt andet i vor Ernæring, i vort Kød og Blod, ja selv vort Skelet bestaar af disse smaa Væsener, ligesom Dyrenes Kød og Blod, Planternes Bestanddele ogsaa bestaar af de samme smaa Former for "Gudesønner". For at opnaa den store Fødsel, for at blive et rigtigt Menneske, for at være absolut blottet for Hedenskab maa Individet ogsaa her lære at "elske sin Næste", maa ogsaa her opfylde Kærlighedsbudet til Fuldkommenhed. Og vi ser i den daglige Tilværelse, at enkelte fremadstræbende og aandsforskende Menneskers Samvittighed allerede har begyndt at skygge ind i disse smaa Væseners Verden. Der bliver saaledes meget ofte rettet Spørgsmaal til mig, opstaaede paa Basis af saadanne samvittighedsfulde Aandsforskeres begyndende Indblik i Mikrokosmos. Og et af de vigtigste af disse Spørgsmaal er, foruden Ernæringsspørgsmaalet, som jeg allerede i tidligere Numre af Kosmos har gjort Rede for, Spørgsmaalet om "Ligbrænding", om Forholdet til de afsjælede Legemer, om hvilken Behandling af disse, der vil være i Overensstemmelse med de højeste guddommelige Love. Og jeg skal derfor i det følgende give den for det samme Problem eksisterende absolut fuldkomneste og dermed højeste Analyse, saaledes at Læseren ogsaa her kan begynde at træne sig i Kærlighedens store Lys, være med til at skabe Verdensfreden ikke alene blandt de for hans almindelige fysiske Sanser synlige levende Væsener, men ogsaa være med til at lade sin Straaleglans skinne ind i den, for de samme Sanser ellers saa usynlige Verden, være med til at gøre sit eget Legeme til et lysende Univers for disse dets smaa Beboere i Stedet for til et "Helvede".

*   *   *

Naar Mennesker, der ellers paa visse aandelige Omraader er fremskredne, i vore Dage lader sig rive med af den ældgamle og fra et meget primitivt eller hedensk Bevidsthedslag stammende Idé, der gaar ud paa, at Individernes Lig eller afsjælede Legemer skal brændes, saa skyldes det udelukkende deres endnu uendelig spinkle Kendskab til Mikrokosmos. Kendskabet til nævnte Del af Verdensaltet er endnu saa elementært, at det slet ikke har kunnet gribe virkningsfuldt ind i de paagældende Væseners Følelsesliv, berøre deres Kærlighedsevne, deres Samvittighed. At deres fysiske Legeme er et helt Univers, i hvilket Millioner og atter Millioner af levende Væsener bliver skænket Livets Oplevelse, at det er en lille Verden, i hvilken de samme smaa Væsener har deres Kampe for "Det daglige Brød", har deres Sorger og Lidelser, deres Glæder og Livslykke, er de ikke bleven bevidst i, ligesom det naturligvis heller ikke rigtigt er gaaet op for dem, at de med deres daglige Vandel og Livsførelse, deres Ernæring og Legemspleje er udgørende overordentlige medbestemmende Faktorer i Skabelsen [slut på side 68] af Harmoni og Lykke eller af Disharmoni og Ulykke i disse smaa Væseners Tilværelsesplaner eller Livszoner. Skønt en Del af disse Livszoner er Menneskenes eget Kød og Blod, er dette Kød og Blod saaledes for dem endnu faktisk en ukendt Realitet. At kende sit Legeme som Muskulatur, Skelet og Knogler, som Nerver og Sener, som Kød og Blod o. s. v. er ikke noget virkeligt eller absolut Kendskab, saalænge man ikke ved, at disse Realiteter kun er det ydre Resultat af et Sammenspil af Myriader af levende Væseners daglige Liv og Færden. Et Univers, i hvilket Forholdet mellem Guden og de levende Væsener er saa latent eller ufuldkomment, er en Verden uden en Gud eller en Gud uden en Verden, ligesom et Jeg uden Kendskab til sit Legemes Identitet som Univers og dets Beboere er et "ufødt" Væsen, er et "Foster" i den virkelige Tilværelse, i den virkelige Form for Oplevelse af Livet. Og det er paa dette Ukendskab til selve Livets Identitet, enhver Form for Vanrøgt og Mispleje af Legemskulturerne hviler, ligesom det udelukkende er den samme Primitivitet og Uvidenhed, der ligger til Grund, naar et Individ trygt overgiver sit Lig til Fortæring af Flammerne. Det paagældende Væsen aner saaledes ikke, at det ved denne Handling overgiver et helt Univers til en unaturlig Undergang, Millioner af levende Væsener til en rædselsfyldt, unaturlig og smærtelig Død. At det motiverer denne sin Handlemaade med, at den er "mere hygiejnisk" end nogen anden Form for Ligbegængelse, understreger endnu kun yderligere Uvidenheden. Thi en Hygiejne, der kun kan opretholdes som en skrigende Millionudfoldelse af Overtrædelsen af det femte Bud, en Hygiejne, der gaar fuldstændig paa tværs af Naturlovene, en Hygiejne, der ved en konsekvent Hundredprocents Gennemførelse med alle organiske Væseners Lig vilde forhindre det absolut nødvendige Kredsløb af Stofferne og derved gøre alt organisk Liv til en Umulighed paa Jordkloden, er ingen Hygiejne, er ingen Idealisme, er ikke Vejen til Gud, selv om ogsaa den har den Egenskab at kunne fritage Menneskene for den Risiko af og til at blive Vidne til en afbleget Knogle paa en Kirkegaards Affaldsplads. Anden Risiko eksisterer nemlig ikke, thi der findes saa mange andre Former for Behandling af de afsjælede fysiske Legemer, som ikke er naturstridige eller modarbejdende det organiske Livs Udfoldelse, og som i ligesaa høj Grad som Ilden kan fritage de Efterlevende for at blive Vidne til de ubehagelige Dunster og Forraadnelsesprocesser, der er den naturlige Følge af ethvert organisk Ligs Opløsning, at man absolut ikke behøver at ty til en saadan uhyrlig Voldshandling som den Ligbrændingen i sin kosmiske Analyse repræsenterer.

At motivere Ligbrændingen med, at "den er billigere end almindelig Begravelse" er ogsaa ganske uden Fundament, idet enhver, ogsaa Ubemidlede, faar sit Lig rigtigt begravet, naar Vedkommende da ikke selv har ønsket at faa dette brændt.

*   *   *

Det, der gør Ligbrændingen aktuel, er altsaa kun de to smaa spinkle Begrundelser, at "den er mere hygiejnisk" og "billigere" end almindelig Begravelse. Som man ser, ganske ydre fysiske Foranstaltninger. Noget etisk Grundlag for Ligbrænding eksisterer ikke, hvorimod den rigtige Begravelsesmetode, som vi senere skal se, staar langt højere. Naar det absolute etiske Grundlag i nærværende Felt staar saa fjernt fra den menneskelige Opfattelse, skyldes dette altsaa, at den mikroskopiske Verden endnu er en ganske ny og i det Store og Hele ukendt Realitet for Almenheden. Saalænge den endnu bevidst dræber synlige levende Væsener i Tusindvis og ligefrem uden at have Samvittighedsnag æder deres Kød og Blod, er det kun en naturlig Selvfølge, at den ganske uden Skrupler kan være med til at dræbe i Millionvis, kan være med til et umaadeligt Massemyrderi i Felter, hvor de levende Væsener kun er synlig som "Stof" eller "Materie", naar det derigennem blot ser en eneste lille Antydning af Fordel.

Men det gælder altsaa her som overalt, hvor Menneskene udløser Fejltrin, at "de ved ikke, hvad de gør". At et mikroskopisk [slut på side 69] Væsen i den kosmiske eller "hellige Aands" Analyse samtidigt er et Kæmpevæsen, at ethvert levende Væsen i samme Analyse paa engang saaledes har alle Størrelser, og at ethvert Væsen i Tilværelsen derved i Realiteten har en og samme Størrelse, og at det netop er paa dette Grundlag, at "een Dag er for Herren som Tusinde Aar, og Tusinde Aar som een Dag", har de paagældende Væsener jo absolut ingen realistisk Forstaaelse af. At Drabet af et mikroskopisk Væsen derved efterlader sig de samme Skæbnevirkninger for Morderen som Drabet af et almindeligt synligt Væsen, er de Kendsgerninger og Oplysninger Verdensgenløsningen i vore Dage bliver baseret paa. Og jeg skal i nøje Samklang hermed i det efterfølgende gaa over til at give et svagt Omrids af de Realiteter og Analyser, som vil underbygge Kærlighedens altoverstraalende Bud ogsaa i Mikrokosmos eller denne for Menneskenes Iagttagelsesevne begyndende ny Provins eller Verden i Guds evige Rige.

(Fortsættes). >>