Ældre årgange af Kosmos mv.

<<    2:15    >>

Martinus:

BISÆTTELSE

(fortsat).

At forstaa Ligbrændingens Unatur er selvfølgelig ikke let for Individer, der endnu kun lever i en primitiv Opfattelse af Tilværelsen og kun kan opfatte Mennesker som de eneste hundrede Procents berettigede Former for Liv eller som de eneste Væsener, der er under det femte Buds Beskyttelse. Mennesker, der i Henhold til deres Primitivitet eller uudviklede Bevidsthed endnu maa leve i et saadant hedensk Bevidsthedslag eller med en saadan naiv Erkendelse, kan naturligvis ikke føle Samvittighedsnag over andre Former for levende Væseners Berøvelse af Livet. I god Tro, ja endog stundom i stor Begejstring og Lystfølelse jager og dræber de store Dyr i Snesevis, ja ligefrem konkurrerer med andre Dyremordere eller "Jægere", om hvem der kan nedlægge eller myrde de fleste Dyr, om hvem der kan udvise det største "Jagtudbytte". Det er saaledes ikke paa Basis af Selvopholdelsesdriften, ikke paa Basis af Nødværge, men i Masser af Tilfælde udelukkende kun i Kraft af den fra Dyreriget nedarvede Mordlyst, at Menneskene dræber. Overtrædelsen af det femte Bud er blevet til "Sport" hos Mennesket, og har saaledes her opnaaet sin Kulmination. Og i de af Menneskene selv oprettede Love finder denne "Sport" naturligvis sin Beskyttelse, i Særdeleshed da Menneskene i stor Udstrækning endnu finder Behag i Nydelsen af Kød og Blod. Og med denne Beskyttelse i Baghaanden, tror Individet sig fri for alle ubehagelige Eftervirkninger af denne sin dødbringende Tendens og aner saaledes ikke, at der eksisterer evige Love, der ganske uafhængigt af de jordiske Love absolut uundgaaeligt betinger dette, at "som et Menneske saar, saa skal det høste", og at ethvert Individ saaledes ved sin Handlemaade bygger sin kommende Skæbne, ligesom dets nuværende Skæbne er et samlet Resultat af dets udløste Handlinger i en fortidig Tilværelse.

Men da den førnævnte Væremaade jo er en bestemt Udviklingszones Udtryksformer eller Kendemærker, kan den samme Zones Individer ikke bebrejdes noget. Ingen kan jo manifestere højere Udviklingstrin end de, hvortil de er naaet. Nærværende Analyse skal derfor selvfølgelig heller ikke udgøre nogen som helst Form for Bebrejdelse, men er udelukkende manifesteret for at paavise, hvor langt borte saadanne Individers Indvendinger imod Ligbrænding er fra at kunne udgøre nogen Autoritet. Og det gør ikke Sagen bedre i saadanne Tilfælde, hvor Indvendingerne er dikterede af økonomiske [slut på side 81] Interesser, hvilket vil sige, i saadanne Tilfælde hvor Individet med et vist Pengebeløb allerede har afgjort sit Ligs Skæbne med et Ligbrændingsselskab. I Tilfælde, hvor dette Beløb er tabt, hvis Individet senere forandrer Bestemmelse og ikke ønsker sit Lig brændt, kan en saadan Omstændighed bevirke en af Individet selv ubevidst Reaktion i dets Underbevidsthed, hvis Virkninger igen naar frem til dets Dagsbevidsthed som en Irritation eller Uvillie mod Antiligbrændingen. Denne Irritation søger da Udløsning i bitre Tanker og Udtalelser mod nævnte Realitet. Dens Ophav vil f. Eks, stemple nærværende Artikel som Fanatisme, dens Ophav som værende "for langt ude" o. s. v. Men i mange Tilfælde skyldes denne Irritation netop den Omstændighed, at der er noget i Dybet af dens Ophavs Underbevidsthed, der, ubevidst for det paagældende Individ selv, er i Samklang med Antiligbrændingen. Dette vil igen sige, at et saadant Væsen i Virkeligheden om end ubevidst sympatiserer med denne, og at Irritationen saaledes faktisk kun er en Ærgrelse over det ved Antiligbrændingen for samme Væsen vedhæftede økonomiske Tab og over den pludselige Tilsynekomst af Realiteter, der afslører det som Tilhænger af en Faktor, der i sin virkelige Analyse kun kan stemples som Udtryk for Primitivitet og Hedenskab. Men denne Ærgrelse faar det virkelige fremskridtsvenlige og søgende Menneske hurtigt Bugt med og overgaar til Antiligbrændingen. Det opnaar derved den omfattende Lykke, at dets sidste jordiske Rester, dets sidste Minde, dets sidste fysiske Hilsen til de Efterlevende ikke skal være identisk med det uomstødelige Symbol paa Primitivitet og Følelsesløshed i Mikrokosmos, det omfattende Udtryk for Massemyrderi, den millionfoldige Overtrædelse af det femte Bud som et Ligs "Aske" i Følge sin kosmiske Analyse eller set i Kraft af "den hellige Aand" repræsenterer.

*   *   *

For den højt udviklede Okkultist, for et Menneske, der har passeret Oplevelsen af Udødelighed, passeret Fornemmelsen af at være "Eet med Faderen", for et Væsen, der permanent føler den hellige Aands lysende og varmende Kraft gennemsitre sit Legeme, oplyse dets Omgivelser og lader det se alt fra "Guds eget Synsfelt", er Tiden og Rummet overvundet. Dette vil igen sige, at et saadant Væsen er kommen bag ved det Mysterium, vi kalder "Livets Oplevelse", kan iagttage hvorledes Sansningen bliver til, hvorledes at alle Størrelser er lig den samme Størrelse, at alle Farver, alle Vibrationer, alle Bevidsthedstilstande er lig den samme Eenhed. Her bliver een Dag synlig, for Okkultisten eller den højeste Klarsynede, som Tusinde Aar og Tusinde Aar som een Dag. Men da et mikroskopisk Væsen paa samme Maade her bliver synlig som et Kæmpevæsen og et Kæmpevæsen som et mikroskopisk Væsen, og Hemmeligheden ved Mikrokosmos saavel som ved Makrokosmos saaledes er blottet, bliver Okkultistens Bevidsthedsindstilling til Omgivelserne, til Livet, til de levende Væsener omkring ham af en ganske anden ædel og ophøjet Natur her i disse Bevidsthedslag, end den den repræsenterede, medens han endnu kun var indenfor Tidens og Rummets høje og stærkt spærrende Mure. Det kærlige Syn, den udviklede Forsker indenfor disse "Mure" havde til Mennesker og højere udviklede Dyr, er her forstærket eller udvidet til ogsaa at omfatte laverestaaende Dyr, Planter og mikroskopiske Væsener. Den klarsynede er i Udviklingen her ført over Grænsen til Alkærlighedens begyndende Kulminationszone, hvilket vil sige, den Zone hvor "de rene af Hjertet ser Gud". Og det er givet at Okkultister, Klarsynede eller Aandsforskere fra disse Zoner, Visdomsrepræsentanter, for hvem Mikrokosmos og Makrokosmos er blevet deres eget Liv, deres eget Kød og Blod, Væsener, der elsker det Smaa som det Store og det Store som det Smaa, ikke kan gaa med til at lade sit Lig brænde og derved med en meget uhyggelig, kvalfuld og smærtebringende Lidelse og Død udelukke Myriader af Væsener fra den naturlige Tilværelse og Udvikling, som de var beregnet paa at skulle have fundet i nævnte Lig. Og det er saaledes her synligt, [slut på side 82] at ethvert Individ, der med Velbehag bestemmer sit Ligs Undergang paa denne Maade, endnu ikke praktisk har naaet Alkærlighedens Zone, er endnu ikke blevet praktisk bevidst i Mikrokosmos' Liv i sit eget Indre, har endnu ikke som en praktisk Kendsgerning følt Guds Kærlighed og Varme til absolut Alt og Alle som sin egen Tanke, sit eget Blod, sit eget Legeme, ganske uanset hvor stor en Okkultist og Autoritet, hvor verdenskendt og dyrket nævnte Væsen saa end maatte være.

Jordens hidtil største Verdensgenløser har lært Menneskene, at de skal "kende Træet paa dets Frugter". Hvis man derfor som Indvending mod Antiligbrændingen vil paaberaabe sig, at fremragende, verdenskendte Okkultister har ladet sig brænde, maa jeg i Sandhedens Interesse dertil svare, at dette absolut ikke er noget Bevis for, at Ligbrændingen er i Overensstemmelse med Naturens Love, men er derimod et absolut uomstødeligt Bevis for, at de nævnte Okkultister endnu aldrig, i hvert Fald ikke i Mikrokosmos, har haft den aandelige Position, den absolute Selvoplevelse af deres Samhørighed med alt det øvrige Liv i Verden og den deraf opstaaende hundrede Procents tagen Afstand fra Overtrædelsen af det femte Bud, som deres Tilhængere i blind Kærlighed, Entusiasme og Uvidenhed tillægger dem. Slige Okkultister har saaledes endnu aldrig i absolut Forstand i den hellige Aands straalende Lys følt sig Eet med Faderen i Mikrokosmos, hvor udmærkede Specialister, Reformatorer og Menneskeførere de saa end har været i andre Felter. Deres Indvilligelse i Ligbrænding viser, at de absolut ikke har været Specialister i Mikrokosmos og kan saaledes kun af Uvidenheden, og Entusiasmen blive opretholdt som Autoritet i Ligbrændingsspørgsmaalet.

Jeg nævner ikke disse Ting her for at gøre de i almindelig Forstand elskelige og store Personer ringere i Verdens Øjne, men kun for at forsvare Sandheden, saaledes at deres urigtige Position paa Ligbrændingens Omraade ikke skal komme til at være en Hindring for den nuværende fremadstræbende Aandsforskers rette Indblik i nævnte Omraade, paa samme Maade som tidligere Tiders formentlige Autoriteter og Berømtheder blev en ubehagelig Hindring for, blandt andet, de første Oplysninger om Jordens Kugleform, dens Baner og Forhold til Solen, Planeterne og det øvrige Verdensalt.

*   *   *

Som jeg allerede har berørt, udgør ethvert levende Væsens Organisme et Univers for levende Væsener, der i Forhold til Organismens Helhed og Størrelse kun er at betragte som meget stærkt mikroskopiske eller tilhørende Mikrokosmos. Og det er den virkelige Oplevelse af Forstaaelsen af dette Forhold, der gør det af med Individets Sympati for Ligbrænding. Men for det almindelige jordiske Menneske er denne Forstaaelse naturligvis ikke helt let at tilegne sig. Det har jo kun Kendskab til eet Univers, og det er det, det selv befinder sig i, og som har Himlen, Solen og Stjernerne til Loft og Jorden til Gulv. Igennem Livets Bogs samtlige Bind, der jo bliver skrevet ud fra den store ny kosmiske Verdensimpuls, som skal føre Menneskeheden frem til det sande hedenskabsfrie Menneskerige, vil den aandelige interesserede Læser ikke alene komme i Besiddelse af et indgaaende Kendskab til dette Univers, men ogsaa faa lært at hans egen Organisme er et virkeligt Univers, der i Forhold til dets Beboere eller Mikrober er ligesaa gigantisk, som det almindeligt opfattede Univers er overfor ham. Og det er jo netop denne Individets kolossale Dimension i Forhold til sine Mikrober, der gør, at det kun ser disse som en Samling "Stof" eller "Materie", som Kød, Blod, Nerver, Skind og Ben. Men disse Realiteter er i Virkeligheden kun Udtryk for "Boliger" i "Faderens Hus". Alt, hvad vi kender af "indvendige Dele" i vor Organisme er i Virkeligheden saaledes at betragte som "Himmellegemer" i det Univers, nævnte Organisme udgør, akkurat paa samme Maade som Jorden, Solen og Planeterne udgør Himmellegemer i det store Univers, vi selv befinder os i. Og den Anelse, som Menneskene gennem Udviklingen lige fra deres [slut på side 83] primitive Naturmennesketilstand og til deres nuværende intelligensmæssige Fremtræden har haft om, at der bag ved disse sidstnævnte Himmellegemer findes en Guddom, faar det her ved Studiet af deres egne Organismer intelligensmæssigt bekræftet. Thi ligesaa umuligt det vilde være for denne Organismes indvendige Dele, Hjærte, Hjerne, Lunger, Nyrer, Lever o. s. v. at opretholdes i retmæssigt Samarbejde og fuldkommen Harmoni uden et bag disse Realiteter eksisterende "Jeg", saaledes er det ogsaa ganske umuligt, at de kendte Himmellegemer og Stjernesystemer skulde kunne opretholde deres Samarbejde og guddommelige Harmoni uden et her ligeledes eksisterende "Jeg". At vor egen Organisme saaledes er et Univers, et Mælkevejssystem, er det Facit, en hvilken som helst absolut sand Forskning i sin dybeste Instans vil føre til. Man vil her komme til at se, at ligesom Atomet er et Solsystem i det Smaa, saaledes er ogsaa det levende Væsens Organisme et Mælkevejssystem, en Himmellegemekombination in miniature. Den absolute Forskning af det levende Væsens Organisme vil altsaa føre langt dybere end til Erkendelsen af Muskulatur, Safter, Skind og Ben. Dens Facit eksisterer saaledes ikke i Kød og Blod, men i – Sole, Planeter og Stjerner. Men naar Forskningen i sit dybeste Resultat vil føre til at vise, at alle Former for Stof, enhver Art af Materie, ethvert levende Væsens Organisme udgør en Kombination af lysende Partikler, af Sole, af Stjerner, af Himmellegemer, da er den naaet til Stadfæstelsen af Verdensaltets Eenhed, til Universets – Grundstof.

Men da dette Grundstof bestaar af Stjerner, vil den videre Undersøgelse jo i Realiteten kun kunne foregaa ved Forskning af de enkelte Stjerner. Men da al Sansning er baseret paa et Perspektivforhold, hvilket vil sige et Modsætnings- eller Kontrastforhold, vil ethvert Individs Iagttagelsesevne komme til at befinde sig i dette Perspektivforhold til det Objekt, der er Genstand for Iagttagelsen. Dette vil igen sige, at den nævnte Genstand kommer til at udvise et Modsætningsforhold til de andre Genstande, der er indenfor den paagældende Iagttagelsesevnes Omraade. Den bliver saaledes at udtrykke som lysere eller mørkere, som større eller mindre, som nærmere ved eller længere borte o. s. v., kort sagt, den er kommen under Tidens og Rummets Dimensioner, hvor alt absolut "Levende" eller det i Livets Bog omtalte "X 1." bliver maskeret til "Tanker" og "Ting", til "Former" og "Stof", til "Bevidsthed" og "Erkendelse", til "Oplevelse" og "Liv".

Hvorledes dette gaar til, er for indviklet at forklare i Kosmos, og Læseren maa her henvises til de kommende Bind af Livets Bog. Her nævner jeg kun dette for at gøre bekendt, at man uden Kendskab til disse store Problemer absolut er ganske uden Forudsætninger for at kunne tale virkeligt sagligt og rigtigt med i Ligbrændingsspørgsmaalet.

*   *   *

Materien er altsaa i sin dybeste Analyse en Kombination af Stjerner. Den er en Stjernetaage, et Mælkevejssystem. I dette System, i denne Taage befinder det levende Væsens "Jeg" sig. Men i Kraft af dets "X 2." eller guddommelige Skabeprincip bliver denne Stjernetaage af "Jeg'et" oplevet som "Formernes Verden", som Fornemmelsen af Livet. Og der, hvor denne Fornemmelse er svagest, er tyndest, i denne Formernes Verdens yderste Periferi, der ophører den med at være fast Materie. Der kommer Urformen til Syne, der begynder Taagen. Der ses Himmellegemerne, Solene og Planeterne. Der bliver alt til Stjerner. Der bliver Materien lysende. Men i Kraft af "X 2" eksisterer Perspektivprincippet her endnu, og nogle af Stjernerne fremtræder som store og udgør tilsammen "Makrokosmos". Andre fremtræder som mikroskopiske, er ikke direkte tilgængelige for de fysiske Øjne. Men ved videnskabelige Metoder og Beregninger er Videnskaben nu ved at skrabe Bunden i Formernes Verdens Periferi nedad i det Smaa, er kommen til "Atomerne", "Elektronerne", der jo udgør Solene og Planeterne i mikroskopiske Formater, er henhørende under "Mikrokosmos'" [slut på side 84] Bestanddele. Den videre materielle videnskabelige Forskning her, vil kun føre til "Straaler" og "Bølger". Men "Straaler" og "Bølger" er jo "lysende Materie", og "lysende Materie" er det samme som en sammensluttet Fremtræden af Myriader af – "lysende Partikler". Men en sammensluttet Fremtræden af Myriader af lysende Partikler er jo uundgaaeligt det samme som – "Stjernetaage". Den materielle videnskabelige Forskning, der jo i Realiteten er den første spæde Begyndelse til Udløsning af "Den hellige Aand", hvilket igen er det samme som – absolut Viden, er her naaet frem til dens nuværende Forskningsmetodes allersidste Facit: Stjernetaagen. Overalt, hvor den observerer i Kraft af nævnte Forskningsmetode, vil den nu absolut kun resultere i Facitet: lysende Materie eller Stjernetaage. Den nævnte Forskningsmetode er saaledes ved at naa ind i en Fase, hvor den er ganske blottet for at kunne give mere – ny Viden. At Materien her og der er Straaler og Bølger, er lysende Materie, er Stjernetaage kan jo ikke være nogen Nyhed udover den første Gang, det er blevet bekendt. At Videnskaben saaledes kommer til det samme dybeste Resultat i det Uendelige, viser jo kun, at den begynder at staa i Stampe, kan ikke komme videre. Men "Mennesket kan ikke leve af Brød alene". Og Livet kan kun opretholdes i Kraft af Tilegnelse af Ny Viden. Al Bevægelse i Tilværelsen bestaar jo, i Følge Livets Bog, kun i at gøre Uvidenhed til Viden. Den jordiske Videnskab vil derfor heller ikke være at stemple som døende, tværtimod, den er meget levedygtig. Det er derimod dens nuværende Forskningsmetode, der er døende. Den har udspillet sin Rolle og gjort Aanden synlig som – Materie, som Stjernetaage, som Urstof. Da Videnskaben saaledes nu har naaet dette det højeste Resultat, af hvad der kan opnaaes med dens nuværende Forskningsmetode, vil den af Begivenhederne selv blive tvungen ind i en helt ny Metode for Iagttagelse eller Forskning, der vil gøre Materien, Stjernetaagen, Urstoffet synlig som – Aand, Bevidsthed og Liv. Resultaterne af denne ny videnskabelige Forskningsmetodes Retninger vil aabenbare Døden som Udtryk for Liv og gøre al Viden til Aandsvidenskab. Den nævnte Forskningsmetode vil saaledes blive det fuldkomne Instrument, gennem hvilket de evige Fakta retmæssigt bliver synlig, Gud aabenbaret og Udødeligheden oplevet.

Den materielle Sansehorisonts yderste Periferi nedad i det Smaa saavel som opad i det Store er, altsaa – Stjerner, Sole og Mælkevejssystemer. Og den evige okkulte Sætning, "som i det Smaa, saa i det Store, og som i det Store, saa i det Smaa", faar her sin uuomstødelige Bekræftelse. Imellem disse to nævnte Periferier af Stjerner forlader Materien sin Urform og viser sig for Individet som "den skabte Verden", der igen i Form af Stof og Materie, i Form af Tanker og Ting bliver til Livets Oplevelse, til Guds Korrespondance, til Forsynets Førelse af ethvert levende Væsen. For samme Væsen bliver de nævnte to Periferier altsaa udgørende to fjerne Horisonter, men det betyder ingenlunde, at de derved er utilgængelige for Forskning, for Sansning, men derimod, at al Sansning her maa træde ind i en helt ny Fase, ind i en helt anden Form for Oplevelse. Livet fremtræder her i helt nye Dimensioner. Og det er jo i Henhold hertil, at den gamle videnskabelige Forskningsmetode som før nævnt her maa afløses af en helt anden og til disse Dimensioner tilpasset Oplevelsesform.

At sanse hinsides Stjernehorisonten saavel i det Smaa som i det Store adskiller sig fra den rent materielle Sansning derved, at medens denne er en Jongleren med fysiske Materier, er den førstnævnte Sansning en Jongleren med aandelige Materier.

Hvad er da fysiske, og hvad er aandelige Materier? – Fysiske Materier er: Stof, Vand, Luft, Mineral, Kemikalier o. s. v. Aandelige Materier derimod er: Idéer, Faciter, Beregninger, Planer, eller kort sagt salt, hvad der kommer ind under Begrebet "Tanker".

Naar Individet skal udforske en Stjerne i Makrokosmos eller Mikrokosmos, kan det altsaa ikke ske ved en fysisk Jongleren med disse Himmellegemers fysiske Materie, idet [slut på side 85] denne er "for langt borte", men derimod ved en Jongleren med aandeligt Materie. Denne aandelige Materie er Individets samlede Erfaringer, Kundskaber eller Viden om den Stjerne, det selv lever paa, og om det Solsystem i hvilket det selv bliver Vidne til Dagens Lys, samt dets Viden om dets egen Organisme. Hvis denne Viden er fuldkommen, hvilket vil sige, gaar i tilstrækkelige Dybder, naar fra den makrokosmiske til den mikrokosmiske Himmel, naar fra Stjernetaage til "Bølgelængde", da kan Individet gennem denne opleve eller tilegne sig en absolut Viden om Livet paa "Stjernerne" i Mikrokosmos saavel som i Makrokosmos. Det har nemlig Stjernernes og Mælkevejenes usynlige Liv, Hensigt og Formaal gjort synlig i dets egen Organisme, der jo er et Mælkevejssystem, en Stjernetaage omformet til – Guds Korrespondance, til Livets Oplevelse.

Løsningen paa Universets dybeste Hemmelighed, Tilværelsens højeste Gaade ligger altsaa gemt i ethvert levende Væsens egen Organisme. Og den okkulte Sætning "Kend dig selv, og du kender hele Universet", faar her sin urokkelige Bekræftelse.

Hvis et Individ ønsker et Overblik over eller en virkelig Oplysning om de utallige Solsystemer, Stjernetaager og Mælkeveje, der paa en klar Høstaften er tilgængelig for dets fysiske Sanser og eventuelle tekniske Hjælpeapparat er, da vil det aldrig nogen Sinde kunne opnaa dette ved en Udvidelse af det fysiske Syn. Selv om det var i Stand til at frembringe Teleskoper eller Kikkerter, der var Tusinder af Gange stærkere end de nuværende stærkeste optiske Apparater i Verden, vilde det kun bevirke, at det saa endnu flere nye Mælkeveje og Stjernetaager og saaledes fortsættende i det Uendelige. Akkurat det samme er Tilfældet med den videnskabelige Forskning nedad i det Smaa. Den er ogsaa her kommen ind i et Stadium, hvor den som før nævnt umuligt kan opleve andet end "Straaler" og "Bølger" eller "lysende" Materie, hvilket jo igen er det samme som – "Stjernetaagen" i det Smaa. Den nuværende moderne videnskabelige Forskningsmetode vil altsaa aldrig nogen Sinde kunne føre til Universets Hemmelighed, Livets Gaade, den guddommelige Ide i Verdensaltet. Og hvorfor? – Fordi dens Ophav her er kommen – udenfor Faderens Korrespondance. Det iagttager Materien i sin "Urform". Det iagttager Materien der, hvor den ikke bliver benyttet af Forsynet til at fortælle eller manifestere noget. Og der, hvor der ikke bliver manifesteret noget, kan en sand Viden jo umuligt opstaa. Individet maa saaledes rette sin Bevidsthed, sit Syn ind paa Materien der, hvor Forsynet gennem Individets andet Princip "X 2" lader Urformen" komme til Syne som noget andet end "Stjerner eller Stjernetaager, noget andet end Atomer, Straaler og Bølgelængder. Og der, hvor dette andet, hvilket vil sige "Former" og "Ting", "Genstande" eller de daglige Foreteelser, der betyder Livets Oplevelse, viser sig, opstaar Viden eller Bevidsthed, og absolut kun der alene.

*   *   *

Materiens Urform er altsaa Stjernetaage. Af Stjernetaage skabes Alt. Af Stjernetaage bliver Livets Oplevelse eller Guds Korrespondance altsaa til. Alt, hvad vi ser, enten det er faste, flydende eller luftformige Materier, enten det er Jord, Luft, Vand eller Mineral, saa er det i sin Grundanalyse Stjernetaage. Jorden er selv en Partikel i en Stjernetaage. Solsystemet, ja selve vort Mælkevejssystem er jo ikke andet end Stjernetaage. Naar vi ikke ser alt som Stjernetaage, skyldes det altsaa, som tidligere nævnt, det andet af vort treenige Princip, nemlig "X 2", der jo er Basis for Perspektivprincippet, der igen bevirker, at vi netop ser alt i Form af Kontraster, og uden hvilken Anordning enhver Form for Livets Oplevelse vilde være en Umulighed.

Da alt saaledes i sin Urform er Stjernetaage, og Stjernetaagens enkelte Partikler altsaa er Stjerner, vil den rette Forskning af Materien kun kunne finde Sted gennem Forskningen af den enkelte Stjerne. Men denne Forskning maa altsaa være af en saadan Beskaffenhed, at dens Resultater [slut på side 86] bliver noget andet og mere end Synet af nye Stjerner eller Stjernetaager. Dens Oplysninger om Atomet og Elektronen saavel som om fremmede Sole eller Kloder maa ikke resultere i nye tomme eller intetsigende Betegnelser af "Straaler", "Bølger" eller "Bølgelængder", men maa udgøre en virkelig Beretning om de smaa saavel som de store Stjerners sande Liv, Betydning og Rolle i den guddommelige Verdensplan. De samme Oplysninger maa være identisk med en virkelig absolut Viden og Bekræftelse paa det levende Væsens Udødelighed, Tilværelsens Evighed. De maa være et urokkelig positivt "Syn af Gud". De maa vise, at Blodets og Tankernes Love er identiske, og at den fysiske Harmoni og Hjertets Renhed er eet og det samme, og at det evige Bud "Elsker hverandre" saaledes er Videnskab, er Universets største Magtfaktor, er Verdensaltets bærende Fundament, thi i modsat Fald vil de komme til at betyde – Stene for Brød, betyde aandelig Hungersnød, fysisk Krig, Død og Lemlæstelse.

Jeg skal derfor i det efterfølgende paavise den ny videnskabelige Forskningsmetode, gennem hvilken store og smaa fremmede Verdener vil afsløre deres Hemmeligheder, Mikrokosmos og Makrokosmos aabne sit Mysterium for fremtidige Forskere, og give Kosmos' Læsere det rette Indblik i, hvad der virkeligt sker under en Ligbrænding.

(Fortsættes) >>