Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus:

Omkring min Missions Fødsel.

Da det netop i Dagene omkring den 15. Marts var femten Aar siden, jeg blev kaldet til at udføre den Gerning, der som Skabelse af Aandsvidenskab allerede er blevet en uafviselig Kendsgerning for mange Mennesker, har jeg følt det gavnligt overfor disse Mennesker at berette lidt om denne min Kaldelse og dermed give et lille orienterende Tilbageblik over de overfysiske Begivenheder, der blev udgørende det direkte udløsende Moment til denne min aandelige Mission.

Selve min Kaldelse er af en saa usædvanlig og sjælden Karakter, at dens blotte Beskrivelse i Detailler allerhøjst kun vil virke som et fantastisk og absolut uvirkeligt Eventyr for den Uindviede, ligesom den paa de intolerante og mindre kærlighedsudviklede Væsener ligefrem vil fremkalde Forargelse, der, i Ly af Begrebet "Hellig Vrede", vil faa dem til at betegne mig som "besat af Djævelen", som "Gudsbespotter", som Offer for "Storhedsvanvid" eller anden Form for Abnormitet eller Sindssyge. Ja, Kendsgerningerne har endog vist, at der er dem, der betragter mig for at være selve "Antikrist", en "falsk Messias" e. l.

Disse Mennesker er efterhaanden saa suggereret eller fast indgroet i den Forestilling, at de saakaldte "Aabenbaringer" er Foreteelser, der kun er knyttede til fortidige bibelske Personer. Skønt man fra disse Menneskers Bevidsthedsniveau i Aartusinder fra Prædikestole i By og paa Land, fra Talerstole i det Frie, i Skov og paa Strand, paa Gader og Stræder, har raabt det ud til Menneskene, at "Guds Aand svævede over Vandene", - "Gud talede" til Adam og Eva, - "Gud talede" til Moses. - "Gud talede" til Profeterne, - Jesus blev "forklaret" paa Bjærget, - Apostlene blev "overskyggede af den hellige Aand", der saas som "Tunger af Ild over deres Hoveder", Paulus blev "indhyllet i et hvidt Lys" paa Vejen til Damaskus osv., osv., vil de fleste fra samme Niveau være de sidste til at forstaa, være de sidste til at tro paa, at de samme Begivenheder akkurat ligesaa godt kan finde Sted i Nutiden, kan finde Sted her midt i vor moderne, videnskabelige og tekniske Tidsalder.

Medens man fra nævnte Niveau finder det ganske naturligt, at "Guds Aand" i Form af "Tornebusken der brændte", viste sig for Moses, og "det hvide Lys" kom over Paulus, skønt den første var Morder, og den [slut på side 49] sidste var en haardnakket Modstander og Forfølger af Kristus, er man urokkelig i Troen paa disse Beretningers Sandfærdighed; men hvis en Mand kommer i Dag og fortæller, at han er blevet "overskygget af den hellige Aand", at han er "Eet med Faderen", at han selv er blevet "Vejen, Sandheden og Livet", vil man ikke tro ham, men derimod forarges paa ham, ligegyldigt hvor hæderligt og rent han saa end lever, ligegyldigt hvor videnskabeligt han saa end kan bekræfte sin Paastand.

Men dette er ganske naturligt. Disse Mennesker er endnu med Hensyn til logisk Tænkning og Analysering paa det religiøse Omraade endnu ikke frigjorte Mennesker. De er endnu ikke saa selvstændige, at de tør forlade "Flokken"s officielle Mening, der for dem er den urokkelige uskrevne Lov, eller udgør den Gangstol, ved hvis Hjælp de endnu religiøst set maa holde sig oprejst, saalænge deres Tankes Gaaevne i Livsmysteriets Afsløringslabyrinter endnu er uselvstændig og hjælpeløs, og hvorved Livet udenfor de gamle religiøse Traditioners og Dogmers Omraade for dem maatte blive en Ødemark, i hvilken de aandeligt set ved deres Ubevægelighed maatte sulte ihjel eller paa anden Maade ynkeligt omkomme.

Til disse Mennesker er denne min Henvendelse derfor heller ikke skrevet. Skulde denne alligevel paa en eller anden Maade komme et saadant Menneske i Hænde, lad mig da med det samme sige til Vedkommende:

"Bliv absolut i den religiøse Tro, der for dig betyder Livet eller Lykken, der af dig menes at være Vejen, Sandheden og Livet.

Tro endelig ikke, at jeg paa et eneste Punkt ønsker at føre dig bort fra denne din højeste Livsbasis. Jeg ønsker overhovedet ikke at svække et eneste Menneskes Tro paa det, der er virkeligt skønt og ædelt, sandt og derfor kærligt, guddommeligt inspirerende i den daglige Tilværelse.

Men husk, at det vil være en Overtrædelse af Kærlighedsloven ikke at vedkende dig, at din Viden er begrænset, og at du uden om denne Begrænsning er omgivet af en Zone, hvor du altsaa ikke kan være "vidende" og derfor nødvendigvis kun kan eksistere som "troende". Uden om dette Felt er du igen omgivet af en uendelig Zone, der af din komplette Hundrede Procents Uvidenhed eller totale Bevidstløshed bliver udgørende den sorteste Nat. Hvad denne mørke Nat kan skjule i sit Skød, ved du intet om. Du kan derfor ikke udgøre nogen som helst Autoritet eller retmæssig kvalificeret Dommer i Bedømmelsen af Beretninger fra, eller Afsløringer af, dette for dig ganske ukendte Terræn. Kun i det lille Felt eller Omraade, hvor du staar paa absolute matematiske Kendsgerningers Grund, paa absolut selvoplevet Viden, kan du tale med.

Men allerede i det Felt, hvor du kun eksisterer som "troende", ophører du med at være Kapacitet. Her eksisterer du paa, hvad andre har fortalt dig, hvad andre har skrevet. Dette vil altsaa sige, at her er du kun en Discipel, en Lærling, en Elev. Du er ikke naaet til det modne Stadium, hvor din Uddannelse er fuldendt. Du har endnu ikke opnaaet dit Certifikat, din Eksamen, din Svendeprøve.

Men er det ikke mere naturligt og derfor mere kærligt, at Eleven erkender denne sin virkelige Identitet, der netop udelukkende kun kan bestaa i at være den "lyttende" Part, end at han i sit Væsen foregøgler sig berettiget til at fremtræde som den "bedømmende", som den "belærende" Part og saaledes i Virkeligheden, om end ubevidst, placerer sig som en "falsk" Mester eller Lærer? Naar den "Troende" vil belære den "Vidende", er det jo det samme som at Eleven vil belære Mesteren. Dette Forhold er unaturligt, og alt, hvad der er unaturligt, er ukærligt. Den "Troende" synder mod sin egen Overbevisning ved at gaa i Rette med det "vidende" Væsen, ganske uafhængigt af, om denne dets Handlemaade endog sker i god Tro.

Men er det ikke ogsaa derfor, det hedder "dømmer ikke, thi med hvad Dom, I dømme, skal Eder igen tilmaales?" -

Den, der virkeligt ved dette, dømmer ikke i Felter, hvor han ikke er "vidende". Det tilkommer saaledes ikke det "troende" Væsen at dømme. Det kan retmæssigt kun være det "Vidende"s Privilegium. - Hvis du derfor kommer i Berøring med efterfølgende Beretning, som er mit eget nuværende Livsløb i store og grove Træk, og som netop har formet sig som en eneste stor Aabenbaring af guddommelig Visdom, en permanent Omskabelse af Religion til Videnskab, da husk paa, at samme Beretning ikke er en Henvendelse til dig, der paa Forhaand mener at have opnaaet alt i Kraft af "Troen", mener dig "frelst", føler dig "salig". Gør dig begribeligt, at min Henvendelse derimod direkte er rettet imod alle de Mennesker, der er udviklede til ikke at dømme paa Grund af Formodning, paa Grund af "Tro", men udelukkende kun fremtræder som upartiske Sandhedssøgere, for hvem den absolutte "Viden" eller Kendsgerning er hellig, er absolut eneste Maal for deres Stræben og eneste virkelige Basis for deres [slut på side 50] Resonneringsevne og dermed for deres Dømmekraft og Handlemaade. Husk endvidere paa, at din egen Religion lærer dig, at der er noget, der staar over "Troen", nemlig den virkelige Selvoplevelse af Lyset, og at du, hvis denne ikke netop eksisterer, aldrig vilde være skænket eller kommet i Besiddelse af Troens guddommelige Lys, aldrig vilde have erfaret noget om en Guddom, om Livets store Facitter eller de evige Sandheder, "hvad et Menneske saar, dette skal han og høste", - "salig er de Rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud", - "elsker hverandre", - "alt er saare godt" osv., som netop tilsammen udgør det bærende Fundament for al Tilværelse.

Hvis ikke Moses, Profeterne, Verdensgenløserne, Apostlene og andre Visdommens Repræsentanter i Verdenshistorien havde oplevet Guds Aand, hvordan skulde saa Biblen eller andre guddommelige Lærebøger være blevet til? Hvordan skulde du saa have opnaaet den "Frelse" eller "Salighed", der nu udgør al din Livslykke? - Det er jo en Kendsgerning, at disse nævnte Personer har bragt nye guddommelige Synspunkter ind i Menneskehedens Mentalitet; men derved bliver det jo ogsaa en Kendsgerning, at disse er Ophav til noget, de ikke kan have læst sig til i Forvejen, noget, der ikke kan være blevet fortalt dem af andre. Disse nye Synspunkter er saaledes opstaaet i deres egen Bevidsthed, i deres egen Mentalitet, er altsaa en Selvoplevelse og udgør dermed en Førstehaandsviden.

Men naar det saaledes er en Kendsgerning, at den guddommelige Visdom er kommet ind i Verden gennem dertil egnede Personer igennem Aarhundreder, hvorfor skulde denne Transmission saa ikke blive ved med at fortsætte? - Hvorfor skulde saadanne Personer kun være historiske Emner, kun være fortidige Tildragelser? - Hvorfor skulde disse Foreteelser i Dag saaledes i Virkeligheden kun udgøre mentale Museumsgenstande? - Vilde det være logisk at antage, at det vise Forsyn, som du paa en eller anden Maade saa højt tror paa, ikke i Dag skulde være ligesaa interesseret i at faa manifesteret sin høje Visdom gennem levende Personer, lade sine Aabenbaringer komme til Syne som Kendsgerninger i Kød og Blod i det tyvende Aarhundredes Sol og Lys ligesaavel som i fortidige Aarhundreders Dage og Nætter? - Kan det være logisk at antage, at de nuværende Generationer i mindre Grad har nødigt at faa Livets store Sandheder aabenbaret som synlige Tildragelser, som haandgribelige Kendsgerninger midt i deres daglige Liv, end de fortidige? - Er det ikke netop en Kendsgerning, at den moderne videnskabelige Tænkemaade underminerer Trosevnen, og at det moderne videnskabeligt indstillede Menneske ikke har nær saa let ved at "tro", som det med den traditionelle Indstilling? -

Men naar et Menneske paa Grund af videnskabelig Indstilling ikke kan "tro", saa vil der jo kun være een Vej, ad hvilken Forsynet kan komme det saaledes moderne indstillede Menneske til Hjælp, nemlig - ikke ved at henvise til fortidige Aabenbaringer, der jo netop er værdiløse for den, der ikke kan "tro", - men derimod ved, midt i den moderne Tidsalder, at lade sin Aabenbaring gentage sig som videnskabelig Kendsgerning, synlig i nulevende Kød og Blod, synlig i Gerning og Væsen, tilgængelig for al ren og upartisk Forskning.

Men er det ikke netop det, din egen Religion har lært dig? - Har den ikke netop sagt til dig i Form af Jesu Ord, "Eder er det ikke givet at forstaa disse Ting, men de kommende Slægter", - "men Talsmanden, den Hellig-Aand, som Faderen skal sende i mit Navn, han skal lære Eder Alt og minde Eder om Alt, hvad jeg har sagt Eder", - "Men naar han, Sandhedens Aand kommer, skal han vejlede Eder til al Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder. - Alt hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af Mit og forkynde Eder." - Naar dertil, blandt andre Forjættelser, kommer, at Jesus gentagne Gange stærkt pointerer sin "Genkomst", tyder dette just ikke paa, at de fortidige Aabenbaringer ikke skulle gentage sig. Hvad er "Talsmanden den hellige Aand"? - Hvad er "Kristi Genkomst"? - Er det ikke netop de største Aabenbaringer i Tilværelsen? - Og hvad er "de kommende Slægter"? - Er de nulevende Generationer ikke netop de "kommende Slægter" overfor Jesu Tidsalder i Palæstina? - Og har de samme Slægter ikke netop en videnskabelig Indstilling, har de ikke en noget højere udviklet Evne til at forstaa Verdensmysteriet videnskabeligt end de fortidige Generationer? - Og er dette ikke netop Aarsagen til, at de ikke mere kan "tro", men fordrer "Viden"? -

Vær derfor forsigtig, naar du dømmer andre, thi du ved intet om, "naar disse Ting skal ske". – "Ingen kender Dagen eller Timen". - "Disse Ting" kommer over ethvert Menneske som "en Tyv om Natten". -

At du selv faar opfyldt din Bevidsthed med Salighed paa Basis af de fortidige aandelige Begivenheder eller Aabenbaringer, berettiger dig absolut ikke til at mene, at disse er fyldestgørende eller tilstrækkelige for alle Tider eller for alle Mennesker, thi hvis det var saaledes, vilde Jesu Forjættelse til de "kommende Slægter" jo være ganske overflødig og meningsløs.

I Henhold til din egen Religion, i Henhold til Biblen, i Henhold til Præsternes Prædiken er det saaledes ikke udelukket, at Mennesker i Dag kan blive overskygget af den hellige Aand. Det er ikke udelukket, at Gud ligesaavel direkte kan "tale" til [slut på side 51] et Menneske af det tyvende Aarhundrede, som til et Menneske fra fordums Tid. - Det er ikke udelukket, at der i et Væsen af ringe Byrd, af ringe social Position kan fremtræde et saa aandeliggjort Indre, at Guds Aand kan levendegøre sig deri og derved komme direkte til Syne i et nulevende fysisk Menneske og dermed gøre de fortidige religiøse Aabenbaringer til realistiske Kendsgerninger for det tyvende Aarhundrede, ligesaavel som for de svundne Tidsperioder.

Livet selv, din egen Religion maner derfor i Virkeligheden til stor Forsigtighed, advarer dig meget imod at dømme. Du ved jo ikke, hvem du har for dig, naar du staar overfor din Næste. Du kender absolut ikke hans skjulte Sider. Du ved ikke om han er, eller bliver, Inkarnationen af den guddommelige Aabenbaring, om han er Guds Sendebud til Menneskene, om han er en ny Hjælper i det verdensfrelsende Princip, om han er selve Verdensgenløseren. At han eller hun maaske fremtræder i stor social Beskedenhed eller paa anden Maade nødtvungent maa leve i "Krybbens" Nærhed eller Omgivelser, at han eller hun maaske ikke gaar i Kirke, ikke er Medlem af den eller den religiøse Sekt eller Bevægelse, ja maaske endog tilsyneladende er irreligiøs, opdraget og født under Forhold, du vil kalde "syndig", saasom udenfor Ægteskab, uden Daab, uden Konfirmation, garanterer ikke at nævnte Person ikke er Bærer af den guddommelige Bevidsthed, er Inkarnationen af den hellige Aand, tværtimod. Den nævnte beskedne materielle Position synes jo netop at være en af de Veje, der særligt yndes ved enhver Aabenbarelse af den guddommelige Aand i jordzonen. Det var jo ikke fra Luksusvuggen eller Guldtronen, men fra Krybben og Korset, at Livets største Verdensgenløsning og dermed Manifestationen af Jordens største Bevidsthedsaabenbaring fandt Sted.

Vær derfor forsigtig! Du ved ikke, naar du staar overfor en Fyrste fra en højere Tilværelseszone. Disse højere Zoner har andre Realiteter at inddele deres Rang, Position og Fremtræden efter end de jordiske, der netop glimrer ved ydre materiel Glans og Foreteelse. Og du maa absolut ikke forestille dig, at den Indviede selv siger dig, hvem han er. Et saadant Væsen færdes blandt Menneskene, blandt den store Hob, men de kender ham ikke. Da han ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene, er det ikke udelukket at møde et saadant Væsen i et Tyendes Skikkelse, ja en saadan Storhed kan skjule sig i din Bydreng, i din Husassistent, i din Rengøringskone, i din Arbejdsmand e. l., men du opdager det ikke, hvis du ikke i dit eget Bryst har en saadan Kærlighed til disse Personer, at denne faar dem til at genelske dig med en saadan Tillid, at de aabner deres Hjerte og Mentalitet for dig. En saadan beskeden ydre Position er jo heller ikke egnet til at give den store Hob Respekt og Ærbødighed for den Indviede, idet Rigdom og Luksus i Fremtræden og Opførsel er dens Ideal nærmere og bringer lettere stor Anseelse, baade hos Presse, Videnskab og Lægfolk. Du skal derfor heller ikke vente dig at faa Evne til at se den Indviede, saalænge den offentlige Mening, Skik og Brug, hvad man kan være bekendt, o. s. v. endnu er bestemmende for, hvad der er dine Idealer, selvom du endogsaa møder ham i Kød og Blod. Du faar absolut ikke set andet end "Krybben", den ydre Beskedenhed eller Ringhed, hvormed han viser sig, og den eventuelle Bagtalelse, Ironi og Spot, hvormed de Uindviede undertiden søger at forgifte hans Fodspor. Vær derfor forsigtig. Den hellige Aand er, foruden at være den højeste Viden om Gud, ogsaa den højeste Kærlighed. Men Kærlighed kan kun kendes af Kærlighed. Derfor, hvis du har Kærlighed nok i dit eget Indre, vil du ogsaa opdage den aandelige Aabenbaring, den hellige Aand eller rene, guddommelige Kærlighed i et hvilket som helst andet Bryst, den saa end maatte findes, ganske uanset bag hvilke eventuelle Laser eller Pjalter dette saa end maatte dække sig. At du selv føler dig "frelst" giver dig ingen som helst Ret eller Kvalifikationer til at dømme andre. Kun Kærligheden alene kan være en Genkendelse af guddommeligt Slægtskab.

Naar Guds Aand overskygger en Person i den fysiske Tilværelse, er det absolut uden Undtagelse for at bringe noget Nyt ind i Verden, for at skabe eller udvikle Moralen om til en endnu højere fremtrædende Idealisme. Den Indviede vil derfor aldrig begynde at plagiere, hvad der allerede er manifesteret eller aabenbaret ved Guds Aand gennem tidligere indviede Personer. "Man fylder ikke ny Vin paa gamle Læderflasker". Den Indviede vil altid kun være kommen til Verden for at afsløre eller aabenbare Fortsættelsen af den guddommelige Plan og Hensigt med de jordiske Menneskers Tilværelse. Han vil derfor altid komme paa Tværs af de gamle udlevede Traditioner og Dogmer og dermed sprænge de gamle Fordomme. Hvis han ikke netop gjorde dette, hvis han indskrænkede sig til kun at sige det, Tusinder af Præster, religiøse Foredragsholdere og Cirkelledere efter fortidige Indviede i Dag genfortæller Verden over, og som har været sagt i Aarhundreder, hvad Nytte skulde hans Fremtræden saa være til. Til at genfortælle noget behøves ingen Overskygning af den hellige Aand, ingen Indvielse, ingen kosmisk Bevidsthed eller Klarsyn. Den Indviede kommer derfor ikke for at genfortælle eller plagiere en anden Indviets Manifestationer. Han kommer udelukkende kun til Verden for at skabe nyt Materiale for Udvidelse af Menneskehedens Mentalitet: Moral og Forstaaelse af det sande og virkelige Liv bag alle ydre Foreteelser.

Det kan derfor ikke noksom anbefales at være forsigtig, naar du hører en eller anden sige noget, du ikke før har været vant til at anerkende som Moral eller Idealisme. Det kunde jo være, at det var et nyt Sendebud fra Gud til Menneskene. Og [slut på side 52] sæt nu, at du dømte ham, bagtalte og modarbejdede hans Gerning, da modarbejdede du jo Gud, modarbejdede din egen Religions store Forjættelser og dermed Menneskehedens Fuldkommengørelse.

At du maaske er Præst, Oxfordmand, Indremission, Adventist, Antroposof, Teosof, Spiritist e. l. fritager dig jo ikke for det deraf følgende Ansvar. Var det ikke netop Ypperstepræsten, der blev en "Kajfas"? - Og var det forøvrigt ikke blandt alle de andre, der sad inde med den officielle Værdighed som "Moralens Vogtere", at man fandt de mest nidkære til at raabe "korsfæst ham, korsfæst ham"? - Og sagde vedkommende Indviede ikke selv, at "de første skulde blive de sidste"? - Og det er vel ikke lige netop den Position, du ønsker dig? - Vær derfor paa Post. Du kommer før eller senere til at staa overfor det samme Problem, ligegyldigt hvor selvsikker, hvor frelst eller salig, du saa end føler dig i Dag.

Jeg har fremført disse Ord til dig, fordi du nu, hvis du læser efterfølgende Beretning vil faa din Kærlighedsevne sat paa Prøve. Du møder her to Veje. Ved din Indstilling til nærværende Beretning, vil du komme til at vandre enten ad den ene eller den anden af disse to. Du kan mene om dig selv, at du ikke udgør nogen kvalificeret Dommer over mig og derved forholde dig neutral; og du kan maaske forstaa mig og glæde dig over min Beretning, og vandrer da ad den Vej, der stimulerer alt og alle mod Lyset, mod Verdensgenløsningen, mod den saa inderligt ønskede varige Fred paa Jorden, - og du kan blive irriteret, intolerant, betragte mig som en Mørkets Tjener, modarbejde og skade mig og vandrer dermed ad den Vej, der fører mod Krigen, mod Sorgen, mod Lemlæstelsen og Lidelsen, ganske uafhængigt af hvor du saa end religiøst set mener at staa i Dag. Du vil da høre til dem, om hvem det vil være rigtigst at sige "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre". -

Jeg har med nærværende villet forsøge at vejlede og hjælpe dig til en dybere Eftertanke, saaledes at du ikke ganske ubehersket og paa Forhaand uden noget som helst Grundlag eller Omtanke skal dømme, kritisere og modarbejde det, du nu vil blive bekendt med.

Og lad mig endnu engang minde dig om din egen Religions store Bud "Vaager og beder, at I ikke skulde falde i Fristelse, Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt". - "Hver den, som synes at staa, se vel til, at han ikke falder". -

Nu vil følgende Spørgsmaal angaaende min Person maaske være opstaaet i dit Sind: "Skal disse manende Ord, du saaledes direkte har henvendt til mig, betyde, at du er "overskygget af den hellige Aand", er Indviet, skal jeg maaske tro, du er en "Verdensgenløser"? - Lad mig i Henhold hertil derfor straks gøre dig begribeligt, at jeg angaaende min Person absolut ikke ønsker eller tilstræber, at nogen skal "tro" noget som helst. Jeg ønsker absolut kun at lede alle til at undersøge absolut foreliggende Kendsgerninger angaaende Guds Aands Manifestation i synlig fysisk Foreteelse, ligemeget i hvem som helst og hvor som helst denne saa end maatte vise sig, og dermed skabe Troen om til Vished, Uvidenhed til Viden, Religionen om til Videnskab. Jeg ønsker at bekæmpe enhver Dyrkelse af mit eget personlige Jeg til Fordel for Skabelsen af Erkendelsen af den hellige Aands virkelige Eksistens.

Naar jeg i Foranstaaende har sagt saa meget, er det netop ikke for at skabe Opmærksomhed om selve min Person, mit private Jeg. Jeg er ikke saa naiv at tro, at en virkelig klippefast personlig Prestige eller holdbar Position lader sig skabe ved blot og bar at tale om sig selv. Jeg er netop fuldt indforstaaet med, at kun Paavisningen af de virkelige Kendsgerninger, kan være religiøs Materiale for det tyvende Aarhundredes videnskabeligt indstillede Menneske, og at de blot og bar "gode Ord" kun kan "fryde Daarer". Et saadant Bevidsthedsniveaus Hyldest kan i Virkeligheden kun tilstræbes af den, der selv er en "Daare", af den der selv er umættelig i Ærgerrighed, af den for hvem Tørsten efter at sidde paa Toppen, blive beundret, dyrket, feteret og tilbedt endnu er Livsbetingelse, endnu er hans Afgud, og for hvem alt andet i Tilværelsen derfor er underordnet, er mindre betydende.

Men hvordan skulde et saadant Menneske kunne være det nøgterne, upartiske klare Redskab for Manifestationen af virkelig Sandhed? I en Person, hvor Sandhedens Afsløring er mindre betydende, er mindre værd, end Opnaaelsen af andres Beundring og Tilbedelse af ens egen Person, bliver Sandheden farvet eller præget til Fordel for Opnaaelsen af denne Dyrkelse eller Tilbedelse. Og den normale eller naturlige Udløsning, denne, at det skulde være Sandheden, der prægede Personen, forhindres saaledes i tilsvarende Grad i at komme til Manifestation. Det bliver derimod Personen, der kommer til at præge Sandheden. Og Sandhedens Aabenbaring kan kun blive et uklart og egoistisk præget Lys igennem saadanne Personer.

Jeg kan derfor ikke noksom pointere, at mit private Jeg ønskes holdt ganske udenfor. Om jeg er den eller den, om jeg kan det eller det, skal man ikke dvæle ved. Det, der derimod er det afgørende i min Fremtræden, er at faa paavist, at en Manifestation af den hellige Aand, altsaa en Begivenhed, som man i Biblen kalder en "Aabenbaring", har fundet Sted indenfor min fuldt vaagne dagsbevidste Oplevelsesevnes Rækkevidde. At faa nogen til at "tro" paa denne Aabenbaring er ikke mit Speciale, er ikke det, der er det Centrale i min Stræben. Det er derimod udelukkende blevet min Opgave at paavise, at nævnte Aabenbaring, Manifestation af "den hellige Aand", ikke er noget mirakuløst, ikke behøver at være noget Mysterium, men er en absolut nøgtern, overskuelig Realitet, der paa sin Maade kan gøres til Genstand for Analysering, gøres begribelig for Forstanden, ligesaa godt som [slut på side 53] en hvilken som helst af de realistiske Foreteelser, vort daglige Liv ellers bestaar af. Jeg tilstræber derfor kun absolut at skabe Basis for mine Medmenneskers Opnaaelse af Viden i de Felter, hvor de før maatte nøjes med at tro og derfor maatte bygge deres Livs Fundament paa andres Beretninger.

At skabe Oplysning og Forstand paa de kosmiske Omraader, at skabe Respekt og Ærefrygt om de ledende Kræfter og højeste kosmiske Autoriteter i Tilværelsen, at paavise at Kærlighedsloven, dette, at man skal elske hverandre er Videnskab, Virkelighed og Salighed, det er det, der for mig er blevet helligt, er blevet eneste Basis for min Tilværelse. For hvert lille Terræn i Mystikkens Urskove, jeg kan omdanne til realistisk videnskabelig Kultur, kan gøre Gud til Kendsgerning i et af mine Medmenneskers Mentalitet, er mig Tusinder af Gange mere værd end Millioner af "Daarers" blinde Hyldest.

Og i Tillid til, at du maa forstaa dette, og at dette maa hjælpe dig til at have den rette sandhedskærlige Indstilling, hvis du her fortsætter med at studere mine Manifestationer, skal jeg kun lige minde dig om din egen Verdensgenløsers Ord, "thi Træet kendes paa Frugten". -

At gøre de evige Sandheder, de evige Facitter, det største af alt, hvad de Vise har sagt, til Videnskab og dermed til Kærlighed, er mine "Frugter". –"

*   *   *

For et Menneske, der er vokset over Begæret efter Hyldest og Beundring, kan det ikke undgaas, at det er ubehageligt at skulle tale om sig selv, navnlig naar man i samme Tale i udstrakt Grad ikke kan undgaa at være Hovedpersonen eller at blive behæftet med en Slags Helteskær. Men der gives visse Situationer, hvor det kan være ukærligt eller stridende imod de guddommelige Love at være tavs.

Saadanne Situationer kan vi f. Eks. iagttage hos Kristus. Naar han føler sig foranlediget til at sige: "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd", - "lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjærtet", - "jeg og Faderen, vi er Eet", - "Jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve", - saa maa man dog ikke tro, at disse evige Ord var Udtryk for nogen som helst Form for Hovmod eller Selvgladhed, ligesom man heller ikke skal tro, at deres Ophav svælgede i Nydelsen af deres Fremkomst. Tværtimod, han vidste godt, at det var Udtalelser af denne Art, der senere skulde føre ham til Korset. Men Ordene var Udtryk for en Sandhed, en virkelig realistisk Begivenhed, en Aabenbaring, der var et overordentligt stort Led i Skabelsen af Menneskehedens Skæbne, og om hvilken Begivenhed han jo var den første og eneste, som vidste absolut Besked. Han var jo udset til at være den hellige Aands Hylster, være den Basis, af hvilken den samme Aands verdensfrelsende Manifestation i Jordzonen betingedes. Men naar han alene sad inde med den virkelige realistiske Viden om disse aandelige Kendsgerningers Manifestation, og det ikke paa nogen Maade har været den guddommelige Mening, at disse skulde holdes hemmelige, hvem anden skulde saa aabenbare eller meddele dem videre til Menneskene, end netop Kristus? - Hvis han havde været saa ydmyg eller beskeden, at han havde holdt hele den Sandhed, der aabenbaredes i og omkring ham, hemmelig, saa vilde hans Beskedenhed eller Ydmyghed være gaaet over Grænsen til det abnorme, blevet til Fejghed, blevet til mental Slaphed. Og den verdensfrelsende Hemmelighed vilde med ham være gaaet i Graven.

Men i denne Situation, med en saadan Risiko for øje, maatte han tale i Stedet for at tie, skønt han i denne Tale eller Afsløring ganske nødtvungent ikke kunde undgaa at komme til at blotte sig selv som Helten, som det Centrale, som det Bærende i hans egen Beretning. Men da det jo var en Sandhed, der skulde siges, og da han selv var den højeste Vidende om denne, var han jo ogsaa den, der selv maatte aabenbare denne og ogsaa for derigennem at vise, hvilken Myndighed og Magt, der var nedlagt i ham. Og kun "Daaren" eller det Menneske, der ikke har noget som helst Begreb om det faktiske Forhold, vil se Storhedsvanvid, Hovmod eller Selvtilbedelse i Jesu Ord. Men da der altid er nok af uvidende Væsener, og han netop var den eneste ene blandt Jordens Millioner, der kunde sige disse Ord med Myndighed, maatte han naturligvis i første Instans blive misforstaaet af Mængden, blive anset for gal og [slut på side 54] ironisk blive "kronet" som "Jødernes Konge" og yderligere i blind Fanatisme blive lemlæstet og korsfæstet af den samme Hob.

Men hans Ord blev til en Lysglorie, der flammede ud over den korsfæstende og smædende Skare og skabte en lysende Vej ud af Barbariet og Primitiviteten, ad hvilken den samme Hobs Mentalitet den Dag i Dag føres imod Stjernerne. Tænk, hvis han havde valgt at tie. Tænk, hvis han havde været bange for Mængdens Haan og Spot, dens Mord- og Lemlæstelsestendens. Det verdensfrelsende Princip vilde dermed være blevet en uigenkaldelig Fiasko. Og det store Hospitals- og Ambulancevæsen, der strækker sin hjælpende Haand ud til alle Saarede og Syge Verden over, saavel i Slagmarkernes Rædsler som i fredelige Hjem, det moderne Lov- og Retsvæsen, Filantropi eller Velgørenhedsforanstaltninger og alle øvrige humane Foreteelser, der kommer ind under Begrebet "Kristelig Civilisation", og hvis Udspring altsaa kan ledes tilbage til at være identisk med Verdensgenløserens Tale, hans Bjærgprædiken, hans Lignelse om den barmhjærtige Samaritan, ganske uafhængigt af, hvad man saa end mener om Kirken og Præsterne, vilde vi i Dag ikke have ejet. Hvis Jesus havde været tavs, vilde en mørk og trist Barbarverden, endnu i større Grad end Tilfældet er, have hersket fra Hav til Hav, og virkelig "Kristendom" vilde ingen Steder paa Jordens Overflade have sat noget som helst Spor.

Som man ser, gives der altsaa Situationer, hvor et Væsen ved at tie kan skabe de forfærdeligste Situationer, og derfor hellere maa tale, selvom denne Tale ikke kan undgaa at skurre i den Uindviedes Øren som "Hovmod", som "Selvoptagethed" eller som en "falsk" Helteglorie. En saadan Situation befinder ethvert Væsen, der har oplevet Aabenbaringen af den hellige Aand, sig mere eller mindre i. Og da jeg netop har haft en saadan Oplevelse, er det ogsaa blevet min Pligt at tale i Stedet for at tie, skønt ogsaa jeg derved kommer til at løbe den Risiko at blive misforstaaet af mange. Men trods denne Risiko er de Begivenheder, der er gjort til Kendsgerninger i mit Væsen, alligevel af en saa betydende Natur, af en saa tvingende Nødvendighed, at jeg føler mig mere i Kontakt med den guddommelige Hensigt og Livets Mening ved i nærværende Tilfælde hellere at tale end tie, ligegyldigt hvad den Uindviede saa end maatte mene om denne Tale, ligegyldigt hvilke Ubehageligheder Flertallets Misforstaaelse saa end maatte forvolde mig; thi kun Legemet kan ihjelslaas. Min Aand er urørlig. Og paa denne Basis skal jeg nu gaa over til at berette lidt om det, der satte mig i Stand til at skabe den Verdensanalyse, igennem hvilken det evige Verdensbillede med dets store Facitter eller udødelige Sætninger fra Biblen, fra Jordens største Vise gaar op som matematiske Enheder, og dermed gør Livets største Sandheder til Videnskab, til Kunst, til Kærlighed.

*   *   *

Fra min tidligste Barndom og til en Aftenstund i Marts 1921 var jeg her paa det fysiske Plan ligesaa uvidende om alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Aandelige Realiteter", som et hvilket som helst almen Menneske, man tilfældigt maatte udtage fra den store Hob. Jeg kendte hverken Udødelighed eller Genfødsel. Jeg kendte hverken Skæbnens Love eller Dyrenes sande Idenditet. Jeg vidste intet om Kærlighedens Autoritet og Skabelsens virkelige Mysterium, havde endnu ikke nogen som helst realistisk Oplevelse af Guddommens personlige Nærhed i min egen Aand. Jeg var religiøst set et absolut ubeskrevet Blad. Naar denne min Ubeskrevethed kunde bevares til min modne Alder, skyldes det den, i dette Tilfælde lykkelige, Omstændighed, at min Skæbne ikke i noget som helst Tilfælde havde ført mig i Berøring med nogen som helst religiøs Bog eller Sekt, ud over hvad der kom ind under den folkekirkelige Børnelærdom. Ikke desto mindre var jeg dybt religiøs og nærede en inderlig Kærlighed til Gud. Jeg kan ikke fysisk erindre nogen Dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud. Men denne min Religiøsitet var min [slut på side 55] Hemmelighed, var min Helligdom. Jesus var mit største Ideal og Rettesnor. I alle Tvivlsspørgsmaal stillede jeg altid Spørgsmaalet saaledes op: "Hvad vilde Jesus gøre i den paagældende Situation?" og Svaret kom altid prompte. I Løbet af blot Brøkdele af Sekunder vidste jeg, hvorledes Jesus vilde handle i den nævnte Situation. Og dette førte mig frem til Faderen, frem til Guds Nærhed. Ved at følge denne guddommelige Anordning, der saaledes i enhver Situation blev mig anvist, kom jeg ubesmittet, uskadt og frelst gennem alle de Besværligheder, Fristelser og Faldgruber, der ellers mere eller mindre maa passeres af ethvert jordisk Menneske, der fra Moders Liv træder ind i Verden.

Og saaledes gik det til, at jeg en Dag som en ganske ubelæst og uvidende trediveaarig Mand traadte ind til en mig paa det daværende Tidspunkt ubekendt Mand for at laane en teosofisk Bog. En Kollega paa Kontoret, hvor jeg var, havde anbefalet mig vedkommende Mand, hvis teosofiske Bøger han netop studerede. Og ved en Samtale mellem denne Kollega og mig blev jeg altsaa gjort opmærksom paa denne Literatur. Da der paa dette Tidspunkt netop lige var vaagnet en meget stærk Længsel i mig efter aandelig Viden, samt en stor Trang til at kunne udrette noget mere end lige akkurat dette at skrive Tal, var det, at jeg fik Interesse for den nævnte Litteratur, og blev, takket være min Kollega, elskværdigst inviteret hjem til den før omtalte Mand.

Efter en Stunds Samtale med denne Mand forlod jeg atter hans Bopæl med en teosofisk Bog og med Lyden af hans Afskedsord endnu klingende i mine Øren: "De skal se, De bliver snart min Lærer".

Og som han spaaede, saaledes skete det. Jeg fik ikke læst den medbragte Bog til Ende. Det eneste, jeg husker af det lidet, jeg fik læst, er kun dette, at det foranledigede mig til at meditere paa Gud. Og da jeg en Aften netop prøvede paa dette, skete efterfølgende Oplevelser, hvorefter det af rent psykiske Aarsager blev mig ganske umuligt at fortsætte Læsningen af den omtalte Bog, ligesom min Bevidsthed fra nævnte Tidspunkt i sig selv var blevet en uudtømmelig aandelig Kilde, der absolut overflødiggjorde ethvert Studium af al Litteratur.

Og det var i denne forvandlede Tilstand, at jeg atter indfandt mig hos min belæste Ven for at levere hans Bog tilbage. Og han, saavel som min Kollega paa Kontoret og alle de øvrige indenfor min daværende og senere opstaaede nærmere Bekendtskabskreds er saaledes Vidner til min forvandlede Tilstand, Vidner til, at et Menneske kan komme til Viden ad andre Veje end de sædvanlige ydre, synlige eller for alle andre uundgaaeligt nødvendige. For dem blev det en Kendsgerning, at en undergørende Oplysningens Kraft helt kan overskygge et uvidende Menneske, og ganske uafhængigt af Bøger eller andres Viden og Forsken gøre ham til en Kapacitet i Livets højeste Visdom, Viden, Kendsgerninger eller religiøs Oplysning. De er det tyvende Aarhundredes Tilskuere til den hellige Aands Eksistens. De har faaet Lov til at se Fortidens Aabenbaringer gentage sig i nulevende Kød og Blod, været Vidne til, hvordan Visdommen bliver til, hvordan Livets store Facitter, de evige Sætninger, de udødelige "Guds Ord" inkarnerer i fysisk Materie, bliver til "hellige Bøger", der kan være aandeligt Brød for Slægternes Generationer gennem Tid og Evighed. - Maatte de, i Taknemlighed og Kærlighed til den evige Fader, stadig ihukomme og retmæssigt forstaa, hvad der gennem denne Oplevelse er blevet dem beskaaret at være Vidne til.

*   *   *

Efter Anvisningen i den laante Bog forsøgte jeg en Aftenstund at meditere over Begrebet "Gud". Og pludselig, uden ret at ane hvorledes, befandt jeg mig i en Tilstand, hvor det forekom mig, at jeg var stedet for noget umaadeligt ophøjet. Et ganske lille lysende Punkt kom til Syne i det Fjerne. Et Øjeblik var det forsvundet. Men i næste Sekund var det atter synligt, men var da kommet meget nærmere. Jeg [slut på side 56] kunde nu se, at Lyset hidrørte fra et kristuslignende Væsen, hvis Detailler fremtraadte i blændende hvidt Lys med blaa Detailler. Lyset var saa intens og levende, at det mindede mig om de Stjernekastere, man anvender ved Juletræerne. Kun var Aabenbaringens Stjerner meget, meget mindre, men til Gengæld umaadeligt meget talrigere.

Der indtraadte atter en Pavse, hvor jeg ligesom befandt mig i Mørke. Men saa oplyste Skikkelsen atter Plateauet. Jeg saa lige ind i en Skikkelse af Ild. Et Kristusvæsen af blændende Solskin bevægede sig nu med Armene løftet som til en Omfavnelse lige hen imod mig. Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille Bevægelse stirrede jeg lige ind i det straalende Væsens Bælteregion, der nu var lige ud for og paa Højde med mine øjne. Men Skikkelsen fortsatte sin Bevægelse fremad; og i næste Øjeblik gik den lige ind i mit eget Kød og Blod. En vidunderlig ophøjet Følelse betog mig. Lammelsen var forbi. Det guddommelige Lys, der saaledes havde taget Bolig i mig, gav mig Evne til at se ud over Verden.

Og se! Kontinenter og Have, Byer og Lande, Bjærge og Dale laa badet i Lyset fra mit eget Indre. I det hvide Lys blev Jorden forvandlet til "Guds Rige".

Den guddommelige Oplevelse var forbi. Jeg havde atter for mig den fysiske Virkelighed, mit Værelses Detailler, min Positions Ringhed. Men "Guds Rige" lyste og funklede stadigt i min Hjerne og i mine Nerver.

*   *   *

Da jeg den næste Dag om Formiddagen atter satte mig til Rette i min Meditationsstol og næppe var færdig hermed, ombølgedes jeg atter af det guddommelige Lys. Jeg saa ind i en blaa lysende Himmel, der ligesom blev trukket til Side, hvorved en ny og endnu mere lysende Himmel kom til Syne. Og saaledes blev det ved med at fortsætte, indtil en Himmel kom til Syne, der var af et saa overdaadigt blændende gyldent Lys og af en saa hastig vibrerende Materie, at jeg følte, at her var jeg paa Højden eller Toppunktet af, hvad min Organisme og Bevidsthed kunde taale. Et eneste Skridt, en eneste Brøkdel af et Sekund videre, og den overjordiske Bølgelængde vilde med Lynets umaadelige Kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk Tilværelse. Men i de Brøkdele af et Sekund, Aabenbaringen varede, oplevede jeg en Verden af Hellighed, Renhed, Harmoni og Fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et Hav af Lys. Dette var ikke, som i min første Aabenbaring, hvidt som Sne, men havde derimod Guldets Farve. Alle Detailler var Ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede smaa gyldne Traade, der funklede og glitrede her og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds Bevidsthed, hans egen Tankesfære. Det var den Materie, den Almagt, den højeste levende Kraft, igennem hvilken det guddommelige jeg styrede og ledede Oceaner af Verdener, Mælkeveje og Stjernebyer, saavel i Mikrokosmos som i Makrokosmos. Jeg var ganske bjærgtaget. Den guddommelige Ild vibrerede i og udenfor, over og under mig. Den "Guds Aand", der i Følge Biblen "svævede over Vandene", den "Ild", der "brændte i Tornebusken" for Moses, den "Ild", der førte Elias til Himmels, den "Ild", i hvilken Jesus blev "forklaret" paa Bjærget, den "Ild", der viste sig over Apostlenes Hoveder, og senere skabte Saulus om til Paulus paa Vejen til Damaskus, den "Ild", der gennem alle Tider har været "Alfa" og "Omega" i enhver Form for højeste Skabelse, Manifestation eller Aabenbaring, flammede her foran mine egne øjne, vibrerede i mit eget Bryst, i mit eget Hjærte, indhyllede mit hele Væsen. Jeg følte det, som om jeg badede i et Element af Kærlighed. Jeg var ved Ophavet, var ved selve Kilden til alt, hvad der findes af Varme i en Faders og Moders Sympati for Afkommet, af gensidig Hengivenhed i et ungt Pars Elskovsleg. Jeg saa den Kraft, der faar en Haand til at underskrive Benaadning, ophæve Slaveri, beskytte de smaa i Tilværelsen, det lille Dyr saavel som det affældige Menneske. [slut på side 57] Jeg saa det Solskin, der kan smelte Isen og fjerne Kulden i ethvert Sind, omdanne Haabløshedens og Pessimismens golde Ørkener til frugtbare, solrige Egne i Bevidstheden, varme Hjærtet, inspirere Forstanden, og derved faa Indivedet til at tilgive Uretten, elske Fjenden og forstaa Forbryderen. Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms Bryst. Jeg dvælede i Alkærlighedens Udspring, saa den guddommelige Fuldkommenhed, saa jeg var Eet med Vejen, Sandheden og Livet, var Eet med den store Fader. -

Men til at bære en saa altovervældende Koncentration af Guds eget højeste Væsen er en jordisk animalsk Organisme endnu ikke egnet, og jeg maatte derfor hurtigt afbryde det guddommelige Syn. Men selv om den overjordiske Oplevelse maatte ophøre, kom jeg dog aldrig mere helt tilbage til den fysiske Verden. Der var sket en Forvandling med mit Væsen. Jeg var født i en ny Verden, var blevet bevidst i et nyt Legeme. Og fra det Øjeblik var den Verden, der ligger hinsides alle fysiske Foreteelser, permanent indlemmet i min Dagsbevidsthed. Det gyldne Lys havde efterladt mig i en Tilstand af bevidst Udødelighed og med Evne til at se, at kun Livet eksisterer, og at Mørke og Lidelse kun er camoufleret Kærlighed, og at Guds Væsen er nærværende i Alt og Alle.

Men i mit eget Væsen var Kærlighedens Lue mange Gange fordoblet. Jeg saa, at al Materie var levende, var Guds Manifestation, var hans sande Kød og Blod. Jeg kærtegnede den "døde" saavel som den levende Materie, kærtegnede de mineralske saavel som de animalske Stoffer. Jeg elskede Stenene saavel som de levende Væsener, fordi de tilsammen udgjorde Guds Legeme. Og Guds Legeme kærtegnede mig. Det var som om det gyldne Lys, Oplevelsen af den hellige Aand, Faderens egen Bevidsthed, Fornemmelsen af hans personlige Tilstedeværelse som bevidst Jeg i min egen Nærhed havde efterladt alt i en altgennemtrængende Kærlighedsglans. Jeg følte, at Alt udstraalede Sympati, udstraalede hans eget Væsen baade i og udenfor mig selv. Jeg blev elsket af denne Fader. Og med en urokkelig Genkærlighed til dette Væsen, traadte jeg atter ind i den fysiske Verden. Dyrerigets, de jordiske Menneskers Lidelser, Sorger og Bekymringer blev atter synlige, Tilværelsens Skyggezone atter fremherskende. Men over det mørke Riges dybe Skygger funklede og straalede i mit Indre stadigt det gyldne Lys. I min Hjerne og Rygmarv eksisterede stadigt Varmen fra dets overjordiske Skin. Fra mine Hænder og Læber er det allerede bragt, og skal fremdeles bringes, til at skinne i andre Hjerner, vibrere i andre Rygge, funkle i andre øjne og fornemmes i andre Sind. Mit Ord er Livets Fakkel. Den guddommelige Aand i det lyser op i Mørket, fjerner Overtroen og skaber Kærligheden til Gud. Hver den, som lever i det, kommer til at elske Faderen og kan dermed aldrig vandre i Mørke. Thi at elske Faderen, er at elske Verden, er at elske Alt og Alle. At elske Alt og Alle er at leve sammen med det, man elsker. Men paa denne Maade at leve sammen med det, man elsker, er jo den fuldkomneste Tilfredsstillelse af det højeste Begær, er den højeste Tilegnelse af Liv, er den største Fornemmelse af Lykke, er den virkelige Oplevelse af Salighed.

*   *   *

Jeg har her paa Papiret betroet de vigtigste Omrids eller Detailler i de mange psykiske eller aandelige Oplevelser, der paa det nævnte Tidspunkt blev mig til Del, og som tilsammen blev Manifestationen af en guddommelig Kaldelse til det Arbejde, der siden har været min Livsbeskæftigelse.

Nu er der maaske dem, der vil mene, at mine Oplevelser kun er Hallucinationer eller Drømmesyner, men lad mig med det samme pointere, at Oplevelserne indtraadte under min fuldstændige vaagne eller bevidste Kontrol. Forklarelserne virkede til enhver Tid i de Dage, ligesaa snart jeg satte mig i min Meditationsstol, uden at der var Tale om, at jeg først skulde falde i Søvn, gaa i Trance eller paa anden Maade tabe den vaagne Bevidsthed. Endvidere maa man ogsaa erindre, at jeg, [slut på side 58] hvad de beskrevne Oplevelser angaar, selv indledte og afbrød dem alt efter eget Ønske og i Forhold til, hvad min Organisme kunde taale.

Med Hensyn til nærmere Redegørelse for Aabenbaring, den hellige Aand eller Indvielse maa jeg henvise til mit paabegyndte Værk "Livets Bog". Her skal jeg blot nævne, at en saadan ophøjet Begivenhed altid er en personlig Oplevelse, helt og holdent kun beregnet paa det Væsen, i hvem den finder Sted, og kan naturligvis aldrig blive en direkte Kendsgerning for andre end det Væsen, den overskygger. Jeg skal derfor heller ikke dvæle mere ved selve de rent ydre Detailler, under hvilke den viste sig for mig. Disse er i første Instans alligevel kun beregnet som Tegn til mig selv, og kan hverken bekræfte eller afkræfte min Missions Sandfærdighed.

De aandelige Visioner, jeg har haft, betyder saaledes i sig selv intet, hvis ikke de havde efterladt synlige og for Iagttagelsesevnen tilgængelige Virkninger. Der er nemlig saa mange Mennesker, der paaberaaber sig at have haft aandelige Syner, Visioner eller Aabenbaringer, men de fleste af disse paastaaede Oplevelser har ikke efterladt noget ydre synligt Tegn, har ikke efterladt nogen positiv Virkning, nogen Forvandling af deres Ophav, der kan efterforskes af andre Væsener. Og de nævnte Oplevelsers Identitet som Fantasi eller Virkelighed kan saaledes ikke stadfæstes af Udenforstaaende og har derved ingen intellektuel Værdi. Kun af Mennesker, der kan nøjes med at "tro" og saaledes ikke fordrer intelligensmæssig eller videnskabelig Forstaaelse, kan disse Syner blive accepteret. Men da udgør de jo ikke nogen som helst Basis for Videnskab, er kun udløsende Momenter for Skabelse af "Tro".

Hvis disse Syner ikke er virkelige, men derimod kun er Illusioner, bliver "Troen" identisk med "Fanatisme", og den "Troende" en glødende "Fanatiker". Det kan saaledes være forbundet med stor Risiko at tro paa Aabenbaringer, der ikke har givet synlige Udslag, der kan kontrolleres af Forstanden, og hvis Identitet som Virkelighed derfor ikke kan gøres til Kendsgerninger for andre.

Det, som bliver det Fundamentale for Læserne, er altsaa ikke selve de aandelige Oplevelser, jeg har haft, men de Virkninger, de har skabt, thi disse kan nemlig mere eller mindre efterforskes af ethvert dertil moralsk egnet, upartisk og frigjort Menneske. Disse Virkninger udgør min samlede Manifestation: Skabelsen af en virkelig matematisk Verdensanalyse, en absolut urokkelig Aandsvidenskab og den herpaa hvilende begyndende Tilblivelse af en ny Mentalitet, en ny Kultur, i hvilken Livets sande Forstaaelse, dets haarfine Kærlighedslove og kulminerende Verdenslogik og højeste Facit "Alt er saare godt" fra at være Utopier overgaar til at være virkeligt Liv, haandgribelige Kendsgerninger, tilgængelige for ethvert i Forstand og Følelse dertil udviklet eller modnet Menneske.

Men Kendskabet til denne Mission kan umuligt tilegnes ved blot og bar Læsning eller ved Omtale fra andre. Det kan kun blive til virkelig Kendsgerning for Forskeren eller den Søgende ved absolut frivillig upartisk erfaringsmæssig Indlevelse af nævnte Mission i hans egen Bevidsthed, i hans eget daglige Liv, i hans egen Optræden overfor Alt og Alle. Kun moralsk ufærdige Væsener dømmer uden virkeligt at se, uden virkeligt at høre, uden virkeligt at forstaa. Og for virkeligt at forstaa, maa man altsaa efter Evne gøre min Mission, mit Arbejde identisk med sit eget Liv. Kun den, der gør dette, kan komme til at erfare Sandheden om en forklaret Tilværelse i det hvide og gyldne Lys, en Tilværelse i Organismer af blændende Solskin.

Og lad mig saa til Slut lige minde om, at hvad man saa end vil mene om min Aabenbaring eller Oplevelse af dette guddommelige Lys, min Oplevelse af den hvide og gyldne Ilddaab, den Kendsgerning bliver dog tilbage, at jeg, igennem denne for mig hellige Begivenhed, ganske uafhængigt af noget som helst Forstudium af Bøger eller andres Viden udover den traditionelle protestantiske Børnelærdom, i mit Hovedværk "Livets Bog", i mine [slut på side 59] øvrige Skrifter, Symboler, Tale og Væsen, blev sat i Stand til at skabe et Bevidsthedslag, et Tankeklima, der giver Menneskeheden fuldstændigt mentalt Overblik over alle Livets Situationer, og at dette Overbliks Analyser af Verdensaltet tilsammen udgør en matematisk Enhed, en totalt afsløret Fuldkommenhed, i hvilken det samme Verdensalt i alle Detailler viser sig som Kulminationen af en Logik, hvis højeste Planmæssighed uundgaaeligt bringer det sidste Resultat i enhver Instans, i enhver Situation til praktisk Udløsning af Facittet "Kærlighed", der igen udgør en Enhed af kulminerende Ligevægt mellem den højeste Forstand og Sympati.

Igennem min Manifestation skabes den evige Verdensanalyse, der direkte intellektuelt viser, at "ingen Spurv falder til Jorden uden den guddommelige Faders Villie", ligesaa, at "alle vore Hovedhaar ere talte", samt at alle er udødelige, alle vil blive fuldkomne, alle bliver elsket af det evige Forsyn, alt er Kærlighed, og at Livets højeste matematiske Facit i Form af Sætningen "Alt er saare godt" aldrig kan ophøre med at lyse.

Denne virkelige Videnskab, som ved den hellige Aand i mit Væsen saaledes manifesteres, er omskabende for Mentalitet. Den fjerner Haabløsheden, Melankolien og Uvisheden. Den faar Solen til at lyse i det mørke Sind. Igennem den lyder den guddommelige Invitation atter til Menneskene "Kommer hid til mig, alle I, som er besværede, og jeg skal give eder Hvile", ligesaavel som den bekræfter den guddommelige Sandhed: "Se, jeg er med eder alle Dage, gennem alle Tider, i alle Ting, i al Evighed". Og saaledes kan enhver blive lykkelig, blive salig; thi som jeg før har skrevet, "for Guds Aasyns Straalevæld maa Nattens Skygger vige".