Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus:

Partiskhed.

Det, der i størst Udstrækning er bestemmende for Menneskenes særlige Holdning eller Indstilling til Livet og Medvæsenerne, er vel nok det, af hvilket deres daglige Økonomi er afhængig. Alle Mennesker er økonomisk bundne. Dette gælder naturligvis ogsaa dem, der sidder inde med de store Formuer, og om hvem man siger, at de er "økonomisk uafhængige". At disse sidste ikke behøver at trælle paa en Arbejdsplads, i en Fabrik eller paa et Kontor flere Timer dagligt betyder naturligvis ikke, at de er frie. De allerfleste af disse Personers Mentalitet er i høj Grad præget af Antipati mod Samfundsforordninger og politiske Forhold, der er af modsat Natur end de, paa hvilke deres "økonomiske Uafhængighed" er betinget. Om denne "Uafhængighed" er baseret paa ligefrem forbryderiske og dræbende Momenter gør, for mange af de paagældende Væseners Vedkommende, intet til Sagen, thi nævnte "økonomiske Uafhængighed" kan undertiden vise sig at være en saa dybtgaaende og altdominerende – Afhængighed, at den helt borteliminerer de samme Væseners sunde Sans, gør dem til Agitatorer og Propagandister for Idéer og Former for Politik eller Samfundsforordninger, der er Hundrede Procents direkte eller indirekte Overtrædelse af det femte Bud eller er en skrigende Parodi paa det, der af samtlige Verdens største Vise er blevet oplevet eller opdaget som det eneste bærende for al absolut Lykke, nemlig dette: "Du skal elske din Næse som dig selv". Men naar dette sidste saaledes er den absolute Lykkes urokkelige Fundament og dermed "al Lovens Fylde", hvilket vil sige Kulminationen af Logik, der igen er den allerhøjeste Form for normal Fremtræden, bliver enhver Form for "økonomisk Uafhængighed", der er baseret paa den førnævnte Overtrædelse af det femte Bud, en Hundrede Procents Abnormitet. Og de paagældende Væsener vil saaledes være at betragte som nogle i denne deres egen Partiskhed eller Abnormitet fængslede Individer. [slut på side 113]

At denne Partiskhed er baseret paa en graadig Appetit paa Livet, der kun kan mættes eller tilfredsstilles med en økonomisk Forvænthed, der betinger, at dens Ophav kun kan føle sig lykkelig ved en materiel Besiddelse eller Bankkonto, der indtil Tusinder af Gange overstiger den Værdi, dets sunde og dermed normale Livs Eksistens fra Vuggen til Graven koster i Penge, gør ikke Sagen mindre bekræftet eller abnorm.

At den økonomiske Partiskhed saaledes griber dybt ind i Menneskenes Sjæleliv og formørker deres Moralitet og Næstekærlighed, synes jeg, blandt meget andet, tydeligt man kan se i efterfølgende Artikel fra "Kristeligt Dagblad" af 20. September d. A., som udtrykker følgende:
 
 

VAABEN-FABRIKANTERNE OG FREDEN

Fra Aldous Huxleys Skrift: "An Encyclopædia of Pacifism" bringer vi nedenstaaende Redegørelse for Vaabenfabrikanternes Forhold til Krig og Fred.
 

Vaabenfabrikanternes Begær efter at tjene Penge er en stadig Trusel mod Verdensfreden. Det er i deres Interesse at arbejde for den Politik, der kan forventes at frembringe farlige internationale Situationer, og at arbejde imod Afrustningen og Verdensfreden, som vilde ødelægge deres Erhverv.

Dette Erhverv er meget fordelagtigt. Fra 1915– 1918 betalte det amerikanske Ammunitionsfirma Dupont de Nemour Dividender paa op til 458 Procent af Pariværdien af Grundkapitalen. I Henhold til officielle britiske Kilder beløb J. P. Morgan & Co.s Udbytte sig til mere end £2.000 Millioner i Aarene 1914–1918. For nylig har den britiske Genoprustning indbragt Fabrikanter og særlige Finansmænd kæmpemæssigt Udbytte. I "Daily Telegraph" for 11. Marts 1935 meddeles, at Vickers Ltd. giver en Friaktie til hver Aktieindehaver. Den almindelige Dividende for 1935 var sat op fra 6 pCt. til 8 pCt. Mr. Francis Williams skriver i "Fredsaarbogen", at han anslaar det totale Renteudbytte paa Rustningsaktier til mere end 32 Millioner engelske Pund i 1935. Heraf gik mere end 5 Millioner Pund (ca. 100 Mill. Kroner) i Lommerne paa dem, der stiftede nye Luftfartselskaber.

Vaabenfabrikanternes kyniske anti-sociale Holdning udtrykkes tydeligt i følgende Bemærkning, som citeres fra en Artikel i "The Aeroplane" for 15. Marts 1933. "Baade Aeroplan- og Maskinfabrikanter haaber paa forøget Omsætning og Udbytte om et Aarstid, naar Afrustningskonferencen er afgaaet ved Døden, og Oprustningsprogrammer faar Lov til at fortsættes".

I et Memorandum henvendt til Admiralitetet i 1919, fremstiller Admiral i Flaaden Lord Wester Wemyss Sagen imod Vaabenfabrikanterne saaledes: "Ethvert Firma, der producerer Vaaben eller Ammunition af en eller anden Art, ønsker naturligvis den størst mulige Produktion. De har ikke alene en direkte Interesse i Forøgelsen af Flaadens og Hærens Budget og i Krigspaniken, men lige saa meget i at forcere Uroen i Udlandet. For jo mere Udlandet udvider sin Oprustning, jo mere maa man ruste hjemme. Dette indbyrdes Forhold mellem den udenlandske og den hjemlige Handel med Vaaben er et af de mest underfundige og farlige Momenter i det nuværende System, der tillader privat Vaaben-Produktion. Dette Onde forstærkes af de bestaaende internationale Rustningsringe, hvis Medlemmer notorisk arbejder Haand i Haand. Saa længe denne underjordiske Sammensværgelse mod Freden faar Lov til at fortsætte, er Muligheden for en effektiv Formindskelse af Rustningerne fjerntliggende". I 1934 og 1935 blev der anstillet en Undersøgelse af privat Vaabenfabrikation i de Forenede Stater, og i England nedsattes i 1935 en kongelig Kommission med samme Formaal. Privat Fabrikation fortsætter stadigt.

For Vaabenfabrikanterne spiller Fortjenesten større Rolle end Fædrelandskærligheden. De vil sælge deres Produkter til hvem som helst, der vil købe, selv om Køberen maaske er en aktuel eller eventuel Fjende. Mr. W. Arnold Forster nævnede i sin Vidneforklaring til Vaaben-Kommissionen (1935) den Kendsgerning, at paa et Gevær, som Bedford-Regimentet erobrede i Palæstina, var Ordene "Fremstillet af Sir W. G. Armstrong Whitworth & Co." indgraveret.

Overenskomst mellem Vaabenfabrikanter vil endog overleve Udbrud af Fjendtligheder. Under Verdenskrigen blev Egnene omkring Briey ikke bombarderet, fordi franske og tyske Vaabenfabrikanter havde en Gentlemen-Overenskomst, der gik ud paa, at man paa ingen af Siderne skulde forhindres i Produktionen af Ammunition. Krigen blev følgelig forlænget, men Fabrikanternes Udbytte blev forøget.

At Vaabenfirmaerne endog tager aktive Skridt i Retning af Sabotageforsøg overfor Afrustningen, blev demonstreret i den kendte Shearer-Sag. I 1929 sagsøgte Mr. Shearer de tre største amerikanske Skibsbygnings-Kompagnier til Betaling af trekvart Million Dollars for Tjenester udført ved Flaade-Konferencen i Geneve 1927. (De havde i Forvejen betalt ham halvtreds Tusind Dollars.) Hans Pligter ved Flaade-Konferencen:var følgende: At oparbejde Frygt for den britiske Flaade ved Hjælp af anti-britisk Propaganda, at underholde Søofficerer og Aviskorrespondenter, at faa oparbejdet Interesse for Flaaden og Flaadenyheder i ansete amerikanske Tidsskrifter, at bringe amerikanske Fredsorganisationer [slut på side 114] i Vanry. Hjemme skulde han organisere en hemmelig Gruppe i Washington med det Formaal at paavirke Lovgivningen til Fordel for en Udvidelse af Krigs- og Handelsflaade. Han skulde have Artikler optaget i Magasiner, holde Foredrag og Taler for patriotiske Organisationer, Grene af den amerikanske Legion og Handelssammenslutninger. Kort sagt, Mr. Shearers Hverv var af al sin Magt at faa det til at se ud som om Bethlehem Skibsbygnings Selskab, Newport News Skibsbygnings- og Tørdok Kompagni og det amerikanske Brown Boveri Selskabs Interesser var de samme som det amerikanske Folks.

De to Ting, der særlig bør bemærkes, er disse:

(1) Fabrikanterne og Finansmændene, som er opdraget i den kapitalistiske Moral, vil (sandsynligvis med en udmærket Samvittighed) benytte Metoder, der er moralsk oprørende og socialt forbryderiske.

(2) Almindelige Folk, der ikke skal tjene Penge paa Krigen, kan blive revet med af en saadan krigerisk Propaganda, hvor vanærende dens Oprindelse end er. Baade Udbytterne og de udbyttede er Ofre for deres Opdragelse i et Samfund, der frem for alt værdsætter Succes, Ejendomsret og Sejr, selvom den sker paa andres Bekostning. Ikke alene det økonomiske System, men ogsaa hvad vi kan kalde det psykologiske System indenfor vore Samfund trænger til Forandring. De to er beslægtede, og dog til en vis Grad uafhængige af hinanden. En Forandring af det økonomiske System er i høj Grad ønskelig, men den vil ikke automatisk frembringe en saa stor Forandring i det psykologiske System, at den vilde gøre Krig umulig. Det er derfor, det er nødvendigt, at der dannes Sammenslutninger af Mænd og Kvinder specielt forpligtede til at gøre de pacifistiske Principper til Virkelighed i alle Livsforhold: i personlige Forhold, i økonomiske Forhold – i Politik og i Opdragelsen.
 
 

Men tro nu ikke, at Vaabenfabrikanterne er de eneste partiske eller skyldige i Krig og Ødelæggelse. Den egoistiske Partiskhed, der blænder eller formørker Vaabenfabrikanternes Mentalitet, er ogsaa til Stede i Tusinder og atter Tusinder af andre Forretningsfelter i det daglige Liv. Er det ikke netop en almengældende Tendens at gøre sig til Venner med det, "der betaler sig bedst", uden Hensyn til Moralitet eller Næstekærlighed? – Hvis ikke det var saaledes, hvad skulde vi saa med det bestaaende Lov- og Retsvæsen? – Er dette ikke netop et skærmende Rækværk, et opsat Panser mod et altfor graadigt Profitbegær, mod en alt for hensynsløs og dyrisk nedbrydende økonomisk Udnyttelse eller Ødelæggelse af sin Næste? – At dette "Panser" eller "Rækværk" kun er i sin Vorden og derfor endnu ikke helt har kunnet forhindre de urmenneskelige Røveri- og Plyndringstogter, der stadigt paa mange Maader, maskeret som "Forretning", finder Sted indenfor dets Omraade, skyldes jo kun dets, kosmisk set, endnu ufærdige Tilstand.

Men at det samme "Panser" i Form af en i sand Lov og Ret indbygget højeste Moralitet vil komme til at beherske Verden og med sine skærmende Mure komme til at beskytte Nationer og Stater, som det i Dag indtil en vis Grad allerede beskytter de enkele Individer, bliver en Kendsgerning gennem dets i Dag voksende Uundværlighed i virkelig Kulturskabelse samtidigt med Folkenes tiltagende Hunger efter en virkelig altgennemtrængende Fred.

Men saalænge Partiskheden for overdreven økonomisk Vinding endnu ikke betragtes som Umoralitet, og de besiddende Klasser med deres unaturlige økonomiske Magt indtil en vis Grad behersker Staternes Regeringer og med deres abnorme Ekstravagance og Luksus inspirerer Mængdens Begær efter den samme abnorme Overdaadighed og yderligere med denne deres kostbare eller dyre Tilværelses Forarming eller Ruinering af Masserne forstærker dette Begær og gør nævnte Overdaadighed til et Ideal eller eftertragtet Maal for Hoben, da vil Alverdens Aviser være fulde af Beretninger om Krige og Rygte om Krige, deres Billedreportage være Gengivelse af Lemlæstelse, Revolutioner, Hungersnød og Arbejdsløshed og de heraf følgende Kalamiteter: Fattigdom, Sløvsind og Selvmord. Thi paa unaturlige Begærs Tilfredsstillelse, paa Udbytning af sin Næste eller i Kraft af Kærligheden til en Eksistens, der kun kan opretholdes paa Basis af at gøre ovennævnte Kalamiteter til sin Næstes Skæbne, eksisterer "Helvede". Og hvor "Helvede" eksisterer, er den evige Fred kun en Flygtning, en forfulgt Gæst eller Udlænding paa Jorden.