Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1938/3 side 25
<<  3:3
Martinus:
GAVEKULTUR
(Sluttes.)
Hvis Giveren aabenlyst havde forelagt for Gavemodtageren, at Ydelsen kun var paa Betingelse af den forventede Gengældelse, og Gavemodtageren var gaaet ind paa at modtage Gaven paa denne særlige Maade, saa var det jo en ren og skær Forretning. Og Giverens Forbitrelse over Gengældelsens Udeblivelse vilde saaledes være mere retfærdigt begrundet. Men da Ydelsen var givet uden nogen som helst aabenlyst stillede Klausuler eller Betingelser og derfor overfor Gavemodtageren maatte være maskeret som "Gave", var denne "Gaveydelse" jo et Bedrageri mod Gavemodtageren. Og det er saaledes ikke denne, der er "Synderen", men Gavegiveren selv. Han har i det paagældende Tilfælde ikke den mindste Berettigelse til at føle sig skuffet eller forbitret paa Gavemodtageren, der jo ikke har lovet noget som helst og ikke har modtaget Gaveydelsen under nogen som helst Forudsætninger og muligvis aldrig vilde have modtaget den, hvis han havde kendt de hemmelige Klausuler.
Hvis en Gave kan resultere i selv den mindste efterfølgende Fortrydelse eller Forbitrelse hos Giveren, saa vil dette være et absolut ufejlbarligt Kendetegn paa eller Bevis for, at "Gaven" absolut ikke var nogen "Gave", men en hemmelig "Forudbetaling" for et eller andet forventet Gode.
Den virkelige absolute "Gave" er hellig og kan aldrig nogen Sinde afføde andet end Glæde for sin Giver, idet den, kosmisk set, kun kan være en Udløsning af kulminerende Kærlighed, hvilket vil sige, en Hundrede Procents Følelse af Lykke udelukkende ved at give. Kærligheden har ingen som helst Tilknytning til at fordre, "den søger ikke sit eget". Derfor vil den fuldkomne Gavegiver aldrig nogen Sinde komme til at vise Bitterhed, Uvillie eller Fjendskab imod dem, han (hun) har støttet eller givet Gaver, idet han jo aldrig har ventet sig saa meget som den mindste Skygge af personlig Fordel eller Favorisering deraf.
Naar han ikke har haft denne Forventning, kan han jo ikke føle sig skuffet, selv ikke engang i værste Tilfælde, hvor Gavemodtageren slet ikke viser Taknemmelighed eller Velvillie mod ham, men derimod, som det stundom sker, bliver fordringsfuld. Den fuldkomne Gavegiver har Lykke nok ved Bevidstheden om, at have gjort noget virkeligt godt. Hans Lykke er ikke Belønningen for det gode, han har gjort, men derimod den fulde Fornemmelse af den Salighed, der uundgaaeligt følger med enhver uselvisk Handling eller Manifestationsmaade, der vibrerer Hundrede Procents i Kontakt med selve Livets egen Impuls eller de allerhøjeste bærende Kræfter i Universet, ganske uafhængigt af hvor megen materiel Vinding eller Tab den paagældende Handling paa øvrige Omraader saa end maatte have afstedkommet.
For den reelle eller virkelige Gavegiver er det altsaa ikke nogen som helst Forventning om Belønning eller Gengældelse, der er det bærende eller udløsende Moment, men derimod Handlingens Fornemmelse i Bevidstheden som en højeste guddommelig Oplevelse. Og nævnte Væsen faar saaledes i selve den guddommelige Handling en overdaadig Belønning.
For den primitive eller falske Gavegiver er det derimod den hemmelige Vinding eller Belønning, der er det udløsende Moment. Og man forstaar derfor godt Skuffelsen og Bitterheden hos samme Væsen, naar denne helt udebliver.
Men nævnte Bitterhed gør det jo til Kendsgerning, at han slet ikke er nogen Gavegiver, men at Gaveprincippet hos ham derimod kun er en bevidst eller ubevidst Metode til Opnaaelse af Tilfredsstillelsen af egoistiske eller selviske Begær. Men da en saadan Metode jo er en Forvanskning eller Maskering af de faktiske Forhold, og derved bliver en Slags Faldgrube for Gavemodtageren, er den et Bedrag. Og enhver Gave, der mere eller mindre er udløst eller givet under en saadan Form, kan kun høre hjemme i Civilisationens Underverden. Den forhindrer saaledes hvem som helst, der maatte være dens Ophav, i at være et virkeligt Kulturmenneske. Et saadant Væsen er endnu en aandelig Proletar.
Den Maade, et Menneske giver sin Gave paa, bliver altsaa udgørende Maalestokken eller Kendetegnet for, hvor langt det staar fremme i virkelig Kultur eller Aand. Hvis et Væsen er i Stand til at give en Gave uden paa Basis af den allermindste Fordring om Gengældelse, men derimod yder den med Hundrede Procents Frigivelse af Modtageren, hvilket vil sige, giver den med en hemmelig, hellig Forpligtelse af sig selv til aldrig nogen Sinde, paa Grund af Gaveydelsen, at føle det mindste Gran af Bitterhed eller Indignation imod Gavemodtageren, ganske ligegyldigt, hvorledes han saa end maatte handle imod en i Fremtiden, ligegyldigt om han paa alle Maader tilsidesætter en til Fordel for Favorisering af andre Personer, han maatte finde Behag i at omgaas eller føle Lyst til at yde sin Sympati eller Velvillie, da er ens Ydelse en virkelig Gave, ligegyldigt hvad Gaveobjektet saa end maatte have været, ligegyldigt om det har været Ydelsen af rent legemlig eller mental Arbejdskraft, eller det har været materielle Genstande, Gods eller Guld. Thi da er man virkelig naaet til et Trin, hvor Kærligheden og ikke Selviskheden har været det højeste dikterende Moment i ens Bevidsthed. Da har Gaveydelsen allerede betalt sig selv i Form af den guddommelige Fornemmelse af Kontaktskabet med Livet og dermed Følelsen af at være "et med Faderen".
I samme Grad som en Gave afviger fra at være givet under disse Forudsætninger, i samme Grad er den et Falsum og dermed ude af Stand til at være Udtryk for virkelig Kultur og vil saaledes uomstødeligt være identisk med en af de mange Realiteter, der endnu holder Menneskene tilbage i Primitivitet og Nedværdigelse, Forfølgelse og Lidelser.
Men igennem Modgangens Taarer bliver Selviskheden knust, og den forlorne Søn ført tilbage til Livets Kurs, lærer at give paa den rigtige Maade, bliver i Kontakt med Verdensaltet, træder ind i Rækken som Guddommens Redskab for den største og mest fuldkomne Gaveydelse: den alttilgivende evige Kærlighed. Og dermed bliver det til Virkelighed: "Saligt er det at give, hellere end at tage". Thi kun i enhver fuldkommen uselvisk Gaveydelse til sin Næste kommer den evige Faders Straaleglorie til Syne. Kun her mærkes hans direkte Nærhed. Og ingen kommer ham nærmere end den, der har saa stor Kærlighed, at han vover sit Liv for at redde sine Medvæsener. Det er Livets største Aabenbaring af Princippet "at give". Det er Modellen for al fuldkommen Væremaade. Kun gennem Kulminationen af Kærlighed kan en virkelig Gave fødes. Og kun gennem Væsenernes indbyrdes Ydelse af en saadan Gave til hverandre kan en varig Fred og fuldkommen Harmoni blive lysende over jordisk Hav og Land.