Ældre årgange af Kosmos mv.

Fra Kosmos Feriekoloni.

Sæsonen sluttet.

Naar disse Linier læses er Sæsonen i Kolonien sluttet for denne Gang. Vinduer og Døre er tilskoddede. Den glade Latter, det muntre Badeliv, de venlige Tilraab er forstummet. Stilheden breder sig mellem Husene. For os, der har gjort hele Sæsonen med og levet i Samvær med alle de mange forskellige nye Hold af Feriegæster, der hver Uge strømmede til Kolonien, virker denne tavse Idyl dobbelt vemodigt. At der endnu gennem Natten kan høres et enligt Vibeskrig ude fra Klintsøgaards Enge eller Tofter fremhæver blot Stilheden. Sommernattens fosforlyse Havblik er ikke mere. Kun de venlige Blink fra Hesselø Fyr og de svage Dønninger fra Stranden lader en ane Havets Nærhed. Men i den stille Høstnat tindrer Tusinder af funklende Stjerner. Alt aander Fred og Velsignelse.

Under mine Spadsereture i denne lønlige Idyl har jeg ikke kunnet undgaa, at Erindringerne fra den svundne Sæson dukker frem i min Hjerne. Jeg ser det farverige Liv ved Stranden. Latter og Jubelraab naar mit indre Øre. Velkomst- og Gensynsglæde fylder Luften. Jeg ser for mig en Skare Mennesker, der er begyndt at blive lykkelige ved at være gode ved hinanden. Hjærtevarme og Tilgivelseslyst er i stærk Udvikling. Og mit Sind fyldes med Glæde. Thi er det ikke netop den "indbyrdes Kærlighed", der er Kendetegnet paa sandt Discipelskab? –

Jeg kan derfor ikke afslutte Sæsonen uden her at udtrykke min inderligste Tak til alle, der har været vore Gæster i Sommer, for den gode Forstaaelse, Velvillie og Hjælpsomhed, den Sympati og Kærlighed de i deres Væremaade har lagt for Dagen, og hvorved de har bidraget til, at den guddommelige Aand virkelig har kunnet mærkes paa Koloniens Omraade. Det er Fortsættelsen heraf, der skal bringe Guds Rige til at fødes og Menneskeheden til at lyse og gøre en varig Fred til Kendsgerning paa Jorden.

Med kærlig Hilsen og paa Gensyn ved Foredragene og i Studiekresene.

Martinus.