Ældre årgange af Kosmos mv.

1:5    >>

Martinus:

Freden

En vældig Glædesbølge gaar hen over Jorden. De for Millioner af Mennesker længe ventede forløsende Ord, "Tyskland har kapituleret", har nu lydt. Igennem Radiobølger, igennem Kirkeklokkeklang, igennem Avisernes "ucensurerede" Spalter og Billedreportager, igennem Folkemassers Jubel, Haandtryk og Glædestaarer sender det i Øjeblikket, medens disse Linier skrives, en fuldstændig Lysglorie ud over Verden. En Sejrens Rus gaar hen over Jorden. De dræbende Vaaben er bragt til Tavshed. Den dyriske Mordbølge er standset her paa vore Breddegrader. "Tyskland har kapituleret", med disse Ord skabte det evige Forsyn atter Lyset i mange Menneskers Hjerter og bragte den Haabets Gnist til atter at funkle, der skal blive en Fredens og Kærlighedens varmende Ild i alles Øjne, i alles Sind, i alles Tale og Gerning.

Men endnu er det kun et "Haab". Man maa ikke tro, at Tingene nu er "fuldbragt", og at alle Bekymringer hermed er fjernede fra Verden. Den Glædesbølge, der i Dag gaar hen over Jorden, er absolut ikke det samme som "en fundamental Fred". Det er vidunderligt, at Bomberne og de øvrige Krigsapparater er bragt til Tavshed, og Myrderiernes Masseudfoldelse dermed er standset eller indskrænket til det mindst mulige, men "Fred" i absolut Forstand, det er det ikke. Saalænge Glædesrusen kun er en Sejrsjubel over en slagen og lemlæstet Fjende, og saalænge denne "Fjende" nu ifølge Gengældelsens Love skal sukke og stønne under Fornedrelsens Aag i Savn og Lidelser, i Trældom og Armod som en Paria i Nationernes Samfund, da er "den totale Fred" absolut ikke i Verden. Da er Jorden endnu Skuepladsen for et "Dommedagen"s Domæne.

Et undertrykt Folk vil aldrig ophøre med at længes efter Befrielse. Og Længslen efter Befrielse vil uundgaaeligt bevirke Undertrykkernes Undergang. Det er den raa Magts uundgaaelige Lov. Det er Naturens egen Skabelse af Retfærdighedens Ligevægt. Et Folk, der undertrykker, vil saaledes aldrig kunne undgaa selv at ile mod det "Dommedagen"s Domæne, det med denne Undertrykkelse opretholder for andre Folk. Intet Folk, ingen Nation kan nogen Sinde undgaa en Regnskabets Time. Er det ikke det, Verden i allerhøjeste Grad lige har erfaret? – Har det store Verdensdrama ikke i et kolossalt Format vist Menneskeheden, at den Skæbne, man tiltænker og paafører andre, kommer man tilsidst til selv at ligge under for? – Er [slut på side 121] nævnte Drama saaledes ikke blevet en virkelig Bekræftelse paa, at "det vi vil, at andre skal gøre mod os, maa vi først gøre imod dem? – Er det ikke i Jordens Historie nu blevet en tilstrækkelig Kendsgerning, at "Hovmod staar for Fald"? – Har Livet nu ikke i en urokkelig Grad stadfæstet, at et Folk, ligesaa lidt som et enkelt Individ, er kommet til Verden for "at lade sig tjene, men for at tjene"? – Er det ikke, grundet paa en Misforstaaelse af dette Princip, at Jordkloden i Dag har faaet et stort Saar, der hedder "Europa" og er stærkt i Færd med at faa et til, der hedder "Japan", foruden de store Skrammer og Buler, den har faaet paa den øvrige Del af sin ellers saa skønne Overflade? – Der er ikke paa Jordkloden, ligesaalidt som paa nogen som helst anden Planet eller Verden i Universet, gengældelsesfrit nogen Plads for et Samfund af Undertrykkere, en Slags "Herrefolk". De evige Verdenslove betinger urokkeligt, at "Alle maa tjene Alle". Der er saaledes absolut intet i Livet, der berettiger noget Væsen eller Folk til kun at leve for at blive betjent og dermed stjæle andres Frihed og Ret til Livet og Glæden ved at opleve Solens klare Lys.

Det nytter saaledes ikke at camouflere sin Undertrykkelsestrang, Skadefryd, Hævngærrighed og Magtbegær med Begreberne "retfærdig Harme", "hellig Vrede" eller "retfærdig Straf". Denne Camouflage er, selv med Kirkens og Præsternes Medhold og Velsignelse, altfor let gennemskuelig for den kosmiske Livsindstilling, som store Dele af Jordens Menneskehed nu begynder at være modne for og allerede iler stærkt i Møde. Er det ikke netop denne kosmiske Indstilling eller Evne til paa anelses- eller følelsesmæssig Maade at fornemme en større eller mindre Afsky for Krigens og Hævnens Metoder, der har svækket Tilliden til den overleverede "Kristendom"s Kirkevæsen og Præsteskab og afstedkommer de mange tomme Stole under de autoriserede Gudstjenester? – Ser det ikke ud til, at Præstekaldet i mange Tilfælde ikke mere er et "helligt Kald", hvilket vil sige: et Kald, der staar højt hævet over alle Partier og dermed over enhver Krigs to Parter, "Forsvareren" saavel som "Angriberen"? – Er Præstekaldet ikke i mange Tilfælde blevet en blot bar tilfældig Levevej? – Har det store Verdensdrama ikke netop vist os Præster, hvis rette Hylde egentlig var paa Krigerens Plads? – Har der ikke været Præster, der forlod deres høje guddommelige Kald for at svinge Sabotagens dødbringende Fakkel over "Fjenden"? – Ja, det er ikke for at udløse Angreb eller Indignation af nogen Art over disse Personer. Deres Handlemaade er jo rent jordmenneskeligt set en Heltegerning, og som saadan vil den blive fejret. De har jo paa deres Vis vovet Livet i Troen paa "Retfærdighed". De har sat deres Liv paa Spil og dermed ment at skabe Frihed for dem selv og Næsten. Det er noget, man ikke kan tage fra dem. Men de satte ikke deres Liv i Vove ved at "vende den højre Kind til", hvilket absolut hører det virkelige hellige Præstekalds sande Udøvere til. De satte det, derimod i Vove for at myrde eller lemlæste "Fjenden" eller i det mindste for paa enhver anden tænkelig Maade at skade ham. Men det viser os jo netop, at saadanne "Præster" ikke er "Præster", men derimod i en nok saa høj Grad hører "Krigeren"s eller "Soldaten"s Domæne til. Og jo dygtigere, de er til at sabotere, til at myrde og lemlæste "Fjenden"s Mennesker og ødelægge hans Materiel, desto større heltemæssige "Krigere" eller "Soldater", maa disse "Præster" erkendes at være. Og her er deres rette Hylde, deres virkelige normale og berettigede Plads i deres Stats eller Nations Tjeneste, saalænge de dyriske Anlæg i Menneskeheden endnu er saa stærke og farlige for al spirende Kultur, sand Humanitet eller Næstekærlighed, at de til en vis Grad endnu kun kan holdes nede med den [slut på side 122] samme raa og brutale, dræbende Magt, der netop er de dyriske Anlægs Særkende. Men som "Præster" indenfor den virkelige eller absolutte "Kristendom" er disse Væsener en Misforstaaelse. Det Væsen, paa hvem den "kristne Kirke" er funderet, sagde jo til sin egen Discipel: "Stik dit Sværd igen i Skeden, thi hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". For at være en trofast Discipel af dette Væsen og dermed udgørende "en sand Kristen", maa man vel opfylde dette hans Ønske. Og den, der bliver autoriset som "Præst" indenfor "Kristendommen" og ligefrem skal være Lærer og Underviser i "Kristendom" for ikke at sige "Sjælesørger", kan da umuligt udgøre en Undtagelse herfra. En Præst, der hemmeligt eller skjult, ja maaske endog under sin Præstekjole, bærer Mordvaaben, Revolver eller Bomber og i sin Hjerne kun rummer Tanker eller Ønsker om Synderknuselse af den formentlige "Fjende", hvilket i Virkeligheden vil sige: hans "Næste", kan umuligt være nogen særlig overbevisende Autoritet i absolut Næstekærlighed. Dette gælder naturligvis ogsaa de Præster, der har valgt at svinge Krigens dræbende Fakkel i Landsforræderiets Favør.

Hvis alle Næstekærlighedens Repræsentanter var udstyret med Sindelag som disse Præster, vil der aldrig nogen Sinde kunne opstaa "en virkelig Fred" i Verden, thi da maatte Verden endnu udelukkende kun være befolket med glimrende "Krigere", vældige Sværdets Mænd, værdige Repræsentanter for den raa brutale Magtoverlegenhed, det dyriske Livsprincip: "den stærkeres Ret" eller "Magt for Ret", "Kristendommen"s og dermed Kulturens, Humanitetens eller Næstekærlighedens totale Modsætning.

Den "kristne Verdensreligion" er saaledes ikke en "Kriger-" eller "Soldaterreligion". Den er ikke baseret paa at opflamme Hadets eller Hævnens Kræfter med "Straf" og "Død" over "Fjenderne". Den er ikke i nogen som helst Retning i sig selv en Inspiration til Krig, Had, Hævn eller Gengældelse. Den er derimod i allerhøjeste Grad en "Freden"s Religion. Uden Opfyldelsen af dens Principper vil der aldrig nogen Sinde blive "Barmhjertighed", "Forstaaelse" og "Tilgivelse" af "begaaet Uret". Men uden "Barmhjertighed" og "Forstaaelse", hvilket igen vil sige "Retfærdighed", vil en virkelig eller absolut "Fred" paa Jorden være en Umulighed. Man maa derfor forstaa, at der skal et mere inderligt og højere intellektuelt "Præsteskab" til end det, det autoriserede "kristne" Præsteskab, synes at udvise. Det virkelige ophøjede eller hellige Præstekald kan ikke være et blot og bart "Levebrød", den fødte Kriger eller Soldat kan gribe i saadanne Tilfælde, hvor han er født i et afmilitariseret Statssamfund, hvor der ikke er nogen særlig fremragende Position og Beundring for ham at opnaa i Krigerhaandværket, og saa igen kan svigte i en saadan Situation, hvor en for Staten ulykkelig Omstændighed atter har gjort Krigerhaandværket aktuelt eller midlertidigt populært. For Skabelsen af en virkelig og absolut urokkelig Fred i Verden, maa Staternes religiøse Liv og dettes Præstskab være af en saa inderlig ophøjet, human og intellektuel Natur, at det staar absolut højt hævet over enhver Krigs to Parter: "Angriberen" og "Forsvareren". En Magt, en Kraft og Visdom, der ikke staar absolut hævet over de to Parter, deler Sindelag med enten den ene eller den anden af nævnte Parter, og kan saaledes kun repræsentere et Ophav, der absolut maa være "partisk". Hvordan skal et saadant Ophav kunne være en "retfærdig" Dommer, Mægler eller "Fredsstifter" i en Krig, hvor det hverken kan hæve sig op over Angriberens eller Forsvarens Synspunkt? – Her maa det jo selv uundgaaeligt være Angriber eller Forsvarer. Noget andet Stadium forefindes der absolut ikke for et saadant Ophav.

Findes der da i det hele taget noget andet [slut på side 123, start på side 125] Stadium i Tilværelsen? – Maa ikke alle Jordmennesker nødvendigvis være "Angribere" eller "Forsvarere" af dette eller hint? – Nej, absolut ikke. Der forekommer et Stadium i Tilværelsen, hvor Væsenernes Sindelag forlængst har ophørt med at være et Angreb paa Næsten, et Sindelag saa opfyldt af Forstaaelse af alle hans ukærlige og generende Handlinger, at man ser, at Verdensgenløseren havde Ret, da han paa Korset kosmisk analyserede sine Bødler og udtrykte denne sin Analyse i det lysende Ord: "thi de vide ikke, hvad de gøre". Vi ser her i denne hans Situation, at han havde et Sindelag, der hævede ham højt over Krigens to Parter og bevirkede, at han ikke var "Angriber" af sine Bødler, ligesaa lidt som han var "Forsvarer" af sig selv. Det overlod han til sin evige Fader, i hvis Hænder han overlod sin Aand. Han blev virkeligt her for den, der kosmisk kunde se og høre, synliggjort som en mental Fyrste, en "Fredens Konge". Men det er rigtigt, at den store Almenhed kan ikke fatte et saadan Sindelag, og dog er det denne mentale Tilstand, den af Hjertet begærer. Thi dette Sindelag er intet mindre end den virkelige og absolutte "evige Fred". Intet Under, at Mesteren maatte udbryde: "Mit Rige er ikke af denne Verden".

Det er dette Sindelag, der igen er det samme som "Den hellige Aand", det Sindelag, som det er hans Disciples Mission i Form af den sande og virkelige "Kristendom" at forberede, dygtiggøre og optræne "Alverdens Mennesker" i, saa de senere kunde blive modne til selv at blive overskygget eller opfyldt af "Talsmanden den hellige Aand" i deres eget personlige Legeme og midt i en jordisk fysisk Tilværelse opleve den virkelige over al Krig fremtrædende forklarede Tilstand, der i Kraft af den højeste guddommelige Visdom ikke kan være "Angreb" eller "Forsvar", men derimod udelukkende er Forstaaelsen af, at "Alt er saare godt" og dermed oplever den fundamentale Tryghed, det saaledes er at vide, at ens Aand, saavel som ens Næstes Aand, er i den evige Faders kærlige Favntag, ligegyldigt hvad der saa end maatte ske for vore Øjne. Denne Tryghed, og kun den alene, kan være "den absolutte Fred".

Den virkelige og "absolutte Fred", saavel i det enkelte Individs Sind som i Nationernes, er altsaa det samme som "Den hellige Aand". Men Begrebet "Den hellige Aand" har ligesom saa mange andre Begreber fra "Bibelen" eller den hellige Skrift faaet et Skær af Naivitet eller Primitivitet over sig. Dets Klang hører ikke med til den moderne saakaldte "Gode Tone". Og det er jo højst uheldigt, eftersom nævnte Aand netop er den straalende og lysende Fred i Verden, alle Jordmennesker mere eller mindre længes hen imod og tilsidst slet ikke kan leve foruden. Men det vilde være en Fordel, ja, et overordentligt stort Plus i Krigens Afskaffelse og Oprettelsen af denne Fred paa Jorden, hvis alle de Væsener, der er blevet dens officielle autoriserede Forkyndere eller Præster og Ypperstepræster, forstod, at "Den hellige Aand" er det samme som "kosmisk Videnskab", den absolut realistiske Viden om selve Verdensaltet eller "Kosmos", navnlig den Side ved "Kosmos", der udgør de jordiske Love baade i og udenfor Staterne, de Love der betinger, at en "absolut Fred" umuligt kan eksistere eller blive til uden at være identisk med Opfyldelsen af dette, at "elske sin Næste som sig selv". I [slut på side 125] samme Grad som noget Menneske mangler Evnen til at praktisere denne Opfyldelse, i samme Grad vil der mangle "fuldkommen Fred" i dets Sind og Væremaade. Det maa derfor være en absolut Betingelse, at Forstaaelsen heraf i en større eller mindre Grad maa være til Stede indenfor de sejrende Stormagter og Rollehavende i det store Verdensdrama, hvis disse virkeligt skal kunne afstedkomme "en absolut Fred".

At acceptere en slagen eller knust Fjendes Kapitulation volder ingen Vanskeligheder. Denne dikterer jo næsten sig selv. Men denne Acception er absolut ingen Garanti for en "Verdensfred", den giver intet som helst Grundlag for, at "Krigen" virkelig er ophørt. Krigen er ikke blot en yndre Jongleren med Skydevaaben, Sprængstof, Krigstanks og Bombemaskiner. Den repræsenterer ogsaa en anden vældig Kraftorganisation, som brænder, flammer eller gnistrer, selv efter at disse Mordinstrumenter er bragt til Tavshed, nemlig den Psykose, der hos Sejrherrerne eventuelt udløser sig i Magtbegær, Hævnlyst, ublu Krav om Erstatning, Undertrykkelse af den slagne "Fjende" og lignende. At en saadan Psykose ikke mere nævnes ved disse her nævnte Navne, men helst nævnes som "Retfærdighed", er kun et Glædens Tegn, thi det tyder paa, at den intellektuelle Almenstandard dog er saa langt fremskreden i Udvikling, at man forstaar, at kun, hvad der kan gaa under dette Navn, kan udtrykkes og erkendes som "Kultur", som "Humanitet" eller "Kristendom".

(Fortsættes.)
>>