Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1947/7 side 3
1:2  >>
MARTINUS:
Aandsvidenskabens Nødvendighed
NAAR MENNESKEHEDEN SABOTERER MILLIONER AF SINE EGNE LIVSCELLER
Situationer i hvilke den akademisk Lærde kun er "Lægmand"
Inden vi gaar over til at paavise Aandsvidenskabens Nødvendighed, vil det være gavnligt først at dvæle lidt ved, hvad "Videnskab" i Virkeligheden er. Under nævnte Begreb skjuler sig nemlig mange fremførte Opfattelser, Paastande og Dogmer, som i sig selv er skrigende imod Logikkens Love og derfor umuligt kan være "Videnskab". Der hersker nemlig i stor Udstrækning den Overtro, at alt, hvad en Professor, Doktor eller en anden autoriseret Videnskabsmand eller Akademiker fremfører, er "Videnskab". At saadanne autoriserede Lærde i Kraft af deres akademiske Uddannelse har Forudsætninger for at fremføre virkelige, urokkelige Kendsgerninger paa mange Felter er selvfølgeligt. Men det betyder naturligvis ikke, at de samme Væsener paa alle Felter er ufejlbarlige. Ja, de kan endog i visse Felter være totalt uvidende. Og i saadanne Felter maa baade Professorer og Doktorer eller andre akademiske Lærde ligesom Lægmanden hælde til Formodninger eller Hypoteser. De nævnte Lærde er saaledes ikke i Kraft af deres Universitetsophold eller Studium paa en Læreanstalt under de hidtil gældende Forhold i Stand til at hæve sig helt op over Lægmandsstadiet. Der er et overordentlig stort Omraade i det daglige Liv, i hvilket den materielle eller fysiske Videnskab ikke kan fremlægge Kendsgerninger og aldrig nogen Sinde vil naa frem til at kunne dokumentere for eller imod. Den materielle Videnskab kan kun opfatte og dokumentere i Tal, Maal og Vægt. Hvad der ikke kan udtrykkes i denne Art Facitter, er for den hundrede Procents materialistiske Videnskabsmand eller Forsker absolut uvirkeligt. Han vil derfor benægte Eksistensen af Ting, der unddrager sig Volumenkontrol og ikke fremtræder som Rum og Tid og derfor ikke kan opgives i Maal- og Vægtfacitter.
Overfor Eksistensen af "Noget", der ikke kan udtrykkes i Maal og Vægt eller Talfacitter, er Professoren eller Doktoren ligesaa fremtrædende "Lægmand" som enhver anden, der ikke har akademisk Uddannelse. Hans "videnskabelige" Benægtelse vil derfor her være ligesaa "uvidenskabelig" som den almindelige "Lægmand"s eventuelle Benægtelse af det samme "Noget".
Hvorfor Erkendelsen af den aandelige Verden ikke kan accepteres af Videnskaben
Det store Spørgsmaal bliver saa i første Instans dette: findes der da saadanne Fakta? – Findes der virkelige Foreteelser, der ikke kan maales og vejes? – Findes der Ting, der er hævet over Tid og Rum, Ting, der virkelig eksisterer og kun kan erkendes paa en hel anden Maade end i Form af Meter, Kilo eller Bølgelængder, eller i Form af Sten, Vand eller Luft? – Ja, der findes saadanne Fakta. Hvordan skulde vi ellers kunne tænke eller forstaa? – Selve den menneskelige Tanke er vel hverken Sten, Vand eller Luft? – Man vil sikkert naa frem til at kunne maale den i "Bølgelængde", men kan et saadant Maal være nogen Forklaring paa, hvad Tanke er? – Og er der indenfor de levende Væseners psykiske Side ikke saa mange Fakta, at de saa at sige udgør en hel Verden, ja, et Tilværelsesplan? – Det er dette Tilværelsesplan eller denne psykiske Side ved den fysiske Verden, der i Religionerne er betegnede som "den aandelige Verden".
Ethvert normalt Menneske kender dette at tænke og ved ogsaa, at det er noget, der foregaar i Hjernen, men hvordan denne Proces i Virkeligheden udløses, og hvad Tanke er, ved det umaadelig lidt eller slet intet om. Denne Tankens Eksistens forekommer altsaa Side om Side med de tre andre Materietilstande: Sten, Vand og Luft. Under Princippet "Sten" skal her forstaas alle eksisterende faste Stoffer. Under Princippet "Vand" vil her være at henføre alle flydende Stoffer, ligesom vi under Princippet "Luft" henregner alle Luftarter eller luftformige Stoffer.
Medens den materielle eller fysiske Videnskab nu begynder at føle sig hjemme i Variationerne af Materien indenfor de nævnte tre Principper, er den endnu i højeste Grad famlende og søgende paa det igennem disse tre Principper aabenbarede fjerde Princip: "Tanken" eller "Tankeverdenen". Da den materielle Videnskab kun kan betragte Maal og Vægt, Tids- og Rumbegreber, Volumen- og Hastighedsgrader som Fundamentet for en virkelig "Videnskab", kan den ikke med denne Indstilling faa "Tankeverdenen" eller Materiens fjerde Princip med ind under sin Erkendelse som Videnskab. En Tanke kan jo ikke vejes og maales i Meter, Liter eller Kilo. Og selv i saadanne Tilfælde, hvor det virkeligt vilde lykkes igennem et dertil egnet Maaleapparat at konstatere en Reaktion af Tanken, vilde denne Konstatering kun blive en Oplevelse af Tankens Energiarts ydre materielle Virkning, altsaa en ny Oplevelse af Vibrations- eller Hastighedsgrader. Men Tankens virkelige Natur eller inderste Væsen vilde stadigt være en Gaade, stadigt være Mystik. At man kan konstatere Tanken som en Art elektrisk Vibration, Kraft eller Bevægelse fjerner jo ikke Mystikken og kan umuligt være et fyldestgørende Svar paa Spørgsmaalet om dens inderste Analyse. At Tanken er en elektrisk Vibration eller Bølgelængde eller lignende forklarer jo ikke, hvordan det gaar til, at den fornemmes som Begær, Villie, Glæde og Sorg. At konstatere disse Forekomsters Reaktioner i Hjernen som Vibrationsgrader eller Bølgelængder er kun en Oplevelse af nye Talfacitter. Denne Oplevelse kan derved kun skabe en yderligere Forlængelse af den materielle Videnskabs øvrige Ocean af Tal-, Maal- og Vægtfacitter.
Der er mere til mellem Himmel og Jord end Sten, Vand og Luft
Da Tankeverdenen er selve Livsoplevelsen, ja er selve Livet, kan den ikke udtrykkes ved Maal og Vægt, ved Vibrationsgrader eller Bølgelængder, da den Slags Facitter kun er døde eller livløse Foreteelser. De forklarer ikke, hvad eller hvem det "Noget" er, der fornemmer Tanken som Begær og Villie, som Sorg og Glæde, det "Noget", som netop begærer Tankens Mysterium opklaret, det "Noget", som forklarer Materien i Maal- og Vægtfacitter. Kan en Sten, kan noget Vand eller Luft eller en Kombination af disse Materiens eneste fysiske Bestanddele tænke, begære, føre Villie, tale og handle, føle Glæde og Sorg, Behag eller Ubehag? – Saalænge det er en Kendsgerning, at der forekommer "Noget" i Tilværelsen, der kan fornemme, begære, tale og handle, føle Sult og Mættelse, føle Glæde og Sorg, er det ogsaa en Kendsgerning, at der er mere til mellem Himmel og Jord end netop Sten, Vand og Luft, og at enhver, der benægter dette, benægter Fakta og paa dette specielle Omraade endnu kun er "Lægmand". Et saadant Væsen er endnu paa dette, selve Livsstudiets Omraade, et ganske uformuende Væsen, hyldet i Overtro, hvad enten det er Professor, Doktor eller paa anden Maade repræsenterer et stort materielt Studium.
Naar man har forladt de levende Fakta for at leve paa de døde
Vi ser saaledes her, at der mangler noget i den moderne Verden. Efter at man har forladt Troen paa Religionernes Forkyndelser og Dogmer og er gaaet over til at erstatte disse med videnskabelige Maal- og Vægtfacitter, har man forladt de levende Fakta for at leve paa de døde. At dette er rigtigt, bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at Menneskeheden af i Dag, midt i sin Overflod af materiel Viden og Kunnen, midt imellem sine overordentligt fremtrædende vældige Kraftmaskiner ved Hjælp af hvilke den frembringer Nyttegenstande i Tusindvis, Klæder Lys og Varme saavel som en Mangfoldighed af Næringsmidler, rigelig til overdaadigt at dække det jordmenneskelige Forbrug, befinder sig midt i en fortvivlet og tilsyneladende haabløs Kamp for sin Eksistens. Og hvem er det saa, at Menneskeheden befinder sig i en livsfarlig Kamp med? – Ja, det er, hvor utroligt det saa end kan lyde, udelukkende kun med sig selv. I sin aandelige Blindhed mobiliserer den hele sin materielle Viden og Kunnen i det dræbende Princips Favør. Og med den mest genialt udtænkte Mordteknik udløser den en Massedolkning af sit eget Legeme, den samlede Menneskehed. Foruden at den saboterer og splintrer en Masse af de af den selv allerede opbyggede geniale Kulturgoder og Udtryk for Humanitet, torterer, lemlæster og myrder den i Millionvis sine egne Livsceller, hvilket vil sige de Individer eller Mennesker, den bestaar af, samtidigt med, at den gør store og frugtbare Omraader til Valpladser, til Dødsterræner, til Ørkner, og vældige Verdensbyer til Ruinhobe.
Maal- og Vægtfacitter kan ikke være fyldestgørende Basis for virkelig Livstykke
Hvordan skal den samlede Menneskehed blive sund og rask? – Hvordan skal Helheden kunne blomstre? – Hvordan skal en "varig Fred" kunne bygges op paa de foran nævnte Metoder og Principper? – Er det ikke her soleklart, at der mangler noget? –
Er det ikke ligesaa soleklart, at den materialistiske Videnskabs Ocean af Maal- og Vægtfacitter ikke er fyldestgørende i Skabelsen af Menneskehedens sande Lykke? – Er det ikke tydeligt at se, at Forstaaelsen af Jordmenneskehedens sande Vel endnu ikke har noget med virkelig Videnskab at gøre? – Er det ikke en Kendsgerning, at man lever i den Illusion eller Overtro at kunne skabe en "varig Fred" med en Opretholdelse af en permanent Krig? – Man dygtiggør sig i at myrde, lemlæste og ødelægge, og fabrikerer hertil de mest geniale, tekniske Instrumenter og Maskiner og forstaar saaledes slet ikke, at alle disse Krigsmaskiners Funktion kun er et Slag imod Materien. De er ganske vist rettet imod Menneskehedens egne Kroppe af Kød og Blod, men hvad er Kød og Blod? – Er det andet end Sten, Vand og Luft? – De rammer ikke, og kan aldrig nogen Sinde komme til at ramme selve Krigens Aarsag, der nemlig slet ikke forekommer hverken i Stenen, Vandet eller Luften, men udelukkende kun i – Tanken. Hvad nytter det, at saa mange Kulturcentrer lægges øde, saa og saa mange Millioner af Mennesker dræbes og lemlæstes, eller at der opstaar saa og saa mange store staaende Hære og Flaader til "Forsvar", de fjerner ikke selve Krigens sande Aarsag, der som nævnt ikke forekommer i Stenen, Vandet eller Luften og derved heller ikke kan forekomme i Kødet eller Blodet, men udelukkende kun i den Verden, den materialistiske Videnskab benægter, nemlig, "den aandelige Verden".
Hvad der i Dag er Menneskehedens sande Ulykkesaarsag
Det er saaledes ikke Menneskehedens materielle Verden, dens Jord og Himmel, dens Kroppe, dens Øjne, Øren, Lunge og Hjertefunktion, der er noget i Vejen med, men dens "Tankeverden". Menneskehedens Tænkeevne har altsaa ikke faaet sin Videnskab, saaledes som dens materielle Verden har faaet det. Det er denne Omstændighed, der er Aarsag til al Krig og Blodsudgydelse, rent bortset fra, at det ogsaa er i Tankeverdenen, at Aarsagen til alle Menneskehedens øvrige Onder, dens Sorger og Bekymringer har sit Sæde. Det, der i Dag er Menneskehedens sande Ulykkesaarsag, er saaledes den Omstændighed, at den lever i to Verdener, men erkender kun den ene, nemlig den fysiske. Denne er den, som nævnt, højt videnskabelig bevidst i, medens den i en altdominerende Udstrækning benægter den anden Verden, nemlig den aandelige, som Realitet. Det er denne Benægtelse, der i alle Forhold uden Undtagelse kommer ethvert af sine Ophav dyrt til at staa og umuliggør enhver virkelig Lykke for et Samfund af saadanne Ophav. Den "varige Fred", som Menneskeheden saa længselsfuldt begærer og venter, kommer altsaa aldrig nogen Sinde til at kunne eksistere i en Verden med den mentale Indstilling eller Ignorering af Tankeplanet eller den aandelige Verden, som Jordmenneskeheden afslører. Vejen til Fred gaar udelukkende kun igennem Videnskabeliggørelsen af Væsenernes Tankeverden, saaledes at de bliver ligesaa hjemme i denne saakaldte "abstrakte" Verden, som de nu er hjemme i den konkrete fysiske Verden. Jordmenneskene kan ikke blive ved med kun at erkende den virkelige Verden, der direkte omslutter deres Jeg, som en blot og bar abstrakt eller imaginær Verden. Den maa blive ligesaa konkret eller realistisk som den fysiske Verden.
Kun en virkelig Tanke- eller Aandsvidenkab kan genoprette Menneskehedens sjælelige eller aandelige Stabilitet
Nu vil man maaske her indvende, at man slet ikke er saa ukendt med Tankeverdenen, som ovenfor nævnt. Ja, man kan endog igennem den autoriserede Videnskab blive uddannet som Psykolog, hvilket vil sige til Ekspert i alt, hvad der angaar det levende Væsens Psyke eller Sjæl. Hertil kommer jo ogsaa den filosofiske Uddannelse indenfor samme Videnskab. Men hvad ved nu disse autoriserede Psykologer og Filosoffer? – Hvor meget har man igennem den autoriserede akademiske Uddannelse kunnet give saadanne Væsener af Indblik i det menneskelige Sjælelivs Mysterium eller af selve Livsmysteriets Løsning? – Ja, her maa man huske paa, at denne Side ved den autoriserede Videnskab endnu er i sin allerførste spæde Begyndelse. Og selv om den nu kan begynde at gøre en vis Nytte indenfor visse overfladiske Grene af det jordmenneskelige Sjæleliv, har den endnu intet positivt, der kan underminere den materialistiske Videnskabs Benægtelse af, og kontrære Holdning overfor, den virkelige aandelige Verdens Eksistens. Nævnte Gren af den autoriserede Videnskab kan derfor umuligt bringe Menneskeheden ind i det virkelige fuldkomne fortrolige Forhold til dens Tanke- eller Sjæleverden, der skal til for at kunne afskaffe Krigen saavel i Individernes indre Verden som i deres Forhold til den ydre Verden, deres Omgivelser og Næste. Den autoriserede materialistiske Videnskab vil derfor umuligt kunne erstatte Tabet af den fundamentale Tryghed, aandelige Stabilitet eller Sjælefred, som Menneskene med Tabet af deres religiøse Trosevne og den herved bristede Inderlighed i deres Gudsbegreb eller Forhold til Forsynet, har mistet.
Jordmenneskehedens virkelige og absolutte Redningsplanke i deres nuværende kulminerende Mørketilstand vil derfor udelukkende kun kunne være Skabelsen af en virkelig konkret Videnskab paa Tanke- eller Sjælelivets Omraade. Menneskene maa lære det levende Væsens sjælelige eller aandelige Struktur og de evige Livslove at kende, ikke som noget "abstrakt", men som en virkelig videnskabelig Realitet i vaagen dagsbevidst Analyse. En saadan Videnskab er Aandsvidenskab.
(Fortsættes)
  >>