Kosmos 1948/2 side 3
MARTINUS:
Menneskeheden og Verdensbilledet
DEN ORGANISKE KOMMUNISME
(Fortsat)
"Dommedagen". "Faarene" og "Bukkene"
Det viser sig altsaa, at Menneskehedens Styrelse eller Folkenes Regeringer ikke kan funderes paa blotte materialistiske Foranstaltninger. Man kan ikke skabe Fred i Verden samtidig med, at man lader haant om Religionens Kerneideal: Afskaffelsen af Magten og dermed af Sværdet til Fordel for Retten som Afgørelsesmiddel i Folkenes Mellemværender. Da Menneskehedens Indstilling til Forsynet begyndte at ophøre, og de psykiske eller aandelige Love derved sank i Grus til Fordel for Dyrkelsen af Magten i Stedet for Retten, begyndte i allerhøjeste Grad dens materielle eller fysiske Undergang. Aarsags- og Virkningsloven gælder her, lige saavel som den gælder for det enkelte Individ. Naar Menneskets Moralopfattelse eller aandelige Liv bliver defekt, varer det ikke længe, før dets fysiske Liv ogsaa faar Sammenbrud. Intet fremskredent Væsen kan i Længden leve paa blot og bar Materialisme. Det har foruden sine rent fysiske Sanseevner ogsaa en Evne til at korrespondere med en Mængde Foreteelser, der ikke er af materialistisk Art. Det rummer i sig et sjæleligt eller psykisk Omraade, der er absolut nødvendigt for dets daglige Livsoplevelse. At ignorere dette Omraade eller denne sjælelige Del af sig selv kan kun føre til en yderligere Indskrænkning eller Hæmning af ens Aandsliv og dermed af ens Begavelse og Villieføring. Man bliver et fysisk og sjæleligt Vrag. Det er den intelligente Gudsfornægters uundgaaelige Skæbne. Og det er denne Tilstand, der absolut maa blive den herskende indenfor Menneskehedens fysiske Struktur i en Epoke, hvor den ligeledes har mistet al Føling med sin egen psykiske eller sjælelige Struktur og ikke mere har de klippefaste, psykiske eller aandelige Værdier, paa hvilke dens Forbindelse og Harmoni med det højeste i selve Naturen og dermed med Livet er baseret. En højst unaturlig Eksistens og en tilsvarende unaturlig Oplevelse af Livet maatte absolut blive Følgen. Og det er denne Følge af aandeligt eller sjæleligt Sammenbrud, der i Dag har gjort Menneskehedens Skæbne til Oplevelsen af den bebudede Dommedag, hvor et Opgør med dens Livs Situation uundgaaeligt maatte finde Sted. Det maatte føre til den Situation, der i samme Bebudelse er symboliseret ved "Faarene" og "Bukkene". Den maatte føre til Nødvendigheden af at skelne imellem de to Ideologier, der med Regeringens Udskillelse fra Religionen opstod, nemlig: Politik og Verdensbillede. Det er to Ideologier, som i Virkeligheden er sammenføjet af Gud og derfor umuligt kan adskilles af Menneskene. Der, hvor de forsøger at gøre dette, opstaar uundgaaeligt en "Dommedag" eller et "Ragnarok", der tvinger Menneskene tilbage til atter at erkende de to Ideologiers eller Interessesfærers Uadskillelighed. Verdensbilledet, hvilket vil sige: den absolutte Sandhed, skal ikke være baseret paa "Politiken", men "Politiken" maa udelukkende være baseret paa Verdensbilledet. Der, hvor "Politiken" ikke er et Produkt af Verdensbilledet, er den en Aabenbaring af Usandheden eller Løgnen. Der er den et Produkt af Egoisme og hviler udelukkende paa egoistiske Begærs Tilfredsstillelse. Dens Propaganda er en Forvrængning af Sandheden eller Virkeligheden til Fordel for sit Ophavs Opnaaelse af et Luksusliv udelukkende paa Bekostning af andre Nationers eller Folks normale Lykke, Liv og Førlighed. At dette kun kan være en Sabotage af Helhedens eller den samlede Jordmenneskeheds Velfærd, og dermed være Vejen til "Ragnarok", "Helvede" eller "Bukkene"s Skæbne, turde være selvfølgeligt.
Men der, hvor "Politiken" er et Produkt af Verdensbilledet eller den absolutte Sandhed, hviler den paa Næstekærlighed. Dens Propaganda er en Inspiration til alle om at tjene alle. Dens Samfundsstruktur er det evige Livsprincip eller den organiske "Kommunisme", der ikke er opfundet af Mennesker, men som er til Stede i ethvert levende Væsens Organisme og gør dens Velfærd og Sundhed afhængigt af Harmonien i dens Organers gensidige Samarbejde. Naar denne Harmoni og "Politik" bliver identisk, turde det vel være indlysende, at Juleevangeliets "Fred paa Jorden" eller Menneskehedens højeste Velfærd, "Faarene"s lykkelige Skæbne er blevet en Realitet.
Menneskehedens Frelse vil være en Umulighed uden absolut Kundskab om Verdensbilledet
"Faarene" og "Bukkene" er saaledes ikke en Hob fysiske Mennesker, der er stillet op i to Grupper, een paa højre og een paa venstre Side af en Dommer. De to Betegnelser er derimod Udtryk for to store Grundprincipper i Livets Skabelse og Oplevelse, og uden hvilke Principper nævnte Skabelse og Oplevelse vilde være en Umulighed. Disse to Principper udgør det, vi kender under Begreberne "Aand" og "Materie". "Faarene" udgør saaledes "Aandsprincippet" og "Bukkene" "Materieprincippet". Naar Menneskene i Dommedagsforudsigelsen udtrykkes som to Grupper "Faarene" og "Bukkene", vil det altsaa sige, at "Faarene" udgør den Gruppe, hvis Liv hviler paa Aandsprincippet og derved er forankret i selve Tilværelsens højeste og fuldkomneste Struktur "Humaniteten" eller "Kærligheden", medens "Bukkene" repræsenteres af den Gruppe Mennesker, hvis Liv er forankret i den fysiske Materie og Magt, hvorved de har tabt al Forbindelse med Universets allerhøjeste Kræfter. De har derved mistet den livsvigtige aandelige Stabilitet, som nævnte Forbindelse afføder. At denne sidste Gruppe skal gaa bort til Nedværdigelse, Fortabelse eller et ulykkeligt Liv, medens "Faarene" skal bort til et Liv i Harmoni og Glæde, er kun, hvad vi ser, Verdensbegivenhederne forlængst har begyndt at lægge op til. Det er denne "Bukkene"s og "Faarene"s Skæbne, vi hver Dag har for øje i de to store mentale Livskontraster, der mere og mere adskiller Menneskeheden i to Lejre. Der bliver altsaa uundgaaeligt en Undergang for den ene Gruppes og en stor Forbedring og Fremgang for den anden Gruppes Livsindstilling.
Rent bortset fra om man vil anerkende denne Udlægning af Bibelens Forudsigelse af Menneskehedens Skæbne eller ej, bliver den Kendsgerning dog tilbage, at Menneskeheden netop befinder sig i en Krise, der ikke lader sig løse paa anden Maade end ved dens Mentalitets Tilbagevenden til en Rodfæstning i selve Naturens egne Livslove, hvilket her i dette Tilfælde vil sige i selve det evige Verdensbillede. Det lader sig ikke gøre at skabe virkelig Kultur, Humanitet og varig Fred paa rent materialistisk Viden og Kunnen. Denne Viden og Kunnen tilfredsstiller ganske vist de fysiske Krav, men da det har vist sig, at Menneskene har et overordentlig stort psykisk eller aandeligt Krav, som maa opfyldes, hvis Livsoplevelsen skal kunne blive den Harmoni, Livslyst og Glæde ved at være til, der udgør det normale Liv, der engang skal gøre Individet til "Mennesket i Guds Billede" og dermed aabenbare den sande Lykke paa Jorden, maa Menneskehedens Mentalitet atter vende tilbage til Forsynet, tilbage til en Placering af sin Mentalitet i Universets Love eller den absolutte Sandhed. Individet kan paa sit nuværende intellektuelle Stadium hverken leve eller dø lykkeligt uden ved at have sin Mentalitet eller Tankeverden placeret i netop den absolutte Sandhed, hvilket vil sige: i den absolutte Viden om det evige Verdensbillede.
Det jordiske Kulturmenneske er blevet hjælpeløst midt i sin materialistiske Almægtighed
Er den overordentlig fremragende materielle Viden, som Jordmenneskeheden besidder, da ikke den absolutte Sandhed? - Er alle de mange Facitter, Videnskaben er kommet til med Hensyn til Stoffet, Luften, Lyset, Vandet, Ilden, Elektriciteten, Atomerne etc. og den heraf følgende vældige materielle Kunnen ikke fundamental? - Nej, absolut ikke. Den kan i sig selv ikke garantere Menneskeheden nogen Lykke. Den repræsenterer ganske vist en Erkendelse af Aarsag og Virkning, men den udgør kun en Del af Sandheden. Der vil saaledes være andre Dele eller Felter af den absolutte Sandhed indenfor det daglige Livs Omraade, hvor Videnskaben eller Menneskeheden ikke kender den sammenhængende Aarsag og Virkning. I nogle Tilfælde kender de Virkningerne, men ikke Aarsagerne, medens de i andre Tilfælde kender Aarsagerne, men ikke Virkningerne. At Menneskeheden i disse Felter maa være famlende er selvfølgeligt. At denne Famlen bliver saa meget desto farligere, jo vældigere Kræfter Menneskene har Evne til at betjene sig af, og de i denne deres Famlen eller Blindhed risikerer at blive Offer for, er naturligvis ligesaa selvfølgelig. Og er Menneskehedens Skæbne i Dag ikke netop Virkningerne af dens altdominerende Anvendelse af de mest geniale Mordinstrumenter og Drabsmetoder. Her kender den ikke Sandheden eller Aarsags- og Virkningsloven, der udtrykker at "hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd".
Men det er ikke Udviklingens Maal at lade Individet blive ved med at være en Slave af sin Uvidenhed, Primitivitet og Overtro. "Mennesket i Guds Billede" kan ikke være et Væsen, der famler rundt i Blinde eller paa fejlagtige Forestillinger bringer vældige Kræfter til en Udløsning, der kun kan være en Sabotage af Humanitet, Kultur og Liv. Da Udviklingens eller Livets Maal er en absolut fuldkommen total Oplevelse af Sandheden og den heraf følgende totale Lykke, der viser "Mennesket i Guds Billede", og denne kun kan baseres paa det absolut totale Kendskab til den evige Sandhed, kan et blot og bart partielt Kendskab til selve Livsstrukturen eller Verdensbilledet umuligt give Væsenet den sande Lykke. Og det er da ogsaa, hvad Kendsgerningerne til Dato allerede saa levende og urokkelig har vist i Form af Menneskehedens store Omraader af Kultursammenbrud og Kamp for ikke at gaa til Grunde, skønt den besidder Evnen til at beherske Elementerne.
At kende og beherske Elementerne er saaledes ikke nok. Det dækker absolut ikke Livets Mening eller Maal med Menneskene. Som Følge heraf bliver det en ligesaa levende Kendsgerning, at der mangler noget i Menneskets Væsen. Denne "Elementernes Behersker" er et Væsen, der ikke kan skabe eller garantere nogen varig Lykke, hverken for sig selv eller andre. Han kan skabe Bygningsværker, Maskiner, Apparater, Befordringsmidler eller andre geniale, tekniske Vidundere, ligesom han i selve Stofferne kan fremkalde de ejendommeligste kemiske Processer eller Vidundere, der i Virkeligheden kan være til overordentlig stor Nytte, men det har vist sig, at disse Vidundere eller Produkterne af denne geniale Skabeevne, som før nævnt, i en altovervældende Grad er blevet en Sabotage af Livet og Tilværelsen og dermed af Menneskenes sande Lykke eller Glæde ved at være til.
Elementernes Beherskere (de jordiske Mennesker) ved ikke i Dag, hvordan de skal kunne beskytte sig imod hverandre indbyrdes. Deres fabelagtige materielle Viden og Kunnen er foreløbig blevet deres Livs største dødbringende "Onde" eller livsfarlige Gene. Elementernes Beherskere er blevet hjælpeløse midt i deres egen materialistiske Almægtighed.
Det jordiske Menneske er blevet sin egen værste Dødsfjende.
Midt i selve Kulminationen af dets Evne til at beherske og udnytte den fysiske Materie, altsaa paa selve Toppen af den allerhøjeste materielle Viden og Kunnen, er Jordmennesket blevet det mest hjælpeløse, det mest ulykkelige og farligst stillede Væsen paa det fysiske Plan. Dertil skulde det levende Væsen altsaa føres. Den Benyttelse af det dræbende Princip, der var en Livsbetingelse og dermed en Dyd for Dyret i Junglen, er her aabenbaret som en Ulykke for Mennesket. Kan nogen Belæring, Prædiken eller Formaning overtrumfe denne Livets egen Demonstration af denne Kendsgerning? - Er Livet ikke her en Tordentale til Jordmenneskeheden om, at den er ved Grænsen af Dyreriget, det dræbende Princips Zone? - De Metoder og Principper, som det var givet Dyret at beskytte sig ved, er ikke beregnet paa at skulle være evige. Dyret maa klare sig ved Magt, List eller Camouflage, men for et højere Væsen end Dyret er saadanne Metoder og de heraf affødte Vaaben eller Magtmidler ikke bestemte til at skulle anvendes. Det er saaledes kun indenfor en bestemt Sfære eller Zone i Tilværelsen, at man nødvendigvis maa beskytte sig ved Magt, List, Camouflage, Vaaben og Nedsabling af Medvæsener. Den Udviklingsproces, der stadig virker inde i Væsenet og har ført det fra Plantetilværelsen til Dyretilværelsen, har altsaa ført det dyriske Væsen frem til den menneskelige Tilværelse. Uden at Menneskene i Virkeligheden har lagt Mærke dertil, er de saaledes af den Udvikling, der gærer i deres Indre, blevet ført til en psykisk Tilstand, indenfor hvilken Overholdelsen af Lovene for Livet er ganske modsat Lovene i Dyreriget eller Junglen, hvor det er en Livsbetingelse at dræbe for at leve. Jordmenneskenes Ulykke er altsaa den, at de har faaet menneskelige Evner (Evnen til at beherske Elementerne er nemlig i sig selv ikke nogen dyrisk Evne), men de tror i Virkeligheden, at de stadig maa anvende Junglens Lov for at opretholde Livet, tror at maatte myrde for selv at leve og anvender derfor de menneskelige Evner i denne Overtros eller det dræbende Princips Favør. Men da de, mentalt set, ikke mere er i Junglen, men i Forgaarden til Menneskeriget, kan Anvendelsen af det dræbende Princips morderiske eller voldelige Metoder ikke mere give nogen som helst Beskyttelse imod andre Voldsvæsener, men virker meget hurtigt tilbage paa sit Ophav og saboterer dettes eget fysiske Liv. Det jordiske Menneske er altsaa blevet sin egen værste Dødsfjende.
(Fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige