Ældre årgange af Kosmos mv.

Forklaring til

FORSIDEBILLEDET

For den, der kan tåle at stå op før solen og føle sig udsovet, frisk og veloplagt, kan det være et meget storslået syn at overvære en solopgang. Nu er en solopgang ganske rigtig en almindelig foreteelse, som alle kender, ligesåvel som de kender en solnedgang. Men det er vist kun de færreste, der rigtig tænker over eller forstår, hvad det er, de i virkeligheden her er vidne til. En solopgang er ikke blot en solopgang i almindelig materiel forstand. Efterhånden, som mennesket udvikler sig i kosmisk sansning og tænkning, bliver alle foreteelser i naturens processer til "Blade i Guds Billedbog", de bliver, som Kristus siger, for "den, der kan høre . . ." til en guddommelig tale. Han opdager, at der faktisk slet ikke er noget som helst, der i virkeligheden blot og bart er det, det ser ud til at være, og som det har fået navnebetegnelse efter. Det udgør bag denne første iøjne- og iørenfaldende facade altid noget meget større og et langt dyberegående felt, ja, er intet mindre end en ren og skær guddommelig henvendelse til de levende væsener. Jeg skal ikke her gå i dybden med dette princip, men blot henvise til min bog "Blade af Guds Billedbog". Dog vil jeg gerne her, som en lille hilsen til mine kære læsere, udtrykke noget af det, jeg selv følte påskemorgen, da jeg på stranden ved Villa Rosenberg (Kosmos Ferieby) ventede på solopgangen for at fotografere denne.

Uret viste nogle minutter i 5,00. Rent bortset fra en ganske svag lysning på den østlige himmel er der endnu tusmørke og nattekølighed. Alt er endnu i en overvejende grad fremtrædende i sort. Havets dønninger er sorte, ja, selv et par hvide måger, der svævede ud over havet, ser ud, i dette af natten prægede panorama, som sorte. Jeg har her for mig en skyggernes verden, en mellemting mellem nat og dag, et ingenmandsland mellem lys og mørke, et symbol på en tilstand mellem liv og død. Natten er ikke suveræn, selv om den endnu er det primære i situationen. Lyset er endnu kun noget sekundært, men er dog en svag lovende tendens, er en anelse om en kommende stor ændring i hele panoramaets karakter.

Men er dette realistiske panorama, denne konkrete kendsgerning, jeg her har for mine øjne, ikke lige akkurat en beskrivelse af hele den jordmenneskelige verdenssituation? – Er denne situation ikke også, mentalt og skæbnemæssigt set, en skyggernes verden, en mellemting [slut på side B, start på side C] mellem nat og dag, et ingenmandsland mellem lys og mørke, en tilstand mellem liv og død? – Det mentale mørke er heller ikke her helt suverænt, selv om menneskehedens dræbende viden og kunnen er det primære i dens situation. Der er også her et svagt begyndende lysskær til stede, selv om det i forhold til mørket endnu kun er sekundært.

Men livet står ikke stille. Og panoramaet på stranden ændres. Ude over havet hinsides de mørke dønninger begynder den svage lysning at gøre sig stærkt gældende. Det er en ny dags stråleglorie, der fra østens lande kaster sit lys ind igennem tågebankerne på vor periferis nathimmel. Og se! Der i al sin vælde sker det store under. Pludselig ud af nattens mørke, op over kuldens og dødens domæne stiger nu den store livskilde. I sin morgenrødes guldkåbe toner den frem og indhyller alt jordisk liv i sit lys og sin varme. De mørke dønningers terræner er nu en solglitrende blændende flade, der i sin genspejling af livskildens strålevæld markerer, at natten er forbi, mørket er borte, lyset har sejret. Der, hvor der før var mørke, er der lys. Der, hvor der før var kulde, er der varme. Der, hvor der før var død, er der liv. I en ny dags opstandelse går Gud det vågnende liv i møde.

I form af en sådan ny dags gyldne morgenrøde gentager den almægtige Guddom dette møde med ethvert menneske atter og atter. Et menneske, der har nået at opleve de syv gange ti år, der er "støvets år", har således i form af en ny dags stråleglorie oplevet denne lysets opstandelse af mørket 25,550 gange. I en sådan mangfoldighed pointerer Gud altså for mennesket, at efter nat kommer der dag, efter mørke kommer der lys. Og bliver dette ikke yderligere understreget ved en tilsvarende oplevelse af dette, at efter vinter kommer der sommer? – Har man nogen sinde set, at det modsatte har gjort sig gældende? – Tror man ikke denne ustandselige, permanent gentagne stadfæstelse af det samme princip efterhånden må afsætte sit særlige præg på det levende væsen? – Og hvordan skal dette præg undgå i væsenet at afføde et urokkeligt kendskab til dette princip, en urokkelig viden om, at efter nat kommer der dag, efter mørke kommer der lys? – Og er det ikke netop denne guddommelige kendsgerning, der igennem åndsvidenskaben nu er blevet nøglen til livsmysteriets teoretiske løsning, nøglen til reinkarnationens stadfæstelse, nøglen til skæbnedannelsens sande årsag og ophav? – Og er det endvidere ikke det samme Livets permanente kredsløbsprincip, der i dag, ligeledes igennem åndsvidenskabens kosmiske analyser, viser menneskehedens mentale og kosmiske position som en kosmisk vinterzone, en livets kulminerende døds- og lidelsesepoke, et kosmisk natdomæne, ind i hvis mørke tågebanker en ny kosmisk dags begyndende solopgang, en livgivende kærlighedsepokes første spæde morgenrøde begynder at dæmre? – Hvorfor skulle der ikke netop opstå en ny kosmisk dagsepoke eller lysepoke efter menneskenes nuværende kosmiske nat- eller mørkeepoke, ligesåvel som der op over den almindelige nats tågebanker opstår en sollys dag, og ud af den mørke vinters dødbringende kulde- og frostregioner opstår en livgivende, lysende og varmende sommer? – Og hvordan skulle Guddommen gøre menneskene dette begribeligt på anden måde end netop ved at lade dette evige, kosmiske kredsløbsprincip gentage sig i formater, der ikke er større, end at de kan iagttages af den menneskelige fysiske sanseevne og kan erkendes og stadfæstes ved hjælp af den menneskelige intellektualitet?

En solopgang er således ikke nogen lille begivenhed, selv om den er en hverdagsoplevelse. Den er åbenbaringen af et af livets store fysisk og psykisk regulerende principper. Den er altid en lysets opstandelse, en livets sejr over døden. Hver dags solopgang er således i virkeligheden en slags påskemorgen, der ligeså godt, som den til kalenderen knyttede påskemorgen, er et symbol eller et realistisk udtryk for den lysende opstandelse, der åbenbarede sig igennem Kristus efter den dødbringende korsfæstelse eller lidelsernes nat på Golgatha. Enhver solopgang er Guddommens levendegørelse af loven for lys og mørke. [slut på side C, start på side D] Den er en stadfæstelse af lysets placering i forhold til mørket. Den betinger med denne placering, at der i ethvert Getsemanes mørke kommer til stede en lysets engel, og at der over enhver skæbneregions natsorte tåger opstår en lysende morgen, og at ingen skæbne kan være så mørk og lidelsesfuld, at Gud ikke opstår i den som en lysende morgensol.

Og for dette Guds åsyns strålevæld i det levende væsens triste skæbnenat må alt mørke vige. Og se! I denne Guds nærhed er det fra døden og skæbnenatten opstandne væsen, Mennesket i Guds Billede", nu selv blevet en livgivende solopgang, der kaster sin lysende og varmende morgenrøde ind i sin næstes triste skæbnenat og her lader en ny dags strålevæld opstå af mørket.

Martinus.