Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus

TO SLAGS KÆRLIGHED

Ægteskabsprincippets mission

Det store fundamentale princip, som på forskellig måde har været det levende væsens livsfundament i dets eksistens og væremåde i dets udviklingspassage gennem dyreriget og helt op i det ufærdige jordiske menneskes livstilstand, er dets parringstilstand. Det er denne guddommelige tilstands udfoldelse, vi kender under begrebet "kønsdriften", og som hos det ufærdige menneske ligger til grund for det, vi udtrykker som "ægteskabet". Som vi her skal se, har ægteskabet eller parringstilstanden til formål at være en erstatning for væsenernes manglende evne til at manifestere næstekærligheden eller alkærligheden i livets mørkeste verden eller livsplan. Denne livets mørkeste verden er "dyreriget", under hvilket det jordiske menneske henhører i samme grad, som det endnu er ufærdigt udviklet som "menneske".

Væsener i hvilke næstekærligheden eller alkærligheden ikke eksisterer

I den del af dyreriget, hvis væsener endnu fremtræder som hankønsvæsener og hunkønsvæsener i renkultur, eksisterer næstekærligheden eller alkærligheden absolut ikke. Det er disse væsener, vi kender under begrebet "dyr". De udgør enpolede væsener, hvilket vil sige, at af det levende væsens to poler: den maskuline og den feminine pol, er kun den ene pol i udfoldelse hos dyret. Hos nogle dyr er det den maskuline pol, der er i udfoldelse, og væsenet fremtræder da som et hankønsvæsen. Hos andre væsener er det den feminine pol, der er i udfoldelse, og væsenet fremtræder da som et hunkønsvæsen. Hos disse væsener eksisterer der som nævnt absolut ikke nogen som helst form for virkelig næste- eller alkærlighed. Der forekommer heller ikke nogen som helst væsentlig grad af humanitet. I kraft af dets særlige polstruktur er det umuligt for dette væsen at elske sin næste, som det elsker sig selv. Der kan godt opstå en sympati i dyret, f. eks. i en hund for dens herre, den kan endog være meget stærk, men den er absolut ikke det samme som alkærlighed. Den gælder kun hundens herre og afføder skinsyge imod andre væsener, der kommer dette dyrets forhold til sin herre for nær. - En verden, i hvilken der hverken er humanitet eller alkærlighed, kan kun være en meget mørk verden, hvor væsenerne må rivalisere med hverandre om livet. Det er i stor udstrækning en livsbetingelse, at væsenerne her må dræbe for at leve. De er i samme udstrækning prædestinerede til at måtte æde andre væseners organismer som livsbetingende føde. De må derfor forsvare sig overfor angribende væsener og må selv angribe væsener, der er livsbetingende føde for dem selv. Derfor er disse væseners organismer ligefrem udstyret med organer, der i sig selv er mordvåben eller drabsmidler, med hvilke de på dødbringende måde kan både angribe og forsvare. Det er således her synligt som urokkelig kendsgerning, at dyreriget er et dødens, drabets, invaliditetens og smertens rige. Hvad er atom- eller kernevåben i udfoldelse andet end dette riges ufærdige menneskers kulminerende helvede? - Og hvad er den fundamentale årsag til helvede? - Helvede skyldes de ufærdige væseners manglende næstekærlighedsevne. [slut på side 1]

Den højeste ild eller Guds ånd i dyreriget

Hvad er det oplivende moment i dette mørkets og dødens rige? - Hvad animerer væsenerne til at udløse denne dødbringende kamp for det daglige liv i dette livets helvede? - Det er altså ikke alkærligheden eller den kærlighed til sin næste, som man skal elske, som man elsker sig selv. Som før nævnt eksisterer denne kærlighed ikke i dyreriget i renkultur. Ja, der er ikke engang selv det mindste gran af humanitet i samme rige. Hvad er da lyset i denne skyggernes verden? - Lyset i dette mørke, helvede eller ragnarok er ikke desto mindre den allestedsnærværende Guds ånd. Den kommer til udløsning i væsenernes parringsakt som et lysglimt i form af en kulminerende behags- eller vellystfølelse i de herfor egnede organer, nemlig kønsorganerne hos de to parter: han- og hunkønsvæsenet, der udløser akten. Guds ånds tilstedeværelse i væsenerne i form af det nævnte lysglimt i parringsakten har vi i vort hovedværk Livets Bog udtrykt som "den højeste ild". Nævnte lysglimt udgør den absolut allerhøjeste behags- eller vellystfølelse, der eksisterer i dyreriget. Intet under, at den er blevet det tilsvarende største begærobjekt for væsenerne i en verden af krig og fjendskab, og hvor mord og drab er en livsbetingelse og alkærligheden en umulighed. Tænk, hvor guddommeligt det er, at væsenerne i denne sorteste sorte lidelsernes verden her i en kunstig sjælelig kontakt med et andet væsen, realistisk i kød og blod kan opleve et glimt af Guds ånd eller det evige lys som livets allerhøjeste og altoverstrålende behags- eller vellystfornemmelse. Det er denne allerhøjeste behags- og livsstimulerende fornemmelse, der, om end ubevidst for de to parter selv, er oplevelsen af det evige lys eller Guds ånds tilstedeværelse i deres egen organisme, i deres eget kød og blod her i mørkets og dødens verden. - Det er begæret efter dette lys, denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse i parringsakten, der bærer hele dyreriget. Det er drivkraften i al livslyst. Det er nydelsen af dette lys, der befordrer det levende væsen igennem selve livets mørkeste mørke eller helvede. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten, der befordrer væsenernes forplantning og gør genfødelsen eller reinkarnationen mulig og dermed væsenets passage fra liv til liv i en ny og forbedret organisme for hvert liv og dermed en stadig udvikling og forbedring i manifestation og oplevelse af livet. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i væsenets eget kød og blod, der fører væsenet frem til overvindelsen af mørkets kulmination. Denne overvindelse af mørkets kulmination åbner porten til himmeriges rige for det således færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, den evige gudesøn.

Guds plan med det ufærdige væsen

Det er således ikke livets mening, at Guds ånd skal blive ved med kun at kunne opleves af det levende væsen som et lysglimt af kulminerende vellyst og salighed, medens hele den øvrige del af dets daglige liv skal være et mere eller mindre kulminerende mørke eller helvede. Guds hensigt med det levende væsen er ikke blot dette, at gøre væsenet til et "dyr", til et væsen, hvis livsbetingelse er at dræbe andre væsener og æde deres organismer som føde og dermed selv blive prædestineret til en ulykkelig, lemlæstende og dødbringende skæbne.

Når det ikke desto mindre er således, skyldes det udelukkende dette, at bevidsthed og den heraf følgende væremåde kun kan tilegnes ved erfaringsoplevelse. Det et væsen aldrig har oplevet eller hørt tale om, kan det umuligt vide noget om. Da en total fuldkommen væremåde kræver viden og evne for at kunne manifesteres, må det levende væsen have adgang til den erfaringsdannelse eller livsoplevelse, der kan give det denne viden og evne. Hvordan skulle det kunne vide, om noget er godt [slut på side 2] eller ondt, om noget er fuldkomment eller ufuldkomment, hvis det ikke havde adgang til at erfare det ved selvoplevelse. - Hvordan skal et væsen kunne blive til væsenet i Guds billede, hvis det ikke har nogen som helst viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt? - Var det ikke netop Guds viden om, hvad der var godt, og hvad der var ondt, der skulle vederfares væsenerne med "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt"? - Var det ikke netop "slangen", der vejledede "Eva" til at forstå Guds plan med hensyn til nydelsen af kundskabens træ? (Se 1. Mos. 3.4). "Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag i æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt". Hvordan skulle væsenet kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse uden at have kendskabet til godt og ondt? Dette kendskab til godt og ondt er således i viden og evne, i teori og praksis den absolutte hovedbetingelse for væsenets fremtræden i Guds billede efter hans lignelse. Slangen var altså ikke nogen "djævel", der forførte eller vildledte "Eva", men et væsen, der vejledede hende. Vi ser derfor i "slangen" et væsen i verdensgenløsningens eller kristusprincippets tjeneste. Og vi forstår da også her, at det levende væsens daglige liv i dyreriget eller mørkets verden er det samme som "nydelsen af kundskabens træ". Dette gælder ikke mindst de ufærdige mennesker, der jo hører dyreriget til med den del af deres bevidsthed, der endnu er dyrisk (egoistisk, hadefuld, intolerant, misundelig, skinsyg og morderisk).

Når de jordiske mennesker lever i så meget mørke, er det netop fordi, de endnu i en meget høj grad er uvidende om, hvordan de skal leve for at blive fri af mørket og lidelserne og derved komme til at opleve den totalt fuldkomne tilværelse, hvor der hverken er krig, død eller pine. De må derfor stadig hade, myrde, dræbe, lemlæste og ødelægge, der hvor de endnu ikke er udviklede, for at få virkeligt kendskab til, hvor ulykkeligt det er at leve i en sådan primitivitet og uvidenhed og det heraf følgende helvede. De må stadig æde andre væseners organismer som føde. Her er de ufærdige jordiske mennesker ikke nogen undtagelse. Medens dyrene lever i organismer, der i sig selv er sande mordvåben, lever menneskene i organismer, med hvilke de har været i stand til at skabe atom- eller kernevåben. Med disse har de udvidet deres drabskapacitet millioner af gange. Med denne drabs- og ødelæggelseskapacitet er de i stand til at udslette millionbyer med deres befolkninger og kulturgoder i løbet af sekunder. Ja, alt fysisk liv på jorden ville de kunne udslette, hvis ikke Guddommens mål eller hensigt med de levende væsener var noget helt andet. Det er ikke meningen, at det levende væsen skal udvikles til at blive et permanent "djævlevæsen" med gigantiske, morderiske, smerte- og lidelsesfrembringende kræfter. Verdensaltets kosmiske struktur og de heraf følgende livslove for de levende væseners bevidsthed og væremåde betinger, at de samme væseners skæbne, hvad enten den er ond eller god, kun kan være en kopi af den væremåde, de har udfoldet overfor deres næste og omgivelser.

Det er en total viden om denne væsenernes skæbnedannelse, de kommer til ved liv efter liv at "nyde af kundskabens træ". Og igennem de lidelsers tilbagevirkende lidelser på væsenerne selv, som de ligeledes liv efter liv har påført deres næste eller andre væsener, opstår den humane evne eller evnen til ikke at kunne nænne at gøre andre levende væsener fortræd. Der opstår således efterhånden i væsenet lysten til udelukkende kun at være til glæde og velsignelse for alt levende. Dette er igen det samme som at være "et med Gud". Og i det levende væsen med denne væremåde har vi her for os "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det levende væsens forvandling til denne guddommelige åbenbaring af Guds billede, [slut på side 3] udstrålende alkærligheden eller det evige lys til alt og alle, er således Guds plan eller formål med alt, hvad der overhovedet sker for vore øjne her i det mørke dyrerige, krigens og lidelsernes verden.

Det verdensfrelsende tankeklima

Hvordan kommer de dyriske, dræbende væsener, hvis drabskapacitet i værste tilfælde er så enorm eller gigantisk, at vi kun kan udtrykke disse væsener som "djævlevæsener", til at forandre sig til en helt anden og diametral modsat væremåde? - Disse dyrerigets væsener lever jo i dag i en bevidsthed og organisme, der i realiteten kun er et krigsberedskab. Dyrenes organismer er i sig selv organiske mordvåben, beregnede på dødbringende angreb og forsvar, som de pågældende væseners opretholdelse af livet i stor udstrækning er betinget af. De ufærdige menneskers organismer hører også med i krigsberedskabet. De har vist sig at kunne være sande organiske redskaber for opfindelser af raffinerede muligheder og udvidelser af det morderiske eller dræbende princip. Med deres atom- eller kernevåben har de udvidet deres drabs- og ødelæggelseskunnen millioner af gange. At udslette millioner af mennesker er i virkeligheden kun en øjeblikssag, ligesom de med samme gigantiske drabs- og ødelæggelseskunnen kan udslette eller ødelægge hele nationers eller staters livsbetingende kulturområder.

Findes der virkelig en adgang til for væsenerne at komme ud af denne krigens og lidelsernes væremåde, denne dødningedans i helvedes eller ragnaroks terræner, denne passage i mørkets kulmination? - Ja, der findes en altoverstrålende lysende vej fra dette helvede til paradiset, fra dette kulminerende mørke og lige direkte ind i det evige lys. Denne vej er belagt med guld. Dette guld er livets allerhøjeste tankeklima. Dette tankeklima er den evige Guddoms hellige ånd, der i form af den altbesejrende alkærlighed udgør det evige lys i mørket. Den er vejen ud af skyggernes kolde verden og fremad imod livets højeste solrige egne. Alkærligheden er verdens frelse.

Hvorfor er menneskene ikke blevet alkærlige for længe siden?

Når alkærligheden ikke for længst er blevet en almen foreteelse i menneskenes væremåde, skønt dens påbud igennem årtusinder har været forkyndt fra tusinder af prædikestole verden over, skyldes det udelukkende dette, at alkærligheden er en evne, der ligesom andre organiske evner kun kan opstå igennem en udviklingsproces. Den kan derfor ikke opstå eller efterkommes af noget som helst påbud eller ved trusler om straf, trusler om helvede efter døden eller ved løfter om paradis, ligeledes efter døden. Den er således ikke en viljesakt. Mange mennesker vil meget gerne være kærlige, men de opdager ofte, at det kærlige eller gode, de vil, det gør de ikke, men det ukærlige eller onde, de ikke vil, det gør de. Det er altså ikke viljen, der mangler. De kan således ikke udfolde næstekærligheden i den grad, som de gerne ville. Næste- eller alkærlighedsevnen er således ikke udviklet nok. Den er endnu ikke så færdigudviklet, at den er blevet en permanent altbeherskende daglig væremåde i jordmenneskenes liv. En evne, man ikke har, kan man ikke udfolde. Og har man den, kan man i alt fald ikke udfolde den i større udstrækning end til det stadium, man har fået den udviklet. At den netop er i udvikling hos jordens mennesker kan let iagttages, idet den hos nogle mennesker er langt fremskreden, og hos andre er den kun lige i sin allerførste spæde begyndelse. Menneskenes alkærlighed viser således højst forskellige grader i udvikling. Derfor finder vi mennesker med højst forskellige grader af alkærlighed i deres væremåde. I samme grad, som denne evne til udfoldelse af alkærlighedens guddommelige tankeklima mangler i væsenernes væremåde, [slut på side 4] er de ukærlige, inhumane og ufølsomme overfor andre væseners lidelser eller ubehagelige situationer. I samme grad som alkærligheden mangler i væsenernes væremåde, i samme grad er de endnu ikke udviklet af deres dyriske natur og tilstand. I samme grad som denne natur gør sig gældende i væsenets psyke og væremåde, er det absolut ikke noget "menneske" i renkultur. Da er det endnu et blandet væsen. Det er til en vis grad dyr og til en vis grad menneske. Det repræsenterer det væsen, som er symboliseret ved den verdenskendte figur "Sfinksen". Denne figur har menneskehoved og dyrekrop og er således hovedsymbolet på det ufærdige jordiske menneske.

Man kan ikke forvandle et dyr til menneske ved tale, skrift, trusler om straf eller løfter om paradis

Den ufærdige eller dyriske tilstand hos det jordiske menneske bevirker, at det er behersket både af dyrisk og menneskelig natur. Da den menneskelige eller humane natur i væsenerne endnu er meget lidt udviklet, bliver den dyriske natur tilsvarende overlegent dominerende eller fremtrædende i dets væremåde. Det er denne overlegne eller uhæmmede dyriske natur i menneskene, der er skyld i deres krige og verdenskrige, deres morderiske væremåde, deres voldsomme materialisme og gudløshed, deres begær og magtsyge, deres intolerance, jalousi, skinsyge og misundelse, der befordrer deres mørke karma, deres helvede eller ragnarok. Det er også deres endnu manglende alkærlighed og den heraf følgende uhæmmede intelligens, der har bevirket, at de med atom- og kernevåben har kunnet udvikle deres drabs- og ødelæggelseskunnen til en millioner af gange større kapacitet. De er derved blevet i stand til rent automatisk at kunne udslette folk og stater i løbet af få øjeblikke, skønt efterfølgende evige påbud har vibreret gennem jordens atmosfære igennem årtusinder: "Du skal ikke ihjelslå" (2. Mos. 13) - "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage sværd, skulle omkomme ved sværd" (Mt. 26.52) - .."Alt hvad I ville, at menneskene skulle gøre imod eder, det skulle også I gøre imod dem; thi dette er loven og profeterne" (Mt. 7.12) - "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind" (Mt. 22.37) - "Du skal elske din næste som dig selv" (Mt. 22.39). - Hvorfor har disse guddommelige påbud ikke standset menneskehedens krigerske eller morderiske livstilstand, dens dyriske natur? -

Når de religiøse, guddommelige påbud ikke har kunnet standse menneskenes dyriske natur, sindelag og væremåde og gjort væsenerne til alkærlige, færdige eller fuldkomne mennesker, skyldes det udelukkende den omstændighed, at man ikke kan forvandle et "dyr" til et "menneske" blot ved et påbud. Man kan ikke diktere en elefant, en løve, en tiger eller noget andet dyr til at blive til et menneske. Denne forvandling kan ikke finde sted ved noget øjeblikkeligt blot og bart påbud eller mirakel. Den kan kun finde sted ved en udviklingspassage og livsoplevelse igennem mange fysiske jordliv. - Nu vil man muligvis her bemærke, at de nævnte påbud ikke var og heller ikke er givet hverken til elefanter, løver eller tigre eller til noget andet dyr, men til mennesker. Det er rigtigt. De er ikke givet til væsener med disse dyriske udseender eller med disses særlige former for organismer, men de er givet til "dyr" med menneskeligt udseende. Dette vil igen sige, at de guddommelige påbud er givet til væsener, der har begyndt at få menneskelig begavelse og tildels en menneskelig organisme og derfor bliver udtrykt som "menneske" uden i virkeligheden at være et totalt færdigt udviklet menneske. Dette gælder alle jordmennesker. De er således væsener, hvis mentalitet eller psyke endnu består af dyrisk natur og menneskelig natur. Denne dyriske natur i mennesket er ganske immun eller upåvirkelig af de [slut på side 5] nævnte påbud, der jo er udtryk for en væremåde fra et helt andet tilværelsesplan end det dyriske. Den dyriske natur i mennesket gør det endnu meget modtageligt for alt, hvad der kan fremme og stimulere dets tilværelse på andre væseners bekostning. Den befordrer alle eogistiske og hadefulde handlinger. Den er fundamentet for alle ukærlige og morderiske tilstande og væremåder. Her finder vi den mentalitet og væremåde, Bibelen har symboliseret under begrebet "djævelen" eller den "onde". Denne form for psyke udgør den totale kontrast til det evige højeste lys eller selve Guddommens bevidsthed, der i Bibelen er udtrykt under begrebet "den hellige ånd".

Hvad der betinger væsenernes modtagelighed for humane påbud eller vejledning i alkærlighedens moral og væremåde

Væsenernes forvandling fra dyr til menneske kan som nævnt absolut ikke ske ved blotte moralske eller hellige påbud i form af skrift og tale. Denne form for påvirkning af væsenet er i realiteten kun en vejledning af det fra dyr til menneske allerede mere eller mindre forvandlede væsen. I de felter i dets bevidsthed eller psyke, der endnu ikke er spor af forvandlet fra dyrisk til menneskelig natur, er det totalt immun overfor den nævnte humane påvirkning. Det er således blottet for evnen til at forstå den. Hvis ikke væsenet med sin egen daglige ufærdige og inhumane, mørke væremåde rent automatisk og ubevidst selv befordrede sin forvandling fra dyr til menneske, ville det aldrig nogen sinde kunne blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Men loven for væsenernes skæbnedannelse er så guddommelig indrettet, at den betinger, at alt, hvad et væsen med sin væremåde gør overfor et andet væsen, får det tilbage i form af dets kommende skæbne. Alt eftersom væsenets påvirkning af denne sin næste er ond eller god, bliver de tilbagevendende virkninger heraf for sit ophav en tilsvarende ond eller god skæbne. Så længe den dyriske natur endnu er den fremherskende i mennesket, skaber det jo i sin daglige væremåde megen mørk skæbne med lidelser og besvær for sin næste eller sine omgivelser. Disse lidelsers tilbagevenden til sit ophav danner altså tilsvarende lidelser eller mørk skæbne for dette fremover. Denne mørke skæbne danner efterhånden i væsenet den begyndende humane evne eller første spæde spire til alkærlighedsevnen. I kraft af denne begyndende humane evnes vækst degenererer i tilsvarende grad den dyriske natur i væsenets psyke eller bevidsthed og dermed i dets væremåde. Evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde opstår. Her begynder det at få lyst til at ændre sin levemåde i human retning. Og her begynder det at blive modtageligt for de guddommelige påbud om humanitet eller næste- eller alkærlighed. Og det er til disse mennesker, at alle verdensgenløsningens humane påbud igennem verdensgenløsere, humane religioner, kristendom og åndsvidenskab er givet. Deres modtagelighed herfor affødes således af deres begyndende humane eller menneskelige natur i deres mentalitet eller psyke. Dette betyder således i virkeligheden, at væsenerne for at kunne påvirkes ved skrift og tale allerede må være så fremskredent udviklet, at deres dyriske natur og væremåde er dem mere eller mindre imod. De begynder ikke at kunne nænne at gøre andre væsener fortræd. Der begynder at opstå humanitet eller næstekærlighed i deres psyke og væremåde. Væsener, i hvem den menneskelige natur ikke er så udviklet, er ganske upåvirkelige af de nævnte overleverede store påbud om næstekærlighed. De lever endnu mere eller mindre med den dyriske natur eller efter princippet enhver er sig selv nærmest. [slut på side 6, start på side 60]

Alkærligheden kan kun blomstre i samme grad, som væsenet har overvundet mørket eller den dyriske natur i dets egen psyke eller væremåde

Da det store flertal af jordens mennesker hidtil ikke har været så fremragende humant udviklet, at de helt har kunnet modtage og efterkomme humanitetens eller næstekærlighedens store guddommelige påbud eller vejledning, har de ikke kunnet forhindres i at udvikle eller forstærke deres dyriske eller morderiske krigsmentalitet eller den dyriske bevidsthed og drabskapacitet millioner af gange. Væsenerne kom til at leve i "alles krig imod alle". Kristendommen og de andre store guddommelige verdensreligioner med tusinder af kirker og templer, millioner af præster, biskopper, ærkebiskopper, kardinaler og paver eller magtfulde religiøse overhoveder, har med stor vælde tonet de nævnte humanitetens og alkærlighedens påbud ud over verden. Side om side med dette vælde af næste- eller alkærlighedsforkyndelse har den dyriske natur i de ufærdige mennesker kunnet udvikle sig til at blive den største eksisterende drabs- og ødelæggelseskapacitet i verden. Hvordan går dette til? - Hvorfor har dette vældige opbud af alkærlighedsforkyndelse verden over ikke standset væsenernes voldsomme tiltagende udvikling i drabs- og ødelæggelseskunnen? - Er det ikke netop fordi, et dyr ikke kan forvandles til et menneske ved en blot og bar forkyndelse? - Den dyriske natur i mennesket kan lige så umuligt fjernes ved bare forkyndelse. Om den dyriske natur findes i et menneske eller i et dyr gør absolut ingen forskel. Dyrets natur i mennesket kan således ikke forvandles til menneskelig natur ved forkyndelse, men derimod udelukkende ved oplevelse i egen organisme og psyke de lidelser, man i sin dyriske eller ufærdige natur har påført andre væsener. Kun igennem selvoplevelsen af den skæbne, man har påført andre væsener, kan den humane evne, der er det samme som den begyndende alkærlighed, opstå. Når væsenet begynder at opdage denne sin situation, bliver det modtageligt for al åndelig vejledning, bøger, skrift og tale og kan da med denne åndelige støtte selv begynde, bevidst at arbejde med på sin videre udvikling fremad på sin vej mod det evige lys. Da jordmenneskeheden lever i en epoke, hvor mørket eller den dyriske natur i en overvejende grad dominerer dens bevidsthed og psyke, er det ikke så mærkeligt, at den totale næste- eller alkærlighed ikke er blevet almengældende for længe siden.

Det levende væsens evige manifestation og livsoplevelse

Da det levende væsen ifølge kosmiske analyser i mit hovedværk Livets Bog udgør en evig, udødelig realitet, hvordan kan det da harmonere med, at dets bevidsthedsskabelse er tids- og rumdimensionel? - Noget, der skabes, kan umuligt være evigt. Det kan umuligt eksistere uden at være begyndelse og afslutning underkastet. Enhver skabt ting udtrykker derfor et begrænset rum og en begrænset tid, og vi udtrykker den derfor som tids- og rumdimensionel. Men hvordan skulle en bevidsthed kunne være til uden at bestå af tids- og rumdimensionelle ting, altså ting der har begyndelse og afslutning, ting der optager afgrænsede rum eller plads og afgrænset tid? - Hvis ikke det var således, hvordan skulle en tankefunktion da kunne finde sted? - Tankefunktionen er jo en skabeproces. Igennem denne bliver vore tanker til. Men hvordan skulle disse kunne skabes uden at have begyndelse og afslutning, være begrænsede i tid og rum? - Hvis de var evige og dermed også uendelige, kunne de kun udtrykke total stilhed. Men total stilhed kan ikke fungere hverken som manifestation eller livets oplevelse. Tankefunktion og dermed bevidsthed ville være en umulighed. Det levende væsens Jeg ville stadig eksistere, men det ville være totalt uden bevidsthed, manifestation og oplevelse. En evig umanifestation, [slut på side 60] en evig total stilhed og dermed en evig død i form af et evigt intet måtte ruge der, hvor livet i dag kulminerer i manifestation og livsoplevelse, i lys og mørke, i tid og rum, i materie og ånd.

Det evige livs spiralkredsløb og tilværelsesplaner

Ved en indgående iagttagelse er det ikke vanskeligt at se, at det jordiske menneske er et væsen, der befinder sig i en forvandling fra dyr til menneske. Denne forvandlings- eller skabelsesproces skal altså fuldkommengøre det ufærdige menneske, så det bliver til det færdige og fuldkomne "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Denne forvandlings- eller skabelsesproces har altså haft en begyndelse. Den har ikke evigt været til. Hvad var da det levende væsen, der nu er ved at blive skabt om fra dyr til menneske, før denne skabelse begyndte? - Før denne skabelse begyndte, levede væsenet i oplevelse af liv og manifestation i en forudgående bevidstheds- eller livsepoke. Og før denne epoke levede det atter i en forudgående livsepoke. Og således har det levende væsens evige fortid været bestående af sådanne selvstændige livsepoker, ligesom dets evige fremtid ligeledes vil blive oplevet i sådanne fortsættende, selvstændige bevidstheds- eller livsepoker. Disse livsepoker svarer i princip meget nøje til den selvstændige livsepoke, væsenerne befinder sig i i dag. Enhver sådan livsepoke er baseret på blandt andet seks kosmiske grundenergier. Disse bevirker, at epoken kommer til at bestå af et særligt livsområde for hver grundenergi. Den første af disse grundenergier kender vi under begrebet "instinktenergien". Denne grundenergi i forbindelse med de andre grundenergier i en begrænset eller latent udfoldelse danner det, vi kalder "planteriget". Den næste grundenergi har vi udtrykt som "tyngdeenergien". Den ligger til grund for det fysiske plan. Den ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet ild, eksplosioner og sprængstoffer. Som åndelig materie ligger den til grund for hidsighed, drabsmentalitet og raserianfald. Den er fundamentet for dyrerigets mentalitet. Den næste grundenergi kender vi under begrebet "følelse". Fysisk ligger denne grundenergi til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet "kulde". I denne forbindelse med tyngdeenergien udgør den alt, hvad der kommer ind under begrebet "kraft" og ligger således også til grund for det, vi kender under begrebet "tyngdekraften", der igen er det samme som jordens tiltrækningskraft. Åndeligt set ligger den til grund for al sansning, det være sig både syn, lugt, smag, hørelse og for øvrigt for alt, hvad der ellers kommer ind under begrebet fornemmelse af både fysisk og psykisk ubehag og behag. Denne energi i en særlig kombination med de andre grundenergier ligger til grund for det totalt fuldkomne "menneskerige". - Den næste grundenergi er kendt under begrebet "intelligens". Den giver mennesket evne til at udforske og erkende princippet i de detaljer, det oplever igennem dets sansning. Den er ikke en fysisk energi og danner derfor ikke noget fysisk plan. Den ligger til grund for et åndeligt tilværelsesplan, vi har udtrykt som "visdomsriget". - Den femte grundenergi er ligeledes en åndelig energi og kendes under begrebet "intuition". Den danner et åndeligt tilværelsesplan, vi har udtrykt som "den guddommelige verden". Disse to tilværelsesplaner er tilsammen hjemstedet for livets allerhøjeste former for oplevelse. Ligesom dyreriget er hjemstedet for mørkets kulmination, således er de her nævnte to tilværelsesplaner hjemstedet for lysets kulmination. Når væsenets livsoplevelses- og manifestationsevne her har kulmineret i det højeste lys, degenererer den. Og væsenet bliver mere og mere koncentreret på sine erindringer fra denne sin livsepokes ydre oplevelser. Efterhånden som væsenets ydre oplevelsesevne degenererer, [slut på side 61] ophører det med at kunne opleve i den ydre verden. Denne er jo her det samme som den åndelige verden, idet væsenet efter at være blevet et færdigt menneske i Guds billede ophørte med at inkarnere i den fysiske verden. Det var nu blevet et totalt åndeligt væsen. Efter at have kulmineret i denne sin høje livstilstand som "mennesket i Guds billede" begyndte dets livsoplevelses- og manifestationsevne, som før nævnt, at degenerere. Efter denne degeneration havde væsenet ikke mere nogen bevidsthed ud over sine erindringer fra hele dets nu døende kosmiske livsepoke. Disse erindringer oplever det nu som kulminerende " salighed", der er det samme som livets allerhøjeste velværefornemmelse. Det har som nævnt her ingen ydre bevidsthed. Det lever nu udelukkende i sine erindringer. De udgør dets egen inderste verden.

Men det levende væsen er et evigt væsen. Det kan ikke blive ved med at leve uden bevidsthed eller ydre oplevelse og manifestation. Fra denne indre erindringernes verden, som vi udtrykker som "salighedsriget", overgår væsenet automatisk til en ny livsepokes begyndende mineral- og planterige. Det begynder her at udvikle nye bevidsthedsevner. Igennem mineral- og planteriget udvikler det sig videre frem og bliver til det, vi kalder et "dyr". Herfra udvikler det sig frem igennem dyreriget og kulminerer her i form af det ufærdige menneske i mørkets dræbende natur som "djævlevæsen". Gennem den heraf følgende mørke skæbne eller karma bliver væsenet færdigudviklet som mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og i denne altoverstrålende guddommelige livsform forlader væsenet den fysiske materielle livsform og fortsætter nu sin høje guddommelige livsform som et totalt åndeligt væsen igennem den ny bevidsthedsepokes højeste åndelige verdener: det fuldkomne menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, for atter senere at degenerere og igennem salighedsriget automatisk at overgå til en ny fortsættelse af oplevelse af liv og manifestation i en ny bevidstheds- eller livsepokes riger eller tilværelsesplaner og således fortsættende i al evighed. - Da disse livsepoker er at udtrykke som kredsløb, og hvert kredsløb ikke er en gentagelse af de foregående, men fremtræder som en fortsættelse af disse i en ny variation, har vi symboliseret disse de levende væseners fortsættende bevidstheds- eller livsepoker som "spiralkredsløb".

Bibelens "Adam" er hverken "dyr" eller "menneske", er hverken "hankøn" eller " hunkøn"

Væsenernes evige livsoplevelse dannes således af en uendelig kæde af disse tids- og rumdimensionelle livsepoker eller spiralkredsløb. For hver livsepoke oplever væsenet en kulmination af mørket og en kulmination af lyset og prædestineres derved til at kunne fortsætte oplevelsen af liv og manifestation i en ny fortsættende kosmisk bevidstheds- eller livsepoke, vi som nævnt i vore kosmiske analyser udtrykker som spiralkredsløb. Det er ved et sådant nyt spiralkredsløbs begyndelse, at Bibelen begynder sin skabelsesberetning. Det er heller ikke det levende væsens absolutte begyndelse, der fortælles om i beretningen om "Adam"s skabelse. Som tidligere nævnt har det levende væsen absolut ingen begyndelse eller ophør, men udgør en evig realitet. Men adamsberetningen symboliserer noget af den tilstand, det levende væsen befinder sig i ved dets automatiske overgang fra et spiralkredsløb til et andet. Adam er symbolet på det levende væsen, der har færdigudlevet et spiralkredsløb og nu skal begynde i et nyt spiralkredsløb. Det befinder sig foreløbig i salighedsriget, altså mellemstadiet mellem et afsluttet og et begyndende spiralkredsløb. Adam er et totalt åndeligt væsen, der har gennemlevet de højeste verdener, har været ét med Gud, har været med i Guds evige strålevæld. Dette væsen er nu hverken dyr eller menneske, hverken [slut på side 62] hankøn eller hunkøn, hverken ond eller god. Det har jo ingen ydre bevidsthed og heller ikke nogen organisme. Det har kun i sig evnen til at opleve erindringerne fra det spiralkredsløb, det nu har udlevet og derfor er i færd med at overgå til et nyt spiralkredsløb. - Vi skal nu følge adamsvæsenet i dets opvågnen og genskabelse af bevidsthed og manifestation i et nyt spiralkredsløbs morgenrøde. Vi vil derved blive vidne til Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse" og dermed få totalt understreget, at alkærligheden er verdensaltets grundtone. Den er Guds bevidsthed. Den er Guds altgennemtrængende hellige ånd. Denne ånd i bevidsthed, psyke og væremåde gør mennesket til det evige lys i mørket.

Adam i salighedsriget

Bibelens "Adam" er altså et væsen, der har udlevet både kulminationen af mørket og kulminationen af lyset og befinder sig nu i et spiralkredsløbs spæde slutepoke og i et nyt spiralkredsløbs ligeledes spæde begyndelsesepoke. Disse to epoker danner således et mellemstadium. I dette mellemstadium har væsenerne altså ingen ydre bevidsthed, hverken fysisk eller psykisk. De har dagsbevidsthed, men den bæres udelukkende af deres erindringssans eller hukommelsen, der netop her er i sin højeste fuldkommenhed og udfoldelsestilstand. Væsenerne her kan absolut ikke opleve noget i den del af den åndelige verden, vi kalder "den ydre åndelige verden". Deres fundamentale sanseevner til fysisk og ydre åndelig oplevelse er jo degenererede helt ned til et latent stadium. Væsenet kan derfor ikke have anden oplevelse her i nævnte mellemstadium end dets erindringer fra det nu udlevede spiralkredsløb. Denne dets erindringsverden udtrykker vi som "dets inderste verden". I denne dets inderste verden oplever det livet i form af dets erindringer, medens det samtidig automatisk og ubevidst overgår fra det udlevede spiralkredsløb til det ny spiralkredsløbs spæde begyndelse. - Da det kun oplever livet i form af dets erindringer, bliver dette til en vis grad en slags guddommelig hviletilstand i en lysende salighedsatmosfære. Erindringerne har nemlig den egenskab, at de bliver mere og mere lysende og strålende, jo ældre de bliver, eller desto længere tid der er gået, siden de blev til ved væsenets oplevelse af den fysiske og ydre åndelige verden. Vi har derfor i vore kosmiske analyser udtrykt disse erindringer som "guldkopier" af de begivenheder eller objekter, de udgør erindringerne af. Denne erindringernes eller guldkopiernes oplevelsesepoke i mellemstadiet mellem to spiralkredsløb kender vi allerede som det, vi har udtrykt som "salighedsriget". Vi har her set, at selv om det levende væsen gennemlever en epoke i den fysiske verden og den ydre åndelige verden, hvor det absolut ingen dagsbevidsthed har, fordi hele dets organiske sansestruktur for disse to verdeners vedkommende er latent og i hvile, er denne dets livsstruktur alligevel så guddommeligt fuldkommen og kærligt indrettet, at væsenet under denne ydre totalt bevidstløse overgang fra det ene spiralkredsløb til det andet alligevel befinder sig i en livsoplevelsesform, der udelukkende får væsenet til at kulminere i glæde, lykke og salighed. Og vi får således her livsoplevelsens evighed og udødelighed stadfæstet.

Sult- og mættelsesprincippet

Hvorfor blev adamsvæsenet ikke i spiralkredsløbets højeste guddommelige verdener med al deres harmoni, skønhed, fuldkommenhed og alkærlighedsvælde, der er disse verdeners livsfundament, ligesom luft, vand og ild er livsfundamentet for væsenernes fysiske organisme? - Denne høje guddommelige bevidsthed og atmosfære, de levende væsener her er gennemstrålet af, er en "skabt" realitet eller ting, og en skabt ting kan umuligt vare ved. Den er som før nævnt tids- og rumdimensionel og ikke evig. Den vil altid [slut på side 63] være formet af forgængeligt stof eller materiale, hvilket alle skabte realiteter uundgåeligt er. Derfor må væsenerne blandt andet skifte organismer, skifte jordliv, skifte livsform, skifte sindelag, fordi disse er skabte foreteelser. Og af samme grund må væsenerne ligeledes skifte spiralkredsløb. Men der er også et andet kosmisk princip, der er medvirkende til væsenernes skiftende lys- og mørkeoplevelser. Dette princip er "sult- og mættelsesprincippet". Det har til opgave i form af hunger eller sult at stimulere væsenets nydelsesprincip, skabe ikke blot sult efter mad og drikke, men også alle andre former for begær og ønsker. Mættelsesprincippet har derimod til opgave at skabe begrænsning af nydelsens eller begærenes tilfredsstillelse. Det er begærprincippet, der f. eks. bevirker længslen efter nydelse af livsgoderne, men det er mættelsesprincippet, der har til opgave at bevirke, at nydelserne ikke bliver overdimensionerede eller unormale. Det er således sult- eller hunger- og mættelsesprincippet, der er fundamentet i væsenernes skiftende interessesfærer. Det er også dette princip, der dybest set gør sig gældende i menneskenes trang til foranderlighed, til at skifte mode, til at skifte skik og brug. Nævnte princip er således en uundværlig faktor i væsenernes sindelags- og væremådeforandringer. Der findes altså ikke nogen som helst normal nydelse eller normalt begær, til hvilke der ikke forekommer mættelse. Dette gælder naturligvis ikke de af menneskene opfundne begær og nydelser, der er baseret på indtagelse af stoffer eller materier, der er nedbrydende eller saboterende både for organisme og sindelag. Disse stoffer eller materier kender vi under begreberne: narkotika, alkohol, tobak og lignende. For disse nydelser, der er en absolut afsporing fra det normale, forekommer der absolut ingen mættelse. Hvis disse nydelser ikke bliver bekæmpet, bliver deres slutfacit et på sind og legeme nedbrudt væsen, der i værste tilfælde havner i åndssvaghed og må tilbringe sin tilværelse i dertil egnede hospitaler. Men denne drastiske skæbne gælder ikke de normale og livsbetingende nydelser. Her reguleres nydelsen af mættelsesprincippet. Og dette bevirker altså, at man får tilfredsstillet et hvilket som helst normalt begær, man i tilstrækkelig grad er i færd med at nyde. Selv ens livret ville man ikke kunne blive ved med at betragte som sin yndlingsret, hvis man kun måtte få den hver eneste gang, man skulle spise. Man ville til sidst komme til at føle lede ved den og sætte megen energi i gang for at få anden mad at spise.

Ved lysoplevelsens vendepunkt i spiralkredsløbet

Når det levende væsen, efter at være blevet færdigudviklet og blevet til det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse, har levet i denne det kulminerende evige lysets tilværelse i de højeste verdener, indtræder mættelsesprincippet også her. Og væsenet begynder at blive mættet af denne guddommelige, lysende tilværelse, ganske ligegyldigt hvor guddommeligt lysende denne så end måtte være. Der opstår i væsenet en begyndende dragning imod lysets modsætning. Med denne indre dragning efter lysets modsætning begynder degenerationen af denne lysets tilværelse, og dets ydre sanser degenererer helt ned til et latent stadium, så væsenet efterhånden helt mister sanse- eller oplevelsesevnen i den ydre åndelige verden. Og det har derefter ingen som helst oplevelse her. Det lever nu som før nævnt helt i erindringsoplevelsen af det enorme spiralkredsløbs områder, som det i livsoplevelsen har passeret. Og da det i særlig grad er lysoplevelsen, det er blevet mættet af, er det i tilsvarende grad særlig mørkeerindringerne fra det udlevede spiralkredsløbs dyrerige eller det dræbende princips område, der nu udgør dets mest lysende guldkopier og har en tilsvarende salighedsbefordrende magt over væsenet. - Men nævnte erindringsoplevelse [slut på side 64] er også mættelsesprincippet underkastet. Denne taber sin magt, efterhånden som væsenet bliver mættet af disse sine oplevelser. Og den eneste tilfredsstillelse af det voksende begær efter mørket er udelukkende væsenets genoplevelse af mørket i et nyt spiralkredsløbs dyrerige eller mørkezone.

Erindringsoplevelsen som medvirkende drivkraft i væsenets passage ind i et nyt spiralkredsløb

Vi har nu set, at Bibelens Adam er et væsen, der befinder sig i mellemstadiet mellem to spiralkredsløb. Det lever i sine erindringers lys og salighed fra det udlevede spiralkredsløb. Denne de levende væseners erindringsmasse fra hele spiralkredsløbets område, lige fra salighedsrige til salighedsrige, danner altså en indre verden, som absolut ingen udenforstående har nogen som helst bevidst adgang til, ligesom disse adamsvæsener i salighedsriget heller ikke har nogen som helst bevidst adgang til den ydre verden eller dennes væsener. Adamsvæsenerne er her i deres erindringsverden eller salighedsriget totalt isoleret fra al bevidsthedskorrespondance med andre væsener. Dets liv består udelukkende i genoplevelse af erindringerne fra det udlevede spiralkredsløb. De erindringer, der i særlig grad giver nævnte væsener salighed ved genoplevelsen, er de ældste, hvilket vil sige: de erindringer de har fra det udlevede spiralkredsløbs begyndelse. Disse udgør jo tilsammen erindringerne om mørket, det dræbende princip, de dyriske væseners indbyrdes krigstilstand og de ufærdige menneskers forstærkede drabs- og ødelæggelseskunnen, djævlebevidsthed og dermed kulminationen af mørkets udfoldelse. Og det er jo den natur, salighedsvæsenerne nu står på tærskelen til at skulle genopleve i deres passage i det nye spiralkredsløb, hvor de nu skal til at udvikle sansebegavelse, fysisk bevidsthed og organisme, akkurat ligesom i tidligere spiralkredsløbs mørkesfære. Her skal de atter nyde af "kundskabens træ på godt og ondt" for igen at få genoplevelsen af deres evige primære identitet som søn af Gud i form af "mennesket i Guds billede" efter hans lignelse. Bibelen udtrykker da også denne forvandlingsproces ved at lade Gud sige: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse ..." (1. Mos. 1.26). Dette er således hensigten med denne i den ydre verden bevidstløse Adam i salighedsriget. Dernæst udtrykker Bibelen noget om Adams isolerede tilstand i salighedsriget, hvor væsenet ikke har noget som helst samkvem med noget som helst andet levende væsen. Bibelen lader her Gud sige: "Det er ikke godt, at mennesket er ene, jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham" (1. Mos. 2.18). - Nej, det var sandelig ikke godt for væsenet at "være ene", leve totalt i sine egne erindringer og isoleret fra et hvilket som helst andet levende væsen, selv om disse erindringer var mentale guldkopier eller fremtrædende som kulminerende salighedsoplevelse. Det kunne i længden absolut ikke være nok for væsenet at opleve erindringerne. De var jo erindringer af allerede oplevede begivenheder og tildragelser og ikke nye oplevelser. Men da erindringerne var glædes- eller salighedsbefordrende, affødte dette jo netop efterhånden et kolossalt begær efter at komme til at opleve den virkelige livsoplevelse i kød og blod. Erindringsoplevelsen blev således en medvirkende stimulans eller drivkraft for væsenets dragning fremad i det nye spiralkredsløbs ydre åndelige og fysiske verden.

Væsenerne og mineralriget

Fra salighedsriget skal væsenerne nu overføres til et nyt spiralkredsløbs ydre åndelige og fysiske verden. Denne overføring sker ganske automatisk ved hjælp af sult- og mættelsesprincippet. Efter salighedsvæsenets kulmination i erindringsnydelsen opstår der i væsenet en [slut på side 65] tilsvarende mættelse eller frastødning af lysoplevelsen og en tilsvarende hunger efter livsoplevelse og manifestation i den ydre verdens ånd og materie. Dette salighedsvæsenets lysende begær efter den ydre verden bliver her sammen med millioner af andre salighedsvæseners hunger til en kollektiv skabende kraft, der automatisk overgår til den ydre åndelige og fysiske materie. Salighedsrigets reaktion i denne den ydre verdens åndelige og fysiske materie er identisk med den guddommelige skabelsesproces, vi kender som krystallisering, al dannelse af faste stoffer, stendannelser lige fra de ædleste, glasklare og farvede sten, vi anvender som smykker, og til de mest grove klippedannelser og for øvrigt også al anden mineraldannelse, platin, guld og sølv m.m. - Salighedsenergien er således den højeste energi i fremkomsten af mineralmanifestationer. Disse manifestationer udgør tilsammen det, vi udtrykker som "mineralriget". Mineralmanifestationerne udgør således reaktionen af væsenernes første spæde begyndende skabelse i den ydre verdens materier. Gennem videreførelsen af denne guddommelige skabelsesproces igennem spiralens mørkezone skal det levende væsen som en fugl Føniks atter opstå af dette mørke og i det ny spiralkredsløb åbenbare sin evige tilværelse som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og dermed som Guds evige lys kulminere i spiralkredsløbets lysriger eller zoner.

Bibelens sovende Adam

Guds skabelse af mennesket i sit billede er, som vi her har set, nu trådt i kraft. Adam er på vej ud af det salighedsrige, det paradis, der velsignede hans tilværelse med guldkopiernes strålevæld, og som endnu skal lyse over hans færd indtil han igennem nye sanser kan begynde at orientere sig i den fysiske verden. Med denne begyndende sansning i den fysiske verden er væsenet blevet til et "plantevæsen". Foruden dets instinktmæssige evne, der automatisk styrer dets fysiske livsfunktioner, har det fået evne til at kunne "ane". Med denne anelsesevne kan det således "ane" behag og ubehag. Det kan åbne sine blomster for solens varme. Og det kan lukke dem for nattens kulde. Men det kan endnu ikke opleve eller sanse, hvad denne varme og denne kulde er for noget. Det kan endnu hverken se, høre eller sanse med de øvrige fysiske sanser. Disse er endnu nærmest at betragte som ufødte. Her i den ydre verden er Adam endnu et sovende væsen. Men i hans inderste væsen lever han endnu i guldkopiernes strålevæld af salighed. Plantevæsenet er således endnu fremtrædende som det væsen, Bibelen udtrykker som "Adam".

Guds ånds tilstedeværelse igennem organfunktion i det levende væsen

Adam er altså et degenereret kosmisk væsen, der hovedsageligt endnu lever i salighedsriget i sine erindringers verden, men nu er begyndt at få en spæd berøring med den fysiske verden. Men denne Adam ville umuligt kunne komme videre i bevidsthedsskabelse og livsoplevelse i den fysiske og åndelige verden, hvis ikke der bag hans ydre fremtræden eksisterede en evig kosmisk, organisk struktur. Denne holder hans livsoplevelse og manifestation i en evig fornyelse i form af sult- og mættelsesprincippet og den heraf følgende passage igennem spiralkredsløbenes kulminerende lys- og mørkezoner eller riger. Denne det levende væsens højeste organiske struktur har vi udtrykt som dets evige "overbevidsthed". Denne overbevidsthed er hovedorganet for hele det levende væsens fremtræden som "levende væsen". Den er sædet for en altgennemtrængende energi, vi har udtrykt som "den højeste ild". Denne højeste ild er i realiteten, som vi skal se, det samme som Guds altgennemstrålende, levende ånd, som i Bibelen er udtrykt som "den hellige ånd". Denne ånd er igen det samme som Guds levende, altgennemtrængende [slut på side 66] bevidsthed. Den har sæde i alle eksisterende levende væseners overbevidsthed. Og med denne Guds ånd i det levende væsen reguleres hele dets evige liv. Uden denne Guds ånds tilstedeværelse i form af "den højeste ild" i det levende væsen var dets eksistens som "levende væsen" totalt umulig. Men hvis den ikke havde sit sæde i de levende væseners overbevidsthed, var Guds eksistens som "levende væsen" også totalt umulig. De levende væsener er Guddommens manifestations- og livsoplevelsesorganer, dette gælder lige såvel de mikrokosmiske og makrokosmiske som de mellemkosmiske væsener. Og Guddommen er alle disse levende væseners uundværlige eller livsbetingende makrokosmos. Guddommen og de levende væsener udgør således en uadskillelig livsbetingende, samarbejdende enhed. Det er ikke så mærkeligt, at Bibelen udtrykker, at "Guds ånd svævede over vandene" (1. Mos. 1.2.).

Det er ved hjælp af Guds ånds tilstedeværelse i de levende væseners overbevidsthed og den herfra udgående og ledede organfunktion, at de får evne til manifestation og livsoplevelse, de får evne til at manifestere og opleve det onde og det gode, mørket og lyset, de får adgang til "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt" og bliver i denne livets allerhøjeste skole eksperter i at kende forskel på godt og ondt, bliver eksperter i alkærlighedens væremåde, bliver til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Uden Guds hellige ånd i de levende væseners bevidsthed eller psyke, ville der således absolut ikke være nogen som helst mulighed for skabelse eller livsoplevelse. Der ville hverken eksistere mennesker, dyr eller planter eller noget som helst andet levende væsen, hverken i mikrokosmos eller makrokosmos, ja, der ville overhovedet ikke eksistere noget som helst mikrokosmos, mellemkosmos eller makrokosmos, hvis Guds ånd ikke eksisterede i de levende væseners overbevidsthed eller psyke.

Guddommens og de levende væseners X-analyser

Om denne Guds evige ånd kan der i virkeligheden kun siges, at den virker igennem alle ting. Den er "det levende" i de levende væsener. For at forstå Guds ånds tilstedeværelse i det levende væsen, må man lære at forstå, at Guddommen udgør et treenigt princip, der viser, at denne er et levende væsen. Vi kan her kun lige antyde strukturen i dette princip. Det første princip udtrykker vi som jeg'et i det levende væsen. Da dette jeg i sig selv er evigt og således eksisterer udenfor tid og rum, kan det kun have denne ene analyse, at det udgør "Noget, som er". Vi har derfor udtrykt dette navnløse "Noget" som "X1". - Til dette "noget" eller jeg er der knyttet en overbevidsthed, som i sig selv heller ingen analyse kan have, fordi den er lige så evig som "X1". Vi har derfor kaldt denne overbevidsthed for "X2". Det nævnte jegs tredie princip er lige så evigt som de to lige nævnte principper, og vi har udtrykt dette som "X3". Disse tre principper er ikke selvstændige enheder, der eksisterer hver for sig. De kan kun eksistere som uløseligt knyttet til hverandre som en enhed. Det er denne enhed, vi kender under begrebet det levende væsen. Dette væsen udgør altså et treenigt princip. Som nævnt er "X1" væsenets jeg. "X2" er dets overbevidsthed. Denne er det evige hovedsæde for hele det levende væsens højere kosmiske organområde, evige livsstruktur og skabeevne. - "X3" er det levende væsens "underbevidsthed" med dens "dags"- og "natbevidsthed" og dets fysiske og åndelige organismeområde og videreførelsen af skabefunktionen, hvilket vil sige: livsoplevelsen og manifestationen. - Disse analyser er det levende væsens højkosmiske analyse. De udgør ikke tre analyser af tre ting, men de udgør derimod tre analyser af den samme ting, nemlig "det levende væsen". Det levende væsen er således et "Noget", der evigt eksisterer som levende væsen i kraft af disse tre evige princippers urokkelige [slut på side 67] sammenhæng som en treenighed, der lige akkurat opfylder de tre betingelser, der skal til, for at et "Noget" kan fremtræde som et levende væsen. - Men hvordan med dette levende væsen? Det kunne umuligt eksistere som "levende væsen", hvis ikke alle de andre levende væsener eksisterede. Det kunne umuligt, således som tilfældet er, bygge sin fysiske organisme op af levende mikrovæsener. Hvordan skulle den da komme til at bestå af de livsvigtige foreteelser såsom: organer, celler, molekyler, blod og andre livsvigtige sekreter. Hvordan skulle det kunne leve uden væsener af sit eget kosmos, hvilket vil sige: mennesker, dyr, plantelivsformer og minerallivsformer? - Og hvordan skulle væsenerne kunne opleve manifestation og liv, hvis ikke der var makrokosmiske væsener til, i hvilke væsenerne kunne leve, røres og være? Er ikke netop jordkloden og solen uundværlige for os? - Hele verdensaltet består således af mikrokosmiske, mellemkosmiske og makrokosmiske levende væsener, der som vi har set er absolut gensidigt livsbetingende for hverandre.

Da alverdens levende væsener således er livsbetingende afhængig af hverandre og hver for sig umuligt kan leve totalt isoleret og uden nogen som helst legemlig og åndelig berøring med hverandre, bliver det her til kendsgerning, at verdensaltet udgør en af alle disse væsener fremtrædende uadskillelig enhed. Da hvert eneste af disse væsener, som vi har set, har et jeg, en overbevidsthed og en organisme, bliver nævnte jeg'er, nævnte overbevidsthed og nævnte organismer tilsammen verdensaltets jeg, verdensaltets overbevidsthed og verdensaltets organisme. Verdensaltet udgør således en enhed, der opfylder lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at det kan fremtræde som "et levende væsen". Da dette væsen har hele verdensaltet til jeg, bevidsthed og legeme og således rummer alt, hvad der overhovedet eksisterer, dukker her frem af uvidenhedens tåger det absolut eneste eksisterende levende væsen, der har de kvalifikationer, som et levende væsen må have for at kunne udgøre den absolut eneste eksisterende allestedsnærværende almægtige, alvise, alkærlige og dermed altoverstrålende evige Guddom. Og vi møder således her denne livets evige Fader.

Guddommens primære bevidsthed

De ufærdige mennesker kan ikke opfatte de levende væsener som Guds redskaber eller som en sammenhængende uadskillelig enhed, der udgør Guddommen. De opfatter de levende væsener som ting, der er skabt, ligesom andre skabte ting eller foreteelser. De opfatter Guddommen som et isoleret, selvstændigt væsen, totalt udenfor de levende væseners livsområde og i sin egen natur totalt uafhængig af disse. Men menneskenes første spæde religiøse instinkt lader dem, længe før deres intelligens er udviklet, ane, at der er et "Forsyn", en "Gud" eller "guder" bag hele den materielle, synlige verden. Efterhånden som det religiøse instinkt udviklede sig, blev troen på den almægtige Guddom stadig mere urokkelig og blev fundamentalt understreget af Kristus. Han udtrykte jo netop Guddommen både som "Guddom" og "Fader". Og bedre rammende udtryk for verdensaltets ophav eksisterer ikke, idet nævnte højeste væsen udgør det levende center, det absolut eneste eksisterende væsen, fra hvilket alt liv udstråler og går tilbage til, befordrende alvisdommen og almagten, besjælet af alkærlighedens evige lysocean i tid og rum i al evighed.

Som vi allerede har set, er Guddommen absolut ikke noget fra de levende væsener isoleret eller afsondret væsen, men eksisterer netop udelukkende som identisk med alle eksisterende levende væsener i verdensaltet, der tilsammen udgør hans X1, X2 og X3, der igen urokkeligt viser ham som "et levende væsen". Dette levende væsens bevidsthed er evigt inddelt [slut på side 68] i seks store organ- eller livsoplevelsesområder. Disse kender vi allerede som planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Dette sidste rige er mineralriget en udløber af i den fysiske verden. Af disse Guddommens organområder udgør det færdige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget tilsammen Guddommens primære bevidsthedsområde. Igennem de levende væsener i disse riger udfolder Guddommen den totalt fuldkomne almagt, alvisdom og alkærlighed og styrer dermed hele verdensaltet.

Hvorledes Guddommens bevidsthed evigt kan være på sit højeste stadium

Denne Guddommens evige, primære bevidsthed må stadig fornys og holdes ved lige. Vi har allerede berørt, at det sker igennem de levende væsener ved hunger- og mættelsesprincippet. Efterhånden som væsenerne mættes af den altovervældende lystilværelse i de højeste riger, degenererer de og overgår gennem salighedsriget til den begyndende skabelse af en ny bevidsthed i et nyt spiralkredsløb. Væsenerne udvikler sig således igennem salighedsrigets mineralområde, udvikles videre igennem planteriget og dyreriget, og som det ufærdige menneske oplever det her mørkets kulmination. I denne mørkets tilstand udgør væsenerne Guddommens sekundære bevidsthed. Mineral-, plante- og dyreriget med de ufærdige mennesker er således området for Guddommens sekundære bevidsthed. - Hvorfor er dette område hjemstedet for et så overvældende kulminerende mørke for krig, mord, drab og lemlæstelse, som tilfældet er? - Det skyldes udelukkende dette, at alle de levende væsener her er ufærdige væsener i Guds skabelsesproces. De er endnu ikke færdigskabt til at kunne leve livet fuldkomment. De kan endnu ikke manifestere det færdige eller totalt fuldkomne menneskes alkærlige væremåde. Og hvor der ikke er kærlighed, kan der kun være ukærlighed. Hvor der ikke er viden, kan der kun være uvidenhed. Vi ved allerede, at væsenerne netop er her for atter at få deres bevidsthed fornyet, blive omskabt i Guds billede efter hans lignelse, så de igen kan indtræde i de højeste verdener, indtræde i Guds primære bevidsthed som kulminerende lysorganer for hans altoverstrålende hellige ånd eller evige lys.

Idet de færdige mennesker i Guds billede således overgår til spiralkredsløbets højeste riger, altså til Guddommens primære bevidsthed, bliver denne jo dermed fornyet med nye levende bevidstheds- eller lysorganer for Guds evige ånd. Hvor overordentlig stor en velsignelse dette er, bliver klart for os, når vi erindrer, at væsenerne i de højeste verdener, altså væsenerne i Guddommens primære bevidsthed, efterhånden skal degenerere og gennem salighedsriget overgå til et nyt spiralkredsløbs planterige, dyrerige og ufærdige menneskeområde for her i dette Guds skabelsesområde atter at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse for derefter som lysvæsen at indgå i Guddommens primære bevidsthed. Da der således indgår fornyede væsener i Guds primære bevidsthed samtidigt med, at de degenererede væsener udgår af denne, bliver Guddommens primære bevidsthed dermed evigt på sit højeste, evigt kulminerende og usvækket. - Det er i kraft af denne primære bevidsthed, at Guddommen gennemstråler hele verdensaltet med sin ånd, befordrer alle de levende væseners livstilstand, manifestation og skæbne. Det er med denne ånd, han besjæler verdensgenløsningen og har sin kærlige hånd bag de levende væseners passage igennem livet og lader dem opstå af spiralkredsløbenes mørke i sit eget billede som det evige lys i tid og rum, i evigheden og uendeligheden. [slut på side 69]

Guddommens primære og sekundære bevidsthed. Grundenergierne og spiralkredsløbene

Ved at iagttage grundenergierne og spiralkredsløbene kan vi komme til klarhed over Guddommens fundamentale bevidsthedsfunktioner. Hvert spiralkredsløb danner et planterige, et dyrerige, et menneskerige, et visdomsrige, den guddommelige verden og et salighedsrige. Det rigtige menneskerige er i særlig grad baseret på intellektualiseret følelse, der igen er det samme som alkærlighed. Det næste rige i spiralkredsløbet er i særlig grad baseret på intelligensenergi. Og det herefter følgende rige er, ligeledes i særlig grad, baseret på intuition, medens det næste rige er baseret på en kulminerende hukommelse. - Disse riger er således sædet for Guddommens bevidsthed og livsocean og må derfor udtrykkes som dennes fundamentale tanke-, organisme- og manifestationsorganer. "Det rigtige menneskerige" i hvert spiralkredsløb, såvel i mikrokosmiske og makrokosmiske som i vort mellemkosmiske, er hovedsædet for al udfoldelse af intellektualiseret følelse i hele verdensaltet. Intellektualiseret følelse er igen det samme som kulminerende alkærlighed. Det næste rige i spiralkredsløbene er hovedsædet for al udfoldelse af humaniseret intelligens i verdensaltet. Humaniseret intelligens er det samme som den højeste eksisterende visdom. Og vi har derfor udtrykt dette rige i spiralkredsløbene som "visdomsriget". - Det følgende rige er hovedsædet for al udfoldelse i verdensaltet af den allerhøjeste grundenergi. Denne energi kender vi under begrebet "intuition". Da denne udgør evnen til at opleve livets allerhøjeste kosmiske viden, ja oplevelsen af selve Guddommens eget bevidsthedsplan og blive ét med denne, har vi udtrykt dette rige i spiralkredsløbene som "den guddommelige verden". Og herefter kommer det sidste rige i spiralkredsløbene. Dette rige kender vi under begrebet" salighedsriget". Nævnte rige er sædet for den allerhøjeste udfoldelse af hukommelse i verdensaltet. Disse her nævnte riger i hele verdensaltets mangfoldighed af spiralkredsløb udgør således alle bevidsthedscentre, organer for livsoplevelse og manifestation. De danner tilsammen Guddommens primære bevidsthed. Denne Guddommens primære bevidsthed består således, som vi her har set, udelukkende af alle eksisterende spiralkredsløbs åndelige eller kosmiske verdner. De udgør altså Guddommens tilsvarende åndelige eller kosmiske manifestations- og livsoplevelsesorganer. De udgør samtidig boliger for levende væsener, der i kraft af Guds ånd befordrer manifestationen og livsoplevelsen i verdensaltet. Men denne manifestationen og livsoplevelsen i verdensaltet er således Guddommens åbenbaring af sin altgennemtrængende ånds skabe- og bevidsthedsvælde, sit evige lys i form af alkærlighed. Vi har lige set, at det guddommelige kærlighedens lysvæld bliver holdt permanent på sit kulminerende stadium. Det udgør ét eneste usvækket samlet strålevæld af spiralkredsløbenes højeste riger. Og vi er her vidne til Guddommens altoverstrålende primære bevidsthed. Men vi ser også, at denne Guddommens allerhøjeste bevidsthed kun kan bæres af levende væsener, der af Gud er blevet gjort til mennesket i hans billede efter hans lignelse. Og vi ser, at denne Guddommens skabelse af mennesket i sit billede udgår fra salighedsriget, gennem planteriget og videre ind i dyreriget og frem igennem det ufærdige menneskes kulminationsoplevelse af mørket, hvorefter det opstår som det færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse. Herefter indgår det som organ i Guddommens primære eller højeste åndelige udfoldelse. Her er væsenerne ét med Guddommen, ét med alkærligheden, ét med saligheden.

Men Guddommen har også en sekundær eller fysisk bevidsthedsstruktur. Denne del af Guddommens bevidsthedsområde befordres kun af ufærdigskabte væsener. [slut på side 70] Disse kan derfor heller ikke være færdigskabte bevidstheds- eller manifestationsorganer i denne del eller dette område af Guddommens bevidsthed og organisme. Livet her befordres kun ved de laveste grundenergier. Således bæres Guddommens sekundære bevidsthed af instinktenergien. Den har sit sæde i planteriget. Den næste grundenergi i samme bevidsthed er tyngdeenergien. Den har sit sæde i dyreriget og det ufærdige menneskerige. Den befordrer det dræbende princip, alle krigstilstande, mord og drab. Den er i virkeligheden makrokosmisk set identisk med ilden, der igen ved sin makrokosmiske tilstand i forbindelse med følelsesenergi, der i makrokosmisk tilstand er kulde, ligger til grund for al kraftudvikling i verden samt for al eksplosiv energi, såvel i atombomben som i det mindste lille fyrværkeri. Den er drivkraften i jordens bevægelse omkring solen såvel som i det mindste lille dyrs hjerteslag. Disse to grundenergier, tyngde og følelse, ligger altså til grund for hele det fysiske verdensalt. - At den fysiske verden må være hjemstedet for alt det såkaldte "onde", krigen og lidelserne, ragnarok eller helvede er selvfølgeligt. Hvordan skulle Guddommen kunne skabe den totale fred, harmoni, lykke og salighed i en verden, hvor hans skaberedskaber, manifestations- og livsoplevelsesorganer er højst ufuldkomne eller ufærdigskabte? - Mineral-, plante- og dyreriget og det ufærdige menneskerige, der altså udgør Guddommens sekundære bevidsthedsområder, er således hjemstedet eller området for selve Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Disse ufærdige væsener, planter, dyr og ufærdige mennesker, der således her er under skabelse, er endnu i virkeligheden kun fostre og ufødte som færdige mennesker. Det der endnu i særlig grad mangler, er alkærlighedsevnen. Når menneskene påberåber sig, at der ikke er nogen Gud til, for så kunne han ikke tillade alt det "onde", krigen, myrderierne eller ragnarok, afslører dette, at de ikke ved noget som helst om, hvad det er, de ser eller er vidne til. Og man må naturligvis undskylde eller tilgive dem denne uvidenhed.

Den eneste ene sande Gud

Vi er nu kommet så langt i denne vor lille skitse af det evige verdensalt, at vi har set dette som et altomfattende levende væsen. Vi har set dette levende væsen, i hvilket alle eksisterende levende væsener "leve, røres og er". Men vi ikke blot "leve, røres og er" i dette gigantvæsen, vi er også, som vi har set, livsbetingende manifestations- og livsoplevelsesorganer i samme væsen, ligesom dette væsen er livsbetingende fundament for de levende væseners manifestation og livsoplevelse. Verdensaltet udgør således en helhed bestående af alle eksisterende levende væsener tilsammen. Denne helhed udgør som nævnt et levende væsen. Men vi har også set og oplever dagligt, at det enkelte levende væsen i virkeligheden er stedet over for dette gigantvæsen og her oplever "sig selv" som et fra dette væsen adskilt væsen, skønt det er uadskilleligt forenet med nævnte væsen. Vi oplever hver dag "os selv" og "dette væsen" som det, vi henholdsvis udtrykker som "jeg" og "det". Det der udtrykkes ved "det" er alt, hvad der overhovedet eksisterer omkring os, både nær og fjern. Det er intet mindre end alle de levende væsener og ting, der udgør verdensaltet. Men vi ved nu igennem det foranstående, at dette "det" er et levende væsen, der har både en primær og en sekundær bevidsthed, både fysisk og åndelig. Vi ved, at dette guddommelige væsen også har både følelsesfunktioner, intelligensfunktioner, intuitionsfunktioner og hukommelsesfunktioner. Vi har set, at disse funktioner tilsammen danner gigantvæsenets primære bevidsthedsudvidelse, befordret af spiralkredsløbenes allerhøjeste væsener, alle kulminerende som færdige mennesker i Guds billede. Disse udgør således organerne for udfoldelsen af gigantvæsenets primære bevidsthed. Da [slut på side 71] denne gigantvæsenets primære bevidsthedsudfoldelse urokkeligt afslører sit ophav som almægtig, alvis og alkærlig, er vi her i dette gigantvæsen stedet overfor det absolut højeste eksisterende "levende Noget", vi overhovedet kan opleve. Dette vil igen sige, at vi her har mødt den igennem alle tider søgte og under mange former opfattede og tilbedte verdensaltets absolut eneste ene sande Guddom. - Denne Guddommens primære bevidsthed er totalt åndelig og har som allerede bemærket kun sit sæde i spiralkredsløbenes højeste verdener. Med den af disse verdener bestående primære bevidsthed behersker, styrer og leder Guddommen hele verdensaltet, ikke blot den åndelige, men også hele den fysiske side ved dette hans i tid og rum, uendelighed og evighed udstrakte struktur, bevidsthed, ånd og legeme.

Syndefaldets verden og jordens menneskehed

Denne Guddommens primære bevidsthed er de jordiske ufærdige mennesker endnu meget langt fra at repræsentere. De er endnu under skabelse og skal blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Deres manifestation og livsoplevelse foregår endnu hovedsageligt ved spiralkredsløbenes laveste grundenergier. De har derfor kun evne til at opleve livet i spiralkredsløbenes tilsvarende laveste sfærer eller riger. Disse sfærer eller riger udgør Guddommens sekundære bevidsthed og fremtræder i spiralkredsløbene som mineralområdet, planteriget, dyreriget og den ufærdige menneskesfære i samme rige, hvor mørket kulminerer i djævlebevidsthed. Her er området, hvor Gud skaber "mennesket i sit billede efter sin lignelse". Vi er her i "syndefaldets" verden, der rettere bør hedde "fejltagelsernes" verden, eftersom der i verdensaltet ikke findes nogen som helst virkelig eller absolut "synd". Der findes ikke nogen som helst form for synd, der kosmisk set ikke er et resultat af uvidenhed, og et resultat af uvidenhed kan kun være en fejltagelse. Men hvordan skal væsenet undgå at lave fejltagelser der, hvor det ingen viden har? - Væsenet kan jo ikke handle anderledes end efter den viden og tro, det i dets udvikling er nået frem til. Hvad skulle det ellers kunne handle efter? - Det er rigtigt, at fejltagelserne afføder alle lidelserne og smerterne eller alt det såkaldte "onde" i væsenernes liv og skæbne. Men hvis fejltagelserne ikke skabte ubehagelige reaktioner eller virkninger, kunne kundskab eller viden umuligt opstå. Væsenerne ville umuligt kunne få kendskab til, hvad der var absolut "ondt", og hvad der var absolut "godt". Der ville ikke være nogen som helst mulighed for den "nydelse af kundskabens træ", der skulle give væsenerne den evne, ved hvilken de skulle blive ligesom Gud og kende forskel på "godt" og "ondt". Det fundamentale i Guds skabelse af væsenet i sit billede er det samme væsens tilegnelse af evnen til at kende forskel på "godt" og "ondt". Uden denne evne absolut ingen bevidsthedsskabelse, ingen som helst mulighed for at blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Guddommen og de levende væsener

Ethvert levende væsen lever således både kødeligt og åndeligt i samliv med den almægtige, alvise og alkærlige evige Guddom. Ja, væsenerne skal endog udvikle sig til at tale med ham, som en mand taler med sin næste. Hvorvidt vi forstår dette, er altså et spørgsmål om, hvor langt vi er nået i Guds omskabelse af vort væsen fra dyr til menneske. Det samme gælder ligeledes vor forståelse af, at det førnævnte "det", hvilket vil sige alt, hvad der overhovedet eksisterer omkring os af væsener og ting, som er adskilt fra vor individualitet og således ikke tilhører denne organisk, ene og alene er Guddommens åbenbaring eller synliggørelse for os. Det er rigtigt, at denne åbenbaring rummer både vore venner og vore fjender, vore familiemedlemmer, vore underordnede [slut på side 72] og vore overordnede, alle vore ubehagelige såvel som alle vore behagelige oplevelser, naturkatastrofer, krige, lemlæstelse, sygdomme, unaturlig død, nød og elendighed, dræbende planter, giftige dyr, slanger, krokodiller, løver og tigre og andre på det dræbende princip baserede dyr samt primitive og inhumane, myrdende og dræbende mennesker, i værste tilfælde djævlemennesker, eksperter i bombe- og kernevåbensteknik, kosmiske karmabødler med millioner af hestekræfters kulturudslettende helvedesapparater og mordmaskiner bag sig. Således ser åbenbaringen af Guddommens sekundære bevidsthed ud. Det vil igen sige: den del af Guddommens bevidsthed, hvor han udelukkende åbenbarer eller manifesterer sig igennem de ufærdige væsener, der er underlagt hans skabelse eller forvandling fra dyr til menneske. Vi skal senere se, hvorledes Guddommens evige alkærlighedens ånds tilstedeværelse i hvert eneste eksisterende af disse ufærdige væsener sejrrigt vil lade det opstå af dette livets mørkeste mørke som en lysets fyrste iklædt Guds evige lys eller kærlighedens og almagtens strålevæld. - De ufærdige mennesker er endnu ikke vant til at opfatte deres medmennesker, dyrene og planterne og alt det øvrige i deres omgivelser, der ikke er organisk forbundet med deres egen organisme, som identisk med Gud. De forstår således ikke, at deres medmennesker og alt det øvrige fysiske liv og område, de er i berøring med, udgør det mest håndgribelige af deres samliv og forbindelse med Gud. De forstår slet ikke, at den påvirkning, de udsættes for igennem de mennesker, dyr og planter og alle de øvrige foreteelser, de kommer i berøring med, er Guds egen direkte påvirkning af dem. Akkurat på samme måde er et væsens påvirkning af dets medmennesker, dyr og planter og øvrige omgivelser i realiteten dets henvendelse til eller påvirkning af Gud. Det enkelte menneskes daglige liv og forhold til andre levende væsener er i sin dybeste analyse absolut det samme som dets forhold til Gud. Det vi gør imod andre levende væsener, gør vi imod Gud. Det andre levende væsener gør imod os, er i realiteten Gud, der gør det imod os dikteret som en kopi af den mere eller mindre onde eller gode, ufuldkomne eller fuldkomne væremåde, vi selv manifesterer overfor vore medvæsener og omgivelser og dermed overfor Gud.

Faderen og sønnen

Alt liv i verdensaltet, ja hele verdensaltet i al sin uendelighed og evighed med sine mælkeveje, stjernetåger, sole og planeter, beboede verdener med menneskeheder og alle andre former for liv, er i sin absolutte analyse udelukkende reaktioner af en gensidig bevidsthedsudveksling mellem Guddommen og hvert eneste eksisterende enkelt levende væsen i verdensaltet. Hele verdensaltets opretholdelse, dets livsfunktioner og skabelsesprocesser er således et uløseligt forbundet samliv mellem Guddommen og verdensaltets levende væsener. Denne uløselige samhørighed mellem Guddommen og det enkelte levende væsen består i, som vi allerede har berørt, at Guddommen og det enkelte levende væsen har fælles kosmisk struktur, der gensidigt betinger de to væseners evige livsoplevelses- og manifestationsevne. Uden denne de to væseners fælles livsstruktur kunne deres bevidsthed eller livsfunktion umuligt finde sted. Deres bevidstheds- eller livsfællesskab består i, at alle levende væseners "X1", hvilket vil sige: jeg'erne i de levende væsener, alle uden undtagelse tilsammen udgør "Guds jeg". På samme måde udgør de levende væseners "X2" og "X3" henholdsvis Guddommens "X2" og "X3". Som vi ved, udgør disse tre principper lige akkurat de tre betingelser, der skal til, for at et "Noget" kan fremtræde som et levende væsen. Vi kan ikke her gå nærmere i detaljer, men blot fremhæve, at det levende væsen må have et "jeg", der er det samme som "X1". Dernæst [slut på side 73] må det have en skabeevne, der udgør det samme som "X2". Herefter kommer "X3", der udgør den skabte eller tids- og rumdimensionelle del af væsenets psyke, skabeevne og organisme. Guddommen og det levende væsen opfylder således disse principper. De udgør derfor hver for sig et levende væsen, en evig urokkelig individualitet.

Hvordan kan Guddommen og det enkelte levende væsen fremtræde som to selvstændige individualiteter, når de har fælles jeg? - Her må vi lære at forstå, at det "Noget", som vi udtrykker som "X1" er ustofligt i almindelig forstand og dermed udeleligt. Det er derfor, at det kun kan have analysen "Noget som er". Dette "Noget som er" er således udeleligt til stede i verdensaltet. Det er det højeste "Noget", der eksisterer, og danner altså Guddommens jeg. Når det foruden at være Guddommens "Jeg" også trods sin udelelige tilstand er det levende væsens jeg, skyldes det princippet "X2". - Vi kan symbolisere dette "X2" som en hul kugle af uigennemsigtigt materiale. I denne kugle eksisterer der små huller fordelt ligeligt over hele dens overflade. Hvis vi nu tænker os "X1" eller dette "Noget" som et stærkt lys inde i kuglen, vil dette kaste en stråle igennem hvert hul. Hver stråle vil da være at symbolisere som jeg'et i et levende væsen, medens lyset inde i kuglen er Guds jeg. Ligesom lysstrålen ikke er adskilt fra lyset inde i kuglen, således er det levende væsens jeg heller ikke afskåret eller adskilt fra Guddommens "X1" eller jeg. Lyset, der stråler ud fra hvert hul i kuglen, symboliserer således de levende væsener. Kuglen symboliserer "X2", ved hvilket "det ene væsen bliver til de mange". Hvert levende væsen har således sit eget jeg, selv om det er uløseligt forbundet med Guds jeg og er ét med dette. Hvert levende væsen udgør således en individualitet i Guddommen, uden at denne mister sin individualitet, og uden at nævnte levende væsen mister sin individualitet. Hvert enkelt af disse levende væsener udgør et livsoplevelses- og manifestationsredskab for Guddommen. Hvordan skulle Guddommen ellers kunne opleve, manifestere eller skabe? Guddommen kan ikke opleve eller skabe ved ingen ting. Overfor det enkelte levende væsen udgør Guddommen, som allerede før nævnt, hele verdensaltet med alle dets levende væsener og ting, både åndeligt og fysisk, både makrokosmisk, mikrokosmisk og mellemkosmisk. Men i dette gigantformat kan det levende væsen ikke opfatte Gud som en individualitet eller et levende væsen, før det når længere og længere frem igennem udviklingen hen imod kosmisk bevidsthed og her ser Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Men Guddommen belærer det enkelte levende væsen igennem sine andre levende væsener, der jo alle, som allerede nævnt, er hans bevidsthedsorganer og redskaber for hans skabelse. Og Guddommen har helt det enkelte levende væsen i sin varetægt ved sin manifestation igennem andre levende væsener. Vi ved allerede, hvorledes Gud har ført menneskene frem til deres nuværende stadium ved store åndelige førere, profeter og verdensgenløsere, væsener, der var langt forud for menneskene i deres forvandling fra dyr til menneske. Af disse kan vi jo nævne Kristus, som var det helt færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse og var ét med Gud i bevidsthed og alkærlighed.

Guddommen leder således hvert enkelt ufærdigt væsen ved hjælp af andre levende væsener og opretholder deres tilværelse og livsfornyelse eller udvikling ikke blot ved mellemkosmiske væsener, men også ved hjælp af både mikro- og makrokosmiske væsener. Og Guddommen hører det enkelte levende væsens bøn igennem dertil særligt egnede væsener for denne mission. På samme måde har Guddommen andre levende væsener, der er særligt egnede for de mange andre former for medvirken i Guddommens skabelse af det levende væsens forvandling fra mineral [slut på side 74] gennem planteriget, dyreriget og det ufærdige menneskeriges mørkekulmination til det færdige menneske i Guds ånds lysende strålevæld som ét med Gud. - Da det enkelte levende væsen yderligere er uløseligt knyttet til Guddommen i kraft af dets tre X-analysers identitet eller uadskillelighed med Guddommens tre X-analyser, finder vi her, at nævnte levende væsen er mere slægtsbundet til Guddommen end et jordisk barn er slægtsbundet til sin fader og moder. Det er derfor helt i kontakt med virkeligheden, at Guddommen og det levende væsen henholdsvis udtrykkes som "Faderen" og "sønnen".

Hvorfor man skal tilgive menneskene deres befordring af mørket

I det foranstående er vi blevet kendt med, at verdensaltet er et levende væsen, i hvilket alle eksisterende levende væsener er manifestations- og oplevelsesorganer for dette gigantvæsen. Samme væsen er igen, i form af den almægtige, alvise og alkærlige evige Guddom, livsfundament eller virkelige kosmiske Fader for hvert eneste eksisterende levende væsen. Samme levende væsens daglige liv og forhold til dets omgivelser, de levende væsener og ting, er i sin virkelige, kosmiske analyse et forhold til den evige Guddom. Vi har berørt, at jordmenneskeheden befinder sig i Guddommens sekundære bevidsthed, der er opholdssted for alle de ufærdige væsener, der her under Guds skabelse er i færd med at omformes fra dyr til mennesket i Guds billede. Alt mørke, krig, mord og drab, sygdom, nød og elendighed skyldes udelukkende væsenernes ufærdigskabte tilstand i verden. Det er altså denne væsenernes ufærdige tilstand, der i deres mørke daglige liv er under omskabelse hen imod større fuldkommenhed. Det der i særlig grad mangler i jordmenneskenes fuldkommengørelse, er det altvelsignende og livgivende tankeklima "alkærligheden". Da alkærligheden endnu næsten er noget ganske ukendt, skal vi i det efterfølgende give et lille indblik i, hvorledes dette verdensfrelsende tankeklima er under en tiltagende udvikling i jordmenneskeheden. Så længe dette tankeklima endnu ikke er blevet en urokkelig, permanent evne i menneskehedens væremåde, må krige rase, og menneskene være fundamentalt bundet til spekulation i og skabelsen af de mest raffinerede, djævelske metoder i krigerske menneskemyrderi og kulturudslettelse. Vi ser her menneskenes nedværdigelse og forførelse ind i undertiden primitive sataniske og gudsforladte diktaturer, der stadigt i en tiltagende materialisme og fjernelse fra Gud ikke viger tilbage for tortur, myrderi og udslettelse af anderledes tænkende væsener som forsvar for deres egen gudløse og kærlighedsforladte livsanskuelse og dødbringende væremåde.

Vi har allerede set kultursammenbrud og millioner af mennesker martret og pint til døde som det endelige resultat af deres tro på og hyldest til gudløse opkomlinge, der i oratorisk blændværk, krigsmaskiners eller mordvåbens parader og uniforms glitterstads imponerede og forførte menneskene endnu dybere ind på vejen til ragnarok eller helvede. - Men dette kan ikke bebrejdes hverken diktatorerne eller deres tilhængere. Den her omtalte mørke situation eller væremåde er udelukkende et resultat af de pågældende menneskers egen endnu ufærdigskabte tilstand og den heraf følgende uvidenhed og fejltagelse. Intet væsen kan manifestere anden fuldkommenhed end den, det er nået frem til i dets udvikling og begavelse. Hvordan skulle de kunne manifestere noget, de hverken har viden eller forstand til? - Den næstekærlighed, de endnu ikke har evne til at føle og ingen begavelse til at forstå, kan de umuligt manifestere. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus siger til Peter, at det ikke blot er syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, at man skal tilgive sin næste (Mt. 18.21). Men for at tilgive kræves også næstekærlighed eller alkærlighed. [slut på side 75] Alkærligheden er således det absolut eneste, der kan afskaffe krigen mand og mand imellem og dermed staterne imellem, samt alt andet ondt i verden. Uden alkærlighed absolut ingen fred på jorden. Alkærligheden er således Guds ånds lys. Dette lys i menneskenes øjne, hjerte og hjerne vil bringe mørket til at vige fra jordens kontinenter og have. Og i Guds ånds strålevæld vil den "fortabte søn" vende tilbage til sin Fader.

Mørket eller "det ubehagelige gode"

Vi har igennem det foranstående fået et lille indblik i det levende væsens forhold til Gud og Guds forhold til det levende væsen. Vi har set, at der er et urokkeligt sammenspil, en reaktionstilstand imellem Guddommens og det levende væsens livsudfoldelse. Denne reaktionstilstand er det levende væsens skæbne. Denne skæbne er en oplevelse af mørkets kulmination, der udvikler væsenet til en tilstand, i hvilken det vil kunne leve et permanent altoverstrålende kærlighedens liv i Guds hellige ånd og være ét med Gud. Da væsenet umuligt vil kunne opleve lyset eller kulminationen af kærligheden, hvis ikke det først fik oplevet kulminationen af mørket, ser vi her dette som et absolut nødvendigt led i Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Igennem oplevelsen af mørket bliver det levende væsen således indviet i alkærlighedens lys, der udgør den primære bevidsthedstilstand i livets oplevelse og manifestation. Mørket er således i virkeligheden en kort fostertilstand, hvor væsenet bliver udviklet og modnet til "den store fødsel" eller indvielse i livsmysteriets løsning, bliver trænet op til at blive en kærlighedens sol for sine omgivelser. - Mørket er således trods dets ubehagelige natur et gode. Og vi må derfor udtrykke dette i vore kosmiske analyser som "det ubehagelige gode".

"Evas skabelse"

For at Guds skabelse af mennesket i sit billede kan ske fyldest, er det en urokkelig betingelse, at væsenet må tilegnes kendskabet til "godt" og "ondt" og blive ét med Gud i dette kendskab. "Adam" var jo et væsen, der i virkeligheden hverken kendte til godt eller ondt. Han måtte derfor gøres til et væsen, der kunne skabe godt og ondt for derigennem at få det virkelige kendskab til, hvad der var godt, og hvad der var ondt og dermed få udviklet evnen til kun at gøre det gode. Det var derfor, at "nydelsen af kundskabens træ", der i Bibelen er udtrykt som "syndefaldet", måtte finde sted. Men før nydelsen af kundskabens træ eller "syndefaldet" kunne finde sted, måtte der skabes en mulighed for, at denne nydelse kunne foregå. Den måtte gøres til en livsbetingelse for Adam. Der måtte skabes en appetit eller et begær i Adam efter denne nydelse. Adam, hvilket altså vil sige: de levende væsener i spiralkredsløbets planteriges begyndelse, måtte skabes om. Det er denne omskabelse, Bibelen udtrykker som "Evas skabelse". Denne skabelse udtrykkes ligeledes i Bibelen at bestå i, at Gud tog et ribben ud af den sovende Adam og dannede af dette "Eva". Denne Bibelens fortælling om "Evas" skabelse er kun symbolsk. Den sovende Adam er altså plantevæsenerne. De må nødvendigvis betragtes som sovende, idet deres eneste sanseevne på det fysiske plan er anelsesevnen. De kan ane behag og ubehag, men derudover er deres dagsbevidsthed på salighedsplanet, hvor de endnu lever i erindringerne fra det tidligere spiralkredsløb. Når der siges, at Gud tog et ribben ud af Adam og dannede heraf "Eva", skal det kun betyde, at "Evas skabelse" var en indvendig proces, en indre automatisk organisk ændring i adamsvæsenernes psyke. De blev omdannede fra dobbeltpolethed til enpolethed. Det skete på denne måde, at i nogle væsener stagnerede den feminine pol, hvorved den maskuline pol i de samme væsener blev eneherskende, og herefter [slut på side 76] fremtrådte disse væsener som "hankønsvæsener". I andre væsener var det den maskuline pol, der stagnerede, hvorved den feminine pol i disse væsener overtog føringen, og herefter fremtrådte disse væsener som "hunkønsvæsener". Og hermed eksisterede adamsvæsenerne ikke mere. De var alle forvandlede til enpolede væsener, hvilket vil sige, at de nu var indviet til mørkets eller det dræbende princips rige. Med deres polforvandling varde nu prædestineret til at kunne skabe og opleve det mørke, i kraft af hvilket de igen skulle opstå i det evige lys som Guds billede efter hans lignelse.

Parringsakten. Guds ånd i mørket

Igennem de særlige polorganer kan "den højeste ild", hvilket vil sige: Guds ånd, som det højeste lys og livsanimerende kraft komme til åbenbaring eller oplevelse igennem de to væseners parringsakt. Efterhånden som væsenerne udvikler sig frem til dyrets stadium, bliver denne parringsakt den allerhøjeste livsoplevelsestilstand for de to væsener, men betinger altså en sympatisk kontakt mellem de to parringsvæsener af modsat køn. Denne gensidige sympatikontakt opstår automatisk ved væsenernes særlige enpolede organiske struktur og kirtelsekreter. Denne gensidige parringssympati, der altså er kunstig og ikke har noget med absolut og virkelig kærlighed at gøre, kan være meget stærk og ligefrem nå frem til en besættelse af parterne. Denne sympati forgrener sig også til de to parters eventuelle afkom. Dette bliver indhyllet i parternes eller forældrenes kunstige sympatiske følelse. Og her i dette lille familieskab eksisterer den kunstige sympati, der indenfor et vist område ligner alkærlighed. Da der absolut ikke eksisterer alkærlighed i dyreriget, forstår man her, hvor guddommelig denne parringssympati er midt i en verden af kulminerende mørke. Den er det eneste lys midt i en verden af væsener, for hvilke det er en livsbetingelse at dræbe for at leve; i en verden af væsener, der må have andre væseners organismer til føde; i en verden, hvor alle stræber alle efter livet, og hvor væsenernes organismer ligefrem i sig selv er formet og udstyret som geniale forsvars- og angrebsvåben. Hvad skulle live op i disse væseners daglige liv, give dem livsenergi, livsmod og livslyst i denne kærlighedsløse dødens verden, hvis ikke de var skabte som enpolede væsener, var skabte som hankønsvæsener og hunkønsvæsener og derved i en kunstig sympatiakt kunne opleve den højeste ild eller Guds levende ånd i denne deres gensidige sympati- eller parringsakt? Denne parringskærlighed, der også udtrykkes som "forelskelse", gør sig også gældende hos de ufærdige mennesker og bliver af disse lovsunget som den højeste kærlighed med dens højeste lys og lykke. Men det er en vildfarelse. Parringskærligheden har ikke noget med den virkelige alkærlighed at gøre. Den er et kunstprodukt, i hvis kulminationsudløsning den højeste ild kan komme til manifestation som livets allerhøjeste behags- eller vellystfornemmelse igennem parringsakten. Denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse er intet mindre end selve Guds "hellige ånd", der i parringsaktens kulminationsøjeblik af de to parter opleves som livets største lysoplevelse her i dyreriget eller mørkets sfærer. Denne korte øjebliksoplevelse af det højeste lys er nok til at opretholde hele dyreriget og de til en vis grad ufærdige menneskers tilværelse, livsudfoldelse og væremåde.

Parringskærlighedens udslag

Vi har her i de levende væseners parringsområde mødt en kunstig opretholdt sympati, som menneskene fejlagtigt opfatter som kærlighed. Som vi allerede har bemærket, har denne kunstige sympati ikke noget som helst med den virkelige alkærlighed at gøre. Medens alkærligheden er en evne, der gradvis bliver til med menneskets udvikling, er parringskærligheden [slut på side 77] en evne, der som før nævnt opretholdes kunstigt gennem enpoletheden og kirtelsekreter eller hormonproduktion. Den har derfor den samme funktionskapacitet hos det mindre udviklede som hos det mere udviklede dyr. Medens alkærligheden befordrer uselviskhed, befordrer parringskærligheden i høj grad selviskhed. Den fordrer gensidig sympati eller forelskelse hos de to parter for sin udfoldelse. Den fremkalder skinsyge, jalousi og misundelse, der er roden til alt ondt i verden. Den befordrer ønsket om helt at besidde eller eje den anden parringspartner for sig selv alene. Da væsenerne på grund af enpoletheden netop er skabt til kun at kunne elske væsener af det modsatte køn, og deres ægteskaber eller parringsliv er betinget af de to væseners gensidigt modsatte køn, kan de ikke elske væsener af deres eget køn. De ligger derfor i meget stor udstrækning i strid eller rivalisering om besiddelse af væsener af det modsatte køn. Parringskærligheden, som vi også kan udtrykke som "ægteskabskærligheden", kan kun udløse en gensidig sympati mellem parringsvæsenerne eller ægtefællerne og heri indbefattes også afkommet. Ud over dette eksisterer der ingen som helst virkelig kærlighed indenfor dyreriget, hvor dette er i renkultur. Udenfor denne lille, af parringskærligheden dannede familie, eksisterer kun krigen eller fjendskabet mellem væsenerne. Vi er i det dræbende princips rige. Væsenerne vandrer her i dette mørkets rige med døden i hælene, et rige, der derfor ofte viser sig som helvede eller ragnarok, ja et rige, i hvilket næstekærligheden ligefrem er forbudt. Bibelen udtrykker ægteskabsloven således: "Derfor skal manden forlade sin fader og moder og blive fast hos sin hustru, og de skulle være til ét kød." (1. Mos. 2.24). Og til kvinden udtrykker Bibelen blandt andet: "...manden er kvindens hoved...". (1. Kor. 11.3). Disse påbud gælder naturligvis ikke dyrene. Hos disse væsener er ægteskabsloven uskrevet, og dyrene opfylder den automatisk ved hjælp af instinktet. De nævnte påbud gælder derimod i allerhøjeste grad de ufærdige mennesker, hvis livsfundament endnu er den enpolede parringsakt og det heraf følgende ægteskab og familieskab, men i en ustabil og degenereret form. - Parringskærligheden har altså sin begrænsning. Den forlanger, at manden absolut skal holde sig til sin hustru, og hustruen absolut må opfatte ham som sin herre og beskytter. Parternes hele sympati må udelukkende være gensidig og ikke rettet imod noget som helst fremmed væsen. Hvis et menneske elsker et andet menneske højere end sin ægtefælle, bedriver det hor, hvilket vil sige, at det overtræder ægteskabsloven, og med denne sin væremåde saboterer det den moral, ved hvilken Gud opretholder dyrerigets livsstruktur, under hvilken ikke blot dyrene, men også det ufærdige menneske mere eller mindre henhører.

Hvorfor Jesus valgte korsfæstelsen

Det er således her synligt for os, at parrings- eller ægteskabskærligheden ikke er beregnet til at være livsfundament for en højere verden, i hvilken det dræbende princip er bandlyst, og livsfundamentet eller livsloven påbyder: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det store og første bud." - Men et andet er dette ligt: "Du skal elske din næste som dig selv." (Mt. 22.37.38.39).

Det er tydeligt at se, at dette store guddommelige påbud udtrykker en helt anden kærlighed end parringskærligheden. Vi møder her i nævnte store kærlighedspåbud fra verdensgenløseren loven for en kulturtilstand, et lysets eller kærlighedens rige, der står himmelhøjt over dyrerigets dødbringende, kærlighedsløse helvedeszoner, hvor det er en livsbetingelse at dræbe for at leve. Man forstår således her bedre, hvorfor Kristus i Gethsemane have valgte korsfæstelsen i stedet for at [slut på side 78] frasværge sig det lysets budskab, han havde bragt menneskeheden fra sin evige Fader. Det lysets budskab, der var den største kærlighedsåbenbaring, menneskeheden nogen sinde havde fået, det budskab, der understreget med korsfæstelsen af selve Guds sendebud blev intet mindre end en ny verdensepokes fødsel, i hvilken Guds ånds strålevæld vil komme til at lyse og funkle i alle øjne, velsigne og kærtegne igennem alle hænder og gøre alle mennesker på jorden til ét med den evige Fader. Denne ny verdensepoke er jordens "store fødsel" eller kosmiske indvielse, der skal gøre menneskehedens kulturstadium til ét med "Himmeriges Rige".

Vi ser her, at det således ikke var parringskærligheden, der var livsfundamentet for verdensgenløseren og hans mission. Det var derimod ene og alene den absolutte alkærlighed, og det bliver mere og mere åbenlyst, at det udelukkende er den, der er verdens frelse. Uden næstekærlighedens indpas i menneskehjerterne og verdenskulturen vil krigens tyranni og helvede aldrig høre op.

Ægteskabs- eller parringskærlighedens mission

Vi ser her tydeligt, at med ægteskabs- eller parringskærligheden kan man ikke opfylde kærlighedsloven, der påbyder, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det er den absolut heller ikke beregnet til. Til en sådan mission har den hverken kapacitet eller organisk struktur. Den er derimod kun beregnet til at gøre de to parringsvæsener eller ægtefæller til gensidigt livsanimerende lysende og varmende stjerner for hinanden her i en verden af livets kulminerende mørke; i en verden uden Gud og alkærlighed; i en verden af livsfarlige dødsfjender; i en verden, hvor djævlebevidstheden og mørket kulminerer. Hvordan skulle de levende væsener i dyreriget eller mørkets sfærer blive animeret til at holde livet ud, hvis ikke Guds hellige ånd i form af "den højeste ild" blev en håndgribelighed eller en virkelighedsoplevelse igennem to væseners enpolede parringsakt? - Hvor har dyret midt i dets livs mørke en større og mere animerende lysoplevelse end i parringsakten med sin mage? - Og får den kunstigt opretholdte parringskærlighed, denne seksuelle besættelse, ikke parterne til gensidigt at opleve hinanden som deres livs mest lysende og varmende stjerne på det dræbende princips natsorte dødshimmel? Og kaster dette stjernelys ikke sit livgivende og varmende skin beskyttende på parternes hjælpeløse afkom og medvirker til at føre dette til skelsår og alder? - Denne Guddommens håndgribelige tilstedeværelse i parringsaktens lynglimtsåbenbaring er som nævnt ikke alkærlighed. Den er kun en kunstig udløsning af en stærk forelskelse eller seksuel besættelse, af væsenets dragning imod et væsen af modsat køn, hvorved parringsakten kan komme til udløsning, forplantningen finde sted, og væsenerne opleve Guds ånds tilstedeværelse i deres parringsakt som en lynglimts- eller øjebliksoplevelse af livets allerhøjeste velbehagsfornemmelse eller salighed. Denne velbehags- eller salighedsfornemmelse var lige akkurat den Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten, der krævedes for at stimulere eller animere væsenerne til nydelsen af "kundskabens træ", hvis slutresultat skulle blive væsenernes tilegnelse af den allerhøjeste visdom eller det totale kendskab til, hvad der er "godt", og hvad der er "ondt". Denne nydelse af kundskabens træ på godt og ondt giver væsenerne store lidelser, men disse afføder i dem den største mentale evne, der overhovedet eksisterer. Den forvandler totalt det ufærdige menneske eller væsenet med djævlebevidsthed til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Denne guddommelige evne er intet mindre end den evne, ved hvilken Guddommen gennemtrænger hele verdensaltet med sit strålevæld, det evige lys "alkærligheden". [slut på side 79]

To slags kærlighed

Da parringskærligheden og dens struktur, som vi har set, også er et udslag af Guds ånd, har vi således her for os to slags kærlighed. Vi har altså "parringskærligheden" og "alkærligheden". Da parringskærligheden som tidligere nævnt er en kunstigt opretholdt sympati, har vi udtrykt denne som "den sekundære kærlighed", og alkærligheden, der netop ikke er frembragt ved en kunstig proces, men er en ægte gennem udvikling gradvis skabt fundamental sympatievne, har vi udtrykt som "den primære kærlighed".

Væsenet bliver dobbeltpolet og får menneskelig begavelse

Som vi har set, er jordmenneskene ikke færdigudviklede mennesker. Der er endnu overordentlig meget, der viser, at de stadig har dyriske tendenser i deres væremåde. Hvad er det da, der viser, at de er mennesker? - Det er den fabelagtige begavelse, hvormed de hæver sig over dyrenes psyke. Den er så fremragende i forhold til dyrenes begavelse, at den næsten får menneskene til at se ud som guder i forhold til dyrene. Hvad er det for en organisk struktur, der således hæver mennesket op over dyret? - Vil vi se svaret på dette spørgsmål, må vi gå tilbage til væsenerens polstruktur. Vi ved allerede, hvorledes Gud befordrede dyrets tilblivelse ved "Evas skabelse". Denne skabelse var udtryk for, at væsenerne blev forvandlede til enpolet tilstand, hvorved de blev inddelt i "hankønsvæsener" og "hunkønsvæsener". Med denne omskabelse og inddeling blev væsenerne prædestineret til at blive til "dyr". Man kan også sige, at de blev organisk formet til at gennemgå det mørke, der er en absolut betingelse for, at væsenet senere kan blive indviet i livets højeste lys, blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Når det dyriske væsen har gennemgået så megen fysisk udvikling, at det har fået en menneskelignende organisme, der kan begynde at blive redskab for menneskelig begavelse, sker der det, at den ved "Evas skabelse" stagnerede pol i væsenet bliver frigivet. Denne pol er organet for hele den menneskelige bevidsthedsudvikling i dyret. Da de jordiske mennesker i sin tid som langt fremskredne menneskelignende abevæsener oplevede den modsatte pols frigørelse, blev de med denne pol beriget med en evnestruktur, ved hvilken de skulle udvikle sig til "mennesker". Og herefter blev disse til begyndende dobbeltpolede forvandlede væsener hurtigt de andre dyr overlegne. Det var navnlig følelse og intelligens, der begyndte at tage til i udvikling hos disse væsener. Denne udvikling berørte foreløbig kun væsenets daglige selvopholdelsesdrift, der stadig befordredes ved krig, ved angreb og forsvar. Derfor var krig, mord og drab stadig en livsbetingelse for disse begyndende "mennesker". Moralen kunne her kun være det kulminerende egoistiske princip: "Enhver er sig selv nærmest". Der var kun den forskel mellem dette begyndende menneske og dyret, at medens dyret kun havde sin kødelige organisme og de heri indbyggede organiske forsvars- og angrebsvåben, havde menneskene fået en evne til i en tiltagende grad at bygge kunstige forsvars- og angrebsvåben op, der i dag er millioner af gange større i drabs-, kulturudslettelses- og livsødelæggelseskapacitet end dyrenes. Og det er stadig denne krigerske og morderiske side ved menneskenes mentalitet og væremåde, der er den herskende. De betragter stadig de bedste mordvåben eller drabs- og ødelæggelsesmidler og dermed den største drabs- og ødelæggelseskunnen som det bedste middel imod krig og dermed som vej til freden og lykken. Vi ser her, at menneskene stadig ikke blot har bevaret deres dyriske bevidsthed i renkultur, men de har også som nævnt kunnet mangfoldiggøre deres drabskapacitet ved hjælp af deres menneskelige begavelse og den dyriske eller enpolede parringskærlighed som førende livsfundament. [slut på side 80]

Den dræbende uvidenhed

Vi forstår let her, at det ikke er alkærligheden, der er fundamentet i udviklingen af denne fabelagtige morderiske kapacitet. Denne drabskapacitet viser os, at den moderne verdenskultur hovedsageligt er baseret på "at dræbe for at leve". Der er blot den forskel, at medens dette princip for dyrets vedkommende er en livsbetingelse, er det absolut ikke en livsbetingelse for mennesket. Men det har menneskene ikke opdaget endnu. Evnen til at opdage dette kræver lang udvikling. Menneskene tror derfor, at magtoverlegenhed i angreb og forsvar er det eneste sikre livsfundament. Derfor dræber og forfølger menneskene de væsener, de tror, der er deres fjender. Men karmaloven betinger, at det, man gør imod sin næste, bliver ens kommende skæbne. Og når menneskene ligger i krig, mand og mand imellem såvel som nationer, stater og folk imellem, er det på grund af den store overtro, at de med krig kan bekæmpe krig eller beskytte sig imod krig eller anden truende mørk situation. De forstår ikke, at det onde, de kæmper imod, er den ondskab, de har påført deres næste eller medvæsener i tidligere liv eller tidsepoker. De forstår således ikke, at de ved at føre krig, hvad enten det er forsvar eller angreb, danner en ny mørk skæbne for dem selv i kommende liv. Dette er den dræbende uvidenhed og overtro, som den på så mange måder langt fremskredne moderne videnskab ikke giver nogen forklaring på. Derfor må menneskene blive ved med at vade i denne dødbringende og krigsbefordrende march på stedet, så længe nævnte uvidenhed camouflerer den virkelige og absolutte sandhed som naivitet og overtro i videnskabens, regeringernes eller magthavernes bevidsthed.

Menneskelig begavelse og dyrisk mentalitet

Hvad er det væsentlige, der karakteriserer disse ufærdige menneskers bevidsthed og væremåde? - Det er kombinationen af "menneskelig begavelse" og "dyrisk bevidsthed". Hvad forstår man ved "menneskelig begavelse"? - Ved menneskelig begavelse forstår man højt udviklet intelligens og den heraf følgende evne til at tænke logisk indenfor det udviklingsstadium, det pågældende væsen befinder sig på. Med hensyn til "dyrisk bevidsthed" vil det sige det samme som en bevidsthed, der er aldeles blottet for alkærlighed og udelukkende lever i parringskærligheden. Sådanne væsener er ganske uden sympati for væsener udenfor denne deres tilstand; dette gælder navnlig overfor væsener af deres eget køn. Dette væsens dyriske bevidsthed overgår grundet på den menneskelige begavelse langt det egentlige dyrs bevidsthed i skabelsen af morderisk kunnen og udfoldelse af mørk mentalitet eller det såkaldte "onde".

Djævlebevidsthed og dens mørke skæbnevirkninger

Et meget ufærdigt menneske er i virkeligheden endnu kun et intelligent dyr. Men da det overgår dyret i ond mentalitet, må vi udtrykke et sådant væsens mentalitet som "djævlebevidsthed". Denne bevidsthedstilstand hos menneskene indebærer udfoldelsen af mord, drab og hævnakter, bedrageri og løgnagtighed eller usandfærdighed, utroskab i ægteskaber og i andre tillidsforhold, mænds hor med andre mænds hustruer, og kvinders hor med andre kvinders ægtemænd, ødelæggelse af ægteskaber og fremkaldelse af skilsmisser ved tredie persons illegale seksuelle indblanding i disse; skilsmisse på grund af ægtefællers illegale seksuelle samkvem eller hor med væsener udenfor ægteskabet. Hertil kommer den ulykkelige skæbne, skilsmissebørn undertiden kommer ud for på grund af forældrenes skilsmisse. Ligeledes forekommer der illegale aborter, fosterdrab og barnemord. Her i denne de ulykkelige ægteskabers zone træffer vi også børn, der er svigtet af deres ugifte forældre, som har sat dem i verden uden nogen som helst tanke på at skabe et hjem [slut på side 81] for disse deres børn. Hvis ikke andre mennesker tog sig af dem, måtte de gå til grunde. - At lade hånt om og ringeagte hele den religiøse og åndelige side ved livet hører også med til den bevidsthedstilstand, der ikke kan siges at være dyrisk og naturligvis heller ikke menneskelig. Og vi må således også henføre al dræbende intolerance under djævlebevidsthed. Hvor megen ulykke og lidelse har den ikke netop bragt over mennesker og skabt martyrer i hundredvis? - Og hvad er det, man har sat i stedet for den stærkt aftagende religiøsitet? Har man ikke netop sat gudløshed, materialisme og krigsberedskab i stedet? Har man ikke belagt visse landområder med djævelske døds- og helvedesfrembringende kernevåben for derved at redde verdenskulturen, skønt det i livsloven urokkeligt hedder: "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage ved sværd, skulle omkomme ved sværd". (Mt. 26.52). Tror man ikke, det samme guddommelige påbud også gælder kernevåben eller andre af de moderne krigs- eller dødsmaskiner? - I stedet for at redde verdenskulturen er man derimod blevet Guds redskaber til at udløse al den kollektive karma, menneskene igennem århundreder i tidligere liv har skabt årsagen til. - Hvad har menneskene da gjort? - De har ført krig og begået massemord på medmenneskene. De har desforuden dræbt dyr i millionvis og fortsætter stadig dette deres massemyrderi på dyrene både i havene og på landet. Det er massedrab, der ikke eksisterer nogen som helst kosmisk livsbetingende begrundelse for. Men menneskene har, grundet på en masse andre fejlagtige vaner og fejlagtige opfattelser, gjort dyredrab til livsbetingelse. De har igennem årtusinder suggereret sig mere og mere ind i den hundrede procent falske forestilling, at animalsk føde er en livsbetingelse for mennesket. Da alt det, man gør imod andre levende væsener, kommer tilbage til sit ophav og danner dets skæbne, forstår man her, hvilket umådeligt bloddryppende og livssaboterende ocean af mørk karma menneskene alene med deres animalske føde påfører sig. Det er rigtigt, at menneskeheden ikke pludselig kan lave sine tusindårige traditioner og vaner om. Men det forandrer ikke, at hele denne drabstilstand er en overtrædelse af det femte bud: "Du skal ikke ihjelslå". (2. Mos. 20.13). Denne overtrædelse fritager ikke menneskene for den heraf følgende karma, hvad enten den er virkningen af menneskenes dræbende eller mørke væremåde overfor dyr eller mennesker. Denne menneskenes karma udløses i stor udstrækning gennem fællesudløsninger i form af krige og naturkatastrofer. Men hvert enkelt væsens karma finder dog urokkeligt trods fællesudløsningen frem til sit ophav. Hvert væsen får således nøjagtig den karma, det selv har udløst. Men væsenernes karma kommer naturligvis også i stor udstrækning enkeltvis til sit ophav, selv om der hverken er krig eller naturkatastrofer af nogen art. Jordens menneskehed er således inde i sin indvielses mørkekulmination. I den moderne kulturepoke ser vi helvedes eller ragnaroks lidelsesbefordrende og dødbringende flammer overalt. Men selv i denne de ufærdige menneskers sorteste livsepoke er Guds ånds lys til stede i hvert eneste levende væsen. Og i dette lys skal de nu opstå af mørket og i den ny begyndende verdensepoke blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Det begyndende menneske

Vi har nu igennem alt det foranstående fået et lille glimt af hvert af alle de førende eller bærende principper i Guds skabelse af mennesket. Vi har igennem disse glimt set denne guddommelige proces lige fra væsenets adamstilstand; dets udgang af salighedsriget; dets udvikling igennem mineral- til plantelivsformerne; dets forvandling til enpolet væsen igennem "Evas skabelse"; dets videre udvikling til dyr og frem til "Evas død" eller dyrets forvandling til begyndende dobbeltpolethed [slut på side 82] og dets hermed begyndende menneskebevidsthed. Vi har set, at denne menneskebevidsthed foreløbig kun har givet sig udslag i primitiv følelse og begyndende intelligens. Denne tilføjelse af menneskelige evner til dyrets psyke udvidede dyrets mentalitet eller begavelse. Det blev derved hurtigt de andre dyr overlegen. Det er i henhold til denne større begavelse og overlegenhed over dyret, at væsenet har fået prædikatet "menneske". Men der er langt fra dette begyndende menneske til "mennesket i Guds billede". Dette forvandlede dyr havde ganske vist fået begyndende menneskelig begavelse, men det havde ikke fået nogen humanitets- eller næstekærlighedsevne. Det var derfor endnu på dyrets stadium. Det var således blottet for alkærlighed. Dets livsfundament var den enpolede parringskærlighed og parringsakt ligesom hos dyrene. Den modsatte pol i væsenet, som nu var begyndt at udvikle sig, var endnu så spæd, at væsenet stadig var dominerende enpolet og havde parringen med et væsen af modsat køn og den her under henhørende parringsakt til højeste livsfundament. De begyndende mennesker var fremdeles at opdele i hankøns- og hunkønsvæsener. De var således i virkeligheden endnu dyr og kun i en mindre grad mennesker. Den virkelige alkærlighed eksisterede som nævnt ikke hos disse væsener. De levede stadigt på parringskærligheden. Det var kun intelligensmæssigt de begyndte at være menneskelige. Deres følelse var endnu primitiv, brutal eller dyrisk.

Hvorfor vi må bruge udtrykket "djævlebevidsthed"

Vi har allerede set denne side ved det vordende menneske udvikle sig videre og videre som en kærlighedsløs dyrisk bevidsthed, der igen mere eller mindre er livsfundament for det materialistiske eller i gudløshed fremtrædende jordiske menneske. Det er denne side ved den moderne jordmenneskelige mentalitet, der er ophav til hele det moderne krigsberedskab med dets kernevåben og øvrige helvedesmaskiner eller dødsapparater. Som vi allerede har vist, er denne side ved det ufærdige jordiske menneske så overlegen dyrets drabskapacitet, at vi ikke kan kalde den "dyrisk". Og da det fuldkomne menneske er totalt blottet for drabs- eller krigsmentalitet, kan vi heller ikke udtrykke denne side ved det ufærdige menneske som "menneskelig". Der findes derfor kun det ene udtryk for det i mørke kulminerende jordmenneske, nemlig "djævelen", der er selve Bibelens symbolske udtryk for alt "det onde". En "djævel" i absolut forstand eksisterer ikke. Absolut al bevidsthed i verdensaltet, lige så godt mørket som lyset, er Guds bevidsthed. Vi er jo allerede her gjort bekendt med, at mørket er Guds sekundære bevidsthed, og lyset er Guds primære bevidsthed, og at de to kontrære bevidsthedsformer er en absolut betingelse for al bevidstheds eksistens. Uden disse bevidsthedsformers eksistens vil al livsoplevelse og manifestation være en total umulighed. Ved "djævlebevidsthed" forstår man altså den totale modsætning til kristusbevidstheden, der i realiteten er alkærlighed. Den jordiske menneskehed af i dag repræsenterer således en meget fremragende grad af denne mørkets mentalitet eller djævlebevidsthed. Det er denne, der befordrer dens krigstilstand og holder menneskeheden nede i en permanent væbnet våbentilstand imellem krigsudbruddene. En virkelig fred har der endnu aldrig eksisteret på jorden. Det ville jo også have krævet, at menneskene allerede i en tidligere epoke skulle have været færdigudviklede "mennesker i Guds billede efter hans lignelse", hvilket jo aldrig nogen sinde har været tilfældet indenfor det nuværende spiralkredsløb.

Alkærlighedens tilblivelse

Den ufærdige jordmenneskehed har efterhånden også begyndt at udvikle en svagt begyndende alkærlighed. Den kendes på, at den går i modsat retning af den dyriske, [slut på side 83] der stimulerer krigstilstand, mord og drab eller alt det onde. Menneskementaliteten kommer derimod mere og mere til at bæres af alkærligheden, alt eftersom væsenet kommer fremad i udvikling og kommer igennem sin mørke karma. Alkærligheden befordrer det højeste lys, den største glæde og livslyst. Alt eftersom den bliver udviklet i mennesket, bringer den det til at være til glæde og velsignelse for alt, hvad det kommer i berøring med. Det får evne til at elske livet og dermed Gud over alle ting af hele sin sjæl og sin næste som sig selv. Det tilgiver let sin næste, ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig. Det elsker således sine fjender og velsigner dem, af hvem det bliver forbandet, hånet og spottet. At en sådan opfyldelse af alkærlighedsloven skaber det fuldkomne menneskerige eller himmeriges rige på jorden er naturligvis givet. Men hvordan bliver ethvert menneske til en sådan lysende, varmende og dermed livgivende og glædesbefordrende sol for sine omgivelser? - For at væsenet kan blive til en lysende og varmende sol for sine omgivelser, der i virkeligheden er det samme som at være et færdigudviklet "menneske i Guds billede efter hans lignelse", må det først og fremmest igennem mørkets verden for her igennem nydelsen af kundskabens træ at få det totalt fuldkomne kendskab til, hvad der virkelig er godt, og - hvad der virkelig er ondt. Og da det begyndte at få menneskelig begavelse, udviklede det sig hurtigt i det dræbende princips tjeneste. Og ved hjælp af den menneskelige intelligens udvikledes dets drabskunnen eller morderiske kapacitet millioner af gange. Men jo mere udviklet dets morderiske eller djævelske kunnen blev, desto mere ondskab, smerte, død og undergang kunne det påføre sin næste. Men her er det, at væsenet kommer til kort med dets onde væremåde. Karmaloven bevirker, at den netop bliver dets kommende skæbne. Jo mere ondt det påfører sin næste, desto mere ond bliver dets kommende skæbne. Og jo mere ondt det således oplever, desto mere vokser der en afsky op i dets bevidsthed for denne dræbende væremåde. Lidelserne udvikler i væsenet den humane evne eller den begyndende næste- eller alkærlighed. Denne begyndende guddommelige evne er til stede i ethvert fremskredent jordmenneske som den evne, der bestemmer, hvad et væsen ikke kan nænne at gøre af det onde. Denne evne udvikler sig af de lidelser, dens ophav ifølge dets karma må gennemgå.

Alkærlighedens natur

Alkærligheden er en sympatitilstand, der er aldeles uselvisk. Den søger absolut ikke sit eget. Den er den absolutte, totale modsætning til krig, ufred og had. Den er også ganske anderledes end parringskærligheden, der afføder både skinsyge og jalousi, mord og drab, misundelse og hævnakter. Alkærligheden får sit ophav til hellere selv at lide, end at det vil, at andre skal lide. Det var også alkærligheden, der fik Kristus til på korset at tilgive sine bødler og til at bede til Gud om at opfylde denne hans bøn. Denne alkærlighed er altså mere eller mindre til stede i ethvert fremskredent udviklet, men endnu ufærdigt jordmenneske. Hos nogle væsener er den meget langt fremskredent. Disse væsener vil ikke have noget med krig at gøre. De kan ikke dræbe hverken mennesker eller dyr. De spiser ikke animalsk føde. De er trofaste og kærlige imod mennesker og dyr, imod alt og alle. De er meget ydmyge og har ingen trang til berømmelse. De har ingen ærgerrighed. Det gode, de gør, er noget ganske naturligt og hjerteligt hos dem. Det er ikke noget påtaget eller med henblik på at opnå kommende fordele eller for at sætte en kunstig kærlighedsglorie om dem selv. De ønsker absolut ikke at blive dyrket eller hædret for noget som helst. Det gode de gør, gør de udelukkende, fordi de elsker Gud og deres næste. De hører i virkeligheden den gruppe væsener til, som [slut på side 84] Kristus udtrykker som "fårene", der er udskilt fra "bukkene". (Mt. 25.32.33). Fårene er altså de væsener, der er nået så langt frem i deres udvikling, at de er blevet meget alkærlige og kun elsker fred og er imod krig og andet mørke. Det er klart, at de allerede er langt fremme i Guds skabelse af deres tilblivelse som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". De er således tilsvarende langt fremme i Guds ånd og lys. Bukkene er derimod de væsener, der tror, at livet skal baseres på stærkest mulige angrebs- og forsvarsvåben, og at man med krig kan afskaffe krig. De er væsener, der ikke vil tilgive deres fjender, men vil have hævn og straf over dem. Disse væsener vil med denne livsindstilling og væremåde netop gå fremad imod krig, lemlæstelse, død og undergang. Vi kan altså inddele jordens menneskehed i disse to grupper: "Fårene" og "bukkene". Den første gruppe består af de væsener, der i dag er langt fremme i udviklingen af deres alkærlighedstalent, medens den anden gruppe er de væsener, der endnu kun har et meget lille alkærlighedstalent. Men denne gruppe er i flertal og den herskende indenfor jordmenneskeheden. Derfor florerer krigen, og mørket kulminerer her på jorden. Men når "bukkene" efterhånden kommer igennem deres mørke væremådes karma og begynder at blive alkærlige og i samme grad kommer til at tilhøre de alkærlige væseners gruppe, og denne derved kommer i flertal, da vil alkærligheden blive den altoverstrålende og herskende energi og gøre det fuldkomne menneskerige til en begyndende kendsgerning på jorden.

En døende verdensepoke og en ny verdensepokes fødsel

Ved siden af parringskærligheden udvikler der sig således en ny slags kærlighed i menneskene, som ikke har noget med ægteskabskærligheden at gøre. Og vi bliver her i disse to slags kærlighed vidne til to verdensepoker, hvoraf den ene er døende, og den anden er under fødsel. Hver af disse to epoker har sin egen livslov. Den døende epokes livslov er parringskærlighedens lov. Det er den lov, der fordrer, at en mand skal forlade fader og moder og være ét kød med sin hustru, og at hustruen skal betragte manden som sin herre og være ét kød med ham. Hvis de elsker andre væsener højere end ægtefællen og har parringsakt med disse, bedriver de hor. Her er ingen alkærlighed. Her eksisterer kun parrings- eller ægteskabskærligheden, hvis objekt kun er ægtemagen og afkommet. Alt andet er denne parringskærlighed uvedkommende, ja ligefrem fjendtlig. Den ny epokes livslov er netop lige akkurat det modsatte, nemlig dette, at man skal elske Gud over alle ting og af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Alene denne livslov viser, at vi her står over for en ny livsepoke af en helt anden struktur. Medens den døende epoke er baseret på enpolethed og det heraf følgende parrings- eller ægteskabsprincip og det ligeledes af enpoletheden affødte talent eller egnethed til at leve i nydelsen af kundskabens træ i "syndefaldet" eller fejltagelsernes verden for derved at komme til kundskab om, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt, er den ny verdensepoke baseret på alkærligheden. Men foreløbig er denne alkærlighedens epoke, der er baseret på dobbeltpoletheden, så spæd eller lidet fremtrædende, at den for den store part af jordens mennesker er ganske upåagtet, idet nævnte part af menneskene endnu ikke er bevidst i dobbeltpoletheden, men i stor udstrækning endnu kun er bevidst i enpoletheden og lever i dens parringsakt og ægteskab. Men det forandrer ikke, at den ny verdensepokes begyndende virkninger allerede er mere eller mindre synlige hos mange mennesker over hele verden. Disse væsener er mere eller mindre degenereret ægteskabeligt set. Mange af disse væsener føler sig endnu draget til ægteskab, men kan som regel ikke gennemføre et ægteskab med den samme ægtefælle ret [slut på side 85] længe. Det søger at blive skilt fra denne for atter at gifte sig med en ny ægtefælle for atter senere at blive skilt fra denne og således fortsættende. Men der er også væsener, i hvem ægteskabsdegenerationen er så langt fremme, at de ikke ønsker at gifte sig, men lever i kortere eller længere perioder i seksuelt samliv med partnere uden lovformelig vielse. Dernæst bliver vi vidne til væsener, i hvem enpoletheden helt er degenereret og dermed den enpolede parringsakt. Disse væsener føler sig frastødt af ægteskabet og dets enpolede parringsakt eller samleje. De lever derfor ugifte og har ikke seksuelt samkvem med væsener af det modsatte køn. Deres parringskærlighed er således helt degenereret. Denne degeneration hos disse væsener er de første virkninger af den ny verdensepokes indpas i deres psyke og væremåde. Ligesom den højeste ild igennem parringskærligheden blev det højeste, mest stimulerende og førende livsfundament i dyreriget og dermed for de ufærdige mennesker, således vil den højeste ild i form af næstekærlighedens kulminationsakt blive det højeste livsfundament i det færdige menneskerige. Og det er således dette begyndende alkærlighedens rige, der efterhånden får indpas i jordens menneskehed. Det jordiske menneske er således på vandring ud af dyreriget og på vej ind i det fuldkomne menneskerige, der er det samme som "Himmeriges Rige".

Alkærlighedens begyndende tilsynekomst

Da den ny verdensepokes livsfundament er alkærlighed, er det ganske naturligt, at vi mere og mere bliver vidne til dens begyndende tilstedeværelse inden for den del af menneskeheden, hvor parrings- eller ægteskabskærligheden er degenereret. Og hvad ser vi da? - Vi ser mange væsener, i hvem der forekommer anlæg for en kærlighed eller sympati, der, hvor den er i renkultur, ikke har noget med parrings- eller ægteskabskærligheden at gøre. Denne sympati er intet mindre end alkærligheden, Guds lysende ånd, der i form af "den højeste ild", som vi senere skal komme tilbage til, nu efterhånden skal afløse ægteskabs- eller parringskærligheden. Vi bliver således vidne til overordentlig mange mennesker, i hvilke denne guddommelige kærlighed kommer til syne som en begyndende evne til at elske alle væsener, også væsener af deres eget køn.

Sabotage af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse

At alkærligheden er uforståelig for alle de enpolede væsener, der endnu stærkt organisk er knyttet til parringsakten og har denne til livsfundament og ikke har nogen som helst evne til at føle det mindste gran af den allerhøjeste guddommelige sympati for væsener udover ægtefællen og afkommet, er selvfølgeligt. De kan kun føle parringssympatien for det modsatte køns væsener. Men en kærlighed, der når langt ud over dette, at elske det modsatte køn og også får sit ophav til at elske væsener af sit eget køn, kan almenheden kun opfatte som en afsporing, skønt Bibelen opfordrer til, at man skal elske sin næste, som man elsker sig selv. Derfor er livet ikke nogen stor behagelighed for de væsener, der er længst fremme i udviklingen af den kærlighed, der bringer væsenet til at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Disse væsener skal jo leve midt imellem alle de mange væsener, der endnu er organisk bundet til parringskærligheden eller syndefaldets kærlighed, denne kunstige sympati, der afføder skinsyge, jalousi, misundelse og alt andet ondt og i særlig grad får væsenerne til at føle intolerance. Allerede i mange århundreder er der født væsener med relativt stort næstekærlighedstalent, altså et talent for en kærlighed, der nåede langt ud over den kærlighed, man ellers mente var den passende at manifestere over for væsener af eget køn. Hvilke lidelser har disse intolerante og uvidende væsener dog [slut på side 86] ikke påført de væsener, i hvem den sympati eller alkærlighed, som udelukkende er verdens frelse, var ved at vokse frem og begyndte at blive til virkelighed. Og dertil kommer, at også myndighederne troede sig kvalificeret til at blande sig i denne Guddommens skabelse af "mennesket i sit billede" og straffe de væsener, der organisk var født med dette guddommelige begyndende alkærlighedstalent. At disse væsener med nævnte begyndende alkærlighedstalent således blev betragtet som abnorme, som afsporede, som forbrydere eller strafbare væsener, var jo ligefrem en sabotage imod en ganske naturlig udvikling. Dette bevirkede, at disse væsener måtte leve i en skræk og rædsel for, at deres medmennesker, ja selv deres nærmeste familie, venner og bekendte skulle opdage denne deres særlige sympatitilstand. Hvis det skete, blev de mere eller mindre udsatte for disse væseners foragt, hån og spot, ja undertiden ligefrem fjendskab og risiko for at komme i fængsel og udleveret til sladder eller nedsættende offentligt omdømme. Dette vil igen sige fordømt af den store hob, der ingen ting ved og ingen ting forstår af menneskets fortsatte udvikling ud af dyreriget, ud af det dræbende princips krigs- eller dødsterræner, ud af moselovens straffe- eller mørke gengældelsestraditioner og ind i kristendommens altomfavnende, lysende kærlighedsepoke.

De enpolede menneskers antipati imod de dobbeltpolede mennesker

Det der bevirker den antipati, der forekommer hos det enpolede væsen over for det dobbeltpolede menneske, i hvem alkærligheden begynder at blive af dybere natur, er det princip, der hersker i selve dyreriget, nemlig dette, at udslette væsener, der er abnorme. I dyreriget er dette princip i virkeligheden et humant princip. Dyr der er abnorme eller vanskabte, og dyr der er invalide og ikke kan klare sig selv, ville hjælpeløst gå til grunde, eventuelt sulte ihjel eller på anden måde lide forfærdelig nød og en pinefuld død, og derfor har dyrene ikke nogen anden udvej for at hjælpe deres invalide og tilskadekomne medvæsener af deres race end at dræbe dem. De har ikke som menneskene de mange hjælpeforanstaltninger for invalide, syge og hjælpeløse mennesker, såsom sygehuse, sygehjem, forsorg osv. Derfor bliver døden den mest humane hjælp, dyrene kan give deres hårdt ramte syge eller hjælpeløse medvæsener. Når menneskene i almindelighed føler lede eller antipati mod mennesker, hvis sympatiske anlæg udløser en større sympati eller kærlighed end den, der hører enpoletheden eller parringskærligheden til over for væsener af eget køn, føles det af disse endnu stærkt enpolede væsener som noget abnormt, som noget unaturligt. Og jo mere enpolede disse væsener er, desto større lede og antipati føler de over for væsenerne med den større sympati, der er selve den begyndende alkærlighed, som absolut er under udvikling i alle ufærdige mennesker. Denne de stærkt enpolede væseners forfølgelse af de dobbeltpolede væsener eller væsenerne med den begyndende alkærlighed er altså en levning fra deres fortidige dyriske tilstand i renkultur.

De ulykkelige ægteskabers zone

Den foran beskrevne forfølgelse er som før nævnt nærmest at betragte som sabotage imod den ny evnes udvikling. Og dette har da også bevirket, at denne begyndende guddommelige evne undertiden er blevet mere eller mindre afsporet og derved har ført væsenerne ind på abnorme seksuelle baner, der har affødt stor sjælelig og fysisk lidelse for de pågældende væsener. Men nævnte guddommelige evne kan trods alt ikke standses i sin udvikling. Den vokser videre og afføder de sympatiforbindelser imellem væsenerne, vi kender under begrebet "venskaber", der i virkeligheden er baseret på begyndende alkærlighed. Men disse venskaber [slut på side 87] er i mange tilfælde med til at få ægteskaberne til at opløses for de pågældende væsener. En gift mand, der befinder sig i et stærkt venskab med en kvinde uden for hans ægteskab, eller en gift kvinde, der på lignende måde befinder sig i et stærkt venskab med en mand uden for hendes ægteskab, kommer meget let i en sådan situation, at ægteskabet for de pågældende væsener går i forfald og må opløses. I mangfoldige tilfælde fører sådanne ægtefællers venskab med personer af modsat køn uden for ægteskabet til seksuel dragning imod vennen, eller fra vennen imod ægtefællen. Dette fører som oftest til ægtefællens utroskab imod sin ægtefælle og dermed til hor sammen med vennen. Dette fører så igen som regel til skilsmisse, til sorg og lidelse for den svigtede part. Vi ser her, at ægteskabet hos mange mennesker ikke mere tages virkelig alvorligt, og at de ikke viger tilbage fra at være utro og fra at bedrive hor. Andre mennesker indlader sig i det ene ægteskab efter det andet, ja nogle endog i hele serier af ægteskaber, der efterhånden opløses ved skilsmisse.

I et overordentlig stort område inden for jordens menneskehed er ægteskaberne således i degeneration og opløsning. Mange mennesker lever her i utroskab og hor ganske uden hensyn til deres legale ægteskab og vielsesattest, uden hensyn til den sorg og skuffelse dette afføder hos de svigtede parter. De avler børn uden at være gift og svigter derved i mange tilfælde også disse, så børnene ikke får et normalt hjem eller opdragelse. Vi må udtrykke denne de ufærdige menneskers livsepoke som "de ulykkelige ægteskabers zone". Denne ægteskabelige degeneration skyldes altså den begyndende alkærligheds udvikling i væsenet. Denne begyndende højere sympati kan gå i kontakt med parringskærligheden. Og med denne nye sympatievne tilknyttet parringssympatien bliver sidstnævnte i en tilsvarende grad overdimensioneret og væsenets seksuelle drift tilsvarende forstærket. Parringssympatien er nu ved sin iblanding af den begyndende alkærlighedssympati ikke mere i normal ægteskabelig renkultur. Væsenet føler nu ikke blot sympati for sin ægtefælle, men føler også i kraft af denne sympatis iblanding af den begyndende alkærlighed en tilsvarende begyndende sympati for væsener uden for ægteskabet. Og her møder vi livets egen invitation af væsenerne til en ny form for "nydelse af kundskabens træ". Her er et stort felt, hvor væsenerne endnu har tilbage at lære, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Den i parringssympatien iblandede spæde næste- eller alkærlighedssympati bevirker, at væsenet ikke kan få den herved forstærkede seksuelle hunger tilfredsstillet indenfor ægteskabets afmålte seksuelle område. Og med den begyndende næstekærlighed dannes der let de førnævnte venskaber, der i mangfoldige tilfælde får ægtefæller til at være utro i ægteskabet, hvilket som regel fører til ægteskabets opløsning og de hermed følgende sorger og lidelser. Vi ser, at jordmenneskeheden i så stor en udstrækning er fyldt med ulykkelige, fraskilte ægtefæller og ulykkelige og dårligt stillede børn fra skilsmisseægteskaber, og væsener, der ikke mere egner sig for ægteskab, væsener, der lever i permanent hor både her og der, at det derved bliver synligt, at ægteskabet eller den dyriske parringstilstand for længst er begyndt at degenerere eller opløses. Men alkærligheden fortsætter med at udvikles i væsenet, og efterhånden - som følge af de lidelser og den karma, som dets ægteskabelige svigten og utroskab har affødt - bliver denne parrings- eller ægteskabskærligheden overlegen og bringer væsenet til lidt efter lidt at elske sin næste som det elsker sig selv. "Kundskabens træ" har her lært os, at det er i strid med ægteskabsloven at være utro og bedrive hor eller at have parringsakt med væsener udenfor ægteskabet. Det er naturligvis også umoralsk at give højtidelige løfter i andre alvorlige ting, der skaber sorg og lidelse, hvis løfterne brydes. Så [slut på side 88] længe et væsen indlader sig i ægteskab, må det absolut indordne sig under ægteskabets kosmiske lov. Ved overtrædelse af denne lov, kan man absolut ikke undskylde sig med, at man er højere udviklet og ikke kan indordne sig under ægteskabets moral og love. Det er ikke udtryk for en virkelig og absolut næstekærlighed, når man kan nænne at være utro, nænne at svigte både ægtefælle og eventuelle børn i ægteskabet, kan nænne at ødelægge hjemmet blot for at indlade sig i seksuelt samliv med en ny partner. Dette hører alt sammen mere eller mindre ind under djævlebevidstheden. Det er heller ingen undskyldning, at en masse andre mennesker begår de samme overtrædelser af de store og evige livslove.

Ægteskabsmoralen

Det er rigtigt, at det er meget svært for menneskene, i hvem den ny følelse eller alkærligheden er så langt fremme, at den kan skabe sympati eller venskaber mellem ægtefæller og væsener af modsat køn uden for ægteskabet. Disse venskaber mellem gifte mennesker og mennesker uden for ægteskabet behøver absolut ikke at være umoralske. De kan endog i visse tilfælde være overordentligt stimulerende og opmuntrende for vedkommende parter. Men det er naturligvis en urokkelig betingelse, at parterne uden for ægteskabet absolut ikke føler sig seksuelt draget til ægtefællerne og ligeledes, at ægtefællerne heller ikke føler sig seksuelt draget til væsenerne eller vennerne uden for ægteskabet. Hvis et væsen uden for ægteskabet er så langt fremme i alkærlighed, at det føler det som højst umoralsk at gøre seksuel tilnærmelse til en ægtefælle af modsat køn, og ægtefællen af modsat køn heller ikke har nogen seksuel dragning til vennen af modsat køn uden for ægteskabet, kan venskabet mellem en ægtefælle eller et gift væsen, og et ugift væsen af modsat køn være endog meget lykkeligt for alle parter. - Moralen er således urokkeligt den, at mennesker, der har indgået ægteskab, naturligvis må holde deres forpligtelse over for deres ægtefælle og eventuelle børn i ægteskabet. Kan de ikke holde denne deres forpligtelse og være tro i ægteskabet, egner de sig ikke mere til ægteskab. Det vil være mere til ulykke end til lykke for dem at gifte sig. Det kan ikke være kærligt at indlade sig i et ægteskab, hvis man ikke mere har talent for at kunne overholde ægteskabsloven og gøre samlivet lykkeligt for den anden part i ægteskabet og de eventuelle børn. Skilsmisse eller et ægteskabs opløsning bør kun finde sted i en situation, hvor væsenerne er så psykisk forskellige, at de ikke kan bringes til at leve i harmoni med hinanden og derfor dagligt lever i ufred. Da er det bedre, at parterne skilles som venner end at leve videre sammen som fjender.

Enpoletheden og "nydelsen af kundskabens træ". Dobbeltpoletheden og "nydelsen af livets træ"

Vi har allerede i det foranstående berørt, hvorledes de ufærdige menneskers parrings- eller ægteskabstalenter er degenererende. Vi omtalte, hvorledes denne degeneration skabte ulykkelige ægteskaber. Men denne enpolethedens degeneration fortsætter stadig og bringer væsenerne helt bort fra den enpolede parrings- og ægteskabstilstand. Tusinder af mennesker fødes og lever hele deres liv som ugifte. De har ingen dragning til den enpolede parringsakt, altså parringsakten mellem hankøn og hunkøn. Det betyder ikke, at trangen til oplevelsen af "den højeste ild" også er visnet helt i de pågældende væsener. Tværtimod, den vokser stadig med alkærlighedens udvikling. Alkærlighedsorganerne eller de sympatiske anlæg skal jo videreudvikles til en helt anden form for udløsning af "den højeste ild". Vi skal komme tilbage til det færdige eller fuldkomne menneskes oplevelse af den højeste ild. Dette væsen skal jo hverken have forelskelse eller seksuel besættelse eller [slut på side 89] kunstig kærlighed for sin oplevelse af den højeste ild. Det behøver ikke den kunstige kærlighed, da det har den virkelige eller absolutte alkærlighed. Men under degenerationen af den enpolede form for udløsning af den højeste ild begynder alkærligheden at afføde trang i væsenet til en kulminationsudløsning med et andet væsen. Men da trangen nu ikke mere er enpolet, er det ikke mere det modsatte køn, der er objektet for denne trangs udløsning. Det vil igen sige, at manden drages ikke mere seksuelt imod kvinden, ligesom kvinden heller ikke mere seksuelt drages imod manden. Hvem drages de da imod? De drages imod et andet væsen og en situation der mere og mere udløses af den i væsenet begyndende alkærlighed. Alkærligheden træder her i stedet for den i væsenet nu degenererende eller døende kunstige parringssympati eller forelskelsestilstand, hvis objekt kun kan være et væsen af modsat køn. Når mandens seksuelle trang ikke mere er rettet imod kvinden, og kvindens seksuelle trang ikke mere er rettet imod manden, bliver det naturligt, at de drages imod væsener af deres eget køn. Den højeste ild i sin nye på alkærligheden baseret psykiske struktur drager altså ikke på nogen som helst måde væsenerne seksuelt imod det modsatte køn, ligesom den heller ikke er en kunstig sympati, forelskelse eller besættelse, men udelukkende er ren kærlighed. Derfor kan der, der hvor væsenerne er helt fri af enpoletheden, og deres seksuelle indstilling helt befordres af dobbeltpoletheden, ikke opstå nogen som helst form for det såkaldte "onde". Her kan hverken opstå skinsyge, jalousi, misundelse, had eller hævnfølelse, der kan ikke opstå mord eller drab hverken på dyr eller mennesker. Alle elsker alle, og alle dobbeltpolede mennesker kan udløse den højeste ilds alkærlighedskontakt med alle tilsvarende dobbeltpolede mennesker. Den på alkærligheden baserede højeste ild giver væsenet oplevelsen af at være ét med Gud i alle livets situationer takket være det mørke eller den lidelse og den heraf opnåede visdom og forstand, som enpolethedens epoke giver væsenerne. Det var "nydelsen af kundskabens træ", der gav dem oplevelsen af, hvad der var godt, og hvad der var ondt. Efter at have lært det og overgået til dobbeltpoletheden var de blevet prædestineret til en tilværelse, i hvilken de aldrig nogen sinde kunne tage fejl og derfor heller aldrig kunne få lidelse eller mørk skæbne. Her nyder væsenerne det højeste lys i deres højeste åndelige tilværelse i dagsbevidst samliv med Gud. Det er dette samliv med Gud, der udtrykkes under begrebet "nydelsen af livets træ".

Alkærlighedens fødselsveer

Før menneskene i udvikling når frem til det foran nævnte stadium som de færdige eller fuldkomne "mennesker i Guds billede efter hans lignelse" og dermed lever i "nydelsen af livets træ", har de en meget tung vej igennem livet. Det bliver særligt mørkt for de dobbeltpolede væsener, når denne deres dobbeltpolethed begynder at give sig så stærke udslag, at de pågældende væsener ikke mere kan skjule denne deres tilstand. Jordens store almenhed er endnu totalt ukendt med denne menneskenes udvikling af en ny form for oplevelse af "den højeste ild". Den forstår ikke, at to væsener af samme køn kan have dybtgående sympatisk følelse for hinanden, ja tilsyneladende som om de var mand og hustru. En sådan sympati vækker det tidligere omtalte dyriske urinstinkt, der får dyrene til at dræbe deres abnorme og hjælpeløse medvæsener. Dette urinstinkt eller denne antipati mod det abnorme er stadig til stede hos de meget primitive og enpolede mennesker og får disse til at føle en overordentlig stor antipati og forfølgelsestrang imod væsener, hvis kærlighedsevne får dem til at føle en større eller mindre sympati for væsener af deres eget køn. Ja, der blev ligefrem lavet straffelove, efter hvilke disse begyndende kærlighedsvæsener kunne [slut på side 90] straffes for deres sympati eller kærlighed til deres eget køn.

Men hvis væsenerne ikke blev udviklet på denne måde, hvordan skulle de da kunne opfylde Kristi påbud om at elske sin næste som sig selv? - Kan en meget maskulin, enpolet mand elske en anden mand, som han elsker sig selv? - Kan en tilsvarende meget feminin, enpolet kvinde elske en anden kvinde, som hun elsker sig selv? - Er disse ikke netop i kraft af deres enpolethed organisk bygget til ikke at kunne elske deres eget køn? - Er det ikke derfor, de føler antipati og lede ved de mennesker, som har denne evne? - Måtte "Adam", hvilket vil sige: de levende væsener, ikke netop gennemgå "Evas skabelse" for derved at blive enpolede og komme i den situation, kun at kunne elske væsener af modsat køn? - Og blev denne enpolede kærlighed ikke meget strengt sikret ved lov? Påbyder moseloven ikke netop dødsstraf for den dobbeltpolede "højeste ilds" kærlighedskontakt mellem væsener af samme køn? "Og når en mand ligger hos en mandsperson, som man ligger hos en kvinde, da have de begge gjort en vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres blod skal være over dem". (3. Mos. 20.13). Og da de øvrige moselove i stor udstrækning er beregnet på med vold og magt at beskytte parrings- eller ægteskabskærligheden, ville alkærligheden aldrig nogen sinde kunne være kommet til udvikling, hvis ikke den i sig selv var baseret på en så overlegen organisk vækstkraft, at den nødvendigvis måtte sprænge moselovens spærrende rammer, ligesom kyllingen ved sin vækstkraft sprænger æggeskallen, når den er færdigudruget.

Moseloven kan altså ikke frelse verden. Den er den enpolede verdensepokes fundament, en verdensepoke, i hvilken alkærligheden hidtil har været et mysterium, har været opfattet som afsporing, abnormitet eller forbrydelse. Men nu lever vi midt i denne den enpolede verdensepokes forfald, dens degeneration og død, og en ny verdensepokes fødsel er for længst begyndt. Denne har også sin "Moses", som for længst gav love for en ny verdensepoke. Denne "Moses" er verdensgenløseren "Kristus". Hans love er fundamentet for den ny verdensepoke. Denne epoke kender vi under begrebet "Kristendommen". Denne verdensepoke er baseret på dobbeltpoletheden i dens færdige form og dermed på alkærligheden, medens enpoletheden eller den døende verdensepoke er baseret på den dyriske parrings- eller ægteskabskærlighed. Vi lever altså i disse to verdensepoker, og væsenerne er her stærkt blandede. De har både den ny og den gamle verdensepokes tendenser eller natur i sig. Og i tusinder af mennesker er den ny verdensepokes begyndende natur blandt andet synlig som alkærlighed eller væsenernes begyndende kærlighed over for deres eget køn. At den måske ikke virker smuk og fuldkommen i sin spæde begyndelse, er ganske naturligt. Men det forandrer ikke, at det er denne begyndende alkærlighed, der skal redde menneskeheden ud af krigens og dødens mørke helvede og ragnarok. Hvorfor så forfølge, håne og spotte de væsener, i hvem alkærlighedens tendenser allerede er begyndt. Og hvis ikke den skulle komme til syne som en organisk forvandling af væsenets sympatiske anlæg fra dyrisk parrings- eller ægteskabskærlighed til alkærlighedens betingelsesløse evige lys og varme som Guds hellige ånd i væsenernes væremåde, hvordan skulle den da komme til syne? - Den ville overhovedet aldrig komme til syne. Uden organer ingen evner. Hvorfor forfølge de væsener, i hvilke alkærlighedens talent er ved at vokse frem? - At forfølge og kæmpe imod de dobbeltpolede væseners alkærlighedstalent er ligefrem et supplement til skabelsen af krigens helvedesvåben og nedsabling af andre nationers ret til liv og plads på jorden, det er at føre menneskeheden ind i en fremtidig ny helvedesepoke af krig, død og undergang. Menneskeheden må her huske på de store [slut på side 91] kosmiske bud: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind". (Mat. 22.37). "Du skal elske din næste som dig selv". (Mat. 22.39).

De begyndende dobbeltpolede mennesker

Med hensyn til de begyndende dobbeltpolede mennesker er de naturligvis endnu meget ufærdige. De befinder sig så at sige i deres første spæde dobbeltpolede tilstand. Da de endnu er en slags fostre, repræsenterer de ikke den store fuldkommenhed og skønhed, som de senere vil komme til at repræsentere som færdige mennesker i "Guds billede efter hans lignelse". Mange bærer præg af den vanskelige og pinefulde tilstand, de på grund af almenhedens uforstand og den heraf følgende store antipati og forfølgelse udsættes for. Denne forfølgelse er ikke blot den politi- og retsforfølgning, der i værste tilfælde forekommer, men det er også i høj grad den foragt, antipati og bagtalelse, som de dobbeltpolede mennesker bliver udsat for fra uvidende medmenneskers side. At denne forfølgelse ikke er gået sporløst hen over disse væsener er ganske naturligt. Vi ser da også nogle af disse som forkuede og meget unaturligt generte væsener. Vi ser andre dobbeltpolede væsener, hvor poludviklingen er kommet helt ud af balance. Vi ser derfor mænd, der er blevet alt for overdimensioneret feminine. Og vi bliver vidne til kvinder, der er alt for overdimensioneret maskuline. Vi ser andre, der er havnet i fejlagtige seksuelle baner, perversiteter, pyromani og kleptomani og lignende skader i deres polsystem. Der foreligger endnu flere abnorme typer, men her må vi henvise til vore hovedværker "Livets Bog" og "Det evige Verdensbillede". Her skal vi blot lige antyde, at de dobbeltpolede væsener, på grund af disse abnorme tilstande og ligeledes på grund af den større eller mindre sympati eller kærlighed de udviser over for deres eget køn, som vi før har bemærket, slet ingen forståelse finder hos den store almenhed, hvis væsener endnu ikke er bevidst i dobbeltpoletheden og derfor ikke kan fatte eller forstå den som en normal foreteelse. På grund af de dobbeltpolede væseners ufærdige tilstand opfattes de af almenheden nærmest som pariaer under fællesbetegnelsen "homoseksuelle". Vi vil derfor her gerne gøre opmærksom på, at det virkeligt fremskredne dobbeltpolede væsen i renkultur besidder en overordentlig finfølelse og fremragende næstekærlighed. Dets dobbeltpolede natur er så fin og skolet, at den aldrig er til gene for nogen, ja er endog for udenforstående vanskelig at opdage. Nævnte væsen er naturligvis ugift, men der forekommer tilfælde, hvor et sådant væsen lever i dybt intimt venskab med et andet ligesindet, dobbeltpolet væsen af samme køn. Som regel er de meget intellektuelle og undertiden genier af stor kunstnerisk begavelse, er ofte forbilleder for andre mennesker. Ydmyghed og beskedenhed er meget fremtrædende hos disse væsener. De er væsener, der ikke er langt fra det store indvielses stadium eller "den store fødsel", og de vil med den opnå permanent "kosmisk bevidsthed", der er det samme som "Kristusbevidsthed". Efter denne indvielse er de blevet til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse".

Det er igennem alkærlighedens udvikling, at menneskeheden skal frelses. Det vil derfor være tåbeligt og kultur- og livsødelæggende at forfølge, straffe, håne og ringeagte de væsener, der allerede har næstekærligheden som fremragende talent i væremåden. Det er en sabotage imod verdensgenløsningen og dens udøvere og dermed en sabotage af Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter hans lignelse". Uden alkærlighedens talent i menneskenes væremåde vil julens fred og store velbehagelighed aldrig nogen sinde blive til kendsgerning for jordens menneskehed. Hele Kristi mission og tale om næstekærlighed, [slut på side 92] hele hans korsfæstelse, lidelse og død ville da ikke være til nogen som helst nytte. Ligeledes hans disciples og de mange første kristne menneskers martyrium ville være totalt spildt og dermed meningsløst. Hvad med de millioner af præsters alkærlighedsstimulerende forkyndelser fra alverdens kirker og templer igennem tusinder af år? - Er det ikke stråler fra Guds ånd i skabelsen af "mennesket i sit billede efter sin lignelse"? - Er det ikke en genklang af Guds evige røst i mørket: "Der vorde lys"? -

Guds ånds strålevæld i det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse

Når alkærligheden skal afløse parrings- eller ægteskabskærligheden og dermed parringsakten, som jo er den allerhøjeste stimulans i dyreriget og i de ufærdige menneskers liv, og disse væsener ikke mere fremtræder i form af hankøn og hunkøn, hvordan vil Guds ånd i form af "den højeste ild" da komme til udløsning i disse væsener? - Kan alkærligheden i sig selv være stimulans eller livslystbefordrende nok, uden at væsenerne igennem den kan opleve en alkærlighedens kulminationsakt med et andet væsen, ligesom væsenerne igennem ægteskabskærligheden kunne opleve dennes kulminationsakt i form af parringsakten? - Naturligvis vil Guds ånds tilstedeværelse i form af "den højeste ild" ikke forekomme i mindre grad her i det færdige menneske end den, hvori den forekommer hos dyret og det ufærdige menneske, tværtimod. Medens "den højeste ild" i dyreriget kun kunne udløses i en lynglimts- eller øjebliksoplevelse baseret på en kunstig sympati, er den her i det rigtige menneskerige baseret på selve den absolutte og virkelige alkærlighed, der jo er dens hovedfundament. Den befordres af væsenets dobbeltpolethed, der bevirker, at væsenernes sympati hverken er forelskelse eller besættelse, men er alkærligheden i absolut renkultur. Den er ikke som parringskærligheden, der er baseret på genelskelse eller på at eje eller have eneret på objektet for dens udfoldelse. Væsenerne er ikke bundet til noget modsat køn, da et sådant ikke eksisterer her. Her er væsenerne hverken hankøn eller hunkøn. De er totalt suveræne og frie væsener. De har ikke mere noget som helst dyrisk i sig. De er udelukkende mennesker i renkultur. Her er ingen egoisme, skinsyge, jalousi, misundelse eller intolerance. I den totalt dobbeltpolede bevidsthedsstruktur og væremåde kan tankeklimaer af denne art umuligt forekomme. Væsenerne her er jo færdige "mennesker i Guds billede efter hans lignelse". Derfor er der her mulighed for, at Guds ånd i form af "den højeste ild" af disse væsener kan opleves som en permanent salighed, befordret og vedligeholdt af disse ophøjede væseners udløsning af deres alkærligheds kulminationskontakter med hverandre. Disse væsener rummer kun alkærlighed for hvem som helst, de møder, hvilket vil sige: "Færdige mennesker". Her forekommer jo ikke andre menneskevæsener. De kan derfor i denne fuldkomne verden kun møde færdige mennesker ligesom dem selv. De er alle fuldkomne, dobbeltpolede væsener. Der findes derfor her ikke nogen som helst form for ægteskabskærlighed eller dyrisk parringsakt. Den enpolede højeste ilds organtilstand er for længst degenereret, og dens parringsorganer er her kun rudimenter. Vi er her hævet over enpoletheden og dermed over dyrets verden. Vi er i lysets verden blandt lysets væsener. Vi møder her kun det fuldkomne menneskeriges, visdomsrigets og intuitionsrigets allerhøjeste tankearter, forgyldte i alkærlighedens altomfavnende evige lys. Men dette lys ville hurtigt blive kedeligt, hvis ikke Guds hellige ånd i form af en tilpasset højeste ild i disse væsener gjorde det muligt for dem at opleve en kærlighedskulminationsakt med et hvilket som helst andet af disse sine medvæsener i lyset. Denne alkærlighedens kulminationsakt kommer til manifestation [slut på side 93] gennem to færdige menneskers gensidige kærtegnsudløsning. Her vil et kys, en omfavnelse, et varmt håndtryk eller en anden mild og gensidig berøring af hinandens organisme eller legeme være i stand til at frembringe den guddommelige lysoplevelse af "den højeste ild" eller lyset fra Guds evige ånds strålevæld, som tidligere i en meget begrænset form kom til udløsning i de enpolede væseners parringsakt. Denne oplevelse af alkærlighedens højeste lys udgør for de to parter den absolut største og mest gennemtrængende behags- eller salighedsfornemmelse, der overhovedet eksisterer. Igennem udviklingen af den totale og fuldkomne alkærlighed og dobbeltpolethed er de færdige menneskers organismer blevet så forfinede i føle- eller fornemmelsesevne, at de pågældende mennesker kan opleve "den højeste ild" i renkultur igennem hele organismen under kærlighedskulminationsakten. Og for de færdige mennesker, der ikke mere inkarnerer i fysisk materie, foregår den nævnte ophøjede kærlighedskontakt mellem de to parter ved en gensidig overskygning af hinandens aura, hvorved Guds ånds evige lys da kommer til gennem stråling af parterne som livets allerhøjeste salighed. Og med denne livets allerhøjeste ild eller Guds hellige ånd i psyke og væremåde er Guds plan med det levende væsen fuldbragt. "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse" lyser og funkler, ét med Gud på tidens og rummets evige himmel.

Hvad verdensaltets kosmiske analyser viser os

Ved denne vor gennemgang af det evige verdensalts kosmiske analyser er vi blevet vidne til, at verdensaltets grundtone er alkærlighed. Vi har set, at alt i sin kosmiske analyse absolut er til glæde og velsignelse for de levende væsener, vi har set, at mørket i al sin fremtræden er et absolut gode, selv om det i sin natur er ubehageligt. Vi har set, at væsenerne uden oplevelsen af mørket umuligt ville kunne få evne til at opleve lyset. Vi har set, at mørkeepoken i spiralkredsløbet, i forhold til lysepoken i spiralkredsløbet, kun udgør en kort fostertilstand, i hvilken væsenerne udvikles til at blive til livets herre og opleve det højeste lys "Guds alkærlighed" i en mange gange længere livsepoke i det kosmiske spiralkredsløb. Vi har set, at selv i det dybeste mørke er Guds evige ånd til stede i de enpolede væseners parringsakt. Vi har set, at denne Guds tilstedeværelse i de enpolede væseners parringsakt er gjort mulig ved en kunstig opretholdt sympati eller kærlighed, indtil de pågældende væsener selv får udviklet den virkelige alkærlighedsevne, ved hvilken de bliver udviklet til at kunne leve i det højeste lys og være ét med Gud. Vi har set, at både mørket og lyset er kærlighed. Vi har set, at alt hvad vi overhovedet kan pege på eller møde på vor vej igennem verdensaltet i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Dette er livets grundprincip. Uden dette princip i væremåden ingen udfrielse af mørket. Uden denne udfrielse ingen kosmisk bevidsthed. Uden kosmisk bevidsthed absolut ingen dagsbevidst oplevelse af Gud eller livsmysteriets løsning. Gud ville således blive ved med at være et mysterium. Livet ville være et mysterium. Døden ville være et mysterium. Mørket og lidelserne eller skæbnen ville være et mysterium, og det levende væsens evige liv ville være et mysterium. I dette uvidenhedens domæne er der ikke andet lys end parringskærligheden. Men denne kunstige sympati gælder kun ægtefællen og afkommet. Derudover er den stimulerende for det dyriske eller dræbende princip.

Vi ser således her, at enpoletheden eller ægteskabskærligheden ikke på nogen som helst måde kan redde den nuværende degenererende verdensepoke. Jalousi, had og krig dominerer stadig. Menneskene bygger atom- eller kernevåben, med hvilke de tror at kunne udfri menneskeheden af den på krig og våben baserede [slut på side 94] verdenskultur, som store dele af menneskeheden i dag sukker og stønner under både fysisk og åndeligt, både i øst og vest, både i syd og nord. - Det kan ikke være vanskeligt at forstå, at hvis hvert menneske elskede sin næste, som det elsker sig selv, hvilket i virkeligheden er det samme som at elske Gud over alle ting, var hele menneskehedens livsproblem løst. Jordens menneskehed mangler således kun alkærligheden i sind og væremåde for at opnå den guddommelige lysets tilstand: at blive til "menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse" og dermed befordrende et kærlighedens rige på jorden, der kun kan udtrykkes som det i årtusinder bebudede "Himmeriges Rige". Jordkloden ville da lyse og funkle i Guds ånds strålevæld som en "Salighedens Ø" i verdensrummets uendelighed og evighed.