Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus:     

ALT ER SÅRE GODT

 

Selv de "troende" tror det ikke

Et af de største problemer, ja, måske det største i verden, er at komme til forståelse af det bibelske udtryk: "Alt er såre godt". En sådan udtalelse vil af de fleste mennesker i dag blive betragtet som abnorm. Med alt det mørke og al den sorg, ulykke og lidelse, der er i verden, vil man tværtimod hævde det modsatte. Efter to verdenskrige og de forhold, de har ført med sig, siger mange mennesker, at der umuligt kan være nogen Gud til, så ville han ikke tolerere det blodbad, menneskene med deres krige, magtsyge og egoisme foranstalter mod hverandre. Hvordan kan Gud være kærlig, når han tillader, at de levende væsener kommer ud for så megen lidelse, som tilfældet er? Både dyr og mennesker kommer ud for at sulte og fryse, blive syge og lemlæstede, rent bortset fra, at de også i stor udstrækning æder hverandre. Hvordan skal et menneske, der befinder sig lemlæstet midt i en verdenskrigs rædsler, føle denne sin skæbne som udtryk for et kærligt forsyn eller som bevis for, at verdensaltets struktur og love er guddommelige? Er det ikke også således, at selv religionernes troende tilhængere ikke fuldt ud accepterer disse guddommelige ord? Man taler om djævelske eller sataniske kræfter, der gør modstand mod Gud, og hvorigennem det såkaldte onde kan udfolde sig og bringe menneskene til "evig fortabelse" eller "helvede". Man foregøgler sig et helt andet væsen som ophav til "mørket" end Guddommen, nemlig djævelen. Derved tror man at have "reddet Guds ansigt", thi hvis Gud var ophavet til mørket eller det såkaldte onde, kunne han jo ikke være kærlig, så måtte han være ond. Og når det gudhengivne eller religiøse menneske tror, at mørket - lysets modsætning - er noget djævelsk eller "ondt", kan det ikke samtidig tro, at alt er såre godt.
 

Det behagelige og det ubehagelige

Så længe både troende og vantro fornægter livets store hovedfacit, fornægter de uden at vide det selve livslykkens fundament. Så længe de ikke forstår, at alt i virkeligheden er såre godt, og at noget absolut ondt umuligt kan forekomme, er de alle, hvad enten de kalder sig troende eller ateister, vantro, hvilket vil sige det samme som ufuldkomne eller [slut på side 25] ufærdige. De er endnu ikke nået frem til deres guddommelige bestemmelse: at være "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

Heller ikke den fysiske videnskab er i stand til at dokumentere eller påvise sandheden bag nævnte store hovedfacit. Og så længe den ikke kan det, er den også ufuldkommen og må i tilsvarende grad hvile på den overtro, at alt - ikke - er såre godt. Så længe både naive og intelligente mennesker fornægter livets hovedfacit eller fundamentet for al livslykke, er det ikke så mærkeligt, at de samme væsener må leve i en tilsvarende mangelfuld livslykke. Når disse mennesker ikke kan se, at alt er såre godt, bliver de meget let skuffede, deprimerede, rasende eller hævngerrige på grund af alt det, de synes er såre dårligt. De har nemlig den opfattelse, at noget for at være godt også skal være behageligt, at det skal være ganske efter deres hoved. Er det ikke det, så er det dårligt. Og da menneskene er højst forskellige og rummer vidt forskellige erfaringer i deres bevidsthed, vil den ene let synes, at det er godt, som den anden synes er dårligt, og det kan de oven i købet komme op at slås om, hvilket måske vil medføre, at den, der før syntes, at alt var dårligt, vinder over sin modstander og nu synes, at alt er godt, medens modstanderen, der før syntes, det var godt, nu synes, at alt er dårligt. Og de vil højst sandsynligt kunne bytte livssyn adskillige gange uden at ane, at ingen af dem endnu ved noget om, hvad der er godt, men kun, hvad der er behageligt for dem selv, og hvad der er ubehageligt for dem.
 

Det ubehagelige gode

Når alt er såre godt, må alt være et gode, dvs. det må være til glæde og velsignelse. Og hvad der er til glæde og velsignelse kan kun være identisk med kærlighed, der altid på en eller anden måde er en form for kærtegn. Vi ved alle, at et kærtegn kan skabe den allerhøjeste sjælelige fryd, som kan gå igennem et levende væsens sansesæt. Men er det da muligt, at oplevelsen af selve verdensbilledets helhed eller livets grundfacit kan give et menneske en sådan sjælelig fryd? Det er ikke blot muligt, det er en realitet, hvert eneste menneske før eller senere vil nå frem til. Det er det samme som den allerhøjeste livslykke eller glæde ved at være til, en tilstand, som ingen personlige sorger eller ærgrelser vil kunne rokke, fordi man også ved, at selv disse tilsyneladende negative tilstande på længere sigt udelukkende vil være til gavn og velsignelse på grund af de erfaringer og den viden og visdom, de bibringer vedkommende menneske.

Dette vil altså i virkeligheden sige, at i samme grad man ikke kan se, at livet er fuldkomment, eller at alt er såre godt, i samme grad er man offer for pessimisme, der er det samme som modsætningen til livslykke og sjælefred. Man vil være offer for sort livssyn, bekymringer, skuffelse, sorg, had og livslede i samme grad som man ikke forstår det bibelske facit: "Alt er såre godt".
 

Den hellige ånd

Men er selve dette bibelske facit da andet end et blot og bart postulat?. Ja, det er selve målet for vor livsopfattelse og den eneste form for livsopfattelse, der kan være virkelig udrenset og fri for disharmoni med livet. Det er det eneste synspunkt, den eneste form for livs- og verdensopfattelse, der kan være virkelig hellig. Og vi er her ved begrebet "den hellige ånd". Den hellige ånd er det samme som det allerhøjeste livssyn eller den allerhøjeste viden om Gud og dermed om verdensstrukturen eller livets love. Det var dette synspunkt, denne livsholdning, der af verdensgenløseren Kristus blev udtrykt som "talsmanden [slut på side 26] den hellige ånd", som skulle komme og vise menneskene, hvad de ikke på Kristi tid kunne fatte eller forstå. Udtrykket "talsmanden" brugte jøderne om hellige bøger, så det var ikke udtryk for nogen person, der skulle komme, men for en hellig viden og et helligt livssyn, der ville blive manifesteret og "fortælle om de kommende ting".

Målet for det levende væsens sansning og oplevelse er altså dette, at komme til at se, at alt er såre godt - også det eventuelle ubehagelige, som rammer ham eller hende. Uden oplevelsen af dette livssyn kan krig, ulykker, lidelse og smerte aldrig nogen sinde ophøre. Uden dette syn vil ingen varig fred eller fuldkommen verdenskultur kunne skabes, ligesom intet jordisk menneske nogen sinde vil kunne opnå nogen fuldkommen lykke eller glæde ved at være til, hvis ikke vedkommende har dette livssyn som sit åndelige fundament. Det er naturligvis ikke et livssyn, der skal dikteres nogen, det er ikke noget, mennesker skal dresseres til at tro, det er noget, de skal udvikles til at forstå og på basis af indsigt og forståelse leve med i. Så lever de med i Guds eller Forsynets store plan med de levende væsener, som ikke består i, at disse skal ende i "helvede" eller "fortabelse", og heller ikke i, at de vedblivende skal bebyrde hinanden med lidelser, sorger, bebrejdelser, ærgrelser, skuffelser, vrede og had, men virkelig blive i stand til at skabe "fred på jorden og blandt mennesker et velbehag", som der står i juleevangeliet. Det skal ikke ske ved mirakler eller diktatur, men gennem det enkelte menneskes oplevelse og manifestation af livslovene på bølgelængde med universets grundtone, som er kærlighed.
 

Det sure og det søde stadium

Så længe der er noget, man forfølger, forbander eller hader, så længe man kan opfyldes af bitterhed, skuffelse og livslede, så længe er man uden for Guddommens skabende bevidsthed. Men man er ikke uden for Gud! Det er fuldstændig umuligt. I ham lever, røres og er vi, og ikke det mindste støvgran, det mindste atom er uden for Gud. Vender man sig mod noget med sin kritik og hele sin negative tilstand, vender man sig i virkeligheden imod Gud. Man kritiserer Guddommen og verdensaltet, når man er utilfreds med sin næste og med livet i det hele taget. Man går i rette med elementerne og til hvad nytte? Det er som støvfnugget, der vil kritisere stormen og dirigere den. Men dermed kommer det ingen vegne. Stormen derimod kan føre det til sit bestemmelsessted, hvorfra blidere vinde måske fører det videre til nye mål. Når Gud befaler: "Der blive lys", kan det ikke nytte, at mennesket vil diktere mørke. Alle vegne, hvor menneskene vil lave om på Guds mentalitet og plan, kommer de til kort.

Hvordan kan vi da se på hele den nuværende verdenssituation i lyset af livets store grundfacit: "Alt er såre godt"? Er det godt med verdenskrige og koncentrationslejre? Er det godt med sygdomme, forbrydelser, ulykker, depression og egoisme? Ja, det er lige så godt og naturligt, som det er godt og naturligt, at et æble gennemgår sit sure stadium før det søde og modne. Ingen vil vel bebrejde et lille barn, at det opfører sig barnagtigt, eller et dyr, at det opfører sig dyrisk. Nej, men voksne mennesker, vil man indvende, de må da opføre sig som mennesker! Ingen kan opføre sig som noget, de endnu ikke er. Og jordens mennesker er endnu ikke rigtige mennesker, som de engang skal blive, derfor kan de heller ikke opføre sig som mennesker. [slut på side 27]
 

Vejen til selvforvandling

De jordiske mennesker jager hver især frem gennem livet og vil lave om på alle andre mennesker end lige akkurat dem selv. Det gælder i hverdagslivet, og det gælder i storpolitikken. Man vil have, at de andre skal være anderledes, for at alt kan blive såre godt. Og man forstår ikke, at hemmeligheden er den, at man selv skal blive anderledes for at opleve, at alt ER såre godt på basis af den evige fortid og med henblik på den evige fremtid. De kosmiske analyser giver svaret på, hvorfor forholdene for hele menneskeheden såvel som det enkelte menneske i øjeblikket er, som de er. Fordi man i fortiden i tidligere liv gennem dyrerige og primitive jordmenneskestadier har sået en sæd, man må høste. Både individuelt og kollektivt. Jordmennesket er endnu til dels et dyr, og derfor har det svært ved at undlade at opføre sig dyrisk. Og rent menneskeligt set er det endnu kun på et barnestadium, derfor opfører det sig barnagtigt. Men ligesom alle frugter modnes til sin tid, vil også det jordiske menneske modnes liv for liv gennem erfaringer og viden om mørket. Hvad det møder af mørke er hverken straf fra en vred gud eller et resultat af tilfældige begivenheder. Det er høsten af fortidens tanker og handlinger, og intet levende væsen kan komme ud for noget som helst andet end det, som det selv på grund af sin fortid er det inderste ophav til.

Fra en nebuloseagtig tilstand har jorden gennem millioner af år udviklet sig til at blive en mineralsk klode med plante- og dyreliv. Af dyrelivet har de jordiske mennesker udviklet sig, det er alt sammen såre godt. Og det er også såre godt, at der af den jordiske menneskehed skal blive et rigtigt menneskerige, hvor fred og kærlighed er den naturlige tilstand mellem de levende væsener. Men hvordan skal de lære det? Ved at opleve virkningerne af de tankekombinationer og handlinger der er ukærlige og krigeriske. På basis af det kosmiske kredsløbsprincip og loven for årsag og virkning lever de jordiske mennesker inkarnation efter inkarnation og høster, hvad de har sået, og en væsentlig del af denne høst, både den behagelige og den ubehagelige, oplever man gennem forholdet til sin næste. Alle andre levende væsener tilsammen repræsenterer over for os Guds vilje, som vi ikke kan trodse eller modarbejde i længden uden at komme til kort. Men er det da ikke diktatur? Nej, det er den vej, ad hvilken vi kan lære noget om os selv. Og netop lære det, der lidt efter lidt får os til at prøve at lave os selv om i stedet for at ville lave de andre om. Hvert eneste jordisk menneske står i dag på toppunktet af sin udvikling og kan ikke på nogen måde være anderledes end det er i dette øjeblik, hverken forbryderen eller helgenen. Men ingen af dem er, som de vil være i morgen eller om et år eller tusind år. Deres livsoplevelse og erfaringer vil forvandle dem, og efterhånden som et menneske udvikles, tager vedkommende selv mere og mere bevidst del i denne sin forvandling. At ville bestemme over vor næste, hvordan han skal reagere og opføre sig, at ville diktere ham sin vilje, sin væremåde og livsopfattelse, er en af de største hindringer for jordmennesket i at nå frem til at opleve livslykken, som ikke er baseret på, hvad der sker, men på hvordan man selv reagerer over for det, der sker.
 

(Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets foredragssal søndag den 21. september 1947. Det er bearbejdet af Mogens Møller, og bearbejdelsen er godkendt af Martinus).