Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den kristne påske har jo sit udspring eller sin rod i den bibelske beretning om Jesu lidelseshistorie. Selve påskefesten er jo kun en ceremoni, en særlig gudstjeneste med sakramente, sang, orgelbrus, tændte lys, smukke farver etc, der altsammen tjener til at gøre nævnte gudstjeneste til en religiøs opbyggende, glæde- og livslystbefordrende fest for de inderligt troende deltagere til minde om verdensgenløseren. Det er ikke denne højtidelige ceremoni omkring påskeevangeliet, der gør dette til et stedsevarende budskab, ikke blot til de religiøst troende, men også til de i høj grad materialistisk vantroende.

Når påskeevangeliet lige såvel som andre beretninger fra Bibelen har kunnet bevirke, at denne bog er blevet en tusindårig realitet, der med en altbeherskende kraft den dag i dag endnu kan henrive millioner af mennesker i åndelig betagethed og inspirationsfylde, så skyldes det udelukkende den omstændighed, at de nævnte beretninger udtrykker evige absolutte sandheder. Og en absolut sandhed kan aldrig nogen sinde blive til absolut usandhed. En absolut sandhed udtrykker nemlig en evig lov, hvilket igen vil sige: et af de evige principper, hvorpå verdensaltets evige eksistens er funderet. Det er overtrædelsen af et eller flere af de evige principper, der gør det levende væsen til en såkaldt synder. At overtræde disse principper skaber altså en modsætning til den evige fuldkommenhed, som opfyldelsen af de nævnte principper betinger eller afstedkommer. Denne modsætning bliver igen det samme som "et ufuldkomment liv". Dette ufuldkomne liv kan ifølge kosmisk klarsyn kun udløses af indsnævret bevidsthed, hvilket vil sige: en bevidsthedstilstand, i hvilken det levende væsens højere åndelige evner og sanser mere eller mindre er nedsat til den mindst mulige ydeevne og derved har sat det evige væsen i en slags "kosmisk hviletilstand". Princippernes opfyldelse vil derimod altid kun være befordret af de kosmiske sansers mere eller mindre fremtrædende højeste udfoldelsesevne. Nævnte opfyldelse kan således kun eksistere som et produkt af væsenets allerhøjeste sansebegavelses kapacitet og den heraf affødte højeste viden. Princippernes opfyldelse og den heraf affødte tilværelsesform kan således udelukkende kun være at udtrykke som tilværelsens eller livets absolut fundamentale. At opfatte den tilværelsesform, der affødes af en mental tilstand, i hvilken væsenet er i sin mentale mindsteudfoldelse, er mindst vidende, som "den fuldkomneste" eller mest fundamentale og dermed opfatte den tilværelsesform, der er et resultat af den tilstand, i hvilken væsenet er i sin højeste mentaludfoldelse, er i sin højeste viden, som den ufuldkomneste, som den primitiveste, kan jo kun afsløre sit ophavs erkendelsesevne som abnorm. Desuden kommer jo også hertil de to livsformer eller resultater af mentaludfoldelsen og bekræfter eller stadfæster deres egen position eller kapacitet på en absolut ufejlbarlig måde, idet den, der er resultatet af væsenets mindsteudfoldelse af åndelig mentalitet eller viden og den heraf følgende overtrædelse af livslovene, kulminerer i den fornemmelse, vi kalder smerte, medens den, der er resultatet af væsenets højeste viden og den heraf affødte overholdelse af livslovene, udelukkende afføder kulminationen af den fornemmelse, vi kalder velvære, glæde, lykke eller fuldkommen salighed. At erkende fuldkommenheden eller saligheden for at være det ufuldkomne, og ufuldkommenheden, primitiviteten og smerten for at være det fuldkomne, kan således absolut kun være identisk med en åbenbaring af usandheden. Ethvert levende væsen, der baserer sin tilværelse på denne usandhed, vil således uundgåeligt havne i kulminationen af smerte eller modsætningen til lykken eller saligheden.

Det er rigtigt, at der findes en zone i tilværelsen eller på udviklingsstigen, hvor man netop tror at finde den højeste lykke ved at overtræde livslovene og bevidst skabe lidelse og smerte for alle de medvæsener, man betragter som fjender, ja, ligefrem opfatter denne handlemåde som gudsdyrkelse, som en nødvendighed for at komme i "himlen", blive salige. Er det ikke netop det, der er gældende i den nordiske gudelære med dens himmerige "Valhal" for alle de største og stærkeste dræbere eller mordere? - Men er det ikke også en kendsgerning, at de pågældende væsener netop tror at opfylde de højeste love med denne deres væremåde? - De kender jo intet til klarsyn, de kender slet intet til de virkelige love bag livet, de er kosmisk sovende. Det eneste, de kender til, er kun det materielle liv, der rører sig i deres dagsbevidste omgivelser. Og dette liv er jo som skabt til at bibringe dem troen på overlegen materiel styrke og magt som de eneste saliggørelsesmidler. Uden disse midler kunne de ikke hævde sig i den zone, der var blevet deres midlertidige hjemsted på udviklingsstigen. Men da denne zone kun udgør en lille lokalitet i deres virkelige evige liv, ja, er så lille, at de slet ikke var i stand til inden for denne at se de endelige virkninger af deres dyriske eller dræbende livsform, der i mangfoldige tilfælde først ramte dem i efterfølgende liv, kunne de intet vide om, at disse efterfølgende endelige virkninger er deres smertebringende og dræbende tilværelse over for deres omgivelser engang ville ramme dem selv. De måtte derfor nødvendigvis handle ud fra det forhold, der i øjeblikket gjorde deres handlemåde tilsyneladende berettiget eller logisk. De måtte således rydde deres generende fjender af vejen for selv at få mulighed for at komme frem og påførte sig derved om end ubevidst en ulykkelig skæbne. Men da denne ulykkelige skæbne ikke var umiddelbar, men først kom i senere liv, var det jo umuligt for dem at opfatte deres handlemåde på anden måde end som logisk.

Den fortidige gudemorals bloddryppende natur er ganske vist i dag påvirket af kristendommen, men den er dog i en vældig udstrækning endnu autoriseret i form af civile og militære straffelove, krigsinstitutioner, soldatervæsen, tugthuse og straffeanstalter, elektriske stole, guillotiner, galger og skydevåben. Så længe disse foreteelser er nødvendige inden for en kultur, skal man ikke helst alt for højt proklamere denne som eksemplarisk kristendom. Kulminerende kristendom hviler jo udelukkende på hundrede procent næstekærlighed eller dette, at man skal elske sin næste som sig selv, vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, og at den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Der står ingen steder vedføjet disse højeste idealer, at autoriserede mord og drab ved hjælp af elektriske stole, guillotiner, galger og skydevåben er en undtagelse.

Bibelen er altså en bog, hvis indhold i en overvejende grad består af sådanne udødelige idealer, der efterhånden er samlet og overleveret fra menneskehedens ypperste og mest bagavede repræsentanter. Da nedskrivningen former sig som beretninger om væsener, der har levet og været rollehavende i begivenheder, der skal have fundet sted for årtusinder siden, bliver Bibelen i sin rent overfladiske, ydre fremtræden således kun en samling fortællinger. Og det store problem er derfor, for mange videnskabeligt indstillede mennesker af i dag, blevet spørgsmålet om, hvorvidt disse bibelske fortællinger og personer virkelig er historiske, eller om nævnte kun er opdigtede fantasier, idet de mener, at hele Bibelens værdi står og falder hermed.

For den flygtige materielt indstillede læser udgør Bibelen således kun en samling postulater om personer og begivenheder fra en længst forsvunden fortid. Da den ikke tilsigter at være bevisførelse for eksistensen af denne fortids begivenheder og personer, vil den for en sådan læser ikke være af nogen særlig betydning. I hans opfattelse er den i stor udstrækning altså blot udtryk for overtro og naivitet, og hvorved hans udtalelser om samme bog kommer til at savne ethvert grundlag for kapacitet eller autoritet. Det er væsener med denne totale, materialistiske indstilling, der helt lever uden Bibelen og lader hånt om alle dem, der endnu har interesse af dens indhold, skønt de selv i de allerfleste tilfælde er både døbt og konfirmeret, er medlemmer af folkekirken og bærer prædikatet kristne mennesker. At vi undertiden finder sådanne kristne mennesker som totalt samvittighedsløse egoistiske storkapitalister, ågerkarle, bedragere, røvere, mordere o.l. er ikke så mærkeligt. Gudesønnen er her blevet borte fra sin Fader. Den fortabte søn iler mod sin skæbne. Bibelen eller den hellige skrift er således foreløbig uden betydning for disse mennesker. Her må livet selv tale.

Dernæst har vi den læser, der i kraft af sit endnu bevarede stærke religiøse instinkt af hele sit hjerte tror på Bibelens beretninger og personer som historisk virkelighed. For disse væsener får Bibelens ydre bogstavform sin virkelige store værdi. Ja, den er et så urokkeligt dokument, at intet som helst i verden kan overtrumfe denne dens bogstavforms autoritet, ligegyldig hvor meningsløs eller stridende imod deres intelligens eller fornuft den så end måtte være. At den eller den sætning har fået plads i den hellige skrift er for dem en fuldt ud tilstrækkelig begrundelse for dens acceptation som urokkelig eller absolut sandhed. Deres trosevne er her så stærk, at den helt overskygger deres forståelse af den mulighed, at den sandhed, som Bibelen udtrykker, lige såvel som alle andre sandheder, kan udtrykkes på højst forskellige måder og absolut ikke behøver at være knyttet til blot én bestemt bogstavform. Tænk, hvis Guddommens skriftlige udtryksform eller ordforråd var så indskrænket eller fattigt. Ja, han ville i så tilfælde jo ikke engang kunne måle sig med et almindeligt menneske. Selv det mest enfoldige menneske har dog en evne til at tale med sit lille barn på en helt anden måde end den, det anvender, når det taler til en voksen. Det kan dog ikke fortælle en eller anden indviklet sandhed til et lille tre-fireårigt barn med de samme sætninger, som det anvender, når det skal fortælle den samme sandhed til et voksent menneske. Hvis det overhovedet skal kunne bringe det lille barn nogen forståelse, må det ligne nævnte sandheds detaljer ved noget, som det ved, barnet kender, og på denne måde tilpasse sin fortælling til barnets kundskaber og dets heraf begrænsede opfattelsesevne. Det er jo netop dette princips anvendelse, der skaber forskellen på almindelige bøger og de såkaldte børnebøger. I børnebøger ser vi de store sandheder fortalt som eventyr og historier, hvis detaljer er formet således, at de netop ligger indenfor de erfaringer og oplevelsesformer, der i særlig grad er gældende for barnets trin. Hvis de var fortalt i erfaringer, som børn så at sige umuligt kan sidde inde med eller have beslægtede erfaringer til, ville eventyrene virke totalt meningsløse og uforståelige for børnene. Men tænk, hvis Guddommen, verdensaltets største Fader, opdrager, lærer og pædagog, kun kunne forme sine tanker i én særlig ord- og sætningsform. Tænk, hvis han kunne fortælle livets største sandhed eller tilværelsens analyse ved hjælp af erfaringer, som kun ét eneste og over alle andre trin forekommende bestemt udviklingstrins væsener kunne fatte. Hvad så med alle de millioner og atter millioner af væsener, der befinder sig på de underliggende trin? - Hvordan skulle i det hele taget nogen religiøs tanke, hvordan skulle noget som helst begreb om en guddom, om verdens skabelse, om menneskenes tilblivelse, det levende væsens udødelighed, dets kundskaber om moral, humanitet og kærlighed være blevet åbenbaret i den af jordmennesket nu kendte og oplevede del af verdensaltet? - Er ikke alle de levende væsener inden for nævnte del at inddele i netop en skala af trin? - Forekommer disse trin ikke på grundlag af, at nogle væsener er mere udviklede end andre, hvilket altså i virkeligheden vil sige, at de er mere sjæleligt voksne. De forstår et mere udviklet, et mere omfattende videnskabeligt afklaret sprog, hvilket her vil sige: kosmiske analyser af selve livets struktur eller den evige sandhed bag livets tilsyneladende mysterium. Da væsenerne således befinder sig på højst forskellige mentale trin og som følge heraf ikke har nær de samme erfaringer eller samme udviklede sansebegavelse eller opfattelsesevne, vil de være fuldstændig afskåret fra at kunne forstå eller opfatte en sandhed eller analyse, der ikke er iklædt en ordform eller symbolik, der tangerer deres egne erfaringer eller deres trins normale opfattelsesevne.