Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus skriver
- om Gud

 

 

Alt, hvad der sker i livet eller tilværelsen bliver således identisk med "Guds eget personlige sprog". (LB, 489)

Verdensaltet er et levende væsens kærlighedsmanifestation, undervisning og underholdning, personligt stilet eller rettet mod hvert enkelt levende væsen i tilværelsen. (LB, 488)

Guddommen er et ocean af lys. (LB, 441)

Livet er derved i sin grundanalyse at udtrykke som en "korrespondance" mellem det levende væsen og guddommen. (LB, 488)

Vi har set det som kendsgerning, at "Gud" og "Næsten" er identisk. Vi vil således aldrig i noget som helst tilfælde kunne se guddommen uden igennem næsten, og aldrig opleve næsten uden at være stedet for guddommen. "Næsten" er vore egne mikrovæsener, "næsten" er det væsen, i hvis organisme vi selv oplever dagens lys, "næsten" er det væsen, der forfølger og hader os, såvel som det er det væsen, der elsker og beundrer os. "Næsten" er et hvilket som helst væsen, der måtte komme indenfor vort sanseområdes rækkevidde. Ved at elske denne "næste" over alle ting, elsker vi guddommen over alle ting. (LB, 703)

Jeg er således i alle levende væsener og alle levende væsener er i mig. (LB, 2103)

Da alt og alle er redskaber i den guddommelige faders mentalitet eller manifestation, bliver hver en handling, der er begået imod alt og alle det samme som handlinger, der er begået imod guddommen. (LB, 490)

Vor næste er guddommens manifestationsredskab, hans organisme, hans fysiske sanseorganer og bevidsthed. (LB, 753)

Vor næstes sanser er de absolut eneste, igennem hvilke guddommen overhovedet kan sanse eller fornemme vor eksistens, ønsker og længsler. Det, vi gør imod vor næste, gør vi som før nævnt imod guddommen. Og det, vi gør imod guddommen, kan han ikke undgå at svare os på. (LB, 753)

I sommerdagens lysvæld er vi i Guds modtagelsesværelse. (LB, 1976)

Gud modellerer alle i sit billede. (LB, 1827)

For Guds åsyns strålevæld må nattens skygger vige. (2, 16)

Hvad vi gør imod vor næste, gør vi imod Gud. (E, 21:6)