Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/3 side 27
1:5  >>
 
Det levende væsens grundanalyse
Min analyse af det levende væsen og verdensaltet er to realiteter, der hver især udgør det samme treenige princip, og nævnte princip bliver derved tilværelsens eller livets grundanalyse. Intet levende væsen vil således kunne eksistere uden at udgøre denne analyse. Vi kan nemlig ikke komme uden om dette, at nævnte væsen udgør en tilkendegivelse af et Noget, der oplever, har vilje, tænker, skaber eller manifesterer sig. Enhver ting, i hvilken disse faktorer ikke er til stede, udtrykker vi som en død ting. Denne døde ting kalder vi sædvanligvis materie. Den hører til det materiale, igennem hvilket det førnævnte Noget manifesterer sig, danner organisme og de tankeformer og udtryk for mentalitet, som netop i sig selv udgør livets oplevelse. Det er denne materie, der i mit hovedværk LIVETS BOG udtrykkes som X3.
Men når materien således bliver gjort til materiale for livets oplevelse, afslører dette jo, at der eksisterer en evne, i kraft af hvilken man kan udløse denne proces og dermed skabe sin manifestation eller synliggørelse. Denne evne er skabeevnen, der ligeledes kendes fra mit hovedværk som X2. Den igennem denne skabeevnes funktion synliggjorte materieforvandling afslører altså et højere Noget, idet skabeevnen umuligt kan eksistere selvstændigt, men derimod udelukkende kun som en egenskab ved et Noget, der kan herske, byde og befale over den. Dette Noget er altså det levende væsens jeg og udtrykkes i LIVETS BOG som X1. Disse tre foreteelser danner altså tilsammen den enhed, vi kender som det treenige princip. Dette treenige princip er som nævnt det levende væsens grundanalyse. Intet levende væsen kan eksistere uden netop i kraft af, at det udgør nævnte princip. Da vi med lethed kan konstatere, at selve verdensaltets struktur består af de samme tre uadskillige foreteelser eller principper, der netop lige akkurat udgør de tre betingelser, der kræves, for at et Noget kan fremtræde som et levende væsen, bliver verdensaltet hermed også synligt som et levende væsen. Og det bliver således igennem denne enkle og simple analyse en kendsgerning, at det levende væsen er et billede af selve universet eller verdensaltet. Det er en kopi af Guddommen. Det er en bekræftelse på Bibelens beretning om Adams identitet som mennesket i Guds billede.
Jordens skabelse - mineralriget, planteriget og dyreriget opstår
Men Bibelens beretning, der jo er baseret på en kosmisk analyse, viser os, at mennesket ikke altid er i Guds billede. Det hedder nemlig heri, at nævnte guddommelige menneske er noget, der skal blive til, idet Gud siger: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Denne guddommelige sætning fortæller os altså, at Adam, der senere skulle blive det fuldkomne menneske i Guds billede, på det tidspunkt, hvor den guddommelige vilje og tanke udløste ovennævnte befaling, ikke eksisterede i Guds billede. Ja, jordens nuværende inkarnation var endnu i sin spæde vorden. Og for at mennesket i Guds billede kunne blive til, måtte der altså foregå en skabelsesproces.
Ud af vældige stjernetåger, ud af glødende ildmasser, ud af store koncentrationer af tyngdeenergi, måtte der ligefrem afskæres eller udskilles et særligt bestemt kvantum, som kunne bindes ved hjælp af følelsesenergien (verdensaltets kulde), således at de kosmiske kræfter, den kosmiske C-viden fra foregående spiral eller de levende væseners vanebevidsthed fra deres tidligere kosmiske bevidsthedstilstand i form af instinktenergi kunne begynde at gøre sig gældende. Og ud af disse samarbejdende kræfter ser vi et sollegeme blive til. Dette sollegeme bliver mere og mere afkølet på grund af følelsesenergien og begynder at få detaljer i kraft af instinktenergien. Der bliver atmosfære omkring denne klode. Luft og vand opstår. Disse foreteelser er ganske vist endnu giftige eller uegnede for et højere bevidsthedsliv, men efterhånden får de levende væseners instinktenergi eller kosmiske C-viden overvundet alle generende detaljer. De giftige foreteelser skiller sig ud, og det krystalklare vand opstår, der senere skulle betyde livsrum for de allerførste former for det dagsbevidste livs indtrængen på jordkloden. Den kosmiske C-viden eller instinktfunktionen bryder endnu stærkere frem. Krystalliseringen begynder, mineralriget opstår, dernæst planteriget. Man begynder at kunne ane på det fysiske plan. Og med dette vågnende liv indtræder genskinnet af den guddommelige verdens vanebevidsthed, såvel som salighedsrigets guldkopier, ind på det fysiske plan og åbenbarer her noget af deres lysende og funklende idéverden og farvepragt i form af blomster- eller planteriget i den ellers så grove materielle verden. På dette tidspunkt begynder Eva at blive dannet af Adams ribben, og dyreriget opstår.
Men den guddommelige plan føres videre i sin udfoldelse. Det jordiske menneske begynder at se dagens lys. Men det jordiske menneske er Guddommens modsætning, er Guddommens kontrast. Og på denne kontrast kan det rigtige menneske eller konturerne af Guds billede begynde at blive synligt. Og Adam og Eva nærmer sig sin guddommelige bestemmelse. Det jordiske menneske har altså endnu ikke nået denne sin bestemmelse, selv om det ganske vist er i nærheden af dens opfyldelse. Det er endnu ikke helt mennesket i Guds billede. Den guddommelige skabelsesproces er ikke tilendebragt, men den er begyndt at nærme sig sit store mål i et hastigt eller forceret tempo. Det er dette forcerede tempo, vi oplever som krig, ufred, sorg og lidelse.
Spiralkredsløbet
Igennem Bibelens beretning, såvel som igennem selve livet, kan vi ikke undgå at blive vidne til, at det levende væsen må gennemgå en lang udviklings- eller skabelsesproces. I denne proces udtrykker det en fortsættende kæde af forskellige former for fremtræden som levende væsen. I form af denne dets identitet gennemlever det altså en mængde forvandlinger. Ved hjælp af disse forvandlinger kommer selve livsoplevelsen til at få kolorit. Den kan umuligt blive ensformig eller ligegyldig, Væsenet går fra den ene forvandling til den anden efter dets eget ønske. Og med disse forvandlinger opstår det, vi kalder tilværelsesplaner. Igennem disse tilværelsesplaner bliver det muligt for det levende væsen at opleve skabelsens mangfoldighed eller alle detaljer ved livets oplevelse, lige fra de mest brutale lemlæstelser, sygdomme og lidelser til de blideste og mildeste salighedsindgydende kærtegn. Og disse oplevelser er fuldstændigt logisk organiserede og forekommer i en evigt fortsættende rækkefølge. Det er denne rækkefølge af detaljer ved livets oplevelse, vi kender fra LIVETS BOG som spiralkredsløbet. Livsoplevelsen går således fra himmelske tilstande, hvilket vil sige: fra overjordiske salighedstilstande, hvor væsenerne føler sig ét med Guddommen, til de mest ufuldkomne og mørkeste mentale tilstande, hvor væsenerne er totalt uvidende om sin egen udødelige natur og ikke mere kan se, at Alt er såre godt, og derfor bliver i skrigende disharmoni med den guddommelige verdensplan. Det er denne væsenets nedsænkning i primitivitet og uvidenhed, der udtrykkes igennem den bibelske beretning om den fortabte søn. Men fra denne primitive tilstand vender det levende væsen atter tilbage til sin oprindelige høje tilstand som mennesket i Guds billede og ser alle detaljer i livsoplevelsen fra Guds eget udsigtspunkt, ser sin egen høje herkomst eller identitet som søn af Guden, ser sig selv som tidens og rummets, såvel som sin egen skæbnes absolutte herre.
Vejen fra mørke til lys
Bibelens fortælling om menneskets skabelse er således i virkeligheden ikke en fortælling om noget, der aldrig før har eksisteret, og som derfor nu ved den almægtiges skabekraft er blevet til. Der står jo i nævnte fortælling, at Gud dannede Adam af ler. Adam blev altså til af noget. Men noget, der bliver til af noget, udtrykker jo - ikke et mirakel, hvor ting bliver til af intet - men derimod kun en forvandlingsproces. For øvrigt har livet jo for længst gjort det til en kendsgerning for det udviklede menneske, at noget umuligt kan fremkomme af intet, ligesom intet umuligt kan blive til noget. Bibelens beretning er således i virkeligheden kun en fortælling om et afsnit i kredsløbet. Dette vil altså igen sige: den del af kredsløbet, der udgør vejen fra mørket til lyset. Og da det netop er det afsnit, som udgør jordmenneskets nuværende skæbne og liv, har det sin store betydning at se lidt på denne skæbne. Jordmenneskets nuværende skæbne udgøres altså af resultatet af dets højeste selvs omskabelse af sin mentalitet fra mørke til lys. Og denne selvets omskabelse af sin mentalitet fra mørke til lys udgør et treenigt princip analogt med det treenige princip, som udgør det levende væsens grundanalyse.
Det levende væsens mentalitet udgør et treenigt princip: angreb, forsvar og fred
Ethvert levende væsens mentalitet udgør således i sig selv et treenigt princip. Den kan ikke eksistere uden at repræsentere angreb og forsvar og fred, hvilket vil sige ligevægt mellem angreb og forsvar. Selvopholdelsesdriften i dyret betinger, at det må angribe de væsener og ting, som det nødvendigvis må have til føde, ligesom det også må forsvare sig selv overfor alle de væsener og ting, der er en hindring for dets eksistens eller tilværelse. Den ligevægt, der her kan opstå imellem angreb og forsvar, er udelukkende det eneste, der kan være dets lykke eller den for dets udviklingstrin normale fornemmelse af livet.
Angrebsprincippet er den mentale treenigheds X3
Af disse tre principper vil angrebsprincippet være at ligne ved X3. Nævnte princip danner her grundlaget for erfaringsdannelse. Det udgør nedbrydningsprocessen. Angrebstankerne udgør de kosmisk-kemiske kemikalier, af hvilke erfaringerne eller erkendelsen af, hvad man ikke skal gøre, bliver dannede. Og hvordan skulle væsenerne vel komme til kundskab og visdom uden netop disse erfaringer? - Angrebsmentaliteten udsletter enhver opfattelse af medvæsenerne som levende væsener og gør dem hver især til en blot og bar ting. Angrebsvæsenerne betragter deres fjender som noget, de har ret til at hævne sig på, ret til at myrde eller udslette, akkurat som de føler sig berettigede til at slagte deres kvæg eller sælge deres hus eller andre ejendele. Angrebsvæsenerne gør således hensynsløst alt til materiale for deres selvdyrkelse. I virkeligheden kan man ved hjælp af angrebsmentaliteten, hvis kulmination vi kalder selviskheden eller egoismen, udelukkende kun opfatte alt, såvel næsten som de døde ting, som berettiget materiale for skabelsen af tilfredsstillelsen af sine egne begær, ganske uanset hvad dette så end bevirker af brutale indgreb i næstens frihed, ret og glæde ved at være til.
I en vis strækning af spiralkredsløbet er væsenerne så at sige kun angrebsvæsener. Hvad mener man om rovdyrene, tigrene, løverne, hajerne og ørnene etc.? - Er det ikke lige sådan med naturmenneskene, bersærker og vikinger, samt kulturfolk, der endnu er besjælede af begæret efter at blive herrefolk. Ja, er ikke alt moderne diktatur identisk med angrebsbevidsthed? - Man kommer således ikke uden om, at enhver form for angrebsmentalitet eller angrebstanker er det laveste bevidsthedsmateriale indenfor al mental udfoldelse. Det er den døde materie i mentalitetens treenighed. Og vi vil her udtrykke den som denne treenigheds X3.
Hele den første del af dyreriget og helt frem i det jordiske menneskes første primitive udviklingsstadier er livet eller tilværelsen således i en overvejende grad baseret på angrebsprincippet, og hvorfor væsenerne på disse stadier derfor vil være at udtrykke som angrebsvæsener.
Ethvert levende væsen må gennemleve angrebsepoken, før det kan nå en højere form for sjæleliv
Det er rigtigt, at alle de planteædende dyr ikke i så overvældende en grad kan betegnes som angrebsvæsener, men denne omstændighed afkræfter dog ikke ovennævnte analyse, idet de planteædende dyrs angrebsepoke blot er tilrettelagt på et senere stadium i disse væseners udvikling, således at de eventuelt først kommer til at opleve denne i deres jordmenneskestadium, modsat rovdyrene, der allerede får udlevet en stor del af deres angrebsepoke i deres dyriske fremtræden, inden de når menneskets oprejste gang og opadskuende blik. Men for begge de her nævnte parter gælder det, at de absolut må gennemleve deres angrebsepoke, inden de kan nå nogen højere tilstand indenfor virkelig kultur eller højere former for sjæleliv. Lige så lidt som det levende væsen kan eksistere uden X3, lige så lidt kan noget som helst væsen eksistere som virkeligt kulturmenneske eller fremtræde i fuldkommen humanitet, hvilket vil sige: total uselviskhed eller næstekærlighed uden i kraft af totalt at have oplevet, overvundet eller tilbagelagt angrebsepoken. Det er således meget vigtigt for ethvert væsen, der ønsker at stile sit liv imod lyset, at få konstateret angrebsepokens plads i spiralkredsløbet eller udviklingsbanen, thi i samme grad som det får dette konstateret, vil det stadfæste eller bekræfte humanismen eller menneskekærligheden som et for jordmennesket absolut højeste eksisterende ideal og derved få stabiliseret grundlaget for sin kulturelle stræben, sin tankeverdens, sine længslers og drømmes retning imod denne højereliggende epoke eller fuldkommenheden.
Jordmenneskets begær efter fred er en begyndende afklaring af alle religiøse mysteriers beretninger om paradisiske tilværelsesformer
Det normale jordmenneske stiler aldrig med god dagsbevidst vilje imod de lavere eller primitivere former for tilværelse. Det ligger i alle jordmenneskers natur, ifølge deres plads i udviklingen eller spiralkredsløbet, at stile imod alt, hvad de fornemmer som værende af en højere og fuldkomnere natur end deres egen. Ja, denne dets tendens er jo netop kendetegnet på dets normalitet. Ethvert væsen, der afviger herfra er altså et unormalt væsen. Alene i denne kendsgerning begynder humaniteten eller næstekærligheden at kunne øjnes som jordmenneskehedens absolut største ideal og mål for dets fremtidsdrømme. Det er denne idealfornemmelse, der i sin begyndende nebuloseagtige eller spæde tågeagtige form besjæler jordmennesket som en længsel efter en virkelig fred. Dette begær efter fred er en begyndende afklaring af alle religiøse mysteriers beretning om paradisiske himle og højere tilværelsesformer. Denne fred er det absolut eneste virkeligt fornødne eller saliggørende ideal for jordmenneskeheden af i dag. Det er i håbet om tilegnelsen af denne fred, at jordmenneskeheden af i dag fører krige, revolutioner og kampe. Den lever endnu i troen på, at den med våbenmagt eller i kraft af sværdets brug eller dødsgengældelsens praktisering kan skabe adkomst til humanitetens paradis.
Med udfoldelsen af det dræbende princip skaber mennesket ikke fred men helvede
Det er endnu ikke helt gået op for den jordiske menneskehed, at det paradis, som opretholdes i kraft af sværdet eller det dræbende princip ikke er det humanitetens paradis, den søger. Det er ikke den fred, den idealtilstand, den i virkeligheden hungrer og tørster efter. Det er derimod et krigens, brutalitetens eller den rå magtoverlegenheds paradis, der igen er det samme som Valhal, og som i dag for det fremskredent intellektuelt udviklede, humane jordmenneske udelukkende kun kan betyde den diametrale modsætning til humanitetens paradis eller den absolutte fred, det søger. Men en modsætning til fredens paradis kan jo kun udgøre én ting, nemlig helvede. Det dræbende princips Valhal kan således udelukkende kun betyde helvede for alle intellektuelt udviklede og humanitets- eller kulturelskende jordmennesker. At angrebsvæsenernes mentalitet ikke fører til fred, men derimod absolut fører til dennes modsætning helvede, bliver så meget desto mere synligt, eftersom enhver handling er en årsag til en reaktion, der ifølge loven for bevægelse før eller senere absolut må virke tilbage på sit ophav. At denne reaktion eller virkning må være af samme art eller natur som den handling, der har udløst den eller er dens årsag, bliver til kendsgerning igennem loven for sæd og høst, der jo gør det umuligt på nogen som helst måde at kunne høste andet end det, man sår. Ethvert væsen, der angriber et andet væsen, sår altså angreb på sig selv. At et væsen, der ifølge denne dets sæd må leve i en permanent forfølgelse, leve i krig med sine omgivelser og permanent må høste virkningerne af de angreb, det udløser over for næsten, absolut ikke kan opnå den fred, den lykke eller det humanitetens og næstekærlighedens paradis, det så inderligt ønsker, er naturligvis en selvfølge. At det tror, at dets angreb på omgivelserne eller næsten udelukkende er retfærdighed, er i fredens eller humanitetens tjeneste, fører det ikke nærmere mod det ønskede mål: fredens paradis, indvielse eller kosmisk bevidsthed, men vil derimod før eller senere afsløre for det, at det er på vej til de dræbende guders hjemsted, hvilket i virkeligheden vil sige: de såkaldte djævles opholdssted, det sted, den tilstand, den oplevelsesform, det mest af alt i denne verden frygter.
Angrebsvæsenerne og angrebsmentaliteten er kulturens og næstekærlighedens værste hindring
Det er rigtigt, at djævle i al almindelighed betragtes som fantasifostre, men dette afkræfter absolut ikke, at enhver form for angrebsmentalitet udelukkende er den, med hvilken alle mørke magter er udstyret. Uden denne mentalitetsforms udløsning, ville alle mørke magter i verden være en umulighed. Da angrebsmentalitet udelukkende er de mørke væseners eller magters mentalitet, vil den i virkeligheden være at identificere som djævlebevidsthed. Alle, der udelukkende baserer deres tilværelse på denne mentaludfoldelse, er i virkeligheden djævle. Djævle, trolde eller andre mørke væsener eller magter bliver således til virkelighed i form af angrebsvæsener. Det er derfor meget vigtigt for den moderne kulturskaber eller fredsagitator samt for præster og ypperstepræster eller andre lærere i humanitetens og næstekærlighedens tjeneste, at de strengt overvåger, at de netop befinder sig på deres ideals sikre vej, så at de ikke pludselig en skønne dag skal opdage, at de i virkeligheden er fredens og humanitetens største modstandere. Alle de væsener, der med angrebsmentalitet tror at kunne skabe den virkelige fred for sig selv og andre, må alle uden undtagelse opdage, at al deres store stræben med sværdet eller svøben kun har været en hån og nedtrampning af alt det gode, de i virkeligheden ville, og en sejrrig og stærk udløsning af alt det onde, de ikke ville. Angrebsvæsenerne og angrebsmentaliteten er således kulturens og næstekærlighedens værste hindring eller modstand. Angrebsmentaliteten er den rene bevidste eller ubevidste dyrkelse af ufredens eller mørkets magter, ligegyldigt under hvilken overtro, camouflage som retfærdighed eller indbildt kultur den så end udløses. Den udgør de mørkets dødbringende, stinkende dunster, med hvilke den fortabte søn erstatter tabet af sin gudesønlige himmelske stråleglorie under passagen af mørkets eller helvedets regioner.
Forsvarsmentaliteten
At et angrebsvæsen også i nogen grad besidder forsvarsmentalitet er naturligvis givet. Ethvert normalt væsen er altid udstyret med de for sin opretholdelse af livet nødvendige forsvarsegenskaber. Men dette forhindrer naturligvis ikke dets angrebsmentalitet i at være den dominerende på et vist stadium i udviklingen eller kredsløbet. Men efterhånden bliver forsvarsmentaliteten mere og mere optrænet, således at den ikke blot udgør det nødvendige til husbehov i selvopholdelsesdriften, men den udgør også ligefrem et overskud, der bevirker, at væsenet kommer til at føle trang til eller begær efter at forsvare andre. Det kan ikke tolerere noget som helst i retning af, hvad det mener er uretfærdighed. Det ønsker at forsvare de svage, som ikke selv kan forsvare sig. Det springer i vandet for at redde en druknende fra druknedøden, eller det løber ind i et brændende hus for at redde væsener eller ting fra flammernes tilintetgørelse, selv med fare for sit eget liv. Det går med i frihedskampe og modstandsbevægelser overfor fremstormende herrefolk eller væsener, der har i sinde at gøre andre til slavefolk. Ja, dets forsvarsmentalitet kan være så dominerende, at det også her ringeagter dødsfaren og vover sit liv for andre. I sandhed, denne mentale tilstand er dog større og fuldkomnere end angrebsmentaliteten. Det kan dog ikke nægtes, at det er udtryk for et højere kulturtrin at forsvare svage og hjælpeløse væsener overfor stærke og livsfarlige, forfølgende medvæsener, end det er at angribe, nedbryde og ødelægge andre væseners liv og velfærd. I modsat fald var jo al øvrighed eller politivæsen i de civiliserede stater at betragte som en banditinstitution. Og det er vel nok det, en sådan institution mindst af alt skal være. Den er jo netop beregnet på at være en beskyttelse imod alt banditvæsen eller de såkaldte forbrydelser.
En sådan institution må naturligvis ikke i noget som helst tilfælde være baseret på en angrebsmentalitet. Det er rigtigt, at politiet må foretage razziaer, må anholde mistænkte personer, må anholde smuglere, sortbørsfolk, røvere eller andre udøvere af overtrædelser af statens eller samfundets love, og at det meget ofte og i særlig vanskelige og ondartede tilfælde må overrumple de pågældende væsener og med væbnet magt foretage disse anholdelser, der derved får skæret af overfald eller angreb, men et sådant angreb kan i virkeligheden ikke være et angreb. Det er eller skal i hvert fald kun være en detalje i samfundets forsvar overfor lovovertræderne eller forbryderne. En sådan anholdelse er ikke en personlig hævnakt, det er ikke et privatopgør mellem politipersonerne og de anholdte. Hvis de anholdte ikke selv var bevæbnede og livsfarlige for politiet, men godvilligt ville gøre regnskab for deres handlinger, ville en anholdelse ved hjælp af bevæbnet magt jo være totalt udelukket eller ganske overflødig. Politiets bevæbnede angreb i form af anholdelse adskiller sig således fra et almindeligt angreb på næsten derved, at det er et angreb på samfundsfjender. Men samfundsfjender eller asociale væsener er jo væsener, der er underminerende og skadelige for det pågældende samfunds normale liv. Dets mentale sundhed er således i fare. De nævnte asociale væsener er en sygdom i samfundslegemet, der ville bringe dets normale liv fuldstændig ud af kurs, gøre det til en mental kræftsvulst, hvis ikke der var politi og retsvæsen. Politiets indgriben overfor denne kræftsvulst er ganske vist et angreb på de asociale væsener eller fredsforstyrrerne, men den er i overvejende grad et livsbetingende forsvar for samfundets mentale sundhed, den er en beskyttelse af næstens liv og ejendom. Den er tilsigtet som en håndhævelse af retfærdigheden. Den er et nødværge, som ville være aldeles overflødigt, hvis ikke de pågældende individer med deres asociale eller forbryderiske væsen selv udløste den absolutte nødvendighed af dets eksistens.
(Fortsættes)
  >>