Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/15 side 180
Martinus skriver - om skæbne
 
Man er beskyttet imod det onde, som man ikke selv på nogen måde kan nænne at påføre andre. Det onde, man påfører andre, er man absolut ikke i længden beskyttet imod. Før eller senere vil gengældelsen ramme en. (LB, 2452)
Kunsten at skabe en lykkelig eller fuldkommen skæbne består altså udelukkende i kun at tilfredsstille ufarlige begær. (LB, 899)
Væsenets livsopfattelse er dets skæbnekompas. (10a, 10)
Vi ser, at vor nuværende skæbne og den heraf følgende daglige mere eller mindre lykkelige eller ulykkelige tilstand ikke er et blot og bart resultat af vort nuværende korte fysiske jordliv og heller ikke kan være et resultat af tilfældigheder, men i sig selv kun kan eksistere som et dominerende resultat af en forudgående uendelighed af skabelsesprocesser, villiesudløsninger og ønskeopfyldelser, vi selv har iscenesat og oplevet. Den fysiske skæbne er den arv, det udødelige Jeg eller evige væsen, på grund af den kærlighedslov, der bærer universet, giver sig selv med over i ethvert nyt fysisk liv. (LB, 748)
Ingen som helst i verdensaltet kan i absolut forstand lide uret eller gøre uret, og alt er derfor "såre godt". (6a, 3)
Vi lever i et panorama, hvor vi kan udfolde fri villie, for såvidt vi ikke ved fejlmanifestationer skaber en skæbne, hvis virkninger for en tid spærrer vor egen fri villie. Skæbneloven betinger netop, at vi kun kan få fri villie i samme grad, som vi med denne vor egen fri villie ikke spærrer andre væseners normale brug af deres fri villie. (LB, 2275)
Og livet eller skæbnen bliver derved inddelt i to slags goder: det behagelige gode" og "det ubehagelige gode". (LB, 2339)
At denne undervisning undertiden er af smertelig natur, har jo sin rod i, at den kosmisk set også må virke som "faresignal". Den er "en klokke, der ringer", når individet er på afveje, og jo mere individet bryder af fra den naturlige vej, desto stærkere "ringer" den. (LB, 86)
Det er dyret i mennesket, som skaber den mørke skæbne. (17a, 4)
Smerten eller lidelsen er således et faresignal. (LB, 2229)