Ældre årgange af Kosmos mv.

Hvad forstår man ved tiden?

For det menneske, der søger efter den absolutte sandhed i livet eller i selve livsmysteriets løsning, er det af stor betydning, at det også sætter sig ind i analysen af tiden, rummet og evigheden, thi med kendskabet til denne analyse bliver det levende væsens udødelighed til teoretisk kendsgerning. Vi vil derfor her se lidt på denne analyse.

Hvad forstår man i virkeligheden ved tiden? – Begrebet "tiden" er livets højeste, tekniske udtryk for "bevægelse". Bevægelse og tid er således identiske. Hvor der ikke er bevægelse, eksisterer der ingen tid, og hvor der ikke er tid, eksisterer der heller ingen bevægelse. Tid og bevægelse kan således ikke adskilles, netop fordi de udgør en og samme realitet. Da bevægelse er en funktion, og en funktion er noget, der skabes, er en bevægelse således en skabt realitet. Men da enhver skabt realitet eller en skabt ting ikke kan eksistere uden at være identisk med tid, er tiden således også en skabt realitet eller foreteelse. Men tiden kan ikke direkte iagttages med de fysiske sanser. Den udgør således noget ved de synlige, skabte ting eller bevægelser, der er usynlige, tiden er således noget, man ikke med de fysiske sanser direkte kan sanse. Man kan således kun indirekte sanse den igennem den for de fysiske sanser synlige del af de skabte ting eller bevægelser. Vi kan med de fysiske sanser kun opleve tiden i kraft af de skabte tings eksistens fra deres begyndelse og til deres ophør. Disse er begyndelse og afslutning underkastet. Ingen skabt ting er evig. Tiden markeres således ved to punkter eller mærkepæle, nemlig: tilblivelse og ophør. Imellem disse to mærkepæle er der skabt en afstand, der ikke er eller kan være fysisk. Men når den ikke kan være fysisk, kan den kun være psykisk eller åndelig. Det er denne psykiske eller åndelige realitet, der umuligt kan fjernes, vi udtrykker som "tid".

Tiden som udtryk for den åndelige verden

Vi kalder den førnævnte afstand fra en tings tilblivelse til dens ophør for dens "levetid" eller "alder". Denne alder eller levetid udgør således et "rum". Men dette rum er altså ikke noget fysisk rum, og kan derfor kun udgøre et psykisk eller åndeligt rum. Da vi alle sammen på grund af vort fysiske legeme har en alder, betyder det, at vi alle sammen ikke blot lever i et fysisk rum, men at vi også lever i et psykisk eller åndeligt rum. Da ingen som helst skabte realiteter [slut på side 27] eller ting kan eksistere uden at have en alder, der altså er det samme som et "tidsrum", kan ingen som helst skabte realiteter eller ting eksistere i den fysiske verden uden at være indesluttet i dette tidsrum, hvilket vil sige, at det ikke kan eksistere uden at være indesluttet i et åndeligt rum. Dette vil igen sige, at alle eksisterende beboere af det fysiske tilværelsesplan ikke blot er beboere af den fysiske verden, men de er lige så realistisk beboere af den åndelige verden. Vi møder således her den af mange materialistiske mennesker benægtede åndelige verden som en første urokkelig kendsgerning i form af tiden. Men denne i form af tiden fremtrædende usynlige åndelige verden er totalt fyldt op med de for sanserne tilgængelige "skabte ting". Det er disse skabte ting, der tilsammen udgør det, vi kender som det fysiske tilværelses plan. Alle detaljer her, lige fra kloder, sole og mælkeveje til mellemkosmiske og mikrokosmiske detaljer, levende væseners organismer osv. forekommer altså ikke blot i den fysiske verden, men forekommer også i den åndelige verden, der skjuler sig under begrebet "tiden". Tiden udgør således vort første realistiske møde med den åndelige verden.

Det vi kalder "rummet"

Hvad er da alle de mange skabte ting, hvis eksistens eller levetid er identisk med tiden? – Da alle disse realiteter eller skabte ting udgør en form for materielt rum, repræsenterer de altså det, vi i daglig tale kalder "rummet". Men hvad forstår man nu i absolut forstand ved rummet? – Rummet er identisk med de skabte ting. Der findes ikke nogen som helst skabt ting, der ikke udgør et rum, ligesom der ikke findes et rum, der ikke udgør en skabt ting. Men hvad er så en skabt ting? – En skabt ting er en logisk opbygning af materie, hvilket vil sige, at den skal opfylde en hensigt. Alle skabte foreteelser i naturen, såsom luft, vand, kontinenter, have, sole, planeter og mælkeveje, rent bortset fra de mange skabte ting, som er en livsbetingelse for de levende væseners eksistens på det fysiske tilværelsesplan, udgør rum.

Formålet eller hensigten med de skabte ting

De skabte ting kan ikke have skabt sig selv. De viser sig kun at være materieopbygninger. Men da materien i sin dybeste analyse kun er bevægelse i forskelligt kombinerede former, kan den umuligt være ophav til logisk opbyggede eller skabte ting. De logiske skabte ting afslører intelligens. Men en bevægelse kan ikke være ophav til intelligens. Den logiske opbygning viser, at den skabte ting skal udfylde et formål. Men dette, at den skal udfylde et formål eller opfylde en hensigt, afslører altså et ønske. Men en bevægelse kan absolut ikke være ophav til et ønske. Visse skabte tings hensigt eller formål viser sig at skulle manifestere forbandelse, ødelæggelse, død og undergang, mens andre skabte tings formål viser sig at skulle udløse glæde og velsignelse. Det vil igen sige, at de skabte ting kan være beregnet på at skulle udløse såvel had som kærlighed. Men had og kærlighed er følelse, og en bevægelse kan absolut ikke have følelse. Den kan hverken hade eller elske. Vi ser her en afsløring af, at der bag de skabte ting, der i sig selv kun er bevægelseskombinationer, eksisterer ønske, følelse, intelligens, altså ønsket om at skabe had eller kærlighed. [slut på side 28]

Verdensaltets faste punkt

Men ønske, følelse og intelligens eller had og kærlighed kan kun eksistere som egenskaber ved et levende væsen. Men hvem eller hvad er dette levende væsen? Det kan absolut ikke være materien, for den består jo af forskelligartede bevægelseskombinationer. Og man har aldrig set, at en bevægelse, et vindpust, et jernbanetogs eller en bils bevægelse kan ønske, kan have intelligens, kan hade og elske. Vi kommer således her uundgåeligt til et usynligt ophav til de nævnte ønsker, til den følelse og intelligens, til det had eller til den kærlighed, der udløses igennem materien eller de skabte ting. Vi kommer til et "Noget", der har bevidsthed og skabeevne. Dette "Noget" er altså de skabte tings ophav. Når det er de skabte tings ophav, kan det umuligt selv være en skabt ting. Men når det ikke er skabt, udgør det ikke noget, der er opbygget eller sammensat. Men når det ikke er opbygget eller sammensat, kan det hverken nedbrydes eller opløses. Det kan derfor hverken have begyndelse eller afslutning. Vi ser derfor her, at det er evigt, ja udgør selve "evigheden". Men da evigheden således er "Noget", der ikke er bevægelse, ikke er materie, ikke er skabt og derfor ikke har begyndelse eller afslutning, kan det kun eksistere som verdensaltets absolut eneste eksisterende "faste punkt".

Evigheden identisk med et levende "Noget"

Evigheden er således identisk med et "Noget", der udgør den absolutte modsætning til alt, hvad vi er i stand til at sanse eller iagttage som det synlige verdensalt, der i sig selv kun udgør kombinationer af bevægelsesarter, der igen er det samme som "skabte ting". Vi er således her kommet frem til urokkelige realiteter i verdensaltets analyse eller livsmysteriets løsning, nemlig det "faste punkt" og "bevægelse". Bevægelsen viser sig at udgøre skabelsesprocesser. Resultatet af disse, nemlig de skabte ting afslører sig selv som udgørende et resultat af ønske, af følelse og intelligens. Da disse foreteelser kun kan eksistere som egenskaber ved et levende væsen, bliver det "Noget", vi udtrykker som "evigheden", her synligt som et "levende væsen", og i særdeleshed da der absolut ikke findes noget som helst andet hinsides materien, bevægelserne og skabelsen i verdensaltet.

Verdensaltet udgør et levende væsen

Evigheden er således noget andet og meget mere end blot og bart et begreb for uendeligheden i tid. Den udgør altså et "fast punkt", der viser sig at være ophavet til al bevægelse og dermed til al skabelse samt resultatet af denne skabelse. Evigheden eller det "faste punkt" i verdensaltet viser sig altså at være et "guddommeligt Noget", der har bevidsthed, i kraft af hvilken det befordrer ønsker, følelse, intelligens m.m. igennem skabeevnen, og igennem hvilken det også kan opleve virkningerne fra denne sin skabelses- og manifestationsproces. Vi ser således her, at verdensaltet opfylder lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som et "levende væsen". Dette levende væsen udgør altså et oplevende og skabende "evigt Noget", der er det samme som dette levende væsens "jeg". Som nævnt har dette "Noget" eller "Jeg" en skabeevne. Denne skabeevne er delvis identisk med Jeg'ets [slut på side 29] evige del, der udgør dets overbevidsthed, og delvis identisk med dets skabte timelige sanse- og skabeevne, der udgør væsenets underbevidsthed. Hertil hører blandt andet væsenernes fysiske legeme. Dette legeme og øvrige underbevidsthedsorganer hører ind under "det skabte", medens sansningen og skabelsen hører ind under skabeevnen. I mine kosmiske analyser i LIVETS BOG har jeg udtrykt verdensaltets grundanalyse som et treenigt princip, der nærmere er at betegne som "X 1", "X 2" og "X 3", der henholdsvis udgør "Jeget", "skabeevnen" og "det skabte". Disse tre princippers uadskillelighed og gensidige supplering af hverandre udgør altså "det levende væsen". Ser vi på verdensaltets analyse: evigheden, tiden og rummet, får vi nøjagtig den samme analyse. "Evigheden" er verdensaltets "Jeg" eller "X 1". Da tiden har vist sig at være en psykisk eller åndelig side ved hver eneste eksisterende skabt ting, og denne åndelige side er "bevægelse", og bevægelse igen udløser forvandling, der igen er det samme som "skabelse", er tidsevnen således en medvirkende faktor i det levende væsens skabeevne. Det er denne tidsevnens medvirkning i skabelsesprocessen, der bevirker, at ingen som helst skabelse kan finde sted uden også at være en skabelse af "tid". Al skabelse af "tid" foregår lige så vel som al anden skabelse i kraft af princippet "X 2". Derved bliver "tiden" således et produkt af skabelse og vil være henhørende under princippet "X3". – Vi er således her i kraft af vor iagttagelse af evigheden, tiden og rummet kommet til verdensaltets store grundanalyse: det treenige princip, der er det samme som "et levende væsen".

De levende væsener og Guddommen

Vi er nu kommet så langt i vor iagttagelse af verdensaltet, at vi har set, at det udgør et evigt eksisterende levende væsen. Men hvordan nu med os selv som levende væsener? – Ja, det skulle nu, efter at vi har set verdensaltets grundanalyse, ikke være vanskeligt at finde ud af vor egen situation i dette verdensalt. Vi så, at verdensaltet består af tre evige realiteter, der betingede, at det fremtræder som et levende væsen. Det havde et over alle skabte foreteelser hævet og for direkte sansning utilgængeligt "levende Noget". Da dette "Noget" ikke var skabt, kunne det kun have denne ene analyse, at det er "Noget, som er", og at det ud over denne betegnelse i sig selv er navnløst. Vi har derfor udtrykt dette som "X 1". Vi så, at dette "Noget" havde en skabeevne, der ligeledes var navnløs, fordi den heller ikke var skabt og derfor var evig. Den har vi derfor udtrykt som "X 2". Derefter kommer de evigt skiftende resultater af Jegets igennem skabeevnen manifesterede skabelser. Dette princip med de skiftende resultater af skabeevnen er naturligvis lige så navnløst, eftersom det heller ikke har begyndelse eller afslutning, men derimod udgør en evig realitet. Vi har derfor kaldt dette princip, som før nævnt, for "X 3". men da verdensaltet også består af levende væsener både i mikrokosmos og makrokosmos lige så vel som i mellemkosmos, må disse levende væsener jo udgøre det, der gør verdensaltet til et levende væsen. Alle eksisterende levende væsener udgør hver især det samme treenige princip, nemlig et Jeg, en skabeevne og de evigt skiftende resultater af denne skabeevne, der henholdsvis udgør "X 1", "X 2" og "X 3". Alle eksisterende [slut på side 30] levende væsener udgør tilsammen en uadskillelig enhed. Det er denne enhed, vi kalder "verdensaltet". Verdensaltet udgør igen, som vi allerede før har nævnt, en evigt altomfattende, arbejdende organisme. Jeg'et eller "X 1" i denne organisme består af alle eksisterende levende væseners Jeg'er eller "X 1" tilsammen. På samme måde består dette af alle Jeg'er sammensatte gigantjegs skabeevne af alle levende væseners skabeevner eller "X 2" tilsammen. Og ligeledes udgør resultatet af de levende væseners skabeevner eller "X 3" tilsammen nævnte gigantvæsens "X 3", hvilket sidste er det samme som det for sanserne tilgængelige verdensalt. Når alle eksisterende levende væseners tre "X'er" tilsammen kan danne nævnte gigantvæsens eller Guddommens "Noget, som er" eller dens tre "X'er", skyldes det netop dette, at alle eksisterende væsener således er en organisk samarbejdende enhed. Denne samarbejdende enhed i form af verdensaltet er Guddommens fysiske og psykiske åbenbaring af sig selv som alle eksisterende levende væseners evige fader og ophav. Alle eksisterende levende væsener eksisterer således som Guddommens sanse- og skaberedskaber. Uden disse sanseredskaber ingen som helst Guddom og uden Guddom ingen som helst sanseredskaber og dermed heller ikke noget som helst levende væsen. Således er Guddommen og de levende væsener en uadskillelig enhed.

UDØDELIGHEDEN

Da alle eksisterende levende væseners Jeg'er tilsammen udgør Guds Jeg, kan de levende væsener umuligt dø, ophøre eller forgå. De kan ikke have haft nogen som helst begyndelse og vil aldrig nogen sinde kunne få en afslutning eller et endeligt. Den dødelighed, væsenernes fysiske organismer er underkastet, er kun noget, der forekommer i eller sker med materien. Den berører ikke væsenets Jeg eller overbevidsthed. Døden er kun en udfrielse af væsenet fra en defekt eller mere eller mindre ubrugelig organisme. Væsenet kan således skifte legemer eller organer netop i kraft af, at det har et evigt Jeg og en lige så evig overbevidsthed. Det er denne udskiftning af fysiske legemer eller organismer, vi udtrykker som "reinkarnation" eller "genfødelse". Vort Jeg er således ikke blot udødeligt, men det har evne til at udskifte organer og legemer, når disse bliver gamle og udslidte. De kan derefter i kraft af særlige foreteelser inkarnere i nye og sunde legemer eller organer og får således hermed adgang til evig livsoplevelse. – Tiden, rummet og evigheden er således i sin kosmiske analyse en åbenbaring af vor udødelighed eller evige eksistens som levende væsen i den absolut eneste sande Guddom, i hvilken vi alle leve, røres og er.

M

(gengivet fra Kosmos 1962)