Ældre årgange af Kosmos mv.

1:2    >>

Den snævre horisont

Når jordmenneskene i dag i så stor udstrækning savner lykke, skyldes det den omstændighed, at deres åndelige horisont eller kosmiske udsigt er alt for snæver. De daglige begivenheder er så store, at de helt spærrer udsigten. Disse daglige begivenheder kan være så tætte og uigennemtrængelige, at de virker som stejle skrænter, som det føles umuligt at klatre over. Resultatet bliver, at de jordiske mennesker vandrer nede imellem begivenhedernes store og mørke slagskygger, der kan være så uigennemtrængelige for åndeligt lys, at man vandrer i totalt mørke og forbander Gud eller Forsynet, hvis man da i det hele taget tror, at et sådant eksisterer. Situationen kan tilspidses, så den resulterer i mord eller selvmord, og selv om så drastiske tildragelser ikke er daglige begivenheder, så er der alligevel hver dag som regel en lille smule myrderi. Man sparker og puffer til hverandre og albuer sig frem på andres bekostning. Man ødelægger hinandens normale velvære og livsglæde. Ja, så tæt er det mentale mørke, væsenerne vandrer i, at de slet ikke kender forskel på "levende væsener" og på "død materie". Mange af jordmenneskenes intellektuelle autoriteter hævder, at det levende væsen ingen sjæl har. De mener at være i stand til at konstatere, at dette væsen kun består af så og så mange kemikalier og stoffer, og at den særlige kombination, disse stoffer befinder sig i, alene er betingelsen for, at der opstår det, vi kalder "livet", hvilket så igen forsvinder, hvis denne særlige materiekombination på en eller anden måde bliver forstyrret. Disse "kloge mænd" hævder så som følge heraf, at der ingen udødelighed er, at det levende væsen kun er en timelig ting, der er begyndelse og afslutning underkastet, og det vil altså igen sige, at man kun kender det levende væsen igennem de symptomer, der ufejlbarligt kendetegner enhver art materie eller stof. Man forstår ikke, at man i virkeligheden slet ikke ser det levende væsen. Man vandrer i materiens store slagskygger og tror og fastholder som en indbildt kendsgerning, at alt er materie. Og når man tror sig ét med materien, må man også tro, man er ét med dødeligheden. Man tror, at ens liv skal forgå, ligesom man tror, at det engang har begyndt. Den åndelige horisont er blevet så lille, som den overhovedet kan blive.

Organismen er den største skygge

Når det levende væsen tror sig identisk med materien, ligger det under for den største illusion, der overhovedet findes. Hvordan kan man da vide, at [slut på side 51] dette er en illusion? Det kan man, fordi der findes højere udsigtspunkter, hvorfra man kan se, at materien er det samme som "bevægelse", medens de levende væsener repræsenterer to ting: "bevægelse" og "noget", der igennem vilje dikterer bevægelsen. Det er ligegyldigt, hvilken form for materie vi vil pege på, den vil absolut uundgåeligt være "bevægelse", hvilket vil sige, at den er forvandling underkastet. Den er underkastet det, vi kalder "tidens tand". Visse former for materie forandrer sig kun ganske langsomt, usynligt for vore øjne, medens andre forvandler sig inden for brøkdele af sekunder. De levende væseners organismer er i allerhøjeste grad underkastet forvandling, foruden at også de repræsenterer begrebet "bevægelse" ved selv at kunne bevæge sig og sætte andre ting i bevægelse. Vi kan altså diktere bevægelse, og vi kan konstatere bevægelse. Her er det, at væsenernes tro på at være identiske med materien kolliderer med virkeligheden, idet de undlader i deres betragtninger at medtage det "noget", der dikterer og konstaterer bevægelse. Dette "noget" fornemmer det jordiske menneske som sit inderste "Jeg", og det vil engang gøre det af med enhver form for illusion eller overtro, der går ud på, at det levende væsen skulle være identisk med materien og kun udgør en skabt eller timelig ting. Dette Jeg er "det levende" i enhver materiekombination, vi kalder en "organisme", og betinger, at denne fremtræder som "et levende væsen". Selve denne organisme er, så mærkeligt det måske kan lyde, en af de største og vanskeligste skygger for jordmennesket at hæve sig op over. Det ser nemlig, at dets fysiske tilværelse på en måde står og falder dermed. Og da dets sanser til at skue kosmisk eller sjæleligt endnu er meget latente, kan det i sin fysiske tilværelse ikke se sit Jegs uafhængighed af organismen og heller ikke, at dens ophør ikke er en udslettelse af livet. Det tror på denne udslettelse af kroppen som en "død" også for sit jeg, og når det lever i den illusion, at både det selv og Næsten er ét med stoffet eller materien, er det givet, at det også må handle ud fra denne illusion. Og i kulminationen af denne illusoriske tilstand finder vi det jordiske menneske af i dag. Det lever og handler ud fra den forestilling, at det kun skal leve en ganske bestemt lille tid (et enkelt jordliv), og når det så alligevel kommer til at leve en mangfoldighed af jordliv, bliver der en disharmoni imellem væsenets tænke- og handlemåde og dets virkelige liv. Disharmonien blandt de jordiske mennesker bunder først og fremmest i, at de tror om sig selv og andre, at de blot er timelige eller forgængelige ting, og handler derefter, medens sandheden er, at de alle er evige væsener. At væsenerne i denne tilstand ikke kan nyde glæden over deres evige liv eller virkelige udødelige eksistens er naturligvis en selvfølge, og det er denne disharmoni og illusoriske tilstand, der udgør den såkaldte "død". Anden død findes ikke i universet. Da jordmenneskene kulminerer i denne illusion, afslører de dermed, at de tilhører universets "dødsrige", der er det samme som vildfarelsernes og krigens domæne.

"Kosmiske lig"

Når levende væsener indlader sig i krig, hidsige diskussioner og kampe, intriger, sladder og bagtalelse, er det alt sammen kun "dødens kendemærker", de her åbenbarer. Når de forfølger hverandre og optræder med selvbestaltet retfærdighed [slut på side 52] og skal "udrense" her og der, er det ligeledes en total blottelse af deres identitet som "kosmiske lig". Men det er naturligvis i øjeblikket nødsaget til at være sådan. Lige børn leger bedst, og derfor må de "døde" behandle de "døde", så længe de ikke kan forstå noget andet. Er der da noget andet? Ja, der er det føromtalte Jeg, som man umuligt kan identificere som stof, idet det altid viser sig at være et "noget", der igennem vilje dikterer stoffet. Da dette "noget" ikke er stof og ikke er skabt, men i sig selv udgør "skaberen", kan det ikke have begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne få nogen afslutning. Det vil altså i virkeligheden være i besiddelse af en evig tilværelse og må da også kunne hæve sig op til at være bevidst i og derigennem ét med denne evighed. Og det er jo netop dette, det kan. Men for at kunne det, må det naturligvis opfylde de betingelser, gennem hvilke det er muligt at løfte sig op til dette sit virkelige niveau over tiden og rummet. Hvad disse betingelser er, skal vi om lidt vende tilbage til. Først må vi se på, hvilke betingelser der har bevirket, at jordmenneskene har mistet evnen til at opleve, at de er ét med evigheden. Det er nemlig ikke en evne, de aldrig har haft, det er en evne, de engang har mistet. Hvordan kan man vide det? Det kan man, når man ser fra det kosmiske udsigtspunkt hævet over de materielle slagskygger. Og ethvert menneske vil engang komme til at besidde denne viden som sin egen, når det opfylder betingelserne for at opleve sin identitet som et evigt væsen. Det er blevet min opgave at hjælpe mennesker til at forstå, både hvad betingelserne var, for at de i sin tid blev "kosmiske lig", og hvad betingelserne nu er, for at de kan "opstå fra de døde". Ganske vist har de jordiske mennesker lært om det i deres børnelærdom, men det har i de fleste tilfælde været på en måde, hvor man tog de gamle beretninger så bogstaveligt, at deres kosmiske værdi så at sige er gået tabt. Også her kom materiens slagskygger til at dominere. Set i det kosmiske klarsyns perspektiv afslører de gamle skrifter imidlertid store og dybe sandheder i deres symbolske billedsprog, og selv om søgende mennesker i dag – og ikke mindst i fremtiden – i langt højere grad vil kunne inspireres af en mere videnskabelig fremstilling af de kosmiske principper, vil en sådan fremstilling i sin grundanalyse ikke afvige en tøddel fra, hvad der i Bibelen er udtrykt i symbolsprog.

"Det levende" og "det døde"

Adam og Eva er det symbolske udtryk for hele den jordiske menneskeheds individer. Og hvad fortæller Bibelen om disse væsener? Den fortæller, at Adam og Eva oprindelig var i "paradisets have", hvor der ikke var "synd", ikke var disharmoni. Men så kom nydelsen af frugten på "kundskabens træ", hvilket vil sige: interessen for "æblet", interessen for materien. Og væsenerne gik så meget op i materien, at de efterhånden helt tabte deres kosmiske bevidsthed og blev ét med materien. Derved kom de til at opfylde den guddommelige forudsigelse, der var knyttet til nydelsen af frugten fra kundskabens træ, nemlig den, der er udtrykt i ordene: "Æder ikke deraf, og rører ikke derved, at I skulle ikke dø". Den "død", der her er tale om, er dette, at blive ét med materien og samtidig miste sin bevidsthed eller viden om sit evige liv. Findes der noget større udtryk for døden? Der er her tale om en OPLEVELSE af døden ved at æde af frugterne på kundskabens træ, træet "på godt og ondt". Hvis døden var en total udslettelse, kunne den [slut på side 53] jo ikke være nogen oplevelse. Noget, der ikke kan opleves, kan umuligt have nogen interesse i den guddommelige verdensplan, rent bortset fra, at en tilintetgørelse af det levende væsens Jeg er en umulighed, eftersom det i sig selv ikke er bevægelse, ikke er stof, men bare "noget, som er", og som har evne til at forbinde sig med materien og igennem denne forbindelse åbenbare sin eksistens eller nærværelse i universet. At Jeg'et kan regulere disse forbindelser ved at lade dem være begyndelse og afslutning underkastet, betyder ikke, at det i sig selv er dødeligt, men derimod, at det netop kan bestemme over "døden". Jeg'et i det levende væsen udgør "det levende", og stoffet eller materien udgør "det døde". "Det levende" kan altså forbinde sig med "det døde", og derved opstår manifestation, og det kan afbryde denne forbindelse, og manifestationen vil da opløses, men "det levende" bliver ved med at være "levende", og "det døde" bliver ved med at være det "døde", hvormed Jeg'et atter kan forbinde sig og skabe nye manifestationer. Materien eller stoffet er således uforgængeligt, men stadig under forvandling. "Noget" kan ikke blive til "intet", ligesom "intet" ikke kan blive til "noget". Tingenes totalværdi vil evigt være "noget, som er".

"Kundskabens træ" og "livets træ"

Det jordiske menneske er altså gået så meget op i materien, at det føler sig ét med denne, det har mistet sin "kosmiske bevidsthed" eller sit kendskab til selve "det levende". For at få dette kendskab tilbage, må det nu til at spise af "livets træ", ligesom det, for at få kundskab om materien "på godt og ondt", måtte spise af "kundskabens træ". At spise af "livets træ" vil sige at udvikle eller tilegne sig viden om selve "det levende", om Jeg'et, om det, der behersker materien. Det vil sige at tilegne sig viden om "skaberen" eller det viljeførende "noget" bag alle manifestationsformer, såvel bag naturen som bag det levende væsen. Vil denne tilegnelse af viden eller kundskab om "det levende" da ikke være det samme som at nyde af "kundskabens træ"? Det vil det ikke. Man kan nemlig i al evighed blive ved med at søge kundskaber om materien, man kan blive ved med at søge så og så mange lysår ud i verdensrummet uden at komme til nogen ende og uden at komme til nogen kundskab om sit Jeg, så længe man kun tror på og fatter mål- og vægtfacitter. Nydelsen af "kundskabens træ" gør blot individet til ét med materien i dets koncentration på, at en ting repræsenterer den eller den umådelige afstand eller vejer så eller så meget og har den og den konsistens osv. Blandt disse kundskaber er der intet, der fører på sporet af en evig tilværelse. Kundskaben om livet og udødeligheden kan umuligt tilegnes igennem den blotte og bare kundskab om materien. Den gør blot individet til ét med "den kosmiske bevidstløshed" eller den "død", der blev bebudet som en følge af "syndefaldet".

Frugterne på "livets træ" udgør en helt anden slags facitter end dem, der er frugter på "kundskabens træ". Disse facitter har intet med mål og vægt at gøre, men fremtræder som alle de foreteelser, der udgør kendetegn på liv. Jeg kalder dem i mit hovedværk LIVETS BOG for "livsytringsfacitter. På disse facitter kan der lige så godt opbygges en videnskab, som der kan opbygges en videnskab på mål- og vægtfacitter, men forskellen bliver, at man i det ene tilfælde analyserer materien, der igen er det samme som "døden", medens man i det andet tilfælde [slut på side 54] analyserer Jeg'et eller "livet". Nu er jordmenneskene kommet dertil, hvor de kulminerer i viden eller videnskab om materien. De er blevet sådanne eksperter i "døden"s manifestationer, at de er ved at være mætte af denne tilstand, ja, nogle føler ligefrem lede ved den og opfatter den i større eller mindre grad som "helvede" og råber efter en "varig fred". Det vil i virkeligheden sige, at de længes efter den harmoni, der løfter deres bevidsthed op over materiens slagskygge. Den vil de også kunne opnå, og betingelserne er, at de i deres sind og i forholdet til deres omgivelser søger at manifestere freden..

Logik og kærlighed

Mere end nogen sinde tidligere i jordmenneskehedens historie hører man råbet om en "varig fred", og det er ikke mærkværdigt, at dette ønske opstår, for der er en større ufred og disharmoni på jorden, end der nogen sinde før har været. Den fysiske videnskab har haft enorm fremgang, det er lykkedes for forskerne at trænge ned i mikrokosmos og ud i makrokosmos og finde stadig nye mål- og vægtfacitter, og man taler om den strålende logik, man finder i alt såvel i det store som i det små. Men man ser overalt kun detaljer, og man bruger endda disse detaljer i krigens og ufredens tjeneste. Man bruger sin viden om mål- og vægtfacitter i atomverdenen til atombomber, og man tror, at en sådan skabelse også er baseret på logik. Ingen vildfarelse kan dog være større. Set fra det kosmiske udsigtspunkt er logik det samme som kærlighed; at handle logisk vil i dette perspektiv sige at handle til gavn for helheden. Universet eller verdensaltet er i sig selv en evigt kulminerende kærlighed, og alle levende væsener – og dermed også den jordiske menneskehed – kan ikke eksistere uden at "leve, røres og være" i denne kærlighed. Til hvilken som helst tid og på et hvilket som helst sted eller i en hvilken som helst tilstand, såsom i sorg og glæde, i ulykke og velvære, er alle levende væsener omgivet af universel eller guddommelig kærlighed. Den er det absolut eneste, der kan røre ved det levende væsens sanser, det eneste, der kan få disse til at reagere. Vi møder den overalt og til alle tider som universets kosmiske vibrationstilstand, der er identisk med Guddommens mentale strålekraft.

Hvordan kan det da være, at jordmenneskene råber efter fred, der i virkeligheden er det samme som kærlighed, når der overhovedet ikke er andet, der fra universets side kan virke på deres sanser end netop en altdominerende kærlighed? Dette råb kan kun afsløre, at der er noget i vejen med sansestrukturen og evnen til at sanse hos dem, der råber. Deres sanser reagerer ikke for universets helhedsenergi, kærligheden, men derimod kun for nogle af de lokale detaljer eller vibrationsarter, hvoraf den er sammensat. Vedkommende væsener tror derfor, at disse enkelte vibrationsarter er helheden og indretter deres liv efter denne tro. Men at indrette sit liv og sin tilværelse på en detalje eller en lokalitet i helheden i den tro, at detaljen eller lokaliteten udgør denne helhed, kan kun føre til en større eller mindre katastrofe. Det er sådanne katastrofer, der gør de jordiske menneskers skæbne ulykkelig.

Detaljeopfattelse og intolerance

Jordmenneskehedens mentale sfære er i det store og hele et hjemsted for ulykkelige [slut på side 55] skæbner, den kan siges at være selve "helvede" eller mørkets rige. Årsagen til dette er ikke en "fejl" i universet eller en "vred gud", der vil straffe menneskene; årsagen er en midlertidig mangel i de jordiske menneskers sanseevne, det jeg før kaldte "kosmisk bevidstløshed". Så længe de jordiske mennesker funderer deres liv, deres moralitet og viljeføring eller deres forhold til Næsten på lokale detaljer i verdensaltets struktur i stedet for på helheden i den tro, at deres detaljeopfattelse er udtryk for den absolutte sandhed, så længe vil også intolerance, konflikt og krig være de jordiske menneskers psykiske atmosfære. Forskellige opfattelser af sandheden eller helheden skaber tilsvarende forskellig moral og levevis. Og den moral, der skabes på basis af detaljeopfattelse, er oftest den, at man tror om de anderledes opfattende, at de er "umoralske", at de er i konflikt med sandheden, at de er "forbrydere" eller "fortabte sjæle". Er det ikke netop i sådanne situationer, vi finder de dogmatiske religioner og de religiøse sekter? De har ned igennem tiderne udløst en overordentlig stor intolerance i indbyrdes krige og forfølgelser. Har ikke selve den statsautoriserede "kristendom" med sine inkvisitoriske heksebål, terrorhandlinger og bandbuller været i forreste række blandt alle intolerante? Man har endog dræbt, pint og lemlæstet i hans navn, der bad for sine bødler og mordere og sagde: "Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør", og som sagde til "røveren" på korset: "I dag skal du være med mig i Paradiset". Islams tilhængere har i Allahs og profetens navn søgt at udrydde alle "vantro hunde", der ikke ville blive muhamedanere. De har erklæret "hellig krig" mod anderledes troende. Alle parter har villet omvende eller dræbe hverandre, således at "den rette tro", deres egen, kunne udbredes over hele jorden. Uoverensstemmelser kan ganske vist også kun fjernes ved, at parterne kommer til at få et fælles syn. Men hvordan får en muhamedaner og en kristen et fælles syn? Hvordan kommer to kontrære parter i det hele taget i kontakt med hverandre? Hvordan bliver der fred mellem to krigsførende magter? Kan det ske ved, at den ene part, i kraft af sin styrke eller overlegenhed, overvinder den anden part og bringer denne til at acceptere sin forestilling som den eneste rigtige? Nej, absolut ikke. Det er rigtigt, at den ene parts styrke og overlegenhed kan bringe den anden til tavshed – i alt fald en tid – og til tilsyneladende at acceptere den sejrende parts forestilling på grund af denne parts overlegenhed. Men det er jo ikke fred, selv om det ganske vist kan udtrykkes som en slags ro. Men en ro, der opretholdes ved hjælp af tvang, er det samme som en indestængt kraft, og indestængt kraft er i virkeligheden det samme som en "bombe". En bombe repræsenterer altid en eksplosionsfare, en mulighed for katastrofe og destruktion, for død og lemlæstelse. Hvor to parter, enten det er to væsener eller to grupper af væsener, "slutter fred", fordi den ene part er blevet sejrherre og forfølger sin sejr ved at udøve magt og diktatur over den anden, bliver den anden part skabt om til en "bombe". Og jo mere kraft, der er indestængt, desto større bliver eksplosionsevnen og -faren, og desto større må sejrherrens påpasselighed og vagtsomhed være. Under den overflade, som er diktaturmagtens "opretholdelse af ro og orden", eksisterer altså den overvundne parts "bombementalitet" og den andens magtudøvelse og nervøsitet for at miste sit overherredømme. Det har intet som helst med fred at gøre, men er blot "stilheden før stormen", idet begge parter i virkeligheden er levende bomber.

(Fortsættes) >>