Ældre årgange af Kosmos mv.

Lyset og mørket

Jeg har i mine to foregående foredrag talt til Dem om de to store fundamentale begreber "lys" og "mørke", og vi så, hvorledes disse to faktorer havde hver sin kulminationszone i det udviklingsafsnit, jeg kalder en "spiral". I aften vil jeg gerne vise Dem, hvorledes disse to principper påvirker os i øjeblikket, og hvorledes de er bestemmende for den grad af kultur, vi oplever. De ved alle, at der er noget, vi kalder "kultur". Man siger f.eks. i daglig tale, at den og den har kultur, og at den og den er blottet for kultur. Hvad er da kultur? Kultur er den samling talenter, evner eller karakteregenskaber i bevidstheden, der er resultatet af vor planmæssige, viljeledede indsats for at tvinge urkræfterne i os ind i kontakt med livets love. De ved, at vi både har mentalt mørke og lys i vor bevidsthed. I mit forrige foredrag viste jeg Dem, at mørket var kulminerende i det jordiske menneskes mentalitet. Der hvor det er besejret, har et menneske kultur, der råder lyset i dets tankeverden. Det er altså en kendsgerning, at mørket eller det dræbende princip eksisterer i os som urkraft. Ved at iagttage Dem selv vil De se, at De oplever at blive irriteret, ja måske endog vred aller opfarende uden at skulle tænke Dem til disse tilstande. Mennesket er først kultiveret, når det har fået underlagt sig disse tilstande. En undersøgelse af vor bevidsthed vil vise os, at der er områder i den, som er bragt under kultur, og områder, hvor vi behersker livet, og andre områder, som endnu henligger som jungle, og hvor livet behersker os. Det er disse uopdyrkede felter, som vi skal mobilisere vor forstand og vilje imod, så at vi kan få hele vor bevidsthed under kultur.

Dyrets livsførelse er enklere end menneskets

Dyrene har ingen kultur. Dette betyder imidlertid ikke, at de lever i konflikt med livets love, men blot at deres tilværelse ikke er så kompliceret som menneskenes, hvorfor de ikke behøver kultur på samme måde, som menneskene gør det. Dyrene har ingen andre interesser end forplantning, ernæring, afkommet og magen. Disse interesser har de medfødt som urkræfter. Når dyret går på rov, spørger det ikke, om byttet tilhører den eller den. For dyret er det natur at tage føden, hvor det finder den. Hos mennesket derimod er tilværelsen langt mere kompliceret. Det kan ikke uden videre gå hen og tage føden, hvor den findes. Ej heller de øvrige ting, det har brug for. Der er nogle, der gør det i en vis udstrækning, men det er mennesker, der ikke har bragt urkræfterne i dem selv under den kultur, der er forudsætningen for dannelsen af det, vi kalder et ordnet samfund. Hvorpå beror nu denne forskelligartethed mellem mennesker [slut på side 111] og dyr? På det, vi kalder "udvikling". Mennesket har gjort langt flere erfaringer end dyret og er derved vokset frem til en langt mere kompliceret livsoplevelse. Erfaringsophobning vil altid være det samme som udvikling. Fra at have levet i dyrets umådeligt primitive tankeverden er det jordiske menneske vokset frem til et stadium, hvor det har evne til bevidst at skelne mellem det behagelige og det ubehagelige og til at bekæmpe det, som går på tværs af dets begærs tilfredsstillelse. Dyret er ikke nået til dette stadium. Det er fra naturens hånd udstyret med midler til at klare sig i de situationer, det kommer ud for. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at dyret ikke gør erfaringer. Det gør, som alle levende væsener, sine erfaringer og forandres derigennem ganske langsomt. Det bliver ikke ved at stå på det samme mentale trin, men får lidt efter lidt vækket sin intelligens til live, således at det kan begynde at spekulere på, hvorledes det skal få forbedret sin tilværelse og derved undgå de ubehageligheder, det kommer ud for. Når det er nået til dette stadium, er det ikke længere noget almindeligt dyr, men fremtræder som det, vi i dag forstår ved et fortidsmenneske, hvilket vil sige et menneske på et langt lavere trin end det, de nulevende naturmennesker befinder sig på.

De første former for kultur var helt i det dræbende princips tjeneste

På dette stadium begynder skabelsen af det, vi kalder kultur. Vi ser, hvorledes det primitive menneskes dagsbevidsthed er bygget op af en koncentreret samling erfaringer, ud fra hvilken det skaber de første elementære love, på hvilke dets samfund hviler. Da disse love er skabt ud fra et magterfaringsmateriale, bliver vi vidne til, at der ofte opstod et misforhold mellem den stadige mentale vækst og de engang frembragte love, et misforhold, der bragte megen lidelse med sig. De første former for kultur var helt i det dræbende princips favør. Så langt frem som til den tid, hvor den nordiske gudelære var dominerende, var mørket eller den rå magt idealet. Man så på det dræbende princip, mørket, som lys og betragtede Forsynet som et væsen, der måtte være lige så vred, hævnende, hadende og straffende som menneskene. For den tids mennesker var det dræbende princip idealet, og de oplevede da også ved det en vis form for lykke. Men enhver ting følger kredsløbets love. Således har også enhver kultur sin begyndelse, kulmination og afslutning, hvor den bliver forældet og erstattes af en ny kultur. Således har menneskeheden passeret forskellige stadier af kulturer. Naturmennesket voksede gradvis frem til det, vi i dag kalder kulturmennesket.

Naturmennesker og kulturmennesker

Når vi kalder det primitive menneske for et naturmenneske, er det, fordi det står på et lavere kulturtrin end det, vi selv befinder os på. Det lever endnu hovedsageligt på sine urinstinkter, på sine medfødte tilbøjeligheder, der endnu i stor udstrækning gør sig gældende. Hos kulturmennesket, der er begyndt at kæmpe med de ubehageligheder, som urinstinkterne har bibragt det, bliver tilværelsen efterhånden så indviklet, at det må have et helt lovsystem til at imødegå ubehagelighederne fra de mennesker, der kun lever på deres urinstinkter. [slut på side 112] Hele vort lov- og retsvæsen er at ligne ved en si, der udelukkende har til opgave at tilbageholde virkningerne af urinstinkterne til fordel for udfoldelsen af den kultur, vi igennem vor udviklede tænkeevne har erhvervet os.

Når en energibølge vender tilbage, opstår der erfaring

Er menneskene nu blevet lykkeligere igennem denne kultiveringsproces, end de var ved dens begyndelse? Slet ikke. De er endda ikke så lykkelige som dyrene, der lever langt mere i kontakt med livets love. Menneskene sukker og stønner under lidelser. De kriges, myrder og lemlæster hverandre, og dog er de kulturmennesker. Men deres kultur er ikke fuldkommen. Den er en blanding mellem lys og mørke, og før disse faktorer er ganske anderledes adskilt, end tilfældet er i dag, vil menneskene ikke blive lykkelige. Igennem alt det, menneskene i dag oplever, kommer de til kundskab om det dræbende princips virkelige udstrækning og karakter. Denne kundskab er et naturligt resultat af den udvikling der begyndte med tilbedelsen af det dræbende princip som lys, som et ideal, og som medførte, at det var en skam at dø en naturlig død af alderdom. En sådan leve- og tænkemåde kunne naturligvis ikke forblive uden virkninger. De skæbnebølger, en sådan levevis repræsenterer, vil usvigeligt sikkert komme tilbage og afføde ubehagelige virkninger. I kraft af loven for tilværelse må man høste, hvad man sår. Dette vil sige, at en energibølge, der udsendes, ikke kan standse, men må gå tilbage til sit ophav. Det der opstår i bevidstheden, når energibølgen vender tilbage, kalder vi erfaring. I kraft af erfaringsdannelsen indtræder der en forfinelse af menneskets bevidsthed. Der opstår det, vi kalder medlidenhedsevne. Medlidenhedsevnen er evnen til ubevidst erindringsgenkaldelse af oplevede lidelser, således at man fornemmer sin næstes lidelser og kan sætte sig ind i dem på en sådan måde, at man reagerer til fordel for hans befrielse for lidelsen.

Gennem lidelserne vokser medlidenhedsevnen

Dette vil altså sige, at vi i tilfælde af, at vi overværer en ulykke, kan sætte os i de tilskadekomnes sted og mærke deres lidelser i samme omfang som havde vi selv været ude for ulykken. Derfor kunne det ikke undgås, at menneskene igennem den tiltagende erfaringsoplevelse fik en mere og mere forfinet bevidsthed. Denne forfinelse af bevidstheden medførte en stadigt voksende visdom, en stadigt voksende kærlighedsevne, hvilket medførte en stadigt mere dybtgående konflikt mellem fortidens og nutidens kulturopfattelse. Disharmonien med det dræbende princip tiltog i samme grad, som længslen efter humanitet blev det fremherskende element i bevidstheden.

Med den kristne religions indtræden i kulturhistorien blev der skabt betingelser for den tekniske udvikling

Længslen efter humanitet støttedes i overvejende grad af verdensgenløsningen. For alle verdensgenløserne, de såkaldte hedenske såvel som den kristne gælder det, at de lærer, at man skal manifestere større fuldkommenhed og større kærlighed til omgivelserne, til menneskene, såvel som til dyrene. Den praksis som disse religioner forkyndte har bibragt menneskene en hel del ædle tanker, som [slut på side 113] alle går i modsat retning af at dræbe, og som derved har bidraget uhyre meget til at forfine bevidstheden og nervesystemet. Med den kristne religions indtræden i kulturhistorien blev der skabt betingelser for den tekniske udvikling. Denne rent materialistiske udvikling var dybest set til det bedste, fordi mørket skulle opleves til en sådan grad af fuldkommenhed, at menneskene ikke et eneste øjeblik kunne nære skygge af tvivl om, hvad der er det rigtigste og kærligste, enten at "komme til Valhal", eller "at stikke sværdet i skeden". Igennem arbejdet med materien udvikledes intelligensen. Menneskets forstand ville aldrig have nået den udvikling, som tilfældet er, dersom det ikke havde arbejdet med rent håndgribelige ting. Østens religioner adskiller sig fra kristendommen derved, at tilhængerne af disse søger lyset udenom de materielle ting, som de foragter. I sig selv er denne søgen efter lyset lige så skøn som den kristnes, men da materien skal besejres, fører denne vej ikke til oplevelsen af den totale kosmiske bevidsthed. Mange orientalere har store psykiske evner, men er, trods disse uden evne til at gøre sig det virkelige verdensbillede begribeligt. Den materialistiske udvikling har været en absolut nødvendighed. Menneskene måtte begynde med at få kendskab til de fysiske stoffer og de håndgribelige ting, for igennem dette kendskab at kunne gå videre og lære de højere former for energier, der befordrer bevidsthedslivet, at kende.

I den kristne kultur findes den "sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes"

Det vil sige, at den kristne verdensreligion ved at skabe betingelser for en materialistisk udvikling forandrede kulturen, ja skabte faktisk en helt ny kultur. I denne nye kultur – den kristne kultur – findes den "sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes". I denne kultur har menneskene udviklet sig til at kunne skabe geniale kunstværker, men også geniale krigsmaskiner, som er rene tekniske vidundere. Da imidlertid intet kan fødes voksent, må også kulturen have et barnestadium. På dette stadium befinder mennesket sig og gør i øjeblikket de erfaringer, igennem hvilke det bliver indstillet på korrespondancen med højere mentale energier. Igennem korrespondancen med disse energier opstår mennesket som kunstner. Vi oplever idag at se en mængde mennesker skrive, spille, komponere, digte, male osv. Hele denne virksomhed har forfinet deres bevidsthed og deres nervesystem således, at de i tanken har bestemt sig for en højere og ædlere kultur end drabets. I deres børnelærdom har menneskene lært, at de skal elske deres næste som sig selv, og denne lærdom indpodes dem stadigt fra tusinder af prædikestole verden over. At denne stadige påvirkning uundgåeligt forfiner nervesystemet, siger sig selv. Og dog har den ikke sat dybere spor i menneskenes levevis. Menneskene har fået forfinede organismer, men lever under den kristne kultur på samme måde, som de gjorde under den kultur, der var bygget over læren om Odin, Loke og Thor.

For at kunne repræsentere en højere kultur, må der være overensstemmelse mellem tænkning og levevis

Der er mennesker, der mener, at det er en livsbetingelse for menneskene at spise kød, men det er i virkeligheden sådan, at dyrene ikke behøver at blive [slut på side 114] dræbt, for at vi skal kunne leve. Denne sandhed er imidlertid ukendt for det store flertal i dag. De fleste tror, at de ikke ville kunne leve ret mange år uden animalsk føde. På denne urindstilling lever menneskene endnu i en meget stor udstrækning. Men mennesket af i dag har en organisme, der er meget forskellig fra vikingernes. Ganske vist findes der enkelte, der er robuste nok til at bade mellem isflager, men det er ikke det normale. Menneskene spiser og drikker i stor udstrækning i overensstemmelse med den oldnordiske kultur og tænker i stor udstrækning i overensstemmelse med den kristne kultur. Derved opstår der disharmoni i form af sygdom. Det er kun en meget lille procentdel af menneskene, der dør af alderdom. Tuberkulose, kræft, forkalkning osv. bevirker, at menneskene får ødelagt deres organismer, der efterhånden er blevet så forfinede, at de ikke kan tåle den barbariske levevis, der i dag er almengældende. Jeg siger ikke dette for at kritisere dem, der spiser kød, men kun for at advare og vejlede. For at kunne repræsentere en højere kultur, må der være overensstemmelse mellem tænkning og levevis. Oplevelsen af sygdom fører til erkendelse af denne sandhed. Alle vil blive bragt frem til at få føden bragt i kontakt med den forfinede organisme, de har fået.

I kraft af dets tænkeevne oplever mennesket store fysiske og psykiske konflikter

Også de materialistiske videnskabsmænd, der benægter Guds eksistens, har meget forfinede organismer. Hele den intelligensmæssige tankegang, der er en nødvendig betingelse for at kunne dyrke videnskab, bevirker, at blodet bliver forfinet. Men med denne forfinelse af blod og nervesystem kan det ikke undgåes, at disse mennesker kommer i konflikt med livets love, når de samtidig med deres forskning dyrker grovere tankearter og lever af primitiv føde. Medens dyret i kraft af sin enkle levevis, som ydermere er i harmoni med dets bevidsthedsliv, ikke kommer i konflikt med tilværelseslovene, i hvert tilfælde ikke på en sådan måde, at det rammer dets fysiske organisme i tilnærmelsesvis samme målestok, som vi kender det hos det jordiske menneske, ser vi, at mennesket netop i kraft af dets evne til at tænke, oplever store fysiske og psykiske konflikter. Mennesket har i sig en tendens til at ville have enhver gåde løst. Hele den proces, der skal til for at løse livets gåder, befordres ved hjælp af hjernen, nervesystemet og blodet, og derved er det, at organismen bliver forfinet.

Hidsighedstrang må bekæmpes

Men mennesket har andre tendenser i sig end blot trangen til at forske. De store konflikter fremkommer der, hvor de ædlere tendenser krydses af de lavere, med andre ord der, hvor mennesket ikke anstrenger sig for at tæmme sine urkræfter. Det drejer sig blandt andet om den tendens, mennesket har til at blive hidsig. Denne tilstand kan komme over et menneske rent uvilkårligt, når det f.eks. møder en, det nærer antipati imod. Denne hidsighedstrang må bekæmpes. Idet den virker direkte ødelæggende på organismen, der ikke længere er i stand til at tåle de mentale energier, der er naturlige for rovdyret. Hvis et menneske er uærligt og bedrager, vil det på den måde stadig komme [slut på side 115] i konflikt med sine medmennesker, ligeledes hvis det albuer sig for brutalt frem. Naturligvis kan man lige i øjeblikket godt have både held og medgang, hvis man anvender disse metoder, men det fører den kedelige konsekvens med sig, at det uvægerligt før eller senere vil gå galt, nemlig når de udsendte skæbne- eller energibølger vender tilbage.

Rent fysisk har mennesket gjort kolossale landvindinger

Alle bedrageriske transaktioner er baseret på forældede instinkter og må bekæmpes. At der har været en tid, hvor meget af det, der i dag er forbudt, har været tilladt, berører ikke den kendsgerning, at urkræfternes virkeområde må begrænses. Denne begrænsning er i høj grad stimuleret af religionernes idealforskrifter, der alle vender sig imod de fra dyreriget nedarvede tendenser.

Hvis vi betragter mennesket af i dag og ser, hvor langt det er nået i sin så højt priste kultur, vil vi se, at vi rent fysisk har gjort kolossale landvindinger. Vi kan få lys blot ved at trykke på en knap. Alle strækninger er blevet kortere takket være jernbaner, biler, flyvemaskiner m.m. Mennesket har i en vældig udstrækning overvundet elementerne og tvunget dem til at arbejde for sig. På dette felt er man altså nået langt frem.

Utæmmede urinstinkter forårsager lidelsestilstande

Med hensyn til menneskets levevis i den daglige tilværelse ser vi imidlertid et skrigende misforhold mellem glimrende evner og væremåde. Det har aldrig vist sig tydeligere end nu, at mennesket ikke har formået at bruge sin intelligens til at skabe et kærligere forhold mellem sig og sin næste. Vi oplever jo netop nu at se kulminationen af denne tilstand lige for vore øjne. Der har aldrig nogen sinde været, og der vil aldrig mere blive en så vældig demonstration af det dræbende princips virkninger som de, vi er vidne til. Denne demonstration er i virkeligheden en vældig understregning af, at mennesket må forandre sin levevis og bringe sine urinstinkter under viljens kontrol. Utæmmede urinstinkter forårsager lidelsestilstande, og disse lidelsestilstande bevirker igen, at mennesket kommer til at spekulere over årsagerne til og hensigten med lidelsestilstandene. Det er en absolut kendsgerning, at menneskene slet ikke er lykkelige trods deres glimrende læreanstalter, skoler og universiteter. Når man betænker, i hvor stor udstrækning menneskene har adgang til at studere, skulle de jo kunne leve som i et paradis. Men Jorden er intet paradis.

Jorden er at ligne ved en luksuskupé, menneskene rejser i, men de fylder den med stank

På denne klode, på hvis overflade vi lever, rejser vi igennem verdensrummet. Den er at ligne ved en slags himmelvogn med en kupé. Hvordan teer menneskene sig så i denne kupé? Som kultiverede mennesker? Nej! De slås, river, flår og flænger i hinanden. De bekæmper hinanden i en sådan grad, at de slet ikke får tid til at se ud af kupeens vinduer. Tænk Dem, de herligheder i form af stjernebyer, solsystemer osv, som menneskene går klip af, blot fordi de er optaget af at slås om at få en plads i kupeen. Nogle er fulde og støjende, andre tarveligt klædt på, medens andre igen er klædt i silke. Nogle har en Gud, som [slut på side 116] de er parat til at udgyde strømme af blod for, blot for at få ham anerkendt som den største. Andre finder tanken om Gud direkte latterlig og sådan fremdeles. I virkeligheden er det en luksuskupé, menneskene rejser i, men de fylder den med stank.

Menneskene i denne kupé er alle forskellige væsener, som står på højst forskellige udviklingstrin, hvorfor de alle vil noget højst forskelligt. Sådan kan det imidlertid ikke fortsætte, i hvert tilfælde ikke i samme grad som nu.

I virkeligheden råber alle mennesker på tid til at få lov til at se ud af kupeens vinduer. Men så snart en kommer hen til vinduet for at kigge ud, kommer der straks en anden og siger, at det må han ikke. Denne tingenes tilstand er højst uheldig, thi menneskene vil blive højst forundrede den dag de alle får adgang til at betragte udsigten. For at dette imidlertid kan ske, må alle rejsens deltagere opleve og opdage det misforhold, der er mellem pladsen og mulighederne i kupeen. De må opdage deres manglende evne til at enes om pladsen og lære at udnytte mulighederne.

Jeg så to duer, som havde rede i et træ her udenfor. De havde ingen bekymringer eller sorger. Selv den hårde vinters rædsler tænkte de ikke på eller rugede over. Det er kun menneskene, der kan ruge i årevis over deres oplevelser og gå og ryste af angst for at miste noget af deres ejendom. Jo rigere de er, jo større tendens til ængstelse har de. Årsagen til denne ængstelse er den, at mennesket ikke lever i kontakt med livets love. De spiser og drikker f.eks. noget, der i virkeligheden slet ikke er beregnet til føde. De ryger tobak og forpester luften hermed. Har forskellige drikke, hvis virkninger de søger at fjerne med pulvere uden derfor at komme ubehagets årsag nærmere – de bedrager kun sig selv.

Det sociale liv forbedres stadig

Men da dette selvbedrag ikke ophæver lidelserne, ser vi, hvorledes disse lidelser efterhånden afføder spørgsmål, hvis svar bevirker en forandret ernæring. Vi ser på alle områder virkningerne af den åndelige vækst, der er lidelsernes uundgåelige resultat. Vi ser, hvorledes lov- og retsvæsen med visse mellemrum bliver ændret i en mere kærlig og human retning. Vi ser hvorledes det sociale liv stadig forbedres. Mennesket vokser i viden. Det lærer visse naturlove at kende, og vi ser, hvorledes dets råb efter mere viden, efter mere "lys", stadigt vokser.

Vi ser med andre ord, hvorledes vi er omgivet af en kultur, som er i vækst, og hvis vi undersøger problemet til bunds, ser vi, at det eneste, der hindrer denne kultur i at komme i fuld blomstring, er de uopdyrkede felter i menneskets egen bevidsthed. Disse uopdyrkede felter udgøres af alle de tendenser, der var gældende ret i en forsvunden barbarisk periode i menneskehedens barndom, og som nu kommer til syne i det enkelte menneske som ubeherskede urinstinkter.

Endnu eksisterer der ikke nogen verdenskultur på jordkloden

Mennesket oplever nu lidelseshistorien, mørket eller korsfæstelsen, der vil føre til opstandelsen. Denne opstandelse er den voksende kultur. Endnu er der [slut på side 117] ingen verdenskultur. Hver enkelt nation har sin egen kultur og tror, at netop den har fundet det verdensfrelsende middel, de vises sten. Sandheden er den, at der virkelig er nogen sandhed i det, hver især har fundet; de har allesammen noget af det rigtige, men også alle noget, der er galt. De famler sig alle frem imod lyset i den tro, at deres system er det rigtige og det eneste saliggørende. Derfor albuer de sig frem, maser sig med hensynsløse, blodige midler i en vældig fart frem mod freden, roen, den fuldkomne verdenskultur, hvor menneskene kan leve i fred, have arbejde og dyrke deres interesser, helt fri for alle de forfærdelige tilstande, som de i dag sukker og stønner under.

Menneskenes higen er hver især at ligne ved en lille bæk, der løber sammen med andre bække, der allesammen iler imod deres ligevægt. Ifølge loven for bevægelse kan de ikke standse, før de er nået frem til deres ligevægtstilstand. Derfor er det let at se, at verdenskulturen er under vækst frem imod lyset. Endnu eksisterer der ikke nogen verdenskultur på jordkloden, den er først under opbygning. Den befinder sig i øjeblikket i en nebuloseagtig tilstand og er ved at fortætte sig, således at samtlige nationer kommer ind under samme kultur – verdenskulturen. Det er nødvendigt, at nationerne får en fælles verdenskultur, idet den danner forudsætningen for, at de enkelte mennesker kan komme ud af det med hverandre. Vi ser da også, hvorledes udviklingen nu fører menneskene frem imod det trin, hvor hver især har erkendt nødvendigheden af fælles samarbejde. Igennem svære lidelser opstår Jorden over ønsket om fredeligt samarbejde, et ønske, der forceres igennem de lidelser, det samlede menneskesamfund idag gennemgår.

Den kristne religion bærer i sig spiren til den kommende verdenskultur

Den kultur, vi har i dag er baseret på den kristne religion og den bærer i sig spirerne til den kommende verdenskultur. Ikke desto mindre er der i dag en hel del materialistisk indstillede mennesker, som endnu ikke er nået til det trin, hvor de har indset nødvendigheden af et fælles samarbejde hele Jorden over, og disse mennesker påstår, at den kristne religion blot er noget en eller anden har fundet på, hvorfor man blot kan negligere den og leve videre, som man nu selv synes. Og det er naturligvis rigtigt indtil en vis grad, at man ikke kan bruge noget, som en eller anden har "fundet på" som grundlag for en ændring af ens generalopfattelse af tilværelsen. Den rigtige sandhedssøger vælger da også kendsgerninger og uomstødelige realiteter som basis for sin opfattelse af det liv, han oplever. Vor organisme f.eks. er ikke noget en eller anden har fundet på, den er virkelig en kendsgerning. Det er på basis af den, hele vor livsoplevelse sker. Det er ud fra den, vi ser på livet og tilværelsen, og når vi igennem den er nået frem til den indstilling, at det det drejer sig om, er at lære af det, livet fortæller os, så vil vi efterhånden blive totalt uafhængige af, hvad den og den siger.

Den virkelige sandhedssøger søger utrætteligt og lysvågen sandheden alle vegne

Uafgængig af hvad den eller den nation hævder er den virkelige sandhed, ved [slut på side 118] sandhedssøgeren, at han skal søge sandheden der, hvor den er at finde: i naturen, i livet – ikke i bøger eller teorier alene. Den virkelige sandhedssøger søger utrætteligt og lysvågen sandheden alle vegne, ligegyldig om den findes hos den ene eller den anden nation. Hævet over sympati og antipati, udelukkende optaget af sandheden for sandhedens egen skyld, efterforsker han den i alt, hvad han oplever. Et sådant frigjort, objektivt og upartisk syn er det, at alle de vise har forkyndt menneskene. De ved, at jeg taler ud fra mit eget syn på livet, fuldstændig uafhængig af, hvad den eller den siger eller mener. Og sådan skal efterhånden alle mennesker komme til at se på livet. I dag er mange bundne af, hvad dette eller hint politiske eller religiøse parti eller samfund lærer, men alle disse partier og samfund er i dag at ligne ved lige så mange bække og åer, der nu styrter mod ligevægt, mod enhed og samarbejde, ud mod det store "hav", som er den kommende verdensstat.

Årsagerne til sygdomme findes så at sige altid inden for det sjælelige område

Jeg vil gerne forklare Dem lidt om visse ting, der må ændres, før vor kultur kan blive virkelig fuldendt. Der er f.eks. ernæringen. Når nu størstedelen af menneskeheden spiser animalsk føde, som passer til helt andre, langt mere robuste organismer end de forfinede, vi i dag har, så må De forstå, at disse organismer på en måde bliver overanstrengt af denne dybest set barbariske føde. Denne overanstrengelse giver sig udslag i forskellige former for svækkelse af organismen, alt det, vi under ét kalder "sygdomme". Det er rigtigt, at vi er nået dertil, at lægerne i tilfælde af visse af disse sygdomme foreskriver patienten vegetarisk diæt, men i mange tilfælde oplever vi så også, at patienten, når den ønskede helbredelse er indtrådt, straks vender tilbage til sin gamle levevis, for så påny i mange tilfælde at få et "tilbagefald" af sygdommen. Menneskene må lære at forstå, at årsagerne til deres sygdomme så at sige altid findes inden for det sjælelige område. Med den animalske føde forholder det sig f.eks. således, at den i overvejende grad består af livsenheder, der ikke egner sig til optagelse som næring i vor organisme. Disse livsenheder er i virkeligheden mikrokosmiske væsener, der er alt for højt udviklede til at kunne optages som næring, og denne optagelse vil derfor betyde døden for dem. Derfor udløser de ganske naturligt modstand mod denne proces. Kun de livsenheder, der kan gå levende over i vort blod, kan være livgivende for vor fortsatte eksistens, medens de førstnævnte må forlade vor organisme som afføring. Som følge af at menneskene hidtil har ernæret sig i udstrakt grad af animalsk føde, der giver meget affald, altså megen afføring, har de et fordøjelsessystem, der er baseret på transport af en vis mængde affald. Derfor kan de ikke pludselig gå over til en hundrede procent vegetarisk føde – nemlig alt kød omkring frugtkerner – men må følge en naturlig udvikling, hvilket vil sige en gennem århundreder tiltagende forvandling, der gradvis ændrer organismens fordøjelsesapparat til at blive tilpasset til helt ren føde, hvilket altså vil sige det rene frugtkød. Det rene frugtkød er i sin modne tilstand skabt til at kunne optages hundrede procent levende i organismen, fordi livsenhederne i frugtkødet består af mikroindivider, der uden drab kan gå levende over i blodet. Men en pludselig [slut på side 119] overgang til helt at leve af frugtkød ville være et brud på naturens love i et sådan omfang, at det grænser op til selve organismens ødelæggelse. Derfor vil en gradvis overgang til en ernæring, der, uden at befordre drab på animalsk liv, alligevel fylder tarmene, være det kærligste, og hertil egner kerne-, blad-, stilk- og rodprodukter sig udmærket. De livsenheder, som disse ting består af, repræsenterer vibrationer, der ikke afstedkommer nævneværdig disharmoni i vor organisme, og som følge heraf er de egnet til at være det jordiske menneskes naturlige føde i dag. Jeg vil her gerne tilføje, at jeg finder det formålstjenligt, at menneskene i overgangen fra den ene til den anden ernæringsform indtil videre supplerer den direkte vegetariske føde med smør, mælk og ost, samt i givne tilfælde æg. Når menneskene alligevel på dette trin spiser føde med grovere vibrationer, resulterer det i alle de kendte ubehagelige konsekvenser. Der sker ganske vist et drab, når vi spiser grovere vegetarisk kost, men der er hertil at sige, at planten, i modsætning til dyret, ikke har nogen vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan udover en lille smule anelsesevne, og derfor vil dens ødelæggelse ikke resultere i nogen realistisk oplevet lidelse. Dyret derimod er så meget dagsbevidst og har et så fint nervesystem, at det vil opleve forfærdelige smerter, selv om drabet bliver foretaget på den mest humane måde. I det øjeblik slagtningen skal til at finde sted, ved det rent instinktivt, hvad der skal ske, fordi det gennem hundreder af liv har oplevet at være udsat for lemlæstelse.

Men frugtkødet omkring kernen er ikke den endelige ernæring. Engang vil selv den mest ideelle vegetariske føde forekomme Dem lige så grov og uhensigtsmæssig, som den animalske føde forekommer Dem nu. Til den tid vil De komme til at modtage al Deres næring igennem åndedrættet. Også denne ernæringsform har sin grænse, og her møder De da den fuldkomneste af alle ernæringsformer – tanken. Med tankeernæringens indtrædelse er De ophørt med at være et fysisk væsen.

Det jordiske menneske bygger sin skæbne op i blinde

Som jeg allerede tidligere har sagt, er den nuværende kultur ingen verdenskultur, fordi verden af i dag består af mange forskellige folk, nationer, naturmennesker, kulturmennesker, altsammen opdelt i et utal af religiøse sammenslutninger, der slet ikke er samlet til en enhed med en fælles kultur. Under den nuværende ufuldkomne kultur er det almindeligt, at når et menneske oplever en såkaldt uretfærdighed, svarer det tilbage med samme mønt, hvorved det i stedet for at begrænse uretfærdighedsbegrebet, blot opnår at formere det. Det jordiske menneske bygger sin skæbne op i blinde, indtil det opdager, at det må forandre sin væremåde for at undgå de lidelsestilstande, der er følgen af at svare på antipati med antipati. Man må lære at forstå, at det er en videnskabelig sandhed, Kristus udtrykker i ordene: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd". Og hvad der gælder for det enkelte individ, gælder også for nationerne. Også nationerne skal lære at forstå, at det er kærligst at "stikke sværdet i skeden". For det enkelte menneskes vedkommende kan det ske, at det, selv om det har fået en fin opdragelse og eventuelt en fin eksamen, alligevel rammes af en tilbagevendende skæbnebølge, [slut på side 120] der sender det ned i primitivitet og lidelse. Dette vil kunne ske, så længe det ikke er indstillet på at leve i kontakt med de love, som dets både sjælelige og fysiske tilstand kræver overholdt for at fungere effektivt og tilfredsstillende.

Lyset i verden skal ikke vedblivende være hæmmet

Jeg vil gerne pointere, at der i livet eksisterer to store faktorer, som overalt gør sig gældende: mørket og lyset. For det enkelte menneske er det af uvurderlig betydning at blive klar over, hvilke af disse to faktorer det skal følge. Kan det være rigtigt, at man skal "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", at man skal "elske sin næste som sig selv" osv.? Kun den, der har opdaget sin egen position i verdensaltet er ikke i tvivl om, hvordeles han skal styre sit "skib".

Menneskets bevidsthedsliv af i dag er overvejende baseret på dyriske tankearter, på tilværelsens eksplosionsenergi, tyngdeenergien. Men efterhånden som følelses- og intelligensenergien bliver udviklet i så høj en grad, at de afbalancerer hinanden, opstår der virkelig kærlighed. Denne proces er i tiltagende nu. Livet viser, at energierne ligger således, at følelsesenergien kan binde tyngdeenergien og intelligensenergien igen følelsesenergien. Der hvor dette endnu ikke er sket, der hvor eksplosionsenergien frit kan slå igennem, der kommer mennesket ud for sjælelige tilstande, hvis kulmination vi kender i den berømte sætning: "Min Gud, min Gud, har du forladt mig?" Men lyset i verden skal ikke vedblivende være hæmmet. Efter den nuværende kulmination af de mørke mentale kræfter, vil disse tage af, degenerere og forsvinde. De lyse mentale kræfter vil tage til og nå en sådan grad af fuldkommenhed, at der allerede her, inden for det jordiske menneskes fysiske livsområde sluttelig ikke mere vil findes nogen som helst form for fysisk smerte eller lidelse. Det jordiske menneskesamfund står efter det, der nu kulminerer, over for en umådelig stor og skøn lysende epoke i sin udvikling.

I det rigtige menneskerige kendes smerte og lidelse kun i form af erindring

Planten kan kun ane smerte i form af ubehag, vi derimod har en mere vågen dagsbevidsthed her på det fysiske plan og kan fornemme smerte og lidelse både mentalt og i kød og blod. I det rigtige menneskerige, det rige, hvorom Kristus sagde: "Mit rige" og som han udtrykker som endnu ikke værende af denne verden, kendes smerte og lidelse kun i form af erindring. I det rigtige menneskerige bliver man ikke fornærmet, føler sig ikke "såret" og oplever ikke bagtalelse. Fornemmelsen af alle disse ting er uværdigt for et rigtigt menneske, og da adgangen til disse høje verdener kun står åben for den, der har udlevet disse tilstande, altså fjernet dem fra sit eget sind, har De her forklaringen på, hvorfor disse verdener er så skønne. Det jordiske menneske derimod kan almindeligvis ikke finde sig i en fornærmelse. Og dog er der alligevel ved at indtræde en stor forandring på dette område. Talrige bitre erfaringer har bibragt det enkelte menneske megen livsvisdom. Mange mennesker finder det allerede nu under deres værdighed at blive ophidset, sige sårende ting, endsige befordre sladder og giftig bagtalelse. [slut på side 121]

Ligevægt mellem følelse og intelligens bringer intuitionen i vækst

En undersøgelse af vor mentale struktur viser os, at vi ikke har ét, men derimod seks forskellige "legemer". Vi har et "anelseslegeme", et "tyngdelegeme", et "følelseslegeme", et "intelligenslegeme", et "intuitionslegeme" og et "hukommelseslegeme". Erfaringerne lærer os, hvorledes sammenspillet er mellem disse legemer. Vi ser, hvorledes vor anelsesevne degenererer, hvorledes tyngde- eller eksplosionsenergien (hvis sæde er det fysiske legeme) igennem bitre erfaringer og strømme af tårer, bringes under kontrol af følelses- og intelligenslegemet. Medens tyngdelegemet, altså det nuværende fysiske legeme, direkte er bygget til udløsning af det dræbende princip, og derfor ofte er både groft og uskønt, er det rigtige menneskelegeme kun bygget til udløsning af høj intellektuelle kræfter, og derfor umådelig skønt. I den verden er dette at elske sin næste som sig selv en medfødt egenskab, som hadet og hævnfølelsen ofte er det i denne. Hos det jordiske menneske er intuitionen latent, men efterhånden som mennesket mere og mere får tilkæmpet sig ligevægt mellem følelse og intelligens, vil intuitionen komme i vækst. Igennem den voksende intuition erhverver det jordiske menneske sig evnen til selv at gennemskue verdensaltets struktur. Udviklingen fører således det jordiske menneske frem imod zoner, hvor dets legeme, i kraft af den stadig voksende åndelige udvikling, forfines på en sådan måde, at det fra at være et redskab for eksplosion, had, hidsighed og drab bliver et redskab for humanitet og næstekærlighed. Fra lave, plumpe, muskuløse skikkelser med brutale ansigtstræk frem til høje, slanke skikkelser, hvis ansigter er præget af ånd.

De må erkende, at De har både lyse og mørke mentale kræfter i Deres sind. Det er disse to kræfters forhold til hinanden, der betinger Deres indstilling til Deres omgivelser, til Deres medmennesker. Det, De gerne skulle få ud af studiet af de kosmiske analyser, er, at det er de lyse sider af Deres væsen, De skal dyrke, for at De skal kunne komme bort fra de ofte triste og pessimistiske tilstande, der i dag gør Dem, om ikke just direkte ulykkelig så dog mere eller mindre ked af det liv, De oplever.

"Samvittighed" er den menneskelige bevidsthedstilstands første morgenrøde

Undersøger man kontrastprincippet, der ligger til grund for oplevelsen af lys og mørke, vil man se, at disse to faktorer hver har sin bane at følge. Det lyse princip kulminerer i det, jeg kalder "Den guddommelige verden" eller den verden, i hvilken intuitionen kulminerer. Derefter tager det af for at være latent i dyrerigets kulminationszone, hvor mørket til gengæld er på sin højeste udfoldelse. Det er den zone, det jordiske menneske repræsenterer. I denne zone opleves lyset som det i mennesket, vi kalder "samvittighed", og som i virkeligheden er den lyse eller menneskelige bevidsthedstilstands første morgenrøde.

Der må være overensstemmelse mellem tænke- og handlemåde

Er man kosmisk bevidst, vil man kunne se jordklodens mentalitet i den blanding [slut på side 122] af mørke og lys, der er i dens aura eller udstråling. Man vil kunne se, hvorledes lyset er i stadig vækst, medens mørket er stadig aftagende. Om 3000 år vil lyset have fortrængt mørket, som da kun vil eksistere som den kontrastmæssige erindring, på baggrund af hvilken lyset vil stråle i en umådelig skønhed. De vældige blodige dramaer, som mørket er udtryk for, er virkninger af det dræbende princip. Dette princip underminerer sig selv i kraft af loven for energiernes bevægelse, der altid lader det levende væsen opleve virkningerne af sin egen væremåde. Disse virkninger skaber humanitet, og det er humanitet, der er fremtidens løsen. Humaniteten vil komme til at beherske den nye kultur. Uden humanitet ingen kultur. Befordrer De tendenser, der hører hjemme på et andet trin end det, der rerpæsenteres af Deres ideal, så lever De i disharmoni med Dem selv. Forudsætningen for at blive lykkelig er den, at der er overensstemmelse mellem tænke- og handlemåde. I det rigtige menneskerige, hvor næstekærligheden er dominerende, vil de herskende faktorer være kunst, videnskab og humanitet. Disse faktorer vil hurtigt komme i vækst i det jordiske menneskesamfund, når først hele det økonomiske liv har fundet sin ligevægt. Den vældige lidelsesoplevelse den samlede menneskehed i dag gennemgår, belærer hvert enkelt menneske om, at verden er en enhed, og at der ingen virkelig fred vil blive, før samtlige stater er nået frem til et ubrydeligt samarbejde under en fælles verdensregering. Når dette er sket, vil humaniteten komme til at beherske hele kloden. De forskellige mennesker i de forskellige nationer på kloden skal komme til at nyde godt af alle Jordens goder. De er jo i samme "kupé" allesammen. Men de må være lige kultiverede for at kunne have det godt i denne kupé. Derfor må denne "dommedags" rædsler til for at forcere udviklingen for dem, der er bagefter, så at de alle kan komme på højde med de andre. Og det dræbende princip må, lige som enhver anden manifestationsmåde, kulminere, for at kunne udleves. Når det drama, De i dag ser udfolde sig omkring Dem, er forbi, vil menneskeheden komme ind i en udvikling af et omfang, De vanskeligt kan forestille Dem. Fra at være behersket af et lov- og retssystem, der udelukkende tager sigte på at begrænse virkningerne af de medfødte urinstinkter, og som for sin overholdelse kræver et enormt opbud af politi, vil denne udvikling bevirke, at disse urinstinkter langsomt bliver bragt under kultur i hvert enkelt menneskes sind, således at dette retsvæsen, der til at begynde med var noget rent udvendigt, efterhånden bliver noget indvendigt, bliver en del af ethvert menneskes mentalitet. Menneskene vil nå dertil, at de bærer loven i deres eget hjerte, hvilket vil sige, at de ved deres egen væremåde efterhånden vil gøre politi i den udstrækning, vi i dag kender det, overflødigt.

Det fuldkomne menneske lever i bevidst viden om sin evige fortid og evige fremtid

Det eneste, der i dag holder mennesket tilbage fra at opleve den tilstand, jeg her har antydet, er dets egen væremåde. Denne væremåde må forandres, men denne forandring kan ikke bibringes ved tvang, kun ved selvoplevet viden. Igennem alle de lidelser, det enkelte menneske så vel som selve samfundene i dag gennemgår, opstår den selvoplevede viden, på hvilken en ny verden skal hvile. De skal med deres vågne dagsbevidsthed opøve Dem i at tilgive og forstå Deres næste. De [slut på side 123] skal forlade princippet "øje for øje, tand for tand" til fordel for Jesus tilgiven de: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Derved sår De en ny "sæd". Det er den sæd, i hvilken alle Jordens slægter skal velsignes. Igennem denne væremåde opnår De at få en fuldkommen kultur. Kun igennem den manifesterer De visdom og kærlighed og kommer derved til at repræsentere det fuldkomne menneske. Det fuldkomne menneskes bevidsthed begrænses ikke af den primitivitet, det er ikke at kende og være bevidst i sin egen udødelighed. Det lever i bevidst viden om sin evige fortid og evige fremtid. Det ved, at intet af det, det sanser i yderverdenen er det, det ser ud til at være. Det ved, at begrebet "tilfældighed" er en illusion, og at der bag alt eksisterer plan og hensigt. Fra at have levet i en verden med bind for øjnene, er det hævet op til en verden, i hvilken det er bevidst i, at alt hvad det ser og oplever, er Guds egen bevidsthed.

Det jordiske menneske lever i et sjæleligt tusmørke, i en nattilværelse. Men op over denne går en ny kulturs lys. Dette nye "rige", som fortidens store seere erkendte, er det blevet min opgave at gøre Dem bevidst i. Jeg ser dette lys forude i horisonten, og jeg ved, at det bringer menneskene en helt ny kultur, en helt ny manifestationsform. Denne manifestationsform hæmmes ikke på nogen som helst måde af primitive, egoistiske tendenser. Den udtrykker en hundrede procent næstekærlighed, hvor hele lykken bevidst består i dette at forstå og dermed elske hverandre. Det er denne tilstand, der er under udvikling. Det stadium, vi i øjeblikket oplever, er at ligne ved den første svage morgenrøde, før dagens lys strålende bryder frem.

Menneskene oplever i dag en ny verdenskulturs fødsel

Men det enkelte menneske behøver ikke at vente på menneskeheden. Forsynet er overdådigt udstyret med midler til at lade hvert enkelt menneske nå frem til denne høje kultur uafhængig af de andre. Det menneskene oplever i dag, er en ny verdenskulturs fødsel. Alle nationer så vel som alle religiøse og sociale retninger vil blive forenet i "en hjord og en hyrde". Jeg sagde til Dem, at menneskene rejser i en himmelvogn. En dag er myrderiernes tid forbi, og menneskene vil have lært at forstå hinanden og give plads for hinanden. Så bliver der rigelig plads for alle til at se ud af kupeens vinduer, og dermed bliver der lys og lykke i himmelvognen, der bliver fred og harmoni. Længes De efter denne oplevelse, da øv Dem i tolerance. Gør det til en vane at tilgive dem, der fortrædiger Dem. Giv afkald på retten til at blive fornærmet og se kun det lyse og smukke ved Deres medmennesker. Kun igennem denne indstilling får De fred i Deres sind. Kun igennem denne væremåde fødes den nye kultur i Deres hjerte.

M

 
Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus den 28. april 1942, og gengivet i kontaktbreve samme år efter et stenogram.