Ældre årgange af Kosmos mv.

1:6    >>

Livets Bogs første bind udkom i sommeren 1932, og det er således i år 50 år siden, Martinus for første gang lod sine kosmiske analyser udkomme i bogform. Når nedenstående artikel af Martinus: "Omkring min skabelse af Livets Bog", som var trykt i KOSMOS fra januar 1941 til marts 1942, bringes her og i tidsskriftets følgende numre, er det dels for at markere 50-års jubilæet for offentliggørelsen af Martinus hovedværk, og dels fordi "Det Tredie Testamente"s 1. bind, som er identisk med det nævnte første bind af Livets Bog, netop er udkommet på Borgens Forlag. Artiklen kan dermed blive en god information for læsere, som ikke tidligere har haft mulighed for at gøre sig bekendt med dens indhold.

tb


 

 


Med dette, det første nummer af "Kosmos" i det nye år, vil jeg gerne give læserne en lille orientering med hensyn til skabelsen af "Livets Bog", der jo er det absolutte fundament for hele min fremtræden og tilværelse.

Til de mange trofaste læsere har jeg den glæde at kunne meddele, at andet bind nu er meget nær sin afslutning. I oktobernummeret sidste år passerede andet bind i sideantal samme størrelse som første bind. Og jeg må derfor med det nuværende kapitels afslutning lade afsnittet "Kosmisk Kemi", af hvilket der endnu er et kapitel, samt de til afsnittet hørende symboler med tekst, tilbage at manifestere, fortsætte ind i tredje bind. Dette nye bind vil således blive påbegyndt umiddelbart efter det nuværende kapitels snarlige afslutning. Det bliver antageligt til april eller måske lidt før.

Med hensyn til skabelsen af "Livets Bog", har jeg, takket være den store part af mine læseres overordentlige trofasthed, den glæde kun at kunne berette, at skabelsen af dette mit hovedværk støt og roligt går sin egen stille gang fremad imod dets fuldbyrdelse.

Da de udkomne dele af nævnte værk nu er nået frem til mange mennesker, og disse naturligvis ikke alle står på samme intellektuelle trin, kan det ikke undgås, at der udenom den virkelige og sande forståelse af nævnte værk vil opstå mange andre særegne, mere eller mindre fejlagtige meninger, opfattelser eller former for kritik af samme værk. Og jeg har derfor ment det gavnligt her at give et orienterende overblik over de forskellige hovedformer for kritik og kritikere, der kan fremkomme over "Livets Bog". [slut på side 3]

Først må man naturligvis selv forstå dette værks særlige egenartede natur, dets mission og nødvendighed i livet. I modsat fald vil man hverken kunne forstå den kritik eller de kritikere, det kan afføde, og vil således være ganske uden fundamental støtte eller holdepunkt for sin egen eventuelle sympati for eller kærlighed til sandheden eller lyset i omtalte værk.

Hvad er da den sande karakteristik af, eller hvad kan der med rette siges om, "Livets Bog"? – Om dette mit hovedværk kan der med rette absolut kun siges, at det ikke i noget som helst tilfælde skaber inhuman modstand imod "nogen" eller "noget" og kan således i sig selv aldrig tages til grundlag for skabelsen af inhumane revolutioner, oprør og oprørere eller nogen som helst anden form for manifestation eller udløsning af det dræbende princip. Dets idemateriale er hverken "dansk", "tysk" eller "engelsk", ligesålidt som det rummer nogen som helst anden form for "nationalisme". Det kan umuligt tages til indtægt for noget særligt folk, noget særligt politisk eller religiøst parti. Det er i sin natur manifestationen af tankearter, der udgør forståelsen af alt bevidsthedsliv, og er som følge heraf ligeså absolut upartisk i sin forekomst som en hvilken som helst anden sand videnskab.

Da nævnte værk er udgørende en fundamental videnskab om livet og dermed udgørende en faktor i al belæring om, hvad der skaber harmoni og disharmoni i det levende væsens liv og tilværelse såvel som i nationers, kulturers eller menneskesamfunds fremkomst, kulmination og undergang, kan dets tankemateriale eller analyser ikke undgå at blive fundamentet for skabelsen af en absolut "varig fred" imellem folkene, imellem riger og lande overalt på jorden. Thi ligesom en fabrik, en maskine eller en anden form for indviklet skabelse ikke kan eksistere fuldkommen uden at være identisk med et produkt af videnskab, således vil en "varig fred" umuligt kunne skabes uden ligeledes at være et produkt af videnskab.

At skabe fred på grund af ukultiverede begær eller former for havesyge at skabe fred på grund af overlegne magtmidler alene, at skabe fred på basis af overtro, religiøse overleveringer, trosformaliteter, sakramenter og dåbsforanstaltninger, skønne ceremonier, parader eller optog lader sig ikke gøre i en verden, der bygger undervisningspaladser, universiteter og læreanstalter i stor stil for sin opvoksende ungdom og dermed opdrager den til fuldstændig videnskabelig, hvilket i virkeligheden vil sige "sandhedskærlig", indstilling overfor alt i livet og tilværelsen. Denne opvoksende, videnskabeligt og dermed "sandhedskærligt" indstillede, ungdom vil forlange virkelig videnskabelig begrundelse for absolut alt. Det usynlige i tilværelsen må ligesåvel videnskabeliggøres eller begrundes som det synlige. Skal den gå med i krig, må der være et videnskabeligt grundlag herfor. At lemlæste andre mennesker, at sprede død og ødelæggelse i andre menneskers livsrum, at tilintetgøre kulturværdier, resultater af tusindårige traditioner såvel som dermed at udsætte sig selv for lemlæstelse, for at blive gjort til invalid eller menneskevrag til byrde og besvær for sine omgivelser eller [slut på side 4] medvæsener, eller på anden måde gøre sig selv og pårørende til genstand for store ofre, savn og lidelser, kan ikke i fremtiden være beslutninger, der kun hviler på materiel eller religiøs fanatisme, hovmod, begær efter at tilhøre materiel storhed og magt, begær efter at tilhøre en sådan overklasseform, der kun kan brillere med overdreven kapitalstyrke med tilhørende frådseri og luksus baseret eller opretholdt på andre menneskers økonomiske slaveri, primitivitet eller sjælelige uformuenhed.

Men ligeså vældigt, som der må være videnskabelig begrundelse for ethvert menneskes deltagelse i krig, må der også være en videnskabelig begrundelse for ethvert menneskes acception af fred. En fred, der dikteres på basis af andre menneskers nedværdigelse, slaveri eller underkastelse i fortabelse af alle ædlere rettigheder eller betingelser for udvikling i sund frihed og normalt velvære, kan aldrig i noget tilfælde være en fred, der hviler på videnskabelig begrundelse. Den er krigsårsag i renkultur. Revolutioner og blodsudgydelser er de foreteelser en sådan "fred" uundgåeligt overalt har i sit kølvand.

Menneskeheden er således nu, mere end nogen sinde, i smeltediglen. Kulturerne kan ikke mere hvile på blindhed, primitivitet og overtro eller kunstig propaganda, reklame eller anden form for tilsløring af absolutte fakta. Fremtiden må hvile på videnskab, videnskab og atter videnskab i alle foreteelser. Kun sand videnskab kan være absolut sandhed. Og kun den absolutte sandhed kan være lys. Og kun dette lys kan i sin internationale, upartiske fremtræden være det altoverstrålende mentale solskin, der kan danne basis for en "varig fred" eller udfri jorden af det mørke, der i dag lægger verden øde.

Og det er i kontakt hermed, at "Livets Bog" bliver manifesteret. Den er en manifestation af tanker, symboler og tekst, hvorved livsmysteriets løsning er synliggjort. Man kan derfor aldrig nogen sinde komme uden om de kosmiske analyser, der udgør dens indhold, hvis man vil nå frem til erkendelse af livets absolutte sandhed eller virkelighed. "Livets Bog" indeholder således i en logisk sammenhængende tankerække dette mysteriums løsning og kan som følge heraf give den dertil udviklede læser, forsker eller sandhedssøger det overblik over livet eller tilværelsen, det kendskab til hans egen ophøjede identitet som "Gudesøn" og som sin egen skæbnes udødelige eller evige skaber, der alene kan udgøre den opstandelse fra primitivitet og indbildt dødelighed, fra dyr til menneske eller til den forherligelse, forklarelse eller kærlighed, der er den absolutte sandhedssøgers dybeste attrå igennem jordlivene på hans vandring imod lyset.

Ved at være et til tanker omformet kosmisk lys, er "Livets Bog" således "eet med vejen" fra mørket. Ved at være udtryk for absolut virkelighed er den "eet med sandheden". Og da den er sandhed, er den "eet med livet".

Nu vil måske en eller anden mene, at ovennævnte sikkert er lidt vel meget sagt om en bog, skabt af en tilsyneladende almindelig mand. Og det er naturligvis givet, at en så usædvanlig karakteristik af en bog ikke [slut på side 5] kan accepteres, sålænge den kun er en påstand fra dens skabers side. Og det gør ikke sagen bedre, sålænge man slet ikke har læst den. Og spørgsmålet bliver endda yderligere, navnlig med henblik på "Livets Bog", om det i virkeligheden gør det bedre, at man har læst den. Læsning alene gør det absolut ikke, selv om den naturligvis er en faktor, der ikke kan undværes, hvis man vil bedømme nævnte bog retfærdigt. Der er nemlig en anden stor faktor, der må være til stede, for at man kan være i besiddelse af evnen til at manifestere den absolut sande bedømmelse af nævnte værk. Denne faktor må, i henhold til, at "Livets Bog" er et værk om uselviskhedens og humanitetens kulmination i form af kærlighed, uundgåeligt være den, at man selv er i kontakt med nævnte bevidsthedstilstand. I samme grad som man i sin fremtræden mere eller mindre mangler denne kontakt, i samme grad er man ude af stand til at forstå eller acceptere "Livets Bog". Den kritik, ethvert væsen manifesterer over samme bog, vil således i realiteten aldrig i noget som helst tilfælde kunne eksistere uden samtidig at være an afsløring af det pågældende væsens egen kærlighedsstandard og dets herpå baserede intellektuelle trin. At dette er rigtig, viser efterfølgende analyse af de "kritikere" og den "kritik", der kan opstå over "Livets Bog".

Med hensyn til "kritikerne", vil vi her først nævne de væsener, der er mest i kontakt med sandheden i "Livets Bog", hvilket altså vil sige de væsener, i hvis bevidsthed humanitet og kærlighed er altbeherskende faktorer. Sådanne væsener opnår allerede ved første gennemlæsning af omtalte kærlighedsværk et overmåde stort resultat, får svar på en mængde problemer, der er helt i kontakt med, hvad de selv intuitivt føler må være absolut rigtigt. De glæder sig meget over bogen og føler studiet af dens indhold som en sand mental vederkvægelse, ja, som en behagelig tilfredsstillelse af en længe næret hunger.

I kraft af deres overordentlige kærlighedsnatur bliver studiet af "Livets Bog" omsat til en altoverskyggende forståelse og en herpå baseret tolerance overfor alt og alle. De har så at sige passeret "Tærskelens vogtere" og er således i sind og væsen permanent knyttet til lyset eller sandheden i "Livets Bog", eller hvor som helst den ellers måtte være at finde. At deres "kritik" af sandheden eller livets kosmiske analyser og dermed af "Livets Bog" kun kan være og blive "lys" er naturligvis en selvfølge. De er således af naturen sandhedens "fødte" disciple og bliver humanitetens eller kærlighedens sande fremførere eller fakkelbærere i mørket. Al selviskhed er langt borte fra disse væsener. I deres sind er der kun ydmyghed og ærefrygt for livets absolutte sandhed og dens virkelige fortolkere. Denne væsensgruppe vil vi kalde "A. kritikerne".

Samtidigt med ovennævnte ædle sandhedssøgere findes der en anden serie sandhedssøgere. På disse væsener mærker man straks, at deres sympatiske anlæg er mere usikre. Der er mindre talent for humanisme og kærlighed i deres væsen end hos "A. kritikerne". Og som følge heraf kan de heller ikke i [slut på side 6] nær så høj grad som disse forstå sandhedens analyser i "Livets Bog". Dog kan de ypperste af disse blive meget begejstret for dens indhold, men de kan ikke som de førnævnte væsener opleve dens analyser – med hjertet. Deres begejstring skyldes kun en overlegen intelligens. Og deres tilknytning til samme bog bliver derfor i en altovervevende grad baseret på hjernen. Resultatet heraf bliver derfor dette, at disse væsener mere bliver "teoretikere" end "praktikere". De kan blive overordentlig begejstrede for åndsvidenskabens analyser og disses ophav eller andre autoriteter indenfor samme videnskab. Og under en sådan begejstringens bølge kan deres endnu ufærdige naturer i stor udstrækning tvinges i baggrunden, således at de samme væsener i det pågældende tidsrum bliver tilsvarende uselviske, ja, kan endog bringe et åndsarbejde, de kommer i berøring med, store ofre. Men da det som nævnt endnu ikke er blevet deres talent eller natur at forstå åndsvidenskabens sande natur og absolutte mål: uselviskhed, står og falder førnævnte uselviskhed med deres begejstring for nævnte videnskab. I samme grad som sådanne væseners møde med åndsvidenskaben og dens repræsentanter er blevet noget dagligdags, og de samme væsener således på en måde er blevet "gamle i gårde" indenfor nævnte videnskabs område, i samme grad mister nævnte videnskab sin stimuleringsevne overfor de pågældende væsener. Og deres egen sande natur, hvilket vil sige den, der oprindelig endnu er deres "C. viden" eller vanefunktion begynder igen at få overtaget over deres vilje og handlemåde. Men denne natur kommer nu frem i bevidstheden som en maskeret uselviskhed. Den giver sig ofte udslag i, at de pågældende væsener kommer til at føle en mere eller mindre fremtrædende overvurdering af sig selv, deres evner og anlæg. De føler sig højere kvalificeret, end de i virkeligheden er. Årsagen hertil er deres store hjernemæssige indstilling til det højere åndsliv, deres megen belæsthed eller studium af filosofiske eller åndsvidenskabelige værker. Et sådant studium har naturligvis beriget deres tale- og skrivetalent på det åndelige felt. Men den side ved nævnte felt, de endnu ikke kan opleve med følelsen eller hjertet, kan de naturligvis ikke manifestere. Og deres frembringelser, det være sig på skrive- eller taleområdet såvel som på selve væremåden, kan naturligvis ikke måle sig med de væseners, der netop kan opleve med hjertet. Det kan ikke benægtes, at der bliver en vis åndsforskel på disse to slags væsener. De væsener, der kan opleve med hjertet, samtidigt med at de har stor skrive- og taleevne, kan naturligvis repræsentere mere af åndsvidenskaben end de væsener, der nok har skrive- og taletalent, men kun har en teoretisk oplevelsesevne. De første kan give åndsvidenskaben varmende, praktisk liv, så den bliver livets højeste bevidsthedsnæring. De andre væsener derimod kan nok give den en ydre glans, men den har intet liv, den er kun en teori, hvilket i realiteten vil sige en "formodning", der i morgen eventuelt må forandres til fordel for en ny formodning og således fortsættende.

Og det bliver da også fra de førstnævnte væsener, at forsynet rekrutterer [slut på side 7] sine virkelige betydningsfulde arbejdere på det åndelige felt eller det, der for jorden betyder verdensgenløsning. Det åndelige liv kan nemlig ikke udbredes eller formere sig udelukkende ved teori. Der skal en fundamental praktisk demonstration i væremåde til, og denne kan kun de præstere, der ikke alene har den hjernemæssige eller teoretiske side i orden, men også oplever og manifesterer teorierne som praktisk virkelighed. De må mere eller mindre være blevet til "C. viden" eller vanebevidsthed i deres væremåde. Og her finder vi således løsningen på Jesu ord: "Mange er kaldede, men få udvalgte". De "mange kaldede" vil altså sige de væsener, der er nået så langt frem i deres udvikling i spiralen, at de netop har begyndt at få deres hjernevirksomhed indstillet på de højeste eller evige fakta og rent teoretisk begynder at forstå, at disse ikke er ren overtro, men rummer sandheden. Sådanne væsener er naturligvis alle "kaldede", de er blevet søgende og kan således ikke frakendes at være aspiranter til livets højeste visdom. Og det eneste, der nu holder dem tilbage fra at blive autoriteter på det åndelige felt er kun "Tærskelens Vogtere", hvilket vil sige, deres egne ufærdige naturer. Disse ufærdige naturer giver sig nemlig udslag i, at den megen teoretiske begavelse og deres eventuelle skrive- og taletalent i forbindelse med en endnu ikke udlevet ærgerrighed bevirker, at hele deres færd mere bliver en stræben efter position og anseelse, altså en slags berømmelse på det åndelige område, end den bliver en "pligtmanifestation". Deres væsen bliven en ren "selvisk" fremtræden. Her afviger de fra "A. kritikerne". Disse væsener har jo allerede (hovedsageligt i tidligere liv) udlevet ærgerrigheden, har udlevet dette at have stor position, magt og ære. Disse foreteelser har ikke mere nogen tiltrækning på dem. Hele deres fremfærd bliver derfor kun en ren og skær "pligtmanifestation". Hvad de så end beskæftiger sig med, vil de i virkeligheden helst leve skjult og nærer næsten ængstelse for at blive genstand for berømmelse og magt. Og man må således her forstå, at med denne bevidsthedsindstilling vil de netop være særligt kvalificerede til at eje virkelig kundskab og magt, thi den vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne blive misbrugt til at brillere med, til at nedværdige og undertrykke andre eller til at ophøje sig selv, men udelukkende kun til at udløse pligtmanifestationer med overfor alt levende.

At Forsynet udsøger sig sine største hjælpere blandt disse væsener er naturligvis en selvfølge. Og disse væsener bliver derfor ikke alene "kaldede", som de førnævnte væsener, men de er også ligefrem "udvalgte" af Forsynet. De udgør de helt frie væsener. Deres største glæde og inspiration i livet er "pligtmanifestationen". Denne frihed har de andre væsener ikke. De er endnu, som før nævnt, stærkt bundet af ærgerrighed, hvilket vil sige hungeren efter at blive beundret. Og deres tilknytning til åndsvidenskaben skyldes derfor i meget udstrakt grad denne hunger. De ser i åndsvidenskaben et nyt middel, ved hvilket de muligvis kan blive beundret.

(Fortsættes i næste nummer) >>