Ældre årgange af Kosmos mv.

Læseren spørger –
Martinus svarer

    

 

( Fra "Kontaktbrev" nr. 4 og 5, 1950 )

 

SPØRGSMÅL:

Kan faste være gavnlig?

SVAR:

For det sunde menneske, der lever normalt og ikke spiser mere mad end lige akkurat det kvantum, der dækker dets organismes behov, vil faste være en uheldig indgriben. Noget andet gør sig derimod gældende, hvor dette forhold ikke respekteres, og hvor væsenet dagligt opsummerer i sin organisme et væld af overflødige næringsstoffer og dermed permanent overbebyrder sine organer.

At sådanne overbebyrdede organer kan trænge til en vis aflastning er indlysende. Denne aflastning kan kun finde sted igennem en vis hensigtsmæssig faste eller reducering af måltiderne.

Ved en gennemført faste, hvor legemet så at sige helt bliver udtømt for næringsprodukter, kan man afstedkomme en vis gavnlig udrensning af organismen for skadelige eller usunde stoffer, men en sådan kur bør absolut kun foretages under en læges ordination og kyndige kontrol.

 

SPØRGSMÅL:

Ifølge tidligere besvarelser af spørgsmål her i korrespondancebrevet angående den vegetabilske ernæring synes det at fremgå, at råkostnydelse ikke er mere fordelagtig end nydelse af de kogte produkter, er det rigtigt? –

SVAR:

De tidligere besvarelser af ovennævnte spørgsmål har ikke drejet sig om at belyse, hvorvidt råkost var at foretrække fremfor den kogte mad, men kun at henvise til, at den vegetabilske føde var at foretrække fremfor den animalske, ligesom der også i de nævnte besvarelser kun er taget stilling til, om selve kogningens anvendelse i ernæringsproduktionen var skadelig eller ikke skadelig. Det må derfor naturligvis være underforstået, at den analyse af kogningen, der blev givet i besvarelsen, kun gælder i de situationer og med hensyn til bearbejdelsen af de produkters omdannelse til tålelig føde for mennesket, der har gjort kogningen aktuel og gennem århundreders erfaringer vist denne som ligefrem uundværlig i det jordmenneskelige ernæringsområde.

At kogningen ikke behøves overfor de ernæringsprodukter, der af naturen selv allerede er omdannet til en form for så åndeligt overvægtigt mikroliv og kun iklædt et sådant minimum af fysisk materie, at det helt uden at dræbes kan optages som næring i en organisme og her fortsætte sin normale tilværelse, er selvfølgeligt. Uden dette endemål for udviklingen af ernæringsprincippet og fordøjelsesprocessens forvandling fra en drabs- eller dødsproces til en livsproces for mikrolivet ville intet væsen nogen sinde på [slut på side 204] det fysiske plan kunne komme fri af det dræbende princip. Det måtte stadigt igennem sin fordøjelsesproces nedkalde helvede, død og undergang over myriader af mikrovæsener for selv at kunne leve, selv om det overfor mellemkosmiske væsener (dyr og medmennesker) for længst har tilegnet sig en englelig tilværelse.

 

SPØRGSMÅL:

Når en sjæl eller ånd ved den såkaldte "død" forlader eller mister sit fysiske legeme, indtræder den da i en tilstand, hvor den er sig sit forladte jordliv bevidst, jeg mener: husker den slægt og venner, og hvad den har gennemlevet?

SVAR:

Fordi et levende væsen forlader eller mister sit fysiske legeme, mister det ikke i første instans sin fysiske bevidsthed, hvilket her i dette tilfælde vil sige: sine i sidste jordliv oplevede erfaringer, erindringer om slægt og venner etc. og øvrige viden.

Da den fysiske bevidsthed således er tanker og tankematerier, udgør den i sig selv ikke noget fysisk, materielt, men er i virkeligheden af ren åndelig natur. Den er derfor uafhængig af det fysiske legeme og kan ikke gå under sammen med det. Den vil efter det fysiske legemes undergang stadig være knyttet til det Jeg, der med sin evige overbevidsthed og underbevidsthed danner den bag den fysiske organisme fremtrædende levende ånd, der er det sande og virkelige, udødelige væsen. Når nævnte ånd ved døden mister sit fysiske legeme og dermed den fysiske del af sit hjerne- og nervesystem, der er sædet for dets fysiske dagsbevidsthed, vil det ved nævnte død miste den heraf afhængige evne til direkte bevidst at vekselvirke med det fysiske plan og dermed også evnen til at stå i direkte fysisk forbindelse med de efterladte på samme plan.

Da dets dagsbevidsthed imidlertid ved døden overføres til natbevidstheden, der er dagsbevidsthed på det åndelige plan, vil det her stadigt leve i en bevidst jongleren med sine oplevede erfaringer, erindringer, sin oplevede viden etc. fra det forladte fysiske jordliv. Disse psykiske foreteelser vil nu blive det afgørende fundament for graden af lys eller lykke i væsenets ved døden indtrådte totale åndelige tilværelse.

 

SPØRGSMÅL:

Eksisterer der nogen naturlig og uden ad mediumistisk vej udløst forbindelse mellem de levende og de såkaldte "afdøde" væsener? –

SVAR:

Mellem de levende og "de døde" er der en meget stor livsvigtig og aktiv forbindelse. Ved døden bliver et væsens vågne, fysiske dagsbevidsthed overført til dets natbevidsthed, der udgør samme væsens dagsbevidsthed på det åndelige eller psykiske plan. Da de fysiske væseners dagsbevidsthed under den dybe normale søvn også er overført til natbevidstheden, befinder de sig under denne fysiske søvn i en tilstand, hvor de har vågen dagsbevidsthed på samme plan som "de afdøde". De levende og "de døde" kan da her fortsætte den indbyrdes tankeudveksling og det ønskede samvær, de ikke mere kan få udløst på det fysiske plan. Livsvigtige ideer, advarsler, råd og vejledning udveksles her gensidigt i stor stil mellem begge planers væsener. Og selv om erindringen om et sådant åndeligt samvær og de [slut på side 205, start på side 213] hermed forbundne oplevelser totalt mangler i den fysiske dagsbevidsthed ved væsenets opvågnen efter søvnen, vil den alligevel være nedplantet i samme væsens underbevidsthed og herfra ved givne særlige lejligheder eller situationer forplante sig til den vågne fysiske dagsbevidsthed. Den vil da på intuitionslignende måde befrugte vedkommende væsens tankeverden med den viden, det åndelige eller psykiske materiale, der var det åndelige samværs, kerneindhold.

På denne måde står alle levende væsener i en ufarlig og beskyttet forbindelse med den åndelige verden. Døden er ikke den store adskillelse fra de kære "afdøde", eller dem man holder af, som menneskene her på jorden i al almindelighed forestiller sig. Dette vil efterhånden blive til en så levende opfattelse eller kendsgerning, at alt det sortsyn, der med fortvivlelse, tårer og livslede i dag gør en bisættelse eller begravelse til en begrædelsesceremoni i sort, sort og atter sort, vil ændres således, at begravelsen bliver det, den skal være, en lykønskningens og lysets fest. Den naturlige død vil altid være en udfrielse af den indskrænkning i livsoplevelse og det heraf affødte sjælelige fængsel, som en udødelig ånds tilknytning til en invalid, defekt eller affældig og for livsoplevelse uegnet organisme må siges at være. En sådan befrielse skal ikke begrædes, men lykønskes.