Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus

Menneskeheden og jorden på vej mod den kosmiske indvielse

 

 

En eksplosionsagtig udvikling

Menneskene på jorden er kommet ind i en kolossal forceret, ja, en eksplosionsagtig udvikling, hvor der sker mere på ti år, end der tidligere skete i århundreder. Ganske vist opfatter nogle mennesker den nuværende tilstand som om det gik den modsatte vej, mod menneskehedens undergang. Men det er absolut ikke tilfældet. Hvad vi oplever er en kulturs undergang, dens dødskrampe så at sige, men det er samtidig en ny kulturs fødsel og dermed dens fødselsveer. Derfor er der megen lidelse og smerte og så mange vanskeligheder. Desuden har den gamle verdensimpuls, trosreligionerne, ikke mere samme indflydelse og evne til at inspirere menneskene som tidligere, hvor de var et fast holdepunkt i tilværelsen, der kunne hjælpe i svære tider og vanskelige situationer både i liv og død.

I dag er de jordiske mennesker mere og mere koncentreret på den fysiske materie, og den fysiske videnskab betyder på en måde lige så meget for dem nu, som religionen tidligere. Den materielle videnskab har da også svar på mange spørgsmål, hvor det drejer sig om materiel viden og kunnen. Men da den kun beskæftiger sig med bevægelse, hastighed, bølgelængder, mål og vægt, hvilket er dens naturlige begrænsning, kan den ikke give menneskene et fast punkt i tilværelsen. Derfor befinder mange mennesker sig i et åndeligt tomrum, de har givet slip på noget gammelt, som ikke kunne inspirere dem mere, men de har endnu ikke fundet noget nyt, der kan hjælpe dem til at få den indre balance, ud fra hvilken det ydre kaos kan forvandles til kosmisk harmoni. Den overgangstilstand, hvori den jordiske menneskehed befinder sig, er den sidste fase af forvandlingen fra dyr til menneske, og den vil bibringe de enkelte individer sådanne erfaringer, at de bliver modtagelige for en ny verdensimpuls, som allerede nu stråler ind over jorden. Mange mennesker er begyndt at blive modtagelige for dens indflydelse og arbejder mere eller mindre ubevidst for den, men det er af stor betydning, at flere og flere får kendskab til, hvad det egentlig er, der foregår med jorden og menneskeheden i øjeblikket. Det er blevet min opgave igennem mine kosmiske analyser og symboler [slut på side 27] at redegøre for universets evige love på en sådan måde, at de jordiske mennesker, som er modne dertil, og det vil i fremtiden blive flere og flere, derigennem kan se verdenssituationen i evighedens perspektiv og samtidig i et så aktuelt perspektiv, at de forstår, hvad der i øjeblikket er det væsentligste at gøre, samt at hvert eneste menneske har en opgave og en mission, når det gælder om at skabe fred på jorden.

Undervisning i ondt og godt

Hvad er det for en eksplosionsagtig udvikling, menneskeheden oplever? Menneskene er ved at få praktisk undervisning i, hvad der menneskeligt set er ondt, og hvad der er godt i modsætning til, hvad der er ondt og godt ud fra junglelovens eller dyrerigets principper. Det kan virke naivt, fordi det lyder så enkelt, og måske også fordi det får nogle til at tænke på den gamle historie i Bibelen om Adam og Eva, slangen og kundskabens træ og det er jo en meget enkel og naiv historie. Ikke desto mindre indeholder denne gamle symbolske fortælling en stor kosmisk eller universel sandhed og er højst aktuel den dag i dag, når man forstår, hvad det er den udtrykker. Den fortæller i symbolske billeder om menneskehedens nuværende situation: menneskeheden æder af frugterne på kundskabens træ på godt og ondt, for at de, som "slangen" udtrykte det, "skulle blive ligesom Gud og kende forskel på godt og ondt". Dette symbolske billede er genialt i sin enkle fremstilling af tingene. Det naive ligger egentlig kun deri, at begrebet "syndefald" er blevet opfattet som noget forfærdeligt, som "arvesynden", der fra generation til generation helt fra disse "første mennesker" er gået i arv og hviler som en byrde på alle mennesker, indtil de gennem troen på, at Kristus har taget det hele på sig gennem korsfæstelsen og forsonet den vrede Gud, kan blive frelst fra livet på jorden og indgå til himmeriges fryd i "den store hvide flok", der synger salmer til Herrens pris og vifter med palmegrene. Denne naivitet skal naturligvis ikke kritiseres, da menneskene ikke har været udviklet til at opfatte det anderledes. Men i dag, hvor tusinder af jordiske mennesker er vokset fra et sådant naivt standpunkt uden at have fundet et nyt standpunkt, der kan hjælpe dem i liv og død, er det meget vigtigt, at den kosmiske symbolik, der skjuler sig i den gamle fortælling, afsløres for menneskene, så de kan se, hvor aktuel den er.

Mange mennesker i vor tid og endnu flere i det kommende århundrede vil være modne til at forstå, at det der er karakteriseret som et "syndefald", i virkeligheden er den første form for verdensgenløsning. Det er symbolet for en ældgammel kosmisk impuls, der har påvirket den jordiske menneskehed gennem mange svundne årtusinder. Det er "den mørke verdensgenløsning", og den er en absolut nødvendig faktor i udviklingen; ja, uden den ville den senere "lyse verdensgenløsning" overhovedet ikke kunne påvirke menneskene. Det er i mørket, lyset skal tændes, for at det kan opleves som lys. Derfor må de levende væsener opleve mørket, før end de kan opleve lyset.

Nødvendigheden af at mennesket forstår reinkarnationsprincippet

Mørkesituationen er for mange jordiske mennesker efterhånden blevet en tilstand, de er mætte af. Men hvordan er de blevet det? Og hvorfor står de jordiske mennesker på så forskellige [slut på side 28] trin, når det drejer sig om, hvad de kan nænne og ikke nænne at gøre? Disse spørgsmål og mange andre af lignende art munder ud i dette ene: Hvad er meningen med et liv fra undfangelse til død, hvor så meget tilsyneladende uretfærdigt, ondt og ubehageligt kan ramme et menneske? Engang så man det som begyndelsen til det, som for den troende og "frelste" fik sin afslutning og sin belønning i paradis. I vor tid er man mere tilbøjelig til at se det som udtryk for den rene tilfældighed.

Et kort liv i en hård og ubarmhjertig verden blot oplyst af enkelte korte glæder, et liv, der er begyndt ved fødslen og tilintetgøres med døden, det er den almindelige livsopfattelse i vesterlandet i dag. Set i det perspektiv er der ikke noget at sige til, at mange mennesker synes det hele er meningsløst og uudholdeligt og begår selvmord, og at nogle synes, at alt er ligegyldigt, og at man derfor lige så godt kan få så megen nydelse ud af den korte tid som muligt, selv om det sker på andres bekostning. Hvorfor er verden af i dag så tåbelig? Fordi menneskene har handlet og stadig væk handler efter dyrerigets love. Men det vil de lære at holde op med. Kristi ord på korset: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", er ord, der gælder næsten lige så meget i dag som på Kristi tid. Næsten lige så meget, men ikke helt. Hvorfor ikke? Fordi menneskeheden siden da har gjort visse erfaringer. Der er visse ting, man i dag ved mere om, f.eks. atomer, himmellegemer, teknik og visse idéer om en mere menneskelig samfundsordning. Men hvad hjælper det, hvis menneskeheden ikke er blevet lykkeligere og gladere af den grund? Og det er den tilsyneladende ikke. Nej, for den viden om materielle ting, menneskene har tilegnet sig, er endnu blot en begyndelse til en ny viden. Først når de også begynder at erkende og vide noget om livets åndelige realiteter, vil de kunne lave deres verden om. Og her er det først og fremmest forståelsen af reinkarnationsprincippet og skæbnedannelsen, hvor man sår og høster fra liv til liv, det er vigtigt at få forklaret menneskene, så de forstår det og ser det naturlige i det. Så længe menneskene kun tror at have ét liv, kan man ikke forklare dem den virkelige sandhed om livet. Og heller ikke så længe de tror, at andre kan være skyld i deres ulykke og lidelse.

Den materialistiske videnskab har sat fart i udviklingen

I vor tidsalder, hvor teknikken er kommet til at præge menneskenes liv og virksomhed, kan en og anden vel synes, at al ting går alt for hurtigt. Man kan slet ikke følge med. Alligevel prøver man det og får måske stress eller mavesår på grund af det psykiske pres, man udsættes for. Det sker, fordi de jordiske mennesker endnu ikke behersker teknikken og dens virkninger. Også på dette område skal man lære at kende forskel på godt og ondt. Og det vil man komme til. Menneskene eksperimenterer mere end nogen sinde før, næsten på alle områder. Men eksperimenter giver erfaringer og viden, det er nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt. Man kan jo ikke undgå at gøre fejltagelser, og menneskene gør mange fejltagelser, og derved lærer de efterhånden, hvad der er rigtigt, dvs. hvad der er i overensstemmelse med livets love. Er det ikke det, der gør sig gældende inden for videnskaben og teknikken? Man må tænke, handle og skabe i overensstemmelse med de [slut på side 29] fysiske naturlove, ellers går det galt. Og hvad der gælder inden for den fysiske del af verdensaltet, gælder også inden for det åndelige område. Man må lære lovene at kende og handle, tænke og skabe i overensstemmelse med disse love. Derfor må der også eksistere en åndelig videnskab på jorden. Det gør der også, selv om den endnu kun er i et fosterstadium. Men den vil udvikles og føre alt det videre, som den materialistiske videnskab har sat fart i.

Gennem den åndelige videnskab vil menneskene efterhånden lære at forstå, at deres liv aldeles ikke er begyndt ved undfangelsen og fødslen og heller ikke slutter med døden. De vil lære at forstå, at universets kredsløbsprincip, som gælder i materiens verden, og ligeledes gør sig gældende i stjerneverdenernes gigantiske systemer, altså i mikrokosmos og makrokosmos, dette kredsløbsprincip gælder også for det liv, der leves midt imellem de mikroskopiske og de gigantiske kredsløb, og det vil sige for planternes, dyrenes og menneskenes vedkommende i det område, jeg kalder mellemkosmos. Alt dette med kredsløb inden i kredsløb, som den fysiske videnskab afslører for os, er sandhed. Men det er ikke den endelige sandhed om universet, den kan en materialistisk videnskab ikke afsløre, den kan ikke måles og vejes og bedømmes i hastigheder, volumen og bølgelængder.

Jordkloden forberedes til at blive bolig for færdige mennesker

Den endelige sandhed om universet er ikke en sandhed om død materie, men en sandhed om levende væsener og om levende væseners kredsløb inden i levende væsener; væsener, der udgør henholdsvis stoffer og universer for hverandre. Derfor er menneskenes liv ikke en undtagelse fra alt andet liv, hvor kredsløbsprincippet gør sig gældende. Og livet fra fødsel til død er blot en del af et større kredsløb, ja, af gigantiske universelle kredsløb, som mennesket, når det er modent dertil, vil blive bevidst i. Det er en sådan kosmisk bevidst tilstand hele menneskeheden i sin udvikling er på vej imod. Den er ved at blive skabt "i Guds billede efter hans lignelse", dvs. den er ved at blive bevidst i universets åndelige virkelighed, det levende univers, som er den Gud, hvori vi "lever, røres og er til". Men da det jordiske menneske samtidig på sit nuværende udviklingstrin er et væsen, som for en stor del endnu tilhører dyreriget, må det overvinde alle disse ufærdige dyriske sider af sin mentalitet, før det i kommende liv eller inkarnationer kan komme videre i sin kosmiske udvikling.

Sandheden om vor verdenssituation i øjeblikket er kosmisk set den, at de jordiske mennesker gennemgår en indvielsesproces. De er ved at blive indviet i, hvad det vil sige at være et menneske. Man forsøger i sin uvidenhed at menneskeliggøre dyrerigets principper og skaber derved en intellektualiseret jungle, hvor krigen hersker i utallige variationer. Det er det, jeg kalder "djævlebevidsthed". De mennesker, der i dag er imod krigen og viser det, ikke blot ved at demonstrere mod krig og vold, men også ved at tage afstand derfra i deres egen væremåde i det daglige liv, er mennesker, der i mange tidligere liv har erfaret krigens virkninger på deres egen krop og i deres bevidsthed. De har ædt tilstrækkeligt af den slags "frugter" fra "kundskabens træ". Verdenssituationen [slut på side 30] nu og i kommende år skal lære de mennesker, der endnu ikke har gjort de nødvendige erfaringer, at tage afstand fra krigen og fra at forsøge at menneskeliggøre eller intellektualisere de dyriske principper og i stedet lære principperne for en menneskelig tilværelse at kende. Det er en kosmisk indvielse, ikke blot for menneskene, men for selve jordkloden som levende væsen. Derfor behøver man ikke være bange for, at nogle mennesker skal kunne sprænge det hele i luften med kernevåben. Den universelle magt, vi kalder Guddommen, som har sendt de impulser til jorden, der har bevirket dens og menneskehedens udvikling indtil nu, står stadig bagved, hvad der sker. Men menneskene skal udvikles til at blive bevidste medskabere af en verden, hvor krigen i alle dens afskygninger afløses af fred og gensidig forståelse og kærlighed, hvilket vil befri og udvikle den menneskelige skaberkraft til sådanne højder, at menneskene af i dag ville måbe, hvis de vidste, hvilke strålende guddommelige egenskaber, der ligger latent i hvert eneste menneske.

Fra KOSMOS 14-15/69.