Ældre årgange af Kosmos mv.


 

SPØRGSMÅL:

Vil erkendelsen af reinkarnationen få betydning for verdensmoralen? –
 

SVAR:

Så længe reinkarnationen ikke er accepteret af den offentlige mening eller det store flertal indenfor jordmenneskeheden, vil en absolut fuldkommen human eller retfærdig verdensmoral umuligt kunne gøre sig gældende. Så længe man ikke forstår reinkarnationen, vil en opfattelse af det virkelige eller absolutte verdensbillede være en umulighed. Det moderne materialistiske verdensbillede er ikke noget virkeligt verdensbillede. Det udgør kun en række analyser af kloders og mælkevejes baner og stofindhold, altså en viden, der ikke har den allermindste indflydelse på selve verdensmoralen. Og så længe det fysisk-psykiske verdensbillede udgør en ukendt foreteelse, vil dets struktur og love og dermed også dets morallove være ukendte. Det er netop denne uvidenhed, der i dag afføder følgende udtryk: "Der er ingen retfærdighed til", "Livet er et resultat af tilfældigheder", "Enhver er sig selv nærmest" etc. Og så former man sin livsførelse på dette grundlag. Man kan ikke forstå, at der kan være retfærdighed i en verden, hvor man ser, at nogle børn fødes til sygdom, nød og elendighed, får ukærlige forældre, der ligefrem opdrager dem til at blive forbrydere, medens andre børn fødes til et liv i rigdom og velvære, beskyttet af kærlige forældre og får adgang til de højeste og mest agtede kredse i samfundet. Nogle børn fødes med en meget ringe begavelse, medens andre fødes med strålende intellektuelle evner og anlæg. Det ene barn fødes som geni, det andet fødes åndssvagt. Nogle væsener er slaver, må slide og slæbe eller pukle for andre, der så kan leve højt på disse væseners arbejde, føre et luksusliv. Nogle væsener dør af frådseri og dovenskab, andre dør af sult og overanstrengelse. Nogle børn dør straks efter fødslen, medens andre opnår at blive et hundrede år. Nogle børn fødes med en overordentlig stor og venlig psyke, og andre fødes med en psyke, der kun kan udløse bandit- eller gangstervæsen. Hvordan skal der kunne være retfærdighed i en verden, hvor alt således tilsyneladende er ganske meningsløst, og livsgoderne er så ulige fordelt? –

[slut på side 47]

At den kirkelige kristendom søger at råde bod herpå med religiøse dogmer eller overleveringer, der udtrykker verdensbilledet som en almægtig Guddom, der er alle levende væseners skaber og behersker, har ikke dermed kunnet henvise til foreteelser, der gør verdensbilledet til en kulminerende retfærdighed og kærlighed. I denne dens hjælpeløshed har den måttet kapitulere med udtrykket: "Guds veje er uransagelige". Det, der har bragt nævnte kirkelige kristendom til denne intellektuelle kapitulation eller uformuenhed og dens heraf følgende affolkning af kristendommen, er dens docering af en Guddom, der opgives at være almægtig, alkærlig og alvidende, men som ikke desto mindre lader et overordentligt stort flertal af sine skabte væsener havne i et evigt helvede, altså en vånde og pine, som de aldrig i al evighed kan udfries fra. Denne frygtelige pine opgives at være en straf for deres i et enkelt fysisk jordliv begåede forseelser eller fejltrin. Hvordan kan en evig eller uendelig straf stå i et rimeligt forhold til en timelig eller endelig forseelse? – Og hvordan kan det skabte straffes for sin egen ufuldkommenhed? – Det har jo ikke skabt sig selv, men er et produkt af en skaber. Må denne skaber da ikke selv have ansvaret? – Når denne skaber er almægtig, hvorfor skaber han så væsener, om hvem han i følge sin alvidenhed på forhånd ved, vil havne i helvede? – Hvis han ikke kan skabe sine væsener fuldkomne, er han ikke almægtig. Og hvis han ikke på forhånd ved, at disse vil havne i helvede, er han ikke alvidende, og hvis han på forhånd ved, at de vil havne i helvede, men ikke ønsker at befri dem fra denne store pine, ja, oven i købet sender den største part af sine skabte væsener derhen, er han ikke alkærlig. Tænk, hvis en sådan guddom kom til mentalundersøgelse. Hvordan måtte diagnosen blive? – Et skabende væsen, hvis største produktion er en frembringelse af levende væsener med en mental eller åndelig struktur, der hjælpeløst dømmer disse til et uophørligt liv i en kulmination af smerte og lidelse, og i hvilken tilstand de forgæves evigt må skrige deres dødsvånde ud imod deres totalt følelsesløse og ubarmhjertige skaber, hvis almægtighed og alvidenhed kunne have forhindret hele dette djævelske panorama og derimod have skabt en sollys, strålende tilværelse for alle, kan ikke have nogen som helst gnist af kærlighed i sig. Da væsenerne i helvede aldrig i al evighed kan udfries fra deres pinsler, vil deres ophold her være totalt blottet for noget for væsenerne selv gavnligt eller nyttigt formål. Når den almægtige Guddom ikke desto mindre urokkeligt fastholder disse væsener i en evig pine, kan det således udelukkende kun være fordi, det er en nydelse for ham. Men et væsen, der finder behag i at se levende væsener hjælpeløst fastholdt i frygtelige pinsler, kan kun være abnorm. Hans diagnose kan kun udtrykkes ved det ene ord: "sadisme".

Det er denne i dogmernes forældede terminologi skjulte djævel i renkultur, dette hundrede procents hedenskab i de religiøse overleveringer, der affolker den kirkelige kristendom, alt eftersom dens tilhængere begynder at tænke selv. Man forstår, at der måtte et kærlighedsvæsen eller en Kristus i kød og blod til for at bringe dette sadistiske billede af en verdensherre til at blegne, synke i grus og forvitre. Inspiration og betryggende forsikring om retfærdighed og dermed et fundamentalt grundlag for skabelsen af en højere moral kan dette billede af en syg [slut på side 48] guddom umuligt give den udviklede forsker.

Da de andre store verdensreligioner også indeholder omfattende hedenske dogmer eller forestillinger, der ikke kan stå for en virkelig intellektuel gennemlysning, vil nævnte religioner også blive affolket, alt eftersom væsenernes egne intellektuelle evner bryder frem. Paradisiske himle med sjælløse valkyrier såvel som angsten for at blive til en krokodille, en slange, en blæksprutte eller et andet kryb, hvis man ikke opfylder religionens krav, vil også her forsvinde som mørke skygger for det intellektuelle lys. Og menneskene må søge nye mentale eller psykiske grundlag for moraldannelse.

Da den moderne materialistiske videnskab som før nævnt kun kan give menneskene stof- eller materieanalyser, kan den umuligt løse livsmysteriet. Livet består nemlig ikke blot af stof eller materie, men også af det liv, der dirigerer og tilkendegiver sig ved stoffet eller materien. Den nævnte videnskab kan derfor umuligt danne grundlag for moral. Åndeligt eller mentalt mørke, gudløshed eller benægtelse af et eksisterende forsyn behersker det daglige liv i den materialistiske videnskabs domæne. Besiddelsen af den største hær og flåde eller krigsmagt med den størst mulige evne til at dræbe, myrde og ødelægge må derfor anses som den eneste effektive sikkerhedsforanstaltning eller det bedste beskyttelsesmiddel. Alt bliver derfor her mere et magtspørgsmål end et retsspørgsmål. Og det i materialistisk viden og kunnen højt begavede jordmenneske må her stille sig på dyrets stadium og ordne sit liv under junglemoralen: den stærkeres ret. Da mennesket afviger fra dyret ved at være et etisk væsen, hvilket vil sige, at det er bestemt til at skulle leve under princippet "ret for magt", kan det ikke leve under jungleloven: "magt for ret", uden at underminere sin sande menneskelige livsoplevelse, der er en permanent fred, lykke og glæde baseret på forståelsen af og kærligheden til alt og alle. Junglemoralen kan kun give jordmennesket en dyrisk livsoplevelse, der er det samme som en permanent væren på vagt imod frygtede onder, sorger og lidelser, der hos jordmenneskene er forstærkede i samme grad som disse væsener har forstærket deres dyriske fremtræden med kunstige forsvars- og angrebsvåben. Og denne forstærkede praktisering af jungleloven er i dag verdensmoral. På den afgøres forholdet mellem stater og folk. At livet derfor i tilsvarende grad må blive dyrisk i stedet for menneskeligt, må blive krig i stedet for fred turde her være selvfølgeligt.

Efter denne kapitulation i religion og materialisme vil den nu begyndende åndsvidenskab med dens kosmiske analyser af selve det levende noget bag materien eller stoffet og dermed af det virkelige fysisk-psykiske verdensbillede være den eneste nu blottede og farbare vej imod verdensfreden. Her bliver reinkarnationen eller individets evige eksistens fortolket ud fra urokkelige logiske grundlag. Igennem kundskaben om denne evige væren ser man, at man er sin egen skæbnes første ophav, skaber og udløser, og at alle ens medvæsener og omgivelser aldrig i noget som helst tilfælde kan være årsagen til, hvor vi fødes, hvem vi får til forældre, hvilket miljø og hvilke kår vi kommer til at tilhøre, hvilke sorger og lidelser eller andre former for ubehag vi kommer til at opleve. De nævnte væsener og omgivelser vil aldrig kunne være andet end de midler eller redskaber, igennem hvilke vi med vort eget væsen [slut på side 49] bevidst eller ubevidst udløser og former vor egen livsoplevelse, der jo er det samme som vor skæbne. Da vor skæbne udelukkende kun kan være virkninger af årsager, vi selv har udløst, dels i det nuværende og dels i tidligere jordliv, er der retmæssigt ingen at blive vred på, ingen at bebrejde dette eller hint ubehag eller denne eller hin ulykkelige hændelse i vor skæbne. Vi ser, at alle ubehag er tilkendegivelser af vor egen ufuldkommenhed i livskunst eller væremåde og tager derfor ved lære af ethvert ubehag eller enhver oplevelse. Åndsvidenskabens analyser om reinkarnation og verdensbillede fjerner således helt den store overtro, at nogen kan gøre uret, og nogen kan lide uret. Den fjerner et hvilket som helst grundlag for martyrium og viser, at enhver form for had, vrede, misundelse eller kort sagt enhver form for ukærlighed er det endnu ufærdige eller kosmisk blinde jordmenneskes fald og fejltrin. Da fald og fejltrin giver erfaringer, erfaringer fører til livsviden, og livsviden fører til kosmisk klarsyn eller kosmisk indvielse, der danner grundlaget for det fuldkomne menneskelige menneske eller væsenet i Guds billede, bliver alle fald og fejltrin således nyttige og uundværlige i den guddommelige verdensplan og gør dermed det evige ord: "Alt er såre godt" til kendsgerning. Når reinkarnationens kosmiske analyser bliver til selvfølgelig vågen, dagsbevidst erkendelse hos flertallet af jordens menneskehed, vil kærligheden fortrænge jungleloven bort fra den gældende verdensmoral. Harmoni og fred, kunst og videnskab, skønhed og glæde vil da være det herskende, lysende bindeled imellem alverdens mennesker, nationer, racer og individer.