Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/6 side 119
<<  2:2
Stjernesymbolet
Jordmenneskenes skytsengel nummer et
Skytsengle i jordbevidstheden
af Martinus
 
( Fortsat fra forrige nummer )
"Dommedag" og "nye tider" set i kosmisk perspektiv
Der eksisterer i jordklodevæsenets bevidsthed to faktorer, som er i strid med hinanden, selviskhed og uselviskhed, og disse åndelige faktorer virker helt ind i det enkelte jordmenneskes bevidsthed i forhold til, som vedkommende menneske er på bølgelængde med dem. Engang i fortiden virkede jordånden 100 % som skytsånd for jordmenneskene gennem de indviede konger, som var besat af makrovæsenets vilje. Det var det guddommelige diktatur. Diktaturet degenererede, fordi både jordvæsenet og jordmenneskeheden skulle opleve en langt højere bevidsthedstilstand, og "nye tider" bebudedes af profeter, som også i større og mindre grad var besat af nye impulser fra jordvæsenets vilje. Samtidig bebudede disse profeter forfærdelige tilstande, som skulle komme: "De sidste tider", "dommedag", og hvad man ellers har kaldt dem. Naturligvis måtte profeterne skildre deres fremtidsvisioner i deres eget billedsprog eller symbolsprog, og blandt senere tiders mennesker, der ikke forstod, at det var symbolsprog, opstod en blind tro på disse skildringer, som noget, der bogstaveligt skulle ske, som det var beskrevet. Nutidens mennesker ser i almindelighed på de gamle profetier som tågesnak, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men hverken de blindt troende eller de materialistiske skeptikere har ret i deres opfattelse. "De sidste tider", "dommedag", "ragnarok" osv. er realiteter, som menneskene er ved at opleve. Det er "de sidste tider" for en gammel kulturform, som dømmer sig selv til døden, og den "ild" og det "svovl", som "falder ned fra himlen" gennem "ildspyende drager" og andre uhyrer, ifølge de gamle profeter, oplever menneskene gennem den moderne krigsførelses altødelæggende våben. Men jordvæsenet begår ikke selvmord, og menneskeheden skal ikke udslettes, alt det, der foregår på jorden nu og i de kommende år, har sin forklaring i det kosmiske verdensbillede, og når jordmennesket begynder at forstå universets, jordklodevæsenets og sin egen kosmiske struktur og indbyrdes forhold, vil det i samarbejde med jordklodens vilje og gennem bøn til og koncentration på universets evige skaber, som jordklodevæsenets bevidsthed også er koncentreret på, kunne overvinde alle mørke, destruktive kræfter og være med til at forvandle livet på jorden til at blive et "Himmeriges rige" eller et "rigtigt menneskerige".
Organjeger som skytsengle i en organisme
En levende organisme kan ikke blot ses fra et fysisk synspunkt, hvor den med alle sine organer, celler osv. udgør en fysisk enhed; for det væsen, der har kosmisk klarsyn, kan den også ses i et åndeligt perspektiv. Ser man på et levende menneskelegeme i dét perspektiv, er der foruden menneskets jeg, der er makrojeg for helheden, også et jeg inkarneret i hvert eneste organ, samt bag enhver kirtelfunktion. Disse jeger er dirigerende skytsengle for myriader af mikrovæsener: Celler, molekyler, atomer og elektroner, som igen for hver arts vedkommende bliver dirigeret af bestemte jeger. Hele organismen er således en organiseret verden, et univers med levende væsener, der hver for sig på deres plan er skabende og oplevende og har en skæbnedannelse, der er årsag til, at de netop er tiltrukket til den verden, hvor de kan gøre de erfaringer, der befordrer deres videre udvikling. Ethvert fysisk organ i en organisme er altså en beboet verden, i hvilken der lever et samfund af væsener underlagt og styret af en skytsengel. Hvor det drejer sig om organerne i et sundt jordmenneskes organisme, er disse organer fuldkomne verdener, som for længst har fundet den mest fuldkomne form for organisation. I hjertet f.eks. er der ikke nogen vaklen med hensyn til om dets manifestation af blodomløbet skal være på den ene eller på den anden måde. Der er kun én måde, den mest fuldkomne, enhver anden måde ville være en abnorm, ufuldkommen, sygelig manifestation, som ville skabe disharmoni i hele organismen. De fysiske organer arbejder ved hjælp af deres skytsengle og den af dem organiserede samfundsorden så fuldkommen, at makrojeget, organismens indehaver, ikke behøver at skænke disse funktioner nogen tanke, ja, egentlig slet ikke mærker, at det har alle disse forskellige organer, der kosmisk set er små stater eller nationer med deres mikroindbyggere. Når disse organer fungerer så godt, er det fordi, der imellem disse små rigers indbyggere er opstået en total humanistisk fællesskab eller et virkeligt broderskab. Loven for næstekærlighed er her for længst blevet vågen dagsbevidsthed, og det er en praktisk selvfølgelighed, at alle tjener alle. De ved, at hvis denne lov ikke bliver opfyldt, vil deres rige komme i konflikt med de omliggende riger (dvs. med andre organer) og det vil kunne betyde undergang for dem alle. Det enkelte individ i disse samfund er et hundrede procent medvirkende til samfundets (og dermed organets) beståen, ligesom samfundet sørger for en hundrede procent beskyttelse af individets velfærd. Det er altså en politik, som endnu ikke er blevet almengældende blandt menneskene i de samfund, stater og nationer, der findes på jorden. Det vil altså sige, at når det gælder en organisme som jordkloden, er der visse områder, hvor der endnu hersker ufuldkommenhed i dens organisme, fordi der gør det i dens bevidsthed.
De færdige områder og det ufærdige område i jordvæsenet
Selv om der endnu er et område i jordklodevæsenets organisme, der er ufuldkomment, er der områder, hvor der hersker den skønneste fuldkomne orden og harmoni. En sådan organfunktion som dens omdrejning omkring sin akse foregår med en hundrede procent præcision, uden at jordvæsenet behøver at skænke denne side af sin natur nogen tanke. Omdrejningen foregår automatisk set fra jordjegets synspunkt, men det er fordi denne funktion eller dette talent er overgivet til en indviet skytsengel, der er jordens talentkerne for denne nødvendige del af dens livsfunktion. Det samme gælder jordens blodomløb og åndedræt, hvilket vil sige vandenes kredsløb, deres fordampning og fortætning og de på grund af denne proces opretholdte livsbetingelser for vegetabilske og animalske væsener i dens domæne. Dens ernærings- og fordøjelsesproces foregår også set fra jordjegets side automatisk. Dens indtagelse af fysisk føde er dens opsummering i sin materie af det umådelige væld af solstof, det kvantum af lys og varme, den hvert døgn får fra solen. Dette stof omdannes i forbindelse med luft- og vandkredsløbet til vegetabilsk og animalsk liv. Det er jordklodens sande fysiske føde, der virker fornyende og opbyggende i dens organisme. Som vi ser, foregår her i princippet de samme livsfunktioner, som i de jordiske mennesker; ja, selv en form for søvn får den også, idet dens mikrovæsener i den del af dens organisme, hvor der er nat og mørke (bortvendt fra solen), har betingelser for hvile og søvn. Jordklodevæsenet er med hensyn til de fleste funktioner i sin fysiske organisme et færdigt udviklet væsen, hvis talenter eller evner er udviklet til det, jeg kalder C-stadiet, den fuldkomne funktion. Men der er endnu et område, hvor dette makrovæsen ikke er færdig med at danne talentkerner, og hvor funktionerne ikke har nået den fuldkomne højde, "indvielsesgraden", hvilket igen vil sige talentkernefunktioner, der er udtryk for total selvstændighed, total suveræn frihed i jordjegets favør, men uden samme jordjegs dagsbevidste medvirken. Dette ufærdige område i jordjegets organisme er det domæne, inden for hvilket dens mikroindivider udgøres af jordmennesker.
Diktaturets talentkerne eller skytsengel
Som tidligere nævnt er der en nær forbindelse mellem den krise, jordvæsenet i øjeblikket befinder sig i, umiddelbart før sin indvielse eller oplevelse af "den store fødsel", og den krise, de jordiske mennesker oplever. Det fuldkomne samarbejde, det fuldkomne fællesskab og broderskab mellem jordmenneskene er endnu ikke opnået, hverken mellem de jordmenneskelige individer indbyrdes eller mellem deres nationers og staters dirigerende skytsengle. Da der ikke er enighed mellem nationernes, racernes og folkenes skytsengle, kan der heller ikke være enighed mellem de fysiske overhoveder eller regeringer, da disse er midlertidige redskaber eller medier for disse skytsengle. Funktionen mellem skytsenglene er ikke af fysisk men af åndelig eller tankemæssig natur. De modstridende ideologier, som nu gør sig gældende, har hver sin talentkerne eller skytsengel i jordjegets bevidsthed, hvorfra disse mentale bølgelængder udgår. Jordvæsenet har altså disse mentale klimaer i sit sind og er ved at tage stilling til – ikke så meget hvilket klima, der skal dominere, som på hvilken måde det skal dominere. Det virkelige demokrati, eller det fuldkomne broderskab vil blive resultatet af jordvæsenets åndelige krise, som altså består i på hvilken måde, det skal etableres. Diktaturets talentkerne er endnu så meget vanefunktion, at den ikke lige på én gang kan sættes ud af spillet, selv om jordåndens modvilje er rettet mod den og ønsker at blive af med den. Diktaturets skytsengel er derfor stadig i funktion, hvad vi jo også ser resultatet af i adskellige jordiske stater, hvis styre kalder sig demokratisk, men faktisk er en diktaturform. De forskellige magthavere bliver besjælede eller besatte af de bagved eksisterende skytsengle, derfor kan deres fremtræden til tider blive af en vældig kraft og intensitet. Det store problem for menneskene er at finde frem til en form for demokrati, hvor der hverken er statsundertrykkelse eller statsforfølgelse af individet, men tværtimod en frigørelse og en statsbeskyttelse af individets udviklingsmuligheder, således at samme individ lærer at forstå samarbejdets betydning og overvindelse af egoisme og magtbegær på andres bekostning.
Lysets og mørkets skytsengle
neskes bevidsthed er "to sind", som vi kalder "det onde" og "det gode", er der også to sind i jordklodevæsenets bevidsthed; netop derfor passer jordmenneskene ind i dette makrovæsens åndelige og fysiske struktur. "To sind" er ensbetydende med to hovedtalenter i bevidstheden, og for sådanne hovedtalenter findes særlige kraftcentre eller talentkerner, som er levende åndelige væsener. Disse to levende væsener i jordbevidstheden er også skytsengle for menneskeheden, og vi kan godt kalde dem "mørkets engel" og "lysets engel", men det må pointeres, at det er vigtigt for menneskene at komme bort fra gamle mystisk overtro på dette punkt og i stedet se det naturlige i det. Det er lige så naturligt, at der findes to hinanden modstridende mentale organer i jordens bevidsthed, som at der findes organer i menneskets bevidsthed, der på den ene side kan udløse had og krig, på den anden kærlighed og humanitet. Hvis ikke vi havde såvel fysiske som psykiske mikroindivider i vor tjeneste til at danne vort fysiske og vore åndelige legemer, ville vi overhovedet ikke være i stand til at opleve livet eller manifestere nogen livsudfoldelse, og det samme gælder for jorden som levende væsen. Spiralkredsløbsprincippet, ifølge hvilket de levende væsener i universet danner verdensrum eller livsrum og materier for hverandre, er så fundamentalt, at vekselvirkningen mellem makro- og mikrovæsener eksisterer bag al livsoplevelse og forbindes med de andre kosmiske grundprincipper, deriblandt også kontrastprincippet. De levende væseners oplevelse af mørke og lys er en væsentlig side ved dette princip, og den forbindes altså med spiralprincippet på en sådan måde, at makrovæsenets og mikrovæsenernes mørke- og lysoplevelser og tilsvarende manifestationer er forbundet med og afhængige af hverandre. Jordklodevæsenets mentale organer for henholdsvis mørke- og lysoplevelser er altså to kraftcentre eller talentkerner, to væsener, der hver på sin måde er skytsengle for menneskeheden. De har andre skytsengle under sig, og såvel de lyse som de mørke skytsengle udgør netop så mange "transformatorer", som er nødvendige, for at jordklodevæsenets mørke- og lysimpulser kan komme på bølgelængde med jordmenneskenes bevidsthedsvibrationer af mørk og lys karakter. Talentkernen eller skytsenglen i jordbevidstheden for det princip, som i så mange jordmenneskers mentale perspektiv nu må kaldes mørke, er ligefrem inkarneret i jordklodens fysiske organisme. Denne skytsengels fysiske organisme består af alle de væsener på kloden, der udfolder det dræbende princip lige fra kødædende planter til jordmennesker. Dyrene er besjælet af den "mørke" skytsengels bevidsthed, men dens mest udviklede talentkerner er de jordmennesker, som hylder magtens princip og i den forbindelse også det dræbende princip. Engang var dette princip hundrede procent dominerende på jorden, også som religion med blodige ofringer og sort magi, senere kom mere intelektuelle kræfter til at dominere, videnskaben udvikledes og kom i magtprincippets og det dræbende princips tjeneste, alt sammen baseret på impulser fra den skytsengel, som gennem umådelige lange tider har været jordmenneskehedens egentlige leder, fordi jordklodevæsenets egen vilje besatte den. Den er symboliseret i Bibelen som "slangen", og naturligvis er det denne skytsengel, der i senere tiders religioner er blevet karakteriseret som djævelen eller satan, som har "onde ånder" i sin tjeneste og kæmper mod Gud for at få herredømmet over menneskeheden.
Den "mørke" skytsengels død
Det gælder om at skille al den gamle overtro ud af denne opfattelse og så alligevel forstå, hvad der symbolsk set er rigtigt i den, når vi ser den i et kosmisk, et universelt-organisk perspektiv. Den kosmiske sandhed om djævelen er den, at han er skytsengel for magt eller diktatur i sin egenskab af talentkerne i jordklodevæsenets bevidsthed. Han repræsenterer et princip, som jordklodevæsenet med sin vilje er ved at forlade, men naturligvis kan det ikke ske på en gang, det sker ved en gradvis degeneration, der efterhånden vil føre denne skytsengels "død" med sig, hvilket vil sige, at den vil forsvinde fra jordklodevæsenets bevidsthed og organisme. Denne form for vanebevidsthed, som nævnte talentkerne eller skytsengel repræsenterer, søger jordklodevæsenet nu bevidst at bekæmpe i sit eget sind. Men meget gamle vaner, der er dybt rodfæstet i bevidstheden, kræver det stor viljekraft og koncentration at overvinde. Denne "mørkets skytsengel" er dog faktisk døende i jordbevidstheden, og jordvæsenet er ved at sætte et andet princip i højsædet: alt hvad der ligger bagved næstekærlighedens, samarbejdets og demokratiets tankeklimaer. "Det dræbende princip er da absolut ikke ved at uddø blandt jordmenneskene i øjeblikket", vil man måske indvende. Det er det tilsyneladende ikke, men i virkeligheden er det dræbende princips stærke udfoldelse på jorden i vor tid ensbetydende med en flammes stærke opblussen kort før den slukkes. Døende væsener udløser en vis kamp imod døden, en kamp der til tider kan vise stor kraftudfoldelse som en slags krampe. Det er det, der er ved at ske med magtprincippets skytsengel og dermed med det gamle "mørke verdensgenløsningsprincip", som gennem en lang periode har været absolut nødvendigt for jordmenneskehedens udvikling, for at den kunne lære at "kende forskel på godt og ondt". Men samtidigt med, at en hovedtalentkerne er ved at dø bort fra vort makrovæsens bevidsthed og fysiske organisme, er der en anden, der er ved at fødes, hvilket kommer til at betyde, at jordjeget vil opleve "den store fødsel", og "det rigtige menneskerige" vil blive en fysisk og åndelig virkelighed blandt menneskene.
Jordmenneskene bliver fysiske talentkerner for "Lysets skytsengel"
"Lysets skytsengel" er rodfæstet som talentkerne i jordvæsenets bevidsthed og er begyndt at inkarnere i samme væsens fysiske organisme, og ligesom diktaturets skytsengels fysiske inkarnation dannes af væsener lige fra kødædende planter til dyr og jordmennesker, der hylder kamp og magt og diktatur, er den lyse engels organisme ved at dannes af alle de jordmennesker, der efterhånden naturligt vil kunne blive dens mikrovæsener, fordi næstekærlighedens og forståelsens vibrationer behersker deres sind. Det er fra denne næstekærlighedens talentkerner i jordvæsenets bevidsthed, at verdensgenløserne, der repræsenterer den lyse verdensgenløsning, udgår. Kernen i de højere religioner, dvs. deres næstekærlighedsbudskab og deres lære om bønnens betydning eller koncentrationen på Guddommen, er impulser, der udgår fra denne lysets skytsengel, bag hvilken jordklodevæsenets vilje mere og mere er koncentreret. En skare af lysets væsener, som har kosmisk bevidsthed, og som tilhører samme udviklingsspiral som jordmenneskene, befinder sig i jordklodevæsenets åndelige legemer, som er de åndelige verdener, jordmenneskene oplever efter døden. Disse åndelige væsener er åndelige talentkerner for nævnte lysets skytsengel. De er kommet som bærere af en kosmisk impuls fra højere verdener, dvs. kloder med kosmisk bevidsthed og repræsenterer Forsynet eller selve Guddommens tankeverden, som de er ét med. Vi behøver ikke at kende disse væseners navne eller identitet, de er Guddommens redskaber i jordklodevæsenets bevidsthed, og når vi beder til Gud, kommer vi naturligt i kontakt med disse væsener og deres hjælpere. Ja, det enkelte jordmenneske kan efterhånden selv blive en af deres hjælpere. Jo mere de enkelte jordmennesker besjæles af den åndelige bølgelængde, som er næstekærlighed i praktisk udfoldelse, forenes deres bevidsthed med de lysvæsener, som er åndelige talentkerner i den voksende hovedtalentkerne for kristusbevidsthed eller kosmisk bevidsthed i jordklodens mentalitet. Jordmenneskene begynder da at blive fysiske talentkerner for samme kristusbevidsthed, det er "Kristi genkomst på jord". Det betyder menneskebevidsthedens forening med selve Guddommens tankeverden på en sådan måde, at viden om alle tings sammenhæng og betydning strømmer ind i menneskets sind og fylder det med kærlighed til alt og alle. En sådan kærlighed er ikke en følelsesbetonet sentimentalitet, men en med praktisk sans forenet væremåde, der er til gavn og glæde for helheden. Gennem denne væremåde forener mennesket sin vilje med jordklodevæsenets vilje og med den evige Guddoms vilje og bliver efterhånden et guddommeligt redskab i kærlighedens og visdommens tjeneste ligesom lysets skytsengel i jordvæsenets bevidsthed. Mennesket bliver da selv i sin daglige færden og livsudfoldelse en lysets skytsengel for de levende væsener, det kommer i berøring med.
(Ovenstående artikel er en bearbejdelse af tre foredrag, Martinus holdt i april 1949 i Instituttets foredragssal. Bearbejdelsen er foretaget af Mogens Møller)