Ældre årgange af Kosmos mv.

En verdenskulturs undergang

af Martinus

 

 

Engang beherskede de store verdensreligioner verden

Vi lever i en meget urolig tid. Det, der igennem årtusinder dannede det faste grundlag og forbillede for menneskenes moral og væremåde, nemlig de store verdensreligioner, spiller ikke længere den samme rolle i vor kulturskabelse, som de før har gjort. Gennem kirker, templer, men mest måske igennem et autoriseret præsteskab, der forestod de ceremonielle og sakramentale handlinger, blev menneskeheden suggereret til at tro på et eksisterende forsyn og på en moral og væremåde, som disse religiøse institutioner foreskrev som udtryk for den højeste etik og menneskelige fuldkommenhed.

Det bærende i denne kulturskabelse blev således troen på et eksisterende forsyn og på, at der bag alle eksisterende livsoplevelser fandtes en guddommelig plan, mening eller hensigt. Da de mennesker, til hvem denne forkyndelse var rettet, i overvejende grad bestod af mennesker, i hvem det religiøse instinkt simpelt hen betingede, at de fandt tanken om et guddommeligt forsyns eksistens naturlig eller selvfølgelig, mødte præsteskabet ikke større modstand. De store verdensreligioner beherskede virkelig verden. Imidlertid er det religiøse instinkt eller den indre funktion bag trosmenneskets evne eller tendens til at fæste lid til et forsyns eksistens ingen menneskelig opfindelse. Den er en medfødt sjælelig-organisk funktion, som vi møder allerede i dyreriget, hvor dyrets dødsangstskrig i virkeligheden udgør den første ubevidste henvendelse til et for det aldeles ukendt forsyn om hjælp. Hvortil ellers dette dødsangstskrig, som først udløses, når alle dyrets naturlige hjælpekilder er udtømt? Ingen, heller ikke dyret selv, venter, at dets forfølger pludselig skal blive grebet af medlidenhed og skåne det. Rovdyret kender ikke til en medlidenhed, der i virkeligheden ville betyde dets eget selvmord.

For naturmennesket er et forsyn en selvfølgelighed

Også hos samtlige naturmennesker møder vi dette instinkt, denne anelse om et forsyns eksistens. Ja, i dette felt er denne følelse så udviklet, at vi på disse livsstadier [slut på side 215] overhovedet ikke finder en eneste "vantroende". Forsynet eller den åndelige verden er en selvfølgelighed for ethvert naturmenneske. Denne evne, dette religiøse instinkt er således til stede i ethvert væsen på akkurat samme måde som evnen til at blive en plante er til stede i ethvert frøkorn, og som evnen til at blive et dyr af den eller den art eller race er nedlagt i ethvert dyrs sædkim. Det er således for det udviklede menneske en urokkelig kendsgerning, at evnen til at tro på et eksisterende åndeligt forsyn ikke er opfundet af noget menneske, men derimod udgør noget psykisk-organisk ved det levende væsen. Hvorledes det jordiske menneske derimod tænker sig dette forsyn, vil altid være et produkt af dets fantasi eller forestillingsevne. Normalt vil det altid forestille sig dette forsyn "i sit eget billede", blot i langt fuldkomnere tilstand end den, det selv befinder sig i.

Mennesket har været tilbøjeligt til at skabe forsynet i sit eget billede

Netop i kraft af sin tilbøjelighed til at skabe forsynet eller guddommen i sit eget billede har de forskellige folkeslag gennem tiderne hver især haft deres egen specielle opfattelse at hylde eller dyrke, men fælles for dem alle har været deres medfødte evne eller tendens til at tro, at der måtte eksistere et forsyn, én eller måske flere guddomme. Dette instinkt eller denne tendens er blevet styret eller ledet på en sådan måde af profeter, præster osv, at der endnu den dag i dag er utalte millioner, der er bundet af og dermed knyttet til forestillingen om et guddommeligt forsyns eksistens.

Livsindstillingen har ændret sig fra det abstrakte til det konkrete

Betragter vi imidlertid mennesket af i dag, ser vi, at det både i kampen for det daglige brød og på en mængde andre områder er anbragt i en situation, der giver det et utal af erfaringer, det ikke før var i berøring med. Det moderne tekniske samfund påvirker mennesket langt mere intensivt end fortidens samfundsformer, der fulgte en ganske anden livsrytme, end den der i dag præger gennemsnitsmenneskets liv. Resultatet heraf er blevet, at det moderne menneske langsomt begynder at vokse fra dette at kunne leve på abstraktioner. Dets forcerede livsrytme giver det utallige nye erfaringer, hvad der uundgåeligt medfører, at livsindstillingen ændrer sig fra det abstrakte til det konkrete. Den stadige erfaringsudvikling bevirker, at det jordiske menneskes intelligensevne nu udvikles så stærkt, at det ofte, sig selv uafvidende, er kommet ind i en tilstand, hvor det gradvis frigør sig af de bånd, der op til vor tid har holdt det bundet til forestillinger, dets intelligens gennemskuer som urimelige, ja, som direkte i strid med den logik, livet på alle områder afslører. Intelligensevnen bliver således mere og mere en afløser af det instinkt, der før bar dets sanseoplevelse. Det foreløbige resultat af denne proces er det enkelte menneskes voksende materialisme, dets voksende krav om større andel i de rent fysiske livsgoder. Medens instinktfunktionen udløste evnen til kontakt med tilværelsens psykiske eller abstrakte områder, ser vi, at intelligensen derimod udgør en kraft, ved hvis hjælp det jordiske [slut på side 216] menneske i stedse højere og højere grad formår at udrede konkrete kendsgerninger.

Med intelligensevnens udvikling svinder evnen til at kunne tro blindt

Udviklingen har således medført, at det jordiske menneske gradvis har tabt sin instinktive kontakt med tilværelsens psykiske områder til fordel for en dagklar intelligensmæssig oplevelse af det fysiske plan, den rent fysiske verden. Resultatet heraf ses klart derigennem, at samtidig med, at intelligensevnen vokser frem, svinder evnen til blindt at tro. Det moderne menneske foretrækker at basere sin tilværelse på intelligensbegrundede erfaringer fremfor på tågeagtige instinkt- eller anelsesmæssige opfattelser. Da dets væsentligste af intelligensen gennemlyste erfaringsmateriale knytter sig til den materielle verden, måtte det blive materialismen, der i første omgang gik af med sejren. Ikke mennesket, men livet selv, har ført mennesket ind i den kulminerende materialisme, der i dag behersker verden.

Materialisme befordrer gudløshed

At se udover verden i dag er at se udover en menneskehed, der for flertallets vedkommende kun bøjer sig for, hvad man rent fysisk kan veje og måle. Da det kun er det fysiske stof, som er tilgængeligt for fysisk sansning, der kan vejes og måles, ser vi, at det er dette alene, der er genstand for det moderne menneskes hovedinteresse. Det tror man på. Det levende Noget, som i virkeligheden eksisterer som stoffets organisator, som den faktor, der omdanner stoffet og gør det tjenligt til enten at være en organisme for dette Noget eller genstande, det kan betjene sig af, ser man ikke og tror derfor ikke på. Da dette levende Noget i virkeligheden er identisk med det guddommelige, med det evige bag det timelige og derfor dybest set er identisk med Gud, er det moderne menneske i kraft af sin manglende interesse for dette levende Nogets reelle eksistens blevet gudløs.

Videnskaben søger forgæves livsmysteriets løsning i materien

At være religiøs er således i dag det samme som at være naiv. Som intellektuelt menneske kan man ikke være bekendt at tro på eller hælde til opfattelser, der hører en svunden fortid til, hører hjemme i menneskets "åndelige barnekammer". Gennem den voksende intelligensevne er man blevet indstillet på, at livsmysteriets løsning er af rent materiel natur, er at finde i stoffets verden. Den må være noget, man kan veje eller måle, den må være tids- og rumdimensionel. Forgæves har videnskaben søgt og søger fremdeles denne løsning uden at kunne give andet svar, end at alt tilsyneladende beror på tilfældighedernes ukontrollable spil. Alt udenfor menneskets verden, herunder indbefattet alle øvrige levende væsener samt universet med dets talløse solsystemer og mælkeveje, udgør i virkeligheden tilfældige, døde kræfter. Kun tøvende vover man sig ind på den tanke, at andre kloder end jorden skulle være beboede. Det uendelige stjernehav, der aften efter aften glider forbi vort undrende øje, disse vældige kosmiske systemer, der årtusinde efter årtusinde følger nøjagtigt afstukne baner, alle er de blot døde kræfters [slut på side 217] tilfældige spil, livløse materiekombinationer uden noget som helst højere formål, kun jorden, dette støvfnuggenes støvfnug i en makrokosmisk gigantverden, er benådet med højere liv, kun her alene i det vældige, det uoverskuede og uigennemskuelige univers findes liv, findes tænkende væsener!

En ren materialistisk forskning giver ingen som helst vejledning i moral eller væremåde

Men er dette ikke det samme som at tilbede døden? Såfremt vor verden alene er den eneste beboede klode i universet, og livet her kun er et produkt af "arv og miljø", af "gener" og "kromosomer" og enhver tale om personlig udødelighed er "uanstændigt vrøvl", må vor verden være selve dødsriget og vor klode være det mærkeligste "lig", der nogen sinde har eksisteret. Den her berørte livsfilosofi udgør den yderste konsekvens af en ren materialistisk eller tids- og rumdimensionel forskning. Denne forskning giver kun rent materielle oplysninger, men ingen som helst vejledning i moral eller væremåde. For den er livet kun en fysisk proces, og på dette område kulminerer den i en viden, som må kaldes genial. Thi takket være denne viden er mennesket blevet herre over elementerne. Utalte millioner af hestekræfter arbejder, takket være denne viden, i dag for menneskeheden. Overalt trykker menneskene i dag på knapper, og maskiner spyr nyttegenstande fra sig i hundred tusindvis. Ved at trykke på knapper, dreje på håndtag etc får de lys og varme i deres boliger, sejler under havet, over havet og jager gennem luften. I sandhed, mennesket er på visse områder blevet Gud lig. Udstyret med en magt som aldrig før byder mennesket, og stoffet lystrer dets vilje. Men – bag al denne magt, bag al denne guddommelige kunnen eksisterer vantroen, gudløsheden. Midt i al sin geniale, intelligensmæssige kunnen er det jordiske menneske blevet – et kosmisk bevidstløst væsen!

Menneskeheden har i dag teoretisk mulighed for at udslette sig selv

Her i vesten er vi alle blevet opdraget i den kristne tro og har alle hørt om de to træer i "Edens have", "kundskabens træ" og "livets træ". Og vi har alle lært, at "den dag, du æder af frugterne på kundskabens træ, skal du dø døden"! Denne for mange så gådefulde spådom, har i vor tid og i vor verden oplevet sin kulminerende opfyldelse. Overalt, hvorhen vi vender vore øjne, ser vi, at menneskets fornemste resultat af sin kontakt med intelligensen er blevet evnen til at udslette liv i et omfang, selv ikke den mest levende fantasi evner at forestille sig. Menneskehedens selvudslettelse ved midler, den selv har frembragt, er i dag i hvert fald en teoretisk mulighed. Men er en livsudfoldelse, hvis mål er død og lemlæstelse for utalte millioner af mennesker og dyr, er tilintetgørelse af alt liv indenfor vældige landområder, udtryk for højintellektualitet? Absolut nej! Det er kun udtryk for den kosmiske død, som nydelsen af frugterne fra "kundskabens træ" ville medføre. Dette, at mennesker ødelægger mennesker, er jo i virkeligheden det samme, som at menneskeracen ødelægger sig selv. En sådan tilstand forekommer ikke hos andre livsformer [slut på side 218] på jorden. Løver myrder ikke løver, og tigre myrder ikke tigre. Forekommer der endelig mord her, er det kun et resultat af periodiske brunstkampe, og disse mord vil aldrig være farlige for racens eller artens beståen. Men mennesket myrder ikke blot med de bare hænder. Det er ikke som dyret henvist til kun at myrde ved hjælp af sin egen fysiske organisme. Nej, det har konstrueret maskiner, hvis mordkapacitet nu er af en sådan art, at det blot ved tryk på en knap kan tilintetgøre millioner af dets egen race. I sandhed, mennesket er blevet den fuldkomne dræber, det geniale dyr, intet under, at virkningerne af denne tilstand er blevet en verden i frygt, en verden, hvor "alles kamp imod alle" nu raser henover samtlige klodens kontinenter og have.

Hverken kristendommen eller de andre verdensreligioner kan forhindre den eksisterende verdenskulturs undergang

At det er kommet hertil, har hverken kristendommen eller de andre verdensreligioner kunnet forhindre, ligesom de endnu mindre vil kunne få denne tilstand til at ophøre. Den i dag eksisterende verdenskultur vil derfor stadig synke. Krig og oprustning vil fremdeles være verdens aktuelle problemer og sluge alle de værdier og al den arbejdskraft, uden hvilken en ny og virkelig human verdenskultur ikke kan bygges op. Angsten for nye krige holder i dag "alles krig imod alle" i live. Og i denne angsts kølvand følger nød og elendighed, invaliditet og dødsrallen, demoralisering og dyrtid eller alt det, der skriger til himlen om mangel på kultur, mangel på den ånd, kunst og næstekærlighed, der altid lyser der, hvor virkelig sand højintellektualitet behersker sjælelivet.

Verdensreligionerne giver koncentrerede livsfacitter men ikke intelligensmæssige analyser af livsmysteriet

Hvad er årsagen til, at hverken de asiatiske eller den kristne verdensreligion er i stand til at frelse eller befri menneskeheden for denne altomfattende "alles krig imod alle"? Den er i virkeligheden den ganske enkle, at disse religioner aldrig har været bestemt til eller indstillet på at give mennesket klare intelligensmæssige analyser af livsmysteriet, men derimod udelukkende en serie koncentrerede livsfacitter, kulminerende i kravet om menneskekærlighed eller en meget høj grad af humanitet. Religionerne blev ikke skabt til en menneskehed af universitetsuddannede væsener, men derimod til en menneskehed, der endnu var i besiddelse af evnen til at tro betingelsesløst. Derfor ser vi, at den fremdeles er i stand til åndeligt at give alle de mennesker føde, der endnu er i stand til at leve på en udefineret følelsesoplevelse af tilværelsens dybeste problemer. Det er til disse mennesker, at religionen rækker sine livsfacitter med ordene: "Det et menneske sår, skal det og høste" – "Du skal elske din næste, som dig selv" – – "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd" – "Du skal ikke ihjelslå" osv. Men religionen giver ingen bevisførelse for sine kravs videnskabelighed. Den forlanger blind lydighed og tro og giver for sine krav ingen grunde, som kan efterforskes ved hjælp af [slut på side 219] intelligensen. Den kræver simpelt hen at være højeste autoritet i disse spørgsmål og afviser med ordene "Guds veje er uransagelige" enhver forstandsmæssig indblanding.

Det tænkende menneske evner ikke længere at bøje sig for et åndeligt diktatur

Det tænkende menneske kræver ret til en selvstændig vurdering af alt, hvad det oplever. Det ønsker at anvende de erfaringer, det igennem den materialistiske videnskab er kommet i besiddelse af og evner derfor ikke længere at bøje sig for et åndeligt diktatur. Stilles det over for en påstand, kræver det denne påstand belyst og begrundet, ikke alene for følelsen, men også for intelligensen. Og det er over for dette krav, at de respektive religioner verden over kommer til kort. Thi lige så glimrende en næring de har været for følelsen, lige så umulige er de for intellektet. Religionerne er ikke skabt til mennesker, der kræver konkrete kendsgerninger. At dette er tilfældet ses let, dersom vi f.eks. forsøger st betragte kristendommen i intelligensens lys. Hvad er kernen i kristendommen? Den må vel udgøres af de læresætninger, som Kristus selv har givet menneskene. Har vi ikke netop lært, at Kristus i en situation, hvor en af hans disciple drog sit sværd imod ypperstepræstens svende, sagde: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd!" Endvidere har vi lært, at "Dersom nogen slår dig på din højre kind, vend da også den venstre til!" På korset udbryder han: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre!" Og endelig forkynder han, at "Man skal elske Gud over alle ting, og sin næste som sig selv!"

I dag er kristendommen på mange områder blandet op med hedenskab

Mon nogen vil bestride, at disse rene Kristusord ikke skulle udgøre kristendommens inderste kerne? Næppe! Men i disse ord findes der intet som helst forsvar for krig. Al krig er her absolut bandlyst. Ikke desto mindre er de kristne stater de mest krigeriske. Det er iblandt dem, at "krigsvidenskaben" har nået de største højder, ja det er blandt dem, vi i dag finder de frygteligste mordvåben, der nogen sinde er skabt, nemlig atom- og brintbomben og formentlig også snart den altødelæggende koboltbombe. De kristne mennesker er blevet jordens største dræbere og evner på øjeblikke at udslette millionbyer og derudover alt liv i hundreder af miles omkreds. Er menneskets evne til at dræbe ikke tusind fold større end tigerens? Når man ikke desto mindre indenfor den kristne kirkes præsteskab både velsigner våbnene og beder himlen hjælpe hærene til sejr, må det derfor bero på, at kristendommen, således som den doceres indenfor skoler og læreanstalter, endnu ikke eksisterer i den renkultur, der er udtrykt i de foran citerede læresætninger, og sådan som den blev efterlevet af dens ophav. Alt, hvad der er iblandet den af tendenser, der går i retning af både at velsigne og forherlige vold, må nødvendigvis være i modsætning til Kristi klare læresætninger. Krig, drab og undertrykkelse af mennesker udgør en modsætning til den kristendom, Jesus selv forkyndte. Men en modsætning til [slut på side 220] den sande kristendom kan kun være ikke-kristendom eller antikrist, der igen vil være det samme som hedenskab. Verden regeres således ikke af en sand kristendom, men derimod i stor udstrækning af en kristendom, der på en mængde områder er opblandet med hedenskab. At den kristne guddomsopfattelse heller ikke er kristen i renkultur, gør ikke sagen bedre. Man lærer her om en guddom, der både bliver vred, straffer og hævner. Man lærer, at Guddommen favoriserer nogle mennesker, frelser dem og lader dem komme op i sin egen himmel, medens andre får en forsmædelig tilværelse i en evig ild. Man docerer et evigt helvede for alle dem, der ikke tror på denne guddom, samtidig med, at man lærer, at han skaber alle levende væsener. Man forklarer, at han er almægtig og alvis. Men er han dette, må han i forvejen vide, at dette eller hint menneske vil følge en vej, der fører det til evig fortabelse, til et evigt helvede. Hvorfor skaber han disse væsener? Hvorfor skaber han ikke alle på en sådan måde, at hvert eneste væsen ender i hans lyse himmel? Ja, det hævdes yderligere, at langt den største part "går til helvede", medens kun "den lille flok" bliver frelst. Men hvis Guddommen ikke i forvejen ved, hvem der går til helvede, og hvem der går til himlen, er han ikke alvis. Og hvis han ved det i forvejen, og ikke kan forhindre det, er han ikke almægtig. Og hvis han kan fri disse væsener for helvedets forfærdelige pine, men ikke gør det, er han ikke alkærlig. Til hvad nytte er i øvrigt dette evige helvede, når ingen kan komme ud derfra? Når Guddommen ikke desto mindre skaber den største part af menneskeheden således, at de uundgåeligt må komme der, og der således ikke er noget andet mål med disse væsener, må han jo finde behag i at se dem pines. Er dette tilfældet, er han ikke alene ikke alkærlig, så er han direkte pervers, direkte sadistisk.

Menneskene hverken forstår eller retter sig efter Kristi rene lære

Ja, således blev altså konsekvensen af den rent intelligensmæssige udredning af de oplysninger, den autoriserede kristendom giver os. Intet under, at et så besynderligt, et så sadistisk gudebillede ikke kan vedblive at være det åndelige fundament for menneskenes moral og væremåde. Intet under heller, at der måtte fødes et menneske i kød og blod, der kunne vise menneskene en mentalitet og væremåde, der langt overstrålede det hedenske gudebillede, hvad kærlighed angår. Dette menneske var verdensgenløseren Jesus Kristus.

Naturligvis kunne Kristi rene lære ikke i årtusinder være blandet med den hedenske atmosfære uden at blive forringet, blive forvrænget til gunst for hedenskabet. Og som jeg allerede har givet udtryk for, blev hans rene og kærlige læresætninger kun til facitter, som man nok forkynder fra hundredtusinder af prædikestole verden over, men som man slet ikke forstår og ej heller retter sig efter. Selv om det billede, Kristus gav os af Guddommen, langt overstrålede det gamle testamentes gudebillede, blev resultatet dog ikke så meget det, at man fulgte hans eksempel, som det, at man opfattede Kristus som et væsen, der skulle formilde Guddommens vrede på menneskene ved at [slut på side 221] påtage sig straffen for de synder, de havde begået.

Men er dette flatterende for Guddommen? Hvis han kunne tilgive menneskene, er det dog besynderligt, at han skulle lade et uskyldigt menneske som Jesus korsfæste for at gøre de andre fri af den evige fortabelse. En sådan indstilling og handlemåde leder langt mere tanken hen på perversitet end på alkærlighed. Nej alle disse forestillinger viser alt for tydeligt ulogisk, menneskelig tænkning. Det er en guddom skabt i menneskets billede og med menneskelige svagheder eller ufuldkommenheder. Det gamle testamentes ufuldkommenhed eller hedenskab har forplantet sig dybt ind i det nye testamentes beretninger eller selve kristendommens fundamentale bog.

Midt i det dybeste mørke bebudes en ny tidsalders fødsel

Det er imidlertid yderst forståeligt, ja direkte selvfølgeligt, at et sådant gudebillede ikke kan udgøre det åndelige livsfundament for menneskeheden gennem alle tider, og at der måtte komme et tidspunkt, hvor en ændring ville finde sted. Den første virkning af denne ændring er det store frafald, de respektive verdensreligioner oplever jorden over. Alle vegne, hvor den materialistiske videnskab gør sig gældende i opdragelse og skoleundervisning, degenererer troen på den gamle guddomsopfattelse og den dermed forbundne religiøse kultus. Den materialistiske gudløshed opstår, og man begynder at tro på tilfældighedernes spil og på naturens livløshed trods den uhyre logiske skabelse, man er vidne til i vor egen organisme og uden for i både den nære og den fjerneste del af vor sansehorisont.

For det moderne menneske er livet reduceret til et uhyre konkret kendskab til materien og dens kræfter samtidig med, at det så godt som helt har mistet kontakten med tilværelsens psykiske side eller med den side, der i virkeligheden udtrykker eller er selve livet. Den følelsesbetonede religiøse verden lever i troen på en defekt guddom, og den materialistiske eller fysisk-videnskabelige verden lever i troen på gudløshed, på tilfældighed og kaos. Begge opfattelser afslører en i virkeligheden helt ud fantastisk overtro. Men på overtro kan intet bestå, og den nuværende verdenskultur, der har frembragt så mange geniale vidundere, er, trods al sin genialitet, en verden i sammenbrud. Det moderne menneske er uden virkeligt åndeligt livsfundament. Det er et væsen midt imellem to mægtige livsepoker, men det ved det ikke. Det tror i dag mere på døden end på livet. Det oplever helt realistisk en vældig åndelig verdens undergang, men de, der virkelig har "øjne at se med" og "øren at høre med" har for længst "set" de første vibrerende stråler fra en ny kosmisk solopgang over verden og for længst "hørt" lyden af den sfærernes musik, der midt i det dybeste mørke altid vil bebude en ny tidsalders fødsel. En tidsalder hvor livets eneste, sande Gud på ny vil blive det centrale i al tænkning, og hvor den for enhver dyrisk slagge udrensede næstekærlighed vil stråle fra pol til pol.