Ældre årgange af Kosmos mv.

Kristus
og
verdensbilledet

af Martinus

 

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut d. 2. april 1950
Bearbejdet af Mogens Møller

 

For Kristus var fader- og sønne-princippet et selvoplevet gudsforhold

Gennem livets og naturens egen beretning kan man finde frem til kerne- og grundprincipperne i verdensaltet. Det kan nu være interessant at se, hvorledes Kristus opfattede verdensbilledet. Vi må her se bort fra al det hedenskab, der i senere tider har hobet sig op om Jesu personlige udtalelser og al den misforståelse af hans livsindstilling og livsopfattelse, som man efterhånden gjorde til det væsentlige inden for kristendommen, så den blev noget andet, end det der virkelig var Kristi lære og hans budskab til menneskene.

Vi ved, at det væsentlige i hans livsopfattelse var fader- og sønneprincippet. Han var det første menneske, der fremførte og levede i dette princip. Mange havde allerede begyndt at tale om en Gud i stedet for de mange guder, man oprindelig tilbad, men ingen nåede så langt ind i selvoplevelsen, at gudsforholdet blev til et fader- og sønneprincip. Ingen forstod som han, at det levende væsen er en evig søn af en evig fader, og ingen synes at have haft faderen med sig i alle ting i den daglige tilværelse således som han. Han levede i en permanent samtale og forbindelse med og i en evig bøn til denne fader.

Vort jeg står i meget intimt, gensidigt afhængighedsforhold til vore mikrovæsener, ligesom disse må være i nær kontakt med funktionerne i vor organisme

Vi har gennem de kosmiske analyser forstået, at verdensbilledet netop udgør et sådant fader- og sønneprincip. I kraft af, at verdensaltet er en stor, levende fungerende organisme for et evigt jeg, og at denne organisme består af alle eksisterende levende væsener, der er mikrovæsener inde i den, bliver dette jeg, dette oplevende "noget" en fader for verdensaltets levende væsener, på samme måde som vort jeg er en fader og beskytter [slut på side 103] for mikroverdenen og væsenerne i vor organisme. Imellem vort jeg og vore mikrovæsener, vore celler, atomer og elektroner, er der et meget intimt gensidigt afhængighedsforhold, der betinger, at vi er nødsaget til at sørge godt for disse mikrovæsener, hvis vi ønsker at leve i et sundt fysisk velvære. På deres side er mikrovæsenerne også nødsaget til at føre et liv, der er i kontakt med de naturkræfter og naturlove, som vor organismes funtkioner repræsenterer i deres mikroverden. I modsat fald bliver de selv syge og skaber sygdom omkring sig.

Vore mikrovæsener kan, ligesom vi selv, bevidst afvige fra deres normale livsudfoldelse og funktioner i de felter, der er under deres bevidste viljes kontrol

Nu vil man måske hævde, at mikrovæsenerne ikke har nogen forstand og ikke selv kan bestemme noget som helst om, hvorvidt de vil eller ikke vil være i kontakt med de betingelser, der gælder for deres tilstedeværelse i organismen. Men hertil er der det at sige, at kendsgerningerne viser, at mikrovæsenerne i en organisme pludselig kan begynde at arbejde på en helt anden måde, end den der ellers er normal selv i en organisme, der tilhører et menneske, der lever sundt rent kropsligt set. Det er således ikke udelukket, at mennesker, der spiser og drikker nok så sundt og gennemfører en vidtstrakt hygiejne, alligevel kommer ud for sygdomme. Hvoraf kommer da det? Ja, her må den dybeste årsag føres tilbage til den omstændighed, at mikrovæsenerne er i stand til at afvige fra deres normale levevis på trods af organismens makrojeg. Er disse mikroindivider da bevidst i denne afvigelse fra det normale, eller denne overtrædelse af lovene i deres verden? Ja, hvorfor skulle vore mikrovæsener ikke kunne være bevidst i deres daglige liv, lige så godt som vi er bevidst i vor daglige livsudfoldelse? Vi er dog også mikrovæsener i en stor organisme, og denne organismes jeg ville med lige så stor ret kunne sige, at vi, dens celler, ikke er bevidst i vort daglige liv. Men det ville jo ikke være sandhed. Hvorfor skulle vore mikrovæsener ikke lige så godt bevidst kunne afvige fra deres normale livsudfoldelse og funktioner, som vi gør det? Er det for øvrigt ikke en kendsgerning, at i de funktioner, væsenerne ikke har under den dagsbevidste viljes kontrol, og som derfor befordres af instinktet, forekommer der som regel ingen udskejelser? Her er den normale funktion den absolut overvejende. Er det ikke netop der, hvor væsenet kan sætte sin vilje ind, at unormaliteterne opstår og befordres? Det gælder for menneskene, der er mikrovæsener i jordklodens, solsystemets og mælkevejssystemets makroorganismer, og det gælder også for de mikroindivider, der lever deres daglige liv med vor organisme som deres univers. Det er i allerhøjeste grad ulogisk eller uvidenskabeligt at benægte, at mikrovæsenerne har vågen dagsbevidsthed og viljeføring og er medbestemmende i deres daglige funktionen og kan skeje ud eller leve normalt efter deres eget forgodtbefindende. Men hvordan skal man dog gardere sin sundhed, når den, der lever fysisk sundt og hygiejnisk, altså alligevel kan rammes af sygdom? Her er vi netop kommet til et felt, hvor karmaloven ikke mere blot er et fysisk sundhedsproblem, men et spørgsmål om moral.

Som vi er mod vore medvæsener, er vore mikrovæsener imod os, det er karmaloven

Årsagen til, at mikrovæsener kan have mulighed for at skabe disharmoni i en organisme, hvis indehaver eller makrojeg lever et fysisk sundt liv, er kun at finde ét sted: i menneskets egen optræden som mikrovæsen i dets makroorganisme eller verdensalt. Skaber mennesket harmoni og velvære for sine medvæsener i denne makroorganisme, elsker det sin næste [slut på side 104] som sig selv samtidig med, at det lever sundt fysisk set, da vil de mikroindivider, der ikke er på bølgelængde med de kosmiske love, efterhånden forsvinde fra dets organisme, og højere og mere udviklede og harmonisk indstillede individer eller celler og atomer vil inkarnere i stedet. Men forfølger samme menneske sin næste eller gør dennes liv uudholdeligt, mørkt og trist med vrede, surhed og bitterhed, da er det selv som en celle, der spreder gift i sin makroorganismes kød og blod og ikke en livgivende mikroorganisme, og da kommer det samme til at gælde for de mikrovæsener, der inkarnerer i dets egen organisme. De er giftspredende, usunde og farlige for de øvrige mikrovæsener og dermed for helhedens tilstand af sundhed og velvære. Som mikrovæsen i en organisme er det klart, at man ikke skal myrde eller besværliggøre livet for de andre mikrovæsener i samme makroorganisme, derved skaber man ikke blot disharmoni i forholdet til disse medvæsener, men også i forholdet til den helhed, dvs. det makrovæsen, man er en del af, og dermed også til de mikrovæsener, der lever i ens egen organisme. Loven for årsag og virkning, eller "som du sår, skal du høste", gælder nemlig både for mikro-, mellem- og makrokosmos og for vort forhold til alle disse tre verdener.

Når Kristus understregede, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, talte han ud fra sit kendskab til det kosmiske verdensbillede

Vi kommer således til at se, at sygdomme i en organisme ikke alene kan skyldes forkert kost og mangel på hygiejne, men også er et spørgsmål om, hvilke tanker, følelser og handlinger, der udgår fra organismens ophav eller jeg mod omgivelserne. Vi kommer ikke uden om forholdet til vor næste i skabelsen af den bedre skæbne eller den lykke, vi længes efter. Når Kristus gang på gang understregede, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, ser vi, at han kendte og talte ud fra sit kendskab til det kosmiske verdensbillede. At elske Gud over alle ting er det samme som at elske makrojeget i den organisme, i hvilken man er mikroindivid, hvilket vil sige verdensaltet. Og hvordan gør man det? Ved at elske (dvs. skabe harmoni og glæde i forhold til) sin næste, der er en celle, et mikroindivid i Guddommens store organisme, hvorigennem denne Guddom oplever os. At Kristus kendte dette forhold, viser også hans ord: "Hvad I gør mod en af disse mine mindste, det gør I mod mig".

Den kosmiske videnskab eller åndsvidenskaben skal nu som en ny impuls føre menneskeheden frem mod det, Kristus omtalte som »himmeriges rige«

Kristus viste med sit liv og sin død, at han var koncentreret på samarbejde med verdensaltets jeg, og han viste med sin bøn: "Fader ske ikke min, men din vilje", at han opfattede dette makrojeg som sin virkelige kosmiske fader, der også var alt andet levendes kosmiske fader. Men hvorfor talte han da ikke om makro og mikrovæsener og, om vort forhold til cellerne og de andre mikroindivider i vor organisme? Fordi overhovedet ingen ville have forstået det. Det var svært nok endda for hans omgivelser at forstå, hvad han mente, og vi ser da også, at intet er blevet mere misforstået og forvansket end Kristi budskab. Men han talte om "den hellige ånd", som skal "vejlede eder til hele sandheden", når den kommer, for "jeg har endnu meget at sige eder, men I kan ikke bære det nu". Hvad er denne hellige ånd, denne vejleder? Ånd er bevidsthed, det er viden og at den er hellig, vil sige, at den er altomfattende eller kosmisk og skaber kærlighed og harmoni omkring sig. Det er den kosmiske videnskab eller åndsvidenskaben, der nu som en ny impuls skal føre [slut på side 105] menneskeheden videre i dens udvikling frem mod den tilstand, Kristus omtalte som "himmeriges rige". Kristus har vidst, at der ville komme en tid, hvor det ikke mere er nødvendigt at tale i lignelser, og hvor der ikke mere skal være en personlig autoritet, folk skal tro på, men en videnskab, "en sandhedens ånd, som skal forkynde om de kommende ting".

Åndsvidenskaben skal ikke skabe en ny religion eller fjerne kristendommen

Åndsvidenskaben fortæller på baggrund af hele jordklodens og menneskehedens kosmiske udvikling om disse "kommende ting", om "det rigtige menneskerige", der med tiden skal udvikles på denne klode. Åndsvidenskaben er ikke noget, der skal fjerne kristendommen og skabe en ny religion. Den skal tværtimod "tage af mit og forkynde eder", som Kristus også sagde. Alt det, som menneskene dengang "ikke kunne bære", fordi de ikke ville have forstået det, kan menneskene begynde at forstå i dag. I de ca. 2000 år, der er gået, siden Kristus levede, er der sket en vældig intellektuel udvikling her på jorden. En fysisk videnskab har fået dominerende indflydelse på menneskenes liv, de begynder af få evne til at tænke Guddommens tanker efter, som de ytrer sig i naturens love både i mikro-, mellem- og makrokosmos. Et opvakt barn lærer i dag i skolen mere, end lærde professorer kendte til for 100 år siden. Menneskenes intelligens udvikles og skærpes, nye tekniske opfindelser skaber store forandringer i menneskenes daglige vaner, de gør sig jorden underdanig ved at få naturkræfterne til at arbejde for sig, og afstande mellem lande og folk formindskes både på grund af de nye trafikmidler, og fordi man gennem radio, telegrafi osv. på et øjeblik kan sende meddelelser fra den ene side af kloden til den anden. Alt det, og endnu mere, som vil blive opfundet i de kommende år, har skabt en ganske anden situation for menneskeheden end på Kristi tid. I én forstand er forholdene dog ikke blevet meget anderledes. Menneskenes personlige ulykker og lidelser er ikke blevet mindre. Jorden er stadig mere et "helvede", end den er et "himmeriges rige" for menneskene. Ja, da menneskene bruger deres udviklede intelligens i det dræbende princips tjeneste både i krigen og i hverdagen, eller bruger den til at berige sig med på andres bekostning, er situationen snarere blevet værre. Desuden kan den udviklede intelligens hos mennesket ikke acceptere de overleverede religiøse dogmer, så den store almenhed står uden noget fast holdepunkt i tilværelsen. Man længes efter fred, men ved ikke, hvordan man skal skabe freden.

Jorden skal ikke gå under eller tilintetgøres, men en gammel kultur er ved at gå under, og en ny, som ikke »er af denne verden«, er ved at blive skabt

Verdenssituationen i vor tid er den, der er talt om som "de sidste tider". Ikke fordi jorden skal gå under eller tilintetgøres, men fordi en gammel kultur lever i sine sidste krampetrækninger. Det rige, Kristus talte om som "sit", men om hvilket han sagde, at det ikke "var af denne verden", er ved at blive skabt som et rigtigt menneskerige på denne klode. Det lever i mange menneskers sind som den humane evne, som dette, at de i visse situationer hellere selv vil lide, end de vil være årsag til andres lidelser. Men også denne moralske evne må intellektualiseres, og det vil ske gennem åndsvidenskaben. Næstekærlighedsevnen, som er blevet stærkt udviklet i mange menneskers sind gennem mange livs lidelseserfaringer, skal ikke blot være en stærk følelse, der kan føres på vildspor i sentimentalitet eller fanatisme. Den må, for at kunne udfoldes, som Kristus kunne det, forenes med en intelligensmæssig forståelse af forholdet [slut på side 106] mellem universet og mennesket, eller, som Kristus kaldte det, mellem "faderen" og "sønnen".

Åndsvidenskaben vil hjælpe det søgende menneske til at forstå både sig selv og hele verdenssituationen

Kristus var det virkeligt fuldkomne sunde mikroindivid i faderens legeme. Det var ikke blot faderen, han elskede, men også de øvrige væsener i dette legeme. Hans store kærlighed viste sig derigennem, at han, hvis rige ikke var af denne verden, dog lod sig inkarnere i denne for sunde celler livsfarlige zone, som bestod af udskejende, myrdende og hadende mikrovæsener, for at vise, hvordan den sunde celle i makrolegemet optræder i alle situationer over for Gud og medvæsener. "Kristi genkomst", som der er talt så meget om, betyder ikke, at personen Jesus viser sig i skyerne, men at udfoldelsen af det fader- og sønneprincip, som han forstod at realisere i alle situationer i den daglige tilværelse, realiseres af flere og flere mennesker på jorden. Dertil vil åndsvidenskaben blive en hjælpende faktor, fordi den kan lære det søgende menneske at forstå både sin egen og hele verdenssituationen. Men mennesket må selv arbejde på udviklingen af den mentalitet, der gør det til et kristusvæsen, der i alle situationer føler sig et med faderen.