Ældre årgange af Kosmos mv.

Martinus bisat
i mausoleum

af Aage Hvolby

 

Martinus forlod den fysiske verden den 8. marts 1981. Tre uger senere, den 29. marts 1981, afholdtes en mindeværdig højtidelighed for ham i Tivoli's koncertsal. Umiddelbart efter denne højtidelighed overførtes hans kiste til et kapel på Vestre Kirkegård, hvor den derefter har henstået i fem år.

På femårsdagen for Martinus' bortgang er kisten overført til et mausoleum på Frederiksberg ældre Kirkegård. Foranlediget af denne overførsel vil her blive redegjort for nogle af de aktiviteter, der er udfoldet siden 1981, og som nu har medført den nye placering af kisten.

 

I de mellemliggende år har adskillige personer udtrykt behov for en redegørelse for, hvorfor Martinus ikke har ønsket sig jordfæstet, men i stedet har ønsket at blive balsameret og derefter bisat i et mausoleum. Der gengives derfor her udvalgte afsnit fra den redegørelse, der blev offentliggjort i KOSMOS-mindenummeret om Martinus (4).

Det grundlæggende i denne redegørelse er, at Martinus ikke har ønsket anden form for bisættelse, end han ønsker for alle andre, og at han har fremsat sine specielle ønsker for at være det eksempel, der kan være igangsættende for virkeliggørelsen af fremtidssamfundets bisættelsesform.

Citater fra Kosmos-mindenummeret om Martinus

"BOGEN BISÆTTELSE ER EN DEL AF MARTINUS PERSONLIGE TESTAMENTE" (4, side 163): "I hele sin væren og i hele sit væsen har Martinus været eet med sine analyser. Det har derfor også været magtpåliggende for ham, at behandlingen af hans afsjælede legeme og bisættelseshøjtideligheden for ham kom til at foregå på en måde, der i videst muligt omfang var i overensstemmelse med analyserne i hans bog BISÆTTELSE. Her beskriver han fremtidens bisættelsesform vel vidende, at den ikke lader sig realisere fuldt ud på nuværende tidspunkt af udviklingen. [slut på side 68] Denne nødvendige skelnen mellem det ideelle og det mulige, hvilket også gav sig udslag i hans indstilling til det udsendte KOSMOS-særnummer om bisættelse (3), er resulteret i en række punkter i hans "bisættelsesdokument". Som det helt primære har han tilkendegivet, at han ønskede at undgå ligbrænding. Han har derudover tilkendegivet, at han ønskede sit efterladte legeme balsameret med formalin og anbragt i metalkiste indesluttet i kiste af egetræ eller lignende. I denne forbindelse har han udtrykt ønske om at undgå obduktion og sektion samt anvendelse som transplantationsdonor. Endelig har han ønsket, at kisten blivet henstillet i åben gravplads over jorden, og at kisten der bliver synlig".

"DET MINDSTE ONDE" (4, side 164):
"I fremtidens kultursamfund kaster man ikke sit lig på lossepladsen", har Martinus engang udtalt. Dette har han især gjort af to grunde. Dels er der i et lig mange organiske, fysisk bevidste mikroindivider, der kan reagere over for enhver unaturlig opløsningsproces af liget (2, kap. 93), og som man også bør omfatte med sin næstekærlighed. Dels bør såvel afdøde som afdødes efterladte nære en høj grad af ærbødighed og kærlighed til den organisme, det "fartøj" (2, kap. 170), som har været afdødes hele sanse- og skaberedskab under livsforløbet. Menneskenes fysiske organismer, deres kostbareste redskaber, er bygget op af lånt materiale, og bør gives tilbage til naturen på en kærlig og værdig måde (2, kap. 201).

Af BISÆTTELSE fremgår med stor tydelighed, at det i første instans gælder om at undgå ligbrænding, som er en proces, der medfører en voldsom død for mikrolivet i liget. Derfor er almindelig jordbegravelse absolut at foretrække fremfor ligbrænding (2, kap. 172). Den almindelige jordbegravelsesform, der er identisk med en ret hurtig forrådnelsesproces, betegner Martinus som en primitiv og ukultiveret proces, der er naturens løsning på lavere tilværelsesplaner. Med vor nuværende viden er kontrolleret mumificering den mest ideelle behandlingsmetode. "Mumien er i realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende gravmæle over et levende væsens forhenværende jordiske tilværelse" (2, kap. 96). En sådan proces lader sig desværre ikke realisere for os på nuværende tidspunkt af udviklingen. Til trods for, at "ikke engang balsamering vil være tilladt" i fremtidssamfundet (2, kap. 198), har Martinus ved gentagne lejligheder tilkendegivet, at balsamering med formalin er det for tiden "mindste onde" og giver en høj grad af hensyntagen til mikrolivet i et lig. Og kan man ikke opnå det ideelle, må man vælge "det mindste onde" (2, kap. 186-187). Som en supplerende detalje må nævnes, at et lig naturligvis, når døden er absolut konstateret, bør føres til et køligt kapel (2, kap. 174).

Til yderligere belysning af, at almindelig jordfæstelse er en ufuldkommen begravelsesform, gengiver vi her de svar, som Martinus har givet på spørgsmål herom (5):

Spørgsmål 1:

Hvilken betydning har det for organismen eller legemet, om det efter døden bliver begravet eller brændt?

Martinus' svar:

Begge disse to former for tilintetgørelse af døde animalske organismer er højst ufuldkomne foreteelser, idet de begge udgør et attentat på selve livets kredsløb. De er kun interimistiske foranstaltninger, der udelukkende eksisterer i kraft af den moderne kulturs ufuldkommenhed eller kosmisk set endnu lave stadium." (forkortet citat). [slut på side 69]

Spørgsmål 2:

Når man udelukkende er henvist til enten almindelig begravelse eller ligbrænding, hvilken af de to opløsningsformer skal man da vælge?

Martinus svar:

Af disse to nævnte opløsningsformer vil den almindelige begravelse være det mindste onde og derfor at foretrække.

HVOR BLIVER MARTINUS KISTE ANBRAGT SIDEN HEN? (4, side 165-166).

I Martinus' "bisættelsesdokument" er som nævnt anført, at han ønsker sit legeme bisat over jorden i et åbent gravsted, hvor kisten skal være synlig. I "bisættelsesdokumentet" står endvidere, at han ønsker dette åbne gravsted anlagt på en grund i nærheden af Villa Rosenberg, Klint.

Nogle vil muligvis undre sig over, at Martinus har ønsket sit legeme bevaret for eftertiden i et mausoleum. Vi er overbeviste om, at eftertiden vil vide at påskønne hans ønsker på dette område, og at et sådant mausoleum vil udvikle sig til et sted med meget høj inspirationsværdi for menneskeheden.

Af helt afgørende betydning er, at Martinus er den første i jordmenneskehedens historie, som indgående har oplyst om det mikrokosmiske livs væsen og betydning (2, kap. 182), og i denne forbindelse også er den første, som klart har påpeget vigtigheden af, at mikrolivet i vore efterladte legemer bliver behandlet så kærligt som praktisk muligt. Set i dette perspektiv er det indlysende, at Martinus, som i eet og alt levede i samklang med sine analyser (1, stk. 19), også som en selvfølge måtte gøre dette med hensyn til mikrolivet i sit efterladte legeme. Menneskeheden har på dette hidtil upåagtede område i allerhøjeste grad behov for et opsigtsvækkende eksempel.

I ønsket om balsamering og mausoleum har der fra Martinus side ikke været iblandet det mindste stænk af forfængelighed og selvdyrkelse. Havde han haft sådanne egenskaber, havde han ikke levet hele sit liv så anonymt, beskedent og tilbagetrukkent, som tilfældet var. I virkeligheden har han for sin egen persons vedkommende ikke ønsket mere, end han ønsker for alle jordmennesker. At dette er overensstemmende med hans analyser, kan vi alle forvisse os om ved at studere BISÆTTELSE (specielt kap. 198, 201 og 204), hvorfra vi citerer:

"Og ligesom man nu har urnehaller, således vil man i verdensriget på særlige dertil egnede bestemte pladser have mægtige kistehaller eller "fællesmausoleer" hvor kisterne, forsynede med navn og data, føres hen, indsættes og opbevares til behageligt skue for de efterlevende, pårørende og besøgende" (2, kap. 198).

"Nævnte legeme vil komme i sin dertil egnede kunstnerisk og videnskabeligt udførte sarkofag, blive hensat i verdensstatens eller folkenes "fællesmausoleer". Her vil de henstå i det spand af tid, som det animalske, organiske liv i liget endnu har betingelser for at kunne opretholde sin tilværelse i dette.

Når disse betingelser er ophørt, vil der kun eksistere en art mineralliv i liget. Da denne arts livsenhed eller mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk påvirkning, dog ikke af ild, vil liget, efterhånden som det organiske liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige forhold, hvor dets naturlige opløsning på human måde vil blive begunstiget.

Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjernetåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og [slut på side 70] bivånet af sit eget makroindivid." (2, kap. 204).

Desværre er det endnu ikke muligt i Danmark, i modsætning til bl.a. visse stater i USA, at indrette fællesmausoleer. Det er vanskeligt nok at få tilladelse til at indrette mausoleum uden for vore kirkegårde for særlig betydningsfulde enkeltpersoner.

Fortilfælde gives, men myndighederne tilstræber at begrænse oprettelsen af private gravpladser. Vi må derfor være indstillet på, at det vil være en årelang proces at opnå de fornødne godkendelser fra bygge-, miljø- og kirkeministerielle myndigheder. Hertil kommer selvfølgelig den tid, der er nødvendig for at planlægge og opføre selve mausoleet.

Som nævnt har Martinus ikke villet have et mausoleum for sin egen persons skyld. Han har alene villet foregå os med eksemplets magt. Han har tilmed tydeligt givet udtryk for, at han ikke ønsker sit minde hædret ved statuer, relieffer eller nogen anden form for prangende eftermæle.

Mausoleum på Klint

Som nævnt i Martinus' bisættelsesdokument har han ønsket sin kiste anbragt i et åbent gravsted anlagt i nærheden af Villa Rosenberg på Klint.

Efter de nye regler for bisættelse uden for kirkegårdene (6, 7) gives der kun tilladelse i undtagelsestilfælde, og da kun til kongelige personer og deres familie.

Kirkeministeriet har derfor september 1982 i et brev givet afslag på en henvendelse om tilladelse til indretning af en privat begravelsesplads på Klint. I afslaget opfordrer man samtidig til at lade Martinus' kiste jordfæste på en kirkegård.

Bisættelse i eksisterende, solitært mausoleum

Ved henvendelse til en række kirkegårde, der indeholder solitært beliggende mausoleer for enkeltpersoner eller familier, blev det klart, at ingen kirkegård har fået opført nye mausoleer de seneste årtier, og at der derfor ikke var klart formulerede regler for det. Ingen af de adspurgte kirkegårde rådede over eksisterende små mausoleer, som Instituttet kunne leje. Alle kirkegårdene gav udtryk for, at det ville blive særdeles bekosteligt at få opført et mausoleum og samtidig stille økonomisk sikkerhed for vedligeholdelse i en periode på op til 100 år.

På Københavns Kommunes kirkegårde kompliceres forholdene yderligere af bestemmelser om, at man kun kan leje gravsteder for op til 50 år (9), og at man forventeligt ville kræve, at et nyt mausoleum skal henstå i mindst 100 år.

Bisættelse i kirkers gravkapeller?

På opfordring fra Kirkeministeriet har rådet sammen med en af sagens venner undersøgt mulighederne for at hensætte kisten i et af de gravkapeller, der findes som separate bygninger ved tre af Københavns kirker, nemlig Holmens Kirke, Christians Kirke og Sankt Petri Kirke. Efter besigtigelse af gravkapellerne og samtaler med de for kapellerne ansvarlige personer, måtte der drages den klare konklusion, at en sådan hensættelse ikke lod sig realisere, og altså ikke var Forsynets ønske.

Mausoleum på Frederiksberg ældre kirkegård

I juni 1985 blev et par af sagens venner opmærksomme på, at der på Frederiksberg ældre Kirkegård forefandtes et mausoleum, der anvendtes til haveredskaber, og som muligvis kunne lejes for en årrække af Instituttet.

Det pågældende mausoleum, der ikke har [slut på side 71] været anvendt til kister de seneste årtier, indgår i en række på fem mausoleer, der ca. 1940 er indrettet i en bygning, der oprindelig (ca. 1930) blev opført som urnehal (8). Da urnerne i uventet omfang er blevet jordfæstet, blev der aldrig behov for at tage urnehalsbygningen i brug til dens oprindelige formål.

Mausoleet er 370 cm bredt og 320 cm dybt. Det er et smukt rum med hvidt marmorgulv og sorte marmorbænke langs siderne. Væggene er hvidkalkede, og rummet er på indgangssiden forsynet med tre højtsiddende vinduer og en dobbeltdør. Døren er omgivet af en kraftig sandstenskarm og forsynet med et enkelt udformet gitter foran en glasrude, der tillader indblik i rummet.

Mausoleet blev fundet velegnet som bisættelsessted for mange år fremover. Det blev derfor besluttet at undersøge mulighederne for en anbringelse.

Rådet henvendte sig til Frederiksberg Begravelsesvæsen og fik den nødvendige procedure oplyst. Der blev i juni 1985 fremsendt en ansøgning til Begravelsesvæsenet. Heri var bl.a. anført, at Martinus havde boet på Frederiksberg i over 50 år, og at han fra 1943 til sin bortgang havde boet i Instituttets ejendom på Mariendalsvej. Ansøgningen var i øvrigt vedlagt en erklæring fra Kirkeministeriet om, at man intet havde at indvende imod en eventuel overførsel.

Da Frederiksberg Begravelsesvæsen ikke har udlejet noget mausoleum de seneste årtier, var det nødvendigt at lade ansøgningen behandle i Begravelsesvæsenets bestyrelse. Her besluttede man september 1985 at lade Instituttet leje mausoleet, og at Instituttet frit kunne vælge mellem at købe brugsret for 40 eller 100 års hensættelse. Af økonomiske årsager og med håb om en senere anbringelse i et mausoleum på Klint valgte rådet oktober 1985 at gå ind for en periode på 40 år. Til aftalen er knyttet et mundtlig tilsagn [slut på side 72] om fortrinsret til senere forlængelse af lejemålet.

Med i overvejelserne har også været det forhold, at eftersom mausoleet ikke er bygget til en bestemt person, kan der senere uden særlige vanskeligheder opnås tilladelse til at overføre kisten til en anden placering.

Da også Københavns Begravelsesvæsen, under hvem Vestre Kirkegård sorterer, intet havde at indvende imod flytningen af kisten, var alle nødvendige formaliteter da i orden.

En eftermiddag i januar 1986 – efter kirkegårdens klarmelding om afsluttet istandsættelse af mausoleet lånte Instituttet hos N.P. Rostrups Begravelsesforretning en egetræskiste helt mage til den, Martinus' legeme befinder sig i. Den lånte kiste blev transporteret til mausoleet og anbragt på forskellig måde i rummet. Det stod hurtig klart, hvordan den rigtige kiste burde opstilles, og hvordan rummet skulle udsmykkes, nemlig med sagens flag ophængt på bagvæggen som eneste udsmykning.

I denne forbindelse kan nævnes, at det netop i år er 50 år siden, at sagens flag for første gang blev hejst og forklaret af Martinus (10, 11).

Bisættelse i mausoleet

Den 8. marts 1986, femårsdagen for Martinus bortgang, blev hans kiste, dækket af sagens flag, og ledsaget af rådets medlemmer, overført fra Vestre Kirkegård til Frederiksberg ældre Kirkegård. Her blev kisten, i overværelse af en række af sagens faste medarbejdere, anbragt i mausoleet på en til formålet fremstillet katafalk af egetræ.

Kisten vil komme til at henstå her i en årrække. Døren til mausoleet er blevet forsynet med gennemsigtigt glas, så de af sagens interesserede, der måtte ønske det, har mulighed for at dvæle foran mausoleet og i taknemmelighed lade deres tanker gå til den bevidsthed, der har overbragt os de kosmiske analyser.

 

LITTERATURHENVISNINGER

1) Martinus: Livets Bog

2) Martinus: Bisættelse

3) Kosmos, Særnummer om bisættelse (1972)

4) Hvolby, Aage: "Et liv i verdensgenløsningens tjeneste er tilendebragt", Kosmos, nr. 13/14 (1981)

5) "Spørgsmål og svar" ved Martinus, Korrespondanceafd. 13.01.1950

6) Lov om begravelse og ligbrænding, nr. 346 af 26. juni 1975

7) Kirkeministeriets "Cirkulære om begravelse og ligbrænding" af 1. december 1975

8) Tholle, Johannes: "Den stille haves historie", i "Frederiksberg ældre Kirkegård", bind I (1961)

9) Vedtægt for Københavns Begravelsesvæsen, vedtaget 9. juni 1977

10) Martinus: "Flaget hejses for første gang", Kosmos nr. 6, side 86 (1936), genoptrykt i nr. 9 (1980)

11) Martinus: "Flagets struktur", Kosmos, nr. 6, side 91 (1936), genoptrykt i nr. 4 – 5, side 74 (1983).

 

MAUSOLEETS BELIGGENHED:

Mausoleum nr. 2

Frederiksberg ældre Kirkegård

Frederiksberg Alle 63-65

1820 Frederiksberg C

 

KIRKEGÅRDENS ÅBNINGSTID:

Januar 08-16

Februar 08-16

Marts 08-17

April 08-18

Maj 08-19

Juni 08-20

Juli 08-20

August 08-19

September 08-18

Oktober 08-17

November 08-16

December 08-16