Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Hedenskab og kristendom

af Martinus

 

Den kristne religions dogmatik

Igennem vor børnelærdom er vi, der er oplært i den kristne religion, blevet belært om, at alle mennesker og folkeslag, der ikke tilhører denne religion, er hedninger. Dette hedenskab omfatter efter den troende kristnes opfattelse både urskovens primitive naturmennesker, de andre store verdensreligioners tilhængere, hinduer, buddhister, muhamedanere og de mennesker inden for vestens såkaldte kristne samfund, der erklærer sig for ateister eller fritænkere. Sidstnævnte skulle dog efter den dogmatiske kristelige opfattelse være den "frelste" tilstand en smule nærmere, blot fordi de ved at være født i et kristent samfund har modtaget dåbens sakramente. Efter samme kristelige opfattelse går alle hedninger ved døden eller "dommedag" lige til helvede, medens de "frelste" skal opleve himmeriges salighed. Men dette at være døbt i faderens, sønnens og den helligånds navn skulle altså give en større chance for himmeriges salighed end at leve et liv i kærlighed til næsten uden at være døbt. Ja, man kan endda møde den opfattelse, at et lille barn, som dør uden at have modtaget dåben, måtte gå til helvede.

Den autoritære kristendom beherskes af hedenskab

Det siger sig selv, at for en meget stor del af nutidens tænkende mennesker er en sådan opfattelse umulig at acceptere. Man finder den naiv og farisæisk, og der er heller ikke så stor forskel på de farisæere, man kan læse om i Bibelen, og de "kristne", der har tilbøjelighed til at takke Gud, fordi de ikke er som disse "hedninger", men hører med til "Guds udvalgte børn". Denne intolerance og farisæisme er dog ikke noget specielt jødisk eller "kristeligt" fænomen, farisæerens tilstand er et udviklingstrin, der som så mange andre må passeres på vejen mod indvielse i livets evige guddommelige [slut på side 63] love. Også farisæismen udfoldes i den bedste mening, og man kan ikke bebrejde "kristelige farisæere", at de er, som de er. Denne opfattelse må eksistere, så længe man endnu ikke fatter, hvad sand kristendom i virkeligheden er. Hvis man vidste dette, ville man forstå, at hele den autoritære kristendom verden over, således som den i dag bliver forkyndt og praktiseret, endnu beherskes af hedenskab.

Den virkelige kristne tankeverden og væremåde

Hvad er da kristendom, og hvad er da hedenskab? Kristendom er en speciel væremåde baseret på en speciel tankeverden, og hvor den tankeverden og væremåde ikke findes, er der ingen kristendom, men hedenskab. Man kan altså ikke blive kristen i ordets virkelige betydning blot ved at blive døbt, men man kan derimod godt være det uden at være døbt. Når Kristus sagde: "Mit rige er ikke af denne verden", udtrykte han jo netop, at en virkelig kristen tankeverden og væremåde, den han med sit eget liv var et strålende eksempel på, ikke var den gængse eller dominerende på denne jord. Men han talte dog også om muligheden af, at et sådant rige engang skulle kunne realiseres i denne verden, han sagde: "Himmeriges rige er inden i eder".

Begyndelsen til en kristen tankeverden og væremåde findes som "det gode" i mennesket, som humanitet, som længsel efter fred mellem de forskellige nationer og racer og mellem de enkelte mennesker. Men dette rige eller denne kristendom er endnu kun i fostertilstand, og ligesom fostret i moders liv gennemgår en repetition af tidligere dyriske tilstande, inden det fødes som et jordmenneskebarn, må den virkelige menneskelige tilstand, der er det samme som "himmeriges rige", som igen er det samme som den sande kristendom, også gennemgå en skala af udviklingstrin. Der er intet på denne jord, der kan fødes "voksent", heller ikke den virkelige kristendom, den må udvikles lidt efter lidt, indtil den helt kan forlade hedenskabets "fosterhinde", hvor den befinder sig i mørke og snæverhed. Når fostret er modent dertil, fødes det til en lysere og friere tilstand, og således vil det også gå med den virkelige kristendom eller det "himmeriges rige", der eksisterer i fostertilstand i det enkelte jordmenneske og i hele den jordiske menneskehed.

Ikke ved at dø, men ved sin væremåde har Kristus frelst menneskeheden

Naturligvis vil den sande kristendom fødes før i nogle menneskers bevidsthed og væremåde end i andres, de jordiske mennesker står jo på vidt forskellige udviklingstrin. Men det er ikke ensbetydende med, at disse virkelige kristne vil føle sig hævet over hedningerne, en sådan følelse ville vise, at de selv var hedninger. De ville være, som Kristus karakteriserede farisæerne, som "kalkede grave, der er fine udvendig, men inden i er fulde af døde ben og alskens urenheder". Disse ord er, hvor skarpe de end kan lyde, ikke nogen kritik af den farisæiske tilstand, men en karakteristik af mennesker, i hvem "det gode" endnu ikke er mere udviklet, end at det er forbundet med egoistisk selvgladhed, kritik og intolerance mod anderledes tænkende. "Jeg takker dig, herre, at jeg ikke er som de andre horkarle, banditter og røvere, men holder alle dine bud og giver almisser til de fattige", sådan lød farisæerens takkebøn, og en sådan mentalitet er ikke meget forskellig fra det menneskes, som i kristendommens navn føler sig bedre end andre ved at give almisser, ved at gå regelmæssigt i kirke og til alters, og som ser med forfærdelse på de "syndens børn", som er opvokset i en anden tro, eller de frafaldne, som nok er døbt, men ikke kan tro på den kristne dogmatik og ikke inspireres, men [slut på side 64] tværtimod frastødes af kirkens ceremonier, af præstens salvelsesfulde prædiketone og af læren om den vrede gud, som forsones gennem Jesu offerdød og derved formildes til at vise nåde. Dette forsoningsdogme med det uskyldige væsen, der skal ofres for at formilde den vrede gud, er i virkeligheden ældgammelt hedenskab, det er noget af den "fosterhinde", kristendommen skal befries fra. Det er ikke ved at dø, at Kristus har frelst menneskeheden, men det er ved det sindelag og den væremåde, Kristus udfoldede, medens han levede her, og da han ved sin død på korset viste menneskene på jorden, hvordan en rigtig menneskebevidsthed, der kender sin identitet som "gudesøn", handler i alle situationer; selv den, hvor han bliver dømt til døden som forbryder og oprører, uden at han viser had eller bitterhed, men tværtimod går i forbøn for sine bødler og anklagere.

Det gamle testamente, det nye testamente og det tredie testamente – åndsvidenskaben – repræsenterer kristendommens tre udviklingsfaser

Kristendommens udvikling kan deles i tre faser, den som repræsenteres af det gamle testamente, den som repræsenteres af det nye testamente, og endelig den, som vil blive repræsenteret gennem udviklingen af åndsvidenskaben, som vi kan kalde "det tredie testamente". Indenfor jødedommen blev kristendommen forkyndt i Guds ord til Abraham: "I din sæd skal alle jordens slægter velsignes". Det gamle testamentes profeter kundgjorde for deres folk, at der ville fødes dem en konge af Davids slægt, en messias, som skulle bringe frelse og velsignelse til denne verden. Det er kristendommens første fase, den findes som et frø, noget endnu skjult og forjættende i det gamle testamentes tankeverden, der udgør den hårde skal omkring kernen. Den mentalitet, som udtrykkes gennem ordene "øje for øje og tand for tand", er ikke kristendom, det er det hedenskab, hvoraf kristendommen vil spire frem. Ved Jesu fødsel og opvækst spirer kristendommen frem på jorden, den gammeltestamentlige "skal" bliver brudt, han opfylder loven og profeterne, men samtidig forkynder han en ny lære, der står som kontrast til den gamle, læren om at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.

Som det gamle testamente repræsenterer forjættelsen om det kommende repræsenterer det nye testamente forkyndelsen, nærværelsen af den hellige ånd gennem en guddommelig-menneskelig bevidstheds udfoldelse og væremåde på denne jord. Men er det da ikke nok, er den jordiske menneskehed da ikke dermed "frelst fra det onde" og moden til "himmeriges rige"? Nej, der er endnu en faktor, som kommer til at gøre sig gældende, og som Kristus har udtrykt ved at sige: "Tag dit kors og følg mig". En mentalitet, som Kristus har udfoldet gennem sin væremåde i sit korte liv på denne klode, må vokse frem i de enkelte jordmenneskers bevidsthed, det er det, der "frelser fra det onde", og det er det, der er det "Guds rige, der er at ligne ved et sennepskorn, der voksede og blev til et træ, i hvis grene himlens fugle byggede deres reder".

Kristusbevidstheden bliver engang en almenmenneskelig foreteelse

Der tales også om Kristi genkomst, men det betyder ikke, at Jesus fra Nazareth vil vise sig i skyerne over den fysiske jord. Når kristusbevidstheden kommer igen, vil den vise sig som en strålende åndelig sol i de tågedannelser, der formørker det enkelte jordmenneskes mentalitet, dvs. uvidenhed, selviskhed, intolerance og dogmatisk snæversyn. Det er klart, at det vil tage sin tid, inden udfoldelsen af kristusbevidsthed bliver en almenmenneskelig foreteelse, men det har jo også taget sin tid for den jordiske menneskehed at udvikles fra primitive [slut på side 65] religioner med menneske- og dyreofringer gennem perioder med religionskrige og kætterbål og frem til det stadium, som nu repræsenteres af en stor del af samme menneskehed gennem ønsket om en varig fred, om verdens forenede stater og om frihed, lighed og broderskab mellem alle jordiske mennesker.

Foruden det krigeriske er der også noget godt og kærligt i det jordiske menneske

Mange mennesker vil ganske naturligt være skeptiske, når der tales om, at den jordiske menneskehed engang skal komme til at udgøre én stat, et virkeligt demokrati. Selvom de synes, at det lyder besnærende, og det faktisk er i overensstemmelse med deres egne inderste ønsker, mener de alligevel, at det blot er ønskedrømme og luftkasteller. "Mennesket er såmænd ikke blevet bedre", siger de, "fremskridtet er kun baseret på teknisk udvikling, men moralen er tværtimod gået tilbage". Overfladisk set kan det se sådan ud, men det er ikke den virkelige sandhed. Hvorfor findes der fredsligaer, Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet og en masse andre fredselskende og humanitære institutioner og foreninger? Hvorfor er der bygget kæmpemæssige hospitaler og hjem for forældreløse børn og for svage og gamle mennesker? Hvorfor er der i det enkelte menneske en grænse for, hvad det kan nænne at gøre imod andre, hvis det har en anelse om, at det vil kunne volde fortræd og sorg? Alle disse spørgsmål kan kun besvares med, at det er, fordi der er noget godt og kærligt i det jordiske menneske foruden den side af dets sind, der skaber krigene, både de store mellem nationerne og de små mand og mand imellem i hverdagslivet. Der har været tider, hvor de røde kors var malet på korsriddernes skjolde og rustninger, når de gik ud for at kæmpe i Jesu navn. Var det kristendom? Nej, det var hedenskab. Men det er praktiseret kristendom, når de røde kors er malet på ambulancer og bæres af sygeplejersker, læger og sygepassere. Det er lignelsen om den barmhjertige samaritan, der er realiseret, og det er kristendom ganske uafhængig af, om Røde Kors-folkene er døbt eller ej. Der har også været tider, hvor man søgte at befri samfundet for svagelige børn og gamle mennesker, som ikke mere kunne arbejde for føden. Man udsatte børnene, som det hed, satte dem ud i skoven eller ødemarken, hvor de blev bytte for de vilde dyr, og de gamle lod man passe sig selv, hvilket også nærmest var mord. Der er dog sket noget i den tid, der er gået, med hensyn til humanitet og næstekærlighed.

Virkeligt demokrati og virkelig kristendom er identiske

Med hensyn til hvad det enkelte menneske kan nænne at gøre, er det rigtigt, at det er højst individuelt. Nogle kan nænne at gøre en masse, som volder andre fortræd, men der er jo også mange mennesker, som ikke kan nænne at slå en flue ihjel. De synes, måske påvirket af andres meninger, at det er fjollet, og engang imellem gør de det også, men for hver gang bliver det dem mere og mere modbydeligt. Enhver må selv sætte grænsen for, hvad han eller hun kan nænne at gøre, men disse samvittighedsspørgsmål viser netop, at der er ved at ske en forvandling med den jordmenneskelige mentalitet. Der vil endnu en tid være krigshandlinger mellem magthaverne og ideologier på jorden, men de er nu skrumpet ind til faktisk kun at være to partier, øst og vest, som vil komme til at underminere hinanden med det resultat, at de virkelige demokrater hos begge parter vil finde hinanden og samarbejde til gavn for hele menneskeheden. Det virkelige demokrati og den virkelige kristendom er ét og det samme, det er et livssyn og en væremåde, der er baseret på at tjene og ikke at lade sig tjene. [slut på side 66]

Det tredie testamente – åndsvidenskaben – vil inspirere mennesker, som er trætte af religiøs dogmatik, materialisme og ateisme

Til denne store forvandling af menneskeheden kræves en åndelig videnskab, "det tredie testamente", som vil kunne forstås af og virke inspirerende på alle de mennesker over hele kloden, som er trætte af religiøs dogmatik, enten den er kristen, hinduistisk, buddhistisk eller muhamedansk, og også trætte af at være materialister og ateister. For disse søgende mennesker bliver de kosmiske analyser skabt. Disse analyser, som det er blevet min opgave at give menneskeheden i mit hovedværk LIVETS BOG, er ikke en ny religion, en sekt, eller på nogen anden måde noget, der skal skabe intolerance ved, at de, der føler sig tiltalt af analysernes logik og begynder at studere dem, skal føle sig bedre eller mere udviklede end andre, eller mere "hellige" eller "frelste" end andre. Mine analyser er ikke et angreb på noget som helst, de er tværtimod et forsvar for alt, idet de forklarer, hvorfor mineraler, planter og dyr er, som de er, hvorfor de primitive mennesker og forbrydere og mordere er, som de er, og hvorfor gode og kærlige mennesker og såkaldte helgener er, som de er. De forklarer, hvorfor nogle mennesker er genier og nogle åndssvage, og hvorfor hele verdenssituationen i dag netop er en slags krig imod alle, et ragnarok eller helvede. Men de fortæller også om, hvilke muligheder det enkelte jordmenneske har for at forvandle denne situation, som er skabt eller sået i fortiden og må høstes i nutiden. Ved den måde, hvorpå den enkelte reagerer overfor sin skæbne, sår han eller hun det, der skal høstes i fremtiden. Og fremtiden vil både sige et liv i en åndelig verden efter det, vi kalder døden, og nye liv eller inkarnationer i den fysiske verden. Åndsvidenskaben vil kunne tale lige så stærkt til buddhister, hinduer og muhamedanere som til kristne, når det drejer sig om mennesker, der er vokset fra en dogmatisk tankegang, derfor vil den med tiden kunne forene humant tænkende mennesker over hele kloden, ikke i en sekt, men i et menneskeligt broderskab, hvor alle er Kristi disciple, ligegyldigt hvilken religion de tilhører, fordi de prøver at indstille deres tankeverden og væremåde på den bølgelængde, der er udtrykt med Nazaræerens ord: "Derpå skal det kendes, at I er mine disciple, at I har indbyrdes kærlighed".

Fra et foredrog i Klint mandag den 13. juli 1953.
Bearbejdet af Mogens Møller.