Ældre årgange af Kosmos mv.

 

Ingen løsning, men de får hjælp

Om selvmordere

 

Bevirker selvmord en mørk skæbne i den åndelige verden i næste inkarnation?

Da livsoplevelsesevnen udelukkende vedligeholdes eller fornyes igennem erfaringsoplevelse, bliver al erfaringsoplevelse, hvad enten den viser sig som behag eller ubehag, som lys eller mørk skæbne, livsfundamentet for ethvert levende væsens evige oplevelse af liv. Da selvmord altid, hvor det ikke begås i sindssyge, er et forsøg på at frigøre sig fra en mørk skæbne eller mørke erfaringer, man er kommet ind i, bliver denne manifestation således i virkeligheden en sabotage af den normale og absolut nødvendige livsfornyelse. Men da selvmord i absolut forstand ikke kan finde sted, idet intet levende væsen kan dø, og derfor heller ikke kan dø hverken for sin egen hånd eller andres grundet på, at ethvert attentat kun kan ramme og ødelægge den fysiske organisme, bliver selvmordet kun en ny tilføjelse af endnu mere mørk skæbne til den allerede i forvejen eksisterende triste sindstilstand, der bragte væsenet til selvmord. I stedet for at blive fri for sin mørke skæbne bliver denne altså stærkt forværret i kraft af selvmordet.

Da selvmord kun kan befordres af en kombination af tanker, hvis samlede slutresultat i et givet øjeblik for væsenet er total livslede, er denne livslede eller dette onde, som væsenet ved selvmordet således vil frigøre sig for, slet ikke identisk med den fysiske organisme, men udgør materier, der ligger hinsides det fysiske plan. Det nytter derfor ikke noget, at man frigør sig fra denne organisme. Ondet er ikke et kropsligt anliggende. Det vil derimod i alle situationer i dets slutfacit være et mentalt eller åndeligt anliggende. Nævnte onde eller denne livslede vil derfor stadig opleves af væsenet, hvad enten det har sin fysiske organisme eller ikke. Væsenet vil således efter selvmordet opdage, at den død eller bevidstløshed, det troede at skabe med selvmordet, slet ikke eksisterer. Det har stadig sin mentalitet i behold og vil følgelig derfor også stadigt være bundet til sin livslede, triste tanker eller mørke skæbne.

Ved at frigøre sig fra sin fysiske organisme, der er dets fundamentale redskab for manifestation og oplevelse på det fysiske plan, har det yderligere forværret sin situation, thi nu har det ikke mere nogen normal mulighed for at få overvundet de fysiske besværligheder eller hindringer, det havde indviklet sig i, og som var årsagen til selvmordet. Denne mulighed kan det først igen opnå, når det atter er inkarneret i fysisk [slut på side 181] organisme og endda undertiden først, når det er nået frem til det alderstrin, på hvilket selvmordet blev begået.

Efter selvmordet befinder selvmorderen sig altså stadig i sin triste og mørke bevidstheds tilstand, som han nu ikke mere ved egen hjælp kan frigøre sig af. Her vil den tilsidst føre ham i forbindelse med skytsengle, der da vil suggerere ham fri af de mørke bevidsthedslag, hvorefter denne side af hans mentalitet vil komme til at ligge i dvale, til den engang i en kommende ny inkarnation igen vil komme til udfoldelse og da af væsenet blive overvundet på det fysiske plan. Men den første periode af dets tilværelse på det åndelige plan efter selvmordet forhindres det, grundet på den mørke sindstilstand, det befinder sig i, i at opleve den ellers normale lyse åndelige tilværelse, som ethvert væsen kommer ind i, der dør en normal død og ved denne død ikke befinder sig i noget mørkt sindelag.

Denne mørke mentale tilstand, som et væsen fra det fysiske plan kan bringe med ind over døden til det åndelige plan og som der en tid formørker væsenets oplevelse på dette plan, kendes under begrebet "Skærsilden". At begå selvmord betyder således uvægerligt skærsild og kan aldrig i noget som helst til fælde betyde befrielse af det mørke, som var årsagen til selvmordet. Al fysisk skæbne må således udleves og bekæmpes på det fysiske plan. Hvis ikke det er bekæmpet eller overvundet, inden man dør i denne inkarnation, vil man møde det både kropsligt og mentalt i den næste fysiske inkarnation. Og her vil denne oplevelse, alt efter sin mere eller mindre mørke natur, i tilsvarende grad henholdsvis blive en mere eller mindre fremtrædende hindring for væsenets tilegnelse af lys skæbne.

Hvorfor skal det være så strengt at vågne op på det åndelige plan for den, der begår selvmord? – Det menneske, på hvem der er lagt så store byrder, at det ikke kan bære dem, trænger det ikke snarere til hjælp?

Da ethvert brud på naturens love skaber smerte eller lidelse, og enhver opfyldelse af de samme love skaber glæde eller velvære, er lidelsen og velværet de to uundværlige faktorer, ved hjælp af hvilke det levende væsen kan blive bevidst i, hvordan det kan bevare sin fulde sanse- eller livsoplevelsesevne. En del af denne evne har nemlig sit sæde i væsenets fysiske legeme eller organisme. Hvis det nu kunne ødelægge denne organisme, uden at dette voldte gene eller lidelse, ville det derved i tilsvarende grad forringe sin i gennem samme organisme opretholdte sanse- eller oplevelesevne uden at kunne opdage eller bemærke årsagen til denne underminering af bevidstheden. Det ville ikke lære at tage sig i agt for at gå imod naturens og dermed imod livets love. Hvis det fysiske legeme var følelsesløst overfor brud eller læsioner, hvis man kunne skære eller flå i dette, uden at dette forvoldte smerte eller lidelse, hvordan skulle man så opdage, at man dermed saboterede sin oplevelsesevne. Hvordan skulle man kunne afholde de mindre og uvidende børn fra at beskadige eller lemlæste sig selv? Smerten eller lidelsen er i virkeligheden kun et faresignal, der virker for at advare det levende væsen, så det derved kan opdage, at det er inde på noget unaturligt eller farligt.

På samme måde bliver det normale velvære ligeledes et kendingsmærke for, at væsenet befinder sig indenfor det naturlige område. At selvmord, der i sig selv er en total læsion af væsenets fysiske legeme, ikke kan være en undtagelse, er naturligvis en selvfølge. Man kan ikke [slut på side 182] hugge en hånd af og alligevel bruge hånden, man kan ikke ødelægge sine øjne og alligevel se ved hjælp af disse. At man her må opleve den gene, det er at miste den del af førligheden, som opretholdes i kraft af hånden og øjnene, kan umuligt være udtryk for noget ukærligt fra forsynets side. Tvætimod, væsenet får jo netop igennem den nævnte gene eller lidelse indbygget i bevidstheden en levende erfaring, der i dets kommende nye fysiske tilværelse i større eller mindre grad vil afholde det fra på ny at begå en lignende sabotage på sin livsoplevelsesevne. På samme måde vil den gene eller lidelse, der opstår ved selvmord, give væsenet en erfaring, der ligeledes vil være medvirkende til at afholde det fra atter at begå selvmord i kommende nye fysiske tilværelser.

Men det skal dog bemærkes, at der er megen åndelig hjælp for selvmordere ligesåvel som for alle andre ulykkelige væsener. Skytsengle står parat, og enhver selvmorder bliver tilsidst på det åndelige plan hjulpet fri af sin ulykkelige mentale tilstand.