Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/12 side 241
Glimt af sagens historie
Foto af Martinus
 
MARTINUS FORTÆLLER:
 
Historien om det forunderlige lysbilledapparat
 
Det er november 1954, og Martinus bor i Kotagiri i Indien hos en af sagens trofaste venner derude, Anna Ørnsholt. Martinus kommer hurtigt i gang med at holde foredrag, og her følger hans beretning om nogle oplevelser under fremmede himmelstrøg.
 
Mit næste foredrag holdt jeg i Coonor, en by ca. 14 kilometer fra Kotagiri. Her blev foredraget holdt i et stort privat hjem hos en engelsk teplantageejer, hvor vi alle blev opvartet på det bedste. Vor elskværdige vært, mr. Dean, tog mig med ud på en stor spadseretur om eftermiddagen, rundt på hans store ejendom, der grænsede op til junglen, hvor der levede pantere. Så det var ikke tilrådeligt at gå ud om aftenen her. Det var interessant at se et sådant stort og rigt engelsk hjem. Hertil kom yderligere det, at mrs. Dean her på denne store ejendom har oprettet en slags alderdomshjem for syge og gamle dyr. Her var nogle æsler med forfærdeligt defekte fødder, så de havde svært ved at gå. Jeg filmede disse dyr og tog billeder af ejendommen. Ligeledes filmede jeg byen, som ligger umådeligt smukt her i bjergene. Med hensyn til foredraget vakte det stort bifald og gav yderligere anledning til, at præsidenten for den stedlige teosofiske loge holdt en lille tale, hvori han takkede Anna Ørnsholt for hendes gode oversættelse. Derefter sagde han til mig, at han syntes, at det danske sprog var meget smukkere end det engelske. Det lød som musik, sagde han. Han kom derefter med nogle meget sympatiske kommentarer om, hvor vidunderligt min analyse om polprincippet samstemmede med, hvad de havde lært i den gamle indiske visdom. Han var en mand med stor hvid turban og briller og det sædvanlige lagen om benene, som mænd bruger det her i stedet for benklæder. Hans livsstilling var sagfører.
At foredraget blev så vellykket, som tilfældet var, er næsten ikke til at forstå, for aldrig har jeg holdt foredrag med sådanne lysbilleder, som der her blev præsenteret. At skaffe et lysbilledapparat har vist sig at være et stort problem, i alt fald her i Kotagiri. Men igennem mange led af venskaber og bekendtskaber opsporedes det, at en stor skole i Coonor havde et sådant apparat. Og da mrs. Dean kendte skolens lektor, blev vi tilbudt at låne apparatet. Det så næsten ud, som om det var et, man havde arvet efter Abraham eller Isak. Det var meget bristefærdigt og affældigt. Det var ikke beregnet til elektrisk lys, og der var en revne midt gennem linsen. Men vi var ikke desto mindre henrykte ved at låne det, da det passede til mine plader. Og de unge mennesker fra skolen, der forstod at passe dette monstrum, lovede at betjene det om aftenen til foredraget, som de var meget interesserede i. Og så kom aftenen. Foredraget begyndte kl. ca. 17.30. Jeg holdt et lille indledende foredrag, og Anna Ørnsholt oversatte lige så hurtigt, som jeg fik udtalt sætningerne. Og dernæst begyndte jeg så fremvisningen af billederne. Men sikke nogle billeder ––! I stedet for at bruge de petroleumslamper, der hørte til apparatet, brugte man en stor elektrisk pære, som naturligvis slet ikke passede ind i apparatets linsesystem. Dette bevirkede, at billederne kun blev partielt belyste. Man måtte så køre rundt med lampen inde i apparatet, således at man kunne belyse de felter af billedet, jeg pegede på. Dette bevirkede igen, at billedfelt og pegepind ikke altid passede sammen. Hertil kom så revnen i linsen, som bevirkede en sær uregelmæssig skyggeformet figur på billederne. Men inderne troede, at denne skyggefigur hørte med til billederne og skulle forestille mørket eller det onde. De lyttede og stirrede kolossalt interesserede. Og jeg, som til at begynde med troede, at dette foredrag måtte blive den rene fiasko, blev således behageligt overrasket over den store interesse og glæde, som foredraget vakte. Havde det været i Danmark, var jeg blevet pebet ud. Men her begyndte jeg at lære indernes mentalitet at kende. De er så ualmindelig tålmodige, ligesom de aldeles ikke har nogen hast med nogen ting. Når et foredrag annonceres til kl. 16.00, så begynder det kl. ca. 17.15. Det er muligt, at det er noget anderledes i de større byer. Det ved jeg ikke endnu, men nu får vi se, når jeg skal dertil.
Mit næste foredrag holdt jeg her i Kotagiri i går, søndag d. 21. Her var vi så heldige at få et moderne lysbilledapparat ligesom det, vi har i Sverige. At vi fik dette dejlige apparat skyldtes stor velvillighed og interesse fra den næstkommanderende i en stor militærlejr i en by tæt herved, ved navn Wellington. Vi var til te hos ham og hans frue i forrige uge. Det var to vidunderlige mennesker. Han udvirkede, at vi fik lov til at låne militærets apparat, og selv ville han og hans frue overvære foredraget, der var annonceret til kl. 16. Men forskellige omstændigheder bevirkede, at det ikke kom til at begynde før kl. ca. 17.30. En chauffør skulle bringe apparatet fra Wellington. Men klokken blev 16, og han kom ikke. Jeg begyndte at blive lidt nervøs, men Anna Ørnsholt var ikke det mindste nervøs, hun kendte indernes mentalitet. Jeg kunne ikke løsrive mig fra den tanke, at folk sad nede i foredragssalen og trampede i gulvet af irritation over, at der endnu ikke var noget tegn til, at der ville blive holdt foredrag. Anna Ørnsholt besluttede derfor, at vi kunne begynde at gå derned. Da vi kom, sad de forskellige, der var ankommet, ude i det dejlige solskin og modtog os med de venligste smil. Der var ikke det mindste tegn på nogen som helst utålmodighed. Men bilen med apparatet var stadig ikke kommet. For en sikkerheds skyld havde jeg skrevet et foredrag, som Anna Ørnsholt havde oversat. Vi var så ved at beslutte os til at holde dette foredrag i stedet for lysbilledforedraget. Men så kom bilen med apparatet, og vi fik travlt med at stille det op. Men himmel – ! Her skinnede solen indad vældige vinduer, og de forhæng, der var for nogle af vinduerne, var totalt gennemsigtige! Jeg tænkte: "Hvordan skal mine billeder kunne gøre sig i et sådant lyshav?" Men så fandt man et stykke mørkeblåt lærred og fik sat dette for et vindue, som var særligt generende for billederne. Og så kunne foredraget begynde. Der var høj sol udenfor, men klokken var over halv seks, og dagen begyndte så småt at hælde, og i samme grad blev billederne jo bedre og bedre. En indisk soldat var med og betjente apparatet. Det måtte sikkert ikke betros til andre. Inderne er endnu i mange tilfælde store børn. Når de får noget nyt og moderne fra udlandet, har jeg indtrykket af, at det næsten er helligt og urørligt og kun må betjenes af dertil særligt indviede. Skønt vi begyndte foredraget med ca. en og en halv times forsinkelse, kom der dog en hel del mennesker for sent!!! Men foredraget fangede tilhørerne vældigt ind. Anna Ørnshalt er en glimrende tolk. Hun oversatte mine sætninger til engelsk ligeså hurtigt, som jeg fik dem udtalt. Til stede var der tre læger, en del andre intellektuelle samt en del af den stedlige befolkning. Foredraget blev meget vellykket, og man var meget ked af, at jeg skulle rejse, da man meget gerne ville høre mere.