Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Livskraft og viljeføring

af Martinus

 

Den kraft, der ligger til grund for det levende væsens livsoplevelse, kalder vi »livskraften«

Ethvert levende væsens opretholdelse af livet, dets oplevelse og manifestation, dets fornemmelse af smerte og velvære, behag og ubehag, opretholdes ved en kraft. Intet kan fungere og arbejde uden ved hjælp af kraft. Den kraft, ved hvilken det levende væsen således opretholder sit liv, kalder vi "livskraften". Denne kraft har en ydre side og en indre, men det er hovedsagelig kun gennem den ydre side, at den er kendt af jordmenneskene, selvom de daglig også oplever og dirigerer dens indvendige side. Når et menneske er træt og søvnig, er dets livskraft ikke nær så fremtrædende en energiudfoldelse, som når det har udsovet og føler sig veloplagt. Men denne veloplagthed og uoplagthed er et ganske naturligt fænomen. Ved enhver energiudfoldelse på det fysiske plan sættes materie i bevægelse. Det sker ved tryk på eller træk i dette stof eller denne materie, og det sker ved hjælp af kraft. Der skal et lokomotiv eller en anden form for kraftmaskine til for at sætte et tog i bevægelse, og nogt lignende gælder for al bevægelse i stoffets verden, den kan kun manifesteres ved en kraftudløsning, der yder et tryk på eller et træk i stoffet, hvad enten det sker i den materielle verden omkring os eller forekommer som organudløsning i de levende væseners organismer. Men ethvert tryk på en materie vil ikke blot sætte denne materie i bevægelse, den vil også præge denne materie. Den vil skabe en vis forvandling i materien der, hvor trykket eller trækket sætter ind. Hvis dette tryk i lang tid forekommer på det samme sted i materien, skaber det en spænding og efterhånden en opløsning af materien på dette sted. Denne opløsning kender vi under begrebet "slitage". I alle situationer, hvor der skabes bevægelse, skabes der samtidigt slitage at de i bevægelsen implicerede stofområder. Denne slitage vil bevirke, at man ikke evigt kan bruge de samme stoffer, men stadig må forny den materie, i hvilken man skaber bevægelse.

Kredsløbets lov er en forvandlingens og fornyelsens lov

Dette fornyelsesprincip gælder overalt, til alle tider og i alle situationer, hvad enten slitagen forekommer i ydre materielle ting eller i de levende væseners [slut på side 23] organismer. På grund af denne slitage bliver maskiner, redskaber, bygninger, befordringsmidler, klæder og sko etc. gamle og udslidte, men det samme bliver de levende væseners organismer. Det er kredsløbets lov. I kraft af dette slitageprincip kan intet som helst bindes til en evig materiel tilstand, men er underkastet forvandlingens og fornyelsens lov. Hvis ikke denne slitagelov eksisterede, ville intet kunne forgå, enhver form måtte da evigt blive ved med at være således, som den engang var blevet formet. Hvordan skulle jorden være blevet forvandlet fra sin ildtilstand til dens nuværende for vor fysisk-animalske tilstand så nødvendige struktur – hvordan skulle menneskenes organismer være blevet forvandlet fra dyreorganismer, ja, helt fra mineralske og vegetabilske tilstandsformer, til deres nuværende forfinede tilstand – og hvordan skulle det blive muligt at forvandle jordmenneskenes samfund til en fredeligere og lykkeligere verden, end den er i øjeblikket, hvis ikke slitagen eksisterede? Tænk, hvor forfærdeligt det ville være, hvis vi evigt skulle være i den samme primitive organisme, evigt skulle gå med det samme tøj og de samme sko og bo i de samme slags huse eller bruge de samme slags befordringsmidler. Men det ville slet ikke kunne forekomme, for uden forvandling og livsfornyelse ville der slet ikke være noget liv, ingen oplevelse, ingen bevidsthed.

Inden for tanke- eller bevidsthedsområdet forekommer der også slitage

Det er nemlig ikke blot i de ydre synlige materier, at denne slitage forekommer, den eksisterer også i de indre usynlige materier, hvilket vil sige i tanke- eller bevidsthedsområdet. Her bevirker den, at ingen mental tilstand kan stå stille eller forblive, som den er, men forvandles til en ny tilstand eller tankesfære. På dette plan mærkes slitagen som interessesvækkelse. Når man mister interessen for en eller anden tankesfære, skyldes det, at denne tankesfære er blevet forældet og må give plads for en ny, der er mere i kontakt med væsenets ønsker og begær, akkurat ligesom man ønsker et nyt sæt tøj, når det gamle sæt er udslidt og lurvet. Nu er det jo ikke altid, at menneskers antipati over for et sæt tøj eller en anden fysisk ting skyldes, at tingen er udslidt. Her er der også noget, der hedder "smag" og "mode". Slitagen er her forekommet i menneskets bevidsthed i stærkere grad end i den fysiske materie. Skik og brug og moder er også underkastet slitagens lov. Det er også denne slitage eller svækkelse i interessesfæren, vi oplever som kedsomhed. Når noget forekommer os kedeligt eller uinteressant, er det, fordi vi enten endnu ikke kan udvikle kraft i det pågældende felt, eller også fordi feltet i forhold til vor erfaringsdannelse er blevet forældet og udlevet.

Med vor vilje udøver vi i et vist område tryk på materien i form af tiltrækning og frastødning

Vi ser altså, at der eksisterer en slitage af stoffet eller materien såvel i tankens eller bevidsthedens sfære, som i den fysiske verden. Denne slitage befordres af en og samme kraft, der udøver et tryk såvel på åndelig som fysisk materie, så denne kommer i bevægelse, og der derved opstår en livsfornyelse eller forvandling. Der hvor denne kraft forekommer i de ydre materielle ting og også i vore organer, kalder vi den naturkraften, og vi siger, at alt er blevet til ved naturens kraft. Men da det udelukkende er denne kraft, som befordrer liv eller bevægelse, vil den retmæssigt kunne kaldes "livskraften". Livskraften og naturkraften er et og det samme. Men hvad er det for en kraft, der således frembringer tryk på materien og hermed [slut på side 24] skaber forvandling, tiltrækning og frastødning, opbygning og nedbrydning? Har vi ikke inden for vort eget område noget, der ytrer sig på samme måde, ja egentlig er det samme? Det har vi, og vi er endog meget kendte med denne kraft. Vi har den alle sammen i os som noget, vi kalder vilje. Med denne vilje udøver vi i et vist område tryk på materien i form af tiltrækning og frastødning, der igen bliver det samme som vor manifestation eller skabelse og dyrkelsen af vore interessesfærer. I dette område opbygger og nedbryder vi, her skaber vi ungdom og alderdom, her er vi naturkraftens ophav og ledere.

Ophavet til alle materiens bevægelser og forvandlinger er det oplevende og skabende center, vi udtrykker med ordet »Jeg«

Vi finder altså i vort eget livsområde selve løsningen på livets mysterium. Her oplever vi noget, vi ikke ser uden for vort eget bevidsthedsområde, nemlig ophavet til materiens bevægelse og forvandling. Vi fornemmer os selv som et oplevende og skabende center, og vi udtrykker denne fornemmelse med ordet "jeg". Men når der findes et sådant oplevende og skabende og dermed viljeførende jeg bag alle bevægelser uden undtagelse inden for det område, vi helt kan overskue, har vi ikke noget grundlag for at skulle antage, at der ikke også skulle være et oplevende og skabende jeg bag alle de bevægelser og skabeprocesser, vi ellers kalder naturkræfterne. Lige såvel som vore manifestationer og udfoldelse af skabeevne er ledet af vor vilje, er også alle naturens skabelsesprocesser ledet af en viljekraft. Og ligesom vor vilje er ledet af vor mentale struktur, vor tankesfæres erfaringskapacitet, således må der også bag den vilje, der leder naturens kræfter, ligge tankestruktur og erfaringskapacitet. Og ser vi ikke, at vi oven i købet kan lære af naturens processer, som både i skønhed og logik langt overgår, hvad menneskets intellektuelle kapacitet kan præstere. Hvilken menneskelig skabeevne og viljeføring kan måle sig med naturens vidundere? Jordmennesket må stadig have naturens kapacitet som forbillede og model, hvis det skal præstere en skabelse af værdi. Naturen viser os altså, at vi repræsenterer det samme princip i vor skabelse, om end i en mindre fuldkommen udfoldelse, og at der bag alle former for eller variationer af materiens bevægelser ligger mentalitet og viljeføring behersket af et skabende og oplevende jeg, som netop gennem disse materiens bevægelser skaber og oplever livet.

Vi skaber en evig livsfornyelse, og herved opstår den slitage, vi kender som træthed og uoplagthed

Med vor viljeføring skaber vi altså vor egen nedbrydning og opbygning i de materier, gennem hvilke vi oplever livet. Vi skaber en evig livsfornyelse, en stadig forvandling af tankesfærer til nye tankesfærer og af former til nye former. Med vor viljeføring, som er koncentrationen af vor mentale struktur, vort instinkt og vor følelses- og intelligensmæssige kapacitet, besjæler eller livgiver vi hele vor organiske struktur og giver de "skub" og "stød", som sætter den fysiske materie i bevægelse. Ved disse skub opstår den slitage, vi kender som træthed og uoplagthed, og efterhånden også den vi kalder alderdom. Vor tankesfære, vort instinkt, følelse og intellektualitet koncentrerer sig i vore ønsker og begær i vilje til frastødning eller tiltrækning af særlige former for livsudfoldelse.

Vor tankekraft og viljeføring er identiske med vor viljekraft

Engang var magtudfoldelse på andre væseners bekostning, ja ligefrem drab af deres organismer den højeste livsudfoldelse, vi begærede. Men den begynder at [slut på side 25] blive udsat for slitage i mange menneskers bevidsthed, og man længes efter fred. Denne tiltrækning og frastødning over for særlige manifestationer er mentalt set eller i sin inderste analyse et strålefelt. Fra vort jeg gennem det psykiske eller åndelige plan stråler disse viljekræfter koncentreret på strid eller fred ind i vor hjerne og vort centralnervesystem, derfra udstråles de gennem vort blod og vore organer rundt i hele organismen, og skaber der en ganske særlig tilstand. Med deres særlige natur indvirker disse kræfter, om end i det største område ubevidst for individet selv, på organismen og bevirker opbygning eller nedbrydning, bestemmer normalitet eller abnormalitet, og er således fundamentet for skabelse af sundhed og velvære eller sygdom og smerte. Det være sig ikke blot som sygdom i organismen, men også som sygdom i vort samliv med vore medvæsener i tilværelsen. Denne vor viljeføring bestemmer altså vor livskraft og dermed vor sundhed i sjæl og legeme, hele vort forhold både til de levende væsener i mellemkosmos, mikrokosmos og makrokosmos. Vor tankekraft og viljeføring er således identisk med vor livskraft. Hver tanke, vi tænker, er livskraft, som kan bygge op eller bryde ned. Den kan være livgivende eller dræbende. Vor overbevidsthed er vore tankers inderste kilde, herfra udgår såvel dødbringende som livgivende tankearter. Da de skal passere vor underbevidsthed, inden de til sidst giver sig udslag gennem den fysiske organisme over for objektet for disse vore tanker, vil de altså på denne deres vej fra vort jeg til objektet allerede i underbevidstheden og i passagen gennem den fysiske organisme være enten dødbringende eller livgivende, hvilket igen vil sige sygdomsbefordrende eller sundhedsbefordrende, alt efter som de eksisterer som had eller kærlighed over for dette objekt.

En dødbringende tankegang er vejen til sygdom, både på sjæl og legeme og i samlivet med vore medvæsener, men at gøre en livgivende viljeføring til automatfunktion er at bringe sig i overensstemmelse med »Faderens vilje«

Samtidig med den ydre læsion eller det ydre velvære, en tankemanifestation fra vort jeg udløser imod vor næste, har den altså allerede sat sig dødbringende eller livgivende præg inde i vor egen organisme og i vor sjælelige struktur. At gøre den livgivende viljeføring til automatfunktion eller vane er vejen til sundhed og velvære i vort eget indre og i vort ydre samliv med vore medvæsener. Det er opfyldelsen af den fred og den velbehagelighed, som er bebudet menneskene gennem juleevangeliet. Men at udfolde den dødbringende tankegang, had, bitterhed, hidsighed og lignende former for intellektualiseret junglementalitet, er vejen til sygdom i sjæl og legeme og i samlivet med vore medvæsener. De fleste mennesker begynder at blive trætte og mætte af det psykiske og fysiske helvede, som er blevet resultatet af en sådan tankegang. Men hvordan kan det blive anderledes? Det kan det, hvis menneskene aflægger denne efterhånden "slidte" og "lurvede" manifestation og koncentrerer deres viljeføring mere og mere om i deres livsudfoldelse at være på bølgelængde med den skaber, efter hvis vilje jordkloden og menneskeheden er ført frem til sit nuværende udviklingstrin. Efter denne skabers vilje skal vi fremtræde som "mennesket i Guds billede", og det kan vi gøre ved at følge det eksempel, Kristus har givet os: at give sit liv for andre, at tjene til gavn for helheden og at bringe sin livskraft og viljeføring i overensstemmelse med "Faderens vilje".

Fra et foredrag på Martinus Institut,
søndag den 22. marts 1953.
Bearbejdet af Mogens Møller
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.