Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

FRA MARTINUS' ANDEN REJSE TIL ISLAND:

 

I midnatssolens rige

 

Vi skriver fredag d. 24. juni 1955. Martinus har netop afsluttet et aftenforedrag i Reykjavik om den kommende ny verdenskultur. Kort efter sidder han behageligt i en flyvemaskine sammen med sin gode ven Vignir Andresson. De er nu på vej ind i midnatssolens rige. Målet er Grimsey, en lille ø i Nordishavet lige på polarcirklen.

 

Det blev en vidunderlig tur. Skønt klokken var 22.00 eller nærmere lidt over, da vi startede, var det strålende solskin og klar luft, rigtigt et vejr, der ville lade midnatssolen komme frem for os i hele sit strålevæld af gylden farvepragt. Men det var ikke blot midnatssolen, vi fik at se, det var også Islands eventyrlige naturscenerier, dets snetoppede fjelde og jøkler med evig sne, gletschere, nedstyrtende bække og elve, vulkanske kratere, milevide lavamarker og andre ørkenterræner. Hist og her nede mellem fjeldene var der små grønne oaser midt i de ellers så ørkenagtige terræner. Det var de islandske landbrug. Den grønne farve hidrørte fra de opdyrkede og kultiverede græsmarker. Islændingene dyrker i overvejende grad hø. Omkring disse frugtbare terræner lyste ødemarken i vildgræssets vissengule farver. Denne farve fortsatte et stykke op ad de omkringliggende fjelde til den højde, hvor alt planteliv må ophøre. Her kom det nøgne fjeld til syne, undertiden med sin sneklædte top. For at vi rigtig kunne nyde de islandske terræner i alle deres detailler under os, fløj maskinen i forholdsvis ringe højde, ligesom dens rute var anlagt således, at vi passerede hen over Islands særlige seværdigheder. På det første stræk af ruten fløj vi i østlig retning direkte hen over Tingvalla terrænerne og så her fra luften de minderige områder, som jeg havde haft så rig lejlighed til at lære at kende, set nede fra jorden. Herefter drejede maskinen noget mere i nordlig retning, og vi passerede hen over terrænerne mellem de to store isørkener "Langjøkul" og "Hofsjøkul", Ude til venstre under os lyste de evige snemarker fra Langjøkuls områder, medens Hofsjøkuls tilsvarende hvide evighedsterræner lå badet i den natlige sols funklende guld til højre for os, hvilket vil sige ude imod øst. Her passerede vi også en temmelig stor sø "Hvitavatn". Da vi havde passeret disse ejendommelige områder, drejede maskinen nu næsten lige imod nord. Under os lå de mærkeligste terræner, der blev mere og mere øde og fjeldene mere og mere snetoppede, jo længere vi kom nordpå. Og efter en kort stunds flyvning hørte fjeldterrænerne under os op, og vi passerede ud over "Skagarfjørdur", en af Islands store fjorde, der udmunder i Ishavet. Men vi kunne endnu se de høje fjelde langs dens kyster. Men så hørte også disse op, og vi var nået ud over selve Ishavet. Her satte maskinen kurs direkte ind i Midnatssolens rige. Den styrede imod nordøst i lige linie mod vor rejses mål, øen "Grimsey", som ligger [slut på side 115] lige på polarkredsen. Lidt efter blev der varskoet fra maskinens førerrum, at vi om et øjeblik ville passere polarkredsen. Og i det samme lod man maskinen gøre en pludselig bevægelse brat opad og en ligeså brat bevægelse nedad. Det skulle betyde, at vi nu hoppede over polarkredsen. Under os lå Grimsey i den gyldne natsols glødende skær. Og nu lagde maskinen an til landing for i næste øjeblik at løbe farten af sig på øens landingsbane langs med stranden. Døren åbnedes, og vi steg meget spændte ud i dette det natløse døgns eventyrrige. Klokken var da 23.40. Langt ude over havet, men lavt på himmelen, funklede livets kilde som en strålende kugle af guld. Alt lå badet i dens gyldne skær. Vore ansigter og hænder var som af guld. Alt, hvad der vendte imod solen, var som forgyldt i dette gyldne solskin. Og nu kom det spændende øjeblik, da klokken var 24.00. Alles blikke rettedes imod solen. Der ude over havet, lige over horisonten, lyste og funklede dagens stjerne og kastede sit gyldne strålevæld imod os. Vi var her i en betagende situation. Her var ingen nat til at afbryde dagens lys. Vi var i en evig dags domæne. En anelse af tidløshed og evighed funklede omkap med de gyldne stråler. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at vi her i virkeligheden var vidne til livets største manifestationsprincip: lysets totale sejr over mørket, symboliseret i midnatssolens stråler. Lysets sejr over mørket i menneskets mentalitet er som bekendt opfyldelsen af Guds plan med menneskene. Denne sejr er indvielse, kosmisk bevidsthed eller Guds billede. Ligesom midnatssolen her havde besejret nattens domæne, således skal mennesket med sin ånds lys: kærligheden, besejre sin livsvejs mørkeste skæbnenat og derefter som Guds billede lyse og varme for alt levende, for gode og onde, for retfærdige og uretfærdige. Dets fodspor hen over verden vil være en evig dags stråleglorie.

Rent bortset fra denne mentale vision i midnatssolens lys måtte jeg også tænke på mine venner hjemme i Danmark, som netop havde skænket mig mange meter farvefilm til optagelser af min rejse. Og det lykkedes mig her at få mange gode optagelser på filmen af midnatseventyret, så mine venner kan få en lille genspejling af det natlige solskin.

For øens ensomme befolkning, der her lever så isoleret højt mod nord og så langt borte fra fastlandet, var vort besøg naturligvis en meget stor begivenhed. Der var da også samlet en større gruppe mennesker nede ved stranden, hvor flyvestation, start- og landingsbane var anlagt. Her var en dejlig ren psykisk atmosfære, og menneskene var smilende og venlige. Jeg følte, at det ville have været dejligt at have dvælet her et par dage i dette natløse rige, men det var vor tid ikke til. Nogle minutter over midnat blev vi atter kaldt tilbage til maskinen, som straks efter lettede. Efter at vi var kommet op, fløj vi tilbage hen over hovederne på den gruppe mennesker, der var samlet ved startbanen. De vinkede af al kraft kærligt op til os, som nu atter påbegyndte kursen tilbage fra denne civilisationens yderste forpost til mere begunstigede egne. Besøget havde været et dejligt eventyr for os. Men jeg tror, at det også var et ikke mindre kærkomment eventyr for øens beboere, som her på mange måder lever ganske isoleret fra den øvrige verden. Man må prise den islandske regering, at den har formået at få skabt flyveruter ud til sit lands mest afsidesliggende bopladser. Postforbindelse og passagertrafik kan således befordres ligeså hurtigt og behageligt herude i civilisationens yderste forposter som i selve dens hjerteregioner. Men rejsen hertil er lang og dyr. Der står sikkert ikke flyverejser eller sørejser på ret mange af disse fjerne bopladsers beboeres penge. Jeg [slut på side 116] kunne ikke lade være med at tænke på, at der nede iblandt den lille gruppe af mennesker, som så kærligt vinkede farvel til os, sikkert var mangen en ung mand og kvinde, som følte ligesom et lille knugende stik i hjertet af udlængsel, da de så os forsvinde i eventyret der langt ude i horisonten. I sådanne øjeblikke kan man ikke lade være med at prise Gud for de store tekniske og kemiske fremskridt, der udløses igennem menneskehedens daglige kamp for tilværelsen og de hermed forbundne behagelige og ubehagelige erfaringer, som den gennemgår. De vil alle tilsidst føre til en så lykkelig kulturepoke, at al fysisk og psykisk udlængsel kan blive tilfredsstillet.

Imidlertid er vor maskine, stadig i midnatssolens gyldne skær, nået tilbage over Ishavet og ind i Eyafjørdur, den fjord ved hvis inderste udspring Akureyri ligger. Og det varede da heller ikke længe, inden jeg havde lejlighed til her fra luften at se selve byen og dens omgivelser, som jeg kendte fra mine to besøg der, og hvor jeg ganske kort tid i forvejen havde holdt foredrag. Men turen fortsatte nu lige direkte imod syd, tværs igennem det islandske fastland. Endnu lå de ejendommelige terræner med fjelde og dale, jøkler og floder i en forgyldt atmosfære. Floder og søer fremtrådte totalt som i det reneste guld. Da vor rute på hjemturen foregik ca. et halvt hundrede kilometer øst for den strækning, vi passerede på opturen, blev det således ikke de samme terræner, vi passerede hen over. Vi kom til at passere terrænerne mellem Hofsjøkul og Vatnajøkul, Islands største isregion. Hofsjøkuls vestside havde vi passeret på opturen, nu var det dens østside, vi passerede. Herefter drejede maskinen mod sydvest med kurs direkte mod "Hekla", Islands største virksomme vulkan. I 1947 kom denne vulkan i et vældigt udbrud. Stene så store som huse blev fra kraterets indre slynget højt op i luften for derefter at havne rundt om på bjergets sider, medens lavamassen som en ildflod væltede ud af kraterets munding og belagde vulkanens sider med sit glødende ildtæppe, der i nattens mørke var et fantastisk skue for dem, der havde lejlighed til i tilstrækkelig afstand at overvære det. Jeg så dette natursceneri i en farvefilm, første gang jeg var på Island. Nu er vulkanen i ro, selvom lavamassen fra 1947 i sit inderste dybt nede siges endnu at være glødende. Skuepladsen for dette i sin tid så vældige natursceneri fik vi rig lejlighed til at iagttage, idet flyvemaskinen cirklede nogle gange rundt om kratermundingen, så vi kunne se ned i krateret, af hvilket der endnu opsteg røg og damp. Det var ikke uden en vis gysen, man så ned i dette dødsterræn, som man i gamle dage troede var porten til helvede. Det er herfra begrebet " ... ad Hekkenfeldt til" har sin oprindelse.

Efter denne lille visit ved "Helvedes port" satte maskinen kurs lige imod vest med sigte direkte på byen "Hveragera". Det er byen, hvor hvert hus så at sige har sin egen varmekilde. Allerede på lang afstand kan man se, at der står hvide dampe op mange steder mellem husene, ligesom det varme vand fra kilderne flyder dampende hen ad gaderne. Det ses naturligvis ikke så meget fra luften, men jeg har gentagne gange besøgt byen sammen med mine islandske venner, og oplevede da dette sælsomme fænomen. Den første gang gjaldt besøget den kendte islandske forfatter Kristmann Gudmundsson, af hvem jeg var inviteret. Han er også meget venligsindet overfor mit arbejde og støttede mig meget overfor den islandske presse under mit første besøg på Island. Ved hjælp af de varme kilder var han i stand til at opretholde en botanisk have med 6000 forskellige planter i sit store drivhus, der var bygget sammen med villaen. At det ikke var helt sikkert eller ufarligt at bo her, fik [slut på side 117] jeg indtrykket af, da man fortalte mig, at en varm kilde engang pludselig brød op igennem stuegulvet i et af husene.

Fra Hveragera tog maskinen kurs i vestlig retning med sigte direkte på Reykjavik. Og lidt efter så vi Reykjaviks kendte konturer komme til syne i den blå dis forude. Et øjeblik efter landede vi atter på Reykjaviks flyveplads. Klokken var da ca. 4.00. En eventyrfærd var afsluttet. En af jordens ejendommeligste seværdigheder: et natløst døgn, solskin i midnatstimen, Guds eget symbol over livets mening: Lysets sejr over mørket i alle levende væsener var oplevet. Jeg var blevet en oplevelse af Guds nærhed rigere.